Forfatter: gittekorsgaard (Side 10 af 19)

Så længe jeg kan huske, har der været byfest i den provinsby, hvor jeg kommer fra. Da jeg var barn tog vi ind til byen, og vi børn ”fløj” rundt i det omrejsende tivoli-land, der var kommet til byen i anledning af byfesten, mens de voksne drak en fadøl i teltet med musik. Da jeg blev teenager, og vi skulle i byen, gik jeg lidt nonchalant rundt omkring alle forlystelserne (som man egentlig gerne ville prøve, men nu var man jo blevet ’voksen’, så den slags pjat brugte man da ikke tid på), fnisende sammen med mine veninder og småsnakkede med de drenge, der var interessante. Senere var det i gågaden, det hele foregik, hvor man sad udenfor i gaden ved de forskellige caféer og restauranter. Endelig røg jeg i byen til den lyse morgen sammen med alle mine venner, vi festede, og hvor var det sjovt. Sjovt, fordi i byfesten var der altid en masse mennesker, der skete altid en masse, og byen var det modsatte af en halvtrist provinsby, som nu en provinsby kan være til tider. Det var sommer, sol (for det meste), fest og farver.

Tivoli-land til byfesten. Foto: Jens Nielsen.

Jeg flyttede fra byen, da jeg var 19, og det var vidst der, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke for mig mht. at deltage i den årlige byfest i hjembyen. Jeg var vidst med et par gange, men byfesten blev hurtigt afløst af byture i København, udlandsrejser eller noget andet i stedet. Som teenager rejste jeg skam også meget, men rejserne blev nøje lagt, så jeg nåede hjem til byfesten – tænk nu hvis, jeg gik glip af byfesten! Det kan jeg ikke længere prale af, for i de sidste mange år har jeg jo nok været lidt mere ligeglad med byfesten, og det skal bestemt ikke forstås som, at jeg synes, at det er en skidt idé med en byfest, for det synes jeg absolut ikke. Det er jo netop den slags man skal gøre, især i de mindre samfund. Min prioritering har bare ligget et andet sted.

Hawaiibar.

’Byfest’ er vel egentlig et kendt fænomen i rigtig mange danske provinsbyer, mon ikke, at de fleste byer afholder en eller anden form for byfest. Faktisk er det jo ikke kun i provinsen, i København har man jo Distortion, der vel også er en form for byfest – bare i et noget større format end, hvad man ser i provinsen altså. Men byfest er byfest, og som jeg netop skrev – lige så god jeg var til at komme til byfesten i byen, hvor jeg boede som barn og som teenager, lige så dårlig er jeg blevet til at deltage som voksen. Jeg boede i Århus, derefter i København i mange år, hvorefter jeg vendte næsen tilbage til Kalundborg, som jo er byen, hvor jeg er født og opvokset. Men selv om, jeg har boet her i otte år nu, har jeg faktisk ikke været med til byfesten ret mange gange i de år. Jeg kom til at tænke på det, fordi flere af mine venner, nogle af dem, der bor i byen, men også nogle af dem, der er flyttet fra byen for mange år siden, er rigtig gode til at deltage i sommerens byfest i hjembyen. Det fik mig til at tænke over, at jeg vidst kun har deltaget én (måske to) sølle gang(e) de sidste ti år, og da jeg sad hjemme i går, efter at have holdt min datters fem års fødselsdag for hele familien og vennerne, blev jeg grebet af en spontan lyst til lige at kigge ned i byen – bare et par timer. Min veninde skrev til mig, og hun var, ligesom jeg, lidt i tvivl om, hvorvidt hun gad forlade den magelige sofa. Men vi traf en hurtig beslutning, og vi røg af sted kl. 23.

Party i provinsen. Steffan, Karen og Sabine fester. Foto: Steffan Christensen.

‘Kontoret’, Kalundborg.

’Den knaldrøde gummibåd’ mødte mig ved indgangen, og da vidste jeg bare, at jeg var gået rigtigt. Party i Provinsen, når det er bedst. Men egentlig kan jeg godt lide den lidt ’anderledes’ og i hvert fald mere afslappet tilgang til det der med at feste, når man fester i provinsen. Det handler ikke så meget om det rigtige tøj, hvor slank du er eller, om du har det rigtige job, næ, det handler om at hygge sig og snakke med folk, man ikke har set længe. Det kunne nogen lære noget af. Teltet var fyldt med feststemte mennesker, der drak de velkendte kander og store fadøl alle vegne. Jeg hilste på en masse, jeg ikke havde set i evigheder, nogle måske endda ikke i 20 år, men hyggeligt det var det bestemt. Der var en enkelt ting, jeg hæftede mig ved, og som jeg tænkte en del over efterfølgende, og det var faktisk også den samtale, der lagde grundlaget for mit indlæg på bloggen i dag. Jeg talte med en gammel ven dér nede i teltet med kanderne, den knaldrøde gummibåd, fadøllene og alle de glade mennesker. Hun sagde, at byfesten jo var den ene gang om året, hvor man går ud – i Kalundborg forstået. Vi snakkede efterfølgende lidt om, at ingen af os rigtig gad at gå ud i Kalundborg, fordi det simpelthen er for kedeligt, og de der er ude, er langt yngre (ikke, at vi er gamle naturligvis). Det var dér, det slog mig. Vi snakker alle om, hvor trist det er, at der ingen steder er at gå ud i byen (og det er ikke bare i Kalundborg, at det er et problem, det er det i mange provinsbyer), men hvis vi nu alle i aldersgruppen 25 til 45 fx blev bedre til at gå ud og bruge byen – også i aften- og nattetimerne nogle gange, kunne det måske være, at det ikke var så trist en oplevelse. Så kunne vi måske ’overtage’ et sted og paf pludselig var det ikke ’gymnasieklubben’, der kun hørte til det pågældende sted, men også de lidt ældre…

Jeg ved, at mange i netop den aldersgruppe har børn, og derfor selvfølgelig ikke er så meget ude, som de yngre (og måske også ældre, hvad ved jeg), men det er jo ikke fordi, jeg har en datter på fem, at jeg ikke går ud i Kalundborg, for jeg går jo ud i København fx. Næ, det er fordi det er trist – slet og ret. Trist at føle, at man enten skal sidde sammen med øl galtene, der har siddet på de samme stole på værthuset i 20 år og suttet i en lunken guldøl, eller alternativt gå op på byens café, lave håndtegn og hænge ud med gymnasieeleverne. Hvis bare man kunne rykke lidt på den del i provinsen, så der var plads til en anden målgruppe også, det ville have stor betydning for, hvordan provinsen opfattes af mange, os selv, der bor her, inklusiv.

