Måned: november 2015

Jeg har tidligere skrevet om dialekter, men kom igen til at tænke på det danske sprog i forbindelse med noget lidt andet. Når jeg rejser rundt i verden, slår det mig, at Danmark egentlig næsten er for lille til, at vi har travlt med hinandens dialekter. Alle taler jo trods alt dansk, selv om dialekterne varierer. Københavnerne (hvoraf mange i øvrigt selv er fra provinsen) synes, at man taler bondsk på landet, og provinsboerne synes, at københavnsk er et frygteligt sprog – sådan groft sat op. Nogle forstår ikke én dialekt, og nogle ikke en anden. Det sjove er, at når vi rejser ud i den store verden, så taler vi alle i sidste ende dansk, for vi er nemlig vant til, at folk, der bor i Danmark forstår og taler dansk. Dermed ikke sagt, at vi ikke taler andre sprog, for det gør danskerne jo netop i stor stil – og det skal vi bestemt da også blive ved med.

Når vi danskere rejser udenlands, fortæller vi til alle, der gider høre på os, at dansk er et ’lille sprog’, fordi kun godt 5,5 mio. mennesker har det som deres første sprog – eller modersmål om I vil. Så ja, det er da helt korrekt, når man siger, at ’dansk’ er et lille sprog – taget i betragtning, at der trods alt er knap 7,5 mia. mennesker på jorden. Men det vi måske ikke tænker over, og måske tager lidt som en selvfølge, er, at næsten alle, der bor i Danmark, taler dansk – eller man forventer det i hvert fald. Det er langt fra tilfældet i andre lande.

Tag nu USA. Det er ganske vidst et land, der er langt yngre end Danmark, og hvor befolkningen netop er baseret på mange forskellige nationaliteter til at begynde med, men det er alligevel tankevækkende, at det amerikanske Senat for første gang i 2006 tog stilling til begrebet modersmål og vedtog, at engelsk er det officielle sprog i USA. Senatet vedtog, at engelsk skal være Amerikas ”nationale sprog”. Formuleringen blev dog senere modificeret, og det hedder i dag, at engelsk er landets ”samlende sprog”. Og ja, USA er måske et sjovt sammenligningsgrundlag med lille Danmark, men ikke desto mindre, fik det mig til at tænke på, at vi netop tager det for givet, at bor man i Danmark, taler og forstår man dansk. Men sådan har det faktisk ikke altid været i Danmark heller.

Vi bør minde os selv om, at vi i mange år har keret os om det danske sprog måske netop, fordi det er talt af så få i verden, og derfor er det vigtigt for os, at sproget bliver bevaret generation efter generation. Det sjove er, at tilbage i Middelalderen, hvor Danmark geografisk var langt større, talte alle jo netop ikke dansk. Nogle talte norsk, nogle tysk og andre dansk. Overklassen talte yderligere latin og fransk. I dag er det jo ingen hemmelighed, at engelsk sniger sig mere og mere ind på vores hverdag, både i forbindelse med job, litteratur, film og musik. Engelsk er fx en naturlig del i mit hjem (som det er i mange andre danske hjem). Min datter på fem år, kender allerede alle de gænge udtryk på engelsk lige så godt, som hun kender de danske. Der står jo fx ikke tænd/sluk på diverse elektroniske apparater, der står selvfølgelig on/off, ligesom hun synger med på engelsk musik og hurtig finder ud af, hvad det betyder. Når vi bander, ryger der ofte et engelsk ord ind her og der (ikke at jeg nogensinde bander naturligvis). Mange af de film, vi ser har engelsk som originalsprog ligesom mange af mine bøger også bliver læst på originalsproget – engelsk. Mine computer settings er sat til engelsk. Det er ikke noget, jeg har bevidst har taget stilling til, men jeg kender termerne for it sproget bedre på engelsk end på dansk (og jeg er helt sikkert langt fra den eneste).

Men det er sådan, det er i Danmark, og det går kun i en retning i takt med, at verden åbner sig mere og mere, og der skal ingen tvivl herske, jeg elsker de muligheder det fører med sig, og mener klart, at det at kunne forskellige sprog, er en kæmpe fordel. Min budskab er vel egentlig mere, at vi skal huske vores sprog samtidig med, at vi er åbne over for de mange muligheder, den internationale verden giver os i dag.

