Forfatter: gittekorsgaard (Side 19 af 19)

Ville vi heller ikke være en ‘rigtig’ familie, hvis vi ‘kun’ var os to?

Hvis ikke man er fire (eller flere),  er man ikke en familie. Sikke noget sludder, tænker du (forhåbentlig) nu. Men jeg har ofte fået fornemmelsen af, at mange herude – hvor jeg bor – mener, at en rigtig familie, det er sådan en med mor, far og to børn (eller flere). Men i hvert fald ikke et enkelt!

‘Skal I ikke snart have nr. to, så I kan blive en rigtig familie’? Det spørgsmål fik jeg for et par år siden, da min datter var knap to år. Da blev jeg sgu’ provokeret. I min optik er man selvfølgelig ligeså meget en ‘rigtig’ (hvordan det så end defineres) familie med et barn, som med tre eller fem. ‘Øhhh, hvis ikke vi er en rigtig familie ifølge dig, hvad er vi så, en forkert’? var mit svar til vedkommende. Jeg fik aldrig noget svar. Ikke et ordentlig et i hvert fald. Og det kan jeg da godt forstå, for sikke noget sludder.

Hjemme hos os, har vi altså ét barn – Aura-Xenia på snart fire år. Mange spørger, eller dvs. ikke så meget mere (det tør de ikke, og slet ikke efter mit indlæg i dag). Men hold nu op, hvor har mange spurgt enten, hvorfor vi ikke har flere børn eller, hvornår vi skal have næste barn. Inden da var spørgsmålet, hvornår skal I giftes, da vi blev gift, blev det til, hvornår skal I have et barn. Alle de der ’rigtige’ kasser, man skal passe ind i for ikke at afvige fra normerne og det fællesskab, vi alle på hver vores måde forsøger at tilpasse os. Det fælleskab, hvor vi alle er ens. Alt det ’rigtige’ man skal gøre, for at være ligesom alle andre. Jeg har nogen gange lyst til at kaste op over, hvordan vi alle skal gøre, hvad der forventes af os, og hvad ‘normalen’ ligesom foreskriver.

Kunne det evt. tænkes, at det var et bevidst valg, der var truffet mht. at have ét barn og ikke flere?! Jeg undrer mig virkelig over, at så mange direkte spørger til, hvorfor dog i alverden, at vi ikke har fået flere børn. Udover, at vi måske ’bare’ har valgt, at vi ‘kun’ vil have et barn (hvorfor hedder det i øvrigt: ‘kun’ et barn, og ikke ‘et barn’?), er der jo også andre forhold, der kunne gøre sig gældende. Det kunne være, at vi ikke kunne få flere, eller at vores forhold var skidt, og vi var ved at gå fra hinanden eller eller eller… Jeg mener, der kan jo være så mange årsager til, hvorfor folk ”kun” har et barn. Derudover kunne det jo tænkes, at nogle synes, at det var hårdt eller, at de blot prioriterede anderledes end alle dem med flere børn. Men uhaaa, herhjemme må vi ikke sige, at noget er hårdt. Du skal helst have tre/fire børn (der altid opfører sig pænt og aldrig er besværlige) og et job, hvor du arbejder 70 timer, så er du rigtig sej og overskudsagtig.

Jeg synes faktisk ikke, at det har været specielt hårdt at få et barn. Dermed ikke sagt, at hun ikke kan være en lille møgunge nogle gange (det må jeg nok heller ikke sige, men det er jo sandheden, og den side har hun naturligvis ikke fra mig).  Men jeg nyder at have tid til min datter, og det er et helt bevidst valg, at vi ikke har to eller flere. Vi er ikke mindre en familie af den grund. I min optik, er det nemlig ikke antallet af menesker, der definerer en familie. Nu kommer det store spørgsmål så. Er det særligt i provinsen, at det er lidt mærkeligt ”kun” at få et barn? Jeg føler klart, at folk i provinsen anser det for mere mærkeligt, at vi har et barn end, hvad jeg fornemmer på mine venner, bekendte og kollegaer i København. Men jeg kan tage fejl (hvilket jeg ellers ikke er meget for at indrømme, hvis det er tilfældet)? Men statistisk set er der jo ikke den store forskel på antal børn, folk får i provinsen kontra i storbyen.

Men udover os med ‘kun’ et barn, er det jo også dem, der slet ikke vil have børn. NOGENSINDE. Og de er da mærkelige, ikke?! Jeg har fx en veninde, som ikke er sikker på, at hun vil have børn, og hun bliver mødt med mange dumme fordomme hver dag. Når jeg hører hendes argumenter for ikke at få børn, tænker jeg, at det lyder da meget fornuftigt, og jeg respekterer, at det er hendes valg. Jeg selv ville ikke for noget i verden have undværet at få min datter, men hvad der er det bedste for mig, er jo ikke nødvendigvis det bedste for min veninde. Og jeg elsker hende alligevel, og hun er altså ikke underlig.

Enebarnsproblematikken

Aura-Xenia og Agnete (Dobbelt A) – en af bedsteveninderne

Udover at være lidt anderledes, fordi man har valgt at have ét barn, er vi også direkte tarvelige over for vores datter af samme årsag. Forleden mødte jeg en af min mors gamle veninder, der spurgte mig, om jeg ikke syntes, at det var synd for min datter, at hun ikke havde en søster eller bror. Igen bliver jeg sådan lidt paf over folks tankeløshed. I princippet kan jeg være ligeglad, da vi ikke har haft problemer med at få børn. Men som nævnt tidligere, kunne det jo være, at der var en helt specifik årsag til, at vi ikke har valgt at få flere børn. De fleste kender slet ikke til mit liv, men jeg kan være sikker på, at de har en mening om det alligevel. Derudover kender jeg faktisk mange, der har eller har haft problemer med at få børn. Det er jo ret almindeligt i dag, at det ikke er almindeligt ‘bare’ at få børn. Flere og flere skal have hjælp til det. Årsagerne hertil vil jeg ikke komme nærmere ind på nu, da vi alle ved, at der er forskellige faktorer, der spiller ind. Men tænk nu, hvis, vi havde forsøgt at få et barn mere i flere år for igen og igen at blive mødt med sådan et spørgsmål. Et spørgsmål, der ikke er stillet i ond mening, det ved jeg. Men et spørgsmål, der simpelthen beror på, at folk ikke tænker sig om, inden de taler en gang imellem (lidt for ofte).

