Måned: april 2016

Jeg kom til at tænke på noget i forlængelse af mit blogindlæg om konfirmationer og nonfirmationer. Nemlig traditioner, sådan i det hele taget. Jeg skrev også lidt om, at jeg tror, at de traditioner, der overlever, er dem, der stadig er ’in’ at fejre.

Faktisk tager vi flere og flere amerikanske traditioner til os. Nogle af dem er helligdagstraditioner, mens andre er af mere kommerciel art. Når vi snakker kommercielt, er Black Friday, som efterhånden findes i det meste af landet, et ret godt eksempel. For Black Friday handler jo i bund og grund om at handle på udsalg (ja, mig får i ikke lokket ud til den slags, jeg er notorisk bange for alle de frådende mennesker, der giver deres sande ansigt til kende, når de kan spare 40 pct. på et eller andet produkt, de har ønsket sig længe).

Men om vi vil det eller ej, så vokser listen over amerikanske traditioner, vi danskere også er begyndt at fejre, blandt andre kan nævnes Halloween, Valentine’s Day og nu Black Friday. Det sjove er, at der er lavet undersøgelser, der viser, at danskerne faktisk mener, at det er blevet for meget med alle de amerikanske traditioner. I en af undersøgelserne, hvor man spurgte 1.000 nordjyder svarede 91,33 pct. ja til, at det havde taget overhånd med de amerikanske traditioner.  Men også en undersøgelse fra Yougov foretaget for MetroXpress viser, at få danskere er glade for de nyere amerikanske traditioner. 54 pct. opfatter dem negativt, mens kun 17 pct. finder dem positive. Yougov har talt med folk i hele landet. Tallet var dog noget højere i Nordjylland. Dermed ikke sagt, at de to undersøgelser er valide, men stadig lidt tankevækkende. Gad vide, om der er stor forskel på netop, hvordan vi forholder os til traditioner fx i hovedstaden kontra provinsen?

Nå, men vi fejrer dem året rundt. Traditionerne. Store som små. På samme tidspunkt naturligvis, med de samme ritualer (og menu), og helst også med de samme mennesker. Laver vi det om, kan det godt skabe en del ravage, for så er det hele jo pludselig ikke som det plejer.

Når det er jul, bugner butikkerne af glitter, glade nisser, guirlander og gran. Inden da var det Halloween med græskar, flagermus, edderkopper, skeletter og tonsvis af uhyggelige udklædninger. Til nytår har vi fyrværkeri, derefter sorte katte til fastelavn, hjerter til Valentine’s Day, chokoladeæg og en hoppende påskehare til påske, og varme hveder, når det er Store Bededag (eeelsker den tradition alene pga. hvederne), og der er vidst et par helligdage mere, hvor man gør et eller andet, bl.a. Mortens Aften, hvor vi danskere spiser and (yes, igen noget med mad), eller Sct. Hans, hvor vi laver bål, brænder en heks og synger midsommervisen (som er sindssyg smuk).

Det sjove mht. de amerikanske traditioner er, at mange danskere nok i virkeligheden er skeptiske over for nye traditioner, fordi det virker meget kommercielt. Men jeg tror også, at mange ser det som noget, der egentlig ikke hører til i Danmark, men så glemmer man vidst, hvordan de fleste af vores traditioner er opstået. Traditionerne kommer jo netop alle mulige steder fra, og er med tiden blevet til traditioner i Danmark (ligesom andre steder). Mange generationer er vokset op med traditioner, der vel i bund og grund anses som værende danske, og derfor virker det vel som om, de altid har været der. Men juletræet, som står i næsten alle danske hjem, er en tradition fra Tyskland, der kun er et par hundrede år gammel, og adventskransen kom til Danmark efter Anden Verdenskrig, også fra Tyskland. Ikke at forglemme, at julemanden kom til Danmark fra USA. Just saying.

Et miskmask af traditioner, højtider mm. – danske såvel som udenlandske…

For at noget bliver til en tradition, skal den betyde noget for en gruppe mennesker, og man skal kunne bruge den til noget. Traditioner er jo netop rammer omkring fællesskaber, og vi elsker fællesskaber. Men jeg synes også, at det sjove ved traditioner netop er, at vi selv kan skabe dem. Jeg skaber selv traditioner sammen med min familie. Vi har vores egne traditioner, og det er forhåbentlig noget blandt andre min datter vil vokse op og se tilbage på, som noget hyggeligt og sjovt, vi var fælles om.

