Måned: oktober 2015

Karma. ’Karma bider dig i røven’. Det lærte jeg min datter for nylig. Jeg forklarede hende, hvad karma er. Jeg er selv blevet ’bidt i røven’ af karma før, og bliver det helt sikkert igen. Nå, men vi snakkede om, hvordan man behandler andre mennesker, om hvis man er sød, er folk som regel også søde mod en (jeg droppede hinduisme, buddhisme og efterlivet – måske lige tungt nok for en fem-årig). Hun spurgte mig, om det var derfor, at der var så mange mennesker i Meny (vores relativt nye supermarked i byen), altså fordi de er så søde, og derfor vil folk gerne handle der? Sådan lød spørgsmålet. Børn er sjove. Altså, jeg tror på karma, på at ens tilgang til og opførsel over for andre mennesker har konsekvenser i sidste ende, men det var jo ikke lige et supermarked,  jeg havde i tankerne, da jeg ville lære min datter lidt om livet, men det gav egentlig alligevel meget god mening (hvor mærkeligt det end lyder), dét hun sagde. Det er måske ikke ligefrem karma, dét jeg nu skriver om, og så alligevel. Men det fik mig til at tænke (shit)…

Jeg har skiftet de supermarkeder ud, som jeg plejede at handle i, med netop Meny, og hvorfor har jeg så gjort det? Ja, det har jeg jo faktisk fordi, jeg kan lide at komme der. Og hvorfor kan jeg så det? Fordi de er så søde, smilende og hjælpesomme i det nye supermarked. Fordi jeg ikke har fået så god service nogensinde tidligere i et dansk supermarked. Altså dertil kommer selvfølgelig også, at forretningen er blevet langt mere indbydende end tidligere, og de har nogle utrolig lækre varer på hylderne, ellers hjælper det selvfølgelig ikke meget (i det her tilfælde i hvert fald) at være sød og hjælpsom, hvis man nu sælger noget frygteligt skidt. Men det gør de altså ikke. Derudover er de nytænkende, hvad angår specialvarer fx, og det er da så absolut også et plus.

Men karma, ja måske…

Kage til børnene (og de voksne) i forbindelse med Halloween den kommende weekend.

Uanset, er jeg simpelthen nødt til at skrive dette indlæg, og nej, jeg bliver ikke betalt for det, men ejeren af Meny i Kalundborg, Peter Egebæk (samt hans kæreste Michael Skovgaard Rasmussen og ikke mindst de ansatte) har formået at tage begrebet ’god service’, som længe har været en mangelvare i Danmark, og ført det tilbage her til byen . Faktisk har de taget begrebet, og ført det til et helt nyt niveau. Hvis I spørger mig, skulle de have en præmie – en stor kæmpe en! Selvfølgelig er der også andre forretninger her i byen og andre steder i Danmark, der har en fantastisk service, men når vi snakker supermarkeder, har jeg aldrig, i Danmark, været i et, hvor servicen er, som den er i Meny i Kalundborg. Den er slet og ret formidabel, og jeg tvivler på, at man bliver ansat i forretningen, hvis man ikke kan finde ud af at yde god service. Jeg tænker ligefrem, at de må få kurser i det, for jeg har da sjældent set noget lignende (på nær i USA), og hvor er det glædeligt.

Man bliver altid budt velkommen af et smil og en hilsen, og hvis man står og kigger efter noget på hylden, kommer der straks en over og spørger, om de kan hjælpe. Min datter bliver altid tilbudt en bolle og en juice, når vi kommer og handler (jeg spørger ikke, DE spørger). Faktisk har jeg en veninde, der fortalte om en oplevelse, hvor hun var ude og handle med to skrigende børn, som alle vi forældre jo ved er fantastisk, men det endte det faktisk med at blive pga. Menys personale. Inden hun havde fået set sig om, var fredagsmareridtet blevet forvandlet til noget hyggeligt, og børnene sad/gik hver især og hyggede sig med juice og frugt, og min veninde kunne handle i fred og ro. Jeg fik selv en hyggelig snak med flaskedrengen (eller hvad sådan en nu hedder i dag) om nisseøl. Jeg er nemlig lige kommet hjem fra Mallorca og havde lovet min datter, at når jeg kom hjem, skulle vi have risengrød med nisseøl til (og jeps, det er en lang oktober og november her i huset). Nå, men det her handler jo ikke om nisseøl, men faktisk når jeg tænker over det, har jeg aldrig handlet i den forretning, uden at falde i snak med en fra personalet om et eller andet underfundigt.  Købmanden må have et godt øje for søde, glade og smilende mennesker. Det var der mange, der kunne lære noget af.

