Forfatter: gittekorsgaard (Side 11 af 19)

”Hold nu kæft” har jeg lyst til at råbe. Men jeg gør det ikke  – endnu. For jeg er jo opdraget ordentligt (og de ville i øvrigt heller ikke høre mig). Men jeg kommer med et stille suk. Jeg er træt af valget. Træt, træt, træt. Eller dvs. jeg er ikke træt af selve valget, men træt af at høre på voksne mennesker, den ene værre end den anden, stå og klaske hinanden i hovedet med verbale tæsk i en debat, der ellers kunne være sober, hvis man gad. Hvis man gad at fokusere mere på, hvad man selv samt, hvad ens parti kunne bidrage med i ’kampen’ om et bedre Danmark, i stedet for at have så travlt med at fokusere på, hvad modparten har gjort for flere år siden dengang, hvor Prins Knud var barn. Hvor forkert det var dengang, og hvad man skulle have gjort i stedet. Fokus, tak. Det handler om fremtiden.

Jeg faldt over et indlæg, som en af mine venner skrev på Facebook forleden. Hun ramte noget, for det er omtrent sådan, jeg tænker, når jeg ser valgdebat (på nær, at jeg ikke kan tænke tilbage på dengang i sandkassen med uvorne unger, der drev skovlen i synet på den anden, bare fordi. Min er fire – jeg står skam midt i det). Derudover er jeg nu også pænt interesseret i politik,  men Dorthes indlæg ramte mig alligevel. Hun har nemlig ret. At hun så kan skrive om emnet, så man er ved at tisse i bukserne af grin, det er jo blot en slags bonus.

”Som ansvarsfuld borger forsøger jeg at pejle mig frem til, hvor det fornuftsmæssigt er bedst at sætte det der X om en uge. Jeg er ikke overvældende politisk interesseret, så de der debatter må være vejen frem, tænker jeg. Så kan jeg måske få styr på, hvem der synes noget fornuftigt. Nu har jeg fulgt intenst med i et par dage. Og jeg er på ingen måde blevet klogere. Jeg føler mig mere hensat til dengang mine unger var helt små. Og kom op og slås i sandkassen over en grøn plastikskovl. Og jeg af vanvare var kommet til at vende ryggen til i 3 minutter, og derfor ingen jordisk chance havde for at hitte ud af, hvem der havde den skide skovl først, hvem der lyver af karsken bælg, og hvem der fortjener et rap over nallerne for at smaske bemeldte skovl lige durk i synet på den anden. Sådan nogle pattebørn. Hvordan skal jeg blive klogere på noget som helst, når hele sendefladen er dækket af fuldvoksne mennesker, der er mere optagede af at skyde skylden over nettet, fejlfinde og i floromvundne vendinger skumsvine hinanden??
Det skider jeg på. Jeg stemmer på Allan Simonsen.”

I virkeligheden vil alle os, der skal sætte krydset jo bare gerne høre om, hvad man vil gøre fremadrettet, hvad man vil fokusere på at gøre bedre – og helst på almindeligt dansk. Uden 63 statistikker og beregninger, uden udenomssnak og fagord, som ingen alligevel fatter hat af. Vi bor i et skønt land med mange muligheder og langt færre begrænsninger. Vi har demokrati og rettigheder, som vi skal værne om, men der er jo altid plads til forbedringer. Det er vi alle vidst enige om. Det store spørgsmål er så bare, hvilke områder er vigtigst at forbedre, og her bliver alle for alvor uenige igen. Og når jeg siger ’områder’, mener jeg selvfølgelig områder som erhverv, miljø, sundhed etc., men jeg mener også i geografisk forstand.

Vi har jo hver især en mening om, hvad der er vigtigt – nogle mener, at erhverv kommer i første række, mens andre mener miljø osv. De argumenterer alle fint for hver deres, og kan overhovedet ikke finde ud af at blive enige med hinanden om noget som helst. Det er vel blot faktum.

