Forfatter: gittekorsgaard (Side 18 af 19)

‘Danskerne er uhøflige turister’.

Sådan lød overskriften på en artikel i Ingeniøren for nogle år tilbage. Det er bare ikke, hvad jeg oplever, når jeg rejser rundt i verden. Deres udgangspunkt er ganske givet også lidt anderledes, da de vel primært taler om deres oplevelser med erhvervslivet i forskellige lande, men jeg har læst mange artikler med netop den vinkel, at vi danskere er uhøflige, når vi rejser i udlandet. Ligesom da jeg sad som journalist på Kulturredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten lige efter Muhammed-krisen, eller burde jeg sige under, for den havde sat sine spor, og det føltes indimellem som om, der stadig var krise. Bl.a. fik vi alle tudet ørerne fulde af, hvor lidt velkomne danskere var i muslimske lande. Og det var også helt korrekt i flere tilfælde på det tidspunkt, og der er også steder, man skal holde sig fra i dag, men det gælder ikke kun for danskere. Men når det er sagt, har jeg rejst i flere muslimske lande de senere år, og har følt mig meget velkommen.

Jeg sidder pt. og nyder udsigten (sammen med en mio. myg, men jeg giver mig ikke, jeg går ikke ind) udover bjergene, havet og en meget smuk by på min ynglingsø i hele verden, Skiathos, Grækenland. Her har jeg efterhånden været mange gange, både med venner og familie, og jeg bliver mere og mere forelsket i øen for hver gang, også selvom jeg denne gang er indlogeret på et hotel med stort set kun italienere, hvis humor jeg overhovedet ikke forstår. For dem er jeg ikke fra provinsen eller fra storbyen, jeg er bare hende danskeren – det er min identitet hernede.

‘Danskheden’

Nu skal det jo heller ikke lyde som, at jeg har været alle steder i hele verden (gid det var så vel), jeg har skam stadig mange steder til gode. Men derfor kan jeg sagtens dele med jer, hvad jeg oplever, når jeg er udenlands, da jeg synes, at det er vigtigt at få understreget, at vi danskere faktisk er vellidte mange steder i verden. Og her skelner jeg ikke mellem provins og storby. Vi har nemlig det til fælles, at vi alle er danskere, og når udlændinge ser på os, ser de ikke en fra provinsen eller en fra København – de ser en dansker.

Man kan selvfølgelig betvivle validiteten af min ‘undersøgelse’, men den er jo ikke lavet i den forstand, at man skal analysere ud fra den og drage vilde konklusioner – og dog. Jeg tillader mig at tale ud fra den, fordi jeg så gerne vil fortælle, at jeg faktisk oplever, at danskere er vellidte alle de steder, jeg har været. Og det er noget, vi kan være stolte af. Nu siger jeg jo ikke, at vi ikke er sære, mærkelige og alt muligt andet (for det er vi også), men vi har altså også gode sider, som også mennesker med andre nationaliteter heldigvis kan se. Ris skal man nok få, men ros hænger ikke sådan på træerne. Men i de mange byer, øer og lande, hvor jeg efterhånden har slået mine folder,  kan de lide Danmark og danskerne.

Inden for psykologiens verden (ikke at jeg ved meget herom) definerer man bl.a. identitet ved, at en person tilhører forskellige grupper, og man har i kraft af disse tilhørsforhold forskellige gruppeidentiteter. Vi danskere har altså en fælles identitet – ‘den danske’. Og er der noget, der kan få os til at holde sammen i det store udland, er det den fælles identitet. ’Danskheden’. Det er jo ikke for sjov, at vi ofte søger hinanden, når vi er langt væk hjemmefra. Ligesom vi står sammen, når det drejer sig om en fodboldkamp eller, når noget går skidt, og vi må kæmpe sammen for at nå et fælles mål. Det pudsige er, at vi i Danmark også har forskellige gruppeidentiteter – gruppen fra provinsen og gruppen fra storbyen, men samtidig hører vi under en fælles identitet – ‘den danske’.

Uhøflige danskere – nix

Nå, men jeg har, som sagt, læst adskillige artikler om, hvor uhøflige turister danskerne er, og den problemstilling har jeg, igennem længere tid, tænkt over. Jeg elsker, som sagt, at rejse, og jeg vil tro, at jeg i gennemsnit har rejst til forskellige steder tre/fire gange om året i de sidste mange år. Ikke én gang har jeg følt mig dårligt behandlet, eller følt, at folk har været trætte af mig, fordi jeg var en ’uhøflig dansker’. Tværtimod er folk altid søde og hjælpsomme, hvad enten jeg har været i Asien, Nordamerika, Afrika eller Europa (de andre kontinenter har jeg endnu til gode).

Når jeg har spurgt ind til, hvordan lokalbefolkningen, det pågældende sted, oplever danskere (og det har jeg spurgt om mange gange), har svaret aldrig været negativt. Tværtimod. Om de så lyver for mine blå (grønne) øjne skyld, eller rent faktisk mener det, kan jeg jo kun gisne om. Men deres opførsel over for mig indikerer i hvert fald, at de mener det. Selvfølgelig har det også noget at gøre med, hvordan jeg er som person, om jeg er venlig over for dem osv. Vi har jo haft den der med, at vi alle kommer længst i verden med venlighed (det er bare nogle gange svært at overholde, især over for Telia).

Vi er altså meget søde

Når jeg rejser, får jeg bl.a. af vide, at vi danskere er hjælpsomme, tålmodige (her er det tydeligvis ikke mig, de taler om), høflige og lette at tale med. Folk fra andre lande forstår ikke altid vores humor, men hvad – det gør jeg heller ikke altid. Derudover er mange imponeret over, at langt de fleste danskere taler flere sprog. Det bidrager selvsagt til en bedre kommunikation (også selvom det indimellem er ‘Poul Nyrup-engelsk’). Vi er også ofte beskrevet som ‘easy going’ og lette at ‘small talke’ med (hey, man er vel dansker – vi kan jo altid tale om vejret).

Det, jeg forsøger at sige, er, at mange danskere – desværre – har en helt forkert opfattelse af, hvordan andre mennesker i andre lande og kulturer opfatter ’os danskere’. Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedringer (for det er der helt sikkert), men sådan i det store hele, oplever jeg, at vi danskere generelt er vellidte og velkomne langt de fleste steder i verden i dag.

Gode turister, dårlige værter

Vi har, som tidligere nævnt i et indlæg, fået på puklen for vores ringe service-niveau i Danmark i de senere år. Udenlandske turister er utilfredse med danskernes idé om, hvad service er – og jeg er, som bekendt, enig. Men jeg ved også, at man nogle steder i Danmark er rigtig god til service-delen, selvom der altid er plads til forbedring – i by og på land.

Eftersom jeg i øjeblikket befinder mig på en græsk ø kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det er, de kan på den her ø. Selvfølgelig har de et klima, der er oplagt til strand og udendørsliv, men med den sommer vi fx har haft i Danmark i år, har vi da også muligheder. Jeg har måske været på ca. 15 forskellige øer i Grækenland, og de kan altså noget. De tilpasser områderne til turister, og de ved, hvad service er. Måske vi danskere skulle blive bedre til at se, hvad andre lande gør i forhold til turisme og tage ved lære. Jeg kan i hvert fald se, at vi  – nogle steder i Danmark –  er håbløst bagud på visse områder. Og det er ikke kun, når jeg er i Grækenland, at jeg har tænkt de tanker, hvilket bare gør det endnu mere tankevækkende.

Men når det er sagt, skal vi ikke oven i hatten gå og tro, at andre nationer også er trætte af os som turister, for det er, efter min mening, en skrøne, og jeg køber den ikke. Vi er altså gode turister, men dårlige værter. Men vi kan gøre det endnu bedre og blive gode turister OG gode værter, hvis vi vil?! Især i provinsen, hvor vi netop ‘mangler’ visse andre ting, som storbyen kan prale af, burde vi tænke over, hvordan vi kan gøre vores små byer mere attraktive for bl.a. turister.

Uanset, vil jeg helst kunne være stolt af at være dansk, og det er jeg for det meste af tiden.

Nedenfor får I lige et par billeder fra min ynglingsø (kunne ikke lade være).

Dengang flødebollerne var meget større, og ’Mini Muh’ (de der lyseblå chokoladeting med et billede af en ko på) kostede en kr. Dengang der var kassettebånd og pladespiller, og da det blev rigtig fancy cd’er til festerne i pejsestuen (pejsestue, er der mon nogen, der har sådan en i dag)? Dengang man kendte politiet ved navn, fordi de var lokale og boede i byen (ikke fordi jeg lavede ballade). Dengang, at det ikke var lige så vigtigt at låse sin hoveddør, som det er i dag. Dengang, at lakridspiberne ikke var i fare for at lade livet, fordi de gav et forkert signal til samfundet, herunder børnene. Dengang skippermiks ikke var en racistisk blanding lakrids. Og jeg kunne fortsætte i en uendelighed. Men var det bedre dengang?

Racistisk lakrids

’Dengang’ er jo i virkeligheden en individuel størrelse. Min mormor på 100 år griner, når jeg siger ’i gamle dage’ om 1980’erne, hvor jeg var barn og husker en masse sjove ting fra. En masse ting, som ikke er længere, eller i hvert fald er forandret. Jeg mener ikke gamle dage, som dengang man døde af mellemørebetændelse, fordi der ikke var penicillin eller dengang, hvor man ikke havde køleskab og toilet. Men min mormors gode gamle dage er altså lidt længere tilbage, end mine. Men fælles er vel, at det for hver enkelt person er noget, der ligger tilbage i tiden og som man husker, som noget godt. Noget, der ikke er længere og aldrig bliver igen. Noget man indimellem savner. Men måske også noget, som man har en tendens til at forherlige?

