År: 2018 (Side 1 af 2)

Så er vinderen af en overnatning på Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg fundet. Juhuuu. Jeg elsker, når man kan gøre nogle mennesker glade;-)

Gaardhotellet oser af stemning, og man har her, i den grad, formået at skabe et hotel, der er hyggeligt, men også af æstetisk er værd at se på. Derudover er værterne super søde og hjælpsomme, og det vil derfor være svært ikke at få et skønt ophold på Gaardhotellet.

Nå, vi må til det. Vinderen. Rigtig mange har deltaget i konkurrencen, både her, på Rejsevinger.dk og på Gaardhotellets Facebookside. Men nu har vi fundet en vinder, og vinderen er Dennis Kenneth Jensen.

Stort tillykke, Dennis – jeg håber, at du og din kæreste, Louise Hjuler, får et skønt ophold på Gaardhotellet 😉

Vinderen har fået direkte besked.

Nedenfor kan du se lidt billeder fra Gaardhotellet. Vil du vide mere, gå da ind på www.gaardhotellet.dk

Jeg bor jo i provinsen. Her er ret hyggeligt. Jeg elsker at rejse, men jeg vil også gerne have, at folk rejser til Danmark – ikke kun til København, der er fantastisk, men også til resten af Danmark, herunder Vestsjælland, for her er så skønt. De skal se, hvad jeg ser. Skøn natur og søde mennesker. Derfor har jeg i samarbejde med Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg lavet en lille Giveaway.

Vind en overnatning på Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg. Vestsjælland er skøn, og vi vil så gerne ha’, at du bli’r lidt længere 😉 Naturen er fantastisk, Kalundborg er omgivet af hav, skove og marker. I Kalundborg har Charlotte og Eskild Junge åbnet det lækre Gaardhotel for nogle år tilbage, og gennem årene fået mere og mere succes. De har nu bygget til, så der er flere værelser, men stedet er stadig hyggeligt på den der familiære måde. De har i den grad formået at skabe et hotel, der oser af stemning, men også af æstetik. Noget, man ikke tidligere har været så god til på disse kanter.

Hotellet henvender sig primært til erhvervslivet, og Gaardhotellet har da også rigtig mange udenlandske gæster boede fra især Novo Nordisk og Novo Zymes. Men der er også plads til andre, hvis man har lyst til at bo på et lidt anderledes hotel med sans for æstetik, det danske ’hygge’ og ikke mindst søde værtsfolk. Gaardhotellet henvender sig dog kun til voksne.

Det lille hotel er omgivet af smuk natur og ligger cirka fire kilometer fra Kalundborg midtby. Der er gæstekøkken, hvor man selv kan medbringe mad og tilberede det i køkkenet. Man kan også bestille aftensmad – mandag til fredag, eller køre en tur til Kalundborg for at spise. Jeg kan anbefale Restaurant Naes blandt andre.

Kunne du tænke dig at komme en tur til Kalundborg, eller bor du i området, og kunne bare godt bruge en overnatning sammen med en veninde eller din kæreste, mand, hustru etc., så må du altså også gerne være med i konkurrencen.

Sådan deltager du:

• For at deltage i konkurrencen skal du, i kommentarfeltet, skrive navnet på den person, du gerne vil vinde en overnatning på Gaardhotellet med og gerne fortælle, hvorfor I gerne vil en tur til Kalundborg, eller bare har lyst til en overnatning væk hjemmefra.
• Like opslaget her samt En Stemme I Provinsen og Gaardhotellets Facebookside.
• Du er velkommen til at dele opslaget, men det er ikke et krav.
• Du kan også følge Gaardhotellet på Instagram på gaardhotellet.

Konkurrencebetingelser:

• Vinderen trækkes efter konkurrencen afsluttes onsdag den 17. oktober 2018.
• Vinderen offentliggøres på En Stemme i provinsens Facebookside.
• Præmien er en overnatning for to på Gaardhotellet i Kærby ved Kalundborg. Enten et dobbeltværelse for to personer, eller to enkeltværelser.
• Præmien kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.
• Hører jeg ikke fra vinderen inden kl. 12 torsdag den 18. oktober 2018, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder.

Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

Nedenfor kan du se lidt billeder fra Gaardhotellet. Vil du vide mere, gå da ind på www.gaardhotellet.dk 

Så er vinderen af to stk. billetter til Kalundborg Rock’er 2018 trukket, kæmpe tillykke til…

IMG_0907

Der har været lidt stille på bloggen det sidste lange stykke tid, men jeg har haft travlt med jobs, og jeg har jo også min rejseblog. Ting tager tid. Bla. bla bla. Anyway, jeg har altså to billetter til en ret hyggelig festival med en masse søde mennesker, nemlig Kalundborg Rock’er den 10. og 11. august i år, hvis det kunne have interesse for nogen?