Jeg har læst mig frem til, at netop på grund af vores lands ’tabshistorie’ (Danmark er jo ikke ligefrem blevet geografisk større gennem årene), blev vi præget af streng nationalisering og centralisering – også set i forhold til de andre lande i Europa. Men selv om, at Danmark ikke længere var særlig stort, varede det alligevel længe, før danskerne ’talte samme sprog’. Faktisk kom det vel først med landsdækkende tv i 1960’erne. Indtil da var dialekterne tydeligt forskellige, og de havde alle forskellig status – det har de i øvrigt også i dag, selv om vi måske ikke vil være ved det. Men vi kan jo lige så godt kalde en spade for en spade og indrømme, at der er en årsag til, hvorfor unge mennesker i dag ikke holder fast i deres dialekt, hvis de fx er fra Sønderjylland, Vestjylland, Midtsjælland osv. Så er du nemlig en bonderøv, og det er ikke specielt smart med mindre at du er sådan en, der bliver lavet en reality tv-serie om, fordi man er så meget en bonderøv, at det er trendy. Der bliver gjort grin med dialekter i stor stil – især i medierne, for vi skal åbenbart alle tale på samme måde, og så er der visse dialekter, som ’vi’ har besluttet os for, er fjollede og andre charmerende.

Men altså, vi kan jo så takke medierne for, at alle nu næsten taler det samme danske sprog, hvor kun intonationen røber, hvor vi er fra. Rigsdansk er det ’officielle’ sprog, vi taler det alle, vi forstår det alle, og umiddelbart vurderer jeg ikke, at det danske sprog er truet til trods for, at det kun er 5,5 mio. mennesker, der taler og forstår det. For det er et helt land, hvor dansk er 1. sproget – modersmålet. Dansk er ikke truet, fordi vi danskerne i mange år har værnet om netop sproget, og det skal vi fortsætte med generation efter generation. Det danske sprog er vel i virkeligheden også noget af det, der holder os sammen og bidrager til en form for nationalfølelse. I en tid, hvor verden brænder, er det vel ikke helt udueligt, at vi danskere bliver mindet om, at vi er på samme side uanset politisk eller geografisk tilhørsforhold, religion eller andet, der måtte ’skille os ad’ i andre henseender.

Gad vide, om det er specielt dansk at brokke sig? Eller er det mon bare noget, mange mennesker ynder at bruge deres tid på? Jeg mener, selvfølgelig er der reelt noget at brokke sig over her og der, og jeg skal da absolut heller ikke holde mig for god. Men sådan i det store hele tror jeg ikke på brok (bare fordi, jeg ikke tror på det, betyder det jo ikke, at jeg ikke praktiserer det fra tid til anden. Hurra for dobbeltmoral). Men jeg forsøger, og jeg er altså blevet bedre med alderen (jeg vil f….. nødig ende mine gamle dage som et brokkehoved). Nå, men tror ikke på det, forstået sådan, at det løser jo ikke meget, hvorimod konstruktiv kritik er en anden sag, så er spørgsmålet bare, om folk kan skelne (det kan jeg vidst ikke engang selv altid)? Og om folk kan tåle konstruktiv kritik?!

Danskerne er i tre år i træk blevet kåret til netop det lykkeligste folk i verden. Vi er det dog ikke mere. I 2015 er islændinge og schweizere altså lykkeligere end os. Men er vi så højt på ‘lykkeskalaen’ fordi, vi får luft for alt vores brok, og ikke brænder inde med noget? Vi forstår i hvert fald at brokke os over både det ene og det andet. Selv vejret får en tur (som om, at vi kan gøre noget ved det). Når sommeren udebliver, brokker vi os, for vi vil have sol og sommer, men når så sol og sommer kommer, så er det altså også bare ALT for varmt. Det samme gør sig gældende for foråret, efteråret og vinteren. Og apropos vinter – pt. er en del af landet dækket af den fineste hvide sne, og hvor er det hyggeligt. Men næ nej, det er også galt (især for dem, der ikke har fået vinterdæk på, for det er da helt sikkert sneens skyld, at man ikke har fået det gjort i tide). Og  ja, jeg er godt med på, at det er ufedt at køre i snevejr, når man kører langt, men sådan er det jo nu engang at bo i et land med fire årstider – surprise (hver vinter åbenbart). Og nej, det er ikke fedt at være sneet inde (eller det ville jeg faktisk måske synes var meget hyggeligt, hvis bare det var med de ‘rigtige’ mennesker). Uanset, hvem skal man brokke sig til? Hvem kan reelt gøre noget ved det? Nå, men på den anden side, har vi da så noget at være enige om – nemlig at brokke os over vejret.

Nogle flytter til storbyen, og brokker sig efterfølgende over støjende unge mennesker, bilerne, de hovedløse cyklister, for mange barnevogne på fortovet, for mange mennesker på fortovet, ja faktisk for mange mennesker alle vegne. Narkomanerne, alkoholikerne, de hjemløse, eller mødre, der er så ualmindeligt frække at amme deres sultne babyer på caféerne. Faktisk alt, hvad der nu engang er forbundet med at bo i en storby (de kan nu også brokke sig over ammende mødre i provinsen).