’Dengang’ må være en sætning, jeg siger relativt ofte (og der er helt sikkert mange, der har det ligesom jeg). Jeg er så sentimental og elsker at snakke om ’gamle dage’. Det er nok meget godt, fordi det indikerer vel bare, at jeg har gode minder fra en tid, der ikke er mere. Jeg har flere venner og veninder, der kærligt griner lidt af mig, fordi jeg også er håbløs romantiker i ordets bredeste forstand. Når noget eller nogen ikke lever op til mine – indrømmet – indimellem urimelige forventninger, bliver jeg skuffet og vred. Jeg bliver også forvirret, når tingene har ændret sig – pludseligt – uden at jeg har lagt mærke til det. Nogle vil mene, at det måske er den bedste måde, idet overgangen dermed er mere blød, men nej. Nogle ting skal sgu’ forblive de samme, og skal de absolut ændre sig, skal jeg da have besked om det INDEN, så jeg kan forberede mig. Det er da det mindste, man kan forlange. Eller er det?

Det er det faktum, at det er definitivt, jeg har det svært med. Hvad nu, hvis jeg fortryder, hvad nu, hvis jeg gerne ville have, at det var som før. Hvad nu, hvis jeg ikke er klar til, at tingene ændrer sig. Derudover er der det faktum, at jeg ikke har noget at skulle have sagt. Eller det har jeg selvfølgelig, når det gælder visse ting i mit eget liv, men jeg er jo ikke herre over alt, hvilket måske også er meget godt. Det er jeg bare ikke altid god til at acceptere. Jeg kan jo bedst lide at bestemme, at have kontrol.

Men hvad nu hvis det nye er bedre, hvad nu hvis forandringen er positiv. Det glemmer jeg lidt at fokusere på nogle gange, fordi jeg har så travlt med at brokke mig i mit stille sind over selve forandringen. Jeg har nemlig indimellem en tendens til at tænke, at det der var, var bedre, end det der er, men det er jeg ikke længere så sikker på. Det var bare anderledes. Mange ting er nemlig også bedre i dag, end de var engang. Jeg tror, at jeg er bange for at træde forkert. Bange for, at det nye ikke er lige så godt som det gamle. Bange for, at jeg ikke kan fungere med det nye. Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Er det ikke sådan, de kloge siger om forandringer? Men jeg er blevet bedre – meget bedre til forandringer, og har tænkt mig at fortsætte den vej.

Er vi – i provinsen – dårligere til forandringer?

Og hvor vil jeg hen med alt det her. Jeg har simpelthen gået og tænkt over, om man i storbyen er bedre til at tage imod nye tiltag og forandringer, end man er i mindre lokalsamfund – i provinsen? Dvæler vi mere ved fortiden og, hvad der var engang? Har vi en tendens til at romantisere noget, der er endt og aldrig kommer tilbage, og er det også et fænomen, der er mere udbredt i provinsen, hvor vi måske netop ikke er lige så gode til de store skridt, som man er i storbyen? FREMSKRIDTET! Eller er det ’bare’ sådan vi mennesker er?

 Jeg spurgte en veninde, der er fra provinsen, men bor i København, om hun også mente, at man i storbyen er bedre til at håndtere forandringer, og svaret kom prompte ’Ja for helvede’, hvilket jeg morede mig lidt over. Men hun har jo ret. Og det er faktisk ikke så mærkeligt. Som jeg har skrevet tidligere, søger vi alle sammen at passe ind et sted, at være en del af en gruppe (nogle mere end andre). I storbyerne er der langt større plads til diversitet, og her er der derfor naturligt flere forskellige grupper at passe ind i, og dermed også plads til nye trends, forskelligheder og nye tiltag. Hvorimod i provinsen, hvor ’flokken’ er mere homogen, og det giver mindre plads til det nye og anderledes – det vi ikke er vant til, ikke kender, og måske er lidt bange for.

Derudover kommer forandringerne ofte storbyerne til gode. Provinsen er i den situation, at mange ændringer i samfundet desværre forringer ’standarden’ i provinsen, og måske netop derfor er man, i provinsen, lidt mere bange for ændringer? Og når jeg siger ændringer kommer vi ikke uden om centraliseringen. Jeg ved godt, at nogle politikere nu vil hævde, at centraliseringen, herunder dens mange forandringer bestemt ikke forringer provinsbyerne, men det gør de altså desværre ofte. Jeg siger ikke, at centraliseringen udelukkende er noget skidt, men jeg siger, at man skal have mere for øje, hvilken effekt de forskellige tiltag/forandringer har på provinsbyer i Danmark. I hvert fald, hvis provinsen ikke skal ende som en spøgelsesby, der engang var. Men nu ikke længere er.

Plads til forandringer

At tale om fortiden, rummer altid et element af nostalgi. Måske det er på tide at aflive myten om, hvor meget bedre alting var i gamle dage. Jeg mener, selvfølgelig var visse ting bedre, men meget har også ÆNDRET sig til det bedre, og gør det stadig. Måske, vi i samfundet – storby og i særdeleshed provins skal blive bedre til at fokusere på alt det, der er blevet bedre i dag. Alt det, der i dag er muligt, og som vi ikke vidste dengang i de ’gode gamle dage’. Vi elsker at brokke os over, hvad der ikke fungerer. Men måske vi nogle gange skulle træde et skridt tilbage og glæde os over det, der rent faktisk fungerer?! Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte kursen mod det uvante. Så længe, at de vigtige mennesker – dem jeg elsker og holder af – i mit liv er uforanderlige, kan det da ikke gå helt galt – selvom tingene omkring mig indimellem forandrer sig.

Så er det den tid igen, hvor hr. og fru Danmark vover sig ud i byen. Der er nemlig byfest. I provinsen betyder det, at man går ud og rent faktisk bruger byen. Ligesom når Julen står for døren. Det er umiddelbart de to tidspunkter på året, hvor jeg mindes, at der faktisk er mange mennesker i bybilledet i Kalundborg. Den der by, som vi alle sammen gerne vil have skal indeholde det hele, men vi gider sgu’ ikke bruge det. Det der med at gå ud, det kan de gøre inde i det der København. Vi har vores weber grill, terrassevarmer og lagusta-hækken, og her sidder vi lunt og godt gemt inde bagved.

Det ville også være helt i orden, hvis ikke det var fordi, vi samtidig brokker os over, at alting lukker i byen. Og ja, jeg har nævnt det før, men var nødt til at nævne det igen, da jeg tænker på det, hver gang det er tid til byfest i Kalundborg. Jeg skal da i øvrigt ikke selv holde mig for god. Jeg skal ikke pudse nogen glorie, for der er ikke nogen at pudse.

‘Kontoret’ i Kalundborg, Byfest 2014

Nå, men byfesten. Uge 30 er tradition tro byfestuge i Kalundborg, og da jeg var teenager, var det noget, man ikke ville gå glip af. Så kunne Rhodos og Ibiza godt vente et par dage mere, for når der var byfest, var man hjemme sammen med sine venner – og vi festede. Da jeg boede i København, kom jeg næsten også altid hjem på besøg i den uge (tænk, hvis jeg gik glip af noget).

Gågaden under Byfest, Kalundborg 2014.

Jeg flyttede tilbage til provinsen for  syv år siden og er nok nødt til at erkende, at jeg vidst kun har været til byfest en enkelt gang eller to i de år. Enten har jeg været bortrejst eller blot fravalgt det, fordi der var andet, jeg hellere ville. Men i år tænkte jeg, at det skulle være løgn. Så jeg har været til byfest, og det var skægt.

Bartenderen på ‘Kontoret’ (en gammel skolekammerat i øvrigt) serverede drinks alt imens, han selv fik en lille en…

Jeg tog altså til byfest fredagaften sammen med flere af mine gode veninder. Der er nogle, der er hardcore og fester tre dage i træk, det kan jeg så ikke prale af denne gang. Men fredag var en fin dag, og der var sort af mennesker i gågaden, hvilket var ret hyggeligt, eftersom det jo er et sjældent syn efterhånden. Vejret var også fantastisk, så det gjorde det bestemt ikke mindre hyggeligt, at man kunne sidde udenfor hele natten sammen med gode venner og bare snakke, drikke drinks og lige spise en enkelt kebab (ligesom i gamle dage), inden man skulle hjem og sove.    Jeg fik blå tunge, fordi jeg drak ‘Isbjørn’, som tilbage i 90’erne, og blev øm i kæberne af at grine af gamle historier sammen med mine venner. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har drukket en ‘isbjørn’ siden 90’erne, og er ret overbevist om, at det netop kun er i provinsen, at man stadig har den stående på kortet.

Barndomsvennerne

Som jeg tidligere har nævnt i et af mine blogindlæg, er ‘de der venner’, man har kendt hele sit liv, guld værd. Og det var blandt andet nogle af dem, jeg festede med til byfesten. Det vækker altid minder, og jeg ville ønske, at vi alle kunne have været samlet, men måske til næste år. En ting er sikkert, uanset om jeg bor i provins eller storby, vil jeg altid synes, at det vil være hyggeligt at tage til byfest i uge 30 i Kalundborg sammen med mine barndomsvenner og alle de andre, som jeg kender fra dengang i en fjern fortid, hvor jeg var barn og teenager. Det er jo netop en del af charmen ved byfesten, at man tager en tur ned af ‘memory lane’ og møder gamle venner, man ikke har set i mange år. Det er igen den der fælles referenceramme, som de fleste mennesker elsker.

Derudover fandt jeg ud af, at ikke alle absolut er ‘over-dressed’ i provinsen (det er de nu heller ikke alle i København), når de går ud. Men hånden på hjertet, jeg har aldrig set en i København i træsko eller badesandaler på en cafe, restaurant eller bar. Et eller andet sted, er det egentlig skægt og på sin egen pudsige måde charmerende, at man bare stikker i træsko, sandaler (MED en lille strømpe vel at mærke)eller en badesandal, fordi det er, hvad man har lyst til at have på. Men jeg er altså nødt til at sige, at når man tager til fest, kunne man da godt lade førnævnte blive hjemme. Jeg siger ikke, at man behøver iklæde sig gallauniform, men nedenstående bør altså forblive på matriklen uanset, om man bor i København eller provinsen.

