Måned: juni 2015

‘Kampen’ mellem by og land – eller nok nærmere mellem København og resten af Danmark – har efterhånden stået på en rum tid – det er næsten blevet en kliché – og ingen kan i virkeligheden sådan rigtig huske præcis, hvornår der opstod ‘splid’ mellem hovedstaden og mere eller mindre resten af Danmark. Egentlig er den såkaldte ‘splid’ jo i mange henseender kærligt drilleri mellem københavnere og alle os andre. Men hvorfor så den diskussion igen og igen?

Fordi, der også er mere alvorlige ting på spil. Centralisering. De sidste årtier har vi oplevet den største centralisering af Danmark siden enevælden blev indført. I provinsen er centraliseringen årsag til, at tusindvis af offentlige jobs er forsvundet derfra og ind til de helt store byer (her snakker vi naturligvis efter danske forhold, når jeg stiger ’store byer’). Hvis vi skal have et land i balance, er der vel behov for, at vi vender den udvikling blot en smule og sørger for, i hvert fald til en vis grad, at provinsen får arbejdspladserne tilbage. Eller tager jeg fejl?

Fx  går 4.000 akademikere ledige i Købehavn, mens jeg skriver dette.  Hver femte akademiker i København har et job, som de er overkvalificeret til.  Ud af de 15 kommuner, hvor der er færrest akademikere i en stilling, der passer til deres uddannelsesniveau, befinder ti af kommunerne sig i hovedstadsområdet.

Akademikerne bliver altså gerne sammen i storbyerne for at tage jobs, de er overkvalificerede til samtidig med, at virksomheder i provinsen har problemer med netop at rekruttere højtuddannet arbejdskraft. Det giver da ikke mening og skaber i den grad en ubalance i Danmark. Jeg læste, for nylig, at akademikere i Aalborg langt hellere ville gå ledige end at tage jobs i de små byer tæt på Aalborg. Hvad sker der for det?

Jeg nyder, at der næsten ingen trafik er en tidlig aften på vej hjem fra København til provinsen.

Det er jo helt åndssvagt, at virksomheder i provinsen ikke kan anskaffe højtuddannet arbejdskraft til de ledige jobs i provinsen, når der fx er så mange akademikere i København uden jobs. Jeg er klar over, at det ikke er lige så fancy at arbejde i en lille eller mellemstor virksomhed i provinsen, ja, nok ikke engang en stor virksomhed i provinsen kontra at have job i en virksomhed i København – stor som lille, men det er da noget fis, hvis man spørger mig. Og selvfølgelig spiller det også ind, hvor folk gerne vil bo osv., det er jeg helt klar over. Men der er faktisk lavet undersøgelser på netop, hvorfor folk ikke vil tage jobs i provinsen, og en af faktorerne, der spillede en rolle, var bl.a., at det var mere velset (læs: trendy) at have job i København, og at disse jobs ydermere hurtigere gav adgang til at gøre karriere. Det er da ikke for sjov, at man – i min branche – helst befinder sig max ti km fra Rådhuspladsen. Det er jo her, det sker. Når journalister fortæller historier om Danmark, er det København, de mener. København er nemlig Danmark i medieverdenen. På nær, når de skal fortælle om, hvor skidt det står til i ’udkantsdanmark’, så kan de i en rasende fart lave en dårligt researched dokumentar eller artikelserie fra provinsbyer rundt omkring i Danmark, hvor de fremstiller de små samfund, som middelalderlige uden nogen form for potentiale, og med borgere, der fatter hat. Det eneste man får ud af det, er, at det har en negativ effekt. Det er den der med, hvorvidt glasset er halvfuldt eller halvtomt…