Andre flytter på landet på et nedlagt landbrug i naiv tro på, at herude er alt fryd og gammen. Men glemmer, at naboens landbrug ikke nødvendigvis også er nedlagt, og brokker sig så efterfølgende over lugten fra staldene og markerne, når de bliver gødet, støvet fra samme, når der høstes, men selvfølgelig også over støjen, for på landet er der også støj – blot en anden slags. Hverken køer, naboens hane eller landbrugsmaskiner er altså lydløse.

Så er der de danskere, der vælger parcelhuskvartererne i provinsen, hvor de så brokker sig over naboens træ, der skygger for solen, hækken, der er for høj, naboen, der slår græs på forkerte tidspunkter, legende børn, der larmer og naboen, der slet ikke holder sin have til stor gene for resten af nabolaget.

De, der har et job brokker sig over alle dem, der ikke har et – hvorfor tager de sig ikke bare sammen og får det der job, i stedet for at hænge i bremsen på kontanthjælp eller dagpenge. De unge brokker sig over de ældre, og omvendt (også hvad angår tilgangen til uddanneselse og job). De fattige brokker over de rige. Hvad ligner det, at de laver smarte caféer og fjerner den gamle bodega, hvor øl kostede en ti’er, og man måtte ryge. De rige ”stjæler” også alle lejlighederne i de store byer, fordi kommunerne laver byfornyelser og dermed tvinger dem med færre ressourcer til at flytte. De rige brokker sig over de fattige for, hvad ligner det egentlig også ikke at have råd til noget som helst.

Nu jeg skriver ’kommunerne’, så elsker vi at brokke os over lige netop kommunen, eller staten, eller regeringen, eller alle politikere eller eller eller… Vi fokuserer sjældent på, når nogle gør noget rigtigt, men vi skal nok være der, når de træder ved siden af. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår, at danskerne (herunder også mig selvfølgelig) brokker sig – det er jo vores demokratiske ret at ytre, hvis vi er utilfredse med noget, og det er bestemt en god ting, at vi har den mulighed. Nogle gange ville jeg bare ønske, at vi ikke altid fokuserede så meget på vores ret, men i stedet fokuserede på vores pligt. Men vores ret til at brokke os, den elsker vi, og vi gør flittigt brug af den, men tænk nu, hvis vi i stedet rettede konstruktiv kritik, og måske endda havde løsningsforslag til, hvordan man så burde gøre forskellige ting (det er der selvfølgelig også nogle, der har. Men det ville sgu’ klæde nogle flere at gå dem i bedene). Ingen tvivl om, at der er plads til mange forbedringer i Danmark, men der er i den grad da også mange ting, der fungerer, og som vi bør være glade for – ligefrem prise os lykkelige over.

Aaaaaargh, jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde af alt det danskerne brokker sig over.

Vi er altså , i tre år, blevet kåret som ’det lykkeligste folk’, og måske vi nogle gange glemmer, hvor vi bor, og hvor godt vi har det. Især set i lyset af, hvordan verden brænder flere steder, og hvordan nogle mennesker har det, netop fordi verden brænder. Dét burde vi tænke lidt mere over. Jeg ved egentlig heller ikke, hvor meget jeg giver for alle ’deres’ undersøgelser af ’lykke’ og ’lykkelige mennesker’, men jeg ved, at der er mange ting her i livet, der IKKE giver anledning til brok – tværtimod, og måske vi skulle blive bedre til at fokusere på det en gang imellem.

Men nej, jeg tror egentlig ikke, at det er specielt dansk at brokke sig. Jeg tror derimod, at brok er for alle de priviligerede mennsker i denne verden, og så er nationaliteten for så vidt underordnet. Og faktisk er det egentlig, i min verden, okay at brokke sig lidt her og der – med et glimt i øjet, mens det er direkte ucharmerende altid at være en sur skid, der aldrig  har noget positivt at sige. Her foreslår jeg, at man så tier i stedet – som en venlig tjeneste til omverdenen 😉

Tjek i øvrigt lige det her link, så bliver man lidt stolt af fædrelandet – og glemmer for en stund lidt alt det, man elsker at brokke sig over… 😉

http://www.buzzfeed.com/marietelling/37-reasons-why-demark-will-ruin-you-for-life#.yqYyOnq8N6

Til at yde en ordentlig service. Måske nogle kan huske, at jeg har rost servicebranchen i fx USA, og at jeg omvendt også har skældt servicebranchen ud herhjemme. Igen må jeg pointere, at det selvfølgelig ikke er alle steder, at de stinker mht. god service, men desværre alt for mange steder. Nå, men måske følgende kan få nogle, forhåbentlig mange, til at tænke lidt over, at netop servicebranchen er vigtig – ikke blot for os danskere, der gerne vil have en god service, når vi bruger penge på et eller andet, men faktisk også for et stort antal turister. For turisterne ligger faktisk temmelig mange penge rundt omkring i det danske land.

