Kategori: blog-forside (Side 2 af 18)

Så var det vidst på tide at finde en vinder til 3x Fire & Ice behandlinger hos Cosmo Laser & Skønhedsklinik i København. Husk, at det bedste resultat får du, hvis du får de tre behandlinger med en måneds mellemrum ca.

Du kan læse mere om Fire & Ice behandlingerne på www.cosmolaser.dk, hvor du i øvrigt også kan læse om en masse andre behandlinger. Jeg er pt. i gang med et forløb af tre skin tightening behandlinger (sådan er det, når man ikke er 18 længere) med en måneds mellemrum, og de kan også virkelig anbefales. Skin tightening er laser på huden, der giver mere fugt. Anyway, læs om det, og I hører nærmere om den behandling inden alt for længe…

Nu til vinderen af konkurrence (jeg har talt alt for længe om alt muligt andet, I know, sorry). Vinderen af de 3 x  Fire & Ice behandlinger er Lise Friis. Stort tillykke – du bliver SÅ afhængig af de behandlinger 😉

Skriv til mig (En Stemme I Provinsen) via FB, Messenger eller Instagram, og jeg formidler kontakt til Cosmo Laser & Skønhedsklinik, så du kan få bestilt behandlingerne.

Nu tænker du (hvis du er mand): Aaaargh det indlæg gider jeg ikke læse, men hvis du ikke selv gider have pæn hud, kan du sgu’ da vise dig som en gentleman, deltage i konkurrencen, og give præmien til din kæreste. Det er da det eneste rigtige at gøre. Siger det bare.

Nå, men nu kan du altså vinde 3 x Fire & Ice behandlinger (til en værdi af næsten 3.000 kr.) hos Cosmo Laser & Skønhedsklinik i København, her på bloggen. Det er jo altså ikke for sjov, at jeg ligger her med grønt stads smurt ind i ansigtet. Jeg har fået behandlingerne flere gange, og de er intet mindre end fantastiske for min hud.

Jeg vil lige understrege, at selv om det er et reklame indlæg, så ville det være en kold dag i helvede, før jeg anbefalede et produkt eller sted, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg skriver kun ud fra, hvad jeg selv har erfaret, og ikke udfra, hvad andre har fortalt mig, eller fordi jeg har fået penge for at synes et eller andet. Så har vi det på plads. Det er også vigtig for mig at fortælle, at hos Cosmo Laser & Skønhedsklinik blev jeg, fra dag et, mødt af mennesker, der er virkelig dygtige til det, de laver, men derudover også er smilende og venlige, og det er lige præcis sådan et sted, jeg tør (og har lyst til at) få behandlinger. Og ja, jeg siger ’tør’, for der er godt nok mange steder, hvor jeg, frem for at få behandling hos dem, hellere ville vælte på en knallert i shorts.

Her har jeg ‘Ice’ masken i ansigtet (det ligner grønt slim, I know). Den køler selvsagt, og dufter af pebermynte.

Hos Cosmo Laser & Skønhedsklinik er alle deres ansigtsbehandlinger baseret på produkter fra iS Clinical eller Beaute Pacifique. De er forebyggende mod for tidlig ældning af huden – og det kan vi li’. Fire & Ice behandlingerne er med iS Clinical produkter, og de er virkelig lækre (jeg bruger dem selv hjemme).

Hvad er Fire & Ice?

Jeg kan huske, at jeg selv undrede mig over, hvad det der Fire & Ice egentlig var. Nu ved jeg det, og jeg er ’hooked’. Fire & Ice er en eksklusiv frugtsyrebehandling, som er målrettet fjernelse af døde hudceller i hudens øverste lag. Med Fire & Ice behandlingen fra iS Clinical, får du synlige og langsigtede forbedringer i hudens struktur og udseende, og du vil opleve, at fine linjer og rynker formindskes (love it). Nogle synes, at behandlingen er lidt ubehagelig, fordi produkterne, der kommer på huden, kan stikke lidt i huden, men jeg synes overhovedet ikke, at det på nogen måde var ubehageligt, tværtimod. Det er dog heller ikke ofte, at folk har den oplevelse, vil jeg skynde mig at sige.

Her bliver ‘ice-masken’ fjernet og som man kan se, reagerer min hud på halsen med at blive en anelse rød. Men huden er blød som en babyhud efter endt behandling, og man er ikke rød i huden, når man går derfra.

• Fire & Ice behandlingen er specielt velegnet til:
• Forbedring af uren hud/akne
• Reducering af fine linjer og rynker
• At få en mere ensartet og glat overflade af huden
• Genopbygning og styrkelse af træt og medtaget hud
• Hyperpigmentering og solskadet hud
• Reducering og minimering af åbne porer
• At fremme cellefornyelsen

Vinder du ikke konkurrencen her, skal du altså lige huske, at hele februar kører Cosmo Laser & Skønhedsklinik kampagnetilbud på Fire & Ice og pigmentbehandling. Man kan købe 3 Fire & Ice behandlinger, og spare 50 %. Dvs. prisen er 1.343 kr. for 3 stk. Siger det bare.

Men derudover kan du, her på bloggen, vinde et behandlingsforløb med Fire & Ice, der består af tre behandlinger, som man skal have med fire – seks ugers mellemrum for, at de virker optimalt.

IMG_1456

Sådan gør du for at deltage i konkurrencen

For at deltage i konkurrencen, skal du skrive i kommentarfeltet på dette indlæg på En Stemme i Provinsens Facebookside, blot så jeg kan se, hvem der deltager. Du må selvfølgelig gerne tagge venner, men det er ikke et krav. Du skal like opslaget samt En Stemme I Provinsen og Cosmo Lasers Facebookside (hvis du da ikke allerede har gjort det). Du er meget velkommen til at dele opslaget, men det er heller ikke et krav.