Hvis der er noget man efterhånden er ret god til i provinsen, er det at skabe hyggelige festivaler med god musik og en masse hygge for både børn og voksne. Det kan man altså også i Kalundborg.

Til de af jer, der ikke kender Kalundborg Rock’er, er det en lille festival med omkring 6-7.000 besøgende. Den kører over to dage, i år fredag den 10. og lørdag den 11. august. Festivalen foregår på Gisseløre i Kalundborg, der ligger lige ud til vandet. Hvis vejret ellers fortsætter som de sidste måneder, er der lagt op til en vaskeægte lækker musikoplevelse. Jeg kommer i hvert fald derud, gør du?

Programmet er i øvrigt ret bredt. Se evt. mere om, hvilke kunstnere, der kommer og spiller på festivalen på www.kalundborgrocker.dk

Sådan deltager du:

For at deltage i konkurrencen skal du, i kommentarfeltet, skrive navnet på den eller de person(er), du gerne vil opleve Kalundborg Rocker med, like opslaget her samt ’En Stemme i Provinsens’ Facebookside. Du må altså også meget gerne like RejseVingers Facebookside (min rejseblog). Du er velkommen til at dele opslaget, men det er ikke et krav.

Konkurrencebetingelser: 

• Vinderen trækkes efter konkurrencen afsluttes onsdag den 8. august 2018.
• Vinderen offentliggøres på ’En Stemme I Provinsen’ samt på dennes Facebookside.
• Præmien er to weekendbilletter til Kalundborg Rock’er 2018, og kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.
• Hører jeg ikke fra vinderen inden kl. 12 torsdag den 9.august, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder.
• Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

Dengang jeg startede min blog ‘En Stemme I Provinsen’, var det med bl.a. medierne in mente. Medierne trængte nemlig dengang i høj grad til, at rette linsen væk fra København, og ud i provinsen. Tre år senere, og deres sigte er ikke meget bedre. Medierne skal ud i resten af Danmark, hvor størstedelen af den danske befolkning jo faktisk bor. I en tid med stor fokus på urbanisering og centralisering har vi netop brug for, at linsen ikke altid peger den samme vej. En relativ ny meningsmåling viser dog, at de landsdækkende public service-medier forsømmer landdistrikterne big time. Det vidste vi jo egentlig godt, men man havde jo bare håbet på, at tingene ville ændre sig, så man fik et mere retvisende billede af Danmark.

En mere negativ fremstilling end fortjent, og en mangelfuld dækning af livet i de danske landdistrikter, lyder det bekendt? Oh yes. Og sådan lyder 36 pct. af danskernes dom også over de landsdækkende public service-medier i en ny meningsmåling. Jo længere, man bevæger sig væk fra hovedstaden, des tydeligere er tendensen. Borgerne i provinsen føler sig ikke repræsenteret på retfærdig vis i de landsdækkende public service-medier, der jo netop burde beskæftige sig med hele Danmark, og ikke bare København.  Medierne ynder at fortælle historien om den pædofile præst, der forgreb sig på børn, den sindssyge, der slog sin ven ihjel hjemme i provinsboligen med juleplatter på væggen (de er i øvrigt blevet moderne igen – altså platterne), og knallerten holdende i indkørslen til huset, der er ved at falde sammen.  De fortæller om kontanthjælpsmodtagerne, der lader stå til, alle dem, der ingen uddannelse har, og deraf også manglen på kloge hoveder i provinsen, de frygtelige skoler osv. Grusomme og trælse historier, der selvfølgelig skal fortælles, men hvad med alle de gode historier? For dem har provinsen faktisk mange af, men ingen gider fortælle dem? Nyhedsværdien er jo slet ikke stor nok – åbenbart.

36 pct. af danskerne erklærer sig helt enig eller delvis enig i, at landsdækkende public service-medier som fx DR og TV 2 generelt tegner et mere negativt billede af de danske landdistrikter og yderområder, end de fortjener. 36 pct. Det er altså en tredjedel af den danske befolking. Ligeledes når det handler om de landsdækkende public service-mediers dækning af nyheder, kultur og samfundsliv i provinsen eller ‘yderområder’ som de ynder at kalde det, er 36 pct. af danskerne helt enig eller delvis enig i, at dækningen er dårlig. Men det hænger da selvfølgelig sammen med mediernes geografiske placeringer. Hvor ligger alle de store mediehuse henne? København selvfølgelig, og så lige JP med hovedsæde i Århus. For at kunne lave journalistik til og om hele Danmark, skal journalisterne selvsagt også bo og leve i hele Danmark. Men det er bare ikke tilfældet.

