Måned: august 2014

’Mojn, det æ’ Tv-avis. Æ haue it åll di blaejsmøer. Kyt dem i æ tremhus’.

Kunne det ikke være sjovt, hvis man præsenterede Tv-avisen sådan? Jeg læste sidste år en artikel i videnskab.dk om dialekter i Danmark, og den var ret sjov – og ikke mindst tankevækkende. Jeg har længe tænkt over (det er jeg selvfølgelig ikke den eneste, der har), hvordan dialekter efterhånden forsvinder fra det danske sprog. Eller dvs. der er heldigvis stadig mange steder, hvor de endnu findes, hvilket de forhåbentlig vil fortsat.

Men tendensen er, især blandt de helt unge, at man dropper dialekten og taler rigsdansk. Standard-dansk. Hvor lyder det dog kedeligt. Altså, jeg har ikke noget imod rigsdansk, og jeg er med på, at vi alle gerne vil passe ind, men vi behøver da ikke at fralægge vores dialekt for derefter at blive en stor homogen masse. Det skal vi holde op med. Men med de tendenser, man ser i Danmark i dag med urbaniseringen og det faktum, at de helt unge stiler mod, hvad majoriteten taler – nemlig rigsdansk, kan jeg da godt blive lidt bekymret for vores dialekter i fremtiden.

Sønderjysk som rigsdansk

I virkeligheden kunne vi alle have talt fx sønderjysk. Ifølge sprogforskerne er dialekt et spørgsmål om tilvænning og vane. Årsagen til, at københavnsk har ‘vundet’ som den mest ’rigtige’ danske dialekt, er fordi magten i mere end 500 år har været placeret i København. Havde fx Sønderjylland været magtcentrum, og havde det været en position, man havde bibeholdt, havde det formentlig været sønderjysk, som var den rigsdanske dialekt i dag.

Se, det ville være underholdende (altså, det ville det jo ikke, hvis vi alle var vant til det, men følg mig lige lidt her). Jeg mobber skam ingen. Jeg er selv vokset op med ’Hold æ snut. Æ æ imme å oltins nell i æ mornstun’, ’De pikke å æ dør’ og Do har en fimmel fra æ joe te æ himmel (så kan jeg heller ikke meget mere). Min far var sønderjyde, og stolt af det. Jeg elsker det sønderjyske sprog (selvom jeg ikke taler det), det minder mig om min barndom.

Min far talte faktisk rigsdansk, endda i en meget korrekt udgave. Han brød sig ikke om slang, og mente, at ordene skulle udtales korrekt. Han kiggede fx mærkeligt på mig, da jeg som lille sagde ’skralderen’ om skraldespanden. Men når tlf. ringede, og et familiemedlem fra Sønderjylland var i røret, slog min far fuldstændig over i sønderjysk dialekt. Som lille troede jeg, at han lavede sjov, når han talte sønderjysk, da det for mig lød som volapyk. Senere lærte jeg at forstå dialekten simpelthen, fordi jeg hørte den fra tid til anden.

Og det handler ikke bare om dialekter, det er på samme vis med fremmedsprog. Jeg var nærmest indlagt til tysk tv som barn (ja, lidt miljøskadet blev man vel som barn af en sønderjyde), og vi havde engelsktalende familie, men begge dele har gjort, at det pludselig var let at tale andre sprog end dansk – simpelthen fordi det var en del af mit liv. Og det er lige præcis, hvad det handler om.  Bliver dialekterne brugt, lærer vi også at forstå dem (de fleste i hvert fald).

Bet’ Paul fra Vendsyssel

Men jeg må alligevel indrømme, at den dag i dag, forstår jeg stadig ikke, hvad manden, der slår vores græs i sommerhuset i Nordjylland, siger. Han er fra Vendsyssel og bliver kaldt for ’Bet’ Paul’ , og jeg har opgivet for længe siden. Nu bliver min mor nok ‘fornærmet’, eftersom hun er fra byen med bussår’n deroppe i Nordjylland. Jeg forstår da fint nordjysk, men hvis man kommer ude fra heden i Vendsyssel – glem det.

Min svigerinde er vaskeægte århusianer, der spiser ‘snoller’, fredagaften fortæller mig, at jeg er dosk indimellem og spørger: ‘Hvad klokk skal du med færgen, Gitte’? Min ene niece kunne ikke, lige meget hvor ofte hun øvede sig som lille, udtale ‘d‘ i ‘Under den hviiiie bro’ – og det er da alt sammen så charmerende.

Jeg mener, jeg er hele mit liv godmodigt blevet drillet med min jyske accent. Men jeg er glad for den. Meget. Jeg har boet på Sjælland hele mit liv på nær et enkelt år i Århus og alligevel, er jeg hende jyden. Jeg har oven i købet boet i København i små ti år, og mit sprog har aldrig ændret sig. Jeg er stadig kalundborgjyde, og jeg er stolt af det. Jeg kan lide min accent og det faktum, at jeg nødvendigvis ikke taler som alle andre. Jeg er lidt mere jysk end sjællænderne og lidt mindre jysk end jyderne.