Konkurrencebetingelser: 

Vinderen trækkes efter, at konkurrencen afsluttes torsdag den 22. februar 2018.

Vinderen offentliggøres her på bloggen og via En Stemme I Provinsens Facebookside.

Præmien kan ikke ombyttes til kontanter, eller ombyttes til andet.

Hører jeg ikke fra vinderen, inden dagen er omme den 22. februar 2018, forbeholder jeg mig retten til at trække en ny vinder den 23. februar 2018.

Præmien består af: 3x Fire & Ice behandling hos Cosmo Laser & Skønhedsklinik i København. Jeg formidler kontakten.

Denne konkurrence er ikke lavet af Facebook, og Facebook er på ingen måde tilknyttet eller forbundet med administration af konkurrencen.

Konkurrencen kører fra nu og frem til torsdag den 22. februar 2018.

Modelfoto: Der bliver brugt iS Clinical produkter til Fire & Ice behandlingerne. Fire-masken dufter af kanel og ice-masken af pebermynte.

Provinsen sparker altså r**, siger det bare. Jeg tror, at rigtig mange går i den tro, at de fleste virksomheder vil have adresse i København, hvis de kan slippe af sted med det, fordi det er her, det sker. Men nix, det er ikke tilfældet, og det er da ret glædeligt for provinsen. Og ja, selvfølgelig er der masser af virksomheder, der ikke har noget at gøre i København, men jeg blev glædeligt overrasket over, at virksomheder, der måske netop lige så godt kunne have adresse i Københavns Kommune, aktivt vælger det fra. Og yes, jeg er med på, at huslejepriserne i storbyerne, herunder særligt København, har en hel del at sige for virksomhederne også, men det er da skønt, at de høje huslejepriser endelig er positive for provinsen.

En analyse over hvilke kommuner, de danske virksomheder ønsker at bosætte sig i, viser, at en del kommuner i Region Sjælland er mere attraktive end Københavns Kommune. Københavns Kommune bliver overgået af otte kommuner fra Region Sjælland, nemlig Solrød, Greve, Lejre, Sorø, Stevns, Roskilde, Køge og Ringsted. Det er da mega sejt – og altså ret forståeligt, når man ser prisforskellen på huslejen.

Faktisk ses der et lignende mønster i hele landet, hvor de store byer så som København, Odense, Aalborg og Aarhus ligger ret lavt i indekset i forhold til forskellige velbeliggende støre provinsbyer, når det gælder interessen fra virksomheder.

Analysen, som er udarbejdet af Lokaleportalen.dk, har undersøgt de geografiske ønsker i mere end 70.000 søgeannoncer og søgeagenter, oprettet af lokalesøgende virksomheder over en periode på et år. Analysen gør interessen for de forskellige kommuner indbyrdes sammenlignelige ved at regulere for forskellene i kommunernes befolkningstal.

Nå, det var blot lidt bonusinfo her på en grå og regnfuld onsdag i januar. Jeg ved ikke med jer, men jeg blev sgu’ helt glad, da jeg læste det…

Indimellem er jeg lige ved at dø over nogle af de afsavn, jeg har, når jeg har valgt at bo herude på bøhlandet. Eller provinsen. Kald det, hvad du vil, jeg savner altså flere ting fra København. Det indrømmer jeg gerne. Men nogle gange er det altså også sundt at blive mindet om, hvor priviligeret vi også er i provinsen. Der er netop så meget snak om, hvad vi mangler i provinsen, meeen visse ting opvejer rimeligt meget de afsavn. Jeg fik i hvert fald en øjenåbner forleden, da en af mine veninder fra København skrev et indlæg på sin blog omkring mulighederne – eller nærmere den enormt store mangel på muligheder for at få sit barn passet i København, fordi der simpelt hen ikke er plads – nogle steder. Det er en helt grotesk situation mange forældre står i.

Det gik samtidig pludselig op for mig, hvor priviligeret vi er – på det område – herude på landet. Jeg vidste det jo egentlig godt, men da jeg selv boede i København havde jeg ikke barn, så har ikke tænkt så meget over, hvor heldig jeg selv har været i forhold til at få mit barn passet. Prøv lige at tænk over, hvor vigtigt det er, at det er muligt. At man kan aflevere sit barn hos en eller flere, som man er 100 pct. tryg ved passer på den/dem, du elsker aller mest. Jeg græd første gang, jeg afleverede min datter i vuggestue. Min veninde var i røret og sagde, at jeg skulle køre hjem, men jeg sad ude på parkeringspladsen. Længe. Men jeg lærte, at de passede på hende, og hun elskede det jo, så jeg tog mig sammen, tørrede øjne og næse, og brugte tiden på noget produktivt i stedet. Men ét er helt sikkert – det bliver en kold dag i helvede, før jeg afleverer min datter et sted, hvor jeg ikke er tryg ved, at de passer på hende, er kærlige og omsorgsfulde over for hende, og gør hendes dag god.

Det virkelige mærkværdige, som også Sarah pointerer i sit indlæg, er, at tingene var lige så kaotiske og frustrerende i København for ti år siden, hvilket jeg også godt kan huske, når jeg tænker efter.  Hvorfor gør man ikke noget ved problemet? Jeg mener, det er da vores mest dyrebare ’eje’ i verden – vores børn. Det ved alle – også embedsmænd og politikere. De har da også børn. Hvorfor handler de ikke? Kommer det bag på dem, at der bliver født børn hvert år i København eller? Er det noget helt nyt?  Eller?

