Måned: juni 2014

‘Til udlandet! Nej, altså ved du nu snart hvad, Kjeld – det siger jeg dig! Hvad siger du? Jylland? Ja, det er da aldeles lige meget, hvad det er for et land. Det får du ikke lov til’.

Jeg ’knuselsker’ Olsen Banden, og jeg elskede karakteren Yvonne. Men det er faktisk mange år siden, jeg sidst så det. Olsen Banden er jo nærmest et stykke Danmarkshistorie på fod med ‘Matador’. De handler hver især på deres egen finurlige måde om vores fædreland, om danskerne og alt det, der er godt og skidt – og ikke mindst forskelligt ved Danmark – og danskerne. Jeg ved egentlig ikke, om jeg er patriotisk. Det er jeg vel på nogle punkter. Jeg er i hvert fald stolt af mit fædreland (ikke altid), men der er nu alligevel mange ting i Danmark at være stolt af. Mange ting, som jeg ville savne, hvis jeg fx flyttede til udlandet, og når jeg skriver udlandet, mener jeg IKKE Jylland. Men at Yvonne definerer Jylland som udlandet, det er slet og ret skægt. Ikke desto mindre har hun jo fat i noget.  Danmark er delt op, ikke nødvendigvis på en negativ måde,  men vi har alle forestillinger om, hvordan de forskelle lands- og bydele er, og ikke mindst de mennesker, der bor der. For det er ikke kun delt op i landsdele, det er også delt op i bydele i en storby som København.

Jeg er fra udlandet. Mine forældre er begge jyder og boede i Århus, før de valgte at flytte teltpælene til Kalundborg. Min far var oprindeligt fra Sønderjylland – hold fast – fra Holbøl (tænk, at der er noget, der hedder sådan) tæt ved Åbenrå. Hans familie var (og nogle er stadig) direkte bange for at krydse bygrænsen. Flere af dem har seriøst aldrig været i København? De kom ikke engang til mine forældres sølvbryllup, fordi den der ‘djævleø’ var alt for langt væk, og de brød sig heller ikke rigtig om den. Hvad er nu det for noget mærkeligt noget? (jeg forstår i øvrigt heller ikke altid, hvad de siger dernede sydpå).

Min mor er fra Nordjylland, og her står det ikke meget bedre til. Her er flere af dem stadig bange for at komme for langt sydpå – også selvom det stadig hedder Jylland, der hvor de kunne risikere at forvilde sig hen. Det er nogle rigtige globetrottere, vi har fat i der. Jeg ved ikke, hvor min mor har fået det fra, men hun flyver og farer både Danmark og verden rundt, så hun er bestemt ikke bange for at rejse væk fra det kendte. Og det er måske den der tryghed ved det kendte, det handler om. Det er måske derfor, at nogle bliver, hvor de er opvokset og aldrig prøver at bo andre steder? Men taget i betragtning, hvor lille et land Danmark er, er det nu alligevel pudsigt, at der stadig findes danskere, der ikke har lyst (eller mod) på at rejse til en anden landsdel for at bo – eller blot på besøg. Er landsdelene og ikke mindst de mennesker, der bor der virkelig så forskellige, og hvad med bydelene i fx København?

Der er lavet en masse undersøgelser, der netop viser, hvor forskelligt københavnerne i de forskellige bydele opfatter hinanden, og ikke mindst, hvad de definerer som København og som provins. De er slet ikke enige. Frederiksberg bliver opfattet som en del af København, men det er det slet ikke. Brønshøj ER en del af København, men mange københavnere opfatter den bydel, som en del af provinsen? Mange mener, at Østerbro er stedet, hvor man spiser mest økologisk, fordi derude er de så korrekte, men undersøgelser viser, at det er Vesterbro, hvor man spiser mest økologisk. At Nørrebro er bydelen med flest indvandrere, men det er det ikke, de har en tredjeplads næst efter Nordvest og Brønshøj/Husum. Folk i Hellerup betegner sig selv som værende københavnere, men det gør de andre københavnere ikke, osv. Men hvad baserer vi vores forestillinger ud fra? Jeg er ikke sikker, men det er interessant.

Jeg har været i København hele weekenden sammen med venner, og tilbragte bl.a. fredagaften i Sydhavnen sammen med netop gode venner. Vi sidder ude på altanen, og Hjemis-bilen kører forbi. Jeg (pigen fra provinsen) måber, da jeg slet ikke troede, at isbilen kørte i Sydhavnen (spørg mig ikke, hvorfor jeg har antaget, at den ikke gjorde det). Da jeg ser nærmere på isbilen, ser jeg, at ’ismanden’ sidder med en cigaret i munden. Samtidig går der to berusede grønlændere forbi med en pose øl i hånden. Velkommen til Sydhavnen.

Hvad er der med København og Jydeland?

Da jeg flyttede til Århus, efter at have boet hele min barn- og ungdom i Kalundborg, var jeg sikker på, at nu skulle jeg til storbyen. Men jeg blev overrasket. For det er korrekt, hvad de siger. Århus er Danmarks største provinsby. Jeg var hende kjøwenhavneren, der arbejdede i undertøjsafdelingen i Magasin. Jeg sværger, jeg havde ikke været der en uge, og så var det min label. Læg i øvrigt mærke til, jeg var ikke sjællænder, men københavner. Jyder har det med at definere hele Sjælland som København. Jeg spurgte engang en af mine venner, der bor i Århus, hvorfor han kaldte mig københavner, når jeg nu var født og opvokset i Kalundborg, og på det tidspunkt endnu ikke havde boet i København. Svaret var simpelt (og det svar har jeg i øvrigt fået hundrede af gange fra andre af mine venner i Jylland), fordi det er da næsten det samme. Øhhhh, nej, det er det så ikke. Jeg er klar over, at mange af dem, siger det med et glimt i øjet, men der er et eller andet med de der jyder og københavnere.

Omvendt, da jeg boede i København, var jeg hende jyden – hvor i Jylland var ikke så relevant, jeg var bare fra ’Jydeland’. Under min barn- og ungdom i Kalundborg blev jeg godmodigt drillet med min jyske accent (som åbenbart er lidt mere jysk end, hvad man ellers hører på de kanter). Og hvor vil jeg så egentlig hen med alt det her?

Det skal jeg fortælle jer (andet ville vel næsten også være mærkeligt nu, ikke)? Det handler om, hvilke forestillinger vi alle har om folk og ikke mindst by- og landsdele. Det handler om, at vi danskere sætter label på hinanden bl.a. efter, hvor vi er fra og, hvor vi bor. Vi definerer simpelthen hinanden ud fra, hvor i landet vi kommer fra, til trods for, at Danmark er så lille et land. Vi har et billede af, hvordan man er, hvordan man ser ud, hvordan man snakker, hvad man spiser, hvordan ens børn er, sågar hvilke meninger vi nok har, alt efter, hvor i landet, vi er fra. Indimellem er det skræmmende korrekt, andre gange blot forestillinger, som (ind imellem) grænser til det tåbelige.