Stine Rønnow er med til at give god service, når hun indimellem hjælper ved events i Meny Kalundborg.

Meny i Kalundborg har, som jeg skrev lige før, taget ’service’ til et helt nyt niveau, når man handler i et supermarked, og jeg kan mærke, at hele den stemning, der er, når jeg handler der, den ville jeg savne, hvis jeg handlede et andet sted. Det lyder helt åndssvagt, men jeg bliver i bedre humør, end hvad tilfældet er, når jeg går i et andet supermarked, hvor det hele nu pludselig virker så koldt og sterilt. Hvor er det fx hyggeligt, at alle de ansatte hilser på kunderne i forretningen, selvom man egentlig ikke kender hinanden. Det er jo egentlig ret basalt, men man bliver glad i hatten.

Jeg kunne komme med hundredevis af eksempler på deres gode service til trods for, at de først åbnede deres forretning i maj i år. Sidst jeg var derude, sagde en af de ansatte ’tak, fordi du handler hos os’, sådan bare lige ud af det blå, da jeg stod der og var ved at finde et græskar. ’Øhhh, ja men selv tak da’, det er jeg nu alligevel aldrig blevet takket for før. Eller blevet spurgt, om jeg manglede noget (husk lige, at vi er i et stort supermarked, ikke en lille specialbutik), fordi jeg så søgende ud, OG jeg blev kaldt ’unge dame’ (jeg følte mig lidt som en på 18, men det gjorde jo ikke noget). Eller jeg kan fortælle, at kriterierne for at blive ansat, er, at man skal være sød og smilende. Det er i hvert fald, hvad købmanden vil spørge dig om, hvis du søger et job (og nej, jeg har ikke søgt job der, men man ved jo aldrig);-)

Græskarkonkurrence i forbindelse med Halloween blandt børnene i Meny, Kalundborg

Men summa summarum: Den service, som de giver i Meny i Kalundborg, det er lige præcis den service (og lidt til faktisk), som jeg har efterlyst i Danmark. Det her handler ikke om Kalundborg, det handler om den service, der var i hele landet engang, men som vi har glemt, eller er blevet for vigtige eller fine til – hvad ved jeg, den er i hvert fald en mangelvare mange steder. ‘Dengang’ kunne blive til ‘Nu’, hvis blot vi gad gøre en indsats. Det har de gjort hos Meny i Kalundborg – og ‘bravo’. Jeg tror på, at den slags kan bidrage til noget meget positivt, hvad angår turisme, hvis blot vi kunne finde ud af at udbrede lige præcis dét, de gør i mit nye yndlings supermarked.

Når der bliver lavet undersøgelser, taber København (og dermed også resten af kongeriget) på, at den er dyr og ikke mindst, at servicen er ringe. Derimod vinder den på at være renere end så mange andre storbyer og at det er en smuk by. Hvis vi så også næste gang en undersøgelse blev lavet, kunne prale af, at vi yder god service, så er vi godt på vej – og jeg er ikke ked af (og det kommer faktisk heller ikke bag på mig), at det er provinsen, der kunne gå hen og (igen) blive et forbillede for København på den konto. Det vil ændre så meget, både i hverdagen, men også når man besøger danske byer som turist (det være sig dansk eller udenlandsk), at man bliver mødt af venlige ansigter, der hilser og er parate til at hjælpe med, hvad man nu har brug for.