Sweet Sixteen er en anden tradition, der langsomt sniger sig ind i det lille kongerige mod nord. Jeg hører flere og flere fortælle, at deres døtre ønsker at fejre Sweet Sixteen. Den havde jeg ikke set komme, fordi jeg er jo vant til, at den store fest er, når man fylder 18 år, det hænger vel i Danmark sammen med, at det er der, man bliver ’voksen’, eller i hvert fald myndig (jeg var vidst ikke særlig voksen, da jeg var 18). Nå, men ønsker min datter sig en Sweet Sixteen, når hun når dertil, får hun det da. Det giver mere mening for mig at holde stor fest, når man fylder 18 år, men fred være med det. Mere traditionsbunden er jeg heller ikke. Faktisk tror jeg, at det vigtige for mig er, at holde fast i de traditioner, der betyder noget, men det betyder ikke, at jeg ikke byder nye velkomne også. Hvis det giver mening for mig, tager jeg dem til mig – udenlandske eller danske. Men jeg vil godt æde min gamle hat på, at Sweet Sixteen er mere udbredt i København end i provinsen. Dem, jeg kender, der skal holde Sweet Sixteen bor alle i København. Men måske jeg tager fejl? P.S. min datter ender sgu’ nok med både at fejre Sweet Sixteen og 18 års fødselsdagfest i pomp og pragt, som det forkælede enebarn hun er (sådan er enebørn jo, er jeg blevet fortalt)  😉

Men netop det, at man vokser op med visse traditioner, gør dem vel danske, og man føler, at de altid har været der, sådan tænker min datter fx om Halloween, der uden tvivl er lige så vigtigt for hende som fx fastelavn. By the way er Halloween slet ikke en amerikansk tradition, men en irsk. Jeg læste også noget andet interessant i min søgen efter danske traditioner til dette indlæg, og jeg fandt ud af, at da vi havde landbrugssamfund, fejrede noget, der hed Kyndelmisse den 2. februar. Det var en vigtig fejring dengang man var afhængig af naturen. Jeg kan svagt erindre at have hørt navnet, men kendte ikke rigtig til traditionen. Så nogle traditioner går altså i glemmebogen, fordi de ikke er tidssvarende.

Nå, men jeg er kommet til den konklusion, at jeg er fan af traditioner. Især mine egne. For mig handler det ikke om at bruge mange penge på et eller andet, men derimod om at have tid sammen med dem, jeg holder af (kliche, I know, men så sandt som det er sagt). Så simpelt er det. Og ja, jeg vil da gøre alt for at tilsætte lidt magi til min datters barndom. Hun skal tro på påskeharen, tandfeen og julemanden, og gøre alle de søde sjove ting, der hører sig til hver højtid (jeg ville ønske, at jeg stadig troede på – i hvert fald julemanden). Det er jo tradition, og lige så meget som jeg elsker nyt og anderledes, er der nu også noget trygt og godt i gentagelsen. Derfor bliver jeg også sur, hvis man laver en tradition helt om (altså en, jeg kan lide, de andre må man gerne ændre lidt på, men også kun lidt). Når vi taler traditioner, kan vi godt lide ’plejer’.

Èn ting er sikkert, jeg skal have varme hveder i aften, og jeg ved faktisk godt, hvorfor man spiser varme hveder, gør I(og I må ikke bruge hjernen jf. Google)? Jeg vil vædde på, at der er rigtig mange, der spiser hveder, men ikke aner hvorfor. Okay jeg googlede det også for et par år siden, men point for stadig at kunne huske det så. Men vi tager ikke den slags så nøje. Danskernes forhold til religion og/eller tradition er ikke stift, og vi vælger at holde fast i den del af religion/traditionerne, som vi kan lide – med plads til forskellighed. Sådan skal det være – vi har trods alt kun ét liv (i hvert fald her på jorden). Brug det godt.