Og jeg kan godt tåle at blive ’drillet’ af vennerne i København. På det punkt har jeg ingen intention om at ’passe ind’. Faktisk har jeg et par venner, der bare skal se et billede af Rådhuspladsen, og vupti, de har glemt deres lidt jyske accent og taler pludselig drævent københavnsk. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, de gør det, men det skal de holde op med (gad vide, om der også er københavnere, der ser et billede af en ko og vupti, taler jysk)?

Nuancer er godt

Dialekter er charmerende, og de er vigtige. Uanset, om vi forstår dem eller ej, ser jeg nødigt et Danmark, hvor vi alle taler på samme måde. Der skal da være nuancer i vores sprog – diversitet til mig, tak! Og det er faktisk lidt sørgeligt, men danske sprogforskere mener, at langt de fleste danskere kommer til kort, hvad angår at forstå danske dialekter. Årsagen hertil er simpel – vi hører alt på rigsdansk i dag, og ikke meget afviger fra det sprog, vi kender og selv taler. Vi vil hellere tale et slags ’standard-dansk’, som alle de andre taler. Som tidligere nævnt, hvis vi hørte forskellige dialekter jævnligt, ville vi, ligesom tilfældet er med fremmedsprog, lære at forstå dialekterne.

Det skal vi holde op med, og i stedet glæde os over, at vi danskere også har diversitet inden for sprog. Tal dog med den dialekt, du nu engang har og lad være med altid at forsøge at passe ind – og det gælder både folk i provinsen og i storbyen. Tag ikke fejl, storbysmennesker forsøger lige så meget at passe ind i kasserne – forskellen er bare, at der er flere forskellige kasser i storbyen, end i provinsen. Men det er så uendeligt kedeligt at være som alle de andre i alle henseender. Det skal vi holde op med.

 Fakta om dialekter

(kilde: www.dialekt.ku.dk)

Fynsk, lavkøbenhavnsk, rigsdansk, multietnolekt, bornholmsk og sjællandsk er alt sammen eksempler på dialekter. Dialekt er talesprog, og talesprog er dialekt. Alle talesprogsformer (eller sproglige varieteter) som forbindes med et bestemt sted eller en bestemt gruppe af mennesker, kan betragtes som dialekter. Det er en bred opfattelse af ordet dialekt. Mange års forskning, i hele verden, har vist at sproglig forskellighed (det som sprogforskere kalder sproglig variation) er systematisk. Nogle gange er forskellighederne – f.eks. i sprogbrugen mellem to provinsbyer – systematisk på flere niveauer. Der kan være forskelligt ordforråd, forskellige grammatiske former og forskellige udtaler. Når sprogforskere skønner at der er systematik nok i forskellighederne, taler man om en dialekt.

 ’Om benene er solidt plantet? Tja, jeg ved, at ting ikke bare kommer til en, hvis man sidder med hænderne i skødet. Jeg har lært at arbejde for mine ting. Sætte mig et mål og nå det’.

Hvis jeg siger blå blink, krimistof og Kanal 5, så ved de fleste, at jeg taler om krimireporter Stine Bolther. Stine er fra provinsen, faktisk fra min hjemby, Kalundborg. Hun var forbi mig forleden til en snak om storby, provins, job og meget mere.

Når jeg møder folk, som har opnået noget, bliver jeg nysgerrig (ja ja, okay, det er jeg sådan generelt med mange ting). Og ja, forhåbentlig har de fleste på et eller flere plan opnået noget. Men jeg mener, sådan opnået noget, der måske er lidt anderledes fra, hvad de fleste render rundt og laver.

Stine har i mange år arbejdet på Ekstra Bladet, men har i de senere år arbejdet for Kanal 5, men fællesnævneren er krimistof. Hun er autodidakt, fik aldrig taget uddannelsen som journalist, da hun havde for travlt med at arbejde. Derudover er hun forfatter til fire bøger.

Men Stine er altså også født og opvokset i provinsbyen Kalundborg. Efter gymnasiet valgte hun, ligesom så mange andre unge, at flytte fra Kalundborg til København. Hun flyttede fra mors kødgryder til Vesterbro, hvilket ifølge hende selv, er lige fra den ene yderlighed til den anden (og det har hun ret i).

’Jeg havde en meget stor udlængsel, da jeg var færdig med gymnasiet, men det handlede ikke om at ville væk fra lige præcis Kalundborg – det var bare for at komme ud og stå på egne ben’.

Stine er også en af dem, der aldrig kom tilbage. Eller det vil sige, hun kom tilbage til provinsen, bare ikke hjembyen.