Jeg er selv den sidste i flokken ud af tre, og jeg elsker mine storebrødre meget højt (for det meste). Var jeg blevet spurgt for år tilbage, ville mit umiddelbare svar også have været, at jeg ikke skulle have et enebarn, da jeg selv har været og stadig er meget glad for mine to storebrødre. Her skal det dog nævnes, at alle søskendeforhold langfra er lige gode. Det er dog ikke noget, som jeg vil komme nærmere ind på nu, men lad os bare blive enige om, at ikke alle søskende har lige meget glæde af hinanden. Som min far engang sagde ‘venner er de søskende, man selv vælger‘, og det er rigtigt. At nogle af os er så heldige, at vi har begge dele er jo bare et ekstra plus.

Men min datter mangler altså ikke noget. Aura-Xenia er elsket meget højt af mange mennesker, og det er, hvad der tæller i min verden. Hun er en glad lille pige, der smiler, griner og leger ligesom alle børn bør. Hun har to forældre, der ville gøre alt for hende, tre af de bedste bedsteforældre plus en reservebedste og en i Himmelby (Aura snakker med sin morfar, der bor oppe ved månen og stjernerne). Hun har en masse andre voksne i sit liv og ikke mindst en masse børn at lege med. Hun har mange gode venner, både fra børnehaven og via vores venners børn. Hun er på ingen måde et forkælet barn. Eller jo, hun er sgu’ forkælet. Det står jeg gerne ved, og jeg har tænkt mig at fortsætte med at forkæle hende resten af mit liv, men hun er ikke det forkælede enebarn, der ikke kan finde ud af at dele der tror, at hun altid er centrum, og som ingen kan holde ud. Hun er vellidt og velfungerende præcis ligesom de af hendes venner, der har en eller flere søskende. Derudover har hun fem kusiner og en fætter, som hun alle forguder, og de hende. Jo flere mennesker, der elsker hende, jo bedre. Og hun har MANGE – heldigvis.

Enebørn behøver altså pr. definition ikke at være møgforkælede unger, som ingen kan holde ud. Og jo, der er uden tvivl både fordele og ulemper ved at være enebarn. Aura-Xenia meddeler indimellem, at hun gerne vil være storebror, hvilket jeg – af indlysende årsager – forklarer hende, ikke kommer til at ske. Men jo, hun vil da ind imellem gerne have en lillebror/søster, fordi det kunne være hyggeligt og sjovt. Men hun mangler altså ikke en lillebror/søster. Det er klart, at det at have søskende at lege med og dele ting med er guld værd. Men der er også fordele ved at være enebarn. Mange af vores venner har sagt til os, at det må være dejligt at have mere tid/overskud, fordi vi ‘kun’ har et barn. Jeg talte i tlf. med en af mine bedste veninder forleden, der har tre børn og nok at se til. Hun var lige kommet fra arbejde, sad nu ude på toilettet og talte i tlf. med mig (hun kunne ikke få fred andre steder). Hun fortæller mig, at det ene barn sidder oppe på værelset og skriger, den anden render rundt med en kasse på hovedet og den tredje spiller trompet. Og hun, hun er lige ved at blive vanvittig. Jeg begyndte at grine, fordi det var så komisk, men hun mindede mig om, at det var sådan hverdagen indimellem er med tre små børn. Det skal dog lige nævnes, for at undgå misforståelser, at hun har nogle af verdens dejligste børn, og hun elsker dem over alt på jorden og ville aldrig have gjort noget anderledes, hvis hun kunne. Men indimellem kan jeg godt forstå, at hun har lyst til at sætte sig ud på toilettet bare i fem min. med høreværn på.

Jeg er enebarn, hvor er det synd for mig, og hvor jeg dog keder mig…

Derudover er Aura-Xenia fantastisk god til at lege selv, når det kræves, og det betyder altså ikke, at hun bliver placeret foran ipaden. Eller jo, det gør hun nogle gange (hvilket jo også er tilfældet for de børn med søskende), og nej, jeg mener ikke, at det er skadeligt, at børn spiller og ser film på deres ipad engang imellem. Faktisk er jeg så træt af de der speltmødre, der skal gøre alting korrekt altid, men det er en anden historie til en anden gang. Faktum er, at min datter er velfungerende, vellidt, sød, glad og kærlig (indimellem hidsig og stædig som bare f…..) TIL TRODS for, at hun er enebarn!

Nå, men der stod jeg og tog mig selv i at forsvare mit valg over for en dame, som jeg ikke en gang kendte særlig godt, og som egentlig ikke fortjente et svar på sit spørgsmål. Alligevel ser jeg mig selv gang på gang svare pligtopfyldende på alle mulige spørgsmål om, hvorfor vi dog ikke har flere børn, og jeg er altså ikke af den opfattelse af, at man fx i København går ligeså højt op i den slags, men tager jeg fejl? Ligesom jeg fornemmer, at det i København er mere almindeligt at få børn sent. Og der tager jeg ikke fejl, der taler statistikken sit tydelige sprog. Normen er nemlig også, at man ikke skal være for gammel, når man får børn i provinsen, og der skal i hvert fald ikke være mere end to-tre år imellem børnene for så får de bestemt ikke glæde af hinanden. Igen sikke noget sludder. Der er henholdsvis fire og syv år mellem mig og mine brødre, og jeg har haft umådelig stor glæde af dem, og har det stadig. Jeg mener, at det er helt afhængig af individuelle forhold. Nogle har glæde af deres søskende, andre ikke uanset, hvor mange år der adskiller dem.

Der er selvfølgelig en årsag til at gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i København er højere end i provinsen. De, der søger uddannelse, flytter ofte til storbyen og vil senere gerne gøre deres uddannelse færdig, og har derefter ofte en karriere, der skal passe ind med børn (hvilken den aldrig gør, men det er enden diskussion). Faktum er i hvert fald, at kvinder bosiddende i provinsen får børn i en yngre alder, end kvinder bosat i København. Og det kan man godt mærke på deres holdning til, hvornår man bør få børn. Altså vil jeg ikke passe ind i kassen, hvis jeg får et barn om fx to år. Men da jeg ofte ikke passer ind i folks kasser, kan det jo være, at det er lige præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre. Jeg elsker, når jeg ikke passer ind i de der kasser, som vi alle selv er med til at skabe.