Anyway, læs lige med. Sarahs brev til overborgmester Frank Jensen giver et meget fint indblik i, hvad forældre i København slås med hver dag (kom ud til os i provinsen – vi vil så gerne ha’, I bliver lidt længere) 😉

Pasning SOS – åbent brev til overborgmester Frank Jensen

Kære Frank Jensen,

Jeg er efterhånden på fornavn med mange af dine kollegaer på pladsanvisningen. Jeg fornemmer at vores gensidige forhold ikke er synderligt behageligt for nogen af parterne – faktisk tenderer det til stalking. Det er mig der er stalkeren.

Det skal understreges at de mennesker jeg tit efterhånden taler med, gerne efter at have hængt i kø i 10-15 min, Lisette, Fatima og de andre er enormt søde og overraskende overskudsagtige og servicemindede, den ros skal de have, men de kan ikke løse mit problem og det kan jeg heller ikke selv, derfor mit åbne brev til dig og din forvaltning. Som øverste leder i Københavns Kommune forventer jeg dog at du reagerer og tager ansvaret på dig og forholder dig til nedenstående problemstilling.

Problemet er desværre ikke kun mit – når jeg forhører mig i min omgangskreds, læser med på SoMe osv og jeg tror faktisk proportionerne på det er skræmmende. Problemet omhandler pasning af vores vuggestuebørn. Børn som er +9 mdr. – og vel for langt de flestes vedkommende registreret i alverdens systemer i Københavns Kommune fra fødslen af dvs. Man må formode I kender omfanget af dem ret så præcist.

Min udfordring og årsagen til mit ”stalkeri” er der INGEN pasning er at få nogen steder i Københavns kommune. Som i INGEN. Jeg har forgæves forsøgt at få en plads der hvor min yngstes storesøster nu går i udflytter-børnehave (og i øvrigt pendler fra sluseholmen til Hellerup hver dag pga. selvsamme problemstilling) af hensyn til logistik, og work-life balance, men lige så tungtvejende fordi vi har været enormt glade for ledelse og medarbejdere i den pågældende institution, hvilket vel må være et meget tungtvejende argument når man skal aflevere sit lille barn til fremmede hænder i de tidlige og skrøbelige år af deres liv hvor deres fremtid formes.

Jeg har fået meldingen at de børn der får tilbudt plads på vores første prioritet pt er over 14 mdr – hvilket bekræfter mine anelser når jeg småfrysende står og venter på børnehavebussen og taler med de andre forældre hvis småsøskende også er på venteliste med samme lange udsigter. Dem med gravide maver lytter ængsteligt med. Vi bor i et område der er tæt befolket – ja nærmest eksploderet i børnefamilier de seneste 10 år. Skoler, institutioner mm er fuldstændigt proppede – ja faktisk over det tilladte på visse klassetrin. Min ældste søn på 10 år gik i skole i pavilloner og mudder/byggeplads de første 2 skoleår, og nu hvor han går i 4. Klasse er udsigterne igen at nogen skal ud i midlertidige klasseværelser fordi nu er skolen for lille.

Jeg har selvfølgelig også opsøgt alternativer – én venteliste er jo lidt forkælet at tro man kan nøjes med. Jeg står på en anden, er nr 9 – et ret diffust tal der kan ikke oplyses hvor lang tid der går, men mit alternativ er ifl. De søde damer på pladsanvisningen den såkaldte garantiliste. Der er ikke så meget garanti over den anden end at jeg kan forvente en plads indenfor 2 mdr. Min behovsdato var 1/1 2018. Her kan jeg få tilbudt et tilfældigt sted max 4 km fra min bopæl. Højst sandsynligt det sted ingen forældre vælger til.. og det kan man så fundere lidt over om man har lyst til at takke ja til på sit barns vegne.

Sidst jeg forsøgte mig med garantilisten boede jeg på amager for 10 år siden. Det er et ubehageligt deja-vu. Der fik jeg en plads tilbudt et – i mine øjne – skrækkeligt sted tværs gennem byen ude ved Svanemøllen.

Med en dreng på 10 mdr. dengang ville alt vores vågne tid således skulle foregå i offentlig transport frem og tilbage og jeg ville virkelig skulle kæmpe for at nå min fuldtidsstilling, da jeg var alene med ham. Det var ikke holdbart og jeg takkede nej og græd i røret hos pladsanvisningen der derefter forbarmede sig over mig. “Hvad med dem der ikke græder, sådan offentligt men først når de lægger røret på”?, tænkte jeg dengang. De er taberne.

Ydermere oplyses det at hvis jeg vælger garantilisten, så mister jeg min plads på mit 2. Valg – som er det der er tættest på rent statistisk at kunne lade sig gøre… og som rent logistisk ville give nogenlunde fornuftig mening, men jeg føler seriøst det er ren gamling.

Dagpleje er der 6. Måneders vente tid på, private passere er umulige at opstøve med mindre man er heldig og lige passer ind i et hul et sted og deres åbningstider harmonerer ikke med to fuldtidsjob så det vil kræve yderligere planlægning og netværk. Jeg har pt over 10 opslag ude på Sociale medier med ingen respons fordi alle er i samme situation.

Jeg skal fortælle dig at det giver forældre over hele kommunen ondt i maven – dels at måtte leve i det uvisse, dels måtte trække på netværk i helt urimelig grad (og nogle har ikke det netværk), dels at måtte vælge en institution man ikke helt har det godt i maven med, men at man må ”nøjes” med et valg hvor man blot håber det går godt – blot fordi man så må vente på ens bevidste tilvalg man har valgt med hjerte og logistik i bagtankerne.

