Forfatter: gittekorsgaard (Side 12 af 19)

Så er jeg igen danskeren i det store udland – denne gang i min favorit storby – New York. Fra første skridt jeg igen satte på amerikansk jord, er oplevelsen god. Det kan godt være, at nogle siger, at amerikanere er overfladiske osv., men venlige det er de altså altid. Man føler sig velkommen, selv uden det visum, som man skulle have haft i orden. Jeg havde selvfølgelig glemt at få en bekræftelse med på min ESTA (en form for visum til USA), som jeg havde ansøgt online, og også var blevet godkendt til, hvilket de kunne se i Københavns Lufthavn, men åbenbart ikke i JFK Lufthavn. Nå, men det betød et lille besøg på immigrationskontoret i lufthavnen, hvor jeg pludselig følte mig som en af de der kinesere, der illegalt har bragt krydderurter til landet, eller en af dem med de falske pas, man ser på tv. Nå, men jeg havde hverken falsk pas eller ulovlige madvarer med til USA, men fik af vide af immigrationsmyndighederne, efter at vi havde snakket lidt sammen, at normalt sender man folk tilbage, der ikke har orden i deres papirer og efterfølgende giver man det pågældende flyselskab en bøde for at have sendt mig af sted, hvilket man åbenbart ikke må, når papirerne ikke er i orden. Sådan er reglerne, og ’SHIT’ tænkte jeg (undskyld mit sprog, men det gjorde jeg altså).

Manden var dog flink, ville glemme reglerne og lave en ny ansøgning for mig, hvilket jeg selvfølgelig var dybt taknemmelig for. Selv under de forhold bliver man mødt af en venligt ansigt. Han kunne se, at jeg havde rejst i USA mange gange tidligere (hvilket jo bare gør mig endnu dummere – at jeg ikke havde tingene i orden), haft visum, da jeg boede der, og ellers ikke havde begået nogle ulovligheder, såsom at smide en bombe eller lign., mens jeg var i landet. For det er jo det ’morsomme’ – spørgsmålene man skal svare på, for at få adgang til USA. Ét er, at man sidder derhjemme foran skærmen og svarer på de her yderst åndssvage spørgsmål såsom, hvorvidt jeg har tænkt mig at udføre terrorhandlinger. Jeg mener, selvfølgelig har jeg ikke det, men hvis jeg havde, sagde jeg det sgu’ nok ikke til ham. Men at stå der face to face og skulle svare en mand, der tager spørgsmålene meget alvorligt, det kræver virkelig al koncentration for ikke at grine. Efter at have talt om Danmark, mit liv (han stillede ret mange spørgsmål), spurgte han endelig, om jeg søgte asyl i USA. Øøhhh, nej ikke ligefrem. Du har netop tjekket min baggrund grundigt. Du ved, at jeg har penge nok på mine kreditkort, du ved, hvad mit job er, kender mine familieforhold og ikke mindst, hvor jeg kommer fra, etc. – så nej umiddelbart er situationen i Danmark ikke til at søge asyl, og jeg tror ikke, at jeg bliver slået ihjel, når jeg kommer hjem, men tak fordi du spørger.

Nå, men efter vores meget lange samtale med immigrationsmyndighederne, fik jeg endelig lov til at rejse ind i landet – til min yndlings storby i verden, og jeg blev igen mødt af venlige og ikke mindst serviceminded folk over alt. Jeg var åbenbart lige ved at tage med en eller anden form for luksus taxa, der kostede knap 1.000 kr., hvilket måske nok lige er i overkanten for at komme fra JFK og ind til byen. Men jeg var trær. Jeg blev dog mødt af venlige og hjælpsomme mennesker (udover den chauffør, der forsøgte at ’tage røven på mig’). En mand kom over til mig og sagde, at jeg ikke skulle betale så mange penge for en taxa, og efterfølgende kom en anden dame over og sagde, at der kørte en shuttle fra lufthavnen til byen nu, hvor prisen var ca. 1/10 af førnævnte taxas pris. Egentlig havde jeg besluttet mig for en taxa, men det var et godt valg, da chaufføren kørte mig lige til mit hotel til trods for, at han egentlig kørte lidt væk fra sin rute. Alt det bare for at være venlig. Det kunne regelrytterne i Danmark lære noget af.

Udsigten fra Empire State Building, NYC.

Jeg havde et døgn alene i New York indtil, at jeg skulle mødes med min veninde og hendes familie, men jeg følte mig aldrig alene. Jeg fik et par gode snakke med skopudseren ved vores hotel, og blev ret gode venner med ham i ’Starbucks’. Derudover blev jeg inviteret til juleaften af en hjemløs (det kunne nu også ske derhjemme), og ellers blev jeg bare mødt med smil og venlighed lige meget, om jeg var på Manhattan, i Greenwich Vilage eller Upper East Side. OG det gælder også de ansatte i forretningerne – de er SÅ hjælpsomme.