Kander, fadøl og ‘den knaldrøde gummibåd’ på ‘Kontoret’. Foto: Steffan Christensen.

Nå, men jeg havde dog ikke tålmodighed til ’Den knaldrøde gummibåd og alle hendes venner’, da jeg var ædru, så efter et par timer, lå jeg glad i min seng. Glad, fordi jeg alligevel lige havde vist flaget og støttet op om et super godt arrangement, der præger byen år efter år i uge 30. Og glad, fordi jeg havde fået sagt hej til en masse mennesker, jeg ikke havde set i flere år og lige vendt en enkelt minde eller to med dem (når man går meget op i minderne, så ved man, at man er blevet ældre). Men jeg synes stadig, at det er trist, at det kun er den ene uge om året, hvor hr. og fru. Jensen kommer ud og bliver luftet, og det bærer hele arrangementet lidt præg af. Hvordan kan det andet?

Men om jeg bor i Kalundborg eller et andet sted, vil jeg fremover minde mig selv om, hvor sjov byfesten i min barndomsby var, da jeg var barn, og da jeg var teenager. Bor du i en provinsby, hvor der er byfest, så støt op om det, uanset alder. Hvem ved, måske du morer dig?! Er jeg hjemme, og har jeg muligheden for det, hvad enten jeg bor i min barndomsby, eller et andet sted, vil jeg bestemt kigge forbi Birthe og alle hendes venner næste år, for Birthe og vennerne, de forstår at feste. Og så er der vidst et eller andet med, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen, ikk’ 😉

Der var engang et eller andet klogt menneske, der sagde: ”De færreste byrder er særligt tunge, hvis vi løfter i flok.”

I skrivende stund er jeg stolt af at være dansk. Jeg skal fortælle jer hvorfor. Eller jeg skal i hvert fald fortælle jer, hvad der pt. gør mig særligt stolt af at være dansk. Og det er ikke fordi, jeg siger, at vi er noget særligt, at vi ikke laver fejl, at vi ikke kan gøre mange ting bedre, men der skete noget for et par dage siden (og det sker stadig), der overbeviste mig om, at vores lille nation, trods alt, er rig. Rig på medmenneskelighed. Derudover er det historien om, at man kan gøre en forskel, selv om man blot er ‘helt almindelig dansker’.

Jeg ved, hvor meget fællesskab betyder – både i det små, som det man kender fra sin familie og sine venner, men også i en meget bredere forstand. Solidaritet, samhørighed – at der altid er nogle, der har ens ryg. Jeg ved, hvad kærlighed, tryghed og sammenhold betyder, og jeg bliver så stolt, når en masse danskere netop viser, at de har de kvaliteter. Vi ser i øjeblikket en flygtningestrøm, der splitter de europæiske lande, ligesom vores ellers prægtige EU mere eller mindre står handlingslammet, og overhovedet ikke kan finde ud af at danne fælles front for at hjælpe en masse mennesker i nød. Ingen kan åbenbart finde ud af, om vi skal kæmpe for alle disse ulykkelige skæbner i fællesskab eller, om det er en kamp, der hedder ’alle mod alle – eller nærmere ‘EU-land’ mod ‘EU-land. Men lad os dog vælge fællesskabet. Og det er præcis, hvad mange danskere i skrivende stund, har gjort. Ikke EU fællesskabet (selvom jeg håber, at de finder en løsning), men det danske fællesskab, hvor man sammen hjælper mennesker i nød.

Jeg har – ligesom alle jer andre – fulgt med i situationen om, hvordan rigtig mange flygtninge, primært fra Syrien pt., søger lykken i Europa, bl.a. på den græske ø Lesbos, hvor tusinde af flygtninge hver måned ankommer til øen. Grækerne har, indtil for få dage siden, været bundet på hænder og fødder mht. at hjælpe flygtninge, da græsk lovgivning forbød dette. Derudover ved vi jo alle, at grækerne lige pt. har et lidt anstrengt forhold til noget, der hedder økonomi, men faktum er, at flygtningestrømmen til Grækenland er stor,og især Lesbos har store problemer med overfyldte flygtningelejre,  og det kan man ikke lukke øjnene for.

Men det er bestemt ikke, fordi jeg mener, at det, der foregår på Lesbos, ikke forgår andre steder i verden, for selvfølgelig og desværre er det tilfældet. Men lige for en stund er linsen altså rettet mod det græske ferieparadis med det azurblå vand og solen, der skinner fra en skyfri himmel. Stedet, hvor charter-turisterne ligger ved poolen og drikker drinks eller padler rundt på det azurblå hav i en cykelbåd, alt imens flygtninge ankommer til øen – flygtet fra død og ødelæggelse. Flygtet til Europa i håbet om en lysere fremtid.