Er det en situation man vil byde hårdtarbejdende børnefamilier i København? Mange af os er nødt til at have to fuldtidsjob for at kunne tjene penge nok til at leve i byen. Det er bestemt selvvalgt med de prioriteter, jeg elsker at bo i København og jeg klager bestemt ikke over at skulle arbejde (mere end) fuldtid og samtidig balancere tiden med mine yndlingsminimennesker derhjemme. Jeg synes dog man bør tage i betragtning at Københavns kommune lever jo netop godt af os arbejdende skatteydere. Vi har vel næppe interesse i at vi ikke længere kan være selvforsørgende. I yderste konsekvens vil nogle blive nødt til at sige sit job op, tage ufrivillig pauser fra studier, bede bedsteforældre stoppe helt eller delvist på arbejdsmarkedet før tid eller noget helt fjerde. Det er ganske enkelt urimelige vilkår at byde folk når man samtidig pisker folk med at de skal føde nogle flere børn.

Jeg synes det er skræmmende at ingen i forvaltningen formår at kunne lave en fremskrivning af hvad en sådan en vækst i et familievenligt område som vores hvor der er bygget en helt ny bydel på få år, nå ja og med befolkningstilvæksten helt generelt, mon ville betyde i forhold til behov for pasning af børn i alle aldre. Ja jeg ved der er ubekendte. Ja, jeg ved det kan være helt umuligt at have fuldstændigt 100% styr på behovet. Jeg sidder selv med ansvar for bemanding i en mellemstor virksomhed der ikke har halvdelen af de statistiske datagrundlag at læne sig op af, som I har. vi er feks. afhængige af noget så diffust som vejr og vind – en hulens masse kompetencer som vi ikke vælter os i og selv skal uddanne og som tager årevis at færdiggøre..og alligevel kører vi med en stabil ca 80-90% fuldt belagt kalender.

Når man ved det i ved, og har vidst at det i årtier er sådan, så skylder man os at praktisere rettidig omhu – gøre sig umage med at ramme lidt mere rigtigt næste år og næste år igen. At gøre det samme igen og igen og forvente et nyt resultat er dumheden selv. Fra mit synspunkt står jeg i fuldstændigt samme situation som jeg gjorde for 10 år siden – hvorfor gør jeg det? Hvorfor har man ikke lært at det?

Du skal ikke snydes for at få et par tanker om hvordan man MÅSKE kunne løse nogle af de her problemer – måske en brainstorming på din forvaltning vil sætte skub i nye tanker.. mine refleksioner tog mig 3 min mens jeg sad på hold hos pladsanvisningen.. tænk hvis man brugte en dag eller to? Satte handling bag ord.

Kunne man overveje: Fleksible børnehuse – centralt placeret i bydelene, hvor der kan skaleres op og ned i antallet af pædagoger alt efter behov og udsving i antallet af fødsler fra år til år. Sideløbende uddanne et flekskorps af pædagoger der kan varsles i god tid til at arbejde på en anden lokation for en periode. Muligheden for at kunne give bedsteforældre en del af sin barselsorlov (muligvis et landspolitisk tiltag men det må kunne debatteres) – som et tak for den fuldtidspasning min egen mor f.eks. pt stiller op med langt væk fra hus og hjem. Nå ja, det åbenlyse (og beklager måske lidt flabede); En lommeregner og lidt analyse ville måske også kunne hjælpe med at se hvorledes situationen ser ud igen om 6-8 mdr.

Jeg kan betro dig at I det private erhvervsliv var man for længst blevet opsagt, hvis man ikke kunne nå at tilpasse sin forretning den efterspørgsel der nu engang er og forventes at komme over så lang en varslingsperiode – de fleste børn har først pasningsbehov fra 10 mdrs alderen.  Det er jo f.eks. ikke fordi alle stopper med at få børn i morgen, eller får andre præferencer end at få børn og samtidig gå på arbejde. I har et rimeligt stabilt “marked” og mange mange års materiale at analysere ud fra, så hvor glipper den, Frank? Er det ligegyldighed eller dovenskab eller ud fra devisen, forældre er så trætte og udkørte at de ikke orker at brokke sig nok til at I gider gøre noget ved det? De må ringe til pladsanvisningen og græde lidt ud ved en venlig skulder der i øvrigt trækker på skuldrene og ønsker god dag.

Jeg er træt af at have ondt i maven, og der er ikke mange gode dage pt. Så mit spørgsmål til dig er; Hvornår kan jeg igen sove roligt om natten og give min mor fri til at nyde hendes nye titel som pensionist som hun efter et langt arbejdsliv fortjener? At hun kan være mormor af lyst NÅR hun har lyst og ikke af nød. Hvornår lærer I at være på forkant i stedet for på bagkant. Jeg håber inderligt på et svar fra dig – for jeg undrer mig helt ind i min knoglemarv over at der ikke endnu har været en revolution af vrede forældre der har krævet handling NU.

Hvis du selv er forælder og læser dette – og er enig, så del og vis du også kræver en ændring måske ikke i vores desperate tid – men måske for de kommende forældre derude som fortjener en rolig nattesøvn – hvis ellers baby tillader det. Vh en frustreret mor.

Du kan læse flere af Sarahs tanker på hendes blog  www.cronededage.wordpress.com

“Medierne er med til at skævvride Danmark”. Det kunne jeg da godt have skrevet for flere år tilbage. Jeg troede faktisk, at det var almen viden, men det kommer åbenbart bag på nogen?!

Der er for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at kun 15 journalister på i alt otte landsdækkende aviser er ansat på en redaktion uden for København, når man altså ser bort fra Jyllands-Posten, som har hovedsæde i Viby J ved Århus.  Og hvad betyder det så? Ja, det skal man da ikke være raketforsker for at regne ud i min optik.

Det giver da i den grad en skævvridning af, hvordan medierne fremstiller Danmark. Ofte aner journalisterne intet om det område, de skriver om, hvis det er vest for Valby Bakke. Og man skal vel, oven i hatten, betragte sig selv som værende heldig, hvis de overhovedet gider dække provinsen. Derudover skal så nævnes den slags historier, de vælger at dække i provinsen. Sensation. Need I say more? Når en eller anden idiot har stukket en anden med et sværd, en klam stodder har misbrugt børn, en eller anden har slået en ihjel, så er de her. Forståeligt nok. Men hvad med alle de gode ting, der sker herude, som også er værd at skrive om? Hvorfor er der ingen, der skriver om dem, ligesom man fx gør i København?