Landet ligger nemlig sådan, at 91,9 mia. kroner, det er, hvad turisterne ”smider efter” Danmark, når de er på ferie og forretningsrejse her i landet (undersøgelsen inkluderer også danske turister). Vupti – dermed er turismen et ret vigtigt erhverv for lille Danmark, og det betyder vækst, omsætning og arbejdspladser i hele landet.

Nu får I lige lidt tal, for det er da ret interessant. Undersøgelsen blev ganske vidst offentliggjort for nogle måneder siden, men er da i højeste grad stadig relevant, for når vi ser, hvor vigtig turimen er for Danmark, kan det måske samtidig fungere som en øjenåbner i forhold til, hvad det kunne betyde, hvis vi så oven i hatten formåede at yde en ekstrem god service også.

Shopping er en del af ferien for rigtig mange turister, og får de en god service, er jeg ret sikker på, at de også bruger flere penge…

De høje overnatningstal i 2014 betyder, at året er et rekordår for dansk turisme. De udenlandske og danske turister har samlet set foretaget 2,2 mio. flere overnatninger i Danmark i 2014 sammenlignet med 2013. Denne udvikling er drevet af, at mange flere udenlandske gæster holdt ferie i Danmark i 2014. Antallet af udenlandske overnatninger steg nemlig med 6,6 pct., imens antallet af danske overnatninger steg med 3,4 pct.

Udviklingen på Danmarks fem største turistmarkeder har været positiv i 2014. Turisterne på Danmarks fem største markeder, Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien foretog flere overnatninger i 2014 end i 2013. Desuden viser turisterne fra markeder som Italien, USA, Kina, Brasilien og Australien en større interesse for Danmark, målt i overnatninger.

Turismen spiller altså en temmelig vigtig rolle i det danske samfund – jeg havde – ærligt – ikke tænkt over, at turismen var så stor en spiller i Danmark, men det er jo bare positivt. Altså, jeg er godt klar over, at det her ikke er Costa Del Sol,eller hvad ved jeg, og at turisme næppe nogensinde bliver vores største indtægtskilde, men tallet er faktisk ikke helt så uanseeligt, som jeg troede. Uanset, er det altså vigtigt, at vi også kan finde ud af at byde vores gæster velkommen med smil og hjælpsomhed alle vegne – også i forretningerne og på hotellerne rundt omkring. Vi ved alle sammen, hvor meget vi selv bider mærke i, når vi får en god service (måske fordi vi ikke altid er vant til det)…

Ovenfor her sidder jeg og venter på en veninde, der prøver tøj og får hjælp af en utrolig sød og hjælpsom ekspedient. Jeg sidder så og slapper af i en lækker stol med kaffe/the og vand, blade og wifi, alt imens jeg får en hyggelig sludder med et par af de andre ekspedienter.  Bravo, det er helt vildt hyggeligt, og sådan det skal gøres…

Turisternes forbrug skaber nemlig omsætning og beskæftigelse i en lang række erhverv i hele Danmark, også uden for de erhverv, som man normalt forbinder med turismen. Ferie- og forretningsrejsende bruger ikke kun penge på overnatninger og restaurantbesøg, men også på shopping, oplevelser og en hel masse andre ting. VisitDenmarks beregninger viser, at turismen er med til at skabe beskæftigelse for knap 111.500 fuldtidsansatte rundt omkring i landet, og det er med til at gøre turisterhvervet til et af de helt store erhverv i Danmark. De fleste tænker nok ikke over det, men turismen i Danmark er i høj grad et eksporterhverv. Man kan egentlig lidt sammenligne det med en udenlandsk turist, der bruger penge i Danmark, svarer til, at en dansk produceret vare, service eller oplevelse bliver eksporteret til udlandet. De udenlandske turister forbruger for i alt 36,7 mia. kr. årligt under deres ophold i Danmark, hvilket udgør 40 pct. af det samlede turismeforbrug. Som eksporterhverv har turismen derfor stor betydning for den danske økonomi, da 3,6 pct. af den samlede eksport i Danmark stammer fra turismen.