Da jeg gik på journalistik fakultetet på universitetet, og vi skulle til den berømte ’panikdag’ i Århus, gik alle (som altid) efter det samme – de store steder. TV2, DR, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Information, Berlingske Tidende osv. Ingen ville ud på de små lokalredaktioner i provinsen. Vel nok af flere årsager, men lur mig, om det ikke spillede en stor rolle, at det ikke var så prestigefuldt at arbejde på en lille lokalredaktion som på Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg ved det, for jeg var der jo selv. Og jeg var ikke et hak bedre, end alle de andre. Jeg havde imidlertid en underviser på RUC, der sagde til mig, at hvis jeg var klog, valgte jeg et af de mindre steder, fordi her fik jeg meget mere indflydelse på mit job og mulighed for langt flere ting end, hvad tilfældet ofte (ikke altid) var de større steder. Det kan jo ikke komme bag på nogen, at jeg IKKE lyttede efter. Jeg valgte Morgenavisen Jyllands-Posten som min 1.prioritet, og fik den (jeg var ikke til at skyde igennem den dag).

Misforstå mig nu ikke, jeg havde en fantastisk tid på JP, lærte meget fra mine fantastiske dygtige kollegaer og fik et godt netværk og alt muligt andet med i rygsækken, men i dag, kan jeg alligevel godt se, at min tidligere underviser på RUC havde ret. Netop på de mindre redaktioner rundt omkring i landet, får du mulighed for at tage større ansvar og mulighed for mange flere ting end, hvad tilfældet ofte er de store steder, hvor der er relativt mange i praktik. Problemet i dag er så bare, at flere af de steder ikke længere eksisterer netop pga. centraliseringen, men ikke desto mindre, skal man ikke underkende hverken små eller store virksomheder, der har valgt at have domicil væk fra storbyen. Faktisk burde de anerkendes i stedet.

Nyder en smuk solnedgang i provinsdanmarks fred og ro.

Jeg var selv så forhippet på storbyliv, at jeg ikke så skoven for bare træer. Jeg har aldrig fortrudt, det er slet ikke der, jeg vil hen, næ – jeg elsker stadig storbyen og savner visse ting. Men jeg vil egentlig bare så gerne slå et slag for, hvor dejlig Danmark også er uden for murerne af vores smukke hovedstad. Derudover, mener jeg, at alle de virksomheder, der tør satse på andet end de store byer i Danmark er vanvittige vigtige i hele dette spil.  De er netop med til at skabe vækst i provinsen – skabe en værdi, der – forhåbentlig med tiden – vil ændre på mange højtuddannedes syn på provinsen. Provinsen er ikke ’bare’ et sted, hvor man tager i sommerhus en uges tid (der helt ude på marken, hvor de hverken har rindende vand eller internet). Næ, provinsen er faktisk på nogle områder ganske som storbyen, og på andre, meget anderledes. Men det er jo bare skønt. Hurra for det. Vigtigst er, at provinsen er et virkeligt sted, hvor størstedelen af Danmarks befolkning lever deres liv hver dag. Og hold nu fast – det fede er, at langt de fleste bor der, fordi de har valgt det, og elsker det.

Mon ikke, at storbyøjnene har brug for et par provinsbriller en gang imellem, og hvem ved måske provinsbrillerne heller ikke tager skade af, at et par storbyøjne kigger ud af dem.

”Mit største mareridt er at komme til at skulle bo i provinsen. Jeg overnatter der heller aldrig. Jeg bliver altid mindet om, hvordan folk opfører sig de steder. Jeg hader virkelig den danske provins. Jeg hader den!”

Jeg faldt over en artikel, hvori den danske digter, Søren Ulrik Thomsen, for nogle år siden blev citeret for ovenstående. Hvad i al verden har han oplevet, der er så grusomt, at han ikke engang har lyst til at overnatte i provinsen? Da jeg boede i København længtes jeg ofte efter naturen på min hjemegn. Nu jeg igen bor på hjemegnen, indrømmer jeg gerne, at jeg også savner mange ting – ting, som København giver mig. Jeg er jo vild med både byliv og freden ude på landet, og sandsynligheden for, at der er andre end mig, der har det sådan, er vidst temmelig stor. Nå, men tilbage til Søren. Jeg tænker, at han da gerne må komme en tur forbi mit gæsteværelse, så kan jeg måske overbevise ham om, at vi herude i provinsen da opfører os ganske hæderligt – for det meste 😉

Røsnæs, Vestsjælland.