Forleden var jeg, som sagt, til middag hos en god ven. Han er fra udlandet (læs: Jylland). Han skulle stå for indkøb af vin til os alle, men var lidt betænkelig ved sit køb, da jeg talte med ham et par timer, inden vi alle skulle mødes. ’Gitte, en flaske kostede 90 kr. Og jeg kunne få to for 90 kr. Det er jeg sgu’ lidt betænkelig ved, men der gik jyden altså op i mig, og jeg købte den alligevel’. Selvironi – jeg elsker det. Jeg elsker, når folk formår på den der underfundige, hyggelige måde at sælge idéen om, hvordan man bliver opfattet – i det her tilfælde jyder.

Men det drejer sig altså ikke kun om forskelle og forestillinger (jeg kan ikke lide ordet fordomme) provins og storby imellem, det handler i ligeså høj grad om forskelle/forestillinger landsdele imellem. Og jeg snakker ikke kun Sjælland kontra Jylland. Jeg er skam vokset op med en evigt tilbagevendende diskussion mellem sønderjyden og nordjyden om, hvorvidt en eller anden åndssvag kage hedder en brunsviger eller en smørkage. Who cares, så længe den smager godt, og man må spise den…

Da jeg boede i København, var jeg hende den jyske pige. Jeg var hende, taxachaufføren kørte af de mest trafikerede og umulige gader med, fordi han vidste, at jeg ikke vidste bedre – jeg var jo jyde og kendte helt sikkert ikke København. I mit tilfælde havde det nok ikke gjort den store forskel, hvor jeg var fra, da min stedsans ikke er helt færdigudviklet. Men det var egentlig altid meget hyggeligt, så pyt med, at det kostede en 50’er mere. Men det er altså også sjovt, at folk har en mening om, hvor man bor i forhold til ens udseende – og den har jeg også hørt for mange gange, da jeg boede på Nørrebro, for der hørte jeg åbenbart ikke til (men det gjorde jeg. Nørrebro elskede mig, og jeg elskede Nørrebro).

Nå, men tilbage til den der ’fejde’ mellem storby og provins. Den er pudsig. Pudsig, fordi grænserne bliver mere og mere udvisket i takt med centraliseringen og fordi, man har fundet ud af, at børnefamilierne i virkeligheden tager mange af storbyens værdier med sig, når de udskifter cafebesøg og metro med ligusterhæk og webergrill. Livet i provinsen ændrer sig derfor i kraft af, at tilflytterne fra storbyen er påvirket af deres liv der, og derfor netop vælger at tage en række værdier med sig, der ellers er tilknyttet til storbyen. At de, der vender tilbage til provinsen efter at have boet i storbyen, vender tilbage af forskellige årsager (og at der er færre i dag, end for ti år siden), har jeg allerede været inde over.

Grundlæggende værdier er vel ikke så forskellige?

Vi laver absolut kke andet i provinsen, end at gå til banko

Vi er alle forskellige (og tak for det), men i virkeligheden er forskellen på en række værdier for os danskere, hvad enten vi bor i storbyen eller i provinsen, vel ikke så markant stor. Selvfølgelig er der er masse (indimellem sjove) forskelle, men sådan de helt grundlæggende værdier, er vidst ikke så langt fra hinanden uanset, om man er vaskeægte københavner (hvordan det så end defineres), en sindig nordjyde eller bare en provinspige som mig. At der så er en masse andre ting, som vi er vidt forskellige med, det er vel kun positivt og lærerigt. Det er vel også bare kærligt ment, når vi siger, at jyderne er lidt nærige, kører på knallert og hænger juleplatter på væggene. Kærligt ment, når vi driller københavnerne med deres accent, og at de kan virke lidt hovne. Kærligt ment, når vi siger, at folk i provinsen går til banko og render rundt i træsko. Det hele er kærligt ment, men er der ikke også en snert af sandhed i det? Det er der i hvert fald, hvis man ser på statistikkerne. Men jeg elsker, at vi har alle de forskelle til  trods for, at Danmark er så lille et land. Jeg håber, at de altid vil være der – præcis som dialekterne rundt omkring i landet. Jeg vil ikke have en ensartet masse – jeg vil have plads til forskellighed.

‘Hvad laver en som dig derude’? Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad ‘en som mig’ betyder i denne sammenhæng. Men svaret er jo ligetil. Jeg bor her – midt mellem skov, strand og grønne marker. Men jeg er faktisk en af de kun 16 pct., der har valgt at flytte tilbage til hjemegnen efter endt studium i storbyen. Flere og flere unge mellem 20 og 30 år vælger nemlig at blive boende i storbyerne. Det betyder, at provinsen er i farezonen og meget vel kan blive ‘stemt hjem’ i nær fremtid.

Okay, der er forskel på, hvilken provinsby, du har valgt at bo i. Men fælles for dem alle, eller i hvert fald de fleste er, at de unge mellem 20 og 30 år ikke har lyst til at bo der. I dag er det kun 12 kommuner, der har en positiv tilstrømning, og det er primært de største byer – København (herunder også Frederiksberg), Aarhus, Odense og Aalborg, der hiver de unge til sig.

En ‘typisk’ vestsjællænder (er I ikke stødt ind i en af dem)?

Da jeg boede i København og arbejdede på Jyllands-Posten var mit’ hood’ Nørrebro – og jeg elskede det. Jeg elsker stadig Nørrebro, men har ikke længere lyst til at bo der. Dengang jeg fortalte mine kollegaer på avisen, at jeg havde købt hus og snart flyttede væk fra byen, spurgte de selvfølgelig ivrigt til, hvor jeg flyttede hen. Da jeg svarede Kalundborg, så mange spørgende på mig, fordi de ikke forstod, hvad jeg dog ville der. Og det undrede mig. Jeg ville jo det samme som de, da de flyttede til Rungsted, Vedbæk, Hellerup og Hillerød. Væk fra larm, smog og mange mennesker og i stedet ud, hvor der bl.a. er renere luft og mere plads. Men fordi, jeg valgte Vestsjælland og ikke Nordsjælland, som jo er lidt finere, var det åbenbart et mærkeligt valg, jeg havde truffet. Jeg fik sågar af vide, at jeg ikke lignede en, der boede i Vestsjælland? Øhhh, hvordan ser ’sådan en’ da ud?

Nå, men jeg flyttede altså og var i mange år glad for det valg, jeg traf. Men når det er sagt, forstår jeg, hvorfor langt de fleste, der (som jeg) rejser til storbyen for at studere, ikke kommer tilbage, hvad enten hjemegnen hedder Kalundborg, Hobro, Nyborg eller Hirtshals. For provinsen ER ved at dø mange steder, og det er træls. Som skrevet tidligere, butikker lukker, huse står tomme og det kulturelle liv trænger i den grad til nytænkning.

Hvis man kunne ‘vælte’ siloen, kunne det da blive et fantastisk sted for caféer mm.

Jeg ved, at der er kreative og dygtige mennesker, der arbejder hårdt for, at provinsen skal – ikke bare overleve, men (for)blive et attraktivt sted at bo. Men at provinsen er i knibe er et problem for alle. For os, der bor her, for lokalpolitikerne, men også for politikerne på Christiansborg. Vi (og i særdeleshed de) bliver ved med at snakke om, at urbaniseringen på visse områder skaber problemer, men der snakkes mere, end der handles (surprise). Men faktum er, at vi alle er nødt til at handle, inden det er for sent. Jeg indrømmer, der skal tænkes alternativt, og det er ikke noget, der bliver løst fra den ene dag til den anden, men man skal jo som bekendt begynde et sted.