Da jeg forlod byen med bus, blev jeg igen mødt af smilende amerikaneren, der delte deres ’Oreos’ og historier med mig. Til sammenligning kan jeg fortælle, at dengang jeg var studerende og ikke havde mange penge, tog jeg altid bussen til mine forældre i Jylland, når jeg skulle besøge dem, og der var der ingen, der nogensinde mæglede et ord til hinanden. For når vi danskere ikke kender hinanden, skal vi da passe på at tale til hinanden – det kunne jo være farligt.

Central Park, NYC.

De af jer, der har været i New York, eller andre steder i USA for den sags skyld, ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at amerikanerne bare generelt er venlige, hjælpsomme og serviceminded. Jeg er ked af at sige det, men danskerne kunne lære noget her. Jeg har tidligere skrevet om, at Danmark ikke just er kendt for god service. Og oven i hatten er Danmark jo ikke ligefrem et billigt land at besøge, så hvis både priser og service stinker, hvad skal turisterne så komme til Danmark for? Jeg siger det bare. København er verdens dyreste by at være turist i, så måske vi skulle veje lidt op for det ved at være venlige, når vi siger til turisten at en øl koster 60 kr. i Nyhavn.

Jeg skrev dengang, at nordjyderne vidste, hvad god service er i Danmark. Det mener jeg stadig, at de gør – set i forhold til fx københavnere, men heller ikke de når amerikanerne til sokkeholderne, hvad angår service.

En af mine venner, der rejser meget i hele verden, men vidst i særdeleshed i USA, skrev på et tidspunk et indlæg på sin Facebook-væg om, hvilke services vi danskere savnede i Danmark, som man kunne få i USA. Tråden på væggen blev lang. Meget lang. Og alle havde gode idéer til, hvad der burde være i Danmark, som de havde oplevet i USA.

Da jeg læste tråden, blev jeg for alvor bevidst om, hvad jeg længe havde tænkt, uden rigtig at ville være ved det. Danskerne er altså lidt håbløse, hvad angår god service. Nu skal det retfærdigvis lige siges, at jeg ved, at jeg generaliserer (og det hader jeg jo, når folk gør), men jeg har givet mig selv lov til det her, så på forhånd undskyld til de forretningsdrivende, som er dygtige og yder en god service til deres kunder. Men jeg har givet mig lov til det, fordi det altså er et problem i Danmark, som vi bør gøre noget ved. Vi danskere har et magelighedsproblem, og aner ikke, hvad god service er. Vi kan heller ikke finde ud af at smile til fremmede mennesker for slet ikke at tale om at hjælpe uopfordret. Jeg har på fornemmelsen, at det var noget, vi kunne finde ud af engang, og det skal vi tilbage til. Og det er muligt, at vi ikke skal tage ved lære af amerikanerne i alle henseender, men på det her område har vi danskere altså stadig en opgave foran os.

Provinsen, udkantsdanmark, den rådne banan, vandkantsdanmark osv. ’Kært’ barn har mange navne. Jeg har jo mange gange tidligere skrevet om den centraliserende tendens i samfundsudviklingen alle vegne. Den tendens, der betyder storbyer med rigtig mange mennesker og meget lidt plads, men også den tendens, der betyder affolkede landområder.

Findes der overhovedet udkanter i dette lille land, hvor man på få timer kan komme fra den ene ende af landet til den anden? Der findes jo også områder kun 40 km. fra centrum af København, hvor tingene også ser ud til at gå i stå. Områder, der tidligere havde et levende byliv, men hvor der i dag blot er en kirke og måske en brugsen og en skole tilbage. Og ja, der ulmer et oprør mod præcis denne udvikling, spørgsmålet er bare, om man kan stoppe udviklingen i det moderne samfund, og bør man forsøge at stoppe udviklingen, vil nogen også sige.

Regnestykket er jo vel i virkeligheden enkelt. På et eller andet tidspunkt vil der vel ikke være plads nok i byen, og folk vil blive trætte af mennesker, bygninger, trafik og kaos (med stress til følge)? Fraflytningen fra provinsen rundt omkring fører til, at institutioner nedlægges og infrastrukturen forsømmes. Er der overhovedet nogen, der tager fat om problemerne? Politikerne snakker og snakker, og bevilger en nedrivningspulje her og der, lidt bredbånd og fem km ekstra motorvej – det er, hvad finansloven rækker til. Men det rækker jo i virkeligheden som en skrædder i helvede.

Efter min mening, mangler der en stillingtagen til problemet fra politisk side. Men også en stillingtagen fra borgernes side, for jeg tror ikke på, at det lader sig gøre uden vores egen medvirken. Men en stillingtagen til, hvordan man vil løse det, hvis man overhovedet ønsker det? Træffer vi først en beslutning om, at vi vil hele Danmark som bosætningssted, som det har været tilfældet tidligere, følger også politiske konsekvenser. Men det er her, at filmen knækker for mig. Det ser nemlig ikke ud til, at politikerne på Christiansborg er klar over de konsekvenser, og det ser da slet ikke ud til, at de er villige til at tage dem, eller tager jeg fejl?

Hvert år ved denne tid bliver jeg forelsket i de danske rapsmarker.