Når alt kommer til alt, handler det vel om at acceptere, at vi alle er forskellige og træffer forskellige valg her i livet. Det ene behøver nødvendigvis ikke være mere eller mindre rigtig end det andet. Og hvad der er rigtigt for en, er ikke nødvendigvis rigtigt for en anden. I stedet for at have så travlt med at være ens og stræbe efter at træffe de samme valg, kunne vi måske glæde os over, at vi er forskellige. I min optik er diversitet fantastisk, og jeg ville ønske, at jeg selv på alle områder var lidt bedre til at gøre, hvad jeg havde lyst til og ikke altid, hvad der forventes af mig. Jeg synes faktisk, at jeg er temmelig god til at gøre, som det passer mig uanset, hvad andre mener (det vil de, der kender mig helt sikkert bekræfte). Men der er et par steder, hvor jeg ville ønske, at jeg var lidt mere modig. Det er ikke altid, hvad der er lettest, der er det rigtige. For i sidste ende handler det vel om at være lykkelig og gøre de ting, der gør en glad uanset, hvad andre mener, at man burde gøre eller ikke gøre.

Nedenfor er lidt statistik på nogle af mine udsagn.

“Antallet af kvinder, der føder efter deres 40 års fødselsdag, er tredoblet siden 1990. Og det er i særlig grad et storbyfænomen. I 2009 kom 929 københavnerbørn til verden født af kvinder over 40 år. I Region Midtjylland med Århus som trækplaster var det 423 børn. Mens blot 132 nordjyske kvinder over 40 år var på fødebriksen. Det er også storbyerne, der kan fremvise de »helt gamle« – relativt set – mødre. I 2009 fødte 49 kvinder over 45 år i hovedstaden. Et fænomen, der er nærmest ikkeeksisterende på det øvrige Sjælland og i det nordjyske I den anden ende af aldersskalaen og i provinsen – i Region Nordjylland, Sjælland og Syddanmark – sker det modsatte. 7.662 kvinder under 25 år blev mor i 2009, og det er en stigning på 12 pct. siden 2007. Holdt op mod antallet af fødedygtige under 25 år, er der dog tale om små relative stigninger. Sikkert er det imidlertid, at bopælen har betydning. I Hovedstadsregionen er det kun 1,7 pct. af de 14-24-årige, der har fået børn. I den satte ende af skalaen ligger Syddanmark, Nordjylland og Region Sjælland, hvor op mod 2,4 pct. af de 14-24-årige er blevet mødre”.

Se evt. mere på http://www.b.dk/danmark/gamle-moedre-bor-i-byen-de-unge-i-provinsen og www.dst.dk

Så er provinspigen i Nordvestnyt. De var forbi forleden dag for at høre lidt mere om mig og min blog, og det var jeg jo bare glad for. I virkeligheden kunne artiklen have været meget længere, for jeg har jo tusind ting på hjertet (det kan vel ikke komme bag på nogen)? Men I kan læse netversionen her, og selvfølgelig læse en noget længere udgave i Nordvestnyt.

Samtidig vil jeg lige bruge lejligheden til at sige jer alle tak for de mange beskeder på facebook, sms og e-mails, hvori I kommenterer mine blogindlæg. Det er så skønt, at I har en mening om, hvad jeg skriver, og jeg er glad for hver og en, jeg får. Men jeg ville blive endnu mere glad, hvis I gad skrive dem som kommentarer under hvert indlæg på bloggen, da det netop er med til at gøre siden levende… Igen TAK!

http://www.sn.dk/kalundborg/hun-blogger-om-det-dejlige-og-det-daarlige-ved-at-leve-i-provinsen/artikel/411892

Kært barn har som bekendt mange navne. ‘Kulturnat’. ‘Sort Nat’, ‘Open by night’ osv. Jeg tror, at alle ved, hvad jeg taler om. Mens København har Kulturnatten, hvor man kan besøge Christiansborg, Nationalmuseet, Rundetårn og alle mulige andre interessante steder, har vi – i provinsen – også den slags. Altså, vi har selvfølgelig ikke Christian 4.s Rundetårn og alle de førnævnte seværdigheder, men så har vi noget andet. Og i fredags var der ‘Kulturnat’ i Kalundborg.

Hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg har tænkt meget over netop begreberne urbanisering og centralisering på det seneste. Faktisk har jeg tænkt over det i flere år (jeg har altså også tænkt på andre ting i de år, bare til info, inden I bliver urolige for mig). Men vi lever i en tid, hvor der netop er fokus på at centralisere, effektivisere  osv. På verdensplan er urbaniseringen steget voldsomt siden 1700-tallet, og Danmark er ingen undtagelse.  Provinsen står med tomme forretningslokaler, skoler og børnehaver lukker, ligeså er det sket for hospitalerne i flere provinsbyer. En del af effektiviseringen forstår jeg. En del. Men det er en anden historie, som jeg ikke vil komme nærmere ind på lige nu. Hvad jeg derimod meget gerne vil åbne op for, er, at vi alle brokker os. Vi brokker os, og vi er gode til det. Vi brokker os bl.a. over, at forretning efter forretning lukker i vores provinsbyer og efterlader gabende tomme sorte huller i den ellers så hyggelige gågade. Men er vi egentlig berettiget til at brokke os? Hvor meget bidrager vi selv til, at  byens hjul drejer rundt?

Hånden på hjertet, er jeg nødt til at indrømme, at jeg ikke bidrager nok. Så langt fra endda. Jeg bor pt. i en provinsby – Kalundborg, ja. Men jeg bruger ikke byen. Jeg passer mit arbejde – oftest enten hjemmefra skrivebordet eller i København. Jeg passer mit løb, nyder livet med min familie og venner, rejser osv., men vi er ikke gode til at bruge den by, vi bor i.  Jeg handler selvfølgelig i de lokale supermarkeder, men derudover ser i ikke skyggen af mig – ikke særlig ofte i hvert fald.

Det er egentlig ganske simpelt. Der har netop været valg til Europa Parlamentet, og 43.6 pct. af den stemmeberretiget del af den danske befolkning valgte IKKE at stemme. Ifølge min overbevisning har den del af den danske befolkning ingen – og jeg mener absolut INGEN – ret til at brokke sig over EU-relaterede spørgsmål i fremtiden. De har valgt at droppe deres demokratiske ret til at blive hørt i det spørgsmål. De mener åbenbart ikke, at det er væsentligt at forsøge at få indflydelse?! Nu kommer pointen med den svada (undskyld, men jeg er chokeret over den lave valgdeltagelse). Men det er faktisk det samme, når vi snakker om at bakke op om livet i provinsen. Der er en del ting, som JEG ikke er berettiget til at brokke mig over her i Kalundborg (at jeg gør det alligevel, er en helt anden sag). Men jeg er ikke i min gode ret til det, fordi jeg selv er en del af årsagen til, at nogle ting er, som de er herude.