’Mit arbejdsliv har altid været koncentreret om København, og der er simpelthen for lang transport for mig til Kalundborg, så derfor blev kompromiset et sommerhus i Kalundborg og et hus tæt på mit arbejde, min mands arbejde og hans forældre.

Jeg holder meget af Kalundborg – især mine mange veninder og deres familier, som stadig bor i byen, og selvfølgelig mine forældre. Men også Røsnæs, fyret, gågaden, den hyggelige biograf og i det hele taget at være så tæt ved vandet hele tiden’.

Den ‘farlige’ storby

Stine er aktuel med et nyt program på Kanal 5 ’Dem der passer på os om natten’, der har premiere på onsdag. Stine ER fru Krimi, hvis du spørger i branchen. Hun har stort set ikke lavet andet i mange år, og er da også, ifølge hende selv, lidt ’miljøskadet’.

’Vi har valgt at bo i provinsen frem for København af flere årsager. Jeg drager nok parallel til min hjemby, og har tænkt, at mine børn skulle vokse op et lignende sted. De skal have det samme, som jeg har haft. Derudover er jeg arbejdsskadet. Jeg er jo sikker på, at på hvert gadehjørne i København står der en psykopat. Der sker mere i København, end i provinsen, og det er jo ikke mærkeligt, der bor jo også flere mennesker. Statistisk set er det svært at vurdere, men det er den følelse, jeg har. Jeg kan tage folk med på en guidet tur og fortælle, at det var her, at hun blev voldtaget, det var her, han slog hende ihjel, og det var her brandbomben var osv’.

Her tænker jeg, at den guidede tur i provinsen nærmere ville lyde: ‘Og det var her, at hun blev slået ihjel i 1976′.

Selvom Stine aldrig kom tilbage til hjemegnen, føler hun alligevel, at hun skylder sin hjemby tak for mange ting.

’Min opvækst har lært mig at se folk, som dem de er. Som personer i stedet for fx titler. Det har hjulpet mig i mange situationer. Jeg er meget langt fra snobbet – tværtimod. Og det tror jeg bestemt også kommer fra min opvækst’.

Villa i provinsen eller lejlighed på Vesterbro

Det er pudsigt, for jeg har tænkt meget over netop det emne, vi kom ind på – børn og storby. Hus og lejlighed. Have eller ikke have osv. (trampolin eller ikke trampolin). Og den problemstilling er jeg så langt fra den eneste, der har brugt tid på. Vi valgte, i sin tid, præcis det samme som Stine og hendes mand. Vi boede på Nørrebro i mange år, og var begge enige om, at når vi fik børn, skulle de ikke vokse op på ’stenbroen’ til trods for, at jeg elskede Nørrebro (og stadig gør). Næ, børnene skulle derimod vokse op i provinsen lige som mor og far. Mine børn skulle have, hvad jeg havde haft, for det var det bedste. Jeg kan altså sagtens følge den tankegang, som mange har,  men det er jo netop fordi, jeg selv er fra provinsen.

Alle, jeg kender, der er vokset op i en storby, ser anderledes på den sag. Selvfølgelig gør de det, og jeg forstår dem da. Der er jo ikke noget galt i at vokse op i en lejlighed på Vesterbro. Det er bare min optik, der er anderledes. Anderledes, fordi jeg har oplevet en barndom, som i mine øjne, er den bedste og mest trygge. Og tak for det. Sådan burde alle jo i virkeligheden føle, men det er desværre ikke tilfældet uanset, om barndommens film er optaget i provinsen eller midt på Vesterbro. Men netop fordi jeg havde en god og tryg barndom i provinsen, vil jeg naturligvis give den videre til mine børn.

Men når jeg ser helt nøgtern på det, ved jeg jo godt, at der findes masser af lykkelige børn, der bor i lejlighed inde midt i storbyen. Og hånden på hjertet tror jeg ikke på, at børn har det bedre i et villakvarter i provinsen, end i en lejlighed på Vesterbro. Det er ikke det, det handler om. Det handler om kærlighed og om at være glad for, hvor man lever sit liv. Det handler om at være sammen med det eller de mennesker, som man elsker og som gør en glad helt ind i hjertet, så skal det nok fungere uanset, hvor man bor. Det handler om at være modig og gøre det, der føles rigtigt, til trods for andre menneskers idé om, hvad der er det ‘rigtige’.

Men som sagt, min optik, er hestene på marken nede bagved mit barndomshjem, søen vi skøjtede på – også lige i baghaven. Åen, vi sprang over (når vi ikke faldt i altså) med det gamle reb, der hang i det knækkede egetræ. Ligesom rundbold på den stille villavej om aftenen og svømmeturene i havet 500 m fra mit hjem. DÉT var jo blandt andet det, jeg ville give videre til mine børn (jeg har nu altså kun ét, men alligevel), men jeg kan sagtens se, at jeg er farvet af min opvækst.