Nå, men altså en ensidig fremstilling af Danmark. Øh, det har vi da alle vidst længe. Har vi ikke? Det undrer mig virkelig, at hver gang der bliver skrevet om det, lyder det som om, at det er helt ny viden, øhhh nej. Det store forkromede spørgsmål er derimod, hvad gør vi ved det?! For selvfølgelig finder journalisterne historierne, hvor de bor og opholder sig, hvad ellers? Hvilket jo så, som allerede nævnt, betyder, at langt størstedelen af de historier, der bliver fortalt i medierne, tager udgangspunkt i København. Hvilket selvfølgelig igen betyder, at Danmark bliver afgrænset til København groft sagt. Turister kender ofte også kun København, og det er en skam. København er skøn, men det er resten af Danmark altså også. Vi har bare ikke brandet provinsen godt nok, og medierne bidrager til det modsatte.

Selvfølgelig skal medierne afspejle hele Danmark, men det gør de ikke, har ikke gjort det i mange år, og det er et faktum. Jeg siger ikke, at vi ikke skal forsøge at gøre noget ved det, for det skal vi bestemt, og det er fint, at man påpeger det igen og igen og igen, men at nævne problemet med jævne mellemrum, for så meget belejlige at glemme det igen, løser jo intet. At flytte mediearbejdspladser (i det her tilfælde) er heller ikke løsningen – at tvinge mennesker til at flytte fra familie og venner for at bo et andet sted, fungerer ikke. Næ, der skal ansættes folk, der allerede bor i provinsen eller nogle, der ønsker at flytte dertil – tvang har aldrig fungeret, hvis I spørger mig.

Undersøgelsen viser, at Berlingske, Information og Weekendavisen udelukkende har journalister med base i København. BT og Politiken har én journalist hver uden for hovedstaden, og Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad og Børsen hhv. tre, fire og seks journalister uden for København. Jyllands-Posten har 121 journalister med base i Århus.

Og det er rigtig fint, at man laver den slags undersøgelser, men man er jo nødt til at handle ud fra dem også, hvis man virkelig mener, at det er et problem, at Danmark er blevet til København – og det er et problem. Politikerne kan jo ikke lovgive på området, for de kan ikke bestemme, hvor pressen skal have domicil ej heller deres journalister.

Men ét er sikket, det er ikke et retvisende billede, medierne viser af ”Danmark”, og det har det ikke været i mange år. Men hvad gør vi ved det? Hvordan får vi dem til at fortælle om provinsdanmark, og ikke kun sensationshistorierne, men også den gode historie – for det er der. Jeg ved det. Jeg er nemlig en af journalisterne, der tog skridtet fra København og tilbage til provinsbyen, men det betød også farvel til landsdækkende medier med mindre, at man gider pendle, og det er en stor fejl. For selvfølgelig er der potentiale for de store landsdækkende medier i provinsen, øhhh ‘landsdækkende’ hed de, ikke?! Jeg er glad for mit valg, men mon ikke, der sidder mange dygtige mediefolk (og andre) rundt omkring, der ville ønske, at de kunne lave, hvad de laver, men uden at behøve at køre til København? Spørgsmålet er, hvem af de store drenge tør tage skridtet og vise vejen? For selvfølgelig er der nogen, der bor i det område, hvor man kunne ønske mediedækning fra, der kunne varetage jobbet. Der er faktisk en hel del kompetent, dygtige og idérige mennesker i provinsen også  -surprise? Eller der er måske nogen, der selv ønsker at flytte efter det, og det giver jo netop tilflyttere til provinsen, og det er da om noget, samtaleemne i mange provinsbyer i disse dage…

Det her er altså også Danmark – heldigvis 😉

Lige om lidt er der kommunevalg, og jeg bliver faktisk lidt træt af at høre på alle de kværulanter, der har travlt med at genere de kandidater, der stiller op. Eller pressen, der sætter et skævt billede op af kandidaterne fra tid til anden. Og nej, jeg siger ikke, at pressen ikke skal forholde sig kritisk til politikerne, selvfølgelig skal den det. Pressen er borgernes vagthund, og jeg er jo selv “hunden” via mit job som journalist.

Og jo, jeg er med på, at der skal være plads til utilfredshed, og jo, der er bestemt meget, der kan gøres bedre, men hvorfor er fokus aldrig på alt det gode? På alle dem, der gør det godt? Hvorfor er det, at fokus er på alt det, der er skidt, og alt det, kandidaterne gør forkert? Hvad med det faktum, at de alle gerne vil gøre en forskel for deres kommune – gøre kommunen bedre, hvor de kan?  Tæller det ikke? Tæller det ikke, at de gider gøre det stykke arbejde, mange af os andre ikke gider eller måske endda evner? Langt de fleste bruger faktisk egen kostbar tid og egne penge på valgkampen.