Men når vi snakker i geografisk forstand, synes jeg i virkeligheden, at det er ret simpelt (det er det så ikke, men det er det i mit hoved). Jeg har boet i København i mange år, og bor nu i provinsen. Jeg elsker storby, provinsby og bøhlandet på godt og ondt, og jeg mener, at det hele skal have en plads i Danmark, for tilsammen er det jo netop Danmark. Alle områder skal have en håndsrækning, hvis det er nødvendigt. Men visse steder trænger måske nok mere end andre. Der er vidst noget med noget centralisering og en eller anden ‘udkant’. Den lader vi lige stå lidt…

En helt anden ting, jeg i øvrigt finder pudsig, er, at folk så ofte inddeler andre mennesker i kategorier efter, hvor de bor. Gu’ er der da sikker flere, der stemmer blåt i Rungsted end på Vesterbro, men pas nu på med at dømme folk efter, hvor de bor eller kommer fra. Det ville jo være ganske mærkeligt, hvis en hel by stemte det samme. Husk lige på, når du læser en undersøgelse/statistik, at ’en stor del’ ikke betyder ’alle’, ligesom ‘en mindre del’ ikke betyder ‘ingen’.

Nå, tilbage til mudderkastningen. Jeg læste forleden, at til trods for, at rigtig mange danskere mener, at tonen i dansk politik er blevet hårdere, er det faktisk ikke tilfældet. Valgforskere mener derimod, at det er medierne, der elsker negative historier, og at det kan give det indtryk, de fleste har fået af valgdebatten. Og det er muligt, men det gør det jo ikke lettere at være ’almindelig’ dødelig dansker, der bare gerne vil blive klogere på, hvor krydset skal sættes.

For mig (ligesom for flest andre, formoder jeg) handler det helt simpelt om, hvilke værdier, der er vigtigst for mig, og så selvfølgelig ellers finde ud af, hvem der opfylder, eller i hvert fald kommer tæt på, mine krav. Jeg får desværre ikke indfriet alle mine krav på én gang, og det er umuligt at finde et parti, som jeg kan identificere mig 100 pct. med. Det er nok i virkeligheden de færreste, der kan prale af det? Gid jeg kunne klone flere af partierne og evt. et par af kandidaterne også…

Jeg er ikke sikker på, hvor jeg kommer til at bo resten af mit liv, der er jo heldigvis så mange muligheder –  og hurra for de muligheder. Det er jo bl.a. dem, Danmark giver mig med i rygsækken. Jeg håber blot, at folk husker på, udover egne mærkesager, at det er vigtigt, at landdistrikterne får samme vilkår som by-kommunerne. Nej tak til særbehandling, men blot en simpel ting som god infrastruktur, der er altafgørende for, at by og land hænger sammen – er det for meget at forlange i 2015? Indtil videre må det blive et ‘ja’ herfra. ‘Ja’ til, at det ser ud til, at det er for meget at forlange, for infrastrukturen – flere steder i provinsen – er da næsten ikke eksisterende. Hvis Danmark skal hænge sammen, nytter det jo ikke, at dele af landet er amputeret. Og ja, indimellem har jeg lyst til at lukke øjnene, stemme på Allan Simonsen (eller Anders Fogh Rasmussen, som en såkaldt reality-‘stjerne’ for nylig så håbløst blev citeret for at stemme på til det kommende valg) og så ellers håbe det bedste. Men én ting er sikkert. Det bedste sker i hvert fald IKKE ved at være ‘sofavælger’. Det er ikke blot vores demokratiske ret at stemme til et folketingsvalg, det er også vores pligt.

Genialt – intet mindre. Og sjovt. Sådan skal det gøres…

Er simpelthen nødt til at linke til dette fantastiske humoristiske indslag fra Sønderborg, som en af mine søde Facebook-venner gjorde mig opmærksom på tidligere i dag. Egentlig ville jeg have serveret den for jer på søndag – i forbindele med mit næste indlæg  – men I får det altså alligevel nu (jeg kan ikke vente).

Gør jeg selv en tjeneste og klik på nedenstående link – det er så gennemført. Her er der nogle, der forstår at gøre opmærksom på sig selv ved hjælp af ironi – jeg elsker det!

Man får helt lyst til at flytte til Sønderborg – for hvilke herlige mennesker, der må bo der…

https://www.youtube.com/watch?v=lPrsWnolvrg

Kalenderen skriver ’sommer’, og i dag føltes også sådan, men ellers har vejret måske nok været lidt mere nærig med at dele sol og varme ud til alle os solhungrende danskere her i foråret. Nå, men pyt, det kommer nu – det er jeg sikker på. Noget, jeg elsker ved den danske sommer, eller jeg elsker mange ting, men noget, som jeg egentlig nok aldrig har tænkt sådan videre over før nu(måske fordi det er noget, man tænker over, når man er midt i 30’erne og ikke midt i 20’erne), er alle de små gårdbutikker og vejboder langs landevejen, når man sådan er på tur rundt i det danske land, eller bare på vej på job. Det er jo intet mindre end fantastisk, at vi lever i et land, hvor der tradition for, at vi slår et lille skur, en vogn eller andet mærkværdigt op langs vejen for derefter at sælge alverdens ting og sager. Primært frugt og grøntsager. Frisk frugt og grøntsager direkte fra landmandens mørke muld – derude bagved vognen/skuret. Ikke at forglemme julemåneden, hvor man kan købe gran, juletræer, brændte mandler, nisser osv., både her og der og langs de danske landeveje.

