Måned: september 2014

I går spillede han til ‘Kronprinsparrets Priser 2014’ sammen med ven og kollega, Simon Kvamm i Musikkens Hus i Aalborg. For fire år siden udgav de under navnet ’De Eneste To’ deres første album. Året efter kom EP’en “Det lyder radikalt”. Siden da har der været lidt stille på den front, men midt i august i år kom singlen ’Sult’, og til november kommer der et album. Derudover er han også meget kendt for singlen ‘Valby Bakke’ fra 2004.

Nu ved du måske, hvem jeg snakker om, men tænker, hvor jeg dog vil hen med den historie. Du skal nok få svar. Jeg mødte forleden Peter Sommer på Ingolfs Kaffebar på Amager i København (ret hyggeligt sted, hvis I kommer på de kanter). Peter og jeg snakkede om at bo i provinsen, om at bo i storbyen, og om de fordele og ulemper, der er begge steder. Det gjorde vi, fordi Peter oprindelig er fra Skanderborg. Men har boet i Århus og København i mange år, hvorefter han vendte tilbage til Skanderborg i en længere periode, og nu for seks uger siden flyttede han, sammen med sin familie, tilbage til København.

Jeg er da vildt nysgerrig på, hvordan han opfatter provins og storby. Hvad han ser som problemer samt, hvad han ser som fordele. Hvad han mener, at der skal til for, at flere provinsbyer får tilflyttere og ikke fraflyttere.

Gid du var i Skanderborg og blev der, kære Peter…

Peter Sommer. Fotograf: Casper Dalhoff/SonyMusic.DK

’Hvorfor rejste du din vej’? Faktisk fortalte Peter, at han sagtens rent arbejdsmæssigt kunne bo i Skanderborg og gerne var blevet der, hvis det var den bedste løsning. Han har da også stadig sit lydstudie der. MEN. Der er altid et men.

’Jeg flyttede til Århus efter gymnasiet for at studere, som man nu gør. Her boede jeg, indtil jeg flyttede til København, hvor jeg boede i seks år. På det tidspunkt var jeg i begyndelsen af alt det her musikhalløj, og jeg havde på fornemmelsen, at det var nemmere at få hul på i København, end i Århus. Men da jeg en del år senere stod det sted i livet, hvor det hedder børn, boede i en toværelses og ikke havde råd til noget større i København på det tidspunkt, valgte jeg at flytte til Skanderborg, hvor jeg boede i fem år. Jeg er i mellemtiden blevet skilt, og er nu igen sammen med min ungdomskæreste. Vi flyttede tilbage til København for bare seks uger siden. Men jeg holder meget af Skanderborg, og kommer der stadig meget. Vi flyttede til København primært for, at det skulle være lettere for børnene, da min ex-kone bor her. Det samme er tilfældet med min kæreste, hendes børn og ex. Så det er bare meget lettere for ’mine, dine og vores børn. Men udover, at det er bedst for alle vores børn, er det selvfølgelig også godt for mit arbejde, at jeg er i København i denne periode, hvor jeg lige er udkommet med en single og snart med et nyt album. Der er ingen tvivl om, at det har betydning, at man er, hvor rigtig meget sker. At man lettere kan deltage i alle arrangementer og møder. Skanderborg fungerede fint mht. at lave musik, men mht. salg, er det lettere her. Man kommer i de rette musikmiljøer, og der opstår bare nogle muligheder, der ikke ville opstå i provinsen. Men var det ikke for børnene, så tror jeg, at vi var blevet i Skanderborg. Jeg kan sagtens se mig selv i Skanderborg igen, hvor vi har familie og et stort netværk også, men det har lange udsigter’.

God infrastruktur afgørende

Vi snakkede meget om, hvad der kunne få folk til at flytte tilbage til provinsen, da alle i øjeblikket strømmer til København. Peter er, ligesom jeg selv, overbevist om, at god infrastruktur har meget at sige.