Jeg har igennem et stykke tid overvejet, hvordan jeg kunne hjælpe flygtninge, der pt. opholder sig på Lesbos. Det samme havde to af mine veninder fra studietiden åbenbart også gjort. Men modsat mig, der aldrig kom længere end til tanken, handlede de prompte. Onsdag eftermiddag oprettede de Facebook gruppen ’Indsamling til flygtninge på Lesbos’, og har på blot tre dage samlet mere end 80.000 kr. ind, været i Go’Morgen Danmark og på Nova FM for at fortælle om projektet. Nilo Zand og Kristina Svith Villadsen er to helt almindelige kvinder (eller almindelige er de nu ikke, i hvert fald ikke i mine øjne, de er nærmere lidt sejere end gennemsnittet) med familie, job osv., præcis som jeg selv, der fik en idé til, hvordan de kunne gøre en forskel. En simpel idé, der – på baggrund af en masse danskere, blev til virkelighed.

Nilo Zand.

Kristina Svith Villadsen.

Jeg er stolt af, at så mange danskere står sammen, fordi de gerne vil gøre en forskel for nogle mennesker, der har det skidt. Jeg synes, i den grad, at vi danskere har vist, at vi kan, hvis vi vil. Det handler om, at rigtig mange danskere står sammen som en lille, men – i mine øjne – en utrolig stærk nation, der viser medmenneskelighed, når der er hårdt brug for det. Sammen kan vi gøre en forskel. Måske vi ikke kan redde hele verden, men gøre en forskel, kan vi.

Når TV2 eller DR afholder indsamlingsshow til fordel for jordskælvsramte lande, cancer eller lign., er der også rigtig mange danskere, der bidrager – også her bliver jeg stolt over, at vi ikke bare er en nation, der kun tænker på os selv. Men Nilo og Kristina har ikke en landsdækkende tv-station bag sig. De satte et projekt i gang via Facebook, og på blot fire dage har de samlet en masse penge ind, fordi danskerne står sammen om at hjælpe. Indsamlingen slutter på tirsdag, men Nilos mand, Christian Als og ven og kollega, Kristoffer Juel Poulsen er i dag rejst til Lesbos for at lave en dokumentar, og ikke mindst for at aflevere nødhjælp til de mange tusinde flygtninge.

Jeg var nødt til at skrive indlægget her, fordi projektet som Nilo og Kristina har sat i gang, om noget, har styrket min tro på danskerne (og den kan altså godt vakle indimellem), men også, fordi vi danskere lider af en ’brokkementalitet’ – så er det de der københavnere eller bonderøvene, de røde eller de blå, kristne eller muslimer, gamle eller unge osv., men her er der ikke et ‘os og et ‘dem’, men udelukkende et ’os’. Nødvendigheden af at stå sammen, når de barske realiteter banker på vores dør – bogstaveligt talt, den kender vi, og den magter vi.

Jeg er dansk, og lige i dette sekund er jeg ekstra stolt af det. Jeg har venner, der er blå, røde, muslimer, kristne, ateister, københavnere, jyder og alt muligt andet, der definerer os hver dag. Men fælles for dem alle, er, at de har hjertet på rette sted. Vi kan ikke redde hele verden, er der nogen der siger – men vi skal begynde et sted.

I øvrigt kommer Nilo og Kristina i TV-Avisen på DR i aften kl. 18.30 og fortæller om ‘Indsamling til flygtninge på Lesbos‘-projektet. Derudover kan I læse mere om projektet på Facebook under ‘Indsamling til flygtninge på Lesbos’.

Fakta:

Indtil for en uge siden har der ikke været nogen vej udenom. Alle – børn, kvinder og mænd, unge som gamle, syge, raske, handicappede, ikke handicappede skulle ud på en ca. 60 km gåtur. Efter de godt 60 km ankommer de til flygtningelejren ved byen Mytilini, hvor de skal registreres. Hjalp grækerne dem, blev det betragtet som medvirken til menneskesmugling – for græsk lov forbød nogen at hjælpe dem. Det gjorde ikke ligefrem situationen lettere for hverken flygtningene eller grækerne, hvoraf mange gerne vil hjælpe. Nu har en lovændring heldigvis ændret på dette, men den ændrer desværre ikke på, hvordan tusindevis af mennesker har det i overfyldte flygtningelejre uden ordentlige toiletforhold, uden mad og drikke, uden medicin osv.

I dag er døren til Europa via Tyrkiet og videre til Grækenland via vandvejen. Ved udgangen af juni var der ifølge FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) ankommet 137.000 udvandrere og flygtninge til Europa mod 75.000 hele sidste år. Den græske ø Lesbos tager hver dag imod mange flygtninge, der ankommer via vandvejen i overfyldte både.

Link til ’Indsamling til flygtninge på Lesbos’ samt optagelse fra Nova FM, hvor Kristina Svith Villadsen, bliver interviewet om projektet.

https://www.facebook.com/pages/Indsamling-til-flygtningene-på-Lesbos/849325688467629?pnref=story

https://www.facebook.com/849325688467629/videos/850063921727139/?pnref=story

Undskyld forsinkelsen, men jeg havde lige pludselig muligheden for at tage min datter med i Cirkus Summarum i København, så vi røg af sted. Jeg har selvfølgelig, som lovet, trukket en vinder i konkurrencen om en ferie i et sommerhus på Sjællands Vestkyst. Men først vil jeg lige informere om, at jeg selvfølgelig også har taget jer med, der havde problemer med at uploade på bloggen – så alle har dermed deltaget i konkurrencen. Derudover skulle jeg lige have fat i et billede af den heldige vinder, inden jeg skrev nyheden på bloggen.

Lige for at opsummere: Den heldige vinder modtager et gavekort på 4.500 kr., som gælder som hel eller delvis betaling for hus udlejet af Feriepartner Vestsjælland. Den heldige vinder skal blot vælge et feriehus og en ledig dato på listen over ledige feriehuse og booke via info@visitvestsjaelland.dk (Se link forneden i indlæg). Gavekortet er gyldigt fra den dag du vinder og frem til 31. december 2015, og kan ikke sælges til tredjepart eller ombyttes til kontanter.