Glædelig St. Bededag (eller St. HVEDEdag, som det åbenbart hedder ifølge min datter) til jer alle, og spis nu rigeligt af de varme hveder – det har jeg tænkt mig 😉

Jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at jeg skulle konfirmeres. Ikke, fordi jeg ikke havde valget, for det havde jeg sådan set. Men konfirmeres, det ville jeg. Hvorvidt festen, gaverne og det fine tøj trak lidt ekstra, det skal jeg nok ikke sige mig fri for, men det kunne jeg jo sådan set også have valgt ved en ’nonfirmation’, som min bedste veninde faktisk valgte. Jeg har nok altid været lidt mere “åndelig” end hun, så det gav meget god mening, at jeg var konfirmanden, og hun nonfirmanden. Nå, men nu er jeg så blevet så tilpas meget ældre (ikke gammel naturligvis), at jeg lige har været til konfirmation hos min niece her i weekenden.

Min storebror og hans familie bor i Århus, og min niece, Nikoline går deraf selvfølgelig også på skole i Århus, ligesom hun blev konfirmeret i Sankt Lucas Kirken i Århus. Nå, men som jeg sad der i kirken og kedede mig bravt. Ja, undskyld, men det gør man altså, når 46 konfirmander skal konfirmeres, OG der så også lige er almindelig gudstjeneste oveni hatten. Hold nu op. Præsten sagde endda nogle temmelig sjove anekdoter, men der var langt imellem. Og det bliver da ikke bedre af, at sådan nogle kirkekor altid skal synge i så høje toner, at det er komplet umuligt for et almindeligt menneske med en halvrusten stemme at synge med. Det er egentlig også godt det samme for mit vedkommende, jeg synger alligevel falsk. Men måske de ville få flere mennesker til gudstjeneste i den danske folkekirke, hvis det var lidt sjovere?

Konfirmander foran Sankt Lucas Kirken i Århus anno 2016

Nå, men der sad jeg så og kedede mig bravt (heldigvis kunne jeg snapchatte med min yngre niece, der også kedede sig, og det var mægtig skægt til gengæld). Undskyld. Men det var det altså. Nå, men da det så blev min nieces tur var det hele pludselig lidt sjovere og lidt højtideligt. Hun var smuk i sit fine hvide tylskørt og sneakers (som selvfølgelig var fasters idé), og da vi efterfølgende stod ude foran den smukke kirke med alle konfirmanderne, var der nu et eller andet specielt over det, at man vedligeholder en smuk tradition, og der var lige det øjeblik, hvor man tænker ‘derfor’. Efterfølgende kom jeg til at tænke på, hvor mange der mon egentlig vælger at blive konfirmeret i dag, og hvor mange, der ikke gider. Jeg kom også til at tænke på, om der mon var forskel i tallet alt efter, hvor i landet, vi snakker om, herunder også provinsen og storbyen. Det hele kom sig af, at min veninde, der bor i Sorø, var med til konfirmationen, og i hendes datters klasse er det næsten halvdelen, der ikke skal konfirmeres.  Dengang jeg blev konfirmeret var der vel en to, tre stykker ud af tre klasser på nogle og tyve, der ikke skulle konfirmeres. Et noget andet tal må man sige. I min nieces klasse på en privatskole i Århus er tallet imidlertid ikke så højt, tre ud af nogle og fyrre elever.

Traditionen tro bliver der holdt tale for konfirmanden – efterfulgt af kram fra kusine.

Tal fra Kirkeministeriet viser faktisk, at færre og færre unge bliver konfirmeret. I 2014 blev 47.746 konfirmeret, hvilket svarer til 70 pct. af en årgang. For 13 år siden var det 77 pct. af en årgang, der blev konfirmeret. Egentlig tror jeg kun, at traditioner i dagens Danmark overlever, hvis de bevarer deres status og fascinationskraft. Hvis det ikke er smart, er der flere og flere, der vælger det fra. Så er spørgsmålet, om det er smart at blive konfirmeret?

Og umiddelbart kunne det da godt tyde på, at noget af glansen er gået af konfirmationen. Eller? Festen vil de unge gerne have, så der bliver holdt masser af ’nonfirmationer’, men den del, hvor kirken er inkluderet, er ikke længere så in, som tidligere. Faktisk er det sådan, at særligt i København vælger de unge konfirmationen fra. Her er det kun 40,6 pct., der bliver konfirmeret, mens man i Nordjylland topper statistikken med 84,5 pct. Det er da en vild statistik. Er de mere troende, eller er de meget traditionsbundne i det nordjyske, eller måske de har nogle sindssyge dygtige præster i  kirkerne deroppe, eller er der helt andre faktorer, der gør sig gældende såsom, at man måske har flere med anden etnisk baggrund end dansk i fx København kontra Nordjylland, og deraf højst sandsynligt også anden religion? Er det fordi, der er så stor forskel på menneskene i storbyen kontra i provinsen? Har det noget at gøre med, at den såkaldte ‘kulturelite’ befinder sig i hovedstaden? Eller hvorfor er forskellen mon så stor?