Den eneste grund til, at jeg var blot en lille del af ‘Kulturnat 2014’  i Kalundborg, var, at jeg deltog i et modeshow for en veninde. Ellers havde jeg vel siddet på min terrasse og arbejdet, drukket vin, leget med min datter, spist hos nogle venner, været i København, ude at løbe eller…. Så simpelt er det. Jeg støtter ikke nok op om de arrangementer, som ildsjæle her i byen forsøger at stable på benene.  Nej, jeg sletter ‘nok’. Jeg støtter ikke op. slut. Og ja, jeg sagde ildsjæle. For der er, i den grad, flere af dem herude, som fortjener et klap på skulderen over det store arbejde, de lægger for dagen for at gøre byen til et bedre sted for alle.

Uanset anledning er jeg bare ikke god nok til at bruge de tilbud, der er i byen. Og det er mine venner heller ikke. Den hviler på mange, og ligesom jeg selv er klar over min mangel på deltagelse, er I andre det nok også.

Hånden på hjertet og alt muligt andet, hvor meget bruger DU din by?

Det er det samme, når vi snakker handel. Skal jeg fx købe sko til min datter, vil det oftest foregå via en shop på nettet, i København eller, når vi er ude at rejse. Har jeg fået øje på en smart dims i et boligblad eller skal have nyt tøj er nettet, storbyen eller udlandet igen løsningen Hvorfor? Det er simpelt. Fordi jeg ikke kan få det, jeg vil have her i byen. Og det giver selvfølgelig god mening, at butikkerne ikke køber hjem, hvad de ikke kan sælge. Men det er jo i virkeligheden en ond cirkel, og vi provinsboere har endnu ikke formået at bryde den. Vi vil også gerne have specialbutikker – ligesom i København og alle de andre større byer – men vi bruger dem ikke nok. Ostehus, vinhandel, kaffehus., slagter, bager, skomager, hobbyforretning, caféer, restauranter,vinbar, og jeg kunne blive ved. Derudover beklædning – og selvfølgelig den sidste trend. Men for at eksistere, skal der være kunder. Og i provinsen er vi ikke så gode til at bruge de små butikker (men vi vil gerne havde dem i bybilledet), og vi er ikke så gode til at gå ud, som set i fx København.

Derudover har man mange steder i provinsen svært ved at trække højtuddannede til byen. Kalundborg er et glimerende eksempel på, at mange af akademikerne fra fx Novo gerne kører den lange vej til og fra Kalundborg i stedet for at bosætte sig her. Jeg har nogle tal fra en artikel, som jeg skrev for et par år siden, og jeg tror faktisk ikke, at billedet har ændret sig markant siden da. Ud af ca. 300 akademikere, kører over halvdelen mere end 40 km til arbejde, (Holbækområdet) og en tredjedel mere end 90 km (altså hovedstadsområdet). Og det er da et problem for provinsen – i det her tilfælde – Kalundborg, hvis de højtuddannede ikke har lyst til at bosætte sig herude. Begrundelserne jeg fik dengang, var, at der simpelthen ikke var gode nok tilbud herude, at der ikke skete nok, og at der var kedeligt.

Tilbage til ‘Kulturnat’ i provinsen. At være en del af ‘Kulturnat’ 2014 i Kalundborg, omend det var kort, var hyggeligt. Men jeg kørte selvfølgelig hjem lige efter modeshowet. Tænk nu, hvad der var sket, hvis jeg var lidt social og havde sat mig nede i byen. Det kunne jo have endt med at være hyggeligt, men den slags skal man passe på med.  Jeg mødte mange sjove og søde (og anderledes) mennesker. Mennesker, jeg aldrig ser (jeg bliver stadig overrasket over, hvor mange jeg ikke aner, hvem er. Jeg er trods alt opvokset her og det er da en forholdsvis lille by). Men jeg oplevede, hvordan gågaden i Kalundborg ser ud, når der er liv, og den ikke bare er død, som ellers. Dét er jo præcis, hvad jeg savner fra København. LIV. Uanset, hvor man går i gaderne derinde, er der mennesker (det kan faktisk også være anstrengende for en som mig, der har brug for alene-tid indimellem), men det er altså også skønt. Jeg ved godt, at der er mange flere mennesker i København, så grundlaget for sammenligningen  er temmelig tynd, men jeg tror, at de fleste forstår, hvor jeg vil hen. 

Pia Breiner fra Breiner Coiffure sætter hår til modeshow ‘Kulturnat’ 2014. Derudover er hun også den kreative hjerne bag kjolerne til modeshowet lavet af plastsække – og ikke mindst en af ildsjælene i Kalundborg.

Jeg tænkte på det forleden dag. Vejret var fantastisk, og jeg cyklede en tur for at klare tankerne efter en lang arbejdsdag foran computeren. Når sandheden skal frem (og det skal den vel), var planen en løbetur,  men på en eller anden mystisk vis, havde en halv plade chokolade sneget sig ned i min mave (måske lidt mere), og jeg var alt for mæt til at løbe. Nå, men på min cykeltur oplevede jeg byen fra en anden vinkel. Når jeg løber, forsøger jeg at løbe væk fra mennesker og bebyggelse, fordi jeg har brug for at klare tankerne. Men på min cykeltur, befandt jeg mig pludselig i villakvarterer, hvor jeg normalt aldrig kommer. Jeg tænkte over, hvor mange mennesker, der sad der bag nedrullede gardiner (og til de af jer, der ikke trækker gardinerne for – ja, jeg kigger ind. Undskyld, men jeg kan ikke lade være). Nu var det lidt sent på aftenen, ellers havde mange nok siddet i haven, og der havde jeg altså også kigget ind med mindre, I har anskaffet jer et monstrum af en hæk (som jeg selv har gjort for netop at værne om privatlivet mod sådan nogle som mig). Nå, men vi er altså meget hjemme, på terrassen eller inden for, alene eller med familie og/eller venner. Privatfest, foran tv’et, med en bog eller for at arbejde. Fælles: Vi bruger ikke byen jævnligt, som vi burde. Eller i hvert fald bare mere end de to gange om året, hvor hr og fru Danmark sniger sig ud til årets byfest og julefrokost. Det er præcis det, de kan finde ud af i København. Det de kan finde ud af i storbyerne, og som vi provinsboere er så skide dårlige til. De BRUGER byen.

