Indimellem er jeg lige ved at dø over nogle af de afsavn, jeg har, når jeg har valgt at bo herude på bøhlandet. Eller provinsen. Kald det, hvad du vil, jeg savner altså flere ting fra København. Det indrømmer jeg gerne. Men nogle gange er det altså også sundt at blive mindet om, hvor priviligeret vi også er i provinsen. Der er netop så meget snak om, hvad vi mangler i provinsen, meeen visse ting opvejer rimeligt meget de afsavn. Jeg fik i hvert fald en øjenåbner forleden, da en af mine veninder fra København skrev et indlæg på sin blog omkring mulighederne – eller nærmere den enormt store mangel på muligheder for at få sit barn passet i København, fordi der simpelt hen ikke er plads – nogle steder. Det er en helt grotesk situation mange forældre står i.
Det gik samtidig pludselig op for mig, hvor priviligeret vi er – på det område – herude på landet. Jeg vidste det jo egentlig godt, men da jeg selv boede i København havde jeg ikke barn, så har ikke tænkt så meget over, hvor heldig jeg selv har været i forhold til at få mit barn passet. Prøv lige at tænk over, hvor vigtigt det er, at det er muligt. At man kan aflevere sit barn hos en eller flere, som man er 100 pct. tryg ved passer på den/dem, du elsker aller mest. Jeg græd første gang, jeg afleverede min datter i vuggestue. Min veninde var i røret og sagde, at jeg skulle køre hjem, men jeg sad ude på parkeringspladsen. Længe. Men jeg lærte, at de passede på hende, og hun elskede det jo, så jeg tog mig sammen, tørrede øjne og næse, og brugte tiden på noget produktivt i stedet. Men ét er helt sikkert – det bliver en kold dag i helvede, før jeg afleverer min datter et sted, hvor jeg ikke er tryg ved, at de passer på hende, er kærlige og omsorgsfulde over for hende, og gør hendes dag god.
Det virkelige mærkværdige, som også Sarah pointerer i sit indlæg, er, at tingene var lige så kaotiske og frustrerende i København for ti år siden, hvilket jeg også godt kan huske, når jeg tænker efter. Hvorfor gør man ikke noget ved problemet? Jeg mener, det er da vores mest dyrebare ’eje’ i verden – vores børn. Det ved alle – også embedsmænd og politikere. De har da også børn. Hvorfor handler de ikke? Kommer det bag på dem, at der bliver født børn hvert år i København eller? Er det noget helt nyt? Eller?
Anyway, læs lige med. Sarahs brev til overborgmester Frank Jensen giver et meget fint indblik i, hvad forældre i København slås med hver dag (kom ud til os i provinsen – vi vil så gerne ha’, I bliver lidt længere) 😉
Pasning SOS – åbent brev til overborgmester Frank Jensen
Kære Frank Jensen,
Jeg er efterhånden på fornavn med mange af dine kollegaer på pladsanvisningen. Jeg fornemmer at vores gensidige forhold ikke er synderligt behageligt for nogen af parterne – faktisk tenderer det til stalking. Det er mig der er stalkeren.
Det skal understreges at de mennesker jeg tit efterhånden taler med, gerne efter at have hængt i kø i 10-15 min, Lisette, Fatima og de andre er enormt søde og overraskende overskudsagtige og servicemindede, den ros skal de have, men de kan ikke løse mit problem og det kan jeg heller ikke selv, derfor mit åbne brev til dig og din forvaltning. Som øverste leder i Københavns Kommune forventer jeg dog at du reagerer og tager ansvaret på dig og forholder dig til nedenstående problemstilling.
Problemet er desværre ikke kun mit – når jeg forhører mig i min omgangskreds, læser med på SoMe osv og jeg tror faktisk proportionerne på det er skræmmende. Problemet omhandler pasning af vores vuggestuebørn. Børn som er +9 mdr. – og vel for langt de flestes vedkommende registreret i alverdens systemer i Københavns Kommune fra fødslen af dvs. Man må formode I kender omfanget af dem ret så præcist.
Min udfordring og årsagen til mit ”stalkeri” er der INGEN pasning er at få nogen steder i Københavns kommune. Som i INGEN. Jeg har forgæves forsøgt at få en plads der hvor min yngstes storesøster nu går i udflytter-børnehave (og i øvrigt pendler fra sluseholmen til Hellerup hver dag pga. selvsamme problemstilling) af hensyn til logistik, og work-life balance, men lige så tungtvejende fordi vi har været enormt glade for ledelse og medarbejdere i den pågældende institution, hvilket vel må være et meget tungtvejende argument når man skal aflevere sit lille barn til fremmede hænder i de tidlige og skrøbelige år af deres liv hvor deres fremtid formes.