Der, hvor jeg har sommerhus, har vi bl.a. ’Den Grønne Vogn’, hvor man netop kan købe årstidens frugt og grønt, ligesom man kan plukke jordbær på marken, eller hvis man er doven, få nogle andre til det (jeg kommer altid til at spise en hel del, så jeg er ikke værd at tage med, hvis det skal gå stærkt). Jeg har aldrig tænkt videre over det, for de ’grønne vogne’ har jo altid været der, i hvert fald så længe jeg husker. Ligeså er det med det område, hvor jeg bor. Når jeg kører på alle de mindre landeveje rundt omkring, bugner det med små skæve boder langs vejen, hvor man netop også kan købe årstidens frugt og grønt, honning og andet godt, der ikke er fyldt med tilsætningsstoffer og/eller har ligget i supermarkedet i flere dage. Vælger jeg at løbe en tur, kan jeg også være sikker på, at jeg kommer til adskillige små steder, hvor jeg bliver alvorligt fristet – både forbi små hyggelige gårdbutikker og skæve vejboder – og jeg elsker det. Jeg har en gang præsteret at løbe små 9 km med jordbær i den ene hånd og ærter i den anden – kan dog ikke anbefales, og jeg var pænt træt af mig selv, fordi jeg ikke tænkte ruten bedre igennem, og købte tættere på ’hjem’ (næste gang sætter jeg mig i grøftekanten og spiser det hele).

Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at vi har de her små boder, mange steder i Asien, hvor jeg har rejst, bl.a. i Vietnam, Cambodia, Laos, og Thailand, ligesom tilfældet er i Europa i fx Spanien, Frankrig og Italien, har de også små boder langs vejen, hvor man kan købe frugt og grønt. Forskellen er blot, at her står der mennesker og betjener en, dét gør der ikke i boderne i Danmark. Og lige præcis dét, synes jeg er så fantastisk. Tænk, at man stadig i små lokalsamfund ude på landet stoler så meget på hinanden og alle de fremmede, der passerer, at man lader en lille pengekasse stå, og så ellers regner med, at folk er ærlige – OG kan regne.

Nå, tilbage til ’ærlighed’ og det hyggelige ved vores ’vej-tradition’ i lille Danmark. I den lille by, hvor jeg har sommerhus, låser de ikke havemøbler på caféerne inde, og blomsterkrukker, lysestager og lanterner står frit udenfor, så enhver, der er lidt langfingeret, kan tage dem med. Men det er der åbenbart ingen, der gør, for så tænker jeg,  at de var begyndt at låse dem inde. Det er skønt, at man stadig stoler på hinanden – og ikke mindst, at man KAN stole på hinanden nogle steder endnu, for faktum er desværre, at flere steder i Nordjylland og på Nordsjælland (og sikkert også andre steder)har de problemer med, at folk enten ikke kan regne (eller nok nærmere ikke vil), og efterlader for lidt penge, eller de tager hele pengekassen. Øv, hvor er det bare ærgerligt, at nogle ikke kan finde ud af, hvad der er dit og mit, og så måske med tiden ødelægger en god tradition, fordi det så ikke længere lader sig gøre at have en sådan ‘ubevogtet’ bod langs landevejen. Jeg tror faktisk ikke, ved nærmere eftertanke, at jeg har været i noget andet land, hvor man har ’menneskeløse’ boder langs landevejen. Dét synes jeg faktisk siger lidt om os danskere, og det er jeg faktisk lidt stolt af. Lad os fortsætte i den retning, hvor vi viser hinanden tillid, og lad os så ellers leve op til den tillid, som fremmede mennesker viser os.