Der er selvfølgelig flere faktorer, der spiller ind, når jeg sammenligner provinsbyer med fx en storby som København, men jeg vil alligevel vove den påstand, at de i storbyen er bedre til at gå ud og bruge byen, end vi er i provinsen. Og ja, der er flere kulturelle tilbud i København, og jeg er også klar over, at man ikke kan hænge ude hver aften, men måske (undertegnede inkluderet) skulle tænke lidt mere over, hvad man selv bidrager med til lokalsamfundet. Som sagt, jeg bidrager slet ikke. Jeg har været tilbage i Kalundborg i syv år nu, og alligevel bliver jeg stadig indimellem spurgt, om jeg er hjemme på besøg. Når jeg ser uforstående på dem, og skal til at forklare, at jeg da flyttede tilbage til byen for syv år siden, efter knap ti år i Århus/København, undskylder de og siger, at da de aldrig ser mig i bybilledet, gik de ud fra, at jeg stadig boede i København. Tag den, Gitte Korsgaard!

Nogle er optimister, mens andre er pessimister,  når snakken falder på provins-Danmark. Nogle mener, at det bliver bedre, mens andre har dømt provinsen til at mislykkedes.  Uanset, om jeg bor her eller ej, ville jeg synes, at det var trist, hvis provinsen forsvandt for blot at blive en del af en stor homogen masse. Jeg elsker nemlig diversitet. Jeg elsker København, men jeg elsker også provinsen, særligt Kalundborg, der jo er min hjemby.  Det er vel netop meningen, at der er markant forskel på provins og storby, men derfor kan man jo godt tage visse tiltag til sig, som også kunne fungere i provinsen. Især hvis det kunne bidrage til noget positivt, såsom vækst. Vi skal stoppe med at være så bange for at gøre ting, der er anderledes. Vi skal turde. Det er indimellem, hvad der skal til for at ændre på nogle indgroede (læs: ofte dårlige) vaner, som er svære at komme ud af. Uanset, jeg har ikke de vise sten, blot en mening (om alt), men jeg vil meget gerne høre din mening om ovenstående – også hvis du har idéer til, hvordan man i provinsen kan gøre nogle ting bedre…

Stilhed. Stilhed, natur og plads. Det er nogle af de ting, jeg forbinder med min hjemby, Kalundborg. Det er også nogle af de ting, som jeg elsker ved Kalundborg. Når jeg har været i København i forbindelse med arbejde og har haft en travl dag, er det som, at den der lidt stressede følelse forsvinder ud af kroppen, når jeg rammer landevejen mod Kalundborg. Det er på de tidspunkter, at jeg ser provinsen i et klart lys. Jeg savner helt sikkert en masse ting herude. Ting, som er i København, men i virkeligheden går den jo begge veje. Provinsen har i den grad også noget at byde ind med, det glemmer jeg nok bare nogle gange. Ting, som storbys-Danmark ikke kan hamle op med. Så er spørgsmålet blot, hvad der vægter mest hos den enkelte? Men den der følelse af, at der er højt til loftet i provinsen (her mener jeg ikke højt til loftet mht. at være tolerant. Næ, jeg tænker højt til loftet i en fantastisk natur). Den følelse har jeg ofte svært ved at finde de fleste steder i København. Selvfølgelig er der masser af lækre områder, hvor der er skøn natur i og omkring København, men det er bare ikke helt det samme – eller er det?

Uanset, provinsen kan altså noget. Den der natur sætter det hele lidt på plads oppe i mit hoved (og mellem os, så er det tiltrængt indimellem). Den får mig til at tænke kraftigt over, hvad der er vigtigt her i livet.  Og det er vigtigt at vide, hvad der er vigtigt. Nogle gange har jeg troet, at jeg vidste, hvad der var vigtigt for så at finde ud af, at det gjorde jeg slet ikke alligevel. Og jeg er typen, der altid tror, at jeg ved bedst (kender I dem)? Åh, det har jeg så mange eksempler på, men det er en anden historie en anden dag (men de er ret underholdende flere af dem  – altså historierne). Men i virkeligheden behøver man hverken være storbyspige eller provinspige for at regne den ud, vel?

Altså, at det er vigtigt at bruge tiden rigtig. Min far sagde engang, at han hellere ville have et sjovt og kort liv end et langt og kedeligt (og det fik han ‘desværre’. Men det trøster mig, at han levede livet og ikke udsatte, ‘hvad man kan gøre i dag (læs:har lyst til) til i morgen’).  Den sætning har jeg ofte tænkt over – og jeg er enig. I det hele taget, tænker jeg (vel lige som alle jer andre over), at jeg ikke ved, hvor længe jeg er på denne jord og derfor også skal bruge den kostbare tid sammen med de mennesker, der betyder noget for mig. De mennesker, jeg elsker. Dem jeg har det sjovt og hyggeligt med. Jeg skal lave det, jeg elsker. Livet er alt for kort til alt det andet.

Alt det ved I, men det er altså, hvad naturen herude gør ved mig. Den minder mig simpelthen om, at jeg skal bruge min tid her på jorden rigtigt – no more no less! Og når jeg skriver rigtigt, mener jeg ikke, hvad andre mener er rigtigt eller, hvad andre forventer eller håber, at jeg gør. Næ, jeg mener skam, hvad der i hjertet, inde i hovedet og helt ned i min mave føles rigtigt (hvis jeg er heldig, følges de tre ting ad, men desværre ikke altid).

Anyway, når jeg går ud af min dør og skal løbe en tur, kan jeg vælge mellem skov, strand, marker (by the way – jeg løber altså ikke PÅ markerne, men på landevejen LANGS markerne). Pointe. Det er et privilegium uden sammenligning. Et privilegium at kunne vælge. Hvis jeg ikke gider mennesker, kan jeg altid finde en rute, hvor jeg er alene, hvor jeg ikke møder et øje. Det er luksus. En luksus, jeg fx ikke havde, da jeg boede på Nørrebro (til gengæld har de verdens bedste kebab – og grønthandler, og og og lige om hjørnet, men det hører I om en anden gang).

Vidderne, pladsen til at strække armene ud og råbe til himlen – den findes her. Og det elsker jeg. Det vil jeg savne den dag, hvor jeg ikke længere bor her. På en eller anden måde er det ligesom, at jo mindre byen er, jo mere sænker jeg tempoet. Når jeg fx er i vores familie-sommerhus i Lønstrup, Nordjylland, er det fuldstændig umuligt for mig at stresse over noget som helst – også selvom jeg har arbejde med (jeg er en af de der irriterende mennsker, der næsten altid har sin computer under armen). Nå, men det hele går bare lidt langsommere, men jeg når jo mærkeligt nok altid det hele alligevel.