’Der kommer et tidspunkt, hvor man når en mæthedsgrænse, og hvis man havde en god infrastruktur hele vejen ud i provinsen, tror jeg, at man ville se en anden pendlerkultur i Danmark. Folk vil jo gerne den offentlige trafik, men som det er nu, er det dyrt og upraktisk, simpelthen fordi det tager for lang tid pga. dårlig infrastruktur. Nøglen til liv, er i høj grad infrastruktur. Derudover bliver det dyrere og dyrere at bo i København, så på et tidspunkt må det ske. Lige nu er tendensen, at mange gerne vil bo i København, men det er jo blot en tendens. Det vil vel ændre sig. Men der er jo altid nogen, der skal flytte først. Jeg tror også, at kulturtilbud har en vis betydning, men de unge bliver ikke i provinsen af den grund. De vil stadig synes, at det er federe i København og Århus. Noget man skal lade være med i provinsen, hvis du spørger mig, er, at lave et blegt program af det, der foregår inde i storbyen. Man kopierer i stedet for at lave sin egen profil. Man skal være mere original med kulturtilbud i provinsen, måske finde en niche. Et godt eksempel er ’Foderstoffen’, der er et spillested i Rudme på Fyn. De laver solide ting der’.

København er mere børnevenlig, end jeg troede

Det, at der ikke er så mange muligheder i provinsen, virker beroligende på mig. Små byer er beroligende. Til gengæld er der mange flere ting, man kan gøre med børn i København. Jeg har faktisk også tabt mig, efter jeg kom til København, fordi jeg cykler hele tiden, i provinsen tog jeg bare bilen, næsten lige meget, hvor jeg skulle hen. Det gør man ikke her med den trafik. Men det er nok en forældrerefleks, at man forbinder tryghed med noget godt fra sin egen barndom, og det vil man gerne give videre. Men det rigtige i denne sammenhæng er klart København for os lige nu. Derudover må jeg sige, at København er bedre egnet til at have børn i end, hvad mine fordomme fortalte mig. Og det er vel netop også det, der er sket – at tendensen til at flytte væk fra storbyen, når man får børn er på retur. Folk har vel fundet ud af, at der er mange gode muligheder for børnefamilier i København også, og det er jo også med til at ændre miljøet herinde’.

Et savn

’Jeg savner turene i skoven, som jeg boede tæt på i Skanderborg. Ture både med og uden børn. Den der årscyklus, der er i en skov, at følge med i den, det savner jeg ved provinsen. Og da jeg boede i Skanderborg, savnede jeg take away , men det problem løste vi med restauranten Valby Bakke, som jeg åbnede sammen med nogle venner i Skanderborg. Så kørte det. Men nu er jeg flyttet til København, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke ville bo længere ude, end det her. Enten bor man i København, eller så gør man ikke’.

Jeg tænkte over dét Peter sagde mht., at provinsbyer måske skulle finde deres egen niche, for det har han da helt ret i. Den enkelte provinsby skal netop fokusere på det, byen kan tilbyde, og det er absolut forskelligt fra by til by. Jeg tænker her kulturelle tiltag, hvilket jo kan være mange ting. Der er op til flere provinsbyer i Danmark, der netop har forstået den del, nu skal de andre byer så bare med også. Derudover nævner han også god infrastruktur, som desværre mange steder i provinsen er en by i Rusland. Det er jo ikke usædvanligt, at busruter lukker ned, at der mangler motorvej, at togene til København kører alt for sjældent og tager alt for lang tid. Nogle gange er man endda så heldig at få lov til at sidde i et gammelt diesel-trækker af et lokomotiv, hvor forureningsgraden svarer til at stoppe hovedet ned i udstødningsrøret på en gammel Scania Vabis (vel at mærke inden partikelfilterets indførsel). Og det får man så lov til at betale for – og det er ikke billigt.

Uanset, er der ingen tvivl om, at Peter er en person, der har relativt let ved at tilpasse sig forskellige forhold, måske er han bedre til det, end de fleste, måske ikke. Måske er vi alle i virkeligheden bedre til at tilpasse os nye ting, end vi tror. Måske er det slet ikke så farligt at prøve noget nyt eller noget anderledes, og måske er alle de bekymringer, vi gør os om evt. forandringer i fremtiden unødige. En ting er sikkert, vi finder i hvert fald aldrig ud af det, hvis vi ikke prøver…

’De Eneste To’

Albummet, der udkommer til november har endnu ikke fået et navn, men det handler om, hvad mænd på Peter Sommer og Simon Kvamms alder taler om. Hvilke overvejelser man har, familielivet, der pludselig er meget vigtigt, men også den friske erindring om, hvordan det er at være 25. Dét album er jeg da nødt til at købe, for jeg vil da helt vildt gerne vide, hvad mænd i den alder taler om 😉

En Stemme I Provinsen havde i dag besøg af TV Øst, der lavede et indlæg om min blog.
I kan se tv-indslaget ved at gå ind på siden ‘I medierne‘ her på bloggen og trykke på linket foroven 😉

Hvis jeg siger ‘De gyldne Palmer’, tænker I ‘Cannes Festival’ – og det er selvfølgelig min hensigt.