Derudover skal vi også huske på, at storby er MANGE ting. Der er jo ingen, der siger, at du skal bo midt på Vesterbro, indre by eller Nørrebro med dine børn, bare for at nævne et par steder. Der er ingen, der siger, at du ingen have eller terrasse kan få, fordi du bor i en storby (det er i øvrigt slet ikke sikkert, at du vil have den).  Der er ingen, der siger, at der ingen grønne områder er lige om hjørnet, hvor du fx kan spille rundbold med dine børn og måske skøjte om vinteren. Og der er ingen, der siger, at du ikke kan bo tæt ved vandet, fordi du bor i en storby.Der er i øvrigt heller ingen, der siger, at du ikke kan bo i et villakvarter, selvom du bor i en storby (du skal selvfølgelig bare have penge nok). Der ER altså mange muligheder for at give dine børn en lignende opvækst, selvom postnr. er København, og dit i sin tid var provinsens. Der er også mange muligheder for at give dine børn en opvækst, der er anderledes fra din, ikke bedre ikke dårligere, bare anderledes.

Ligesom jeg siger til mig selv, fordi jeg har haft noget, der var fantastisk, betyder det jo ikke, at andet ikke også kan være fantastisk. Vi mennesker kan nu engang bare bedst lide, det vi kender. Det er trygt, og vi ved, hvad vi får. Men nogle gange er det i høj grad værd at springe ud i det og gøre tingene helt anderledes. Ikke bedre, ikke dårligere – bare anderledes. Og ikke kun, når det handler om, hvorvidt dine børn skal vokse op i provinsen eller i storbyen.

Fakta

Stine Bolther er gift og bor med sin mand og to børn på en hemmelig adresse grundet sit job.

Hun arbejder på Kanal 5 i dag, men har tidligere bl.a. været ansat på Ekstra Bladet i mange år.

Hun er lige nu aktuel med programmet ’Dem, der passer på os om natten’, der har premiere onsdag den 27.8. kl. 20 på Kanal 5

 

Jeg kender hvert et sving på vejen. Selvom jeg har været væk fra byen i mange år, er det hele alligevel så velkendt, og sådan vil det altid være. Altid. Dengang cyklede jeg, nu tager jeg bilen. Men ikke i fredags. Jeg skulle til Kalundborg Rocker, som er en lokal festival, der bliver afholdt hvert år i august nede ved stranden. Kalundborg Rocker er ikke ren nostalgi, da den ikke eksisterede, da jeg var barn, men at cykle hjem, dét var ren nostalgi. Der duftede ligesom dengang. Lydene var næsten de samme (det bilder jeg mig i hver fald ind), og der så ud næsten som dengang. Tingene havde ikke ændret sig, men hvad, det har jeg jo heller ikke synderligt (også noget, jeg bilder mig selv ind). Tiden stod stille, og jeg var lige der i min barndomsby.

Men vigtigst, byen var – en sjælden gang – levende. Jeg vidste, at jeg elskede præcis det øjeblik, da jeg cyklede alene hjem og sagde hej til fulde og mindre fulde mennesker. Nogle mere charmerende end andre. Det er så fint, at Kalundborg Rocker har givet denne provinsby endnu en weekend om året, hvor man ikke føler, at man bor i en spøgelsesby. Da jeg boede i København, blev Kalundborg Rocker til, og også dengang besøgte jeg festivallen, hvis jeg kunne få det til at passe med ferie osv.

Uanset, om jeg bor i Kalundborg eller København, varmer det mit provins-hjerte, at kalundborggensere og oplandet i den grad bakker op om Kalundborg Rocker. Det er super sejt, at nogle mennesker gider tage kampen op og kæmpe for, at der skal ske noget herude, hvor kragerne vender. De kæmper, fordi de ved, at der er noget at kæmpe for. Og Kalundborg Rocker er en af de ting, der får hjulene til at rulle. Men hjulene drejer kun så længe opbakningen fra lokalbefolkningen er der. Det har vi heldigvis fattet mht. festival, men vi halter altså stadig gevaldig bagefter på andre områder. Men den omgang brok gemmer vi til en anden dag, for den her weekend har gjort mig glad i hatten, fordi jeg endnu engang har set, at provinsen kan, når bare man gider.

Jeg mødte gamle venner og skolekammerater, som jeg ikke har set i mange år, hvilket var rigtig hyggeligt. Jeg fik endda sagt undskyld til ham, jeg gav en syngende lussing for 20 år siden (han fortjente den, og nej, jeg har absolut ikke for vane at slå folk). Derudover fik jeg snakket med de af mine venner, som jeg ikke altid har tid til at se i hverdagen, og jeg mødte en masse sjove mennesker, som jeg aldrig har snakket med tidligere.