Jeg har fornemmelsen af, at flere fremtrædende ’kulturpersonligheder’ i Danmark, som fx Søren Ulrik Thomsen har det pænt skidt med provinsen. Provinsen har fået et kedeligt mærkat i nogles øjne; juleplatter, bankospil, vold, oversavede jagtgeværer, fadøl, ufaglærte, kontanthjælpsmodtagere osv. Hvad der tidligere, i bl.a. dansk litteratur og film, blev fremstillet som værende hyggeligt og afslappende – et sted med Morten Korchs romantiske bondegårde, skovens blomster, havets brusen, lærkesang og kronhjorte – er i dag sunket dybt ned i et både åndeligt og socialt armod. I hvert fald hvis du spørger ‘den kulturelle elite’.

En af de gamle danske filmperler fra dengang, hvor  provinsen var et hit.

Provinsen bliver af mange, i dagens Danmark, opfattet som værende uendelig kedelig og dræbende og i værste tilfælde ved at drukne i ‘fadbamser’ og mærkværdige mennesker, der hverken kan eller vil forstå almindelig sund fornuft. Hvem gider bo i det provinsielle proletarsamfund ude på bøhlandet, når man kan bo i den civiliserede hovedstad, hvor man da Gud ske lov kan få en ’latte’ at styrke sig på alt imens, man mænger sig med den såkaldte kulturelite. Og skal man absolut bevæge sig ud af storbyen på weekend eller ferie, tager man da til Tisvilde, for hvem gider resten af Danmark? I princippet er klassesamfundet afgået ved døden, men det lever alligevel i bedste velgående. Hvorfor mener en pæn stor del af befolkningen ellers, at livet kun kan leves øst for Valby Bakke?

Det er fx noget nær umuligt at skaffe læger til sygehuse i provinsbyer. Af den grund har blå blok, inden valget, foreslået, at der skal være en bonus for de læger, der vælger at flytte til provinsen og praktiserer. Hvad har gjort provinsen så forfærdelig, at man ligefrem skal have en bonus for at flytte væk fra storbyen?

Det her er der bl.a. plads til lige uden for min dør.

Danmark er opdelt i afskyen for det provinsielle Danmark. ’Det bedre borgerskab’ vil helst bo i kulturelitens højborg, og nogle må så pendle ud til ’de stakkels mennesker’, der ikke kan finde en bolig inden for murerne eller ikke har råd. Eller tør vi indrømme, at mange har VALGT at bo i provinsen?Hvorfor har provinsen i dag, modsat tidligere, et så tvivlsomt image på mange områder? Det er jo i den grad så forkert. Faktisk viser undersøgelser, at den kreative klasse er begyndt at søge provinsen, og det er da et godt tegn, hvis I spørger mig… Vi har nemlig brug for kreative tænkende mennesker – det har man alle vegne.

Lige for at få det på det rene, jeg elsker storby, jeg elsker provins. Jeg elsker København, jeg elsker ‘bøhlandet’. Jeg vil bare så gerne, at vi får et samlet Danmark igen, og jeg er gerne med til at bygge bro til et Danmark med muligheder uanset, om man bor i hovedstaden eller i en lille provinsby. Det store spørgsmål er blot, om det lader sig gøre og, med et netop overstået valg, om den nye regering kan løfte opgaven? For under hele valgkampen var diskussionen om provinsen/’udkantsdanmark’ da i den grad fraværende i debatten – både hvad angår rød blå blok (man havde i stedet travlt med at knalde en skovl op i de andres ansigt, bare fordi…).

Apropos skovl. Nu vi alligevel lige runder folketingsvalget, er jeg nødt til at nævne min undren for, hvordan vi danskere indimellem tolker demokratiet. Det har intet at gøre med, hvorvidt man er rød eller blå, men derimod kan tonen undre mig. Nu har ’vi almindelige mennesker’ igennem længere tid lyttet til politikerne kaste mudder efter hinanden og – med rette – kritiseret dem for det. Det ‘forunderlige’ er så, at da demokratiet havde vist sit ansigt og folket havde talt, så kom alle skældsordene fra befolkningen. Nu var det pludselig helt okay, i mindre fine vendinger, at ytre sig om modparten og, hvor ’dum og uintelligent’ denne var-  både på den ene og den anden side.