Udover tilliden er jeg også vild med det hyggeligt i at handle de her små steder. I dag var jeg ude og hente kartofler hos en af de lokale landmænd, der netop har sådan et lille bord i sin lade, hvor der står en lille rød pengekasse og så ellers friske ny opgravede kartofler. Jeg fik en lille sludder med to ældre herrer, der også var af sted efter kartofler. Så stod vi der og småsludrede et par min., ønskede hinanden en god weekend og af sted ud af landevejen med vinden i håret (okay,  måske nærmere aircon), min datter ved siden af, solen skinnende fra en blå himmel,  for derefter at køre ned på stranden for at spise is og nyde solen, roen og hinanden, inden man skal hjem og spise de friske  kartofler på terrassen – efterfulgt af nyplukkede danske jordbær. Derudover har ens gode veninde været forbi med friske æg fra hønsegården (I kan godt høre, at jeg ikke kan lide mad, ik’)? Sådanne dage elsker jeg virkelig den danske provins, og det er nok dér, at det går op for mig, hvorfor den del af Danmark også betyder så meget for mig.

Min datter Aura-Xenia samler sten på stranden (efter is), tæt ved vores hjem.

For godt en uge siden kom jeg hjem fra USA. Jeg tilbragte en uge derovre – i New York og Washington D.C. Nu, skriver jeg ganske vidst Washington D.C., men egentlig bor mine venner langs Potomac River i Maryland ca. 45 min. kørsel fra D.C.  Dvs. de bor faktisk i en forstad til Washington D.C., men i USA bliver det betragtet som at bo i Washington D.C. , fordi afstanden er så lille. ’Lille’, siger jeg. Når amerikanerne siger ”det tager ikke lang tid, det er tæt på”, så svarer det absolut ikke til, hvad en dansker mener, er tæt på. Det tager ca. 45 min. at køre ind til D.C. centrum fra mine venners hus. Uden trafik 20 min., men der er altid trafik. En tur, de ikke regner for noget, da de er vant til afstande – det er alle amerikanere i øvrigt (men landet er selvfølgelig også en anelse større end Danmark). Mine venner bor i et smukt villakvarter ved floden, men vil du have noget fra et supermarked eller lign., må du køre efter det. Igen, ikke noget de ser som et problem ”det er jo bare ti min. i bil”.

Washington D.C., Maryland.

Washington D.C. downtown.

I Danmark derimod, betyder lige netop det, at man ikke har fx en kiosk nede på gadehjørnet eller i hvert fald i kort gåafstand, at man bor i provinsen, laaaangt væk fra storbyen. Her flyder provins og storby bestemt ikke sammen. Næ, bor du tre kvarter fra Rådhuspladsen, er du ‘bonderøv i provinsen’, med mindre altså, at du har valgt at bo i Nordsjælland. Så er du sjovt nok, på en eller anden måde, en af de ‘smarte’, og ’en del af København’ – eller i hvert fald tættere på, selvom det fra Nordsjælland til København centrum snildt kan tage en time eller mere, når der er meget trafik. Men næ, alt det andet, dét er provinsen – helt derude i ’udkanten’. Men det er Nordsjælland vel også, altså ’udkant’. Men der har altid været et eller andet snobberi omkring, at det lyder bedre at sige, at man bor i Rungsted end i Jyderup, og ferierer i Tisvilde i stedet for i Sæby, Svendborg, Bjerge eller et andet sted (der ikke er hipster). Men det er da provinsen alle steder, det kan vi vel blive enige om – mondænt eller ej.

Svendborg Strand er da ikke helt umulig heller, men det er jo ikke Tisvilde…

Nu jeg skriver ‘mondænt‘, er jeg simpelthen nødt til lige at komme med en indskudt bemærkning her. Det er muligt, at Tisvildeleje er mere ’hipster-agtig’ end fx Svendborg, Sæby eller Aabenraa, og det er jo åbenbart ret vigtigt i disse dage, men helt ærligt, det er altså på høje tid, at vi får en snak om det her ’hipster-fænomen’, for har titlen i virkeligheden ikke allerede tabt sin betydning? Alle dem, der ytrer, at de er ’hipster’, render jo i virkeligheden rundt som tosser og ligner hinanden ’se skæve unikke mig’. Deres projekt bliver ligesom besværliggjort (og latterliggjort) af, at flere hundredetusinde andre er i gang med selv samme projekt. Det samme gør sig gældende for byerne. Jeg synes bestemt, at Tisvilde er et dejligt sted, men kan ikke se, at byen har noget specielt, som man ikke finder i mange andre mindre byer ved havet i Danmark. Næ, det handler om, at nu er den by gjort til ‘darling’ af københavnerne for en stund, men alting (næsten da) har en ende. Jeg selv har sommerhus i nærheden af Skagen (det skal lige siges, at jeg elsker Skagen), men jeg kan røbe, at ikke ti vilde heste ville få mig forbi Skagen i ’uge-Hellerup’. Så vil jeg fan’me hellere vælte på en knallert i shorts – to gange. Af samme grund elsker jeg den stille by i Nordjylland, hvor mit sommerhus ligger. Her er også mange mennsker om sommeren, men her er plads til alle – hipster eller ej. Tænk, at gide at gå op i, hvilken by, der er det ’rigtige’ sted at opholde sig i, i stedet for rent faktisk at vælge stedet ud fra, om man holder af området og befinder sig godt der.