Det er jo ret tankevækkende, men egentlig ikke noget, der kommer bag på mig. For der sker netop nu, i hvert fald inden for nogle områder, en stor opdeling mellem land og by, uanset om man vil det eller ej. På landet har man nok en mere traditionsbunden livsstil, hvor man netop forsøger at holde fast i det, man kender, eller? Er man mere tilbøjelige til at følge skikke og traditioner, end folk i storbyen? Hvorimod man i storbyerne tiltrækkes af det anderledes og det nye? Jeg ved det ikke, men det passer jo meget godt på, at de mennesker, der bor i byerne, i højere grad vælger konfirmationen fra, end dem, der bor i provinsen rundt omkring i Danmark. Men som bekendt sker det, der er ‘trendy’ først i byerne, for derefter at komme til de mindre byer – provinsen. Så spørgsmålet er, om traditionerne omkring konfirmationer, som vi kender det, er for stærke til at blive glemt og gemt, eller om de langsomt vil forsvinde?

Det var en mindre traditionel, men ret sjov konfirmation…

Min datter er kun fem – gudskelov. Hvorvidt hun vil konfirmeres, ved jeg ikke, men en ting er sikkert. Hun bestemmer det selv. Om jeg vil være ærgerlig, hvis hun ikke vil, måske. Men faktisk synes jeg, at det er fantastisk, uanset om man bliver konfirmeret eller nonfirmeret, at mange er gået lidt bort fra den der med, at man inviterer alle forældrenes venner og onkel Svend og tante Gerda, som man alligevel aldrig snakker med alligevel, og i stedet fokuserer mere på, hvem konfirmanden gerne vil have med. Det gjorde min bror og svigerinde – det forudsætter selvfølglig, at man har en nogenlunde fornuftigt tænkende teenager i huset (findes de overhovedet)? 😉 Uanset, min niece fik en konfirmation, hvor gæsterne var valgt af hende, og da det jo er hende, det handler om, er det da meget fair.  Men jeg kan nu ikke helt slippe tanken om, hvorvidt konfirmationer eksisterer om 10 år, eller om det hele til den tid er nonfirmationer – med ‘kultureliten’ som præster…

Jeg er garanteret ikke den eneste, der kan huske hele rabalderet omkring ’Frozen koncerten’ i København, hvor grædende børn og vrede forældre var at se i medierne her og der og alle vegne. Forældre vrede på deres børns vegne. ’Curlingforældre’ eller hvad den slags nu hedder. I min bog i hvert fald helt evnesvagt at flippe skråt over, at ens barn ikke kan se nok, høre nok eller begge dele til en koncert, hvor der tilfældigvis også er andre menneskers børn, der også gerne vil se – og så kan alle altså bare ikke stå forrest, sådan er det nu engang. Derudover var det en gratis koncert, som i ‘det koster dig ikke noget, og er du ikke tilfreds, så gå igen’.

Måske, forældrene skulle have forklaret det til deres børn i stedet. Jeg har sgu’ da også været til et par koncerter (der i øvrigt langt fra var gratis), hvor jeg ville ønske, at jeg havde en bedre plads end, hvad tilfældet var, men jeg står jo ikke og råber og skriger op i medierne af den grund.

Proportionerne er da i den grad skredet for nogle forældre, når de kan være så ophidsede over en gratis koncert – og endda føle sig i deres gode ret til at brokke sig og skælde ud på arrangørerne på diverse sociale medier.

I curling fejer man, med stor iver, med en kost foran den der dims, så den glider lettere hen over isen i den retning, man ønsker (f…, det lyder kedeligt). Sporten har givet navn til begrebet “curlingforældre” og ”curlingbørn”, og med kosten in mente opfatter man hurtigt, at det dækker over forældre, der gør alt for at lette livet for deres børn, og dermed får skabt børn, der ikke er vant til lidt modvind.