Hvad der også undrer mig, er behovet for at skelne mellem ’dem’ og ’os’. Og når jeg skriver ’dem’ og ’os’, mener jeg ’storbyen’ og ’provinsen’. Ja, der er visse områder, der stemmer meget blåt eller meget rødt, men husk venligst igen på, at ’mange’ ikke betyder ’alle’. Men al den snak med ’dem’ og ’os’ i by og på land er med til at skabe et negativt billede af hinanden, og splitter landet.

Jeg har venner i København og i provinsen. Venner, der stemte på Alternativet, Dansk Folkeparti og alt derimellem (forhåbentlig kender jeg ingen, der IKKE brugte sin demokratiske stemme). Jeg er langt fra enige med alle mine venner og bekendte, hvad angår politik, men jeg er stadig gode venner med dem, og jeg mener ikke, at de ikke ’fatter en hujende fis’, fordi de stemmer på et bestemt parti, eller bor i en bestemt del af landet. Det ville da være for dumt. Hvad blev der af at holde en sober tone, ganske som vi forlanger af politikerne? Hvad blev der af at være lydhør over for andre mennesker, diskutere tingene stille og roligt, og måske i sidste ende, nogle gange, blive enige om at være uenige. Dét, at vi netop har lov til at tænke, og højlydt sige, hvad vi tænker, dét er præcis, hvad demokrati og ytringsfrihed handler om. Den frihed hylder jeg hver dag.

Jeg var til fødselsdag i går, og politisk var vi en broget flok, men det blev diskuteret stille og roligt, flere var uenige, men respekterede hinanden alligevel. Og det er jo netop sådan langt de fleste politikere har det med hinanden. Når kameraet er slukket, er mange politikere rigtig gode venner – på tværs af politiske holdninger. Jeg kender flere politikere, hvor det er tilfældet (også nogle, der virkelig kom bag på mig). Men det ville virkelig klæde den danske befolkning at huske på det fra tid til anden.

”Hold nu kæft” har jeg lyst til at råbe. Men jeg gør det ikke  – endnu. For jeg er jo opdraget ordentligt (og de ville i øvrigt heller ikke høre mig). Men jeg kommer med et stille suk. Jeg er træt af valget. Træt, træt, træt. Eller dvs. jeg er ikke træt af selve valget, men træt af at høre på voksne mennesker, den ene værre end den anden, stå og klaske hinanden i hovedet med verbale tæsk i en debat, der ellers kunne være sober, hvis man gad. Hvis man gad at fokusere mere på, hvad man selv samt, hvad ens parti kunne bidrage med i ’kampen’ om et bedre Danmark, i stedet for at have så travlt med at fokusere på, hvad modparten har gjort for flere år siden dengang, hvor Prins Knud var barn. Hvor forkert det var dengang, og hvad man skulle have gjort i stedet. Fokus, tak. Det handler om fremtiden.

Jeg faldt over et indlæg, som en af mine venner skrev på Facebook forleden. Hun ramte noget, for det er omtrent sådan, jeg tænker, når jeg ser valgdebat (på nær, at jeg ikke kan tænke tilbage på dengang i sandkassen med uvorne unger, der drev skovlen i synet på den anden, bare fordi. Min er fire – jeg står skam midt i det). Derudover er jeg nu også pænt interesseret i politik,  men Dorthes indlæg ramte mig alligevel. Hun har nemlig ret. At hun så kan skrive om emnet, så man er ved at tisse i bukserne af grin, det er jo blot en slags bonus.