En kugle (sugekop) for panden – det fik jeg i skrivende stund, pænt placeret af min datter, der åbenbart pt. er en kvindelig udgave af Legolas (kun iført ‘Frozen’ underbukser med ‘Olaf’ på samt bue/pil over skulderen). Men det passer meget godt på, hvad jeg nogle gange har lyst til at gøre ved folk, der unødigt blander sig i andres sager (altså ikke iklædt Frozen underbukser og bue/pil outfittet). Jeg har ikke brug for dårlig samvittighed (den giver jeg mig selv rigeligt af i forvejen), men folk har så travlt, især med andre. Denne gang handler det om kost. Som de fleste ved, er juicekur/detoxkur osv. in pt. Nogle elsker den, andre elsker at hade den. Det bliver derfor også livligt debatteret i medierne, og deraf også ‘in real life’. Ligesom tilfældet i øvrigt er med raw food, stenalder- og veganerkost osv., der alle er blevet gennemtrawlet. Den ene ‘ekspert’ siger det ene, og den anden siger det andet. Den tredje har travlt med, hvad den fjerde spiser og ikke spiser, og omvendt. Efter ’kost-guruen’ Christian Bitz var i Go’Morgen Danmark for at tale om netop juicekur forleden, røg hjelmen da helt. Folk bliver jo næsten hysteriske og uvenner over, hvorvidt det er en fest og/eller sundt at ’juice’ eller ej.

Jeg er vild med juiceopskrifterne fra ‘Den fedeste Juicekur’, og nej jeg bliver ikke betalt for at skrive det. Foto: Stine Rønnow.

Den ene skriger, at stenalderkost er, hvad alle mennesker burde spise, mens den anden har travlt med at stoppe en knust avokadosten ned i halsen, fordi det øjensynligt er det eneste rigtige. En tredje råber op om, at vi aldrig må bage, koge, grille eller stege maden. Så kommer hende der med speltmelet, og ham veganeren, vegetaren eller, hvad han nu er, der siger, at vi ikke burde spise kød, fordi vi får cancer af at spise det, og derudover kan vi åbenbart lige pludselig heller ikke optage proteinerne derfra. Det ene øjeblik, må man ikke spise riskiks, så er det sødmælk, kartofler, rød peber, og jeg kunne blive ved. Flere pudser glorien, og siger ‘se mig, jeg spiser det eneste rigtige’. Problemet er blot, at alle er uenige om, hvad det så er.

Jeg har selv været på en detox/juicekur i tre dage. Ikke fordi jeg skulle tabe mig, men fordi jeg var træt, når jeg løb, og tænkte, at det måske kunne booste hele mit system. Det gjorde det ikke. Men jeg elsker juice, og synes, at der er ualmindeligt mange lækre opskrifter, men juice er bare ikke noget, jeg kan leve af, og jeg får ikke energi nok, når jeg dyrker så meget sport, som jeg gør. Derudover har min energi også en del at gøre med, hvor meget jeg har at tænke på, hvordan mit humør er osv. Der er mange ting, der spiller ind. Vi er alle forskellige steder i vores liv, har brug for noget forskelligt, og hvad der fungerer i én periode, fungerer måske ikke på et andet tidspunkt. Hvad der ikke virker for mig, virker måske for en af mine veninder (faktisk kender jeg en del, det virker for). Og det er da fedt, at vi er forskellige. Og det er jo netop dét. Jeg ved, at vi alle er ’fabrikeret’ rimeligt ens, og selvfølgelig er der nogle grundregler, der har videnskabelig evidens for, hvad der er sundt for kroppen, og hvad der ikke er sundt. Men jeg tror alligevel på, at hvad der virker for én, behøver ikke være tilfældet for en anden. Jeg elsker at få hjemmelavet juice UDOVER min ’almindelige’ mad, det giver mig klart energi, men at leve af juice alene, er et no go her. Men det betyder jo ikke, at jeg har travlt med at fraråde folk at ’juice’. Hvorfor skulle jeg dog det, når det fungerer for nogle?

Foto: Stine Rønnow.

Lige en tilføjelse: Mange diskuterer også i dette sammenhæng, hvor ofte de er syge og baserer så dette ud fra, hvordan de lever. Jow jow, men der er jo altså også noget, der heder genetik. Og to mennesker kan sagtens spise det samme, sove det samme antal timer, og stort set leve rimeligt ens, og alligevel er den ene meget mere syg, end den anden. Eller ham, der lever sundt, dyrker sport og aldrig har røget, ender op med lungecancer, og ham, der gør alt det ’forkerte’ bliver 97 år, uden nogensinde at have været alvorligt syg. Så drop nu det der med, at ’jeg drikker agurkesaft, blodet fra en ged og står på hovedet,’ og derfor er jeg aldrig syg. Faktisk (og jeg er ikke meget for at sige det her nu, for nu ender jeg garanteret op med ondskabsfuld influenza i næste uge) er jeg sjældent syg, som i virkeligt sjældent. Det samme gælder for min datter. Men vi lever altså ikke på en eller anden hemmelig supermandkost.