En af mine venner, der for nylig er vendt tilbage til Kalundborg (der også er hans hjemby) efter mange år i storbyen og udlandet, sagde forleden dag til mig:‘Det er besynderligt, at Kalundborg på verdensplan har opnået en meget høj status inden for symbiose i industrien, hvor den gensidige udnyttelse af industriernes produkter og biprodukter gavner den samlede produktion – at man så ikke politisk eller erhvervsmæssigt kan forstå, at denne symbiose også gælder handel og kultur – at det er to gensidigt forstærkende elementer som geografisk skal være knyttet til hinanden for at forstærke hinanden. I Kalundborg er der efterhånden tre handelscentrummer og ikke noget kulturelt centrum. Man har tilsyneladende ikke en overordnet plan for i hvilken retning, man vil gå her i byen. Hvis der ikke rettes op i det, bliver Kalundborg ikke en af de forventede 7 handelsbyer, der overlever de næste 20 år’.Det pudsige er, at jeg har tænkt præcis, hvad han der beskrev så fint. På den baggrund fristes jeg til at tro, at der er andre, end mig, der også har tænkt i samme baner…?

Men hvad der er løsningen i én provinsby, er måske ikke løsningen i en anden. I Kalundborg kunne det passende være vores havnemiljø – eller mangel på samme, vi så lidt nærmere på. Vi har en havn tæt på centrum – og ja, jeg er klar over, at det er en industrihavn, men vi har hele den gamle fiskerihavn, som man passende kunne udnytte til butikker, cafeer osv. Der er flere provinsbyer, der har formået at udnytte netop den fordel det er, at byen ligger smukt ved vandet, hvorfor kan vi, i Kalundborg, så ikke også finde ud af det? For ikke at nævne de mange km. kyststrækning, med rig mulighed for mere indbydende og børnevenlige bystrande og alt  muligt andet?! Måske endda et nyt havemiljø ville kunne bruges i forbindelse med nattelivet – eller det ikke eksisterende natteliv?

Nattelivet

Eller mangel på samme. Dengang jeg var ung (det er jeg stadig, bare i en lidt ældre udgave), da var der gang i byen. Mit gæt er, at i dag er det mere almindeligt at tage til storbyen for at gå ud, eller måske mange i højere grad holder privatfester? Jeg skal ikke gøre mig klog på den konto (en af fordelene ved at blive ældre er, at jeg i dag har fundet ud af, at det ikke nytter noget at kloge den på ting, jeg intet aner om – eller måske jeg stadig gør det lidt nogle gange).

Nå, men mht. steder at gå ud i provinsen, er man seriøst dårligt stillet med mindre, man har lyst til at deltage i den lokale ‘gymnasiefest’ på cafeen, hvor jeg højst sandsynlig vil blive forvekslet med en, der skal hente sin datter eller søn (nuvel jeg ville være en ung mor til en i den alder, men alligevel)eller en max tilrøget beværtning, hvor interiør og musik er fra 80’erne. Birthe Kjærs ‘Knaldrøde gummibåd’ strømmer ud af højttalerne (ikke et ondt ord om Birthe, men helt ærligt…), og der bliver langet øl, en kedelig rom og cola samt gajol henover bardisken. Næ, jeg vil gerne have ordentlige cocktails og god musik (ja ja, selvfølgelig er smag individuelt, men vi kan vel godt blive enige om, at vi ikke skal høre gammel grand prix-musik, når vi er i byen eller)? Derudover vil jeg gerne have mennesker omkring mig, der rent faktisk kan huske den første Golfkrig (hvad enten de var otte eller 20 år), mennesker, der ved, hvad en ’videoaften’ er, og mennesker, der kan huske, da ’Matador’, ’Frasier’ og ’Friends’ rullede hen over skærmen (igen uanset, om man var fem eller 15 år).

Det er desværre oftest kun i storbyen, at jeg kan få opfyldt ovenstående kriterier, og det er en skam. Det er nemlig ikke blot i Kalundborg, at det står sådan til. Jeg har venner i mange provinsbyer landet over, og det er den samme sang, jeg hører, hver gang snakken falder på muligheden for at gå ud, hvor man bor. Den er nemlig stort set ikke eksisterende.

Uanset, om jeg bor i provinsen eller i storbyen, vil jeg synes, at det er en skam, hvis provinsen ender med at blive et sted, hvor kun de ældre bor. Et sted, hvor der ikke er liv i byen, hvor nattelivet er væk og handelslivet næsten gået i stå. Som sagt før, har både storby og provins fordele og ulemper, og det er op til hver enkel at vurdere, hvad der vægter højest, når man skal vælge, hvor man vil bo. Men at provinsen forsvinder til fordel for storbyer, det fungerer ikke i mit hoved. Der skal være plads til begge dele. Ligesom med så meget andet, er diversitet sundt for mennesker. En uendelig kedelig verden, hvis vi alle ville det samme og kunne lide det samme for slet ikke at tale om,  hvis vi ville bo det eksakt samme sted – der ville også blive ret trængt.

Link, hvis du har lyst til at læse yderligere om den statistik, som jeg har nævnt i indlægget. http://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2011/2011-07-011-unge-forlader-provinsen.aspx

De gode gamle dage vender aldrig mere tilbage.

Vi forventer dårlig service, og overraskes af god. Det burde være lige omvendt. Eksperter mener, at ansatte i servicebranchen burde komme på efteruddannelse i god service. De har ret. Så enkelt er det. Men er vi bedre til ‘det der service’ i provinsen?

‘Jeg vil gerne bede om nr. 34 uden mayonnaise og uden løg. Kan du putte mere salat i og dressingen ved siden af? Har i groft brød eller? Tror du, at jeg kan få en tallerken ved siden af? Vil du være sød at give mig et sugerør? Er det med sukker, kan du lave den med honning i stedet’?

Alle, der kender mig godt, ved præcis, hvad ovenstående drejer sig om. For sådan er jeg. Jeg kan ikke bare bestille noget fra en menukort, uden at lave nogle ændringer. En af bedsteveninderne har den regel (uanset, hvor mange vi er ude sammen), at jeg altid bestiller til slut, simpelthen fordi jeg er den mest besværlige, og det er da fair nok, for det ER jeg jo. Men det er aldrig et problem, fordi jeg siger det pænt og med et smil, og det gør, at jeg kan få fisk på en steakrestaurant og vin på en ølbar.

Man kommer bare længere med et smil og venlige ord, og det gælder både kunde såvel som ansat i servicebranchen. Det er næsten en udfordring for mig, hvis jeg kommer ind i en forretning eller på en restaurant, og vedkommende, der skal betjene mig er lidt sur (vi kan jo alle have en dårlig dag). Men ‘det der gode humør’ og ‘den der venlige bemærkning’ kan vende det hele, og det er sjældent, at jeg ikke ender med en sød ekspedient/tjener, der yder en god service. Pointen er blot, at man lidt for ofte skal arbejde for det. Om det er fordi, der er alt for mange sure kunder, ved jeg ikke?!