Men nu kan jeg altså, med glæde, fortælle jer, at vinderen af en ferie på Sjællands Vestkyst er: Therése Arthursson, der bor i Malmö, Sverige. NU skal vi sgu’ vise ‘de der svenskere’, hvad Danmark også er 😉

TILLYKKE, Therése – jeg håber, at du vil elske den sjællandske vestkyst lige så højt som jeg (og jeg kan se, at I allerede har iklædt jer de rød/hvide farver 😉

Therése sammen med sin kærste, David og deres søde datter, Ellie.

Og nej, det er ikke Nick og Jays ‘En dag tilbage’ 😉 Derimod er der nu kun 1 dag tilbage af konkurrencen om at vinde en ferie i et sommerhus et sted på Sjællands Vestkyst. Det eneste du skal gøre, er, at gå ind og kommentere på det indlæg på bloggen her, der hedder ‘Vind en ferie på Sjællands Vestkyst’. Her kan du i øvrigt også læse nærmere om konkurrencen.

Så har du endnu ikke nået det, så gå ind og deltag. Gavekortet på kr. 4.500,- skal bare bruges i 2015. Dvs. er din sommerferie allerede planlagt, som langt de fleste menneskers ferie vel nu engang er (på nær her i huset, hvor vi, som altid, er lidt spontane – måske lidt for spontane engang imellem ;-), så kan det også bruges uden for sæsonen eller i efterårsferien…

Sol- og sommerhilsen fra fru Hyacinth Bucket og Aura-Xenia.

I sidste weekend nævnte jeg, at jeg mente, at opfattelsen af provinsen har ændret sig fra da jeg var barn (det er selvfølgelig ikke så forfærdelig længe siden, jeg er jo da endnu så ung) 😉 til i dag. Men hvorfor? Og er folk i provinsen anderledes end folk i storbyen? Og så er det, at jeg liiige er nødt til at komme med et humoristisk indslag her. Jeg har netop sendt min gode veninde gennem mange år hjem til København, efter et besøg hos mig, herude i provinsen, i weekenden. Vi sidder ude på terrassen og nyder den dejlige sommeraften i går (med vattæpper og terrassevarmer naturligvis – det er jo dansk sommer), og hun udbryder pludselig: ”Ei, hvor er her dejlig stille herude på landet, jeg kan høre både duer og frøer”. Aaaargh tænker jeg, ”duer og frøer er det nok ikke, men ja ja da, lad os bare sige det.” Dejligt er der i hvert fald. Senere samme aften går vi en tur nede ved vandet, ligger os på badebroen, og min veninde siger til mig: “Man bliver helt rolig inden i.” Præcis!

Den ‘stille’ badebro.

Nå, men efter valget, for kort tid siden, er danskerne da, om muligt, blevet endnu mere opdelte i regioner. ’De knaldrøde københavnere mod de blå provinsboere’. Og endnu mere ræverøde København versus Dansk Folkepartis højborge i Vestsjælland og Sønderjylland – sådan lyder det alle vegne. Det er allerede almindeligt kendt, at man visse steder helst så, at man flyttede grænsen tilbage til, hvor den var før 1920. Så københavnerne slipper for alle de ’blå bonderøve’. ’Mange’ er blevet til ’alle’. Man skelner nærmest kun til, hvor folk bor, når vi snakker valgfarve. Har man overhovedet overvejet, om der måske er en bestemt årsag til, hvorfor netop visse dele af Danmark har mange, der stemmer, som de gør? Jeg har ikke svaret, men jeg undrer mig over forskellige ting i hele denne debat.

Jeg er journalist, og mener, at det er mest professionelt i forhold til, hvad jeg laver, ikke at melde flag. Men hvad enten jeg stemmer rødt eller blåt, tror jeg, at der er en mere specifik årsag til, at så mange har valgt at stemme, som de nu har. Jeg tror, at man mange steder føler sig hægtet af udviklingen, man føler ikke, at man er en del af det ’succesfulde Danmark’. Der er selvfølgelig mange forskellige årsager til, at folk stemmer, som de gør, men at stort set alt vest for Valby Bakke rent geografisk udelukkende er beboet af ’ignorante blå bonderøve’, frabeder jeg mig. Jeg bor i provinsen, og jeg er ikke en ’ignorant blå bonderøv’. Bonderøv, måske ja, men ignorant, bestemt ikke.

Indimellem har jeg venner fra København, der spørger mig, om jeg tror, at de ville synes om at bo i provinsen. Det ved jeg jo faktisk ikke, om de vil,  men jeg fortæller dem selvfølgelig, at det faktisk er muligt for et moderne menneske at bo i provinsen. Det er heller ikke spor farligt, tværtimod. Folk er oftest flinke – både dem, der stemmer blåt og rødt. Og der er mange skønne ting ved netop provinsen. Indrømmet, man skal vogte sig for fordomme. Men fordommene eksisterer jo altså også i København ikke at forglemme. Det er muligvis nogle andre fordomme, men de er der. Men det jeg vil hen til, er egentlig, at vi splitter os selv mere og mere op i Danmark. Der er hele tiden en årsag til, at vi diskuterer by og land imellem. Og når jeg siger by og land, mener jeg København og resten af Danmark.

Udsigten fra ‘den stille badebro’.

Vi kan konstant læse os til, i alle undersøgelser, at vi er et lykkeligt folkefærd (ikke længere de lykkeligste, men stadig så lykkelige, at vi kan prale af det). Derudover er der, i de senere år, blevet talt meget om solidaritet. Parolen har lydt, at vi er et fantastisk land, der forstår os på fællesskab. Det er da også meget fint, men jeg tror, at der er rigtig mange danskere, i provinsen rundt omkring, der oplever, at den omtalte solidaritet ikke inkluderer den tilværelse, de lever.