Men hvorfor har alle så travlt med, hvad andre gør – åbenbart også, hvad angår kost og motion? Jo vidst, skal man da gøre noget ved, hvis folk er ved at slå sig selv ihjel pga. en eller anden ’farlig kur’, men mon dog, at vi ser nogle dødsfald pga. juice/detoxkur! Det skal lige understreges, at jeg har stor respekt for fagfolk, der ved, hvad de taler om mht. kost, det er egentlig ikke der, jeg vil hen. Jeg vil derimod bare appellere til, at folk dropper at blande sig i, hvordan andre lever, og i stedet koncentrere sig om, hvad der fungerer for dem selv. Føl efter, og føles det rigtig, er det nok rigtigt (sådan plejer det at være). Har du energi, er du glad, sjældent syg, ser sund og rask ud, ja så er du nok på rette vej. Det handler også om velvære. Selvfølgelig bør vi leve sundt, men lad nu det enkelte menneske leve, som han/hun nu engang har valgt at leve. Livet er kort.

Foto: Stine Rønnow.

Jeg er ofte blevet spurgt til, hvad jeg gør i forbindelse med sport og kost, og nu skal det lige siges, at jeg hverken er kost- eller træningsguru/ekspert – langt fra. Men da jeg har løbet og trænet i mange år, og samtidig interesserer mig for, at det jeg putter i munden, også er sundt for min krop (og sjæl), ja så lærer man et og andet som årene går (og jeg er jo efterhånden halvgammel). Jeg har lært, at det er simpelt. Bl.a. ’lyt til din krop’. Det kommer selvfølgelig an på, hvad målet er, men tingene hænger sammen. Personligt, tror jeg på ’alt med måde’ princippet (igen afhængig af målet). Men yes, jeg er sgu tilhænger af det gode gamle (og gammeldags) ordsprog, som min mormor i øvrigt lever efter, og hun er altså 102 år og stadig frisk. Når jeg siger ’alt med måde’, mener jeg selvfølgelig ikke, at alt kan gradbøjes, men det meste kan.

Jeg mistede min far, da han lige var fyldt 62 år, og det var alt for tidligt. Der var mange ting, som min far gjorde mht. kost, motion og rygning, som er stik modsat mig. Han arbejdede og røg alt for meget (sov nok også for lidt), dyrkede alt for lidt motion, og spiste forkert, når han kunne slippe af sted med det. Men det var hans liv, hans valg. Jeg savner min far hver dag, han er ubetinget et af de mennesker, jeg har grinet mest sammen med. Jeg kan stadig blive sur på ham over, at han ikke passede mere på sig selv, men det trøster mig at vide, at han ikke bare ’var’ men, at han levede. Han vidste, at man ikke skulle gemme noget til sidst, da man aldrig ved, hvornår ’til sidst’ er. Den tilgang hylder jeg (måske lidt for meget indimellem), og forsøger at leve efter det princip til trods for, at det så indimellem strider mod mine principper om sundhed.

Jeg har aldrig rigtig haft brug for at være på kur, men omvendt er jeg heller ikke en af dem, der ikke dyrker motion, men alligevel kan spise alt, uden at det sætter sig (dem kan man godt have et lidt akavet forhold til, sådan et ’jeg har lyst til at slå dig ihjel’ forhold, fordi du kan spise tre stykker cheesecake om dagen, uden at det kan ses på din figur (til gengæld er de nok tyndfede). Jeg dyrker meget sport, og derfor kan jeg tillade mig at spise stort set, hvad det passer mig, uden at tage på. Men det handler jo ikke kun om vægt, det handler også om sundhed, velvære, muskelmasse og meget andet. Da jeg begyndte at løbe rigtig lange distancer for et par år siden, blev jeg faktisk for tynd, men efter at jeg er begyndt at styrketræne, har jeg fået større muskelmasse og udover, at jeg synes, at det er pænere, fungerer det også bedre for mit løb. Jeg spiser sundt, men jeg er absolut ikke fanatisk, og jeg kan ligeså godt indrømme her, at jeg står helt af, når folk er fanatiske, og det er sgu’ lige meget, om det gælder religion, mad eller noget tredje – stop jer selv. Men det er  altså muligt at være tilhænger af juicekur (eller noget andet), uden at være fanatisk.

Foto: Stine Rønnow.