‘Hellerup-uge’ i Skagen.

Nå, tilbage til afstanden (Tisvildeleje ligger i øvrigt ca. en time i bil fra København). Tænk nu, hvis vi danskere kunne finde ud af at se anderledes på det. Hvis vi kunne se udover, at vi ikke alle bor midt i storbyen, men faktisk uanset, hvor man bor på fx Sjælland vel næppe er længere væk end, at det tager 1,5 time at køre til København. Har vi nogensinde tænkt på alle de fordele, der er ved at bo i et lille land med korte afstande? Det gælder naturligvis også de andre landsdele og deres større byer – Fyn i forhold til Odense, og Jylland i forhold til Århus og fx også Aalborg. Og ja, der er altid en udkant, det er der sgu’ nødt til at være, men ikke nødvendigvis i negativ forstand.

For få dage siden kunne man læse i Berlingske Tidende, at ’udkantsdanmark’ er i dyb krise. Artiklen handlede – surprise – om Sjælland. Jeg sværger, indimellem tror jeg, at medierne helt har glemt, at der findes noget, der hedder Fyn og Jylland, for ikke at snakke om alle de mindre øer – og at det også er Danmark. Anyway, i Berlingske skrev en journalist noget om, at det går skønt for København og skidt for resten af Sjælland, især Syd- og Vestsjælland. Ifølge journalisten i Berlingske er forklaringen på Sjællands ulykke, at mange industrier er lukket under kriseårene. Unge fra hele Sjælland rejser til København for at uddanne sig. Omvendt har København stødt de svageste borgere med laveste indkomster fra sig og ud til de sjællandske provinskommuner. Sammenlignet med København har Vest- og Sydsjælland næsten dobbelt så mange unge, der er ufaglærte.

Fanø Strand – synes umiddelbart, at den hamler op med stranden i Tisvilde – og de har Sønderho Kro.

Lønstrup Strand, Nordjylland er heller ikke helt dum, ej heller restauranterne i by og omegn.

Eller Vesterlyng ved Kalundborg og Havnsø – jeg kunne blive ved faktisk…

Det er bare ikke hele sandheden. Det går faktisk den rigtige vej mange steder i Syd- og Vestsjælland. Bl.a. har man på Novo Nordisk netop taget det første spadestik til en ny fabrik, hvilket betyder ca. 250 nye arbejdspladser i Kalundborg alene – og det betyder altså også jobs, der kræver videregående uddannelser. I Holbæk har man indtil videre i 2015 en lige så stor procentvis fremgang i befolkningen, som i Københavns Kommune – og det er ikke blot kontanthjælpsmodtagere, der søger kommunen. Ligeledes inden for den private sektor ser det godt ud i de fleste kommuner i Vest- og Sydsjælland. Jeg vil selvfølgelig ikke male et billede af, at alt er fryd og gammen i provinsen (eller i Danmark), da jeg ved, at man flere steder kæmper med bl.a. konsekvenserne af centraliseringen – jf. manglende arbejdspladser mm.

Men faktum er bare, at langt de fleste medier elsker at sovse rundt i, hvor skidt det går ’udkantsdanmark’ (og når de siger ’udkantsdanmark’, mener de jo nærmest alt vest for Valby Bakke). De fortsætter i samme rille, og har nærmest udråbt dig til at være medlem af ’Nedtursklubben’, hvis du bor i provinsen et sted i Danmark. Men de glemmer succeshistorierne i provinsen, der skyder op flere og flere steder. Hvorfor mon? Handler det ikke netop om, hvordan vi anskuer tingene – er glasset halvfuldt eller halvtomt?