”Som ansvarsfuld borger forsøger jeg at pejle mig frem til, hvor det fornuftsmæssigt er bedst at sætte det der X om en uge. Jeg er ikke overvældende politisk interesseret, så de der debatter må være vejen frem, tænker jeg. Så kan jeg måske få styr på, hvem der synes noget fornuftigt. Nu har jeg fulgt intenst med i et par dage. Og jeg er på ingen måde blevet klogere. Jeg føler mig mere hensat til dengang mine unger var helt små. Og kom op og slås i sandkassen over en grøn plastikskovl. Og jeg af vanvare var kommet til at vende ryggen til i 3 minutter, og derfor ingen jordisk chance havde for at hitte ud af, hvem der havde den skide skovl først, hvem der lyver af karsken bælg, og hvem der fortjener et rap over nallerne for at smaske bemeldte skovl lige durk i synet på den anden. Sådan nogle pattebørn. Hvordan skal jeg blive klogere på noget som helst, når hele sendefladen er dækket af fuldvoksne mennesker, der er mere optagede af at skyde skylden over nettet, fejlfinde og i floromvundne vendinger skumsvine hinanden??
Det skider jeg på. Jeg stemmer på Allan Simonsen.”

I virkeligheden vil alle os, der skal sætte krydset jo bare gerne høre om, hvad man vil gøre fremadrettet, hvad man vil fokusere på at gøre bedre – og helst på almindeligt dansk. Uden 63 statistikker og beregninger, uden udenomssnak og fagord, som ingen alligevel fatter hat af. Vi bor i et skønt land med mange muligheder og langt færre begrænsninger. Vi har demokrati og rettigheder, som vi skal værne om, men der er jo altid plads til forbedringer. Det er vi alle vidst enige om. Det store spørgsmål er så bare, hvilke områder er vigtigst at forbedre, og her bliver alle for alvor uenige igen. Og når jeg siger ’områder’, mener jeg selvfølgelig områder som erhverv, miljø, sundhed etc., men jeg mener også i geografisk forstand.

Vi har jo hver især en mening om, hvad der er vigtigt – nogle mener, at erhverv kommer i første række, mens andre mener miljø osv. De argumenterer alle fint for hver deres, og kan overhovedet ikke finde ud af at blive enige med hinanden om noget som helst. Det er vel blot faktum.

Men når vi snakker i geografisk forstand, synes jeg i virkeligheden, at det er ret simpelt (det er det så ikke, men det er det i mit hoved). Jeg har boet i København i mange år, og bor nu i provinsen. Jeg elsker storby, provinsby og bøhlandet på godt og ondt, og jeg mener, at det hele skal have en plads i Danmark, for tilsammen er det jo netop Danmark. Alle områder skal have en håndsrækning, hvis det er nødvendigt. Men visse steder trænger måske nok mere end andre. Der er vidst noget med noget centralisering og en eller anden ‘udkant’. Den lader vi lige stå lidt…

En helt anden ting, jeg i øvrigt finder pudsig, er, at folk så ofte inddeler andre mennesker i kategorier efter, hvor de bor. Gu’ er der da sikker flere, der stemmer blåt i Rungsted end på Vesterbro, men pas nu på med at dømme folk efter, hvor de bor eller kommer fra. Det ville jo være ganske mærkeligt, hvis en hel by stemte det samme. Husk lige på, når du læser en undersøgelse/statistik, at ’en stor del’ ikke betyder ’alle’, ligesom ‘en mindre del’ ikke betyder ‘ingen’.

Nå, tilbage til mudderkastningen. Jeg læste forleden, at til trods for, at rigtig mange danskere mener, at tonen i dansk politik er blevet hårdere, er det faktisk ikke tilfældet. Valgforskere mener derimod, at det er medierne, der elsker negative historier, og at det kan give det indtryk, de fleste har fået af valgdebatten. Og det er muligt, men det gør det jo ikke lettere at være ’almindelig’ dødelig dansker, der bare gerne vil blive klogere på, hvor krydset skal sættes.