Uanset, hvordan du mener, at man bør leve, så drop moralprædiken om, hvordan andre burde leve – når jeg får en sådan, har jeg lyst til at proppe et blomkål langt ned i halsen på vedkommende. Men der findes altså også en masse, der ’juicer’, spiser stenalderkost, raw food eller, hvad ved jeg, som på ingen måde er fanatiske. Tværtimod har jeg lært rigtig meget om kost fra dem, jeg kender, der spiser/drikker lidt anderledes end jeg selv, og jeg tager gerne imod gode råd og vejledning. Så væk med diskussionerne, og lad os glædes over, at man jo heldigvis i sidste ende selv bestemmer, hvad man propper i munden. Omvendt burde de mennesker, der sværger til, ’sådan har det altid været – det skal vi ikke lave om på’ princippet, have en ’vågn op lussing’.

Og det er jo ikke kun mht. kost, at diskussionerne blusser op overalt, det handler også om, hvorvidt du løber/træner i det rigtige center med de rigtige maskiner efter de nyeste metoder osv. Jeg løber ture i skoven og på landevejen, præcis som man løb for 50 år siden. Det ene ben foran det andet i et par løbesko. Når det regner, bliver jeg våd. Når solen skinner, bliver jeg solbrændt. Når det blæser, løber jeg hjem. Jeg løfter håndvægte, og bruger diverse maskiner i fitness centeret, og det handler om muskelføling og intensitet. Så er det altså uden nævneværdig betydning, om det er det sidste skrig inden for maskiner i et nyt hipt motionscenter med et nyt trendy koncept, i dag kan man jo få maskiner, der nærmest laver arbejdet for dig. Sådan nogle har vi altså ikke, hvor jeg bor. Her er skov, strand og landevej, og ganske almindelige motionscentre – og det fungerer faktisk fint for mig. Og husk så lige, at det der liv er kort. Just saying.

Jeg er vel vokset op i det, man i dag kalder den yderste del af udkantsdanmark – altså udkanten af udkanten. Her boede jeg, indtil jeg blev 19, da rejste jeg min vej, og var væk fra min hjemegn i mange år. Nu er jeg tilbage (og har jo været det i en del år efterhånden). ‘Udkanten’ er her, hvor sneen er hvidere, hvor himmel og hav indimellem mødes, og når solen skinner, er havet lidt mere blåt og rapsmarkerne lidt mere gule. Det er her jeg finder ro til mine tanker. Her min barn- og ungdoms karrusel har givet mig tur efter tur, nogle sjovere end andre, men alle sammen værd at have stiftet bekendtskab med (næsten). Minderne ligger i jorden, blæser i luften og uanset, hvad der sker fremadrettet i mit liv, vil det aldrig ændre sig. Det vil altid forblive, og det er faktisk trygt og godt at vide, om jeg bor her eller ej.

Stranden ved mit barndomshjem, hvor jeg har tilbragt meget tid, både som barn og voksen.

Jeg tænkte på det, da jeg i forbindelse med mit job, skulle interviewe en her fra byen den anden dag. Jeg fandt ud af, at jeg kendte hans datter. Vi snakkede lidt om min barndomsveninde, der har boet i udlandet i mange år, men er kommet tilbage (tak for det) – for hende kendte vi også begge to. De havde været naboer, og han kunne godt huske mig fra ’dengang’. Derudover snakkede jeg med en anden, hvis datter jeg også kendte. Hun  lærte mig såmænd at danse brudevals, da jeg skulle giftes (og tak for det, Karin, uden dig, havde det været et kønt syn). Min venindes mor ejer forretningen, hvor jeg handlede i dag. Apotekerdamen (der i øvrigt reddede min USA tur i maj pga. en betændt finger), hende snakker jeg nu med, når vi mødes i motionscenteret. Pædagogen i min datters børnehave, har jeg gået i parallelklasse med, en anden har jeg gået i gymnasiet med. Købmandsdamen kan stadig huske mig og mit Jenka tyggegumme, og min fars tidligere sekretær møder jeg til min datters svømmetræning. Et hold af mine forældres venner bor længere nede af vejen, og sådan kunne jeg blive ved. På én gang skræmmende for en, der også har prøvet at bo langt mere anonymt i en storby, men også rigtig hyggeligt.

Lige da jeg kom tilbage efter mange år i København, blev jeg faktisk lidt ”bange”. For lige pludselig spurgte alle om alt muligt, og de vidste alt muligt om mig, også ting, som jeg ikke selv vidste (og det i sig selv er jo en præstation), men i bund og grund spurgte de (oftest) af et godt hjerte, fordi de var oprigtigt interesserede. Sådan er det i provinsen på godt og ondt. Forleden havde jeg besøg af nogle, der arbejder på et forskningsprojekt for Danmarks Medie og Journalisthøjskole, hvor de interviewer udvalgte folk, der har boet i København, men er flyttet til(bage) provinsen, og de stillede nogle spørgsmål under interviewet, der virkelig fik mig til at tænke over bl.a., hvad forskellen er på at bo i storbyen og i provinsen.