Han ligner sig selv. Har stadig sweatshirt og kasket på, præcis som i gamle dage. Jeg skrev for nogle uger siden om at være iværksætter i provinsen, og jeg kom i den forbindelse til at tænke på Thomas, der har virksomhed i København. Han ejer, sammen med en kammerat, reklamebureauet ‘Konstellation’, som har vundet flere priser og bl.a. for nylig været til Cannes Festival, fordi de også der var nomineret til en pris. Jeps, jeg sagde Cannes Festival  – imponerende, ikke?!

Helt nøjagtig var de afsted med reklamen ’Happy Beertime’ for Carlsberg, hvor de var indstillet i kategorien ’Innovative Use Of Social For Mobile’.  Konstellation var til Verdensmesterskaberne i reklame, og var udvalgt til finalen blandt de syv bedste i VERDEN.

Thomas flyttede  til København fra provinsen et år efter gymnasiet, og det er nu otte år siden, at han startede sin virksomhed sammen med kammeraten Nicolai Elmqvist, der også er fra Kalundborg. Thomas var egentlig Art Director på et reklamebureau, men kunne ikke slippe tanken om, at han kunne selv. De startede ud i små lokaler, men siden da er der sket meget, da virksomheden hele tiden vokser. I dag kan de nyde udsigten ud over søerne i København i nogle helt fantastiske lokaler. Sådan nogle lokaler, der kun findes i storbyen.

‘Jagtstuen’, Konstellation

‘Vi drak nogle øl dengang tilbage for otte år siden, og blev enige om, at vi skulle starte egen virksomhed. Jeg er fra Kalundborg, men ville aldrig kunne drive en virksomhed som Konstellation i en provinsby. Især det at få kvalificerede folk ville være et problem. I visse brancher er det svært, for ikke at sige umuligt at tiltrække den rigtige arbejdskraft, hvis du har virksomhed i provinsen. Det er faktum. Og sådan er det fx i min branche. Det kunne måske lade sig gøre i Århus, da Århus har en snært af miljøet fra København, men det er også den eneste by i Danmark udover Købehavn, hvor jeg tænker, at det er muligt. Ikke engang Odense eller Aalborg ville kunne lade sig gøre for mig. Jeg har bl.a. mange kreative folk, og de er alle meget passionerede mennesker, som går op i kultur,  og den er der ikke meget af mange steder i provinsen, slet ikke i Kalundborg. De her mennesker er nok meget opsøgende og nysgerrige, og de går ikke så meget op i hus, bil osv. Derudover er den type virksomheder, vi arbejder for, førende virksomheder, der alle ligger i København. Det besværliggør også i den grad, at vi skulle ligge vores virksomhed væk fra storbyen. Her tænker jeg fx, når man skal mødes, hvilket man skal relativ ofte, selvom meget foregår via net og tlf. i dag. Vi er klart afhængige af, at vi ikke er alene. Her i København er et kæmpe netværk, bl.a. af freelancere fx fotografer, men også produktionsselskaber. Hele den struktur eksisterer bare ikke derude. Det handler også om branding. At være, hvor det sker, at blive set. Fx er bureaufester meget vigtige, da det netop handler om branding og netværk. Derudover skal man være dygtig og sød, så når man langt’.

Drømmen i New York

Konstellation laver ikke så meget reklamer til tv, derimod mere til online.  Det betyder dog så langt fra, at kunderne ikke ligger i den tunge klasse, for det er der flere af dem, der gør. Bl.a. kan nævnes Carlsberg, Sommersby, Lego, Nykredit, Læger uden grænser og Momondo. Oven i købet på det globale marked med nogle af de danske brands som Lego og Carlsberg.  Konstellation har nemlig for nylig etableret kontor i min ynglingsby New York (der vil jeg også have kontor).