For mig er troen på, at man – udelukkende via politiske beslutninger – kan vende en udvikling tilbage fra by til land og skabe vækstcentre i yderområderne utopi. Selvfølgelig kræver det politiske beslutninger, men det kræver først og fremmest ihærdige mennesker, der gider deltage i ’projekt Danmark’. Men det er måske i virkeligheden hverken muligt eller ønskeligt med eller uden politiske beslutninger og ihærdige mennesker? Danmark er jo ikke det eneste sted, hvor det der sådan ud – hele verden ændrer sig, og har i øvrigt gjort det længe.

Nogle mener, at det er en udvikling, som vi ikke skal beklage, men derimod være lykkelige over. Vi skal prise os lykkelige for, at de unge flytter til de store byer, og yderområderne (hvis man må kalde det yderområder, nu der ikke er nogen udkant?) affolkes. Det er angiveligt med til at sikre vores velfærd. Jeg kan bare ikke rigtig se hvordan? Men hvis man forsøger at ændre udviklingen, vil det så betyde tab af velfærd?

Jeg kan fx godt se, at det på nogle områder har været smart at centralisere det danske sygehusvæsen fra små provinssygehuse til store universitetssygehuse og mellemstore akutsygehuse. Selvfølgelig er det et stort tab for den enkelte by, der mister et sygehus, men centraliseringen var nok den eneste vej for at sikre bedre og hurtigere behandlinger. Og resultaterne er faktisk ikke udeblevet. Selvom der selvfølgelig også er minusser for centraliseringen af sygehusvæsenet i provinsen. Livstruende sygdomme i hjerte og lunger samt cancer behandles hurtigere og bedre på de højtspecialiserede universitetssygehuse. Flere overlever, og det i sig selv er vel bevis for, at centraliseringen her virker? Men det betyder vel ikke, at alt skal centraliseres? Og spørgsmålet er vel også, om kvaliteten ved det akutte beredskab er steget, eller det modsatte? Uanset, er faktum, at som det er nu, skabes der mange arbejdspladser i storbyen, og dermed kan folk, der ønsker at bo i provisen og på landet, ofte pendle til og fra job.

Det er måske naivt at tro, at man gennem politiske beslutninger kan eller skal vende udviklingen, så unge søger til fx Lolland eller Nordjylland? Måske er løsningen, at man i ’provinsen, udkanten, yderområderne’ har en god infrastruktur, herunder gode veje og kollektive transportmidler, god teledækning, lokale sundhedscentre,  skoler og ungdomsuddannelser osv, og så må der være en del pendlere til storbyen? Men hvorfor skal virksomhederne egentlig partout ligge i storbyen, når vi i dag har så meget fokus på, at vi moderne forældre arbejder for meget og ser vores børn for lidt. Skulle det gøre tingene lettere for os, at vi skal pendle og bruge et par timer udover fuldtidsjob på landevejen, inden vi kommer hjem og har tid med familien? Derudover er stress efterhånden en folkesygdom, og skulle pendler-samfundet dermed bidrage positivt til, at man så også kan stresse over at se børnene for lidt ifølge eksperterne, fordi man har job i storbyen, men har valgt at bo i provinsen eller på landet af den ene eller anden årsag. En årsag, der vel at mærke ikke altid behøver at være selvvalgt, men måske nødvendig, fordi man ikke kan sælge sit hus, eller ikke har råd til at betale, hvad det koster i København fx. Endelige kunne det også være, at man bare gerne ville bo ude i den friske luft, men er nødsaget til at tage job i storbyen, fordi det er det eneste sted, der er at finde job.

Den slags skulle der gerne være tid til sammen med børnene;-)

Måske man ikke kan skabe vækstcentre i yderområderne, og gennem politiske beslutninger vende en udvikling tilbage fra by til land, men jeg forstår altså helt ærligt ikke, hvordan tingene hænger sammen her? Hvis vi nu – rent hypotetisk – sagde, at infrastrukturen i provinsen var optimal, hvad skulle så forhindre virksomheder i at vælge provinsen frem for storbyen? Der er billigere husleje, mere plads. Jeg tror, det handler om et holdningsskifte. Hvis først infrastrukturen er i orden, handler det om at overbevise folk om, at det også kan være trendy at arbejde i provinsen. For det er, hvad det hele handler om. At være trendy. Som det er nu, vil mange ikke vælge job i provinsen, hvis de kan få i storbyen, af to årsager. Dårlig infrastruktur og fordi, det bare er en tand mere smart at arbejde i København end på Lolland. Men fjerner vi den ene årsag, er der blot tilbage at vise folk, at provinsen også er cool på sin helt egen måde. Provinsen mangler ’first movers’. Ligesom med alt andet, skal der være nogen, der gør det først – helst nogle af de smarte, for så følger resten efter. Sådan har det altid været, og det vil nok aldrig ændre sig.