Men jeg er jo heldigvis ikke den eneste, der har det på den måde. På Facebook så jeg her til morgen, at en af mine venner, der er fra Kalundborg, men ikke bor her længere skrev: JEG ER FORELSKET!!! I Kalundborg… TAK TAK TAK til alle jeg mødte på Kalundborg Rocker… Det er UDEN sammenligning den bedste dag i mange mange år…

Jeg snakkede med så mange glade mennesker til Kalundborg Rocker, og man behøvede jo ikke ligefrem at være indehaver af en ph.d. for at se, at opbakningen til arrangementet intet fejler. Langt de fleste jeg snakkede med, var gengangere til Kalundborg Rocker, og de havde bestemt tænkt sig fortsat at deltage i mange år fremover. Jeg mødte en del, jeg kender fra København, der også var kommet ’hjem’ udelukkende pga. festival – og det er da skønt, at provinsen kan trække ’de der fremmede’ til, når der er så mange tilbud i storbyen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noget andet, jeg simpelthen er nødt til at nævne, er, at aldrig har jeg set så mange campingstole på en festival før (i hver fald set i forhold til antal gæster). Alle vegne står der fine klapstole, og vattæpper ligger spredt her og der, som var man på skovtur. Men det er sådan det er, når provinsen afholder festival. Eller i hvert fald på Kalundborg Rocker. Som en anden af mine venner skrev på Facebook: Man ved, at man er i Provinsen, når flest mennesker har rejst sig fra campingstolene ved koncerten med SØMÆNDENE!?!? Derudover kunne man købe stegt flæsk med persillesauce AD LIBITUM (det der ad libitum, elsker vi jo herude). Men det er da blæret, at man kan få det på en festival. Den havde jeg alligevel ikke set komme. Til dig, der besluttede det, tak.

Også i provinsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men hvor er det herligt, at man i en forholdsvis lille provinsby stabler et arrangement på benene år efter år. Et arrangement, der trækker så mange mennesker, og som får besøg af så store musiknavne. Der er noget for både de yngre og de ældre, hvilket var ret tydeligt, da fx Christopher og Pretty Maids gik på scenen.

Da Christopher var på scenen, var rækkerne nede foran fyldt af helt unge piger,  der med deres mobiltelefoner forevigede øjeblikket, hvor Christopher kiggede ned på dem og med sin fine stemme sang en af de utallige sange, som de alle kunne fra ende til anden (det stod værre til med mig). Efter koncerten stod flere piger og græd, ganske enkelt fordi, de var så vilde med Christopher og syntes, at det var så stor en oplevelse at have set ham live – og så oven i købet i KALUNDBORG. Dét havde de ikke regnet med, betroede de mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nuvel, der er plads til forbedringer – også på Kalundborg Rocker, men er der ikke altid det. Og man kan da se, at folkene bag arrangementet lærer noget år for år og hele tiden forbedrer tingene. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg i fremtiden vil forsøge at prioritere at deltage på Kalundborg Rocker uanset, hvor jeg bor. For om man er bosiddende i Kalundborg, blot er glad for musik og/eller glade mennesker eller har et tilhørsforhold til byen, men bor længere væk, så er det værd at besøge den her festival og bakke op om et projekt, som jeg er sikker på, ikke altid har været lige let, men som faktisk er rigtig fint.

Fakta:

Kalundborg Rocker er en Festival, der bliver afholdt hvert år på Gisseløre, der ligger lige ned til vandet i Kalundborg. Festivalen afholdes hvert år, fredag og lørdag i uge 33. På festivalen kommer mange af tidens store musiknavne. Kalundborg Rocker har eksisteret i 15 år, og kunne i år melde om mere end 5.000 solgte billetter.

Du kan læse mere om Kalundborg Rocker på www.kalundborg-rocker.dk

 

 

‘Danskerne er uhøflige turister’.

Sådan lød overskriften på en artikel i Ingeniøren for nogle år tilbage. Det er bare ikke, hvad jeg oplever, når jeg rejser rundt i verden. Deres udgangspunkt er ganske givet også lidt anderledes, da de vel primært taler om deres oplevelser med erhvervslivet i forskellige lande, men jeg har læst mange artikler med netop den vinkel, at vi danskere er uhøflige, når vi rejser i udlandet. Ligesom da jeg sad som journalist på Kulturredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten lige efter Muhammed-krisen, eller burde jeg sige under, for den havde sat sine spor, og det føltes indimellem som om, der stadig var krise. Bl.a. fik vi alle tudet ørerne fulde af, hvor lidt velkomne danskere var i muslimske lande. Og det var også helt korrekt i flere tilfælde på det tidspunkt, og der er også steder, man skal holde sig fra i dag, men det gælder ikke kun for danskere. Men når det er sagt, har jeg rejst i flere muslimske lande de senere år, og har følt mig meget velkommen.