I hvet fald ikke overdressed…

Men måske mit prinsesseskørt til gengæld var…

En succes

For mig var byfesten altså klart en succes. Der var rigtig mange mennesker, der festede i byens gågader, vejret var fantastisk, og for eget vedkommende, fik jeg snakket med en masse søde mennesker, jeg hverken har set eller snakket med længe. Og det var både dem, der bor i byen og dem, der var hjemme på besøg netop, fordi det var byfest.

Selvfølgelig er vejret også afgørende for, hvorvidt en byfest bliver en succes eller ej, da meget foregår udenfor. Men så længe folk støtter op om konceptet, fungerer det uanset vejr. I år var der sort af mennesker, og det var godt at se, byen blev brugt på en hyggelig måde. Det var byfest, sommer og sol – og jeg skal da helt sikkert til byfest igen næste år.

Faktisk ved jeg ikke meget om byfester i andre provinsbyer, men er sikker på, at de er lige så underholdende, som de byfester, jeg har været til i min barndomsby. Jeg håber virkelig, at det er en tradition, som provinsbyerne formår at holde fast i. Det ville være så ærgerligt, hvis det hele blev mainstream og lignede hinanden. For det er helt sikkert, at en byfest i min barndomsby er langt fra det mere mondæne natteliv  i København. Jeg kan dog nævne en bodega eller 100 i København, hvor provinsen har overtaget. Og det er der jo en grund til. Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet, men at det er to vidt forskellige ting, og da jeg jo er tilhænger af diversitet, kan jeg kun sige hurra for, at begge dele eksisterer – og at det forhåbentlig fortsætter sådan.

Det er ingen hemmelighed, at vi elsker at rejse, men når det danske sommervejr viser sig fra sin bedste side, som det indtil videre har gjort i flere måneder nu, så behøver jeg faktisk ikke at rejse nogen steder. Jeg elsker Danmark om sommeren.  Men jeg vil dog ikke udelukke en lille rejse i august, man skal jo også huske at udvide sin horisont og lære andre kulturer at kende (herunder også mad- og strandkultur).

Aura-Xenia ved en af badebroerne ved Skanderborg Sø

De sidste par uger har jeg holdt ferie med min datter i det danske land – og hvilken ferie. Vi slog hul på ferien sammen med en veninde og hendes børn, hvor vi bl.a. tog til en anden provinsby – nemlig Skanderborg for at besøge min mor. Vi tilbragte fire solfyldte dage med at bade i Skanderborg Sø – på alle tider af døgnet, shoppe i byen og lave ingenting udover at dovne og have tid til hinanden. Derudover spiste vi alle vores måltider udenfor i det dejlige vejr, og der var plads til løbeture, is i lange baner og sjov og ballade.

Lykken er lune sommeraftener og barnelatter

Aftenbadning ved Skanderborg Sø.

Udover danske jordbær, kartofler og ærter og det faktum, at man kan ligge på stranden og bade fra morgen til aften i det her vejr, er der et par andre ting, som jeg også elsker ved den danske sommer – de lune sommeraftener på terrassen eller ved vandet.

Sjov i mosehullet (tror, at man skal tage bad bagefter).

Når man fx sidder omgivet af mennesker, som man elsker på terrassen ved spisetid, og børnene (også de lidt større børn) leger i haven og i den der pool, der skulle være en pool, men nok nærmere har udviklet sig til et mosehul efter at have huset børn dagen lang. Duften af grill i luften, lyden af latter fra mosehullet, en græsslåmaskine i det fjerne, nogle stemmer ovre fra naboen, isbilen der pludselig melder sin ankomst, og alle børn (mig selv inklusiv) render ud til den, alt imens der bliver råbt ‘ jubiii, isbilen’. Kl. 23, når ungerne er puttet for længst, trætte og glade, fordi også de elsker ferie og sommer og ikke mindst den tid, man har sammen. Rødvin i glassene, mørk bounty (hvem elsker måske ikke det), og jeg griner så meget, at jeg bliver helt glad oven i hatten. Det er bl.a. i sådanne øjeblikke, at jeg er lykkelig helt ind i hjertet.

Storby og ferie

Cirkus Summarum

Men Aura-Xenia og jeg har altså heller ikke helt kunne holde os fra storbyen i vores ferie. Vi var jo i Århus, hvor vi bl.a. var en tur i Tivoli Friheden og på shoppe-tur i Århus. Derudover har vi været en tur i København for at se Cirkus Summarum. Det var 30 grader, føltes som 50 og der var en milliard million mennesker, men Aura-Xenia syntes, at det var fantastisk at møde Bamse, Kathrine fra Lille Nørd og Christian fra Christian og Mysteriet, så det var klart anstrengelserne værd. Inden cirkus var vi en tur i Fields. Og det havde slet ikke noget at gøre med, at de har Starbucks i Fields, og at jeg er ualmindelig glad for Starbucks. Glæden var stor, da også Aura-Xenia var begejstret for konceptet og drak en frappuccino som sin mor (dog uden kaffe).

Aura-Xenia i ‘Build a Bear’ i Fields, København.

Vores ekskursion til Fields Shoppingcenter tog dog ydermere en anden drejning, da jeg ikke havde forudset, at vi ville gå lige forbi en Build a Bear forretning. Aura-Xenia fik lov at ‘bygge’ sin første bamse. Jeg ved, at de tjener styrtende med penge på det koncept, men jeg kan altså godt forstå, at børn synes, at det er sjovt. JEG synes, at det er sjovt. Vi var i forretningen i hvert fald i en time, måske to (og kunne have været der meget længere), men det var en fest for Aura-Xenia, så også det var det hele værd.

Bøhlandet er perfekt i varmen

Sejlklubben ved Skanderborg Sø.

Der er ikke mange steder, der er bedre at være, når temperaturen siger 25 grader plus, end ‘på landet ved vandet’. Her blæser vinden lidt mere kølig luft på en varm krop. Jeg vil i hvert fald helst være ved vandet, når det er så varmt, for jeg er ikke så god til det der med at være i solen og ‘bare’ sidde/ligge med mindre jeg ligger i skyggen med en god bog (og en is). Det er varmt, kedeligt og jeg vil altså meget hellere bade eller lave noget andet sjovt.

Der er jo altså også en grund til, at mange byboere søger på landet eller i hvert fald til stranden i varmen. Varmen i en storby kan være kvælende på en varm sommerdag, hvis man ikke opholder sig det rette sted (selvom jeg nu også elsker København om sommeren).

Nå, men vi har altså tilbragt en del tid på forskellige strande i Kalundborg, hvor vi bor. Jeg forstår bare ikke, hvorfor man i Kalundborg ikke har valgt at gøre bare et par enkelte af by-strandende mere børnevenlige. Det er fint med badebroer, men for de mindre børn ville det altså være fantastisk med sand i stedet for sten, så man kunne gå ud med børnene inde fra stranden. Og ja ja, nu ved jeg godt, at jeg skal høre på et eller andet med, at man bare kan tage badesko på og, at sådan har det altid været. Men bare fordi noget altid har været sådan, betyder det jo ikke, at det absolut skal forblive sådan.

Badebro ved bystrand i Kalundborg.

Når vi nu har ca. 160 km kyststrækning i Kalundborg Kommune, kunne vi da godt udnytte det lidt bedre i fx Kalundborg by fremfor, at man fx skal køre til Bjerge, Eskebjerg, Asnæs eller Vollerup. Ovennævnte er alle områder med dejlige strande i nærheden af Kalundborg, men man skal stadig køre mellem fem og 15 km fra Kalundborg centrum for at komme derud, hvilket kan være lidt besværligt for folk uden bil. Derfor forstår jeg ikke, at man ikke udnytter potentialet for de mange by-strande lidt bedre.

Derudover er jeg klart nødt til at spørge ind til, hvad der sker for is-husene her i området? Jeg mener, hvor er de? Udover vores slikforretninger i gågaden, der sælger softice, hvor blev de der gammeldags is-huse så lige af? De er så hyggelige, og helt ærligt, så kan det da ikke være rigtigt, at bor man i Kalundborg, skal man køre til Havnsø eller Bjerge for at få en gammeldags is fra et ‘rigtigt’ is-hus?!

Ressourcer skal udnyttes

Hvis vi gerne vil have provinsen til at blomstre igen, og unge mennesker til at vende tilbage efter endt uddannelse, er vi bl.a. nødt til at satse på noget af det, vi har herude, der fungerer (for der er altså desværre også en del, der ikke fungerer). Men noget der fungerer, er naturen. Jeg tror, at vi kan trække rigtig mange turister til danske provinsbyer, hvis de pågældende kommuner forstår at udnytte byernes/kommunernes potentialer. Byer beliggende ved vandet skal selvfølgelig udnytte de muligheder, det giver, men det er der desværre mange kommuner, der ikke evner. Jeg synes desværre, at jeg bor i en af de kommuner, der ikke har levet op til at udnytte byens naturlige ressourcer. Jeg har idéer til, hvordan man kunne gøre tingene bedre, men jeg er jo bare journalist. Der må sidde en masse idérige og kreative mennesker rundt omkring derude, som kommunerne burde sparre med for at finde ud af, hvordan vi udnytter vores ressourcer bedst.

Symbiose

Jeg bor fx i en kommune, der er visionær angående erhvervslivets ressourcer, og som har symbiosen, hvilket Kalundborg er kendt for. Symbiosen er kort fortalt en række virksomheder i Kalundborg, der samarbejder, og hvor det bærende princip er tilvejebringelse og deling af ressourcer og spildstrømme, samt genanvendelse af energi, vand og materialer. Det er også rigtig fint, men det er ikke nok, for når det kommer til natur og kultur, har vi absolut ikke nogen symbiose. Hvilket også betyder, at vi ikke er en attraktiv kommune/by for evt. tilflyttere, da vi i forvejen er udkants-Danmark. Helt overordnet, synes jeg, at vi mangler noget at brande vores by på, og det er ikke nok med den industrielle symbiose.