Jeg ved det (og I ved det også), for jeg vil da langt hellere bruge mine penge dér, hvor jeg får en god service uanset, hvilken branche, og det er jo fuldstændig det samme, når man handler på nettet eller fysisk i en forretning. Der er kæmpe forskel, og jeg ved lige præcis, hvor jeg gerne vil handle, og hvor jeg aldrig handler mere netop pga. dårlig service – til trods for, at jeg ellers ofte oplever, at god service hænger sammen med måden man selv agerer på – desværre bare ikke altid. Jeg håber i hvert fald, at folk kan se forskellen på god og dårlig service – eller blot middelmådig. Jeg er, som sagt, lige kommet fra Spanien, og der har de OGSÅ (ligesom tilfældet er for alle de andre lande, jeg efterhånden har været i) i nogen højere grad forstået, hvad god service er, i hvert fald sammenlignet med mange danskere. Derfor: Lad os nu gøre ‘engang’ til ‘nu’, og hvem ved måske endda en dag blive kendt ude i verden for vores smil og gode service, når man kommer til det lille land i stedet for vores høje priser og dårlige service. Det er jo en mulighed. Den lader vi lige hænge lidt…

OG så for lige at slutte af med det der karma noget. Den måde, man behandler folk på, har altid konsekvenser, også når vi snakker det ned på et simpelt og helt konkret plan, som mit eksempel med en købmand, der – sammen med sine ansatte – i den grad formår at behandle sine kunder godt. Også her håber jeg, at karma holder stik…

For ikke så længe siden talte jeg med en tidligere studiekammerat om, hvad provinsen er, og hvor den egentlig ligger sådan rent geografisk. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg har fundet ud af, at provinsen ikke er så definerbar, som vi alle gerne vil gøre den til (vi elsker jo at inddele alt og alle i kasser, og så ellers proppe stereotyperne ned over hovedet på folk). Vi snakkede om, at jeg havde boet i København, nu boede i Kalundborg, og hvad fremtiden ville bringe mht., hvor man ville bo osv. Hun havde selv netop købt lejlighed på Frederiksberg, og var i gang med at flytte fra indre by, nærmere betegnet København K. Jeg var ved at dø af grin over hendes tanker omkring at flytte til Frederiksberg, for i hendes øjne er det faktisk lidt som at flytte til provinsen. Frederiksberg – provinsen?! Okay, dér var jeg altså bare lige en tand for meget provinspige (okay bonderøv) til at forstå, hvad hun mente.

Hun skrev bl.a. til mig, at de (hende og hendes mand) bare lige skulle vænne sig til tanken. ”Når man kommer fra Indre by, er Frederiksberg jo nærmest provinsielt. Faktisk bor vi kun et kvarters gang fra Rådhuspladsen, men det kunne på nogle måder lige så godt være ude i en forstad. Der er små grønne villaveje, færre butikker, legepladser osv. Meget anderledes fra Indre by, selvom geografien siger noget andet. Men det er nok også derfor, at Frederiksberg er så populært. Det samler storby og provins på en mærkelig made. Folk går også anderledes klædt, man hilser på sine naboer og er på fornavn med blomsterhandleren, damen i kaffebaren, slagteren osv. I indre by gik man altid med solbriller uanset vejret, havde helst en juice eller kaffe i hånden, og jeg anede faktisk ikke, hvad min nabo hed til fornavn. Til gengæld var der lidt højere til loftet. Her skal man helst være på en bestemt måde. Og folk de sladrer. Men jeg kan seriøst se ud over hele byen fra mit vindue på femte. Alle tårnene, Rådhuset, Tivoli, vor Frue, Christianborg osv. Så tæt på i fugleflugt, men når jeg så går ned på gaden, og er kommet til Lærkevej eller noget, så føles det anderledes. Nå, Rådhusklokkerne bimler midnat. Natnat.”

Camilla er faktisk fra Sorgenfri, og på mit spørgsmål om, hvor hun egentlig er opvokset, svarer hun:

”Tjaaa, provins kan man nok ikke kalde det. Mere en søvnig forstad, Sorgenfri, nord for København. De har lige indspillet en ny dansk film 50 meter fra mit barndomshjem. Den handler netop om, hvor lidt der sker i Sorgenfri, indtil en mystisk virus pludselig gør folk til zombier. Den er god nok. Med Troels Lyby og Mille Dinesen.”