Tallene illustrerer ret fint, hvis I spørger mig, den skævvridning, som en centralisering gennem mange år, på en lang række områder, har forårsaget i Danmark. Det handler jo ikke blot om mediedækning, men også om infrastruktur, uddannelsesinstitutioners beliggenhed, adgang til sundhed samt jobmuligheder. Tænk lige over alle de akademikere, der går rundt i København, og ikke kan finde job (ca. 3.000) samtidig med, at mange virksomheder i provinsen skriger efter kvalificeret arbejdskraft netop i form af akademikere. En arbejdskraft, de har svært ved at skaffe, og det gør da sandelig ikke jobbet lettere, når de landsdækkende medier ynder at tale provinsen ned i deres mediedækning. For hvem f***** vil bo blandt pædofile, voldpsykopater, dårligt uddannede (for hvis man ikke har gået på uni., kan man da ikke tænke, kan man?), og bare generelt mennesker med dårlig smag? Der er jo bare lige det, at provinsen huser ret meget andet også. Faktisk primært alt det andet. Men den side glemmer medierne belejligt nok at berette om.

Vi er nødt til at styrke både de lokale og de regionale medier, da flere af dem netop leverer regional dækning landsdækkende. Hvis vi formår det, kan vi få fortalt de gode historier også – og dem er der altså, som sagt, ret mange af. Men det er ikke kun medierne, det er også alle os, der bor i provinsen. Vi skal sgu’ sælge varen, og den chance er der mange, der forbipasserer, desværre. Netop i denne tid, hvor sommeren viser sig fra sin absolut bedste side, føler jeg mig så priviligeret over, hvor jeg bor. Jeg kan lugte græsset, og saltvandet og de mange forskellige blomster og buske i min have. Jeg har skov, strand, marker – alt lige inden for rækkevidde. Og nej, vidst er provinsen ikke hovedstaden, hvad kultur angår, men der sker altså ret mange fine ting, rundt omkring i vandkantsdanmark, på de fronter også.  Men os, der bor i provinsen, er jo i virkeligheden provinsens ambassadører. Det skal vi huske på.

Jeg sad og talte med en veninde forleden, hun bor i Sorø, og jeg i Kalundborg. Begge byer på Vestsjælland, ca. 40 min. kørsel fra hinanden. Der er små 30.000 indbyggere i Sorø Kommune og ca. 8.000 i Sorø by, og knap 49.000 i Kalundborg Kommune, og godt 16.000 i Kalundborg by. Begge kommuner har utrolig smuk natur. Hun bor i Sorø by, ligesom jeg bor i Kalundborg by. Hun har Sorø Sø i baghaven, jeg har fjorden, havet om I vil. Jeg er omringet af vand både til den ene og den anden side. Begge kommuner har et rigt erhvervsliv, men Kalundborg by endnu mere en Sorø by pga. af de mange meget store virksomheder, der ligger i Kalundborg.

Vi kom til at undre os over, hvad det er, der gør, at husene i Sorø bliver dyrere og dyrere, men i Kalundborg sker der ikke det samme. Umiddelbart er husene i Sorø lettere at sælge end, hvad tilfældet er i Kalundborg til trods for, at de er noget dyrere. Ja ja, jeg ved, at ejendomsmæglerne og alle de kloge siger, at det går i den rigtige retning, og det gør det såmænd nok også, men laaaangsomt. Men jeg forstår faktisk ikke, hvorfor det er så meget mere attraktivt at købe hus i Sorø end i Kalundborg. Altså, jeg ved jo godt, at vi snakker udbud og efterspørgsel, men hvorfor er den efterspørgsel så meget større i Sorø?

Jeg er klar over, at vi mangler motorvejen til København – hele vejen til Kalundborg, og at det i den grad forringer vores infrastruktur, men nu er det jo ikke sådan, at Køgebugt motorvejen er den fedeste at skulle benytte hver dag til og fra job i fx København, og motorvejen er da også på vej. Eller. Det har den været lææænge, men den kommer vel for h…… da snart. Men hvad er det så, der gør det så meget mere attraktivt at bo i Sorø end i fx Kalundborg? Og nu ved jeg godt, at der sidder flere og siger, at det er det da heller ikke, men hvorfor er husene så en hel del dyrere i Sorø end i Kalundborg – og de sælges alligevel. Jeg tvivler på, at håndværkerne der er så meget bedre, og at husene dermed er så meget mere værd. Så hvad er det, der gør, at Sorø åbenbart er så meget smartere at bo i end Kalundborg? For det er nemlig lige præcis ’smart’, det handler om.