Jeg har fået meldingen at de børn der får tilbudt plads på vores første prioritet pt er over 14 mdr – hvilket bekræfter mine anelser når jeg småfrysende står og venter på børnehavebussen og taler med de andre forældre hvis småsøskende også er på venteliste med samme lange udsigter. Dem med gravide maver lytter ængsteligt med. Vi bor i et område der er tæt befolket – ja nærmest eksploderet i børnefamilier de seneste 10 år. Skoler, institutioner mm er fuldstændigt proppede – ja faktisk over det tilladte på visse klassetrin. Min ældste søn på 10 år gik i skole i pavilloner og mudder/byggeplads de første 2 skoleår, og nu hvor han går i 4. Klasse er udsigterne igen at nogen skal ud i midlertidige klasseværelser fordi nu er skolen for lille.
Jeg har selvfølgelig også opsøgt alternativer – én venteliste er jo lidt forkælet at tro man kan nøjes med. Jeg står på en anden, er nr 9 – et ret diffust tal der kan ikke oplyses hvor lang tid der går, men mit alternativ er ifl. De søde damer på pladsanvisningen den såkaldte garantiliste. Der er ikke så meget garanti over den anden end at jeg kan forvente en plads indenfor 2 mdr. Min behovsdato var 1/1 2018. Her kan jeg få tilbudt et tilfældigt sted max 4 km fra min bopæl. Højst sandsynligt det sted ingen forældre vælger til.. og det kan man så fundere lidt over om man har lyst til at takke ja til på sit barns vegne.
Sidst jeg forsøgte mig med garantilisten boede jeg på amager for 10 år siden. Det er et ubehageligt deja-vu. Der fik jeg en plads tilbudt et – i mine øjne – skrækkeligt sted tværs gennem byen ude ved Svanemøllen.
Med en dreng på 10 mdr. dengang ville alt vores vågne tid således skulle foregå i offentlig transport frem og tilbage og jeg ville virkelig skulle kæmpe for at nå min fuldtidsstilling, da jeg var alene med ham. Det var ikke holdbart og jeg takkede nej og græd i røret hos pladsanvisningen der derefter forbarmede sig over mig. “Hvad med dem der ikke græder, sådan offentligt men først når de lægger røret på”?, tænkte jeg dengang. De er taberne.
Ydermere oplyses det at hvis jeg vælger garantilisten, så mister jeg min plads på mit 2. Valg – som er det der er tættest på rent statistisk at kunne lade sig gøre… og som rent logistisk ville give nogenlunde fornuftig mening, men jeg føler seriøst det er ren gamling.
Dagpleje er der 6. Måneders vente tid på, private passere er umulige at opstøve med mindre man er heldig og lige passer ind i et hul et sted og deres åbningstider harmonerer ikke med to fuldtidsjob så det vil kræve yderligere planlægning og netværk. Jeg har pt over 10 opslag ude på Sociale medier med ingen respons fordi alle er i samme situation.
Jeg skal fortælle dig at det giver forældre over hele kommunen ondt i maven – dels at måtte leve i det uvisse, dels måtte trække på netværk i helt urimelig grad (og nogle har ikke det netværk), dels at måtte vælge en institution man ikke helt har det godt i maven med, men at man må ”nøjes” med et valg hvor man blot håber det går godt – blot fordi man så må vente på ens bevidste tilvalg man har valgt med hjerte og logistik i bagtankerne.
Er det en situation man vil byde hårdtarbejdende børnefamilier i København? Mange af os er nødt til at have to fuldtidsjob for at kunne tjene penge nok til at leve i byen. Det er bestemt selvvalgt med de prioriteter, jeg elsker at bo i København og jeg klager bestemt ikke over at skulle arbejde (mere end) fuldtid og samtidig balancere tiden med mine yndlingsminimennesker derhjemme. Jeg synes dog man bør tage i betragtning at Københavns kommune lever jo netop godt af os arbejdende skatteydere. Vi har vel næppe interesse i at vi ikke længere kan være selvforsørgende. I yderste konsekvens vil nogle blive nødt til at sige sit job op, tage ufrivillig pauser fra studier, bede bedsteforældre stoppe helt eller delvist på arbejdsmarkedet før tid eller noget helt fjerde. Det er ganske enkelt urimelige vilkår at byde folk når man samtidig pisker folk med at de skal føde nogle flere børn.