Uanset, er faktum, at vi – i Danmark – desværre er blevet dårligere til at yde en god service, MEN der var engang, hvor vi var bedre. Engang, hvor vi, særligt i provinsen, kunne bryste os af at have et langt større service-gen end, hvad tilfældet var i storbyen. Vi var gode til at få kunderne til at føle sig velkomne og forstod, hvad service var. Det er desværre langt fra tilfældet i forretningerne i dag. For en god orden skyld, vil jeg lige nævne, at selvfølgelig er der flere forretninger i både storbyer og i provinsen, hvor servicen er helt i top. Men et klogt træk ville klart være, hvis vi i provinsen (og da også i storbyen) begyndte at tænke over (og handle på), hvordan vi sælger vores produkter bedre. For Danmark, både storby og provins har meget at byde på. Produktet fejler ingenting, men det gør den danske mentalitet på serviceområdet.

Det sjove er også, at jo længere nordpå jeg kommer i Danmark, jo bedre service får jeg. De kan et eller andet, de der nordjyder (det er også derfor, de kan tjene penge). Når jeg er på besøg hos min mormor i Aalborg eller, når jeg er i vores sommerhus i Lønstrup og shopper i Skagen, Løkken og Hjørring, er det en fornøjelse at komme ind i forretningerne. Simpelthen fordi, de ved, hvad god service er. De der nordjyder, kunne vi måske lære noget af.

Det er den der snakken, den der ligegyldighed, man desværre ofte bliver mødt med som kunde i en forretning. De har måske kunder nok, og har derfor råd til at miste en del undervejs, jeg ved det ikke. Men en ting er sikkert, bliver jeg behandlet ordentligt, kommer jeg tilbage. Er det modsatte tilfældet, ser man ikke skyggen af mig igen uanset.  Det er en principsag.

Jeg har en veninde, der bor i Holbæk, som havde en pudsig oplevelse, sidst hun var ude at handle i en af de lokale forretninger. De ansatte ‘nokkede’ simpelthen om, hvem der skulle ekspedere hende, da hun stod og ventede ved kassen. WTF? De havde meget travlt med at snakke og gad egentlig ikke kunderne. Hun er en tålmodig sjæl (og klog, da hun ikke kan få varen andre steder i byen), så hun ventede. Men jeg, jeg havde vendt om på hælen øjeblikkeligt og aldrig sat mine ben der igen uanset, om det betød, at jeg måtte undvære, hvad jeg manglede (jeg kan nemlig være både stædig og dum).

København (og de andre større byer)har fordelen af at have en masse kulturelt at byde turisterne på. Her kan provinsen ikke konkurrere. Men det kan vi til gengæld på andre punkter, fx. naturen. Men kunne vi nu finde ud af at distancere os og ydermere yde en ekstrem god service, ville det pludselig være noget, som danskerne ville blive kendt for. Vi kunne jo passende være forgangsbillede i provinsen.

Svensken erobrer land

Selvfølgelig er det et problem, når tallene sort på hvidt viser, at vi i Danmark er godt i gang med at skræmme turisterne væk (tallene er fra 2013, håber derfor, at tallene bliver bedre i 2014). Måske det er gået op for københavnerne, at servicen halter og det er derfor, at de har så mange svenskere ansat i butikkerne. Specielt i lufthavnen og i Fields er det helt normalt, at møde svensktalende personale. Selvfølgelig er der andre faktorer, der spiller ind, når valget falder på svensktalende personale i servicebranchen i København, men lur mig, om det ikke også spiller en væsentlig rolle, at svenskerne har ry for at yde en god service?

»I Sverige har man en anden tradition for at yde og værdsætte service. I Danmark har vi det på en eller anden måde svært med service. Det er et spørgsmål om kultur og tradition«, siger Jens Friis Jensen, der er viceinstitutleder på RUC og har forsket i turisme i mange år.  Han savner, at der er status for danskerne i at yde service.

Og hvor har han dog ret. Han rammer hovedet på sømmet her. Det er som, at vi danskere opfatter os selv som værende hævede over det at yde en god service. Og det er her Janteloven eller ‘ligemageri’ kommer ind i billedet (igen). Det virker lidt som om, at vi ikke vil servicere andre, fordi det kan forveksles med, at vi er mindreværdige i deres øjne. Vi lever i et Danmark, hvor det hele handler om at være lige. Vi skal alle være ens, der skal helst ikke være forskel på vores lønninger, og vi vil have adgang til nøjagtig de samme ting. ‘Du skal ikke tro, at du er noget , derfor vil jeg ikke servicere dig’.

Ingen konsekvens

Med risiko for at provokere nogen (men hvad, det gør jeg jo så ofte)! Det er økonomisk til at overse, hvis man i Danmark bliver fyret fra et (‘dårligt’ betalt) servicejob og i stedet må gå på understøttelse. Konsekvensen er overskuelig på grund af vores velfærdsystem.  Havde vi intet sikkerhedsnet (og jeg siger ikke, at det er løsningen), ville langt flere passe bedre på deres job og deraf også være langt mere serviceminded af frygt for ellers at miste jobbet til en anden. Vi er på nogle punkter forkælede og dårligt opdragede (men det er vidst en anden diskussion).

Derudover er drikkepengene indregnet i prisen på fx en restaurant i Danmark. En tjener får altså ikke mere ud af at yde en god service. Om det har noget at sige, det ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg kunne godt frygte det. Det forstår jeg dog ikke helt, da jeg altid giver drikkepenge, hvis servicen har været god – præcis som, når jeg er i udlandet.

Danskere er lidt reserverede

I det her indlæg er det (som I selvfølgelig har fattet) service i forretninger, jeg taler om. Men der er også andre områder, hvor jeg mener, at vi danskere mangler et service-gen. Står man på et gadehjørne i New York og kigger på et kort, kommer amerikanerne over og spørger, om de kan hjælpe. Det gør danskere ikke. Ikke fordi, vi ikke vil hjælpe (håber jeg da ikke) men fordi, vi skal spørges først.  Det er muligt, at vi er kåret til at være verdens lykkeligste folkefærd og alt muligt, men vi danskere er altså lidt introverte. Vi er ikke meget for at tale med fremmede. Vi har nok i os selv, og er nok lidt reserverede.  Der kunne vi lære noget af fx amerikanerne. Jeg siger ikke, at danskere skal være små amerikanere, jeg hævder blot, at vi måske kunne lære noget af dem i det henseende.

Jeg har rejst meget bl.a. i USA og  Asien. Begge steder forstår de ordets fulde betydning – service. Visse steder i Asien måske lidt for meget til tider (jeg bliver altså lidt flov, når de insisterer på at lægge håndklæderne på min liggestol, og når de iler ned for at bytte det, hvis det er blevet lidt vådt – jeg kan jo altså godt selv). De er næsten underdanige, og det bryder jeg mig ikke om, selvom jeg ved, at de gør det af et godt hjerte (og fordi, de gerne vil tjene penge). Nå, men de er virkelige så søde og rare, at man har lyst til at købe det hele. Og det er jo i virkeligheden en smart taktik, især over for os danskere, der fatter hat af service, så vi falder på halen, når vi pludselig bliver serviceret.

I virkeligheden er det jo egentlig ret simpelt. Vi vil gerne have en god behandling, og servicebranchen når længst ved at give os den. Ligesom jeg når længst ved at opføre mig ordentligt og tale pænt til folk, selvom jeg indimellem (når jeg fx snakker med Telia) har lyst til at spørge vedkommende, om han/hun er helt idiot. Men jeg gør det ikke.  For jeg ved, at smiler jeg, og spørger jeg pænt, opnår jeg præcis, hvad jeg vil. Og det er jo i sidste ende, hvad det hele handler om. Men det kræver tålmodighed (en dyd jeg ikke umiddelbart besidder og som jeg stadig øver mig på), og at jeg indimellem tæller til ti, fordi der er så mange ansat i servicebranchen, som ikke aner, hvad ordet service betyder.