Netop min datter vil jeg gøre alt for, men ‘curlingforælder’ håber jeg alligevel aldrig, at jeg udvikler mig til (og gør jeg, så prik mig lige på skulderen).

Jeg var ikke til ’Frozen’ koncert i København (åbenbart tak for det), men det er ikke kun derinde, at voksne mennesker får en ‘hjerneblødning’. Jeg har været med til forskellige arrangementer ved diverse højtider, rigtig gode arrangementer skal det tilføjes, hvor jeg bor i provinsen, og jeg er faktisk temmelig chokeret over, hvordan voksne mennesker indimellem opfører sig, når det handler om deres børn (og det gælder altså både i storbyen og provinsen). Det er simpelthen for komisk. Eller nærmere tragisk komisk. Jeg træder muligvis nogen over tæerne nu, men det er nu sådan, jeg har oplevet episoderne, og derfor sådan, jeg beretter om dem.

Det er december, juletræet skal tændes, og pænt mange mennesker er samlet på et af de store torve i byen, hvor jeg bor. Der er selvsagt rigtig mange børn, for det er jo selveste julemanden, der tænder lysene på juletræet. Den del gik sådan set udmærket, på nær, at man virkelig skal passe på, ikke at blive trampet ned, når julemanden ankommer til pladsen med sin kane, fordi alle forældre gerne vil, at lige præcis deres lille guldklump skal stå bedst i forhold til, hvad der nu skal foregå. Fair nok, men i den proces kunne man måske lige tænke over, at der også er andre børn (og forældre), der, sjovt nok, har samme ønske for deres guldklump. Nå, men det værste var nu alligevel at se, voksne skubbe hinanden i kampen om nogle skide flødekarameller. Voksne, der skubber julemanden (ikke videre taktisk at skubbe manden, der står for ens julegave), fordi de vil have en karamel til deres barn. Små børn, der bliver trådt på af voksne, fordi de jo er i vejen for de her enormt vigtige flødekarameller. Jeg måtte bruge alle mine kræfter på at få en lille teletubby (læs: nuttet dreng i flyverdragt) op fra jorden, inden han kom til skade, da voksne mennesker rask væk trampede af sted i kampen om karameller (for vi ved jo alle sammen, at danske børn generelt altid bliver snydt, hvad gælder diverse goder såsom slik, og at få en karamel ER jo også et spørgsmål om liv og død). Det er f…… flødekarameller. Faktisk stod jeg der sammen med min datters kusines far, som havde været forudseende og havde taget en pose karameller med til børnene. Jeg derimod havde, som sædvanligt i den slags situationer, ikke meget at byde med – jeg havde vidst en læbepomade i lommen. Jeg har sagt til min datter, at ikke alle altid får en karamel eller, hvad det nu er til den slags arrangementer, sådan er det, men at vi kan gå ned og købe nogle efterfølgende.  Og jeg køber gerne et par kg. karameller ekstra til næste arrangement, og deler ud af, hvis det kan få alle voksne til at opføre sig anstændigt. Gå dog hen og køb nogle i supermarkedet eller slikbutikken, og giv dem til  børnene. Sig de er fra julemanden, nisserne, tandfeen – hvad ved jeg, men skulle vi ikke lade være med at lære vores børn, at det er okay at skubbe og masse for at komme først i køen – især for en flødekaramel. For det er lige præcis, hvad de lærer af den opførsel, jeg så den dag i december – måneden, hvor der i øvrigt er fokus på næstekærlighed?!

Jeg glemmer det hele, dagene går, og det bliver Fastelavn – en anden hyggelig højtid for børn og barnlige sjæle. Min datter på fem er med sin far og kusine til Fastelavn i et af de lokale supermarkeder, hvor frådende bedsteforældre åbenbart har sat sig på denne dag. Da bunden blev slået ud på tønden, måtte mange af børnene blive stående i sikker afstand for blot at se på bedsteforælde (og enkelte forældre), der (bevares i en god mening) kastede sig over slikket fra tønden for at sikre, at lige netop deres barnebarn/børn fik, hvad der tilkom dem (og mere til). Alt imens, at stort set alle børnene stod og så måbende til. Min datter spurgte sågar sin far, hvad de voksne dog lavede kravlende rundt på gulvet, og hvorfor de dog så så vrede ud (de har nok været yderst koncentreret i deres strategi efter mest muligt slik). Hverken min datter eller hendes kusine turde gå over for at tage et stykke slik af frygt for at blive mejet ned. Igen: Køb dog noget slik til de børn, hvis det er så vigtigt. Men helt ærligt, det er altså ikke det åndssvage slik, der er vigtigt, det er altså børnene (og ikke kun ens eget barn) og traditionen, der burde være i fokus, og så selvfølgelig det faktum, at der skal være plads til os alle – især børnene på sådan en dag.