Jeg synes det er skræmmende at ingen i forvaltningen formår at kunne lave en fremskrivning af hvad en sådan en vækst i et familievenligt område som vores hvor der er bygget en helt ny bydel på få år, nå ja og med befolkningstilvæksten helt generelt, mon ville betyde i forhold til behov for pasning af børn i alle aldre. Ja jeg ved der er ubekendte. Ja, jeg ved det kan være helt umuligt at have fuldstændigt 100% styr på behovet. Jeg sidder selv med ansvar for bemanding i en mellemstor virksomhed der ikke har halvdelen af de statistiske datagrundlag at læne sig op af, som I har. vi er feks. afhængige af noget så diffust som vejr og vind – en hulens masse kompetencer som vi ikke vælter os i og selv skal uddanne og som tager årevis at færdiggøre..og alligevel kører vi med en stabil ca 80-90% fuldt belagt kalender.
Når man ved det i ved, og har vidst at det i årtier er sådan, så skylder man os at praktisere rettidig omhu – gøre sig umage med at ramme lidt mere rigtigt næste år og næste år igen. At gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat er dumheden selv. Fra mit synspunkt står jeg i fuldstændigt samme situation som jeg gjorde for 10 år siden – hvorfor gør jeg det? Hvorfor har man ikke lært at det?
Du skal ikke snydes for at få et par tanker om hvordan man MÅSKE kunne løse nogle af de her problemer – måske en brainstorming på din forvaltning vil sætte skub i nye tanker.. mine refleksioner tog mig 3 min mens jeg sad på hold hos pladsanvisningen.. tænk hvis man brugte en dag eller to? Satte handling bag ord.
Kunne man overveje: Fleksible børnehuse – centralt placeret i bydelene, hvor der kan skaleres op og ned i antallet af pædagoger alt efter behov og udsving i antallet af fødsler fra år til år. Sideløbende uddanne et flekskorps af pædagoger der kan varsles i god tid til at arbejde på en anden lokation for en periode. Muligheden for at kunne give bedsteforældre en del af sin barselsorlov (muligvis et landspolitisk tiltag men det må kunne debatteres) – som et tak for den fuldtidspasning min egen mor f.eks. pt stiller op med langt væk fra hus og hjem. Nå ja, det åbenlyse (og beklager måske lidt flabede); En lommeregner og lidt analyse ville måske også kunne hjælpe med at se hvorledes situationen ser ud igen om 6-8 mdr.
Jeg kan betro dig at I det private erhvervsliv var man for længst blevet opsagt, hvis man ikke kunne nå at tilpasse sin forretning den efterspørgsel der nu engang er og forventes at komme over så lang en varslingsperiode – de fleste børn har først pasningsbehov fra 10 mdrs alderen. Det er jo f.eks. ikke fordi alle stopper med at få børn i morgen, eller får andre præferencer end at få børn og samtidig gå på arbejde. I har et rimeligt stabilt “marked” og mange mange års materiale at analysere ud fra, så hvor glipper den, Frank? Er det ligegyldighed eller dovenskab eller ud fra devisen, forældre er så trætte og udkørte at de ikke orker at brokke sig nok til at I gider gøre noget ved det? De må ringe til pladsanvisningen og græde lidt ud ved en venlig skulder der i øvrigt trækker på skuldrene og ønsker god dag.
Jeg er træt af at have ondt i maven, og der er ikke mange gode dage pt. Så mit spørgsmål til dig er; Hvornår kan jeg igen sove roligt om natten og give min mor fri til at nyde hendes nye titel som pensionist som hun efter et langt arbejdsliv fortjener? At hun kan være mormor af lyst NÅR hun har lyst og ikke af nød. Hvornår lærer I at være på forkant i stedet for på bagkant. Jeg håber inderligt på et svar fra dig – for jeg undrer mig helt ind i min knoglemarv over at der ikke endnu har været en revolution af vrede forældre der har krævet handling NU.
Hvis du selv er forælder og læser dette – og er enig, så del og vis du også kræver en ændring måske ikke i vores desperate tid – men måske for de kommende forældre derude som fortjener en rolig nattesøvn – hvis ellers baby tillader det. Vh en frustreret mor.
Du kan læse flere af Sarahs tanker på hendes blog www.cronededage.wordpress.com