’Vi er i etableringsfasen, men vi har oprettet firma osv. derovre, og så handler det om, at lade folk det vide, så hele ens netværk er klar over, at vi kan tage opgaver derovre også. Vi mistede fx en kunde for to år siden, fordi vi ikke havde lokalt kontor i USA. Vi vil gerne vækste, men vil hellere sprede os i stedet for at blive for store ét sted. Vi skal ikke være større end, at vi alle kan gå ud og få en øl, uden at skulle booke en bar først.  Derudover tror mange, at man har så meget frihed, når man er selvstændig, men det tager mange år, før den frihed er en realitet. Indtil da er man bundet på arme og ben, og derfor laver vi drømmen i virksomheden. Fx at kunne flytte derover med virksomheden og arbejde med vores kunder internationalt.

Altid lidt halm i træskoene

Thomas Pries

Thomas er stadig lidt ’bonderøv’ (på den gode måde naturligvis),og har lidt halm i træskoene –  som tilfældet er med mange af os, der er opvokset i provinsen. Han kan godt savne den natur og den fred, der er væk fra storbyen. Han har tidligere boet i lejlighed i København, men bor nu i et lille hus på Amager, hvor han har en tilgroet have, hvor hunden kan løbe frit. Det giver ham lidt fornemmelsen af at være væk fra storbyen.

’Men det sjove er, at når jeg på et tidspunkt nok finder på at flytte lidt længere væk fra København, så betyder mit lille hus på Amager, at jeg stadig kan være tæt på storbyen de dage, hvor jeg har behov for det. Det kommer til at fungere som en slags mellemstation, og det har jeg brug for, da jeg vil få svært ved at slippe byen helt.  Men jeg drømmer vel ligesom alle andre, der er fra provinsen, om at give nogle af de kvaliteter, noget af den barndom videre til mine børn, som jeg selv havde. Det kan jeg bare ikke med mit job, så det bliver på en anden måde. Jeg synes i øvrigt, at mange steder i provinsen mangler man kultur, men især i Kalundborg er den slem. Man har jo ikke engang et spillested, som man x har i Slagelse, Holbæk, Næstved og Roskilde. Unge har brug for livekoncerter. Det er identitetsskabende at kunne gå til de arrangementer, der passer til den, du er. Jeg har stadig familie i Kalundborg og kommer derfor på besøg jævnligt, men jeg synes i den grad, at Kalundborg burde gøre noget ved kulturlivet’.

Peter Pan generation

Da jeg snakkede med Thomas, sagde han noget interessant – eller han sagde mange interessante ting, men han sagde noget, jeg tænkte over efterfølgende – noget jeg egentlig ikke har tænkt over tidligere.

‘Det er ligesom, at dem der aldrig forlod provinsen hurtigere blev voksne. De bliver gift, får børn, køber hus og bil meget tidligere. I hvert fald mange af dem’.

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg har læst for nylig i Morgenavisen Jyllands-Posten. Ikke at den artikel skelnede mellem storby og provins i diskussionen om at blive voksen, men dét Thomas sagde, det kan der da vidst være noget om. Jeg har ofte tænkt, at de af mine tidligere skolekammerater, der blev i byen, fik deres børn noget tidligere end jeg, men nu hastede det jo heller ikke ligefrem for mig med den slags. Men det er da ikke kun mig (og Thomas), der var lidt langsomme (eller de andre der er hurtige). Undersøgelser viser jo netop, at man i provinsen får børn tidligere, end i storbyen, og det er der selvfølgelig flere indlysende årsager til. Det være sig årsager som uddannelse, karriere osv., men det vil jeg nu ikke komme nærmere ind på nu. Men det må jo også betyde, at storbyen huser flere i ’Peter Pan generationen’ (som de kloge kalder det) end, hvad tilfældet er for provinsen? Eller er det en og samme sag? Hvis ja, gad vide, hvad det har af betydning i det lange løb?

Nu er det jo ikke, fordi jeg siger, at Thomas eller jeg selv, for den sags skyld, tilhører Peter Pan generationen, hans ord fik mig bare til at tænke over, hvorvidt der er forskel på storby og provins på det område. Man kan jo godt vælge at få børn senere eller sent i livet, uden at årsagen er, at man ikke tør tage ansvar osv. En anden ting, han sagde, som jeg også tænkte over var; ‘man skal være dygtig og sød, så når man langt‘. Jeg kunne ikke have valgt ordene bedre selv. Jeg er fuldstændig enig, hvis man har talent og så oven i hatten er et venligt og rart menneske, har man den perfekte cocktail, og man kan nå langt med ‘blot’ de to ting. Èn ting er i hvert fald sikkert, Thomas er både dygtig og sød, så han skal nok drive det langt.