Nogle gange kan man altså se tingene fra to sider. Det gør tingene så meget mere komplicerede. Og det er faktisk ligegyldig, hvad det drejer sig om. Det ville være lettere, hvis det hele var mere sort/hvidt – lettere, men ikke bedre. Hvis man udelukkende ser tingene fra en side, er den i vinkel, og ingen problemer på øverste etage. Nu er det bare sjældent, at en sag ikke har to sider. Eller nej, altså visse ting er jo sort/hvide, og almindelige tænkende mennesker ved, hvad der er rigtigt og forkert i de sammenhæng, og der er kun én enkelt side – den rigtige. Men at være sort/hvid i sine holdninger til alt, er langt fra tilfældet hos mig, hvilket jeg gætter på, er tilfældet for de fleste. Derudover har jeg en vis ‘evne’ til at analysere ting ud i en uendelighed – en fordel nogle gange, men skidt andre gange.

For nylig læste jeg om problematikken omkring at bygge langs kysten i Danmark, og der er åbenbart to virkeligheder i Danmark. København, der har vækst og muligheder for at bygge attraktive boliger helt ud til vandet, og så den del af provinsen, der ligger ved vandet, der modsat København, oplever afvandring og begrænsninger. De må under ingen omstændigheder nærme sig kysten. Eller dvs. sådan var det engang. For nu er loven lavet om, men det vender vi tilbage til.

Egen badebro og plads til båden få skridt fra lejligheden. Udsigt udover vandet. Det er ikke grænser for, hvor lækkert det kan blive – tilbuddet til de københavnere, der vælger at flytte ind i en af hovedstadens mange nye bydele, som netop er bygget på de tidligere havneområder. Så tæt på vandet, kan man ikke tilbyde hverken turister eller tilflyttere i provinsen.

Christianshavn, København

I provinskommunerne er det nemlig en helt anden sag. Der har altid været en begrænsning, der hed ’kystzonen’, der går 3 km ind i landet, og ’strandbeskyttelseslinjen’ på 300 m fra vandkanten. Selv hvis en kommune river et gammelt og faldefærdigt hus ned på et område tæt ved kysten, må man ikke genopføre et nyt til trods for, at netop det måske kunne trække tilflyttere til provinsbyerne ved vandet. Hver måned får København ca. 1.000 nye borgere, og kan ydermere forvente en meget stor vækst på næsten 30 pct. frem mod 2030. Provinsen derimod oplever mange steder en afvandring, hvilket giver store udfordringer for de mindre samfund.

En ny lov har imidlertid åbnet for byggeri i vandkanten. Ifølge nogle, kan det betyde ødelæggelse af vores mest unikke natur i Danmark. Ifølge andre kan det betyde, at vi får flere tilflyttere og turister til det hårdt pressede ’udkantsdanmark’. Jeg synes stadig, at det ord er latterligt, men det beskriver bare meget godt lige i dette sammenhæng, hvad problemet er – altså udkanten af et lille land i udkanten ef et kontinent, der mangler mennesker og liv (ikke kontinentet, men udkanten). Alle landets kystkommuner kan altså nu med vedtagelsen af den nye lov søge om dispensation til at bygge i kystnær zone – og inden for strandbeskyttelseslinjen. Omkring 10 forsøgsprojekter er allerede godkendt, og projekterne skal bl.a. skabe kyst- og naturturisme samt lokke udenlandske turister til. Det er planen. Men er det en god plan? Jeg ved det helt ærlig ikke. Det er her, jeg står i et dilemma, fordi jeg faktisk kan se tingene fra to sider, ahaaa.

Den smukke uberørte natur langs Lønstrup ved Vesterhavet.

Når jeg fx er i mit sommerhus og går en tur langs Vesterhavet, elsker jeg den uberørte natur. Jeg elsker den stride vind (jeg hader at få sand i øjne og mund, men skidt det hører med), jeg elsker, at der er plads, og jeg elsker, at der er natur så langt øjet rækker – uden menneskelig indblanding. Jeg tænker på de tidligere naturskønne steder, jeg har besøgt rundt omkring i verden, som nu er mere eller mindre ødelagt. Turister ødelægger den autenticitet, som de selv efterspørger. Det er ironisk. Jeg bliver bange for, at den nye lov kan betyde, at alle mulige pludselige knalder alt muligt grimt op her og der og alle vegne. Hvis man har været i fx Thailand, ved man, hvad jeg taler om. Flere steder kræver det blot 2 m2, og vupti står en bod med Coca Cola og Red Bull klistret op på den før så smukke hvide sandstrand med de svajende palmer og det krystalklare blå vand. Nu er der 58 boder og kiosker, og liggestole og parasoller pibler frem over det hele. Ikke at forglemme, at den slags også fører noget så hyggeligt med sig, som affald. Vi er nemlig stadig alt for dårlige til at rydde op efter os, og mange tror, at naturen er sådan et sted, hvor man bare smider tingene. Det er det så ikke, men held og lykke til den, der formår at få det budskab igennem til alle.

Men målet med den nye lov er altså, at hjælpe trængte udkantskommuner og lokke turister til. Jeg er klar over, at fordi man bygger lidt – og selvfølgelig pæne bygninger, behøver det ikke at betyde, at hele den danske kyststrækning bliver klistret til, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om det så ikke blot er begyndelsen til enden på den smukke uberørte natur i Danmark?