Så lad os huske på, at hvis vi giver et smil og et venligt ord, kommer det ofte tilbage. ‘What comes around goes around’. Jeg har gennem tiden tænkt over det, fordi jeg ofte har fået af vide, at jeg kan se meget reserveret ud og måske ikke smiler til alle (men jeg kan jo heller ikke gå rundt og se lalleglad konstant). Men hvis du snakker med mig, kan du være sikker på, at jeg ikke er sur og ikke er reserveret. Jeg er bare Gitte.

Nedenfor er nogle links til artikler og info vedr. tal om turismen i Danmark.

Jeg henviser i ovenstående til en publikation fra Dansk Industri (2013) samt en rapport udarbejdet af Vækstteam for Turisme og Oplevelsesøkonomi, som regeringen har sammensat.

http://politiken.dk/rejser/nyheder/ferieidanmark/ECE2007694/dyr-mad-og-daarlig-service-udenlandske-turister-er-traette-af-danmark/

http://politiken.dk/rejser/nyheder/ferieidanmark/ECE1948382/eksperter-om-fald-i-dansk-turisme-drop-selvfedmen-og-giv-bedre-service/

www.dst.dk

Ville vi heller ikke være en ‘rigtig’ familie, hvis vi ‘kun’ var os to?

Hvis ikke man er fire (eller flere),  er man ikke en familie. Sikke noget sludder, tænker du (forhåbentlig) nu. Men jeg har ofte fået fornemmelsen af, at mange herude – hvor jeg bor – mener, at en rigtig familie, det er sådan en med mor, far og to børn (eller flere). Men i hvert fald ikke et enkelt!

‘Skal I ikke snart have nr. to, så I kan blive en rigtig familie’? Det spørgsmål fik jeg for et par år siden, da min datter var knap to år. Da blev jeg sgu’ provokeret. I min optik er man selvfølgelig ligeså meget en ‘rigtig’ (hvordan det så end defineres) familie med et barn, som med tre eller fem. ‘Øhhh, hvis ikke vi er en rigtig familie ifølge dig, hvad er vi så, en forkert’? var mit svar til vedkommende. Jeg fik aldrig noget svar. Ikke et ordentlig et i hvert fald. Og det kan jeg da godt forstå, for sikke noget sludder.

Hjemme hos os, har vi altså ét barn – Aura-Xenia på snart fire år. Mange spørger, eller dvs. ikke så meget mere (det tør de ikke, og slet ikke efter mit indlæg i dag). Men hold nu op, hvor har mange spurgt enten, hvorfor vi ikke har flere børn eller, hvornår vi skal have næste barn. Inden da var spørgsmålet, hvornår skal I giftes, da vi blev gift, blev det til, hvornår skal I have et barn. Alle de der ’rigtige’ kasser, man skal passe ind i for ikke at afvige fra normerne og det fællesskab, vi alle på hver vores måde forsøger at tilpasse os. Det fælleskab, hvor vi alle er ens. Alt det ’rigtige’ man skal gøre, for at være ligesom alle andre. Jeg har nogen gange lyst til at kaste op over, hvordan vi alle skal gøre, hvad der forventes af os, og hvad ‘normalen’ ligesom foreskriver.

Kunne det evt. tænkes, at det var et bevidst valg, der var truffet mht. at have ét barn og ikke flere?! Jeg undrer mig virkelig over, at så mange direkte spørger til, hvorfor dog i alverden, at vi ikke har fået flere børn. Udover, at vi måske ’bare’ har valgt, at vi ‘kun’ vil have et barn (hvorfor hedder det i øvrigt: ‘kun’ et barn, og ikke ‘et barn’?), er der jo også andre forhold, der kunne gøre sig gældende. Det kunne være, at vi ikke kunne få flere, eller at vores forhold var skidt, og vi var ved at gå fra hinanden eller eller eller… Jeg mener, der kan jo være så mange årsager til, hvorfor folk ”kun” har et barn. Derudover kunne det jo tænkes, at nogle synes, at det var hårdt eller, at de blot prioriterede anderledes end alle dem med flere børn. Men uhaaa, herhjemme må vi ikke sige, at noget er hårdt. Du skal helst have tre/fire børn (der altid opfører sig pænt og aldrig er besværlige) og et job, hvor du arbejder 70 timer, så er du rigtig sej og overskudsagtig.

Jeg synes faktisk ikke, at det har været specielt hårdt at få et barn. Dermed ikke sagt, at hun ikke kan være en lille møgunge nogle gange (det må jeg nok heller ikke sige, men det er jo sandheden, og den side har hun naturligvis ikke fra mig).  Men jeg nyder at have tid til min datter, og det er et helt bevidst valg, at vi ikke har to eller flere. Vi er ikke mindre en familie af den grund. I min optik, er det nemlig ikke antallet af menesker, der definerer en familie. Nu kommer det store spørgsmål så. Er det særligt i provinsen, at det er lidt mærkeligt ”kun” at få et barn? Jeg føler klart, at folk i provinsen anser det for mere mærkeligt, at vi har et barn end, hvad jeg fornemmer på mine venner, bekendte og kollegaer i København. Men jeg kan tage fejl (hvilket jeg ellers ikke er meget for at indrømme, hvis det er tilfældet)? Men statistisk set er der jo ikke den store forskel på antal børn, folk får i provinsen kontra i storbyen.

Men udover os med ‘kun’ et barn, er det jo også dem, der slet ikke vil have børn. NOGENSINDE. Og de er da mærkelige, ikke?! Jeg har fx en veninde, som ikke er sikker på, at hun vil have børn, og hun bliver mødt med mange dumme fordomme hver dag. Når jeg hører hendes argumenter for ikke at få børn, tænker jeg, at det lyder da meget fornuftigt, og jeg respekterer, at det er hendes valg. Jeg selv ville ikke for noget i verden have undværet at få min datter, men hvad der er det bedste for mig, er jo ikke nødvendigvis det bedste for min veninde. Og jeg elsker hende alligevel, og hun er altså ikke underlig.

Enebarnsproblematikken

Aura-Xenia og Agnete (Dobbelt A) – en af bedsteveninderne

Udover at være lidt anderledes, fordi man har valgt at have ét barn, er vi også direkte tarvelige over for vores datter af samme årsag. Forleden mødte jeg en af min mors gamle veninder, der spurgte mig, om jeg ikke syntes, at det var synd for min datter, at hun ikke havde en søster eller bror. Igen bliver jeg sådan lidt paf over folks tankeløshed. I princippet kan jeg være ligeglad, da vi ikke har haft problemer med at få børn. Men som nævnt tidligere, kunne det jo være, at der var en helt specifik årsag til, at vi ikke har valgt at få flere børn. De fleste kender slet ikke til mit liv, men jeg kan være sikker på, at de har en mening om det alligevel. Derudover kender jeg faktisk mange, der har eller har haft problemer med at få børn. Det er jo ret almindeligt i dag, at det ikke er almindeligt ‘bare’ at få børn. Flere og flere skal have hjælp til det. Årsagerne hertil vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, da vi alle ved, at der er forskellige faktorer, der spiller ind. Men tænk nu, hvis, vi havde forsøgt at få et barn mere i flere år for igen og igen at blive mødt med sådan et spørgsmål. Et spørgsmål, der ikke er stillet i ond mening, det ved jeg. Men et spørgsmål, der simpelthen beror på, at folk ikke tænker sig om, inden de taler en gang imellem (lidt for ofte).