Kalundborg er, som jeg skrev tidligere, rig på arbejdspladser, og flere af de store virksomheder leder med lys og lygte efter flere akademikere til at bestride jobs herude, men de kan ikke få dem hertil. De vil ikke bo her. Eller det ændrer sig forhåbentlig, men det er en hård kamp at få akademikere fra København til at forstå, at man faktisk også kan bo i provinsen.

Vi har biograf, svømmehal, adskillige gode idrætshaller, en gågade med små forretninger, skoler, et utal af supermarkeder, naturen og ikke mindst en helvedes masse søde og dygtige mennesker. Det har de sikkert også i Sorø, men hvorfor vil folk hellere bo der? Det kan jeg godt fortælle. Fordi de har ‘solgt den smart’. Det er simpelthen blevet in at bo i Sorø. Jeg ved, det lyder åndssvagt, men jeg tror på det. En trend begynder et sted – med ambassadører, med first movers. Men ikke bare hvem som helst, næ “de rigtige mennesker” gør nogle bestemte ting, og så breder det sig ellers som ringe i vandet.

Så det er da, hvad vi skal have – ambassadører for provinsen. Jeg kan bare ikke lide udtrykket ‘de rigtige mennsker’. Men vi kan lige så godt kalde en spade for en spade, og erkende, at der er forskel på, om vi herude i vandkantsdanmark får en masse tilflyttere, der er på kontanthjælp og førtidspension, eller om vi får tilflyttere, der er erhvervsaktive. Tag ikke fejl, i min verden er der ikke nogle, der er mere ‘rigtig’ end andre, men faktum er, at som kommune, er man ikke er lige så attraktiv for tilflyttere, hvis der ikke er mange, der er erhvervsaktive af den ene eller anden grund.

Men vi skal have ambassadører, der ’sælger’ provinsen. Vi skal sælge de grønne marker, der bliver gule for derefter at blive brune, inden de bliver grønne igen. Vi skal sælge lyden af bølgerne mod kysten en varm sommerdag – eller en kold og blæsende efterårsdag. Vi skal sælge det ‘hej’, vi giver hinanden, når vi mødes ved kassen i Meny, vi skal sælge løbeturen i skoven, børnene, der leger på villavejene (altså vi sælger ikke børnene), duften af grill i haven, lyden af græsslåmaskinen, duften af sommerregn på græsplænen, stranden i ‘baghaven’ en sen sommeraften, søndag i den lokale sportshal, juletræstænding på det lokale torv, foreningerne og alt det andet. Vi skal sælge det fællesskab, der er så stærkt herude. Men vi skal også sælge den dynamik, der er her, men som mange overser. Visionerne er ikke høje nok i min optik,  og der skal tages mere individuelt ansvar.  Det er vores by, det er vores kommune. Vil vi, at den skal bestå, og ikke mindst udvikle sig, må vi arbejde for det, og det er i øvrigt lige meget, hvor i landet man befinder sig. De samme regler gælder, men nogle byer og kommuner er altså bedre til det job end andre.

Forleden talte jeg med en kvinde i forbindelse med mit job, og hun sagde noget, som jeg virkelig tænkte over efterfølgende. Det handler om en organisation af frivillige, der hjælper udsatte gravide og familier i forbindelse med det at få et barn, og ikke altid have overskuddet. Mon ikke, at de fleste kender til gerne at ville være noget for sine børn, men manglende overskud ændrer på spillereglerne, og tingene ender indimellem op med ikke helt at være, som du gerne vil have, at de skal være. Den tror jeg altså, at de fleste småbørnsforældre kan sætte sig ind i. Og alle andre for den sags skyld. Og så bør vi alle huske på, at vi ved ikke, hvad den enkelte kæmper med, og vi derfor altid bør være venlige, når vi møder mennesker på vores vej.

Anyway, den her kvinde siger til mig, at de vel egentlig forsøger at være en moderne version af landsbysamfundene, som nu ikke længere er. Den tænkte jeg over. Landsbysamfundene, som ikke er længere. For det er jo rigtigt. Mange ting har ændret sig, bare fra jeg var barn til i dag (og sååå længe siden er det da heller ikke). Dengang, hvor naboen lige kiggede efter ungerne, mens mor var nede og handle. Dengang, hvor man hjalp hinanden meget mere end, hvad tilfældet er i dag. Dengang, hvor man ikke partout skulle klare alt selv, bare for at vise, at det kunne man godt. Dengang, hvor det ikke blev forventet fra alle kanter, at man var perfekt. Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men det er jo sandt. Hos os sætter vi en dyd i at klare det hele selv, men nogle gange er det altså okay at bede om hjælp. Det er okay, at man ikke har overskud til det hele. Men det glemmer man i en verden, hvor forventningerne er høje. Høje fra andre, men i særlig grad høje fra sig selv (jeg kan da ikke altid leve op til mine egne forventninger, det er jeg da den første til at indrømme. Men jeg forsøger hver dag at gøre tingene så godt, som jeg kan,  og det er faktisk godt nok (mind lige Gitte om det også).