Jeg sidder pt. og nyder udsigten (sammen med en mio. myg, men jeg giver mig ikke, jeg går ikke ind) udover bjergene, havet og en meget smuk by på min ynglingsø i hele verden, Skiathos, Grækenland. Her har jeg efterhånden været mange gange, både med venner og familie, og jeg bliver mere og mere forelsket i øen for hver gang, også selvom jeg denne gang er indlogeret på et hotel med stort set kun italienere, hvis humor jeg overhovedet ikke forstår. For dem er jeg ikke fra provinsen eller fra storbyen, jeg er bare hende danskeren – det er min identitet hernede.

‘Danskheden’

Nu skal det jo heller ikke lyde som, at jeg har været alle steder i hele verden (gid det var så vel), jeg har skam stadig mange steder til gode. Men derfor kan jeg sagtens dele med jer, hvad jeg oplever, når jeg er udenlands, da jeg synes, at det er vigtigt at få understreget, at vi danskere faktisk er vellidte mange steder i verden. Og her skelner jeg ikke mellem provins og storby. Vi har nemlig det til fælles, at vi alle er danskere, og når udlændinge ser på os, ser de ikke en fra provinsen eller en fra København – de ser en dansker.

Man kan selvfølgelig betvivle validiteten af min ‘undersøgelse’, men den er jo ikke lavet i den forstand, at man skal analysere ud fra den og drage vilde konklusioner – og dog. Jeg tillader mig at tale ud fra den, fordi jeg så gerne vil fortælle, at jeg faktisk oplever, at danskere er vellidte alle de steder, jeg har været. Og det er noget, vi kan være stolte af. Nu siger jeg jo ikke, at vi ikke er sære, mærkelige og alt muligt andet (for det er vi også), men vi har altså også gode sider, som også mennesker med andre nationaliteter heldigvis kan se. Ris skal man nok få, men ros hænger ikke sådan på træerne. Men i de mange byer, øer og lande, hvor jeg efterhånden har slået mine folder,  kan de lide Danmark og danskerne.

Inden for psykologiens verden (ikke at jeg ved meget herom) definerer man bl.a. identitet ved, at en person tilhører forskellige grupper, og man har i kraft af disse tilhørsforhold forskellige gruppeidentiteter. Vi danskere har altså en fælles identitet – ‘den danske’. Og er der noget, der kan få os til at holde sammen i det store udland, er det den fælles identitet. ’Danskheden’. Det er jo ikke for sjov, at vi ofte søger hinanden, når vi er langt væk hjemmefra. Ligesom vi står sammen, når det drejer sig om en fodboldkamp eller, når noget går skidt, og vi må kæmpe sammen for at nå et fælles mål. Det pudsige er, at vi i Danmark også har forskellige gruppeidentiteter – gruppen fra provinsen og gruppen fra storbyen, men samtidig hører vi under en fælles identitet – ‘den danske’.

Uhøflige danskere – nix

Nå, men jeg har, som sagt, læst adskillige artikler om, hvor uhøflige turister danskerne er, og den problemstilling har jeg, igennem længere tid, tænkt over. Jeg elsker, som sagt, at rejse, og jeg vil tro, at jeg i gennemsnit har rejst til forskellige steder tre/fire gange om året i de sidste mange år. Ikke én gang har jeg følt mig dårligt behandlet, eller følt, at folk har været trætte af mig, fordi jeg var en ’uhøflig dansker’. Tværtimod er folk altid søde og hjælpsomme, hvad enten jeg har været i Asien, Nordamerika, Afrika eller Europa (de andre kontinenter har jeg endnu til gode).

Når jeg har spurgt ind til, hvordan lokalbefolkningen, det pågældende sted, oplever danskere (og det har jeg spurgt om mange gange), har svaret aldrig været negativt. Tværtimod. Om de så lyver for mine blå (grønne) øjne skyld, eller rent faktisk mener det, kan jeg jo kun gisne om. Men deres opførsel over for mig indikerer i hvert fald, at de mener det. Selvfølgelig har det også noget at gøre med, hvordan jeg er som person, om jeg er venlig over for dem osv. Vi har jo haft den der med, at vi alle kommer længst i verden med venlighed (det er bare nogle gange svært at overholde, især over for Telia).

Vi er altså meget søde

Når jeg rejser, får jeg bl.a. af vide, at vi danskere er hjælpsomme, tålmodige (her er det tydeligvis ikke mig, de taler om), høflige og lette at tale med. Folk fra andre lande forstår ikke altid vores humor, men hvad – det gør jeg heller ikke altid. Derudover er mange imponeret over, at langt de fleste danskere taler flere sprog. Det bidrager selvsagt til en bedre kommunikation (også selvom det indimellem er ‘Poul Nyrup-engelsk’). Vi er også ofte beskrevet som ‘easy going’ og lette at ‘small talke’ med (hey, man er vel dansker – vi kan jo altid tale om vejret).