Jeg er selv den sidste i flokken ud af tre, og jeg elsker mine storebrødre meget højt (for det meste). Var jeg blevet spurgt for år tilbage, ville mit umiddelbare svar også have været, at jeg ikke skulle have et enebarn, da jeg selv har været og stadig er meget glad for mine to storebrødre. Her skal det dog nævnes, at alle søskendeforhold langfra er lige gode. Det er dog ikke noget, som jeg vil komme nærmere ind på nu, men lad os bare blive enige om, at ikke alle søskende har lige meget glæde af hinanden. Som min far engang sagde ‘venner er de søskende, man selv vælger‘, og det er rigtigt. At nogle af os er så heldige, at vi har begge dele er jo bare et ekstra plus.

Men min datter mangler altså ikke noget. Aura-Xenia er elsket meget højt af mange mennesker, og det er, hvad der tæller i min verden. Hun er en glad lille pige, der smiler, griner og leger ligesom alle børn bør. Hun har to forældre, der ville gøre alt for hende, tre af de bedste bedsteforældre plus en reservebedste og en i Himmelby (Aura snakker med sin morfar, der bor oppe ved månen og stjernerne). Hun har en masse andre voksne i sit liv og ikke mindst en masse børn at lege med. Hun har mange gode venner, både fra børnehaven og via vores venners børn. Hun er på ingen måde et forkælet barn. Eller jo, hun er sgu’ forkælet. Det står jeg gerne ved, og jeg har tænkt mig at fortsætte med at forkæle hende resten af mit liv, men hun er ikke det forkælede enebarn, der ikke kan finde ud af at dele der tror, at hun altid er centrum, og som ingen kan holde ud. Hun er vellidt og velfungerende præcis ligesom de af hendes venner, der har en eller flere søskende. Derudover har hun fem kusiner og en fætter, som hun alle forguder, og de hende. Jo flere mennesker, der elsker hende, jo bedre. Og hun har MANGE – heldigvis.

Enebørn behøver altså pr. definition ikke at være møgforkælede unger, som ingen kan holde ud. Og jo, der er uden tvivl både fordele og ulemper ved at være enebarn. Aura-Xenia meddeler indimellem, at hun gerne vil være storebror, hvilket jeg – af indlysende årsager – forklarer hende, ikke kommer til at ske. Men jo, hun vil da ind imellem gerne have en lillebror/søster, fordi det kunne være hyggeligt og sjovt. Men hun mangler altså ikke en lillebror/søster. Det er klart, at det at have søskende at lege med og dele ting med er guld værd. Men der er også fordele ved at være enebarn. Mange af vores venner har sagt til os, at det må være dejligt at have mere tid/overskud, fordi vi ‘kun’ har et barn. Jeg talte i tlf. med en af mine bedste veninder forleden, der har tre børn og nok at se til. Hun var lige kommet fra arbejde, sad nu ude på toilettet og talte i tlf. med mig (hun kunne ikke få fred andre steder). Hun fortæller mig, at det ene barn sidder oppe på værelset og skriger, den anden render rundt med en kasse på hovedet og den tredje spiller trompet. Og hun, hun er lige ved at blive vanvittig. Jeg begyndte at grine, fordi det var så komisk, men hun mindede mig om, at det var sådan hverdagen indimellem er med tre små børn. Det skal dog lige nævnes, for at undgå misforståelser, at hun har nogle af verdens dejligste børn, og hun elsker dem over alt på jorden og ville aldrig have gjort noget anderledes, hvis hun kunne. Men indimellem kan jeg godt forstå, at hun har lyst til at sætte sig ud på toilettet bare i fem min. med høreværn på.

Jeg er enebarn, hvor er det synd for mig, og hvor jeg dog keder mig…

Derudover er Aura-Xenia fantastisk god til at lege selv, når det kræves, og det betyder altså ikke, at hun bliver placeret foran ipaden. Eller jo, det gør hun nogle gange (hvilket jo også er tilfældet for de børn med søskende), og nej, jeg mener ikke, at det er skadeligt, at børn spiller og ser film på deres ipad engang imellem. Faktisk er jeg så træt af de der speltmødre, der skal gøre alting korrekt altid, men det er en anden historie til en anden gang. Faktum er, at min datter er velfungerende, vellidt, sød, glad og kærlig (indimellem hidsig og stædig som bare f…..) TIL TRODS for, at hun er enebarn!

Nå, men der stod jeg og tog mig selv i at forsvare mit valg over for en dame, som jeg ikke en gang kendte særlig godt, og som egentlig ikke fortjente et svar på sit spørgsmål. Alligevel ser jeg mig selv gang på gang svare pligtopfyldende på alle mulige spørgsmål om, hvorfor vi dog ikke har flere børn, og jeg er altså ikke af den opfattelse af, at man fx i København går ligeså højt op i den slags, men tager jeg fejl? Ligesom jeg fornemmer, at det i København er mere almindeligt at få børn sent. Og der tager jeg ikke fejl, der taler statistikken sit tydelige sprog. Normen er nemlig også, at man ikke skal være for gammel, når man får børn i provinsen, og der skal i hvert fald ikke være mere end to-tre år imellem børnene for så får de bestemt ikke glæde af hinanden. Igen sikke noget sludder. Der er henholdsvis fire og syv år mellem mig og mine brødre, og jeg har haft umådelig stor glæde af dem, og har det stadig. Jeg mener, at det er helt afhængig af individuelle forhold. Nogle har glæde af deres søskende, andre ikke uanset, hvor mange år der adskiller dem.

Der er selvfølgelig en årsag til at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i København er højere end i provinsen. De, der søger uddannelse, flytter ofte til storbyen og vil senere gerne gøre deres uddannelse færdig, og har derefter ofte en karriere, der skal passe ind med børn (hvilken den aldrig gør, men det er enden diskussion). Faktum er i hvert fald, at kvinder bosiddende i provinsen får børn i en yngre alder, end kvinder bosat i København. Og det kan man godt mærke på deres holdning til, hvornår man bør få børn. Altså vil jeg ikke passe ind i kassen, hvis jeg får et barn om fx to år. Men da jeg ofte ikke passer ind i folks kasser, kan det jo være, at det er lige præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg elsker, når jeg ikke passer ind i de der kasser, som vi alle selv er med til at skabe.

Når alt kommer til alt, handler det vel om at acceptere, at vi alle er forskellige og træffer forskellige valg her i livet. Det ene behøver nødvendigvis ikke være mere eller mindre rigtig end det andet. Og hvad der er rigtigt for en, er ikke nødvendigvis rigtigt for en anden. I stedet for at have så travlt med at være ens og stræbe efter at træffe de samme valg, kunne vi måske glæde os over, at vi er forskellige. I min optik er diversitet fantastisk, og jeg ville ønske, at jeg selv på alle områder var lidt bedre til at gøre, hvad jeg havde lyst til og ikke altid, hvad der forventes af mig. Jeg synes faktisk, at jeg er temmelig god til at gøre, som det passer mig uanset, hvad andre mener (det vil de, der kender mig helt sikkert bekræfte). Men der er et par steder, hvor jeg ville ønske, at jeg var lidt mere modig. Det er ikke altid, hvad der er lettest, der er det rigtige. For i sidste ende handler det vel om at være lykkelig og gøre de ting, der gør en glad uanset, hvad andre mener, at man burde gøre eller ikke gøre.