Endelig har Thomas da så meget ret i, at kulturen i den grad halter bagefter mange steder i provinsen. I min kommune er kulturen helt klart en mangelvare. Der er alle muligheder, men de bliver ikke udnyttet. Jeg ved, at erhvervslivet er vigtigt, at selvfølgelig skal der være jobs, ellers ingen tilflyttere, men omvendt indbyder man ikke folk til at bosætte sig, hvis der ingen kulturelle tilbud er, udover naturen – og slet ikke højtuddannede, som kommunen så gerne ser bosætter sig i provinsen også. Det kan undre mig, at kulturen er så usynlig og i den grad nedprioriteret, når selv de store virksomheder i kommunen efterspørger den?! Hvad er årsagen hertil og, hvad gør de rigtig i de provins-kommuner, som har succes med at integrere kulturlivet med provinsen?

Flere af jer  har sikkert læst nedenstående artikel, men til de af jer, der endnu ikke har – læs den, den er sjov og tankevækkende. Det er en Premium-artikel, men I kan godt åbne link her og læse artiklen uden Premium-abonnement.

http://www.jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE6965967/bliver-vi-voksne-sadan-rigtigt/

Jeg er født, opvokset og bor nu, efter ti år i storbyen, igen blandt ignorante bonderøve iført træsko, der alle har juleplatter hængende på væggen, har ‘jydekrog’ på bilen og kører med trailer. Hvis jeg skulle tro en stor del af mediernes skildring af provinsen, ville det nok være noget i den stil. Heldigvis er det ikke sandheden – så langt fra endda. Ikke fordi, der er noget galt med træsko, eller jo, det er der sådan set lidt, men de er sikkert rare at gå i. Eller noget. Men bare fordi man har juleplatter på vægen og/eller går i træsko, behøver man jo altså ikke være mindre intelligent eller have mindre på hjertet, end en med Henry Heerup på vægen og Christian Louboutin-sko på fusserne (det vidner dog om en bedre smag, hvis I spørger mig, men det er jo individuelt). Min far havde klart valgt juleplatterne (og jeg håber i den grad også træskoene i hans tilfælde), og han var bestemt ikke en sløv kniv i skuffen.

Det er bare så ærgerligt, at vores samfund i dag er indrettet sådan, at medierne hovedsagligt skriver, taler om og viser billeder fra København. Der bor trods alt mere end fire mio. mennesker i provinsen i Danmark – og de er altså så langt fra alle ignorante bonderøve, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i verden. Men faktum er, at der kun er én rigtig storby i Danmark, resten er større eller mindre provinsbyer  i hvert fald i min optik. Og det gør det bare endnu mere pudsigt, at medierne koncentrerer sig så meget om den ene by, når nu der er så mange andre  byer, man også kan fortælle historier fra. Ikke fordi, jeg synes, at København ikke fortjener opmærksomhed, for det gør den bestemt. Det er en fantastisk by, men at den er fantastisk, udelukker jo ikke andre danske byer for også at være fantastiske.

Hvor, siger du?

Men jeg føler ofte, at provinsen er glemt i mediebilledet (og jeg er helt sikker ikke den eneste, der har det sådan). Jeg føler til tider – eller ret ofte – at provinsen ikke får lov at vise, hvad den egentlig er, og hvad den kan. Netop fordi alle større medier geografisk har base i de større byer, primært København, er det svært for journalisterne at bringe et retvisende billede af provinsens mange facetter.

Næsten alle landets store mediehuse er centreret i hovedstadsområdet, hvilket jeg jo egentlig godt kan forstå, at man har truffet en beslutning om i sin tid. Men det betyder også, at mediebilledet bliver meget ensporet, og går glip af historier fra provinsens små som større byer. Jeg ved, at der findes en masse lokalaviser, men det er jo netop kun de mennesker, der bor i det pågældende lokalområde, der læser de aviser. Derudover har de samme aviser ofte desværre ikke resourcer til at lave det tunge journalistiske arbejde. Vi andre, herunder københavnerne bliver altså ikke klogere på det område og det er ærgerligt og udemokratisk i mine øjne.