Nå, men forleden var jeg med min datter til rulleskøjteløb, som hun går til i den hal, hvor jeg spillede badminton for sådan ca. et par og tyve år siden (puh ha, nu føler jeg mig virkelig gammel). Men det er jo lige præcis alle minderne, der er hyggelige, og da slog det mig. Det er jo dét, der er så ganske særligt ved hjemstavnen – minderne. Jeg har ikke været i omklædningsrummet siden dengang, og det mærkelige var, at det lignede sig selv (det er vidst mere end, hvad man kan sige om mig) 😉 Men det er i virkeligheden ikke mange ting, man kan sige det om i en tid, hvor alt er under forandring. Ikke, at jeg ikke holder af forandring, for det gør jeg da, især når det giver mening, men nogle gange er det altså bare trygt og godt, at nogle ting forbliver de samme. Sådan har jeg det faktisk også med mennesker, det er så fantastisk at møde én, jeg ikke har set i mange år, og han/hun så stadig er den samme person, som jeg husker.

Da jeg flyttede fra min hjemby – 19 år gammel.

Men min barndomsby er min karrusel. Det var her, jeg slog katten af tønden første gang, det var her jeg kælkede, når sneen faldt fin og hvid i den skov, jeg boede lige ved siden af. Det var her jeg stod (og faldt) på skøjter på søen bag baghaven, her jeg faldt i åen, når jeg absolut skulle klatre på de tynde grene i de fine bøgetræer, her jeg lærte duften af sommerregn at kende, her jeg dansede regndans, når himlen åbnede sine sluser, her jeg viskede med mine veninder, og pludselig var det også her, hvor jeg voksede op, og med ét blev teenager, der kyssede sin første kæreste på stien på vej til vandet. Det var her, at jeg sad på terrassen og duftede grillkul og nyslået græs om sommeren, fjollede med mine veninder hver eneste dag hele folkeskolen igennem og derefter gymnasiet. Det var her jeg fejrede mine fødselsdage, der hver og en var vigtige (de er knap så vigtige nu), her jeg drak mig fuld første gang, festede og en dag blev ”voksen”. Det var her jeg blev forelsket, her jeg fik mit hjerte knust. Det er her mine bedste venner er fra (jeg kan ikke sige, at det er her min familie stadig bor, for de er rejst tilbage til Jylland og har ’efterladt’ mig herovre helt alene). Men det er her jeg, for efterhånden en del år siden, mødte min mand, vi rejste sammen til København og sammen tilbage mange år senere. Det var her jeg fik min datter og med ét havde min egen lille familie.

Lejrskole i 9. kl. Min barndomsveninde Ria og jeg i toget (sjældent alvorlige, hvis ikke den ene laver ansigt, så gør den anden) 😉

Da jeg og en af mine barndomsveninder (Lisbet) blev student fra Kalundborg Gymnasium (også dengang var jeg linselus).

Storebror Peter griller på terrassen i mit barndomshjem, inden vi skal i byen lørdag aften (måske en eller anden kunne have bedt mig om at tage en lidt længere kjole på).

Min 18 års fødselsdag – danser med storebror Christian (i barndomshjemmets ‘old style’ pejsestue).

En af de utallige fester i barndomsbyen sammen med en af barndomsveninderne (Karina)OG (de røde øjne skyldes muligvis alkohol, men tror faktisk, at det er kameraet) 😉

”Jeg er din barndomsgade, jeg er dit væsens rod. Jeg er den bankende rytme i alt, hvad du længes imod.. Jeg er de tidligste drømme… Jeg dryssede lidt vemod i sindet en drivende regnvejrsnat… Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte lidt hårdt, men jeg rejse dig varligt op igen og tørrede tårerne bort… Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen…” (Anne Linnet).

Men det var også herfra jeg flyttede, da jeg var bare 19 år. Egentlig tror jeg, at livet – et langt stykke hen ad vejen – afhænger af skæbnen og måske, hvis der var sket noget andet i mit liv, var jeg ikke vendt tilbage. Hvem ved… Jeg har ikke fortrudt, at jeg gjorde, men jeg kan også mærke, at der er ting og steder, der endnu mangler at blive udforsket og oplevet. Der er bare lige det, at det her sted ikke er sådan et, man bare forlader, uden at se sig tilbage. Her vil jeg altid ’bare’ være Gitte, her vil jeg altid føle mig velkommen. Her vil jeg altid have hjemme uanset, hvor i verden jeg bor (og også har hjemme).

NB. Jeg ville så gerne have lagt billeder op af mit barndomshjem, og de steder jeg kom meget dengang, samt billeder fra jeg var endnu yngre, men de billeder er åbenbart hos min mor alle sammen, så dem bliver I forskånet for denne gang 😉