Nedenfor er lidt statistik på nogle af mine udsagn.

“Antallet af kvinder, der føder efter deres 40 års fødselsdag, er tredoblet siden 1990. Og det er i særlig grad et storbyfænomen. I 2009 kom 929 københavnerbørn til verden født af kvinder over 40 år. I Region Midtjylland med Århus som trækplaster var det 423 børn. Mens blot 132 nordjyske kvinder over 40 år var på fødebriksen. Det er også storbyerne, der kan fremvise de »helt gamle« – relativt set – mødre. I 2009 fødte 49 kvinder over 45 år i hovedstaden. Et fænomen, der er nærmest ikkeeksisterende på det øvrige Sjælland og i det nordjyske I den anden ende af aldersskalaen og i provinsen – i Region Nordjylland, Sjælland og Syddanmark – sker det modsatte. 7.662 kvinder under 25 år blev mor i 2009, og det er en stigning på 12 pct. siden 2007. Holdt op mod antallet af fødedygtige under 25 år, er der dog tale om små relative stigninger. Sikkert er det imidlertid, at bopælen har betydning. I Hovedstadsregionen er det kun 1,7 pct. af de 14-24-årige, der har fået børn. I den satte ende af skalaen ligger Syddanmark, Nordjylland og Region Sjælland, hvor op mod 2,4 pct. af de 14-24-årige er blevet mødre”.

Se evt. mere på http://www.b.dk/danmark/gamle-moedre-bor-i-byen-de-unge-i-provinsen og www.dst.dk

Så er provinspigen i Nordvestnyt. De var forbi forleden dag for at høre lidt mere om mig og min blog, og det var jeg jo bare glad for. I virkeligheden kunne artiklen have været meget længere, for jeg har jo tusind ting på hjertet (det kan vel ikke komme bag på nogen)? Men I kan læse netversionen her, og selvfølgelig læse en noget længere udgave i Nordvestnyt.

Samtidig vil jeg lige bruge lejligheden til at sige jer alle tak for de mange beskeder på facebook, sms og e-mails, hvori I kommenterer mine blogindlæg. Det er så skønt, at I har en mening om, hvad jeg skriver, og jeg er glad for hver og en, jeg får. Men jeg ville blive endnu mere glad, hvis I gad skrive dem som kommentarer under hvert indlæg på bloggen, da det netop er med til at gøre siden levende… Igen TAK!

http://www.sn.dk/kalundborg/hun-blogger-om-det-dejlige-og-det-daarlige-ved-at-leve-i-provinsen/artikel/411892

Kært barn har som bekendt mange navne. ‘Kulturnat’. ‘Sort Nat’, ‘Open by night’ osv. Jeg tror, at alle ved, hvad jeg taler om. Mens København har Kulturnatten, hvor man kan besøge Christiansborg, Nationalmuseet, Rundetårn og alle mulige andre interessante steder, har vi – i provinsen – også den slags. Altså, vi har selvfølgelig ikke Christian 4.s Rundetårn og alle de førnævnte seværdigheder, men så har vi noget andet. Og i fredags var der ‘Kulturnat’ i Kalundborg.

Hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg har tænkt meget over netop begreberne urbanisering og centralisering på det seneste. Faktisk har jeg tænkt over det i flere år (jeg har altså også tænkt på andre ting i de år, bare til info, inden I bliver urolige for mig). Men vi lever i en tid, hvor der netop er fokus på at centralisere, effektivisere  osv. På verdensplan er urbaniseringen steget voldsomt siden 1700-tallet, og Danmark er ingen undtagelse.  Provinsen står med tomme forretningslokaler, skoler og børnehaver lukker, ligeså er det sket for hospitalerne i flere provinsbyer. En del af effektiviseringen forstår jeg. En del. Men det er en anden historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på lige nu. Hvad jeg derimod meget gerne vil åbne op for, er, at vi alle brokker os. Vi brokker os, og vi er gode til det. Vi brokker os bl.a. over, at forretning efter forretning lukker i vores provinsbyer og efterlader gabende tomme sorte huller i den ellers så hyggelige gågade. Men er vi egentlig berettiget til at brokke os? Hvor meget bidrager vi selv til, at  byens hjul drejer rundt?

Hånden på hjertet, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke bidrager nok. Så langt fra endda. Jeg bor pt. i en provinsby – Kalundborg, ja. Men jeg bruger ikke byen. Jeg passer mit arbejde – oftest enten hjemmefra skrivebordet eller i København. Jeg passer mit løb, nyder livet med min familie og venner, rejser osv., men vi er ikke gode til at bruge den by, vi bor i.  Jeg handler selvfølgelig i de lokale supermarkeder, men derudover ser i ikke skyggen af mig – ikke særlig ofte i hvert fald.

Det er egentlig ganske simpelt. Der har netop været valg til Europa Parlamentet, og 43.6 pct. af den stemmeberretiget del af den danske befolkning valgte IKKE at stemme. Ifølge min overbevisning har den del af den danske befolkning ingen – og jeg mener absolut INGEN – ret til at brokke sig over EU-relaterede spørgsmål i fremtiden. De har valgt at droppe deres demokratiske ret til at blive hørt i det spørgsmål. De mener åbenbart ikke, at det er væsentligt at forsøge at få indflydelse?! Nu kommer pointen med den svada (undskyld, men jeg er chokeret over den lave valgdeltagelse). Men det er faktisk det samme, når vi snakker om at bakke op om livet i provinsen. Der er en del ting, som JEG ikke er berettiget til at brokke mig over her i Kalundborg (at jeg gør det alligevel, er en helt anden sag). Men jeg er ikke i min gode ret til det, fordi jeg selv er en del af årsagen til, at nogle ting er, som de er herude.

Den eneste grund til, at jeg var blot en lille del af ‘Kulturnat 2014’  i Kalundborg, var, at jeg deltog i et modeshow for en veninde. Ellers havde jeg vel siddet på min terrasse og arbejdet, drukket vin, leget med min datter, spist hos nogle venner, været i København, ude at løbe eller…. Så simpelt er det. Jeg støtter ikke nok op om de arrangementer, som ildsjæle her i byen forsøger at stable på benene.  Nej, jeg sletter ‘nok’. Jeg støtter ikke op. slut. Og ja, jeg sagde ildsjæle. For der er, i den grad, flere af dem herude, som fortjener et klap på skulderen over det store arbejde, de lægger for dagen for at gøre byen til et bedre sted for alle.

Uanset anledning er jeg bare ikke god nok til at bruge de tilbud, der er i byen. Og det er mine venner heller ikke. Den hviler på mange, og ligesom jeg selv er klar over min mangel på deltagelse, er I andre det nok også.

Hånden på hjertet og alt muligt andet, hvor meget bruger DU din by?