Og mit bud er faktisk, at min kommune så langt fra er den eneste med det problem???

Her Kato, Vig 2014. Foto: Gitte Korsgaard

Som mange af jer allerede ved, undrer jeg mig over en del ting – små som store, og jeg har en mening om stort set alt (indimellem ret opslidende). Nå, men det slog mig den anden dag, at Vig Festival da var oplagt at skrive om netop i forbindelse med al min snak om storby og provins og om, hvordan vi skal blive bedre til at promovere os i provinsen.  Jeg udsætter jo ikke, hvad jeg kan gøre i dag til i morgen, så jeg kontaktede Vig Festival, som heldigvis kunne følge min (når jeg selv skal sige det) geniale idé.

Party i provinsen kontra fredagsrock i Tivoli

For Vig Festival er da om noget et godt eksempel på, at vi også, i provinsen, kan finde ud af at holde en fest. I den forbindelse kom jeg derfor også til at tænke på, hvordan de forskellige kunstnere egentlig oplever at optræde på en festival som fx Vig kontra at stå på scenen fredag aften i Vega eller til fredagsrock i Tivoli. Derfor tog jeg en lille snak med flere af dem om netop det at optræde på en festival i provinsen og  om, hvordan de opfatter publikum.

Så er det, at jeg lige vil komme med en indskudt sætning, inden jeg kommer for godt i gang. Jeg mødte, som sagt, en masse spændende mennesker på Vig Festival, og jeg kan fortælle, at I kommer til at høre mere til dem her på bloggen på et senere tidspunkt. Mere vil jeg altså ikke sige på nuværende tidspunkt, men glæd jer – det gør jeg!

Vig Festival

Nik ELLER Jay 😉 Foto: Gitte Korsgaard.

Det begyndte med en koncert i det fri med Kim Larsen og efterfølgende Shu Bi Dua. I dag er det bl.a. navne som Mads Langer, L.O.C., Carpark North, Barbara Moleko, Kato, Safri Duo, Rasmus Seebach, Nik&Jay og D-A-D, der gæster Vig Festival. Den er besøgt af ca. 18.000 mennesker i de tre dage i juli, hvor der festes i provinsen. Nå, men jeg kan jo lige så godt være ærlig (det siger de, at man skal være).

Jeg har aldrig været festival-menneske, og I skal nok heller ikke satse jeres penge på, at det vil ændre sig. Men vil I tænke jer, jeg er jo faktisk lige kommet hjem fra Vig Festival, og jeg har haft de mest fantastiske dage med arbejde, gode venner og ikke mindst fantastiske musikoplevelser. Derudover har jeg mødt en masse søde, spændende og sjove mennesker.

Nuvel, jeg tog luksusudgaven, da jeg opholdte mig en del i presseområdet og backstage samt sov og tog bad hjemme. Ja, ja okay, nogle vil nok mener, at jeg ikke helt har været sådan rigtig på festival, men jeg har da trods alt tilbragt det meste af de sidste tre dage med at høre musik sammen med 18.000 feststemte mennesker – både det ene og det andet sted. Men at sove i et halvlunkent telt med lugt af alkohol, sved og sure sokker er ikke lige mig. Ja ja, jeg ved godt, at ikke alle på en festival lugter af sved og har sure tæer, men det er jeg altså kommet til at bilde mig selv ind. Derudover er der jo altid en vis risiko for urinregn udover mit telt, og det kan jeg slet ikke overskue. Alene tanken om toiletforholdene sådan nogle steder gør, at jeg trækker mig. Jeps, bare kald mig sippet – for det er jeg.

Nik&Jay gæsteoptræder ved Carpark Norths koncert. Foto: Gitte Korsgaard

Men jeg er nødt til at indrømme, at der var væsentligt renere end, hvad jeg havde ventet (jeg har jo været på Roskilde, så havde frygtet det værste).Derudover er der heller ikke så ’crowded’, at man får klaustrofobi, og konceptet med, at der skal være plads til alle – unge som gamle holder i den grad. Vig Festival har i øvrigt 20 års Jubilæum næste år, og drives af ca. 2.000 frivillige og meget søde medhjælpere, udover blot to lønnede medarbejdere. To! Det er da så imponerende, at man kan stable sådan et arrangement på benene næsten udelukkende ved hjælp af frivillige kræfter primært hentet i lokalområdet (og jeg er ellers ikke let at imponere, stol blot på det). Der kan man da tale om ildsjæle, og om at gide at gøre noget for, at det hele ikke altid skal foregå i storbyerne.

I kan i øvrigt læse meget mere om Vig Festival på http://vigfestival.dk

Mads giver koncert. Foto: Gitte Korsgaard

Mads svarer tålmodigt på mine mange spørgsmål.

Jeg har i flere år lyttet til hans musik. Udover at synge helt fantastisk, skriver han meget smukke tekster, der får mig til at tænke over livet og alt det andet, som indimellem kan være lidt besværligt. Derudover er hans musik så melodisk, at jeg faktisk slet ikke kan beskrive det. Og som om, det ikke er nok, så er han også et utroligt rart menneske, som gav sig god tid til at tale med mig på her i weekenden til trods for, at han er en ret populær herre.

”Det er tredje gang, jeg er på Vig Festival. Den første gang spillede vi på en lille scene, men sidste år fik vi lov til at optræde på den store, ligesom i dag. Jeg holder meget af at komme her, men jeg synes faktisk ikke, at der er den store forskel på at spille for et publikum i København kontra herude. Det, der måske er lidt anderledes, er samværet her på festivalen. Folk har været her i flere dage, og det kan godt gøre stemningen lidt anderledes”.

Mads Langer ændrer ikke i sit repertoire efter, hvor i Danmark han spiller. Det handler – for ham – om, at præsentere den pakke, som han selv kan lide. Men selvom, at Mads ikke oplever, at der er stor forskel på regionerne i Danmark, oplever han faktisk, at der er stor forskel landende imellem.

”Tyskland og USA fx er meget opdelt. Jeg er kendt på Østkysten og Vestekysten i USA, men ellers spiller jeg ikke for fulde huse derovre. Der mærker jeg virkelig en forskel på regionerne i landet i forhold til min musik”.

Kato & Safri Duo, inden de skal på scenen. Foto: Gitte Korsgaard

Kato og Safri Duo optrådte også på Vig i år, og var lige så populære som altid. Her er opfattelsen nogenlunde den samme.

”Det er mere vejret og andre faktorer, der spiller ind. Der er ikke den store forskel på at spille for folk i København fx kontra folk i provinsen. Men der er forskel på at spille på en klub kontra en festival. Vi oplever også mere forskellen i forhold til kultur altså, når vi spiller i udlandet kontra Danmark”.

Også forsangeren Lau Højen fra Carpark North er enig i, at der ikke er den store forskel på regionerne. Heller ikke provins og storby.

Lau Højen og jeg snakker, og det er sjovt.

”Det er klart, at da vi var nye i branchen, var det anderledes at spille i Århus, hvor vi er fra, da vi her havde en langt større fanklub, end andre steder på det tidspunkt. Men efter, at vi er blevet et nationalt band, oplever vi det ikke rigtigt. Men der er dog forskel på at spile indendørs og udendørs. Det er lettere at skabe en mere intensiv stemning indenfor. Men ellers er det mere vejret og humøret hos publikum, vi vurderer. Er det fx skidt vejr på en festival, er stemningen anderledes, men ofte når folk alligevel et punkt, hvor de siger ’fuck it’ selvom det øsregner, og det er fedt”.

Carpark North er ikke kun vanvittige populære i Danmark, også i Tyskland har de længe været et hit. Og ligesom Safri Due og Kato fortæller, oplever de også den kulturelle forskel på landene, når de optræder.

Lau Højen, forsanger i Carpark North. Foto: Gitte Korsgaard

”I Tyskland er det ofte meget musikinteresserede, der kommer og hører os. Hvorimod i Danmark er det både musik og fest, det handler om. Og det giver en anden stemning”.

Barbara Moleko efter koncert. Foto: Gitte Korsgaard

En anden, der var både hyggelig og interessant at snakke med, var smukke Barbara Moleko. Hun er ganske vidst opvokset i Vanløse, men har gået på Den Rytmiske Højskole i Vig. Hun har derfor et særligt forhold til området, og hun har også en lidt anderledes opfattelse af at optræde for et publikum i provinsen.

”Det kommer selvfølgelig an på, hvor det er, men generelt er folk i provinsen ret gode til at holde en fest. De hygger sig med hinanden på en anden måde, når de er på festival. De har nærmest en lille picnic, sidder på tæpper, hygger og lytter til musik. Det elsker jeg. Det oplever jeg ikke på samme måde i København. Begge dele er fedt, men det handler vel også i sidste ende om, at man sporer sig ind på sit publikum og møder dem på deres præmisser”.

Konferencier på Vig Festival, Jacob Haugaard, har været i branchen i mange år. Han har været 25 år på Grøn Koncert, tre gange på Vig og adskillige andre steder. Han kan også mærke en vis forskel på provinsen og København.

Jacob Haugaard og jeg snakker om provinsen og storbyen.

”I København og Århus vil de underholdes mere. De er vant til, at der sker noget. Hvorimod det er lettere i provinsen. Man bruger også typisk flere penge i provinsen, når man er ude. Det virker som om, at folk har flere penge med, når de fester på en festival fx – og ofte er flere folk derfor også mere fulde”.

Hmmm, den lader vi lige stå lidt. Kan det nu virkelig passe? Er folk i provinsen mere fulde, når de fester, end fx københavnere? Jeg tror det ikke, men jeg skal da ikke afvise det. Jeg mødte da en enkelt eller 100, der havde fået, skal vi  sige, rigeligt med alkohol.  Men faktisk var jeg forundret over, hvor god plads, der var til børnene på Vig til trods for fulde mennesker. Det er skønt at se, at der er plads til alle, uanset alder.