Gu’ kan det da være sjovt at tegne overskæg og briller på en af de kandidater, man måske ikke er enig med, eller som irriterer en, men lad os lige huske på, at de mennesker, der hænger der og flagrer i lygtepælene faktisk forsøger at gøre en forskel. De forsøger at gøre verden, eller Danmark til et bedre sted – nuvel kommunen i dette tilfælde, men mange bække små…

Jeg har mødt mange af kandidaterne i min kommune, og kender en stor del af dem. Jeg er ikke enig med dem alle (det ville lige godt være mærkeligt, hvis jeg var), men fælles for hver og en er, at det er venlige og fornuftige mennesker, der brænder for at gøre en forskel. Og jeg er ret sikker på, at det samme er tilfældet i alle andre kommuner landet over. Vi lever i et land, hvor demokratiet hersker. Her er plads til forskellighed, og det skal vi huske at sætte pris på. Kandidaterne, der stiller op, er kvinder og mænd, mødre og fædre med familier og job, der alt sammen skal passes, plus alt det andet oveni, vi alle gerne vil. Jeg er fx så tilpas egoistisk, at min sport også fylder en del i mit liv, selv om det selvfølgelig ikke er det vigtigeste, men jeg prioriterer det i mit liv, og jeg er vidst ikke den eneste. Jeg kunne da sagtens bruge et par timer mere i døgnet til alt det, jeg har gang i. Jeg arbejder også meget, og jeg aner da overhovedet ikke, hvor jeg fx skulle finde tid til at sidde i kommunalbestyrelsen og diverse udvalg, når jeg også gerne vil have tid til min familie og venner – og det VIL jeg. I særdeleshed har jeg dyb respekt for de yngre kandidater, der stiller op, og alle bidrager det, de kan. De har små børn hjemme, og et fuldtidsjob at passe. Hatten af for familiefædre og mødre, der ofrer tid og hjerteblod på at gøre deres kommune til et bedre sted for alle os, der bor her. Og for en god orden skyld vil jeg lige nævne (inden nogen brokker sig – og det sker helt sikkert), at jeg ved, at de får penge for deres arbejde, ligesom at dem med mindre børn får en tillægsydelse, men i gennemsnit bruger en kommunalpolitiker også 20 timer om ugen på kommunalpolitik. Mere behøver jeg vidst ikke at skrive…

Politik henover rundstykkerne

Jeg kommer fra et hjem med politik ved morgenbordet, en far, der har siddet i, hvad der dengang hed byrådet, som er kommunalbestyrelsen i dag. Et hjem med ivrig diskussion om alt, og hvor en mening om tingene var et must. Men jeg er også vokset op med, at man ikke altid behøver at være enige, men at man respekterer hinanden til trods for meningsforskellene, eller måske endda pga. meningsforskellene. Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke kunne have lyst til at stille op i politik, og det bliver et stort nej herfra. Jeg vil faktisk hellere vælte på en knallert i shorts. To gange.  Jeg har ikke tiden eller lysten, og jeg ville i øvrigt være helt umulig som politiker med den tålmodighed, jeg er i besiddelse af – eller nok nærmere mangel på samme. Derudover kan jeg slet ikke magte det bureaukrati og tempo, som præger næsten alt, hvad der har med det offentlige at gøre. Og sidst men bestemt ikke mindst er det et utaknemmeligt job på mange fronter, fordi hr. og fru. Danmark elsker at brokke sig. Derfor, som sagt, stor respekt herfra til alle de mennesker, der gider gøre en forskel ved netop at stille op til valg, også når det gælder kommunevalg. Måske endda især, når det gælder kommunevalg. Som jeg skrev ovenfor – hvis man regner timelønnen ud for en politiker, der sidder i kommunalbestyrelsen, er det da i hvert fald ikke den, der får folk til at stille op, så meget kan de fleste vidst regne ud.

De  gider, trods alle kværulanternes trættende brok. Og sjovt nok er de mennesker der brokker sig mest, også de mennesker, der ikke selv gider gøre en forskel, og som måske endda ikke gider rejse sig fra sofaen for at stemme, men når så den fede dame har sunget sin sidste sang, og valget er ovre, hvem tror I så brokker sig mest?

Derudover er det bekymrende, hvor mange der ikke gider sætte sig ind i politik. Hvor mange, der ikke ved, hvad de forskellige partier står for. Jeg er med på, at det kan være forvirrende, men hvis man ønsker, at ens kommune/by skal være et bedre sted, og man ikke selv har planer om at være en af dem, der sidder ved roret i fx kommunalbestyrelsen og deraf også diverse udvalg, så må man da som det mindste følge lidt med, tage stilling og stemme. Så har man også retten til at brokke sig 😉

Så tænk nu over, hvad dine mærkesager er, sæt dig ind i tingene og stem for h… den 21. november til kommunevalget. OG tænk så også lige over, hvor meget de mennesker, der hænger der på valgplakaterne høje som lave, tykke som tynde, mørke som lyse ofrer for at gøre en forskel, i stedet for at sætte sig og brokke sig, ligesom så mange andre. Og nej, jeg tror i øvrigt  heller ikke på, at valgplakaterne gør en stor forskel, mest af alt er det spild af papir. Uanset, glæd jer over, at vi netop er et land med plads til så mange forskellige mennesker og meninger, og deraf også politiske partier. Det er så langt fra en selvfølge verden over.

Dette indlæg er ikke sponsoreret,  jeg vil bare fortælle om mit ‘håreventyr’, som andre forhåbentlig kan drage nytte af på sigt. Det henvender sig jo nok mest til kvinder, men egentlig er det jo noget pjat, for der findes da mange mænd, der kunne trænge til at stærkere hår (måske også kraftigere, nok ikke længere). Siger det bare.

Sugarbearhair – alene navnet giver mig lyst til at spise dem. Og det gør jeg, men ikke pga. navnet. Jeg spiser den lille grønne vingummibamse, fordi den gør en masse godt for mit hår – det siger de kloge i hvert fald. De er det nye sorte, og nu prøver jeg at spise dem i tre måneder (det er ikke hårdt, de smager mega godt). Eller faktisk har jeg spist dem i en uges tid nu, men man skal spise dem i tre måneder, før man kan se et ordentligt resultat.

Det er ingen hemmelighed, at den lille grønne bamse, er den af mine vitaminpiller/kosttilskud, jeg glæder mig mest til at spise her dag.