Det jeg egentlig gerne vil frem til, er, at vi provinsboere bør huske os selv på, hvad det er, der er så skønt ved provinsen. Hvorfor vi  valgte at blive her eller, hvorfor vi valgte at komme tilbage efter nogle/mange år i storbyen. Der må jo trods alt være noget (udover lavere huspriser), der gør, at vi har valgt at bo i provinsen og ikke i storbyen?!Jeg må indrømme, at for mit vedkommende, forstår jeg nok lidt bedre, når det er sommer, hvorfor jeg har valgt at bo herude. Om sommeren emmer det hele sådan lidt af feriestemning – og det elsker jeg (no shit, Sherlock. Hvem elsker ikke feriestemning)? Og måske det i virkeligheden også emmer af feriestemning i København, når solen skinner og alting er varmt og skønt. Men, det gør det altså også herude.  Når man fx griller på terrassen for bagefter at cykle fem min. for at tage en dukkert og spise is på stranden, mens solen går ned. Det er da et billede, de fleste kan forholde sig til, er det ikke? Jeg har altså også et eller andet mærkeligt forhold til duften af grill og nyslået græs. Det står virkelig, for mig, som dansk sommer. Selv lyden af en græsslåmaskine i det fjerne er hyggelig (jeg ved godt, at jeg er lidt mærkelig, men det synes jeg altså). Det er en af lydene fra min barndom. Der er noget ved den lyd, og jeg kan ikke komme nærmere ind på det. Sådan er det bare.

Forresten, havde jeg også en anden hyggelig oplevelse (den har jeg faktisk relativ ofte) i fredags, da jeg var ude i København med nogle venner. På en cocktailbar i midtbyen støder jeg ind i en, der genkender mig, spørger mig, om jeg ikke er fra Kalundborg, og om jeg ikke hedder Gitte.  Det kunne jeg jo kun svare ja til (andet ville jo være at lyve). Vi falder i snak, og det var virkelig hyggeligt at have den der del til fælles, der hedder Kalundborg, for han var selvfølgelig også fra Kalundborg. Midt imellem alle de mange mennesker, er der en, man har noget til fælles med – og det er sgu’ hyggeligt. Det er jo det, vi alle sammen i sidste ende godt kan lide – at have den der fællesskabsfølelse. At have en fælles referenceramme. Selvfølgelig skaber man også den med nye mennesker, det skal man, og det er sundt. Men den der genkendelighed – det betyder noget for de fleste. Det er trygt og rart (for det meste i hvert fald). Og det er noget, vi er gode til, der hvor jeg kommer fra. Det er vi gode til i provinsen.

Uanset, ved jeg med sikkerhed at lige meget, hvor jeg flytter hen i verden, vil jeg altid et eller andet sted være – hende provinspigen med den lidt jyske accent. Som en god ven engang sagde til mig: ‘Man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen’.  Han har ret – og jeg er stolt af det!

Lad os til at begynde med få på det rene, at jeg selv er født og opvokset i provinsen. Jeg elsker provinsen på godt og ondt, og jeg er ikke ude på at træde nogen over tæerne (måske bare provokere lidt), men nu er jeg altså nødt til at dele min undren med jer. Hvad er der med provinsbyer og restauranter med buffet? Jeg ved ikke hvorfor, men mange mennesker i provinsen elsker altså buffet.

For ca. to år siden åbnede der en lille lækker sushi restaurant lige om hjørnet fra, hvor jeg bor i Kalundborg midtby. Og vi snakker ikke en ‘wanna be dåsetuns sushi restaurant med en reje på toppen’. Næ, vi taler skam den rigtige vare. Hvilket jo var fantastisk. Jeg havde ikke engang turde håbe på, at der ville åbne en sushi restaurant i Kalundborg, men det skete – hurra. Hurra, fordi så kan man købe andet take away mad end kebabruller og pizza. Pizza- og kebabsteder har vi nemlig nok af, og det er jo heller ikke uden grund, at Kalundborg sidste år blev placeret som den by i Danmark, hvor man spiser mest kebab  (og kage). Men lad den nu ligge.

Sushi restauranten bliver hurtig et sted, hvor jeg gør min gang – i hvert fald mindst en gang om ugen (nogle gange oftere, hvis det er mig, der skal lave mad. Indrømmet, det er jeg ikke så god til). De laver lækker sushi til fair priser, så hvad er der ikke at kunne lide?! Men, desværre deler ikke mange kalundborggensere mit syn på sushi på det tidspunkt. Eller det vil sige, jeg troede, at det var, hvad der var galt. At de simpelthen ikke kunne lide rå fisk. Fair nok. Vi kan ikke alle lide det samme. Og rå fisk, skal man vel lige vende sig til (det skulle jeg i hvert fald, men det er bare så længe siden nu). Det er trods alt stadig en ny verden for nogen. Men det er jo ret populært i storbyerne. Jeg mener, fx københavnerne kan jo ikke få nok af det, og nye sushi-steder åbner konstant i midtbyen og i brokvartererne. Ligesom tilfældet er i Århus.

Nå, men jeg tog fejl. Da man på Momo Sushi (som sushi-restauranten hedder)besluttede at lave buffet i stedet  for blot at have a la carte menu – tænk sig – da kom kunderne. Ejerne fortalte mig, at de var nødsaget til at lave buffet, ellers ville de lukke, fordi der ikke var gæster nok. Men nu kunne kalundborggenserne pludselig komme op af stolene og ud at spise. De kunne spise ALT det de havde lyst til for 199 kr. Det i sig selv, var altså nok til, at Momo Sushi nu stort set hver weekend har (næsten) fuldt hus og også er væsentlig pænere besøgt i hverdagen. Man kan sågar tage buffeten med hjem i form af en lille hvis flamingokasse, hvori man må putte 20 stk. sushi fra buffeten for 150 kr.

Buffet. Det er altså det magiske ord. Og det er jo ikke første gang, at det er set her i byen. Men ikke kun her. Jeg har snakket med mange, der bor i andre provinsbyer, og de nikker alle genkendende til den beretning. Men hvorfor er provinsen et buffet-paradis? Jeg mener, der er selvfølgelig også restauranter i København og andre storbyer, der har buffet, men det er jo så få set i forhold til antal restauranter i byen. Det er jo heller ikke forstået således, at der ikke er restauranter i fx Kalundborg, hvor der IKKE er buffet, men jeg synes at kunne se et mønster. Men hvorfor er man så vild med buffet i provinsen? Vil man hellere betale for kvantitet end kvalitet? Er det lettere, fordi man tænker, at der så er noget alle kan lide (men det er der jo også, hvis man vælger mellem a la carte retter)? Eller er det noget helt andet, det drejer sig om?