Provinsen kan godt

Så lige for at vende tilbage til den der med, at vi skal blive bedre til nogle ting i provinsen. At alt ikke behøver at foregå i København. Kunstnerne, der optræder på Vig Festivalen kommer gladelig derud år efter år (og mange andre steder i provinsen for den sags skyld), bl.a. fordi de godt kan lide stemningen på en festival. Ligesom der ingen tvivl er om, at Vig som by får noget ud af, at det bliver stablet et sådan arrangement på benene år efter år. Udover at de lokale butikker og supermarkeder nu og her kan mærke de mange mennesker, giver det også kendskab til lokalområdet. Her tænker jeg naturligvis – turister. Sandsynligheden for, at flere har hørt om Vig pga. Vig Festival, er stor.

Det betyder også,  at der er en god mulighed for, at det vil bidrage positivt til fx turismen i området, da flere måske fremover vil vælge Vig og omegn, næste gang de skal leje et sommerhus, skal på campingferie i Danmark eller, hvad ved jeg. Simpelthen fordi de har hørt om, hvor smukt der er eller måske endda selv har oplevet området/byen i forbindelse med Vig festival. Vig bliver sat på landkortet med Vig Festival – og det er et klogt træk.

Det smukke område omkring Vig. Foto: Gitte Korsgaard

Som Jacob Haugaard så fint siger det:”Vig Festival giver Vig identitet”. Han rammer hovedet på sømmet der. Det vil vi se mere af andre steder i provinsen. Der er jo ingen, der siger, at alle små byer skal stable en festival på benene, men der er så mange andre muligheder for at gøre sig bemærket på Danmarkskortet. Provinsen kan godt.

Min første skoledag sammen med en af barndomsvennerne.

Dengang jeg var vild og klatrede i træer, faldt i åen og skulle fiskes op, smugles ind i bad UDEN, at min mor opdagede det. Min første skoledag, hvor jeg var sikker på, at jeg ikke havde tid til at lege, når jeg kom hjem, fordi jeg skulle lave lektier. Den duft der var, når vi cyklede hjem om aftenen, eller gik ned for at bade kl. 23 i regnvejr. Da jeg græd så meget til en film i biografen, at jeg blev spurgt af personalet, om jeg var okay (jeg siger ikke hvilken film). Når vi hver anden torsdag hang bag på isbilen, mens den kørte rundt i kvarteret. Dengang jeg var sikker på, at mit hjerte skulle briste, fordi jeg troede, at ham der fra 9. klasse, som jeg ret godt kunne lide, ikke ville have mig. Jeg gik i 7. og var af den overbevisning, at mit liv var slut. Jeg snakkede kun om ham, og hørte Roxettes ’It must have been love’ på repeat i en uge. Men jeg fik ham, og alt var godt i mit unge teenager-liv – lige indtil, at det ikke var spændende mere, og jeg igen sad og snakkede om drenge, musik, livet og alt det andet. Når vi var urimelig tarvelige, og jeg slog op med en dreng over tlf. for efterfølgende at danse ’glædesdans’, fordi jeg var sluppet af med ham. Når min far weekend efter weekend troligt ventede oppe, indtil vi kom fra byen, og vi efterfølgende spiste morgenbrød fra Kvickly på køkkengulvet. Da jeg mistede min far. Jeg kunne fortsætte. Især lyde (særligt musik) og lugte er det, der igen og igen tager mig tilbage til mine barn- og ungdomsår, og ikke mindst mine barn- og ungdomsvenner – og min hjemby.

Mig og en af ‘bedstevennerne’.

Du kan være helt sikker på, at de fortæller dig, når du er en idiot, men de elsker dig alligevel. De bliver ved din side, selvom du måske ikke altid helt har fortjent det. De hjælper og står uden tøven bag dig, når livet er svært, og de deler glæden med dig, når du er glad. De forstår dig, uden at du behøver forklare en hel masse. Det er rigtige venner.

Jeg kender flere, der har valgt at blive i København eller Århus efter endt studium, og som er fra en provinsby et eller andet sted i Danmark. De vil, som så mange andre, ikke tilbage til hjemegnen af flere årsager, men én ting, som de bl.a. alle har til fælles, er, at de savner en eller flere af deres barndomsvenner. Selvfølgelig er der også mange, hvis bedste venner måske er kommet til senere i livet, men jeg vil vove at påstå, at en del alligevel har venner tilbage fra barn- og ungdomsårene, som de stadig er tætte på, og som de har et helt specielt forhold til. Det er klart, at er man fx vokset op på Vesterbro, så har man selvfølgelig også barndomsvenner på samme vis, som er tilfældet i provinsen. Men da der er så mange tilflyttere i storbyerne, især i København, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det netop også betyder, at den der fælles referenceramme fra barn- og ungdomsårene ikke er der, og de derfor savner venner tilbage fra ’dengang’. Det er vel heller ikke tilfældigt, at de venner, jeg har, der bor i udlandet, altid har søgt andre danskere. Det er den der fælles referenceramme, der trækker og giver en form for tryghed – tror jeg.

Jeg kan huske, at jeg savnede mine barndomsvenner, da jeg flyttede alene til Århus for mange år siden. Mine brødre boede i Århus, og mine forældre relativt tæt på. Men udover dem, havde jeg ingen tilknytning til byen på det tidspunkt. Jeg kom fra en lille by, hvor alle de unge mødtes på det lokale diskotek, hvor jeg også arbejdede som bartender. Her havde jeg en fantastisk tid med en masse søde og sjove mennesker – mennesker, hvoraf jeg stadig snakker med flere af dem den dag i dag.Jeg fik dog hurtig nye venner i Århus via mit job, enkelte af dem har jeg heldigvis i mit liv i dag. Men langt de fleste var ‘bare’ gode venner, som jeg festede og havde det sjovt med i den periode af mit liv. Efterfølgende flyttede jeg til København, hvor jeg også savnede mine barndomsvenner. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fik mange nye gode venner, men vennerne ‘hjemmefra’ var alligevel savnet. Jeg har mødt dem på forskellige tidspunkter i mit liv, men fælles er, at de alle er tilbage fra barn- og ungdomsårene. De vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og uanset, om vi er langt fra hinanden geografisk, og ikke har set hinanden længe, føles det, som så vi hinanden i går, når vi ses. Vi fortsætter snakken, hvor vi slap, og behøver ikke så mange forklaringer. Derudover kan vi være sammen uden egentlig rigtig at lave noget. Der bliver heller ikke nødvendigvis sagt en masse hele tiden (selvom vi nu opretholder en vis standard mht. at snakke). Vi forstår hinanden uden ord, men har samtidig en masse at snakke om. Vi er der altid for hinanden, det behøver vi ikke at sige, det ved vi. Og det er vel i virkeligheden, hvad venskab handler om.

Det er her filmen fra mine barn- og ungdomsår er optaget

Mig sammen med to af ‘bedstevennerne’.

Da jeg mistede min far for syv år siden, var jeg det mest ulykkelige menneske i verden (det følte jeg i hvert fald). Jeg syntes, at det var det mest urimelige, at verden var noget møg, og at ham der Gud, som manglede en engel eller en stjerne, eller hvad de nu alle sammen sagde, at han manglede, han kunne skride af h…. til. For jeg manglede min far. Jeg manglede en af de få mennesker, jeg altid har kunne regne med uanset, hvad jeg havde lavet, sagt eller gjort. En af dem, der fik mig til at føle, at  jeg var noget specielt. En af dem jeg elskede. Så ja, jeg kunne ikke rigtig se meningen på det tidspunkt. Det kan jeg i øvrigt stadig ikke, men jeg har lært at leve med det. Min pointe: Det er uden tvivl det værste, der er sket i mit liv, og mine rigtig gode venner var der for mig nat og dag, uge efter uge, måned efter måned (det var min familie selvfølgelig også). Mine barn- og ungdomsvenner kendte min far og forstod, hvad jeg havde mistet. Jeg behøvede ingen forklaringer.

Jeg er ikke altid let at have med at gøre, jeg er faktisk møgbesværlig nogle gange. Det vil min familie og mine nære venner uden undtagelse skrive under på, men så opvejer jeg det med et par andre gode sider, tror og håber jeg. Noget må jeg jo gøre rigtigt, når jeg har så gode venner, som tilfældet er. Jeg har faktisk ikke ord for, hvad de betyder for mig. Jeg ved bare, at jeg ikke kan undvære dem, og det kommer jeg aldrig til at kunne. Og uanset, hvor jeg flytter hen i verden, vil de altid have en særlig plads i mit hjerte. Det vil min hjemby også, da det jo er her, jeg har en masse gode minder fra med de fleste af dem, jeg elsker. Lugtene, lydene – det er her filmen fra mine barn- og ungdomsår er optaget.  Nogle rejser til verdens ende for at flygte fra deres rødder og deres fortid, men ikke jeg. Jeg er stolt af mine rødder og min fortid og uanset, hvor jeg befinder mig i verden, vil jeg elske den lille – lidt til tider kedelige – by, hvor jeg altid vil føle mig velkommen.

‘Til udlandet! Nej, altså ved du nu snart hvad, Kjeld – det siger jeg dig! Hvad siger du? Jylland? Ja, det er da aldeles lige meget, hvad det er for et land. Det får du ikke lov til’.