Jeg kan godt forstå de udkantskommuner, der gerne vil gøre noget for at lokke turister og tilflyttere til, og dermed skabe vækst i lokalsamfundet. Og jeg kan sagtens se urimeligheden i, at en by som København kan bygge her og der og alle vegne langs vandet, og dermed tiltrække folk i endnu højere grad, end de måske gør i forvejen, hvorimod provinsbyerne mange steder i Danmark kæmper med udvandring og må se til, mens flere og flere institutioner og forretninger lukker i byerne – og turisterne, hvor er de? Jeg kan godt se, at man er nødt til at gøre et eller andet for at udligne den store forskel lidt, men er ikke sikker på, hvad der er det rigtige at gøre i dette tilfælde.

Strandene/kyststrækningerne i Danmark er vel på sin vis vores Amazonas, som vi har en forpligtelse til at beskytte. Vi kan vel ikke forlange, at alle ’de andre’ skal passe på deres regnskove, hvis vi selv destruerer vores naturskatte?

Solnedgang over Røsnæs, Vestsjælland

Men hvad skal den del af provinsen, der har den smukke kyststrækning, så gøre for at tiltrække turister og tilflyttere? Det er jo netop naturen, de kan lokke med. Det er jo netop den, København fx ikke har – i hvert fald ikke på samme niveau. Kunne man lave nogle regler, som der ikke blev dispenseret fra uanset hvad? Kan det lade sig gøre at bibeholde den smukke uberørte natur mange steder, og så stadig bygge langs kysten nogle steder? Mere vil jo som bekendt have mere, eller kan vi styre det? Jeg ved det ikke…

Sidste gang skrev jeg, at det valgte emne nok ikke havde noget at gøre med, hvor man boede, da problematikken vidst var at se alle vegne. Denne gang er jeg faktisk ikke så sikker på, at det samme helt er tilfældet. Jeg tror faktisk, at provinsen kunne lære lidt fra storbyen på dette punkt. Jeg tror, at man i provinsen er lidt mere gammeldags (og gammeldags er altså ikke altid godt), hvad dette angår, men måske jeg tager fejl?

En fornem andenplads. Det er, hvad det i nogles øjne kan blive til, hvis du er alene-forælder. Vi trænger vidst til at få støvet holdningerne – til visse ting – lidt af – anno 2015. Som jeg jo har skrevet flere gange tidligere, har vi mange regelsæt og kasser i vores samfund (hvilket der vel er i alle samfund). Men hvad sker der for holdningen til at være alene-forælder? Jeg kender flere, der fortæller mig historier, jeg mildest talt er chokeret over.  Vi lever i 2015, og eftersom skilsmisseraten ikke just er faldende, skulle vi måske forholde os lidt anderledes til det faktum, at ikke alle er ’kernefamilier’, og at det vel også er godt nok. I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt. Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 pct. flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år.

Derudover er der også nogle, der mister deres elskede til sygdom, og dermed også står alene tilbage. Endelig er der det frie valg. Det frie valg til at få et barn alene – helt fra begyndelsen. Her er der ingen forliste ægteskaber eller drømme, blot drømmen om et barn. Kvinderne, der vælger at få et barn alene, enten fordi de ikke har fundet manden i deres liv, eller fordi de blot har lyst til at klare opgaven alene. Uanset, hvad bevæggrunden(e) er for, at man er alene med barn/børn (og om det er 24/7 eller delvist), betyder det altså ikke, at barnet/børnene lider under det.

Og ganske som jeg bliver træt af speltmødre og andre velmenende sjæle, bliver jeg også træt af at høre på folks fordomme, når jeg ser, hvor fint mange klarer en hverdag alene (hvad enten der er tale om en kvinde eller mand) med deres barn/børn. Og hvorfor skulle de ikke også det? Jeg siger ikke, at det er drømmescenariet, men for nogle er det måske. For andre måske ikke, men de får det til at fungere alligevel, og har velfungerende, søde og glade børn.

Et eksempel på ‘kernefamilien’ – dog en fra slut 1970’erne (jeg er pigen i dåbskjolen).

Kvinder, der drømmer om at sætte børn i verden på egen hånd, skal ikke kun kæmpe med egne fordomme – de skal også høre på omverdenens. Ikke mindst kernefamiliernes engagerede fædre (hvilket jo selvfølgelig er skønt, at de er – altså engagerede), der ser skævt til kvinder, der på deres egen måde ’demonstrerer’, at det ikke nødvendigvis kræver en mand at give et barn en god opvækst. Eller kernefamiliens kvinder, der har ondt af den stakkels ’alene-mor (eller far), for hun/han har jo ikke, hvad kernefamilien har. Næ, men så har de måske noget andet. Ja, der er helt sikkert ting, de savner ved ’kernefamilien’, men måske der også er ting, de ikke savner ved den? Der må da også være en grund til (eller flere), at nogle vælger at være kærester, men bo hver for sig til trods for, at de har børn sammen. Hvad der fungerer for nogle, fungerer måske ikke for andre, men hvem har også sagt, at vi alle skal leve efter de samme regelsæt, og hvad er der egentlig galt i, at andre lever anderledes fra, hvad vi selv gør? Jeg ved det godt. Det er utrygheden ved dét, der er anderledes.