Jeg synes virkelig, at hun var sjov, da hun skrev ovenstående til mig, for jeg ville jo føle, at jeg boede (næsten) midt i hjertet af København, hvis jeg boede på Frederiksberg – jeg definerer altså her geografien i København lidt anderledes, end hun gør – og helt sikkert anderledes end en masse andre, men lige så sikkert også på samme måde som nogle. For dem må provinsbyen, som jeg pt. bor i være absolut endestation (det er byen faktisk også, hvad angår DSB) – vi er altså langt ude på bøhlandet. Men det er jo netop det, der er så pudsigt ved ordet ’provins’ – den er ret udefinerbar på sin helt egen underfundige måde. For hvad er provinsen egentlig. Forleden så jeg, at en læser havde stillet TV2 det spørgsmål i forbindelse med et indslag, de havde haft på nyhederne, hvor de havde beskrevet Odense og Aalborg – Danmarks 3. og 4. største byer – som værende provinsbyer. Læseren blev forvirret, for hvad betyder det, at provinsen er? Alt udover København eller? Og han har jo egentlig ret. Hvem definerer, hvad provinsen er i Danmark (og alle andre steder)? Jo vidst, kan jeg slå det op og få forskellige definitioner af ordet, men det er jo netop det – forskellige. Alle definerer ’provinsen’ forskelligt, og hvorfor egentlig ikke. Det kommer vel an på øjnene, der ser. Og derfor gik det også op for mig, at min venindes følelse af, hvad provinsen er, vel er lige så rigtig som min – en følelse kan vel ikke være forkert? Vi definerer blot noget forskelligt.

Lige pt. opholder jeg mig i mit lille hyggelige sommerhus på toppen af Danmark – næsten da – i Lønstrup, som er en lille by med 535 indbyggere. Det er meget langt fra København – geografisk, men så sandelig også mentalt. Hverken værre eller bedre, bare anderledes på så mange punkter. Det sjove er, at når jeg er hos min familie i Skanderborg eller Århus, eller i mit sommerhus i Lønstrup, Nordjylland, definerer folk mig helt klart som sjællænder, men når jeg er på Sjælland, hvor jeg bor, spørger folk altid, hvor i Jylland, jeg er fra. Igen definerer folk forskelligt – i dette tilfælde mig – ud fra, hvordan jeg taler og dermed også, hvor de mener, at jeg er fra. Så næste gang, at en eller anden fortæller dig, at han/hun er fra København eller provinsen, så prøv lige at hør helt konkret, hvor det er henne, måske deres definition slet ikke stemmer overens med din

Lønstrup er balsam for sjæl og krop 😉

Og det er ikke kun i Danmark – min familie i USA har også meget forskellige definitioner af, hvad der er ’big city’, og hvad der er ’countryside’, og i deres øjne er der i øvrigt ikke meget storby over København. De elsker byen, men synes, at det er ’sådan en hyggelig lille by’… Just saying 😉

Og præcis på samme måde forholder det sig vel mht., hvordan man definerer provinsen – og storbyen ”røvsyg”, ”smuk”, ”kedelig”, ”tryg” ”larmende”, ”spændende”, ”farlig” osv. Det hele afhænger af øjnene, der ser, og de vil aldrig se det samme.

Kærlig hilsen ’Kalundborg-jyden’ 😉

Der er nok ikke mange, der har kunne undgå at høre den livlige debat vedr. de 3.900 statslige job i hovedstaden, der bliver flyttet til provinsen i løbet af de næste to år. Det er den største udflytning af arbejdspladser i Danmark nogensinde, da man flytter mere end hver tiende statslige arbejdsplads i hovedstaden til de fire andre regioner, fordi man vil skabe en større sammenhængskraft i Danmark,

Regeringen håber, at mange vil flytte med, men langt de fleste berørte medarbejdere er ikke interesseret i at rykke teltpælene op, nogle har brug for krisehjælp, andre synes, at det er helt godnat, at have brug for krisehjælp til den slags, og sådan kører debatten ellers frem og tilbage. Men giver det overhovedet mening at flytte arbejdspladser fra København til provinsen? Vandene er delt (surprise).