Jeg ’knuselsker’ Olsen Banden, og jeg elskede karakteren Yvonne. Men det er faktisk mange år siden, jeg sidst så det. Olsen Banden er jo nærmest et stykke Danmarkshistorie på fod med ‘Matador’. De handler hver især på deres egen finurlige måde om vores fædreland, om danskerne og alt det, der er godt og skidt – og ikke mindst forskelligt ved Danmark – og danskerne. Jeg ved egentlig ikke, om jeg er patriotisk. Det er jeg vel på nogle punkter. Jeg er i hvert fald stolt af mit fædreland (ikke altid), men der er nu alligevel mange ting i Danmark at være stolt af. Mange ting, som jeg ville savne, hvis jeg fx flyttede til udlandet, og når jeg skriver udlandet, mener jeg IKKE Jylland. Men at Yvonne definerer Jylland som udlandet, det er slet og ret skægt. Ikke desto mindre har hun jo fat i noget.  Danmark er delt op, ikke nødvendigvis på en negativ måde,  men vi har alle forestillinger om, hvordan de forskelle lands- og bydele er, og ikke mindst de mennesker, der bor der. For det er ikke kun delt op i landsdele, det er også delt op i bydele i en storby som København.

Jeg er fra udlandet. Mine forældre er begge jyder og boede i Århus, før de valgte at flytte teltpælene til Kalundborg. Min far var oprindeligt fra Sønderjylland – hold fast – fra Holbøl (tænk, at der er noget, der hedder sådan) tæt ved Åbenrå. Hans familie var (og nogle er stadig) direkte bange for at krydse bygrænsen. Flere af dem har seriøst aldrig været i København? De kom ikke engang til mine forældres sølvbryllup, fordi den der ‘djævleø’ var alt for langt væk, og de brød sig heller ikke rigtig om den. Hvad er nu det for noget mærkeligt noget? (jeg forstår i øvrigt heller ikke altid, hvad de siger dernede sydpå).

Min mor er fra Nordjylland, og her står det ikke meget bedre til. Her er flere af dem stadig bange for at komme for langt sydpå – også selvom det stadig hedder Jylland, der hvor de kunne risikere at forvilde sig hen. Det er nogle rigtige globetrottere, vi har fat i der. Jeg ved ikke, hvor min mor har fået det fra, men hun flyver og farer både Danmark og verden rundt, så hun er bestemt ikke bange for at rejse væk fra det kendte. Og det er måske den der tryghed ved det kendte, det handler om. Det er måske derfor, at nogle bliver, hvor de er opvokset og aldrig prøver at bo andre steder? Men taget i betragtning, hvor lille et land Danmark er, er det nu alligevel pudsigt, at der stadig findes danskere, der ikke har lyst (eller mod) på at rejse til en anden landsdel for at bo – eller blot på besøg. Er landsdelene og ikke mindst de mennesker, der bor der virkelig så forskellige, og hvad med bydelene i fx København?

Der er lavet en masse undersøgelser, der netop viser, hvor forskelligt københavnerne i de forskellige bydele opfatter hinanden, og ikke mindst, hvad de definerer som København og som provins. De er slet ikke enige. Frederiksberg bliver opfattet som en del af København, men det er det slet ikke. Brønshøj ER en del af København, men mange københavnere opfatter den bydel, som en del af provinsen? Mange mener, at Østerbro er stedet, hvor man spiser mest økologisk, fordi derude er de så korrekte, men undersøgelser viser, at det er Vesterbro, hvor man spiser mest økologisk. At Nørrebro er bydelen med flest indvandrere, men det er det ikke, de har en tredjeplads næst efter Nordvest og Brønshøj/Husum. Folk i Hellerup betegner sig selv som værende københavnere, men det gør de andre københavnere ikke, osv. Men hvad baserer vi vores forestillinger ud fra? Jeg er ikke sikker, men det er interessant.

Jeg har været i København hele weekenden sammen med venner, og tilbragte bl.a. fredagaften i Sydhavnen sammen med netop gode venner. Vi sidder ude på altanen, og Hjemis-bilen kører forbi. Jeg (pigen fra provinsen) måber, da jeg slet ikke troede, at isbilen kørte i Sydhavnen (spørg mig ikke, hvorfor jeg har antaget, at den ikke gjorde det). Da jeg ser nærmere på isbilen, ser jeg, at ’ismanden’ sidder med en cigaret i munden. Samtidig går der to berusede grønlændere forbi med en pose øl i hånden. Velkommen til Sydhavnen.

Hvad er der med København og Jydeland?

Da jeg flyttede til Århus, efter at have boet hele min barn- og ungdom i Kalundborg, var jeg sikker på, at nu skulle jeg til storbyen. Men jeg blev overrasket. For det er korrekt, hvad de siger. Århus er Danmarks største provinsby. Jeg var hende kjøwenhavneren, der arbejdede i undertøjsafdelingen i Magasin. Jeg sværger, jeg havde ikke været der en uge, og så var det min label. Læg i øvrigt mærke til, jeg var ikke sjællænder, men københavner. Jyder har det med at definere hele Sjælland som København. Jeg spurgte engang en af mine venner, der bor i Århus, hvorfor han kaldte mig københavner, når jeg nu var født og opvokset i Kalundborg, og på det tidspunkt endnu ikke havde boet i København. Svaret var simpelt (og det svar har jeg i øvrigt fået hundrede af gange fra andre af mine venner i Jylland), fordi det er da næsten det samme. Øhhhh, nej, det er det så ikke. Jeg er klar over, at mange af dem, siger det med et glimt i øjet, men der er et eller andet med de der jyder og københavnere.

Omvendt, da jeg boede i København, var jeg hende jyden – hvor i Jylland var ikke så relevant, jeg var bare fra ’Jydeland’. Under min barn- og ungdom i Kalundborg blev jeg godmodigt drillet med min jyske accent (som åbenbart er lidt mere jysk end, hvad man ellers hører på de kanter). Og hvor vil jeg så egentlig hen med alt det her?

Det skal jeg fortælle jer (andet ville vel næsten også være mærkeligt nu, ikke)? Det handler om, hvilke forestillinger vi alle har om folk og ikke mindst by- og landsdele. Det handler om, at vi danskere sætter label på hinanden bl.a. efter, hvor vi er fra og, hvor vi bor. Vi definerer simpelthen hinanden ud fra, hvor i landet vi kommer fra, til trods for, at Danmark er så lille et land. Vi har et billede af, hvordan man er, hvordan man ser ud, hvordan man snakker, hvad man spiser, hvordan ens børn er, sågar hvilke meninger vi nok har, alt efter, hvor i landet, vi er fra. Indimellem er det skræmmende korrekt, andre gange blot forestillinger, som (ind imellem) grænser til det tåbelige.

Forleden var jeg, som sagt, til middag hos en god ven. Han er fra udlandet (læs: Jylland). Han skulle stå for indkøb af vin til os alle, men var lidt betænkelig ved sit køb, da jeg talte med ham et par timer, inden vi alle skulle mødes. ’Gitte, en flaske kostede 90 kr. Og jeg kunne få to for 90 kr. Det er jeg sgu’ lidt betænkelig ved, men der gik jyden altså op i mig, og jeg købte den alligevel’. Selvironi – jeg elsker det. Jeg elsker, når folk formår på den der underfundige, hyggelige måde at sælge idéen om, hvordan man bliver opfattet – i det her tilfælde jyder.

Men det drejer sig altså ikke kun om forskelle og forestillinger (jeg kan ikke lide ordet fordomme) provins og storby imellem, det handler i ligeså høj grad om forskelle/forestillinger landsdele imellem. Og jeg snakker ikke kun Sjælland kontra Jylland. Jeg er skam vokset op med en evigt tilbagevendende diskussion mellem sønderjyden og nordjyden om, hvorvidt en eller anden åndssvag kage hedder en brunsviger eller en smørkage. Who cares, så længe den smager godt, og man må spise den…

Da jeg boede i København, var jeg hende den jyske pige. Jeg var hende, taxachaufføren kørte af de mest trafikerede og umulige gader med, fordi han vidste, at jeg ikke vidste bedre – jeg var jo jyde og kendte helt sikkert ikke København. I mit tilfælde havde det nok ikke gjort den store forskel, hvor jeg var fra, da min stedsans ikke er helt færdigudviklet. Men det var egentlig altid meget hyggeligt, så pyt med, at det kostede en 50’er mere. Men det er altså også sjovt, at folk har en mening om, hvor man bor i forhold til ens udseende – og den har jeg også hørt for mange gange, da jeg boede på Nørrebro, for der hørte jeg åbenbart ikke til (men det gjorde jeg. Nørrebro elskede mig, og jeg elskede Nørrebro).

Nå, men tilbage til den der ’fejde’ mellem storby og provins. Den er pudsig. Pudsig, fordi grænserne bliver mere og mere udvisket i takt med centraliseringen og fordi, man har fundet ud af, at børnefamilierne i virkeligheden tager mange af storbyens værdier med sig, når de udskifter cafebesøg og metro med ligusterhæk og webergrill. Livet i provinsen ændrer sig derfor i kraft af, at tilflytterne fra storbyen er påvirket af deres liv der, og derfor netop vælger at tage en række værdier med sig, der ellers er tilknyttet til storbyen. At de, der vender tilbage til provinsen efter at have boet i storbyen, vender tilbage af forskellige årsager (og at der er færre i dag, end for ti år siden), har jeg allerede været inde over.

Grundlæggende værdier er vel ikke så forskellige?

Vi laver absolut kke andet i provinsen, end at gå til banko

Vi er alle forskellige (og tak for det), men i virkeligheden er forskellen på en række værdier for os danskere, hvad enten vi bor i storbyen eller i provinsen, vel ikke så markant stor. Selvfølgelig er der er masse (indimellem sjove) forskelle, men sådan de helt grundlæggende værdier, er vidst ikke så langt fra hinanden uanset, om man er vaskeægte københavner (hvordan det så end defineres), en sindig nordjyde eller bare en provinspige som mig. At der så er en masse andre ting, som vi er vidt forskellige med, det er vel kun positivt og lærerigt. Det er vel også bare kærligt ment, når vi siger, at jyderne er lidt nærige, kører på knallert og hænger juleplatter på væggene. Kærligt ment, når vi driller københavnerne med deres accent, og at de kan virke lidt hovne. Kærligt ment, når vi siger, at folk i provinsen går til banko og render rundt i træsko. Det hele er kærligt ment, men er der ikke også en snert af sandhed i det? Det er der i hvert fald, hvis man ser på statistikkerne. Men jeg elsker, at vi har alle de forskelle til  trods for, at Danmark er så lille et land. Jeg håber, at de altid vil være der – præcis som dialekterne rundt omkring i landet. Jeg vil ikke have en ensartet masse – jeg vil have plads til forskellighed.