Jeg undrer (og ærgrer)mig i hvert fald over, hvorfor det altid er restauranter med buffet, der er så populære herude. Jeg kan jo lige så godt være ærlig og sige, at jeg ikke bryder mig synderligt om buffet. Jeg synes, at maden i en buffet ofte er kedelig, lunken og sikkert fyldt med bakterier fra folk, der ikke har hygiejnen i orden (nogle buffeter er naturligvis bedre end andre). Måske jeg er sippet (okay, det ved jeg, at jeg er, men alligevel). Det ændrer jo ikke på det faktum, at buffeten ånder os i nakken overalt i provinsen. Og jeg synes altså ikke, at det er buffet-paradis – jeg synes faktisk, at det er buffet-helvede…

Andre end mig, der undrer (og/eller ærgrer)sig ? Og måske jeg tager fejl, måske der findes provinsbyer derude, hvor buffeten ikke er populær? Hvad tænker du?

Vi kender den alle sammen. Nogle er mere glade for at bruge den, end andre. Nogle bruger den, ikke fordi de er glade for den, men fordi de ikke kan lade være. Fælles er, at vi alle har ligget under for den, eller kommer til det før eller siden. Jeg kan nok heller ikke selv sige mig for god. Eller vi sletter ”nok”. Men jeg er altså blevet bedre. Lidt, i hvert fald. Sådan er mennesker bare. Eller er det os danskere? Eller er fænomenet specielt udbredt i provinsen? Er det herude, hvor vinden blæser lidt mere frit, at der ikke er plads til de store armbevægelser, eller er der generelt tale om en dansk  folkesygdom, der på godt gammeldaws dansk hedder ”ondt i røven”? Den er du da stødt på, er du ikke?

Det er selvfølgelig vores gamle ven Janteloven, som jeg snakker om. ”Du skal ikke tro, du er noget”. Jantelovens første bud ud af ti. Den lader vi lige stå lidt. For hvorfor skal man egentlig ikke tro, at man er noget? For det er man da. Eller…?

Men er det fordi, jeg er fra provinsen, at jeg kender alt til Janteloven, og ind imellem stadig ligger under for den? Selvom jeg egentlig ved bedre, falder jeg af og til for fristelsen af at sætte andre på plads i mit eget univers. Betyder det, at jeg ikke kan finde ud af at glæde mig  på andres vegne? At jeg er et dårligt menneske? At jeg er misundelige på de, der klarer sig godt. Måske bedre end mig?(det er der jo selvfølgelig ingen, der gør, hvis I spørger mig).

Men nej, det betyder det ikke. Og jeg tror ikke, at Janteloven nødvendigvis er mere udbredt i provinsen, bare meget mere synlig. Her er færre mennesker, flere kender hinanden på den ene eller den anden måde, og det er lettere at falde uden for kategori herude. Vi er vokset op med, at man skal ”klappe hesten” og lige ”spise brød til”, inden vi handler. Så slår man ud med armene, får man af vide, at man da vidst skal retur til landjorden i en fart – og det er måske meget sundt – engang imellem. Men der skal sgu også være plads til at folde vingerne ud og prale af, hvad det nu end er, man har udrettet. Skal der ikke?

Okay, jeg har sgu lyst til at klappe folk en i hatten nogle gange, når jeg føler, at de står der og praler om deres bedrifter. Men i virkeligheden er det vel okay. De er jo bare glade af og stolte over, hvad de har formået. Og hvem er jeg egentlig til at dømme?! Jeg lider sgu selv indimellem af storhedsvanvid, og de her sociale medie-tider gør det ikke just bedre. Se mig, se mig, selfie mig her og selfie mig der. Og jeg elsker det – nogle gange. Men det er en anden historie til en anden gang.

Jeg er født og opvokset i Kalundborg og boede der indtil, at jeg var 19 år, hvor jeg tog på opdagelse i USA. I øvrigt et land, hvor Janteloven virker til at være en by i Rusland. Eller handler det i virkeligheden om, at Janteloven eksisterer i hele verden, blot uden at hedde Jantelov? Nå,  det er ligeledes en anden historie, som vi tager på et andet tidspunkt. Da jeg kom hjem fra det store udland, flyttede jeg fra byen og kom så tilbage igen for syv år siden, dvs., at jeg har været væk fra byen i godt ti år. Jeg kan nævne mange historier fra min hverdag, hvor jeg netop tænker, at folk herude har næsen lige lovligt langt fremme og burde have lidt mindre ondt et vidst sted.

Fx har jeg en veninde, der flyttede fra Kalundborg for mange år siden. Hun har vel ikke været mere end 18 år på det tidspunkt. Hun har skabt sig en succesfuld forretning, og er sidenhen blevet gift med en international popstjerne. Hun bor i dag i Københavnsområdet, og hun kan godt mærke forskel på storbyen og provinsen, når vi taler Jantelov. Når hun er på besøg hos sin familie, er det lige så sikkert som Amen i kirken, at folk ved, at hun er hjemme. Man kan endda være så heldig, at det står i avisen dagen efter. Det er lige fra kommentarer om den bil, de kommer kørende  i til den guldhalskæde hendes mand havde om halsen, da de handlede i Kvickly. Folk snakker om, hvilken mad de købte hos slagteren, måden, de gik på, da de var ude at gå tur i det gode vejr med resten af familien. Eller tøjet, hendes hår. Smilede hun, eller tror hun, at hun er noget. Jeg kunne blive ved… Der er intet, der går næsen forbi herude. Hun fortæller selv, at hun tror, at i provinsen handler det meget om at være ens. Om at være ligesom de andre, fordi man gerne vil passe ind i fællesskabet. Og det mener hun ikke er tilfældet i storbyen på samme måde. Her hylder man nærmere de, der formår at skille sig ud. Og jeg tror, at hun rammer plet med netop de ord.