I slutningen af april var jeg til premiere i Cinemateket i København på ’Verdens mest afslappende film’. Det lyder måske nok lidt pudsigt, men den er god nok. VisitVestsjælland står bag filmen, men i virkeligheden har de vel gjort noget, som VisitNordjylland eller en anden turistorganisation i provinsen i Danmark ligeså godt kunne have gjort. For det handler om at sælge naturen, og i dette tilfælde har man tænkt på den positive virkning, som naturen især har på stressede sjæle. Og natur er der jo netop masser af i provinsen rundt omkring i Danmark. Den ’vare’ har VisitVestsjælland klogelig valgt at ’sælge’ på en smart måde.

Nordjylland.

‘Verdens mest afslappende film’, som varer ca. 7 minutter, er filmet i skovene, på hederne, markerne og langs strandene på Sjællands Vestkyst omkring Slagelse, Kalundborg og Sorø. Den er baseret på en række interviews og anbefalinger fra eksperter inden for områderne som stress, musikterapi og mindfulness. Det hele handler altså om at tiltrække folk – i dette tilfælde til Vestsjælland. Men det kunne, som skrevet tidligere, ligeså godt være Nordjylland eller en anden del af Danmark med smuk natur. Målet er turisme, men også bosætning. Og netop bosætning er jo interessant set i sammenhæng med den stigende centralisering i Danmark (og resten af verden for den sags skyld).

Filmen er langsomme optagelser af naturen på Sjællands Vestkyst tilsat rolig musik komponeret til lejligheden. Det skal sænke pulsen på bl.a. fortravlede københavnere. Men kan en film på syv minutter med naturskønne billeder og rolig musik virkelig gøre travle mennesker mere afslappede? Og vil filmen kunne overbevise flere til at enten feriere i eller flytte til provinsen (i dette tilfælde Vestsjælland)? Det er et godt spørgsmål, men formålet med filmen er i hvert fald, at gøre travle byboere opmærksomme på de smukke naturoplevelser, der venter – i dette tilfælde – på Sjællands Vestkyst, samt den gavnlige effekt naturen har på stressede liv.

Vestsjælland.

Idéen er altså – med filmen – at illustrere, hvor stor indflydelse naturen har på vores psykiske og fysiske velbefindende.Førende eksperter er enige om, at symptomer på stress kan mindskes, hvis vi bliver bedre til at bruge naturen. Bl.a. er der videnskabeligt belæg for, at smukke naturbilleder, dvælende kameraføring og afdæmpet musik får folk til at slappe af. For at teste denne påstand, blev et testpublikum i Cinemateket udstyret med pulsure, for at kunne måle, hvorvidt filmen havde den ønskede effekt. Resultatet viste, at i gennemsnit faldt test-publikummets puls med ti pct., mens enkelte deltagere oplevede fald på helt op til 25 pct.

VisitVestsjælland håber, at regionen kan komme på verdenskortet som en slags refugium for fortravlede storbyturister. Samtidig med filmen lanceres et nyt website, hvor man også kan teste, hvilken type ferie man skal vælge for at slappe mest muligt af. På baggrund af testen får man en række forslag til aktiviteter og overnatningsmuligheder på Sjællands Vestkyst, for derefter at kunne sammensætte den perfekte ferie. Derudover lancerer VisitVestsjælland også en konkurrence, hvor man kan vinde et afslappende ferieophold på Sjællands Vestkyst.

Det er en interessant strategi Visitvestsjælland har lagt for dagen. Jeg er imponeret over tankerne bag, og er enig i, at provinsen netop skal sælge sig selv på den smukke natur, der nu engang er rundt omkring i Danmark. Men at lave en film om udelukkende naturen, havde jeg ikke tænkt på. Men filmen havde faktisk den effekt på mig, at jeg fik lyst til at opholde mig langt væk fra storbyens ræs for en stund, og i stedet bruge tiden i den smukke natur et sted. Den mindede mig vel også – i en eller anden grad – om, hvor smuk Danmark er mange steder, og hvor fantastisk naturen kan være i mange henseender.

Se filmen og lad mig høre, hvad du synes – og husk at deltage i Visitvestsjællands konkurrence om en afslappende ferie et sted på Vestsjællands kyst.

Link til filmen er her:

http://www.visitvestsjaelland.dk/verdens-mest-afslappende-film