Det, jeg forsøger at sige, er, at mange danskere – desværre – har en helt forkert opfattelse af, hvordan andre mennesker i andre lande og kulturer opfatter ’os danskere’. Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedringer (for det er der helt sikkert), men sådan i det store hele, oplever jeg, at vi danskere generelt er vellidte og velkomne langt de fleste steder i verden i dag.

Gode turister, dårlige værter

Vi har, som tidligere nævnt i et indlæg, fået på puklen for vores ringe service-niveau i Danmark i de senere år. Udenlandske turister er utilfredse med danskernes idé om, hvad service er – og jeg er, som bekendt, enig. Men jeg ved også, at man nogle steder i Danmark er rigtig god til service-delen, selvom der altid er plads til forbedring – i by og på land.

Eftersom jeg i øjeblikket befinder mig på en græsk ø kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det er, de kan på den her ø. Selvfølgelig har de et klima, der er oplagt til strand og udendørsliv, men med den sommer vi fx har haft i Danmark i år, har vi da også muligheder. Jeg har måske været på ca. 15 forskellige øer i Grækenland, og de kan altså noget. De tilpasser områderne til turister, og de ved, hvad service er. Måske vi danskere skulle blive bedre til at se, hvad andre lande gør i forhold til turisme og tage ved lære. Jeg kan i hvert fald se, at vi  – nogle steder i Danmark –  er håbløst bagud på visse områder. Og det er ikke kun, når jeg er i Grækenland, at jeg har tænkt de tanker, hvilket bare gør det endnu mere tankevækkende.

Men når det er sagt, skal vi ikke oven i hatten gå og tro, at andre nationer også er trætte af os som turister, for det er, efter min mening, en skrøne, og jeg køber den ikke. Vi er altså gode turister, men dårlige værter. Men vi kan gøre det endnu bedre og blive gode turister OG gode værter, hvis vi vil?! Især i provinsen, hvor vi netop ‘mangler’ visse andre ting, som storbyen kan prale af, burde vi tænke over, hvordan vi kan gøre vores små byer mere attraktive for bl.a. turister.

Uanset, vil jeg helst kunne være stolt af at være dansk, og det er jeg for det meste af tiden.

Nedenfor får I lige et par billeder fra min ynglingsø (kunne ikke lade være).

 

 

Dengang flødebollerne var meget større, og ’Mini Muh’ (de der lyseblå chokoladeting med et billede af en ko på) kostede en kr. Dengang der var kassettebånd og pladespiller, og da det blev rigtig fancy cd’er til festerne i pejsestuen (pejsestue, er der mon nogen, der har sådan en i dag)? Dengang man kendte politiet ved navn, fordi de var lokale og boede i byen (ikke fordi jeg lavede ballade). Dengang, at det ikke var lige så vigtigt at låse sin hoveddør, som det er i dag. Dengang, at lakridspiberne ikke var i fare for at lade livet, fordi de gav et forkert signal til samfundet, herunder børnene. Dengang skippermiks ikke var en racistisk blanding lakrids. Og jeg kunne fortsætte i en uendelighed. Men var det bedre dengang?

’Dengang’ er jo i virkeligheden en individuel størrelse. Min mormor på 100 år griner, når jeg siger ’i gamle dage’ om 1980’erne, hvor jeg var barn og husker en masse sjove ting fra. En masse ting, som ikke er længere, eller i hvert fald er forandret. Jeg mener ikke gamle dage, som dengang man døde af mellemørebetændelse, fordi der ikke var penicillin eller dengang, hvor man ikke havde køleskab og toilet. Men min mormors gode gamle dage er altså lidt længere tilbage, end mine. Men fælles er vel, at det for hver enkelt person er noget, der ligger tilbage i tiden og som man husker, som noget godt. Noget, der ikke er længere og aldrig bliver igen. Noget man indimellem savner. Men måske også noget, som man har en tendens til at forherlige?

’Dengang’ må være en sætning, jeg siger relativt ofte (og der er helt sikkert mange, der har det ligesom jeg). Jeg er så sentimental og elsker at snakke om ’gamle dage’. Det er nok meget godt, fordi det indikerer vel bare, at jeg har gode minder fra en tid, der ikke er mere. Jeg har flere venner og veninder, der kærligt griner lidt af mig, fordi jeg også er håbløs romantiker i ordets bredeste forstand. Når noget eller nogen ikke lever op til mine – indrømmet – indimellem urimelige forventninger, bliver jeg skuffet og vred. Jeg bliver også forvirret, når tingene har ændret sig – pludseligt – uden at jeg har lagt mærke til det. Nogle vil mene, at det måske er den bedste måde, idet overgangen dermed er mere blød, men nej. Nogle ting skal sgu’ forblive de samme, og skal de absolut ændre sig, skal jeg da have besked om det INDEN, så jeg kan forberede mig. Det er da det mindste, man kan forlange. Eller er det?