‘Hvad laver en som dig derude’? Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad ‘en som mig’ betyder i denne sammenhæng. Men svaret er jo ligetil. Jeg bor her – midt mellem skov, strand og grønne marker. Men jeg er faktisk en af de kun 16 pct., der har valgt at flytte tilbage til hjemegnen efter endt studium i storbyen. Flere og flere unge mellem 20 og 30 år vælger nemlig at blive boende i storbyerne. Det betyder, at provinsen er i farezonen og meget vel kan blive ‘stemt hjem’ i nær fremtid.

Okay, der er forskel på, hvilken provinsby, du har valgt at bo i. Men fælles for dem alle, eller i hvert fald de fleste er, at de unge mellem 20 og 30 år ikke har lyst til at bo der. I dag er det kun 12 kommuner, der har en positiv tilstrømning, og det er primært de største byer – København (herunder også Frederiksberg), Aarhus, Odense og Aalborg, der hiver de unge til sig.

En ‘typisk’ vestsjællænder (er I ikke stødt ind i en af dem)?

Da jeg boede i København og arbejdede på Jyllands-Posten var mit’ hood’ Nørrebro – og jeg elskede det. Jeg elsker stadig Nørrebro, men har ikke længere lyst til at bo der. Dengang jeg fortalte mine kollegaer på avisen, at jeg havde købt hus og snart flyttede væk fra byen, spurgte de selvfølgelig ivrigt til, hvor jeg flyttede hen. Da jeg svarede Kalundborg, så mange spørgende på mig, fordi de ikke forstod, hvad jeg dog ville der. Og det undrede mig. Jeg ville jo det samme som de, da de flyttede til Rungsted, Vedbæk, Hellerup og Hillerød. Væk fra larm, smog og mange mennesker og i stedet ud, hvor der bl.a. er renere luft og mere plads. Men fordi, jeg valgte Vestsjælland og ikke Nordsjælland, som jo er lidt finere, var det åbenbart et mærkeligt valg, jeg havde truffet. Jeg fik sågar af vide, at jeg ikke lignede en, der boede i Vestsjælland? Øhhh, hvordan ser ’sådan en’ da ud?

Nå, men jeg flyttede altså og var i mange år glad for det valg, jeg traf. Men når det er sagt, forstår jeg, hvorfor langt de fleste, der (som jeg) rejser til storbyen for at studere, ikke kommer tilbage, hvad enten hjemegnen hedder Kalundborg, Hobro, Nyborg eller Hirtshals. For provinsen ER ved at dø mange steder, og det er træls. Som skrevet tidligere, butikker lukker, huse står tomme og det kulturelle liv trænger i den grad til nytænkning.

Hvis man kunne ‘vælte’ siloen, kunne det da blive et fantastisk sted for caféer mm.

Jeg ved, at der er kreative og dygtige mennesker, der arbejder hårdt for, at provinsen skal – ikke bare overleve, men (for)blive et attraktivt sted at bo. Men at provinsen er i knibe er et problem for alle. For os, der bor her, for lokalpolitikerne, men også for politikerne på Christiansborg. Vi (og i særdeleshed de) bliver ved med at snakke om, at urbaniseringen på visse områder skaber problemer, men der snakkes mere, end der handles (surprise). Men faktum er, at vi alle er nødt til at handle, inden det er for sent. Jeg indrømmer, der skal tænkes alternativt, og det er ikke noget, der bliver løst fra den ene dag til den anden, men man skal jo som bekendt begynde et sted.

En af mine venner, der for nylig er vendt tilbage til Kalundborg (der også er hans hjemby) efter mange år i storbyen og udlandet, sagde forleden dag til mig:‘Det er besynderligt, at Kalundborg på verdensplan har opnået en meget høj status inden for symbiose i industrien, hvor den gensidige udnyttelse af industriernes produkter og biprodukter gavner den samlede produktion – at man så ikke politisk eller erhvervsmæssigt kan forstå, at denne symbiose også gælder handel og kultur – at det er to gensidigt forstærkende elementer som geografisk skal være knyttet til hinanden for at forstærke hinanden. I Kalundborg er der efterhånden tre handelscentrummer og ikke noget kulturelt centrum. Man har tilsyneladende ikke en overordnet plan for i hvilken retning, man vil gå her i byen. Hvis der ikke rettes op i det, bliver Kalundborg ikke en af de forventede 7 handelsbyer, der overlever de næste 20 år’.Det pudsige er, at jeg har tænkt præcis, hvad han der beskrev så fint. På den baggrund fristes jeg til at tro, at der er andre, end mig, der også har tænkt i samme baner…?

Men hvad der er løsningen i én provinsby, er måske ikke løsningen i en anden. I Kalundborg kunne det passende være vores havnemiljø – eller mangel på samme, vi så lidt nærmere på. Vi har en havn tæt på centrum – og ja, jeg er klar over, at det er en industrihavn, men vi har hele den gamle fiskerihavn, som man passende kunne udnytte til butikker, cafeer osv. Der er flere provinsbyer, der har formået at udnytte netop den fordel det er, at byen ligger smukt ved vandet, hvorfor kan vi, i Kalundborg, så ikke også finde ud af det? For ikke at nævne de mange km. kyststrækning, med rig mulighed for mere indbydende og børnevenlige bystrande og alt  muligt andet?! Måske endda et nyt havemiljø ville kunne bruges i forbindelse med nattelivet – eller det ikke eksisterende natteliv?

Nattelivet

Eller mangel på samme. Dengang jeg var ung (det er jeg stadig, bare i en lidt ældre udgave), da var der gang i byen. Mit gæt er, at i dag er det mere almindeligt at tage til storbyen for at gå ud, eller måske mange i højere grad holder privatfester? Jeg skal ikke gøre mig klog på den konto (en af fordelene ved at blive ældre er, at jeg i dag har fundet ud af, at det ikke nytter noget at kloge den på ting, jeg intet aner om – eller måske jeg stadig gør det lidt nogle gange).

Nå, men mht. steder at gå ud i provinsen, er man seriøst dårligt stillet med mindre, man har lyst til at deltage i den lokale ‘gymnasiefest’ på cafeen, hvor jeg højst sandsynlig vil blive forvekslet med en, der skal hente sin datter eller søn (nuvel jeg ville være en ung mor til en i den alder, men alligevel)eller en max tilrøget beværtning, hvor interiør og musik er fra 80’erne. Birthe Kjærs ‘Knaldrøde gummibåd’ strømmer ud af højttalerne (ikke et ondt ord om Birthe, men helt ærligt…), og der bliver langet øl, en kedelig rom og cola samt gajol henover bardisken. Næ, jeg vil gerne have ordentlige cocktails og god musik (ja ja, selvfølgelig er smag individuelt, men vi kan vel godt blive enige om, at vi ikke skal høre gammel grand prix-musik, når vi er i byen eller)? Derudover vil jeg gerne have mennesker omkring mig, der rent faktisk kan huske den første Golfkrig (hvad enten de var otte eller 20 år), mennesker, der ved, hvad en ’videoaften’ er, og mennesker, der kan huske, da ’Matador’, ’Frasier’ og ’Friends’ rullede hen over skærmen (igen uanset, om man var fem eller 15 år).

Det er desværre oftest kun i storbyen, at jeg kan få opfyldt ovenstående kriterier, og det er en skam. Det er nemlig ikke blot i Kalundborg, at det står sådan til. Jeg har venner i mange provinsbyer landet over, og det er den samme sang, jeg hører, hver gang snakken falder på muligheden for at gå ud, hvor man bor. Den er nemlig stort set ikke eksisterende.

Uanset, om jeg bor i provinsen eller i storbyen, vil jeg synes, at det er en skam, hvis provinsen ender med at blive et sted, hvor kun de ældre bor. Et sted, hvor der ikke er liv i byen, hvor nattelivet er væk og handelslivet næsten gået i stå. Som sagt før, har både storby og provins fordele og ulemper, og det er op til hver enkel at vurdere, hvad der vægter højest, når man skal vælge, hvor man vil bo. Men at provinsen forsvinder til fordel for storbyer, det fungerer ikke i mit hoved. Der skal være plads til begge dele. Ligesom med så meget andet, er diversitet sundt for mennesker. En uendelig kedelig verden, hvis vi alle ville det samme og kunne lide det samme for slet ikke at tale om,  hvis vi ville bo det eksakt samme sted – der ville også blive ret trængt.

Link, hvis du har lyst til at læse yderligere om den statistik, som jeg har nævnt i indlægget. http://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2011/2011-07-011-unge-forlader-provinsen.aspx

De gode gamle dage vender aldrig mere tilbage.

Vi forventer dårlig service, og overraskes af god. Det burde være lige omvendt. Eksperter mener, at ansatte i servicebranchen burde komme på efteruddannelse i god service. De har ret. Så enkelt er det. Men er vi bedre til ‘det der service’ i provinsen?

‘Jeg vil gerne bede om nr. 34 uden mayonnaise og uden løg. Kan du putte mere salat i og dressingen ved siden af? Har i groft brød eller? Tror du, at jeg kan få en tallerken ved siden af? Vil du være sød at give mig et sugerør? Er det med sukker, kan du lave den med honning i stedet’?

Alle, der kender mig godt, ved præcis, hvad ovenstående drejer sig om. For sådan er jeg. Jeg kan ikke bare bestille noget fra en menukort, uden at lave nogle ændringer. En af bedsteveninderne har den regel (uanset, hvor mange vi er ude sammen), at jeg altid bestiller til slut, simpelthen fordi jeg er den mest besværlige, og det er da fair nok, for det ER jeg jo. Men det er aldrig et problem, fordi jeg siger det pænt og med et smil, og det gør, at jeg kan få fisk på en steakrestaurant og vin på en ølbar.