Når jeg hører ordet ’national’ tænker jeg automatisk på ordet ’fællesskab’. ’Fællesskab’ er, for mig, forudsætningen for, at vi har et demokrati og en stat. Og her taler jeg om en grundlæggende fællesskabsfølelse, der kommer til udtryk i en solidaritet på tværs af befolkningen, uanset hudfarve og religion og alt muligt andet. Men det fælleskab mister altså lidt sin kraft, når københavnere (ikke alle selvfølgelig, men I ved, hvor jeg vil hen) pludselig ser alle provinsboere som værende nogle ignorante bonderøve, og provinsboere (igen selvfølgelig ikke alle – min veninde Signe, på billedet, er fx langt fra højrøvet og bedrevidende, nærmere ligetil og vældig morsom) ser københavnere som værende højrøvede og bedrevidende. Jeg vil ikke generalisere, men det er ligesom den etiket, regionerne har fået påsat – sådan ridset lidt skarpt op.

Min veninde Signe fra København – sammen med mig på den ‘stille badebro’ (undskyld kvalitet -det var mørkt).

De sidste mange år har man talt om sammenhængskraft, men hvad med sammenhængskraften mellem landsdelene i Danmark? Den er truet. Der er ikke voldsomt meget solidaritet på tværs af Danmark, og det tror jeg,  at valget, i visse dele af landet, er en reaktion på. Det skulle jo gerne være sådan, at man i de områder, hvor det går godt, forstår, hvor vigtigt det er, at det går hele landet godt. Der, hvor jeg synes, at København er usolidarisk med provinsen, er den måde, hvorpå bestemte grupper taler om ’Udkantsdanmark’ . I mit sind, er der ingen tvivl om, at den kreative, kulturelle og/eller intellektuelle elite (kald dem, hvad I vil) i høj grad været med til at tale provinsen ned, og når store dele af befolkningen føler, at man ikke varetager deres interesser, reagerer de.

Danmark er et lille land, så det er mere mentalt end geografisk, at man er langt fra beslutningstagerne og meningsdannerne, der alle tager nogle ret vigtige beslutninger. Beslutninger, der omhandler centraliseringen, som netop har indflydelse på rigtig mange menneskers liv. Det virker indimellem som om, at fællesskabet er ved at forsvinde. Centraliseringen er ikke længere et ’nationalt problem’ i Danmark, det bliver blot betragtet som en del af en naturlig udvikling, vi ikke kan ændre på alligevel. En afvikling af ’udkantsdanmark’, som er en del af en global udvikling. Men de der myter og historier om ’udkantsdanmark’, som vi (rettere kultureliten – eller, hvad vi nu skal kalde den) skaber for at retfærdiggøre centraliseringen – dem skal vi droppe. Men hey, nu har vi fået en ny regering, og det er jo så ret spændende at se, hvad de vil gøre for at samle Danmark.

Jeg fik forleden tilsendt en kronik (ja ja, jeg læser hele tiden noget, som I skal belemres med) af en af mine tidligere klassekammerater. Det er en tankevækkende og god kronik, bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten for få dage siden. Den handler om Toftlund. Om hvorfor Toftlund aldrig bliver nævnt i medierne. Ved I, hvor det ligger? Det gjorde jeg faktisk ikke. Men det gør jeg nu, og jeg kan godt lide Toftlund, selvom jeg aldrig har sat mine ben der (men det gør jeg en dag). Lis Mikkelsen, der har skrevet kronikken, fik pludselig det hele til at falde på plads for mig – altså oppe i hovedet (eller måske ikke det hele er på plads oppe i hovedet, men det kan der nok ikke gøres så meget ved). Men forstået således, at jeg pludselig kunne se mediernes rolle meget tydeligt i hele denne debat om ’udkantsdanmark’. Jeg er jo selv journalist og har været ansat på en af Danmarks største aviser i København for år tilbage. Jeg kender mediebranchen, og jeg ved, hvordan den tænker, så selvfølgelig har jeg hele tiden vidst, at medierne spiller en vanvittig stor rolle i hele den diskussion, men jeg fik, på en eller anden måde, det hele til at falde lidt mere på plads – lige der ude i min have under blommetræet , da jeg læste kronikken om Toftlund. Jeg læste om, hvor skønt de har det dernede sydpå.

Bystranden tæt ved mig, og noget af strækningen, hvor jeg ofte løber.

Medierne skriver ikke ofte den positive historie, hvorfor skulle de det? Den sælger jo ikke helt så godt, som den dystre historie. Den historie, hvor det hele går af helvede til (undskyld mit franske), men det er jo sandheden. Derfor er mange provinsbyer aldrig på landkortet, når de store medier i København fortæller om, hvad der foregår i Danmark. Sjovt nok skulle man tro, at når DR og TV2 går på skærmen, at der ville være lidt mere fokus på andet end København uanset, om der er tale om positive eller negative historier, for jeg mener, bør ’landsdækkende’ medier ikke netop dække HELE landet? Det er vel derfor, det hedder ’landsdækkende’! Men det er fakta, at linsen sjældent er rettet på noget bag ’murerne’ i København. Og er den, er det oftest, fordi man kan berette om en eller anden horribel historie ude fra de der bøh-tosser, der har valgt at bosætte sig i provinsen.

Nu er der nok nogle, der vil sige, at det jo er derfor, at vi har lokal-tv. TV Lorry, TV Øst, Tv2 Nord osv., men det sjove er jo bare, at TV2 Lorry jo netop er Københavns lokal-tv, hvor fx TV Øst er mit lokalområdes lokal-tv, ligesom TV2 Nord dækker Nordjylland, Tv2 Bornholm dækker Bornholm osv. Men de landsdækkende kanaler, der burde dække hele Danmark, dækker sjovt nok hovedsagligt København? Det samme er tilfældet med de store aviser – de skriver oftest om, hvad der sker i Københavnsområdet. I hvert fald indtil en eller anden tosse slår sin ven ihjel med et samurai sværd i en lille provinsby fx. Men helt ærligt, det betyder jo ikke, at vi alle render rundt med samuraisværd. Jeg mener – et samuraisværd? Hvem f….. render rundt med sådan et? Men det er en god historie. Ja, men den rigtig gode historie fra provinsen, dem der faktisk er mange af, bliver de fortalt? Nej tak – fra de ”landsdækkende” medier i hvert fald.