Selvvalgte enlige mødre er der mange af. Selvvalgte enlige mødre, der ikke har været en tur omkring kernefamilien, er der nok knapt så mange af. De har sprunget ægteskaberne, der ikke fungerede over, og er gået direkte efter ’guldet’ på egen hånd. Men de har også vundet den fine og sikre andenplads – præcis som de mødre og fædre, der står alene tilbage efter et ægteskab, der ikke længere er. Nogle må se drømmen forlise, andre har valgt en alternativ vej til børn, men hvem er vi til at dømme andres valg?

Jeg tror ikke, at nogen kvinde er vokset op med en prinsessedrøm om en dag at blive alenemor, uanset på hvilken måde det sker. Ej heller er det tilfældet for en mand, at drømmen er ’alene-far’ titlen. Med undtagelser selvfølgelig, tror jeg, at de fleste kvinde har haft romantiske drømme om prinsen på den hvide hest – han dukkede bare aldrig op for alle. Ikke i tide i hvert fald. Men at vælge noget, der er anderledes, er ofte vanvittigt svært for langt de fleste. For mange mennesker er ’nyt’ det samme som ’underligt’. Nyt provokerer vores tryghedsfølelse, og det vi kender, er sikkert bedst. Det kræver derfor store ressourcer at bryde med normerne, både vores egne og samfundets – men hurra for de mennesker, der tør.

Jeg har flere venner, der er ‘alenemødre – og fædre’, og de gør det godt – rigtig godt 😉

Vores holdninger stammer vel også fra vores egen personlige historie. Jeg er fx vokset op med en mor og en far, så i min verden tænker jeg nok, ’et barn har brug for en mor og en far’. Jeg har et meget nært forhold til min mor, og havde også et meget nært forhold til min far, så jeg har måske svært ved at forestille mig et liv, der er markant anderledes fra det. Også i forhold til min egen datter. Hun er meget tæt på både sin far og jeg, og jeg tænker da, at det er enormt vigtigt for hende at have os begge i sit liv, uanset, om vi er gift eller var skilt. Men det er jo ikke alle, der har en mor og en far, der bor sammen, eller som de overhovedet har kontakt med, men det betyder jo altså ikke, at de ikke bliver velfungerende mennesker af den grund.  Jeg kender mange alene forældre, som jeg tager hatten af for – både mænd og kvinder. De har alle skønne velfungerende  glade børn. Derudover kender jeg da også en del voksne, som netop er vokset op uden en far eller mor (nogle delvist) – og de er altså også alle helt normale.

Men man kæmper ikke blot mod egne fordomme – samfundet reagerer også på ens valg.  Jeg kan godt forstå det valg, nogle kvinder træffer vedr. at få et barn alene, hvis ikke de har en kæreste, men gerne vil have et barn (mænd, for den sags skyld også, det er blot lidt mere kompliceret). Hvis ikke Mr. Right har vist sig, skulle prisen da være et liv uden barn/børn (hvis man altså ønsker børn)? Ligesom jeg kan forstå de kvinder og mænd, der ikke kan få et ægteskab til at fungere, og derfor vælger at gå hver til sit og dermed være alene-forælder. Jeg siger ikke, at det er fantastisk for et barn, at forældrene går fra hinanden, men det er da bedre end, at de lever sammen som hund og kat. Og hvis man ellers håndterer situationen fornuftigt, og giver sine børn masser af kærlighed, har jeg da set mange eksempler på, at det sagtens kan lykkedes alligevel.

Hvad der fungerer for mig, fungerer måske ikke for en anden, og det er da helt okay. Vi lever i den frie del af verden, og kan gøre, hvad der passer os mht., hvordan vi lever vores liv (altså så længe vi overholder loven). Lad os dog hylde retten til det frie valg, og droppe fordommene. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at det vigtigste vi kan give vores børn (og hinanden) er masser af kærlighed. Så vokser de også op og ved, hvad ægte kærlighed er. Jeg kommer heldigvis fra et hjem med masser af kærlighed – både til os børn, men også mine forældre imellem. Det har smittet af på mine værdier og mit mod. Jeg ved, at jeg altid vil følge mit hjerte, være sammen med de mennesker, jeg elsker og gøre, hvad der kræves for at få, hvad jeg vil have. Ikke for andres skyld, men for min egen. Fordi, kun det kan gøre en lykkelig. Jeg vil aldrig lade mig nøje. Ingen bør lade sig nøje, og betyder det, at du skal gøre op med normerne i samfundet omkring dig – so be it. Andet er livet for kort til.