Man kommer bare længere med et smil og venlige ord, og det gælder både kunde såvel som ansat i servicebranchen. Det er næsten en udfordring for mig, hvis jeg kommer ind i en forretning eller på en restaurant, og vedkommende, der skal betjene mig er lidt sur (vi kan jo alle have en dårlig dag). Men ‘det der gode humør’ og ‘den der venlige bemærkning’ kan vende det hele, og det er sjældent, at jeg ikke ender med en sød ekspedient/tjener, der yder en god service. Pointen er blot, at man lidt for ofte skal arbejde for det. Om det er fordi, der er alt for mange sure kunder, ved jeg ikke?!

Uanset, er faktum, at vi – i Danmark – desværre er blevet dårligere til at yde en god service, MEN der var engang, hvor vi var bedre. Engang, hvor vi, særligt i provinsen, kunne bryste os af at have et langt større service-gen end, hvad tilfældet var i storbyen. Vi var gode til at få kunderne til at føle sig velkomne og forstod, hvad service var. Det er desværre langt fra tilfældet i forretningerne i dag. For en god orden skyld, vil jeg lige nævne, at selvfølgelig er der flere forretninger i både storbyer og i provinsen, hvor servicen er helt i top. Men et klogt træk ville klart være, hvis vi i provinsen (og da også i storbyen) begyndte at tænke over (og handle på), hvordan vi sælger vores produkter bedre. For Danmark, både storby og provins har meget at byde på. Produktet fejler ingenting, men det gør den danske mentalitet på serviceområdet.

Det sjove er også, at jo længere nordpå jeg kommer i Danmark, jo bedre service får jeg. De kan et eller andet, de der nordjyder (det er også derfor, de kan tjene penge). Når jeg er på besøg hos min mormor i Aalborg eller, når jeg er i vores sommerhus i Lønstrup og shopper i Skagen, Løkken og Hjørring, er det en fornøjelse at komme ind i forretningerne. Simpelthen fordi, de ved, hvad god service er. De der nordjyder, kunne vi måske lære noget af.

Det er den der snakken, den der ligegyldighed, man desværre ofte bliver mødt med som kunde i en forretning. De har måske kunder nok, og har derfor råd til at miste en del undervejs, jeg ved det ikke. Men en ting er sikkert, bliver jeg behandlet ordentligt, kommer jeg tilbage. Er det modsatte tilfældet, ser man ikke skyggen af mig igen uanset.  Det er en principsag.

Jeg har en veninde, der bor i Holbæk, som havde en pudsig oplevelse, sidst hun var ude at handle i en af de lokale forretninger. De ansatte ‘nokkede’ simpelthen om, hvem der skulle ekspedere hende, da hun stod og ventede ved kassen. WTF? De havde meget travlt med at snakke og gad egentlig ikke kunderne. Hun er en tålmodig sjæl (og klog, da hun ikke kan få varen andre steder i byen), så hun ventede. Men jeg, jeg havde vendt om på hælen øjeblikkeligt og aldrig sat mine ben der igen uanset, om det betød, at jeg måtte undvære, hvad jeg manglede (jeg kan nemlig være både stædig og dum).

København (og de andre større byer)har fordelen af at have en masse kulturelt at byde turisterne på. Her kan provinsen ikke konkurrere. Men det kan vi til gengæld på andre punkter, fx. naturen. Men kunne vi nu finde ud af at distancere os og ydermere yde en ekstrem god service, ville det pludselig være noget, som danskerne ville blive kendt for. Vi kunne jo passende være forgangsbillede i provinsen.

Svensken erobrer land

Selvfølgelig er det et problem, når tallene sort på hvidt viser, at vi i Danmark er godt i gang med at skræmme turisterne væk (tallene er fra 2013, håber derfor, at tallene bliver bedre i 2014). Måske det er gået op for københavnerne, at servicen halter og det er derfor, at de har så mange svenskere ansat i butikkerne. Specielt i lufthavnen og i Fields er det helt normalt, at møde svensktalende personale. Selvfølgelig er der andre faktorer, der spiller ind, når valget falder på svensktalende personale i servicebranchen i København, men lur mig, om det ikke også spiller en væsentlig rolle, at svenskerne har ry for at yde en god service?

»I Sverige har man en anden tradition for at yde og værdsætte service. I Danmark har vi det på en eller anden måde svært med service. Det er et spørgsmål om kultur og tradition«, siger Jens Friis Jensen, der er viceinstitutleder på RUC og har forsket i turisme i mange år.  Han savner, at der er status for danskerne i at yde service.

Og hvor har han dog ret. Han rammer hovedet på sømmet her. Det er som, at vi danskere opfatter os selv som værende hævede over det at yde en god service. Og det er her Janteloven eller ‘ligemageri’ kommer ind i billedet (igen). Det virker lidt som om, at vi ikke vil servicere andre, fordi det kan forveksles med, at vi er mindreværdige i deres øjne. Vi lever i et Danmark, hvor det hele handler om at være lige. Vi skal alle være ens, der skal helst ikke være forskel på vores lønninger, og vi vil have adgang til nøjagtig de samme ting. ‘Du skal ikke tro, at du er noget , derfor vil jeg ikke servicere dig’.

Ingen konsekvens

Med risiko for at provokere nogen (men hvad, det gør jeg jo så ofte)! Det er økonomisk til at overse, hvis man i Danmark bliver fyret fra et (‘dårligt’ betalt) servicejob og i stedet må gå på understøttelse. Konsekvensen er overskuelig på grund af vores velfærdsystem.  Havde vi intet sikkerhedsnet (og jeg siger ikke, at det er løsningen), ville langt flere passe bedre på deres job og deraf også være langt mere serviceminded af frygt for ellers at miste jobbet til en anden. Vi er på nogle punkter forkælede og dårligt opdragede (men det er vidst en anden diskussion).

Derudover er drikkepengene indregnet i prisen på fx en restaurant i Danmark. En tjener får altså ikke mere ud af at yde en god service. Om det har noget at sige, det ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg kunne godt frygte det. Det forstår jeg dog ikke helt, da jeg altid giver drikkepenge, hvis servicen har været god – præcis som, når jeg er i udlandet.

Danskere er lidt reserverede

I det her indlæg er det (som I selvfølgelig har fattet) service i forretninger, jeg taler om. Men der er også andre områder, hvor jeg mener, at vi danskere mangler et service-gen. Står man på et gadehjørne i New York og kigger på et kort, kommer amerikanerne over og spørger, om de kan hjælpe. Det gør danskere ikke. Ikke fordi, vi ikke vil hjælpe (håber jeg da ikke) men fordi, vi skal spørges først.  Det er muligt, at vi er kåret til at være verdens lykkeligste folkefærd og alt muligt, men vi danskere er altså lidt introverte. Vi er ikke meget for at tale med fremmede. Vi har nok i os selv, og er nok lidt reserverede.  Der kunne vi lære noget af fx amerikanerne. Jeg siger ikke, at danskere skal være små amerikanere, jeg hævder blot, at vi måske kunne lære noget af dem i det henseende.

Jeg har rejst meget bl.a. i USA og  Asien. Begge steder forstår de ordets fulde betydning – service. Visse steder i Asien måske lidt for meget til tider (jeg bliver altså lidt flov, når de insisterer på at lægge håndklæderne på min liggestol, og når de iler ned for at bytte det, hvis det er blevet lidt vådt – jeg kan jo altså godt selv). De er næsten underdanige, og det bryder jeg mig ikke om, selvom jeg ved, at de gør det af et godt hjerte (og fordi, de gerne vil tjene penge). Nå, men de er virkelige så søde og rare, at man har lyst til at købe det hele. Og det er jo i virkeligheden en smart taktik, især over for os danskere, der fatter hat af service, så vi falder på halen, når vi pludselig bliver serviceret.

I virkeligheden er det jo egentlig ret simpelt. Vi vil gerne have en god behandling, og servicebranchen når længst ved at give os den. Ligesom jeg når længst ved at opføre mig ordentligt og tale pænt til folk, selvom jeg indimellem (når jeg fx snakker med Telia) har lyst til at spørge vedkommende, om han/hun er helt idiot. Men jeg gør det ikke.  For jeg ved, at smiler jeg, og spørger jeg pænt, opnår jeg præcis, hvad jeg vil. Og det er jo i sidste ende, hvad det hele handler om. Men det kræver tålmodighed (en dyd jeg ikke umiddelbart besidder og som jeg stadig øver mig på), og at jeg indimellem tæller til ti, fordi der er så mange ansat i servicebranchen, som ikke aner, hvad ordet service betyder.

Så lad os huske på, at hvis vi giver et smil og et venligt ord, kommer det ofte tilbage. ‘What comes around goes around’. Jeg har gennem tiden tænkt over det, fordi jeg ofte har fået af vide, at jeg kan se meget reserveret ud og måske ikke smiler til alle (men jeg kan jo heller ikke gå rundt og se lalleglad konstant). Men hvis du snakker med mig, kan du være sikker på, at jeg ikke er sur og ikke er reserveret. Jeg er bare Gitte.

Nedenfor er nogle links til artikler og info vedr. tal om turismen i Danmark.

Jeg henviser i ovenstående til en publikation fra Dansk Industri (2013) samt en rapport udarbejdet af Vækstteam for Turisme og Oplevelsesøkonomi, som regeringen har sammensat.

http://politiken.dk/rejser/nyheder/ferieidanmark/ECE2007694/dyr-mad-og-daarlig-service-udenlandske-turister-er-traette-af-danmark/

http://politiken.dk/rejser/nyheder/ferieidanmark/ECE1948382/eksperter-om-fald-i-dansk-turisme-drop-selvfedmen-og-giv-bedre-service/

www.dst.dk