Jeg har egentlig ingen problemer med mit hår, der er faktisk rigeligt af det, og det vokser også fint, men det skader jo aldrig at styrke det, for man udsætter det alligevel for ret meget hver dag. Jeg kan fx mærke, hvis jeg i en periode har fået sat mit hår meget op, at det slider en del på håret.  Anyway, hvem ved, måske det gør noget, der er godt for mit hår. Jeg tænker, det sagtes kunne være. Derudover får jeg endelig sådan rigtig ‘lov’ til at spise vitaminpiller, der smager godt. Jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg har været misundelig på min datters jordbærvitaminpiller i mange år (jeg har endda spist dem nu og da, selv om jeg vidst har passeret de 11 år, som anbefalingen for dem vidst går til).

Men jeg er i hvert på sagen mht. Sugarbearhair, og jeg finder ud af, om der er noget om, at Sugarbearhair faktisk virker (total detektiv-agtig). Alene smagen, udseendet og navnet gør, at jeg håber, at det er sandt, hvad de siger – at man får stærkere hår. Nogle vil også gerne have længere hår, og det skulle efter sigende også ske.

Nå, men de smager sindssygt godt. Det er da altid noget for, for hvor ofte smager noget, der er rigtig godt for en, sådan virkelig godt. Eller jo jo, det gør det da nogle gange, men I ved, hvad jeg mener. Jeg har f….. spist mange ting, fordi de skulle være sunde, og noget af det har jeg seriøst været ved at kaste op over (Spirulina pulver, du kan være nok så sund for mig, jeg spiser dig aldrig igen). Mit liv er sgu’ for kort til at spise den slags.

Anyway, følg med her på bloggen, så lover jeg at fortælle jer, om Sugarbearhair er pengene værd. Sagde jeg de smagte godt? 😉

Lige lidt mere info om de små grønne bamser. Sugarbearhair er en multivitamin med ekstra vitaminer til håret. Det er der jo i princippet ikke noget revolutionerende i, da der findes mange forskellige slags vitaminer til ens hårpragt. Men men men. De fleste har nok hørt om Kylie Jenner og Kim Kardashian West, der også spiser dem. Faktisk blev det vel så populært pga. dem, og i min optik kan det være farligt, fordi der findes så meget bras på markedet, der sælger, fordi en eller anden kendis siger god for det. Den køber jeg ikke, men jeg har undersøgt lidt om, hvad vitaminerne indeholder, og det giver meget god mening, må jeg sige.

De små grønne velsmagende bamser indeholder bl.a. A, C, D og E vitamin, og derudover B-6, B-12, folsyre, Pantotensyre, Jod, Zink, Kolin, Inositol og Biotin. Sugarbearhair er udviklet til at styrke håret indefra, og det er Biotin, der er interessant her, for den er der rigtig meget af i bamserne, og det er den ‘hemmelige’ ingrediens.

Vingummibamserne er i øvrigt lavet af naturlig bærekstrakt, kokosolie og meget lidt sukker. De er i øvrigt gluten- og soyafri, og kan roligt spises af veganere, da dyr på ingen måde har lidt overlast i forbindelse med produktion af Sugarbearhair.

Sugarbearhair fåes bl.a. hos Beauty Sense i Kalundborg, hvor der lige nu er tilbud på dem.

Hvis du ligesom jeg er nysgerrig, og ikke kan vente på, at jeg tester dem, så kan du altså købe dem allerede nu hos Sandie Rosfeldt, der ejer Beauty Sense . Der er rabat, når du køber flere glas, og en gratis hårbørste (så længe lager haves), hvis man køber tre glas – ét glas svarer til en måneds forbrug. Beauty Sense  har pt. til huse på Lundemarken i Kalundborg, men flytter tilbage til Kordilgade i Kalundborg den 6.november 2017.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Så er vinderen til Noah koncert i Svebøllehallen, på lørdag den 7. oktober, fundet. Jeg håber, at billetterne falder i rigtig god jord hos de to, der skal af sted…

Nå, men vi må jo til det, selv om jeg ville ønske, at I alle kunne vinde.

Stort tillykke til Tina Strøh, der har vundet to billetter til Noah koncert i Svebøllehallen på lørdag den 7. oktober. Vinderen har fået besked.

Jeg har selv været til Noah koncert, og han er jo fantastisk, så I kan godt glæde jer 😉

Det er i øvrigt Johnny Elmelund, der i samarbejde med støtteforeningen for Svebølle Boldklub, OLD SBI, står bag koncerten.

Jeg er jo sådan en provinspige, født og opvokset vaskeægte ’bonderøv’ i provinsens trygge hænder. Jeg flyttede til storbyen et par steder i verden, dog flest år i København – byen, vi provinsboere, godmodigt, elsker at hakke lidt på. Jeg har nu været tilbage i provinsen i en del år, og der er altså ting, jeg ikke elsker ved provinsen, fx den der provinshammer, men den kommer vi ind på ved en anden lejlighed. Til gengæld er der f…. også ting, jeg knuselsker. Der er ting, jeg morer mig over, og der er ting, jeg undrer mig over – dem er der mange af.