Sejlklubben i byen, hvor jeg bor.

Vi har jo i virkeligheden sjældent nogle, der stikker hinanden ned med knive, render rundt og skyder ovre i parken, på gaden eller andre steder herude på bøhlandet. Næ, herude i provinsen er der oftest fredeligt. Og ja ja, jeg ved da godt, at statistisk set er det klart at der er flere psykopater, der render rundt med knive og pistoler i storbyen end i en lille by, der er jo langt flere mennesker. Det er bare sørgeligt, at det eneste, der bliver bragt fra provinsen i Danmark er de sørgelige historier, når der netop sker et eller andet tragisk.

Men ligesom med alt andet bærer vi selv en del af skylden. Det er, i min optik, ikke godt nok blot at skyde skylden på medie-branchen. Og det er det ikke, fordi vi selv skaber og definerer, hvordan mediebranchen skal være. De giver os blot, hvad vi gerne vil læse/se/høre. Det kan vi så tænke lidt over. Jeg laver selv web-tv for et lokalt tv-medie, og jeg kan se, hvad der bliver læst mest af. Ærligt – det er mig faktisk indimellem en gåde at se, hvad der sælger.

Hvis vi nu kunne interessere os lidt mere for de positive historier og lidt mindre for al det negative, vi konstant bliver bombaderet med. Jeg siger dermed ikke, at det ikke er vigtigt at bringe de triste historier om, hvad der (desværre) foregår i Danmark (og i verden for den sags skyld), men jeg mener, at det også er vigtigt at fokusere på alt det, der rent faktisk er godt. Fortælle, hvad provinsen også er, selv når vi indimellem ser på de sørgelige rester, der er tilbage af en lille by, efter centraliseringens klamme hånd har været forbi.

Yndlingspladsen under blommetræet i haven, når det er varmt.

Tag nu fx sådan en weekend som denne – eller uge for den sags skyld. Jeg har desværre været nødt til at arbejde, men da jeg kan arbejde hjemmefra, har jeg også givet mig tid til at lave sjov og ballade med min datter i sommervarmen. I min dejlige have tæt på skov og strand, med masser af plads og fred og ro. Og netop, når det er så varmt som det har været den sidste uges tid, er der ikke noget bedre sted at være end i vandkantsdanmark. På stranden eller hjemme bag bøgehækken i vores proletarpool. Bade, spise is, cykle ture i den smukke natur, grille på terrassen for så igen at bade på stranden efterfulgt af at spise danske jordbær fra en af de mange gårdbutikker, hvor de kommer helt friske fra jorden – eller man selv kan plukke dem. Og ikke mindst den der berømte aftendukkert i skumringstiden – det elsker jeg.

Jeg elsker dansk sommer. Jeg elsker den danske provins, og jeg elsker København, som jeg savner på nogle områder. Men når det er så varmt som nu, er jeg taknemmelig for min ’beliggenhed’. At jeg har de muligheder, som der er herude – lige uden for min hoveddør ligger den smukke danske natur. Taknemmelig for min have med skygge under blommetræet og proletarpoolen på terrassen, hvor vi lå og drak hjemmelavede jordbærsmoothies til sent i går. Jeg elskede vores lejlighed på Nørrebro, jeg elsker at besøge min veninde på Frederiksberg eller Amager (og indrømmet i efteråret og om vinteren savner jeg København mere, selvom der nu også er skønt herude på de årstider), men i aften tror jeg, at vi skal lave snobrød over ildstedet i haven – bare fordi vi kan.

Min datter Aura-Xenia og jeg i vores proletarpool, som vi elsker meget højt i disse dage…

Jeg har selv boet mange år i København, bor nu i provinsen, og der er ingen garanti for, hvor jeg bor i fremtiden, Jeg er nemlig både storby- og “provins”menneske, men en ting er sikkert – provinsen i Danmark er altså dejlig. På den ene side, siger jeg til mig selv, at jeg er ligeglad med, at medierne ikke gider provinsen, eller rettere kun gider den, når det er en træls historie med en skidt slutning at fortælle. Men på den anden side, er jeg faktisk helt ærligt ærgerlig over, at de ”landsdækkende” (ja, de er i citationstegn, for de er jo i virkeligheden ikke heeeelt landsdækkende, vel)?! medier ikke gider gøre sig den ulejlighed at komme herud og se det virkelige Danmark. Det Danmark, der eksisterer bag Københavns murværk.

Nedenfor er link til kronik, som jeg læste forleden.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE7840791/En+hilsen+fra+reservatet/

Provinsen i Danmark er smuk. Meget smuk. Jeg har været mange steder i landet, men bliver stadig lige overrasket hver gang, jeg kommer nye smukke steder. Nå, men de af jer, der er vokset op på Sjællands Vestkyst (eller flyttet hertil senere), ved i hvert fald,  hvad jeg taler om, når jeg siger, at herude er der gudesmukt. Jeg vil faktisk gerne vise hele verden, at provinsen i Danmark er skøn, men jeg begynder med Vestsjælland, og jeg begynder med jer, der følger mig på bloggen. Derfor får I nu, via min blog, en fantastisk mulighed for at vinde en ferie på den sjællandske vestkyst i et dejligt sommerhus.

Solnedgang over Gisseløre ved Kalundborg.

En af de hygggelige bystrande, hvor jeg bor.