En stor del af den danske befolkning er afskåret fra medierne, og det kan man da kalde for et demokratisk problem. Hvorfor har vi ikke i Danmark en mediestruktur, der samler landet i stedet for at adskille det? Jeg har tidligere skrevet så meget om centralisering og urbanisering, og her kommer ordet decentralisering ind i billedet. For uden en sådan, vil tingene aldrig ændre sig.

Medierne ud i provinsens muld

Jeg ved, at flere medier har underafdelinger i forskellige provins-byer, men det er ikke nok. Vi er nødt til at få nogle af de store drenge til at slå rødder i provinsens sorte muld, væk fra hovedstadens brosten. Det er desværre bare ikke den vej, vi går. Se bare på TV2. Inden vi får set os om, har de flyttet alle afdelinger fra Odense til København – de er allerede godt i gang.

Provinsens befolkning kan bidrage med noget helt andet end, hvad tidligere set. Der er ikke så meget mainstream over provinsen, og samfundsdebatten kunne virkelig tage nogle ret interessante skridt og vise helt andre nuancer af Danmark. Der er ingen tvivl om, at de landsdækkende medier kunne få en mere farverig samfundsdebat på mange områder, hvis provinsen i højere grad fik mulighed for at deltage.  Men det hele foregår i København og alt, hvad der foregår i København, bliver per definition til, hvad der er avantgarde og smart uanset, hvad man så end finder på.

Man skal dele

København adskiller sig meget fra de resterende byer i Danmark på flere områder, men så forskellige er københavnere altså ikke fra den resterende danske befolkning. Og vi behøver vel ikke kun stå sammen, når Brødrene Olsen vinder Eurovision, eller når fodbold-drengene hiver medaljer hjem.

Faktisk er det lidt pudsigt, hvor vigtigt det var for København at afholde Melodi Grand Prix i hovedstaden og IKKE i Århus eller Herning. I min optik er netop Melodi Grand Prix eller Eurovision Song Contest om I vil (det er jo ikke længere ‘bare’ Melodi Grand Prix med Jørgen De Mylius),  indbegrebet af provinsialisme. En pakke af dårlig – eller i bedste fald – rimelig musik pakket ind i pailletter og glimmer, når det er bedst. Det skal lige understreges, at når jeg siger ‘bedst’, mener jeg det skam. For mage til show de lavede i København i 2014, skal man lede længe efter. Det var vanvittig flot (det burde det også være med det budget). Men som Mikkel Andersson så fint skrev i ‘Debat’ i Politiken sidste år: ‘Naturligvis skal København bevise, at selv når det kommer til provinsialisme, kan man slå provinsen på dens hjemmebane’. 

Men det er faktum, at langt størsteddelen af eliten i Danmark – økonomisk, kulturelt og politisk – befinder sig inden for en radius af 25 kilometer fra Rådhuspladsen. Og jeg mener lige præcis, at det modsatte burde være tilfældet. At den magt burde være mere ligeligt fordelt over hele landet, eller i hvert fald til flere steder end blot ét. Vi samler ikke Danmark på den måde, vi adskiller. Nu er det jo ikke fordi, jeg er så naiv, at jeg tror (og det ønsker jeg heller ikke), at det er muligt at fravriste hovedstaden al sin magt, men mig bekendt lærer vi da vores børn, at man skal dele, gør vi ikke?!

Jeg bliver helt rundtosset (og glad) af, hvor hurtigt det går.

Så er jeg her igen. Denne gang blot med en lille opdatering til alle jer, der er søde at følge mig her på bloggen.  For tre uger siden kunne jeg skrive 25.000, i dag kan jeg skrive 50.000 læsere på bloggen. Det vil jeg naturligvis dele med jer – for uden jer, ingen blog!

TAK 😉

Vi taler fra eller til den, vi kritiserer den, og vi forsvarer den. Vi definerer den indimellem, som var den én samlet masse – en masse, der i hvert fald ikke er København. Men provinsen er IKKE en stor samlet masse, men når det er sagt, er der visse fællesnævnere ved små samfund – ved provinsen i Danmark, gode som dårlige, som vi ikke kan se bort fra.