Mit indlæg, denne gang, handler egentlig ikke om, hvor du bor. For netop provins og storby er uden betydning i denne sammenhæng. Det tror jeg i hvert fald, at det er. Vi lever nemlig i sådan en verden – storby eller provins, potato potato – hvor vi konstant bliver bedømt – hvis ikke på det ene, så på det andet. Baren er sat højt – urealistisk højt, men sådan kan vi alle bedst lide den. Eller kan vi? Vi er kritiske. Kritisk kan være godt, men det kan også være skidt. Jeg er meget kritisk. Kritisk med min sport, min mad, mit udseende, mit job. Jeg har høje forventninger til mig selv og til andre. Jeg er ikke den eneste. Vi har mere travlt med hinanden end nogensinde før. Ikke travlt med hinanden på den gode måde. Næ, på den der ’Jeg holder øje med, hvem der lever op til normerne, men især, hvem der vover at skille sig ud’-måde.

Jeg har også så ufattelig mange krav til mig selv, at det indimellem er svært at leve op til de mest simple af dem. Men så er det jo strålende, at vi er omringet af ’eksperter’ alle vegne, der hele tiden fortæller os om, hvordan vi bliver gode forældre, gode kærester, gode elskere og i det hele taget – gode mennesker. For det ved de. Det er de nemlig selv, eller? Ifølge ’eksperterne’ er det enkelt, det er det så bare aldrig alligevel. Og hvem siger, at de har ret? Jo vidst, er der mennesker, der rent faktisk ved, hvad de taler om, og som man kan lære noget af, men hold nu op, hvor er der også mange ‘jeg er ekspert, lyt til mig’-typer. Jeg bliver så træt.

Sssshhhh, vi spiser nutella i weekenden på LYST brød, OG jeg har lige været ude at løbe, så jeg har prioriteret et par timer væk fra min datter, OMG – vi er fortabte…

For nogle år siden kom det der ’spelt-mor’ fænomen sådan rigtig frem. Noget med, at moderne kvinder har høje ambitioner, hvad end det gælder familien eller arbejdslivet. Og netop de høje ambitioner på moderskabets vegne er en af årsagerne til, at det gode moderskab bliver spejlet i en mel-metafor. Gode mødre bager nemlig boller af økologiske speltmel. Eller sådan var det engang. Også her har vi taget skridtet videre, og nu er det ikke længere blot økologisk speltmel, der kendetegner superforælderen. Nu skal du stå storsmilende hver morgen med friskbagt glutenfri havrebrød med rugkerner og boghvede på toppen serveret med en hjemmelavet algesmoothie. Naturligvis lavet på soyamælk, for komælk dør du jo nærmest af at indtage i 2015, hvad enten du har allergi eller ej. Nå, men jeg kan altså godt være morgensur, og vi spiser noget så gammeldags (og for nogle måske kedeligt) som havregrød med bananer og kanel – vi elsker det. OG vi spiser nogle gange helt almindeligt lyst brød med et tykt lag Nutella i weekenden, OG nogle gange sker det, at min datter ser Ipad, når vi spiser morgenmad. Det gør hun også ofte lige, når hun kommer fra børnehave. Hun trænger til (ligesom de fleste voksne, der har været på job i øvrigt) at slappe af og koble lidt fra. Det gør hun på den måde. Eller med en bog. Jeg lader hende selv vælge. Pædagogisk eller ej – det virker for os.

Jeg bliver også træt af, at alle hele tiden skal have en mening om, hvor meget eller hvor lidt, man bør træne. Hvis du ikke dyrker en eller anden sport i dagens Danmark, er du doven og ugidelig (sikkert også tyk i visse øjne), sådan lidt ’taber-agtig’, og du lærer åbenbart heller ikke dine børn gode sunde motionsvaner. Hvis du derimod træner meget, bliver du knaldet oven i hovedet med en stor hammer, fordi du træner for meget, og det går udover tiden med dine børn. For slet ikke at tale om, at de bliver stressede og sikkert får en spiseforstyrrelse, fordi du træner/løber ror kajak eller, hvad du nu laver for at vedligeholde den der krop, der helst skal se toptunet ud – for ellers bliver du i hvert fald ikke noget inden for musikken. Lad os nu bare gøre det, der gør os glade. Og ja, jeg er fx glad for at løbe og løber en del timer om ugen samt styrketræner. Det gør jeg, fordi det gør mig glad.  Og det fungerer fint, selvom jeg også er mor, har et job osv. Det er da logisk, at gør vi mennesker, hvad der gør os glade, smitter det af på omgivelserne. It’s that simple…

Måske alle de der såkaldte ’eksperter bare burde erkende, at alle familier er forskellige, ligesom tilfældet er for hver enkelt menneske. Hvad der fungerer for en person eller familie, fungerer måske ikke for en anden. Og ja, der er nogle, der burde komme op fra sofaen, slukke Netflix og droppe marsbaren og colaen. Omvendt, er der også nogle, der burde droppe tri-træningen og få lidt sul på sidebenene, fordi det eneste de kan spise er en ’low carb diet’ et eller andet, og det eneste, de kan tale om, er deres træning og /eller deres detox juice kur -alt imens de løber forbi med lynets hast (og hyler i vinden), inden de skal til yoga. I kender godt typen, der er så sporty, at han/hun møder op til havefest i sit sportstøj, ikk’?