Det er det faktum, at det er definitivt, jeg har det svært med. Hvad nu, hvis jeg fortryder, hvad nu, hvis jeg gerne ville have, at det var som før. Hvad nu, hvis jeg ikke er klar til, at tingene ændrer sig. Derudover er der det faktum, at jeg ikke har noget at skulle have sagt. Eller det har jeg selvfølgelig, når det gælder visse ting i mit eget liv, men jeg er jo ikke herre over alt, hvilket måske også er meget godt. Det er jeg bare ikke altid god til at acceptere. Jeg kan jo bedst lide at bestemme, at have kontrol.

Men hvad nu hvis det nye er bedre, hvad nu hvis forandringen er positiv. Det glemmer jeg lidt at fokusere på nogle gange, fordi jeg har så travlt med at brokke mig i mit stille sind over selve forandringen. Jeg har nemlig indimellem en tendens til at tænke, at det der var, var bedre, end det der er, men det er jeg ikke længere så sikker på. Det var bare anderledes. Mange ting er nemlig også bedre i dag, end de var engang. Jeg tror, at jeg er bange for at træde forkert. Bange for, at det nye ikke er lige så godt som det gamle. Bange for, at jeg ikke kan fungere med det nye. Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Er det ikke sådan, de kloge siger om forandringer? Men jeg er blevet bedre – meget bedre til forandringer, og har tænkt mig at fortsætte den vej.

Er vi – i provinsen – dårligere til forandringer?

Og hvor vil jeg hen med alt det her. Jeg har simpelthen gået og tænkt over, om man i storbyen er bedre til at tage imod nye tiltag og forandringer, end man er i mindre lokalsamfund – i provinsen? Dvæler vi mere ved fortiden og, hvad der var engang? Har vi en tendens til at romantisere noget, der er endt og aldrig kommer tilbage, og er det også et fænomen, der er mere udbredt i provinsen, hvor vi måske netop ikke er lige så gode til de store skridt, som man er i storbyen? FREMSKRIDTET! Eller er det ’bare’ sådan vi mennesker er?

 Jeg spurgte en veninde, der er fra provinsen, men bor i København, om hun også mente, at man i storbyen er bedre til at håndtere forandringer, og svaret kom prompte ’Ja for helvede’, hvilket jeg morede mig lidt over. Men hun har jo ret. Og det er faktisk ikke så mærkeligt. Som jeg har skrevet tidligere, søger vi alle sammen at passe ind et sted, at være en del af en gruppe (nogle mere end andre). I storbyerne er der langt større plads til diversitet, og her er der derfor naturligt flere forskellige grupper at passe ind i, og dermed også plads til nye trends, forskelligheder og nye tiltag. Hvorimod i provinsen, hvor ’flokken’ er mere homogen, og det giver mindre plads til det nye og anderledes – det vi ikke er vant til, ikke kender, og måske er lidt bange for.

Derudover kommer forandringerne ofte storbyerne til gode. Provinsen er i den situation, at mange ændringer i samfundet desværre forringer ’standarden’ i provinsen, og måske netop derfor er man, i provinsen, lidt mere bange for ændringer? Og når jeg siger ændringer kommer vi ikke uden om centraliseringen. Jeg ved godt, at nogle politikere nu vil hævde, at centraliseringen, herunder dens mange forandringer bestemt ikke forringer provinsbyerne, men det gør de altså desværre ofte. Jeg siger ikke, at centraliseringen udelukkende er noget skidt, men jeg siger, at man skal have mere for øje, hvilken effekt de forskellige tiltag/forandringer har på provinsbyer i Danmark. I hvert fald, hvis provinsen ikke skal ende som en spøgelsesby, der engang var. Men nu ikke længere er.

Plads til forandringer

At tale om fortiden, rummer altid et element af nostalgi. Måske det er på tide at aflive myten om, hvor meget bedre alting var i gamle dage. Jeg mener, selvfølgelig var visse ting bedre, men meget har også ÆNDRET sig til det bedre, og gør det stadig. Måske, vi i samfundet – storby og i særdeleshed provins skal blive bedre til at fokusere på alt det, der er blevet bedre i dag. Alt det, der i dag er muligt, og som vi ikke vidste dengang i de ’gode gamle dage’. Vi elsker at brokke os over, hvad der ikke fungerer. Men måske vi nogle gange skulle træde et skridt tilbage og glæde os over det, der rent faktisk fungerer?! Jeg har i hvert fald tænkt mig at fortsætte kursen mod det uvante. Så længe, at de vigtige mennesker – dem jeg elsker og holder af – i mit liv er uforanderlige, kan det da ikke gå helt galt – selvom tingene omkring mig indimellem forandrer sig.