Jeg forstår faktisk, hvis ikke man har lyst til at rive teltpælene op, og flytte hele familien til den anden ende af landet. Og jeg forstår faktisk også, at de, der bliver ramt af udflytningen, er kede af det. Men at have brug for krisehjælp, fordi ens job bliver flyttet til et sted i provinsen, det er vidst lige i overkanten. Krisehjælp? Helt ærligt… Jeg tror ikke, at de mange medarbejdere rundt omkring i provinsen har fået tilbudt krisehjælp, da deres arbejdspladser endte i  storbyen pga. centraliseringen, eller virksomheden valgte at flytte produktionen til udlandet. Næ, det er gamet, og sådan er det for os alle. Nu rammer det så bare jobs i hovedstaden og for en gang skyld ikke jobs i provinsen.

Provinsen er ikke Sibirien…

Omvendt er det vel også fair nok, at nogle af de statslige arbejdspladser rent faktisk ligger andre steder end i København. Det er vel fair, at de er fordelt over hele landet, altså i den udstrækning, at det giver mening. Mange opfører sig desværre som om, at de bliver sendt til Sibirien. Men de bliver, for det første, ikke sendt nogle steder hen. De kan frit vælge at flytte med, eller blive og finde et andet job, præcis som alle andre i en situation, hvor arbejdspladsen af den ene eller anden grund flytter beliggenhed. For det andet er provinsen ikke Sibirien. Provinsen er på mange områder skøn (det er Sibirien sikkert også – i hvert fald smuk), og Danmark er ikke fortabt, fordi man også satser på en fremtid i provinsen.

Vi ved alle, at der er fjernet mange – som i RIGTIG MANGE – arbejdspladser fra provinsen siden midt 90’erne. Hvis de statslige arbejdspladser, i dag, var ligeligt fordelt i hele Danmark, skulle der være MANGE flere i provinsen. Ikke at jeg siger, at det skal måles og vejes på den måde, men det er da information, der giver stof til eftertanke, nu der pludselig er ramaskrig over 3.900 arbejdspladser. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår de mennesker, der må opsige deres stilling – et job, som de er glade for, men jeg siger blot, at det er jo ikke første gang, at mennesker mister jobs pga. omstruktureringer (og i øvrigt heller ikke sidste).

Det er jo altså heller ikke kun københavnerne, der betaler skat og bidrager til det danske samfund. Det gør en masse mennesker i provinsen også. Så selvfølgelig skal fremtiden ikke kun prioriteres i vores hovedstad, men også i resten af Danmark. Der bor trods alt ca. 3,6 mio. danskere vest for Valby Bakke.

Den smukke natur.

Jeg er godt med på, at man ikke kan standse urbaniseringen, men det handler vel også om enten at fordre eller begrænse den, præcis som med så meget andet. Der findes faktisk også flere eksempler på lande, hvor man har gjort det samme med succes – europæiske lande, der ikke er så forskellige fra Danmark endda. Man kan altså sagtens have et moderne velfungerende land med en meget større grad af decentralisering. Tag fx Holland, hvor regeringen holder til i Haag, mens ministerierne derimod er fordelt rundt i landet. England er et andet eksempel, hvor man også har flyttet en række offentlige myndigheder med succes. Mange statsansatte (og andre) har faktisk ikke råd til at bo i London, hvilket jo også er et billede, vi kan nikke genkendende til herhjemme. Til sidst, men bestemt ikke mindst, er der også det faktum, at mange mennesker faktisk gerne vil bo på landet og i provinsen. Statistikkerne begynder at vise, at flere og flere børnefamilier er begyndt at rykke den vej igen. Men for at de har lyst til provinsen, skal der bl.a. være ordentlige jobs.

Jeg er selv journalist, og jeg indrømmer gerne mediernes rolle i den her diskussion. Størstedelen af dem har nemlig været med til at tale provinsen ned, og København op. Men der er jo masser af globale koncerner i provinsen, der tjener mange penge til Danmark, og samtidig tilbyder deres ansatte spændende jobs, god løn og mulighed for udvikling og karriere. Men der er jo blot den lille detalje – eller den er faktisk ikke så lille endda – at virksomhederne alle har brug for, at lokallivet omkring dem fungerer. At der sker noget i de mindre samfund både for de voksne og for børnene. Selvfølgelig hverken kan eller skal provinsen hamle op med hovedstaden, hvad angår kulturliv, men det betyder jo ikke, at alle provinsbyer bare skal stille sig på sidelinjen.