Det er det samme, når vi snakker handel. Skal jeg fx købe sko til min datter, vil det oftest foregå via en shop på nettet, i København eller, når vi er ude at rejse. Har jeg fået øje på en smart dims i et boligblad eller skal have nyt tøj er nettet, storbyen eller udlandet igen løsningen Hvorfor? Det er simpelt. Fordi jeg ikke kan få det, jeg vil have her i byen. Og det giver selvfølgelig god mening, at butikkerne ikke køber hjem, hvad de ikke kan sælge. Men det er jo i virkeligheden en ond cirkel, og vi provinsboere har endnu ikke formået at bryde den. Vi vil også gerne have specialbutikker – ligesom i København og alle de andre større byer – men vi bruger dem ikke nok. Ostehus, vinhandel, kaffehus., slagter, bager, skomager, hobbyforretning, caféer, restauranter,vinbar, og jeg kunne blive ved. Derudover beklædning – og selvfølgelig den sidste trend. Men for at eksistere, skal der være kunder. Og i provinsen er vi ikke så gode til at bruge de små butikker (men vi vil gerne havde dem i bybilledet), og vi er ikke så gode til at gå ud, som set i fx København.

Derudover har man mange steder i provinsen svært ved at trække højtuddannede til byen. Kalundborg er et glimerende eksempel på, at mange af akademikerne fra fx Novo gerne kører den lange vej til og fra Kalundborg i stedet for at bosætte sig her. Jeg har nogle tal fra en artikel, som jeg skrev for et par år siden, og jeg tror faktisk ikke, at billedet har ændret sig markant siden da. Ud af ca. 300 akademikere, kører over halvdelen mere end 40 km til arbejde, (Holbækområdet) og en tredjedel mere end 90 km (altså hovedstadsområdet). Og det er da et problem for provinsen – i det her tilfælde – Kalundborg, hvis de højtuddannede ikke har lyst til at bosætte sig herude. Begrundelserne jeg fik dengang, var, at der simpelthen ikke var gode nok tilbud herude, at der ikke skete nok, og at der var kedeligt.

Tilbage til ‘Kulturnat’ i provinsen. At være en del af ‘Kulturnat’ 2014 i Kalundborg, omend det var kort, var hyggeligt. Men jeg kørte selvfølgelig hjem lige efter modeshowet. Tænk nu, hvad der var sket, hvis jeg var lidt social og havde sat mig nede i byen. Det kunne jo have endt med at være hyggeligt, men den slags skal man passe på med.  Jeg mødte mange sjove og søde (og anderledes) mennesker. Mennesker, jeg aldrig ser (jeg bliver stadig overrasket over, hvor mange jeg ikke aner, hvem er. Jeg er trods alt opvokset her og det er da en forholdsvis lille by). Men jeg oplevede, hvordan gågaden i Kalundborg ser ud, når der er liv, og den ikke bare er død, som ellers. Dét er jo præcis, hvad jeg savner fra København. LIV. Uanset, hvor man går i gaderne derinde, er der mennesker (det kan faktisk også være anstrengende for en som mig, der har brug for alene-tid indimellem), men det er altså også skønt. Jeg ved godt, at der er mange flere mennesker i København, så grundlaget for sammenligningen  er temmelig tynd, men jeg tror, at de fleste forstår, hvor jeg vil hen. 

Pia Breiner fra Breiner Coiffure sætter hår til modeshow ‘Kulturnat’ 2014. Derudover er hun også den kreative hjerne bag kjolerne til modeshowet lavet af plastsække – og ikke mindst en af ildsjælene i Kalundborg.

Jeg tænkte på det forleden dag. Vejret var fantastisk, og jeg cyklede en tur for at klare tankerne efter en lang arbejdsdag foran computeren. Når sandheden skal frem (og det skal den vel), var planen en løbetur,  men på en eller anden mystisk vis, havde en halv plade chokolade sneget sig ned i min mave (måske lidt mere), og jeg var alt for mæt til at løbe. Nå, men på min cykeltur oplevede jeg byen fra en anden vinkel. Når jeg løber, forsøger jeg at løbe væk fra mennesker og bebyggelse, fordi jeg har brug for at klare tankerne. Men på min cykeltur, befandt jeg mig pludselig i villakvarterer, hvor jeg normalt aldrig kommer. Jeg tænkte over, hvor mange mennesker, der sad der bag nedrullede gardiner (og til de af jer, der ikke trækker gardinerne for – ja, jeg kigger ind. Undskyld, men jeg kan ikke lade være). Nu var det lidt sent på aftenen, ellers havde mange nok siddet i haven, og der havde jeg altså også kigget ind med mindre, I har anskaffet jer et monstrum af en hæk (som jeg selv har gjort for netop at værne om privatlivet mod sådan nogle som mig). Nå, men vi er altså meget hjemme, på terrassen eller inden for, alene eller med familie og/eller venner. Privatfest, foran tv’et, med en bog eller for at arbejde. Fælles: Vi bruger ikke byen jævnligt, som vi burde. Eller i hvert fald bare mere end de to gange om året, hvor hr og fru Danmark sniger sig ud til årets byfest og julefrokost. Det er præcis det, de kan finde ud af i København. Det de kan finde ud af i storbyerne, og som vi provinsboere er så skide dårlige til. De BRUGER byen.

Der er selvfølgelig flere faktorer, der spiller ind, når jeg sammenligner provinsbyer med fx en storby som København, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de i storbyen er bedre til at gå ud og bruge byen, end vi er i provinsen. Og ja, der er flere kulturelle tilbud i København, og jeg er også klar over, at man ikke kan hænge ude hver aften, men måske (undertegnede inkluderet) skulle tænke lidt mere over, hvad man selv bidrager med til lokalsamfundet. Som sagt, jeg bidrager slet ikke. Jeg har været tilbage i Kalundborg i syv år nu, og alligevel bliver jeg stadig indimellem spurgt, om jeg er hjemme på besøg. Når jeg ser uforstående på dem, og skal til at forklare, at jeg da flyttede tilbage til byen for syv år siden, efter knap ti år i Århus/København, undskylder de og siger, at da de aldrig ser mig i bybilledet, gik de ud fra, at jeg stadig boede i København. Tag den, Gitte Korsgaard!

Nogle er optimister, mens andre er pessimister,  når snakken falder på provins-Danmark. Nogle mener, at det bliver bedre, mens andre har dømt provinsen til at mislykkedes.  Uanset, om jeg bor her eller ej, ville jeg synes, at det var trist, hvis provinsen forsvandt for blot at blive en del af en stor homogen masse. Jeg elsker nemlig diversitet. Jeg elsker København, men jeg elsker også provinsen, særligt Kalundborg, der jo er min hjemby.  Det er vel netop meningen, at der er markant forskel på provins og storby, men derfor kan man jo godt tage visse tiltag til sig, som også kunne fungere i provinsen. Især hvis det kunne bidrage til noget positivt, såsom vækst. Vi skal stoppe med at være så bange for at gøre ting, der er anderledes. Vi skal turde. Det er indimellem, hvad der skal til for at ændre på nogle indgroede (læs: ofte dårlige) vaner, som er svære at komme ud af. Uanset, jeg har ikke de vise sten, blot en mening (om alt), men jeg vil meget gerne høre din mening om ovenstående – også hvis du har idéer til, hvordan man i provinsen kan gøre nogle ting bedre…