Så ja, selvfølgelig er der nogen, der bør tænke over deres prioriteter, men drop dog den der frelste ’se mig, jeg gør det rigtigt’-mine, og lad os dog leve vores liv, og selv vælge, hvad man mener, er rigtigt. De fleste af os formår altså at have et fornuftigt forhold til både sundhed, herunder sport og mad samt vores børn, job, venskab, kærlighed – og alt det andet samtidig. Dét, der er hårdest, er, at skulle leve op til en eller anden norm hele tiden. Som hovedregel, er det svært at gøre noget rigtigt, og let at gøre alt forkert.

Forledes læste jeg – i et eller andet ligegyldigt dameblad – om, hvordan du laver hjemmelavet modellervoks med frugtfarve i. Hvis du gør det, er du den perfekte forælder. Det er jo helt hul i hatten. Jeg køber modellervoks i BR til min datter, og hun har endnu alt sit hår på hovedet, ingen røde pletter på kroppen, og hun går endda lige.

Jeg blev også træt, da jeg læste en artikel i Information for noget tid siden, hvor super-moderen udtaler : ”I dag er der paranødder, mandariner i både, bananskiver og en riskiks med nøddesmør på tallerkenerne til eftermiddagste.” Jamen, dejligt for jer da, her snupper vi en banan så…

Der er i det hele taget en MASSE ting, du som forældre SKAL huske at gøre, men så er der naturligvis også en masse ting, du som forældre absolut IKKE MÅ gøre (altså udover de indlysende ting selvfølgelig). Husk endelig på det. Fordi, det siger Lola. Pisss osss. Jeg hører ikke rigtig efter, hvad Lola siger, og jeg efterlever vidst ikke alt, hvad Lola siger. Altså, jeg har ikke noget problem med Lola – hun siger bestemt mange fornuftige ting, men hun er jo ikke et orakel, hvis ord jeg blindt skal efterleve, og ikke forholde mig kritisk til.

I det hele taget, kan alle de der ’kloge Åger’ tage deres ’Sådan er du en perfekt forældre/kæreste/elsker/ven/menneske’-guides og stikke dem skråt op. Jeg tror på store mængder kærlighed og omsorg. Jeg tror på latter. Jeg tror på drømme. Jeg tror på plads til det enkelte individ. Jeg tror på at tale pænt til hinanden. Jeg tror på at råbe, når jeg bliver sur. Jeg tror på ’undskyld’. Jeg tror på at gå efter dét, jeg vil have – dét jeg drømmer om. Jeg tror på ikke at give op, men jeg tror også på at stoppe, hvis det ikke gør mig glad. ’Når du har sagt A, må du også sige B’, den holder ikke hos mig. Næ, ’Hvis du har sagt A, må du også sige B, hvis det er dét, du vil. Er det ikke tilfældet, må du finde et andet bogstav. Jeg tror på grænser for børn(og voksne). Jeg tror på regler, men jeg tror også på, at regler er til for at blive brudt engang imellem. Fx, når jeg spiser is med min datter en onsdag, eller vi kælker kl. 21 mandag aften, hvor hun burde ligge i sin seng. Men sneen er smuk, og hun vil kælke. Vi grinede i en time efterfulgt af at ligge i sneen og kigge op på stjernerne  – op til ’mufar’, der bor deroppe nu. Godt, vi brød reglen (som jeg selv har lavet). Sneen var væk næste morgen.

Jeg tror på kærlighed, og jeg tror på at droppe det der med , at vi alle sammen skal gøre det hele på samme måde.

Jeg har en masse oplevelser med i bagagen – fra min barndom, ungdom og mit voksenliv, og sådan skal det fortsætte. Jeg bliver glad helt ud i tæerne, når jeg tænker på dem. Sådan skal min datter også føle. Hun skal vide, at der er regler, der skal følges og grænser, der skal afprøves. At der er normer i et samfund uanset, hvor hun bor. Men hun skal også turde at bryde normerne. Hun skal turde bøje reglerne lidt engang imellem. Ellers kan det være lige meget. Vi er alle sat på denne jord som forskellige individer, hvilket gør det endnu mere sørgeligt, når vi tilstræber at være ens.

Hun skal drømme, og hun skal tro på sig selv. Min far sagde engang til mig, at når man ikke længere har drømme, kan det være lige meget. Jeg er også opdraget til at tro på mig selv, og til at være ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Eller ikke ligeglad med, hvad ALLE andre tænker om mig, for det betyder noget, hvad de mennesker, jeg elsker og/eller respekterer, tænker om mig. Det betyder meget. Men for at leve op til alle normer i et samfund i dag, skal man jo nærmest være et super-menneske. Det er jeg ikke. Det gider jeg faktisk heller ikke at være. Men jeg tror på mig selv, og er for det meste også ligeglad med, hvad andre tænker, mener og tror om mig. Men desværre ikke altid – gid jeg var.