Men netop, fordi mange arbejdspladser ligger i København, tiltrækker byen også nogle mennesker, der måske ellers ville have valgt at bo i provinsen, og på den måde bliver urbaniseringen selvforstærkende. I øvrigt kan jeg egentlig ikke se, at det skulle skade at have flere urbane centre i landet end ét, og det kan de mange statslige arbejdspladser, der rykkes til provinsen, vel være med til at skabe. I den forbindelse er der i øvrigt mange, der har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor man har valgt at flytte arbejdspladser fra den største by til den 2. og 3. største by i Danmark. Og det kan vi så diskutere videre om, hvorvidt det giver mening, eller man skulle have prioriteret de større provinsbyer, men ikke de største. En ting er sikkert – kede os, kommer vi aldrig til, for der er altid noget, vi kan diskutere.

Den laaange vej fra hovedstaden til provinsen.

For lige at få det på det rene. Jeg mener ikke, at urbanisering er en ond ting, og jeg er klar over, at små samfund vil forsvinde, netop pga. urbaniseringen, sådan er det, og det er der ikke meget at gøre ved. Alt kan jo ikke forblive, som det plejede at være (selv om det indimellem kunne være rart – og let). Men det betyder jo ikke, at alle provinsbyer forvinder, for selvfølgelig gør de ikke det. Der er fx en grund til, at vareproduktion ikke foregår i byerne. Grundende er for dyre, og trafikken for voldsom. Jeg ved, også fra min barndomsby (og den er så sandelig ikke den eneste), at det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. En årsag til, at fx akademikerne, som man  mangler, hvor jeg bor, er svære at få til provinsen kunne bl.a. være, at det er svært at finde job til ægtefællerne. Derfor er det bestemt ikke, i min bog, idioti at placere eksisterende statslige arbejdspladser rundt om i provinsbyer, hvor det giver mening i forhold til erhvervslivet.

Det er i øvrigt heller ikke, fordi ALLE folk vil bo i hovedstaden, at de statslige arbejdspladser i sin tid blev flyttet dertil. Der var et centraliseringsparadigme i forvaltningen i 90’erne og 00’erne. Så til trods for, at vi ikke kan styre centraliseringen og urbaniseringen helt, har vi selvfølgelig en finger med i spillet, og det betyder noget, hvordan vi handler rent politisk. Hvorvidt det bliver en succes eller ej, kan kun tiden vise. Og man må da gå ud fra, at politikerne har truffet valget på baggrund af, at de mener, at det vil blive en succes.

Jeg har jo, som bekendt, boet i København i små ti år. Da jeg boede i København blev jeg klippet af en frisør, der havde salon i København, hvilket vel er meget naturligt. Da jeg flyttede til Kalundborg, blev jeg imidlertid stadig klippet af min frisør i København. Ganske enkelt, fordi jeg bildte mig selv ind, at de nok var lidt bedre til den slags i København. De vidste i hvert fald helt sikkert lidt mere om, hvad der var moderne. Det var jeg helt sikker på. Som om det nogensinde har været relevant for mig, der har haft den samme frisure mere eller mindre, siden gymnasiet.  Jeps, så modig er jeg nemlig, hvad angår mit hår. Og til jer mænd, der læser med – frygt ej, indlægget handler ikke om hår, i hvert fald ikke på den måde, som i ganske givet frygter lige nu, mens I læser dette. Næ, læs I blot med, for der ligger meget mere bag end ‘bare’ parykken…

Nå, men jeg var altså dengang overbevidst om, at jeg i hvert fald ikke kunne blive klippet lige så godt ude på bøhlandet, som inde i København. Heldigvis blev jeg klogere (meget klogere). Jeg har i min tid (nu lyder jeg lidt som en på 69 år) fået sat hår af temmelig mange frisører, og min nuværende frisør er ubetinget en af de bedste, jeg har stiftet bekendtskab med. Og guess what? Hun er fra provinsen, bor i provinsen og har sørme også salon i provinsen. Det hænger jo ikke helt sammen med, at jeg var overbevidst om, at man skulle have salon i København for at være en af de rigtig dygtige i branchen. Men jeg tog fejl. Så simpelt er det.