Jeg har en tidligere studiekammerat, der har introduceret mig for Martin Thorborg. Martin Thorborg er iværksætter med stort I, forfatter og en masse andre ting. Han er ærlig, han ved, hvad han taler om, og så er han sjov. Jeg har for nylig set hans video ‘Underlig i Provinsen’ i forbindelse med mit blogindlæg, og jeg er tæt på at elske manden. Han rammer plet med sine betragtninger igen og igen. Videoen er lagt som et link nederst på bloggen. Martin Thorborg fortæller i store træk om, hvilke omkostninger det bl.a. kan have at være succesfuld iværksætter i provinsen/små samfund. Han nævner, at er man succesfuld iværksætter, der skiller sig lidt ud fra mængden i en lille by, skal man være klar over, at der kommer nogle slag over snuden. Man skal være klar over, at det kan være sværere at være iværksætter i provinsen på nogle punkter.

Provinsen har ikke plads til store armbevægelser

Og han har så meget ret. Nogle steder mere end andre, men jeg kan sagtens se, hvor han vil hen. Vi skal jo, som altid, helst passe ind i kasserne med de andre, og gør vi ikke det, bliver der snakket. Den tænkte jeg lidt over, og snakkede herefter med en del iværksættere rundt omkring – i storby og i provins. Jeg besøgte bl.a. Morten Tranekær og Lasse Berg Svenningsen, der begge er iværksættere med fast base i Slagelse.

Morten er 26 år og har været selvstændig siden februar 2014. Han ejer MTop.dk, der laver webshop-optimering samt rådgivning. Han er tidligere SEO-manager ved en Web-shop.

’Jeg er blevet selvstændig bl.a., fordi jeg godt kan lide at arbejde, og det får man ikke anerkendelse for i et almindeligt job. Det kan jeg få som selvstændig. Og ja, jeg overvejede længe at flytte til København eller Roskilde, for den sags skyld også, i forbindelse med, at jeg blev selvstændig. For netop at komme til en større by og tættere på den personlige kontakt til kunderne. Men arbejdet med web-shops kan jeg godt klare herfra, men det kræver, at jeg kører længere og planlægger en del mere. Det er en af udfordringerne, men der er flere. Det er tydeligt i provinsen, at hvis man har succes og flasher det, bliver der talt om det. Her er mere Jantelov. Jeg tror, at det har med at gøre, at ambitionerne ofte ikke er så store i provinsen, som set i fx København. Du begrænser dig, hvis du tænker lokalt. Du skal være i stand til at strække dig i tanken udover, hvor du er lokaliseret geografisk. Derudover skal folk ikke tro, at de er noget. Vi er flokdyr, og vi vil gerne det samme som alle de andre’.

Lasse på 27 år er selvstændig inden for online markedsføring og ejer www.goleaseit.dk. Han har været iværksætter siden 2013, også han mener, at der er udfordringer ved at være iværksætter i provinsen. Han har fået hug for sine armbevægelser, men er ligeglad.

’Sådan er det. Danskerne er bare Jantelovsprægede, og det kommer nok mere til udtryk nogle steder end andre. Og så handler det om det sikre valg. At være selvstændig er langt fra det sikre valg, og det er der mange, der ikke kan forholde sig til. Men det kommer også an på, hvad du kommer fra’. En af udfordringerne i provinsen er klart, at her er mere sløvt. Inden for Mortens og mit felt er det okay at være iværksætter i provinsen, men man bliver ikke set på samme måde, som hvis man bor i storbyen. Har du fx med branding at gøre, ville jeg ikke vælge provinsen. De følger heller ikke med tiden i mange af kommunerne herude. Det er meget bedre i storbyen, fordi de er mange flere om at gøre noget aktivt’.

’Det er lettere at samle en flok i storbyen, hvor der er flere iværksættere, end i provinsen. Og det betyder utroligt meget at have netværk, og det er bare lettere i storbyen’, siger Morten.

Jeg spurgte efterfølgende direktør for Kalundborg Erhvervsråd, Paul Jensen om, hvordan han oplevede udfordringer/problemer ved at være iværksætter i provinsen.

’Jeg ser ikke specifikke udfordringer ved at være iværksætter i provinsen i forhold til storbyen. 
Der vil jo selvsagt være en større kritisk masse i storbyen’.

Paul Jensen påpeger tillige, at erhvervslivet stiller sig til rådighed som mentorer over for iværksættere
, og at der er et tæt samarbejde mellem Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune.