Den heldige vinder modtager et gavekort på 4.500 kr., som gælder som hel eller delvis betaling for hus udlejet af Feriepartner Vestsjælland. Den heldige vinder skal blot vælge et feriehus og en ledig dato på listen over ledige feriehuse og booke via info@visitvestsjaelland.dk (Se link forneden i indlæg). Gavekortet er gyldigt fra den dag du vinder og frem til 31. december 2015, og kan ikke sælges til tredjepart eller ombyttes til kontanter.

Det eneste du skal gøre, er: 1. Like enstemmeiprovinsen.dk på Facebook (hvis du ikke allerede har gjort det) 2. Skrive en kommentar (til indlægget her på bloggen – IKKE på Facebook)om, hvad du elsker ved provinsen i Danmark, og du deltager automatisk i konkurrencen om en ferie i et sommerhus, et sted efter eget valg, på den sjællandske vestkyst.

Jeg kan, som den eneste, se din e-mailadresse, når du skriver din kommentar til mit indlæg på bloggen. Men uden kommentaren, kan jeg ikke se, hvem der deltager, da det er her, jeg ser navn og e-mailadresse, så HUSK at skrive kommentaren til indlægget.

Endelig er det klart, at I meget gerne må like opslaget på Facebook og dele, så vil jeg blive glad(ere)…

Om præcis to uger – onsdag den 15. juli vil vinderen få besked fra mig via e-mail, og jeg skriver naturligvis også her på bloggen, hvem den heldige vinder er.

Nyd solen og sommeren – og hvem ved, måske også en ferie på Sjællands Vestkyst 😉
Se link her til sommerhusene her

Smukke Røsnæs.

‘Kampen’ mellem by og land – eller nok nærmere mellem København og resten af Danmark – har efterhånden stået på en rum tid – det er næsten blevet en kliché – og ingen kan i virkeligheden sådan rigtig huske præcis, hvornår der opstod ‘splid’ mellem hovedstaden og mere eller mindre resten af Danmark. Egentlig er den såkaldte ‘splid’ jo i mange henseender kærligt drilleri mellem københavnere og alle os andre. Men hvorfor så den diskussion igen og igen?

Fordi, der også er mere alvorlige ting på spil. Centralisering. De sidste årtier har vi oplevet den største centralisering af Danmark siden enevælden blev indført. I provinsen er centraliseringen årsag til, at tusindvis af offentlige jobs er forsvundet derfra og ind til de helt store byer (her snakker vi naturligvis efter danske forhold, når jeg stiger ’store byer’). Hvis vi skal have et land i balance, er der vel behov for, at vi vender den udvikling blot en smule og sørger for, i hvert fald til en vis grad, at provinsen får arbejdspladserne tilbage. Eller tager jeg fejl?

Fx  går 4.000 akademikere ledige i Købehavn, mens jeg skriver dette.  Hver femte akademiker i København har et job, som de er overkvalificeret til.  Ud af de 15 kommuner, hvor der er færrest akademikere i en stilling, der passer til deres uddannelsesniveau, befinder ti af kommunerne sig i hovedstadsområdet.

Akademikerne bliver altså gerne sammen i storbyerne for at tage jobs, de er overkvalificerede til samtidig med, at virksomheder i provinsen har problemer med netop at rekruttere højtuddannet arbejdskraft. Det giver da ikke mening og skaber i den grad en ubalance i Danmark. Jeg læste, for nylig, at akademikere i Aalborg langt hellere ville gå ledige end at tage jobs i de små byer tæt på Aalborg. Hvad sker der for det?

Jeg nyder, at der næsten ingen trafik er en tidlig aften på vej hjem fra København til provinsen.

Det er jo helt åndssvagt, at virksomheder i provinsen ikke kan anskaffe højtuddannet arbejdskraft til de ledige jobs i provinsen, når der fx er så mange akademikere i København uden jobs. Jeg er klar over, at det ikke er lige så fancy at arbejde i en lille eller mellemstor virksomhed i provinsen, ja, nok ikke engang en stor virksomhed i provinsen kontra at have job i en virksomhed i København – stor som lille, men det er da noget fis, hvis man spørger mig. Og selvfølgelig spiller det også ind, hvor folk gerne vil bo osv., det er jeg helt klar over. Men der er faktisk lavet undersøgelser på netop, hvorfor folk ikke vil tage jobs i provinsen, og en af faktorerne, der spillede en rolle, var bl.a., at det var mere velset (læs: trendy) at have job i København, og at disse jobs ydermere hurtigere gav adgang til at gøre karriere. Det er da ikke for sjov, at man – i min branche – helst befinder sig max ti km fra Rådhuspladsen. Det er jo her, det sker. Når journalister fortæller historier om Danmark, er det København, de mener. København er nemlig Danmark i medieverdenen. På nær, når de skal fortælle om, hvor skidt det står til i ’udkantsdanmark’, så kan de i en rasende fart lave en dårligt researched dokumentar eller artikelserie fra provinsbyer rundt omkring i Danmark, hvor de fremstiller de små samfund, som middelalderlige uden nogen form for potentiale, og med borgere, der fatter hat. Det eneste man får ud af det, er, at det har en negativ effekt. Det er den der med, hvorvidt glasset er halvfuldt eller halvtomt…

Da jeg gik på journalistik fakultetet på universitetet, og vi skulle til den berømte ’panikdag’ i Århus, gik alle (som altid) efter det samme – de store steder. TV2, DR, Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken, Information, Berlingske Tidende osv. Ingen ville ud på de små lokalredaktioner i provinsen. Vel nok af flere årsager, men lur mig, om det ikke spillede en stor rolle, at det ikke var så prestigefuldt at arbejde på en lille lokalredaktion som på Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg ved det, for jeg var der jo selv. Og jeg var ikke et hak bedre, end alle de andre. Jeg havde imidlertid en underviser på RUC, der sagde til mig, at hvis jeg var klog, valgte jeg et af de mindre steder, fordi her fik jeg meget mere indflydelse på mit job og mulighed for langt flere ting end, hvad tilfældet ofte (ikke altid) var de større steder. Det kan jo ikke komme bag på nogen, at jeg IKKE lyttede efter. Jeg valgte Morgenavisen Jyllands-Posten som min 1.prioritet, og fik den (jeg var ikke til at skyde igennem den dag).