Pia Breiner Sørensen sammen med Paul Mitchell, hans hustru – og hele Pias dygtige frisørteam fra salonen i Kalundborg.

Pia Breiner, der ejer Frisør Breiner Coiffure i Kalundborg, har netop i år været en del af Paul Mitchells årlige store show (til dem, der ikke lige ved det, er Paul Mitchell kæmpe stor i ‘frisørverdenen’) – valgt ud som den eneste danske frisør. Det sjove er, at når jeg hører om sådan et show, og at der er en dansker, der deltager, så kommer jeg (uden at kunne gøre for det naturligvis) til at tænke på København. For det må være en eller anden kreativ københavner, der er en del af den slags. Men det er det bare ikke. Det er en meget dygtig og kreativ frisør, i en provinsby ude ved vandet, en god times tid fra hovedstaden – nærmere betegnet dét, mange kalder for ’Udkantsdanmark’.

Paul Mitchell gathering, Madrid september 2015

”Jeg arbejder som artdirector For Paul Mitchell Danmark, hvor jeg står for alt undervisning og billedmateriale i hele Danmark. Paul Mitchell afholder en masse ’previews’, hvor vi frisører skal bestå en masse prøver i forbindelse med fx nye teknikker osv. Og jeg gjorde det godt, og blev derfor valgt ud til Paul Mitchell Gathering i Madrid. Det er et kæmpe show, der bliver afholdt hvert år, sædvanligvis i USA, men da Paul Mitchell allerede er meget store i USA, valgte man i år at afholde det i Europa, da man her er godt i gang med at få mere fat i branchen. Jeg blev valgt ud som den eneste dansker, derudover er der to svenskere med, og det er os tre, der repræsenterer Norden.”

I min bog må man altså godt prale, når man er så dygtig, som Pia. Ikke, at hun gør det – men hun må godt. Men at Pia har salon i provinsen, betyder samtidig, at jeg tog fejl (og det betyder også, at jeg kommer til at sætte folk i kasser, og det hader jeg ellers, når folk gør). Men selvfølgelig tog jeg fejl, men problemet er, at jeg så langt fra er den eneste. Mange danskere har en idé om, at skal det være trendy, så foregår det i København, ikke engang de andre store byer i Danmark er gode nok til den slags, næ det SKAL være København. Og ja, der er rigtig mange dygtige kreative mennesker i København, men det er der altså også i provinsen (OG der findes altså også salt/peberhår i København).

Dét, jeg i virkeligheden forsøger at sige, er, at man ikke behøver at tage til København for at være smart og med på den sidste nye trend. Det er klart, at hvad angår tøjmærker, er udvalget langt større i storbyen end, hvad tilfældet er i provinsen, men det betyder jo altså ikke, at man render rundt i træsko og campinghabit dagen lang i de mindre danske byer. Mange steder har man rigtig fine butikker med stort udvalg, og de steder, hvor udvalget ikke er så stort, der har de faktisk biler, der kan køre ’hele vejen’ til de store byer, hvoraf mindst en ligger relativt tæt på, da afstandene i Danmark jo trods alt er temmelig små. Derudover kan man, i provinsen, også (surprise) finde ud af at bruge det der smarte internet, og bestille varer den vej. Så selvfølgelig er der områder, hvor provinsen kommer til kort, men der er faktisk også områder, hvor storbyen står som nr. 2, eller hvor det er hip som hap. Men hvad angår fx hårmode er frisørerne i provinsen akkurat lige så dygtige og med på beatet, som salonerne i København.

Eller dvs. der er vel gode og mindre gode i alle brancher, i provinsen såvel som i de store byer. Men vi kender jo alle ’Salon Bent’ eller ’Salon Tove’ med røvballegardin og plastiskblomst i vinduet, og en frisør, der kun kan klippe med maskine (og det ikke engang særligt godt) eller lave salt/peber hår, når det er værst. Men de ligger altså ikke kun i provinsen, de findes skam også i København. Den slags har provinsen skam ikke patent på, selv om mange tror det.