I virkeligheden handler det altså slet ikke om, at folk i provinsen er ondskabsfulde, når de fx snakker om en, der skiller sig ud fra mængden. Det handler derimod om, at være homogene. Om ikke at være alt for anderledes, for så er man nok mærkelig. Det er vel det Janteloven handler om – at være lige, ikke at være mere end andre. Men det er vi jo ikke, og det bliver vi heller aldrig, hvis I spørger mig. Hvilket jeg i øvrigt er glad for. Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor alle var ens, tænkte ens, kunne lide det samme osv. Hvor helt igennem kedeligt og ucharmerende for ikke at tale om upraktisk. Et oplagt eksempel, er vinder af Eurovision 2014, Conchita Wurst fra Østrig, bedre kendt som den skæggede dame. Hende/ham har alle en mening om i disse dage. Fordi han er anderledes, men det skal der sgu’ være plads til. Og jeg synes, omend Eurovision ikke burde handle om politik, at det er et fint signal at sende til verden, at vi er mange, der er ligeglade med seksuel orientering, og hvorvidt man går i dametøj osv. Gad vide, om folk i provinsen har sværere ved at forstå, at en mand vælger at gå i kjole, have langt hår og lade skægget gro? Og det er jo ikke, fordi der ikke bliver snakket i storbyerne også – København fx. Men der er man nok bare lidt mere vant til, at folk er forskellige og ofte er man lidt mere rummelige i den retning. Pladsen er til diversitet på et helt andet plan, end tilfældet er i provinsen. Det kan vi ikke komme uden om.  Det er vel også en af grundende til, at mange homoseksuelle fx flytter fra provinsbyerne og til de større byer, fx København? Nå, men den diskussion er jo også en anden historie, som vi tager en anden dag – just saying.

Anyway, næste gang, vi står over for en der slår flot ud med armene, kunne vi måske prøve at glemme Janteloven lidt og i stedet give det der berømte klap på skulderen. Hvem ved, måske det fungerer bedre, end “det der dunk oven i hatten – du skal ikke tro, at du er noget”. Uanset, tror jeg altså, at JEG er noget. Nej, jeg VED, at jeg er noget, og jeg gør, hvad der passer mig. Eller i hvert fald, sådan for det meste. Og så kan I alle sammen tænke og mene lige, hvad I har lyst til. Det bilder jeg mig i hvert fald selv ind, at jeg mener. Men i virkeligheden kan ingen vel sige sig helt fri for at tænke over, hvad andre synes om en.

Det kunne også tænkes, at Janteloven blev brugt som undskyldning, fordi det er let at bruge den som dække. Man kommer måske ikke rigtig nogle vegne i sit liv, og det er helt sikkert Jantelovens skyld. Går det skidt, er det pga. Janteloven, og har man succes, er Janteloven også en undskyldning for, at man ikke har endnu mere succes… Den bliver hurtig en undskyldning for ens egen uduelighed – måske ?

Endelig. Velkommen til min blog, som handler om provinsen – på godt og ondt.

Storbyen og provinsen. Hmmm, har de to noget til fælles? Eller er de bare to meget forskellige størrelser? Faktum er i hvert fald, at når vi læser danske blade og magasiner, er det ofte storbys-Danmark, vi hører om – ikke provins-Danmark. Blade og magasiner fortæller ofte historier fra storbyen, og det er som regel København, der er i fokus. Men vi er faktisk mange, der lever vores liv i provinsen, men som altid skal læse om storbyen, når vi åbner et blad/magasin – hvorfor? Er der ikke også interessante, sjove og sørgelige historier at fortælle fra provinsen? Ikke at misforstå, at jeg ikke er interesseret i at høre om København, for det er jeg bestemt. Jeg mener bare, at det kan gøres endnu bedre ved netop også at inkludere provinsen i magasiner og blade – med alt, hvad det indebærer.

Jeg er fra provinsen, og det er jeg bestemt ikke ked af. Jeg er født og opvokset i Kalundborg, men har været væk fra byen en del år, blandt andet, hvor jeg har boet i Århus og København. Nu er jeg tilbage – tilbage i provinsen. Tilbage i min hjemby, hvor jeg havde en sjov og tryg barn- og ungdom. Tilbage, hvor meget er så anderledes fra København, som jeg (indrømmet) savner. Anderledes – ikke bedre ikke dårligere, bare anderledes. Eller… Jo nogle ting er bedre, mens andre ting er dårligere. Det er præcis, hvad jeg gerne vil fortælle om. Sætte spørgsmålstegn ved. Sætte streg under osv. Og I skal hjælpe mig!

Jeg har ofte tænkt over, hvor markant forskellen er på mange ting, når man bor i København og i en provinsby som Kalundborg. Og så igen, hvor ens nogle ting bare er uanset, hvor i verden, man vælger at slå teltpløkkerne ned . Og jeg er helt sikkert ikke den eneste. Derudover, tror jeg også, at det er uden betydning, hvorvidt det er Kalundborg eller en anden provinsby, som man har valgt at flytte til efter et liv i fx København eller måske Århus eller Odense. Og ja, jeg ved godt, at definitionen på storby i Danmark er noget anderledes end, hvis vi fx definerer ud fra amerikanske øjne. Men det gør vi ikke, og der er i hvert fald nogle af os (bonderøve – mig selv inklusiv), der kategoriserer Århus, Odense og Aalborg som storbyer. Men der slutter det også. Mange vil måske endda mene, at førnævnte byer er provinsbyer, og måske de har ret. Men for en som mig med lidt halm i træskoene, er det altså storbyer.

Nå, men planen er  – sammen med Alt For Damerne – at sætte et større fokus på provinsen i Danmark. Jeg vil fremover være fast klummeskribent/blogger på altfordamerne.dk, hvor mit blogindlæg en gang hver 14. dag vil være at læse på deres hjemmeside. Derudover vil der selvfølgelig være andre indlæg på min egen blog “En Stemme I Provinsen”, hvor jeg håber, at I vil følge mig og deltage i debatten.

I virkeligheden er det vel heller ikke så mærkeligt, at blade og magasiner fokuserer på storbyen og ikke på provinsen i en tid, hvor urbaniseringen i den grad er at mærke i det danske samfund. En tid, hvor vi  – også i lille Danmark – ser, hvordan alting centraliseres i storbyerne, og virksomheder lukker i provinsbyerne. Men netop derfor bør vi måske inddrage provinsen mere, hvor det er muligt. Uanset, vil København altid kunne nogle ting, som provinsen ikke kan. Men provinsen kan også noget, som København ikke kan. Der er i hvert fald både historier at fortælle og emner at diskutere, som jeg er sikker på, at rigtig mange kan nikke genkendende til og har en mening om.

Derfor vil jeg her på min blog og på altfordamerne.dk forsøge at rette fokus en lille smule væk fra København og indstille linsen på provinsen – og det bliver forhåbentlig sammen med alle jer andre, der også har noget på hjertet.