Tredje og sidste gang, også kaldet ’dråben’ for mig, var til påske, hvor der var arrangeret, at man kunne lede efter æg til et arrangement i byen. Voksne mennesker gik så meget op i, at netop deres barn skulle finde æggene først, at de nærmest trampede andre børn ned i kampen om at komme til. Et barn kom sågar til skade pga. af iveren fra forældrene. Helt ærligt, hvad sker der?

Jeg tænker, at mine oplevelser nok ikke er unikke, og at det er et generelt problem sådan cirka i hele Danmark, fordi mange voksne/forældre glemmer ganske almindelig pli over for andre mennesker, herunder andre menneskers børn, når det involverer egne børn (mine tanker går lidt til udsalg med sindssyge kvinder. Bevares, jeg vil da gerne spare 20 pct. på en taske eller lign., men hvis det betyder, at jeg skal opholde mig sammen med alt mange frådende kvinder på alt for lidt plads, takker jeg pænt nej tak, og betaler de 20 pct. mere). Faktisk har jeg taget mig selv i at være ved at falde i ‘forældrefælden’ flere gange, men når heldigvis at undvige, fordi jeg (nogle gange i sidste øjeblik, og ja okay nogle gange lidt for sent opdager det. Men jeg indrømmer det da i det mindste, og arbejder med det) husker på, at mit barn jo sådan tilfældigvis ikke er det eneste barn i denne verden, og fordi hendes forældre synes, at hun er det mest enestående af alt og alle, er det jo nok ikke sådan, alle andre opfatter hende. Jeg vil da til hver en tid indrømme, og herom skal der ingen tvivl herske – jeg ville tænke på min datter først – altid, hvis det gjaldt liv og død – min datter er da klart min 1. prioritet (det ville da være løgn at hævde andet, og sådan er det forhåbentlig for alle forældre), men nu er hverken flødekarameller eller påskeæg lig med liv eller død. Så skulle vi ikke blive enige om, at give plads til hinanden, og ikke mindst huske på, at de børn vi forældre opdrager på i dag, er dem, der kører Danmark videre i morgen, og fortsætter vi den der ’curling kurs’, står det ærlig talt skidt til.

De forældre (og bedsteforældre), der netop gør alle de her, til tider, mærkelige ting, for at lette tingene for deres børn( børnebørn), de bidrager jo bare til, at børn ikke kan noget som helst selv. I min bog er ”curlingbørn”, børn, der bliver skånet for meget, og som dermed mister udvikling, og udvikling giver erfaring, og uden erfaring er de ærlig talt klædt skidt på til livet. Jeg er bestemt fortaler for, at man forkæler sit barn med kærlighed og omsorg. Okay, der ryger også andre ting ind på forkælelseskontoen her, men så længe min datter forstår, hvad der er rigtigt og forkert, viser empati, omsorg og kærlighed for andre mennesker og ellers grundlæggende opfører sig ordentligt over for andre, ja så må hun sgu’ gerne blive lidt forkælet. Men hvad ville der ske ved, at lade børnene selv klare tingene i de situationer, som jeg har nævnt ovenfor? De ville garanteret klare den bedre end, hvad tilfældet er for flere af de voksne, jeg har betragtet til diverse arrangementer. Det er jo lige præcis dét, vi klæder dem på til, når vi siger: Du skal vente på de andre, vente til, det er din tur, du skal dele, du skal være en god ven, du skal sige tak, du skal hjælpe  osv. Men det glemmer de voksne så åbenbart i jagten på flødekarameller og påskeæg.

Hvor der er et ’curlingbarn’, er der en ’curlingforælder’. Just saying.

Note to self: Husk hjelm og beskyttelsesdragt til næste arrangement!