Ikke just røvballegardiner og kunstige blomster i provinsen… 😉

Jeg vil tro, at jeg har lige mange venner i København, hvor jeg har boet i mange år, og i Kalundborg, hvor jeg er opvokset, og bor nu. Men jeg kan ikke se forskel på, hvor de bor. Jeg kan mærke forskel på nogle punkter, men bestemt ikke se forskel. Jeg ved, at vi elsker, når vi kan putte folk i kasser og fortælle dem, ar når du bor der, ser du sådan ud, mener sådan og sådan osv. Og indimellem er det også dejligt med det der ’stereotype-billede’, som vi kan trykke godt ned over hovedet på folk, men det passer simpelthen bare (heller) ikke i dette tilfælde.

”Jeg synes jo ikke, at der er stor forskel fra Kalundborg til København, hvad angår hårmode, når jeg ser kunderne i min salon. Men jeg kan da godt se, når jeg kigger rundt i gadebilledet, at mange ikke rigtig tør skille sig ud herude, og det er man nok bedre til i storbyen. Her kan man gemme sig lidt mere. Men det er pudsigt, for jeg har fået rigtig mange kunder, der efterspørger fx lækre tøjmærker, som ikke forhandles her i byen, og det gør de ikke, fordi man ikke tror, at der er kunder til det. Men jeg tror, at de tager lidt fejl. Selvfølgelig ved jeg også, at man bruger sine penge anderledes, når først man har købt hus osv. Nu bruger vi fx penge på to tons perlesten, og et nyt vindue, hvorimod vi, da vi boede i København, nærmest levede ude, og egentlig ikke investerede meget i vores lejlighed. Dét jeg mener, er, at mange i provinsen prioriterer hus og have, fordi det er, hvad de bl.a. flyttede hertil/blev her for. Dermed bliver andre ting måske nedprioriterede. Men fx en klipning i København er ofte dyrere end en klipning i provinsen til trods for, at den ikke nødvendigvis er bedre, sådan er det bare…”

Ha, perlesten. Jeg kender det. Egentlig ville jeg helst rejse alle mine penge væk, men jeg besinder mig (indimellem). Vi har fx betalt næsten 20.000 kr. for 20 m. bøgehæk (det var vidst egentlig 40 m, og det gør jo straks det hele meget bedre), da vi købte vores hus – det havde jeg aldrig troet om mig selv. Hvem i al verden betaler så mange penge for en åndssvag hæk? Det gør jeg så. For ikke at nævne den sum, som vi betalte for vores døre og vinduer, da vi flyttede ind. Jeg kunne jo have været to gange rundt om jorden for de penge, eller være blevet klippet tyve gange af Dennis Knudsen eller Gunbritt (det sætter deres priser lidt i perspektiv ikk’)? Nå, det næste bliver nok perlegrus i indkørslen…

Men man kan altså nøjagtig det samme i provinsen, som i storbyen, på rigtig mange områder. Nogle områder kan man mere, nogle mindre. Men der er vel meget naturligt alt efter, hvor vores ressourcer ligger. Hvad angår ‘hårmode’,  undervurderede jeg i den grad kræfterne i provinsen, fordi jeg overså dem til at begynde med, fordi de måske er mere ydmyg på nogle områder? Jeg kan godt lide ydmyghed. Misforstå mig ikke, det kan også blive for meget, men jeg synes sådan helt grundlæggende, at det er en god egenskab at have, da jeg mener, at det er en erkendelse af andres værd. OG ydmyghed skal IKKE forveksles med selvudslettende, selv om det indimellem bliver tolket sådan af nogle mennesker. Næ, det handler bl.a. om, at man kan være ydmyg, når man møder mennesker, man respekterer højt, uanset om det er på grund af deres viden eller personlighed. Og det er der ikke noget galt med, medmindre den giver andre mulighed for at overhale dig indenom (så kan rundsavene på albuerne anbefales).

Så til alle jer derude, hvad enten i bor i provins eller storby, hvis I er gode til noget, så gør noget ved det, og vis hele verden, hvor gode I er. Det er lige præcis, hvad Pia Breiner, i min bog, har gjort, og det med rette. Man kommer ikke sovende til noget (det er sjældent i hvert fald).

PS. Op et vidst sted med Janteloven 😉