Lad os begynde ved kaffen. I Provinsen er kaffe – kaffe. Den er sort, og den kommer fra en kaffemaskine. Eller jaeh, den kommer selvfølgelig fra kaffebønner, men I ved, hvad jeg mener. Sådan en god gammeldaws en. Altså kaffemaskinen, ikke kaffebønnen. Nå, men den kaffe. Vi er da kommet med på bølgen herude, og bruger både stempelkander, og diverse fancy maskiner til at brygge det sorte guld på. Vi har nemlig også – omsider – lært, at kaffe ikke bare er kaffe. Hvad ved jeg egentlig , jeg er endnu ikke blevet så voksen, at jeg drikker den slags – og bliver det sikkert aldrig. Jeg kan kun drikke kaffe fra Starbucks, når det er kamufleret af sukker og diverse flavours med karamel og andre lækre ting. Anyway, i provinsen – eller i hvert fald i de mindre eller mellemstore provinsbyer – ville en Starbucks eller en anden fancy kaffekæde nok ikke overleve, da alt for mange er alt for fornuftige til at betale en formue for en kop kaffe. I København derimod, betaler man glædeligt overpris for en kop kaffe på en fancy café. Gad vide, hvorfor det egentlig er sådan?

‘Kidda’ er bare ét af mine mange navne, når jeg rejser udenlands, og er på Starbucks.

Og det er jo i øvrigt ikke kun kaffe, det samme gælder juice. Det er sjældent man ser en god juicebar have succes i provinsbyerne, i hvert fald i de mellemstore og mindre. Herude er juice da sådan noget fra en karton. Eller? Altså, jeg tvivler stærkt på, at Joe & The Juice ville få succes i min hjemby, men det kan da være, at jeg tager fejl. Jeg savner i hvert fald en god juicebar, men hver gang, der er åbnet en juicebar her i byen, lukker den kort tid efter til trods for, at jeg virkelig har gjort mit til, at den skal løbe rundt – der vokser jo næsten spinat og mango ud af ørerne på mig (og måske også chokolade og is). Men det er jo ikke fordi,  folk i provinsen kun drikker juice fra en karton, hvorpå der står Rynkeby, og der er et billede af æbler eller appelsiner. Faktisk undrer det mig lidt, at en juicebar ikke kan løbe rundt herude, for jeg kender godt nok mange, der er glade for friskpresset juice i alverdens afskygninger (man bliver nogle gange næsten lidt bange, når man hører, hvad de putter i den der juicepresser i sundhedens tegn).

Mht. boligsituationen. Jeg bor i et 180 m2 hus med dertilhørende have. Tæt på by, strand og skov, og alligevel er mit hus til at betale. Problemet med storbyen er (her tænker jeg primært København, da vi jo i virkeligheden ikke kan bryste os af mange så’n ’rigtige’ storbyer i Danmark), at ikke alene er det dobbelt så dyrt at købe/leje en bolig derinde (hvis det kan gøre det), men det er også et problem overhovedet at finde en bolig på de kanter. Hvem f….. betaler i øvrigt også det samme for 40 m2 på Frederiksberg som et 190 m2 hus med have i provinsen. Eller. Det er der jo så mange, der gør. Men det er jo faktisk ved at ændre sig lidt, fordi bl.a. børnefamilier ikke gider stuves sammen på 60 m2, når de kan få tre gange så meget plads plus have 30 km eller mere fra Rådhuspladsen.

Nu vi er i gang med boligen, så mener mange, at god smag er forbeholdt mennesker i storbyen. Hvad f….. er det nu for noget?  Det passer jo ikke. Selvfølgelig er der masser af mennesker med fremragende smag i provinsen. Jeg har sgu’ da fx god smag 😉 Men hvad angår boligindretning, er folk i provinsen sgu’ ikke så anderledes fra folk i storbyen, herude har de nemlig alle sammen også musselmalede Royal Copenhagen kopper,  og den der vase, der var så meget diskussion om på et tidspunkt med alle striberne på – Kähler vasen sgu’ da. Den står jo troligt i ethvert hjem, med respekt for sig selv, og jo jo bevares, jeg synes da også, at det der musselmalede er flot, men jeg kan faktisk bedre lide at drikke min te af en kop med en historie, men sådan er vi jo så forskellige, og man skulle jo også nødig gå mod strømmen – hverken i storby eller provins 😉

Det her er min “musselmalede” kop fra Bali. Den er ikke kongelig, men den har saftsuseme en historie at fortælle 😉

Noget andet, jeg også har tænkt over, er, at mine venner i København alle sammen er blevet meget senere gift og har fået børn, end mine venner i provinsen. Det er jo i virkeligheden logisk nok, da flere af dem i København ofte har længere uddannelser bag sig, og derfor ikke har prioriteret at stifte familie på et tidligere tidspunkt. Vi må erkende, at akademikere er en mangelvare flere steder i provinsen, og det er et problem, men det betyder jo altså ikke, at folk i provinsen går rundt med hovedet under armen.  Jeg har selv læst på universitet i mange år (inkl. kvajeår, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville), men jeg må indrømme, at jeg har mødt mange mennesker i provinsen, der har ‘regnet den ud’, længe før jeg ‘regnede den ud’  – uden at være akademiker. Så man kan lige så godt droppe det der storbys-snobberi, eller måske nærmere den berømte kulturelites fikse idéer om, hvordan mennesker i provinsen er.

Jeg havde besøg af mine niecer i sommer – de bor i Århus, og de grinte af, at jeg hilste på så mange, når vi fx handlede i supermarkedet, gik en tur i gågaden eller på stranden. Men sådan er det jo netop i provinsen. Herude kender vi sgu’ hinanden, også selv om vi ikke altid er klar over, at vi kender hinanden – og det er, som jeg ser det, både godt og skidt.

Endelig så er vi, i provinsen, jo også lidt bagefter mht., hvad der hitter. Hvad der er moderne lige nu. Og jo det er måske nok sandt, at vi lige skal se tingene an, og så kan vi da godt prøve noget nyt. Måske… Men der findes altså også ’first movers’ og ualmindelige dygtige mennesker med iværksætterånd og sindssygt gode idéer herude i vandkantsdanmark. Derudover har flere af dem, udover at have regnet den ud, endda også god tøjstil og et lækkert hjem – verden er at lave… Måske er den der provins slet ikke så tosset endda.