Men hvor blev jeg  altså glad for, at der findes mennesker, der tager ud, helt frivilligt, og bruger et par timer om ugen på at stege frikadeller til en familie, hjælper dem med tøjvask, indkøb eller blot sidder og leger med børnene, mens mor tager et bad. Jeg kan selv huske, hvor meget det betød for mig, da min datter var helt lille, og min mand kom sent hjem. Den der time eller to om eftermiddagen, hvor min svigermor eller min gudmor (min datters reserve-bedste) kom forbi, og lige tog hende en times tid, så jeg kunne løbe en tur – det var fantastisk. Eller når min mor kom og boede en uge (hun bor i Jylland), og køleskabet blev rengjort, vasketøjet kom i bund og alt det andet, som man havde intentionerne om at nå, men som man ikke nåede. Jeg er heldig, at have et godt netværk, men det er ikke alle, der er så heldige, og derfor skal vi blive bedre til at hjælpe hinanden. En lille ting for dig, kan betyde alverden for en anden, og et venligt smil og en hjælpende hånd koster ikke noget. Og det er rigtig mange altså ret gode til i de små samfund.

Når man sidder på de rigtig gode restauranter i fx København, er man tilbøjelig til at glemme, at der står flere bag oplevelsen. Det er nemlig  ikke kun en talentfuld kok, der står bag den der fornemmelse, når man får noget virkelig god mad ind i munden. Hvad med alle de landmænd i provinsen, der leverer de lækre råvarer. Uden råvarerne, ingen lækker mad. Så enkelt er det.

For nylig blev de fine franske Michelin-stjerner givet til landets bedste restauranter, og det er altså ikke kun restauranterne og kokkene, der følger med her – det gør landmændene, der leverer råvarerne da også, og det forstår jeg virkelig godt.  Det er jo da også deres fortjeneste.

Vi, i provinsen, skal altså blive bedre til at fokusere på lokal stolthed over alle de ting, vi kan herude, herunder altså også at levere lækre råvarer til en masse restauranter, herunder også restauranter, der kan bryste sig af en Michelin stjerne. Lige så vel som, at der er nogle ting, der er lettere i storbyen, er der altså også nogle ting, der er lettere på landet – fx at dyrke lækre råvarer til restauranter.

I Danmark er der et højt niveau, både ift. råvarer og køkkenkompetencer. Men ambitionsniveau og talent er ikke nok. For uden gode råvarer er chancerne for at opnå de anerkendte stjerner lig med nul, det skal man lige huske på. Madanmeldere går netop meget op i kvaliteten på råvarerne. Et Michelinkøkken stiller derfor enormt store krav til de råvarer, der leveres, og danske landmænd og fødevareproducenter indtager dermed en central rolle ift. at løfte det gastronomiske niveau i Danmark. Og hvor bor landmændende? I provinsen. jeg siger det bare. 😉

Så var det vidst på tide at finde en vinder til 3x Fire & Ice behandlinger hos Cosmo Laser & Skønhedsklinik i København. Husk, at det bedste resultat får du, hvis du får de tre behandlinger med en måneds mellemrum ca.

Du kan læse mere om Fire & Ice behandlingerne på www.cosmolaser.dk, hvor du i øvrigt også kan læse om en masse andre behandlinger. Jeg er pt. i gang med et forløb af tre skin tightening behandlinger (sådan er det, når man ikke er 18 længere) med en måneds mellemrum, og de kan også virkelig anbefales. Skin tightening er laser på huden, der giver mere fugt. Anyway, læs om det, og I hører nærmere om den behandling inden alt for længe…

Nu til vinderen af konkurrence (jeg har talt alt for længe om alt muligt andet, I know, sorry). Vinderen af de 3 x  Fire & Ice behandlinger er Lise Friis. Stort tillykke – du bliver SÅ afhængig af de behandlinger 😉

Skriv til mig (En Stemme I Provinsen) via FB, Messenger eller Instagram, og jeg formidler kontakt til Cosmo Laser & Skønhedsklinik, så du kan få bestilt behandlingerne.