For mig (ligesom for flest andre, formoder jeg) handler det helt simpelt om, hvilke værdier, der er vigtigst for mig, og så selvfølgelig ellers finde ud af, hvem der opfylder, eller i hvert fald kommer tæt på, mine krav. Jeg får desværre ikke indfriet alle mine krav på én gang, og det er umuligt at finde et parti, som jeg kan identificere mig 100 pct. med. Det er nok i virkeligheden de færreste, der kan prale af det? Gid jeg kunne klone flere af partierne og evt. et par af kandidaterne også…

Jeg er ikke sikker på, hvor jeg kommer til at bo resten af mit liv, der er jo heldigvis så mange muligheder –  og hurra for de muligheder. Det er jo bl.a. dem, Danmark giver mig med i rygsækken. Jeg håber blot, at folk husker på, udover egne mærkesager, at det er vigtigt, at landdistrikterne får samme vilkår som by-kommunerne. Nej tak til særbehandling, men blot en simpel ting som god infrastruktur, der er altafgørende for, at by og land hænger sammen – er det for meget at forlange i 2015? Indtil videre må det blive et ‘ja’ herfra. ‘Ja’ til, at det ser ud til, at det er for meget at forlange, for infrastrukturen – flere steder i provinsen – er da næsten ikke eksisterende. Hvis Danmark skal hænge sammen, nytter det jo ikke, at dele af landet er amputeret. Og ja, indimellem har jeg lyst til at lukke øjnene, stemme på Allan Simonsen (eller Anders Fogh Rasmussen, som en såkaldt reality-‘stjerne’ for nylig så håbløst blev citeret for at stemme på til det kommende valg) og så ellers håbe det bedste. Men én ting er sikkert. Det bedste sker i hvert fald IKKE ved at være ‘sofavælger’. Det er ikke blot vores demokratiske ret at stemme til et folketingsvalg, det er også vores pligt.

Genialt – intet mindre. Og sjovt. Sådan skal det gøres…

Er simpelthen nødt til at linke til dette fantastiske humoristiske indslag fra Sønderborg, som en af mine søde Facebook-venner gjorde mig opmærksom på tidligere i dag. Egentlig ville jeg have serveret den for jer på søndag – i forbindele med mit næste indlæg  – men I får det altså alligevel nu (jeg kan ikke vente).

Gør jeg selv en tjeneste og klik på nedenstående link – det er så gennemført. Her er der nogle, der forstår at gøre opmærksom på sig selv ved hjælp af ironi – jeg elsker det!

Man får helt lyst til at flytte til Sønderborg – for hvilke herlige mennesker, der må bo der…

https://www.youtube.com/watch?v=lPrsWnolvrg

Kalenderen skriver ’sommer’, og i dag føltes også sådan, men ellers har vejret måske nok været lidt mere nærig med at dele sol og varme ud til alle os solhungrende danskere her i foråret. Nå, men pyt, det kommer nu – det er jeg sikker på. Noget, jeg elsker ved den danske sommer, eller jeg elsker mange ting, men noget, som jeg egentlig nok aldrig har tænkt sådan videre over før nu(måske fordi det er noget, man tænker over, når man er midt i 30’erne og ikke midt i 20’erne), er alle de små gårdbutikker og vejboder langs landevejen, når man sådan er på tur rundt i det danske land, eller bare på vej på job. Det er jo intet mindre end fantastisk, at vi lever i et land, hvor der tradition for, at vi slår et lille skur, en vogn eller andet mærkværdigt op langs vejen for derefter at sælge alverdens ting og sager. Primært frugt og grøntsager. Frisk frugt og grøntsager direkte fra landmandens mørke muld – derude bagved vognen/skuret. Ikke at forglemme julemåneden, hvor man kan købe gran, juletræer, brændte mandler, nisser osv., både her og der og langs de danske landeveje.

Der, hvor jeg har sommerhus, har vi bl.a. ’Den Grønne Vogn’, hvor man netop kan købe årstidens frugt og grønt, ligesom man kan plukke jordbær på marken, eller hvis man er doven, få nogle andre til det (jeg kommer altid til at spise en hel del, så jeg er ikke værd at tage med, hvis det skal gå stærkt). Jeg har aldrig tænkt videre over det, for de ’grønne vogne’ har jo altid været der, i hvert fald så længe jeg husker. Ligeså er det med det område, hvor jeg bor. Når jeg kører på alle de mindre landeveje rundt omkring, bugner det med små skæve boder langs vejen, hvor man netop også kan købe årstidens frugt og grønt, honning og andet godt, der ikke er fyldt med tilsætningsstoffer og/eller har ligget i supermarkedet i flere dage. Vælger jeg at løbe en tur, kan jeg også være sikker på, at jeg kommer til adskillige små steder, hvor jeg bliver alvorligt fristet – både forbi små hyggelige gårdbutikker og skæve vejboder – og jeg elsker det. Jeg har en gang præsteret at løbe små 9 km med jordbær i den ene hånd og ærter i den anden – kan dog ikke anbefales, og jeg var pænt træt af mig selv, fordi jeg ikke tænkte ruten bedre igennem, og købte tættere på ’hjem’ (næste gang sætter jeg mig i grøftekanten og spiser det hele).

Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at vi har de her små boder, mange steder i Asien, hvor jeg har rejst, bl.a. i Vietnam, Cambodia, Laos, og Thailand, ligesom tilfældet er i Europa i fx Spanien, Frankrig og Italien, har de også små boder langs vejen, hvor man kan købe frugt og grønt. Forskellen er blot, at her står der mennesker og betjener en, dét gør der ikke i boderne i Danmark. Og lige præcis dét, synes jeg er så fantastisk. Tænk, at man stadig i små lokalsamfund ude på landet stoler så meget på hinanden og alle de fremmede, der passerer, at man lader en lille pengekasse stå, og så ellers regner med, at folk er ærlige – OG kan regne.

Nå, tilbage til ’ærlighed’ og det hyggelige ved vores ’vej-tradition’ i lille Danmark. I den lille by, hvor jeg har sommerhus, låser de ikke havemøbler på caféerne inde, og blomsterkrukker, lysestager og lanterner står frit udenfor, så enhver, der er lidt langfingeret, kan tage dem med. Men det er der åbenbart ingen, der gør, for så tænker jeg,  at de var begyndt at låse dem inde. Det er skønt, at man stadig stoler på hinanden – og ikke mindst, at man KAN stole på hinanden nogle steder endnu, for faktum er desværre, at flere steder i Nordjylland og på Nordsjælland (og sikkert også andre steder)har de problemer med, at folk enten ikke kan regne (eller nok nærmere ikke vil), og efterlader for lidt penge, eller de tager hele pengekassen. Øv, hvor er det bare ærgerligt, at nogle ikke kan finde ud af, hvad der er dit og mit, og så måske med tiden ødelægger en god tradition, fordi det så ikke længere lader sig gøre at have en sådan ‘ubevogtet’ bod langs landevejen. Jeg tror faktisk ikke, ved nærmere eftertanke, at jeg har været i noget andet land, hvor man har ’menneskeløse’ boder langs landevejen. Dét synes jeg faktisk siger lidt om os danskere, og det er jeg faktisk lidt stolt af. Lad os fortsætte i den retning, hvor vi viser hinanden tillid, og lad os så ellers leve op til den tillid, som fremmede mennesker viser os.

Udover tilliden er jeg også vild med det hyggeligt i at handle de her små steder. I dag var jeg ude og hente kartofler hos en af de lokale landmænd, der netop har sådan et lille bord i sin lade, hvor der står en lille rød pengekasse og så ellers friske ny opgravede kartofler. Jeg fik en lille sludder med to ældre herrer, der også var af sted efter kartofler. Så stod vi der og småsludrede et par min., ønskede hinanden en god weekend og af sted ud af landevejen med vinden i håret (okay,  måske nærmere aircon), min datter ved siden af, solen skinnende fra en blå himmel,  for derefter at køre ned på stranden for at spise is og nyde solen, roen og hinanden, inden man skal hjem og spise de friske  kartofler på terrassen – efterfulgt af nyplukkede danske jordbær. Derudover har ens gode veninde været forbi med friske æg fra hønsegården (I kan godt høre, at jeg ikke kan lide mad, ik’)? Sådanne dage elsker jeg virkelig den danske provins, og det er nok dér, at det går op for mig, hvorfor den del af Danmark også betyder så meget for mig.

Min datter Aura-Xenia samler sten på stranden (efter is), tæt ved vores hjem.