Helikopter-perspektiv

Der er uden tvivl mange ildsjæle her i byen, i Slagelse og i mange andre provinsbyer. Ligesom jeg er sikker på, at erhvervsrådene rundt omkring i kommunerne gør deres bedste, men det er bare ikke nok, og med fare for at få hele Kalundborg Erhvervsråd på nakken, erklærer jeg mig uenig i Paul Jensens udtalelser. Selvfølgelig er der problemer – eller udfordringer, om I vil. Vi skal jo være politiske korrekte i denne coaching-tid, hvor vi skal se det hele i helikopterperspektiv (men det forsvinder problemet jo ikke af). Et problem er et problem, uanset, om vi kalder det et negativt eller positivt ladet ord. Men nuvel ’udfordring’ (så er jeg også lidt moderne). Jeg mener klart, at det er naivt at sige, at der ingen udfordringer er som iværksætter i en provinsby kontra i en storby.

‘Korsbæk-syndrom’

Jeg er nogle gange bange for, at provinsen kan blive fanget af et slags ‘Korsbæk-syndrom’, hvor Bankdirektør Varnæs og Albert Arnesen, der ejer Damernes Magasin hårdnakket til den bitre ende benægter, at der er problemer og et behov for forandringer. De tænker derimod, at venter de længe nok, vender skuden nok. Det sker ikke, og du bliver ‘slået hjem’ i stedet. Mads Skjern er realistisk og nytænkende, hvilket er årsagen til hans succes. Det er da ikke så svært at forstå, eller er det? Og så lige et godt råd til de af jer, der ikke har set Matador (men der kan da ikke være mange). Kom i gang, det er et stykke Danmarkshistorie, som vi alle bør se og ’give videre’ i arv til vores børn.

I min optik, skal man begynde med at være realistisk omkring forholdene i provinsen, og lave en plan ud fra det. Det nytter ikke noget, at man erklærer, at der ingen ulemper er ved at være iværksætter i provinsen, for selvfølgelig er der det. Ligesom der er ulemper ved at være iværksætter i storbyen. Se på, hvad der er af mangler, og skab derefter mulighederne (miljøet). Mange kommuner kunne fx lære noget at Ikast-Brande, der for fjerde år i træk er blevet kåret som årets erhvervskommune. Dermed ikke sagt, at man ikke skal se positivt på tingene, men vi er altså nødt til at begynde med at være realistiske. Jeg bliver ærgerlig, som iværksætter, når jeg hører den slags sludder. Det er lige præcis den holdning, der gør, at vi ikke forstår virkeligheden, og ikke flytter os i den rigtige retning.

Jeg har selv virksomhed i Kalundborg, og var jeg ikke villig til at køre til København og andre større byer, havde jeg ikke nok arbejde – i hvert fald ikke, hvis jeg vil bruge min uddannelse. Jeg bor i en by, hvor jeg ikke har de store muligheder for netop at bruge min uddannelse, med mindre jeg er selvstændig og kører til storbyen. Det i sig selv, er jo også et problem, hvis man gerne i provisen vil tiltrække højtuddannede.

Plads til forandringer

Det, jeg forsøger at sige, er vel på den ene side, at man i provinsen skal blive bedre til at håndtere det, der er anderledes, og dem, der vil noget andet, end majoriteten. Vi skal give plads til at tænke ud af boksen, og plads til store armbevægelser indimellem. Ellers risikerer vi, at alle ejerne af de store armbevægelser pludselig skriver ’postnr. storby’ og ikke ’postnr. provins’. På den anden side, skal vi (her mener jeg også kommune, erhvervsråd etc.) også blive bedre til at tænke nyt og moderne uanset, om vi hellere så, at tingene var, som de altid har været. Det er jo så godt og trygt, men det baner ikke vejen for fremskridt. Hvis vi blev bedre til det, ville alle de unge måske ikke flygte til storbyen og blive der. Men derimod komme tilbage til provinsen, fordi der er noget at vende tilbage efter udover en smuk natur og en masse søde mennesker. Vi skal alle huske på, at noget af det letteste her i verden er, at sidde bag ligusterhækken og pege fingre af dem, der forsøger, men som ikke altid har succes, men de forsøger i det mindste! Og så er der jo også dem, det lykkedes for – ikke at forglemme.

Martin Thorborgs ’Underlig i provinsen’.

http://thorborg.tv/underlig-provinsen.html