Misforstå mig nu ikke, jeg havde en fantastisk tid på JP, lærte meget fra mine fantastiske dygtige kollegaer og fik et godt netværk og alt muligt andet med i rygsækken, men i dag, kan jeg alligevel godt se, at min tidligere underviser på RUC havde ret. Netop på de mindre redaktioner rundt omkring i landet, får du mulighed for at tage større ansvar og mulighed for mange flere ting end, hvad tilfældet ofte er de store steder, hvor der er relativt mange i praktik. Problemet i dag er så bare, at flere af de steder ikke længere eksisterer netop pga. centraliseringen, men ikke desto mindre, skal man ikke underkende hverken små eller store virksomheder, der har valgt at have domicil væk fra storbyen. Faktisk burde de anerkendes i stedet.

Nyder en smuk solnedgang i provinsdanmarks fred og ro.

Jeg var selv så forhippet på storbyliv, at jeg ikke så skoven for bare træer. Jeg har aldrig fortrudt, det er slet ikke der, jeg vil hen, næ – jeg elsker stadig storbyen og savner visse ting. Men jeg vil egentlig bare så gerne slå et slag for, hvor dejlig Danmark også er uden for murerne af vores smukke hovedstad. Derudover, mener jeg, at alle de virksomheder, der tør satse på andet end de store byer i Danmark er vanvittige vigtige i hele dette spil.  De er netop med til at skabe vækst i provinsen – skabe en værdi, der – forhåbentlig med tiden – vil ændre på mange højtuddannedes syn på provinsen. Provinsen er ikke ’bare’ et sted, hvor man tager i sommerhus en uges tid (der helt ude på marken, hvor de hverken har rindende vand eller internet). Næ, provinsen er faktisk på nogle områder ganske som storbyen, og på andre, meget anderledes. Men det er jo bare skønt. Hurra for det. Vigtigst er, at provinsen er et virkeligt sted, hvor størstedelen af Danmarks befolkning lever deres liv hver dag. Og hold nu fast – det fede er, at langt de fleste bor der, fordi de har valgt det, og elsker det.

Mon ikke, at storbyøjnene har brug for et par provinsbriller en gang imellem, og hvem ved måske provinsbrillerne heller ikke tager skade af, at et par storbyøjne kigger ud af dem.

”Mit største mareridt er at komme til at skulle bo i provinsen. Jeg overnatter der heller aldrig. Jeg bliver altid mindet om, hvordan folk opfører sig de steder. Jeg hader virkelig den danske provins. Jeg hader den!”

Jeg faldt over en artikel, hvori den danske digter, Søren Ulrik Thomsen, for nogle år siden blev citeret for ovenstående. Hvad i al verden har han oplevet, der er så grusomt, at han ikke engang har lyst til at overnatte i provinsen? Da jeg boede i København længtes jeg ofte efter naturen på min hjemegn. Nu jeg igen bor på hjemegnen, indrømmer jeg gerne, at jeg også savner mange ting – ting, som København giver mig. Jeg er jo vild med både byliv og freden ude på landet, og sandsynligheden for, at der er andre end mig, der har det sådan, er vidst temmelig stor. Nå, men tilbage til Søren. Jeg tænker, at han da gerne må komme en tur forbi mit gæsteværelse, så kan jeg måske overbevise ham om, at vi herude i provinsen da opfører os ganske hæderligt – for det meste 😉

Røsnæs, Vestsjælland.

Jeg har fornemmelsen af, at flere fremtrædende ’kulturpersonligheder’ i Danmark, som fx Søren Ulrik Thomsen har det pænt skidt med provinsen. Provinsen har fået et kedeligt mærkat i nogles øjne; juleplatter, bankospil, vold, oversavede jagtgeværer, fadøl, ufaglærte, kontanthjælpsmodtagere osv. Hvad der tidligere, i bl.a. dansk litteratur og film, blev fremstillet som værende hyggeligt og afslappende – et sted med Morten Korchs romantiske bondegårde, skovens blomster, havets brusen, lærkesang og kronhjorte – er i dag sunket dybt ned i et både åndeligt og socialt armod. I hvert fald hvis du spørger ‘den kulturelle elite’.

En af de gamle danske filmperler fra dengang, hvor  provinsen var et hit.

Provinsen bliver af mange, i dagens Danmark, opfattet som værende uendelig kedelig og dræbende og i værste tilfælde ved at drukne i ‘fadbamser’ og mærkværdige mennesker, der hverken kan eller vil forstå almindelig sund fornuft. Hvem gider bo i det provinsielle proletarsamfund ude på bøhlandet, når man kan bo i den civiliserede hovedstad, hvor man da Gud ske lov kan få en ’latte’ at styrke sig på alt imens, man mænger sig med den såkaldte kulturelite. Og skal man absolut bevæge sig ud af storbyen på weekend eller ferie, tager man da til Tisvilde, for hvem gider resten af Danmark? I princippet er klassesamfundet afgået ved døden, men det lever alligevel i bedste velgående. Hvorfor mener en pæn stor del af befolkningen ellers, at livet kun kan leves øst for Valby Bakke?

Det er fx noget nær umuligt at skaffe læger til sygehuse i provinsbyer. Af den grund har blå blok, inden valget, foreslået, at der skal være en bonus for de læger, der vælger at flytte til provinsen og praktiserer. Hvad har gjort provinsen så forfærdelig, at man ligefrem skal have en bonus for at flytte væk fra storbyen?

Det her er der bl.a. plads til lige uden for min dør.

Danmark er opdelt i afskyen for det provinsielle Danmark. ’Det bedre borgerskab’ vil helst bo i kulturelitens højborg, og nogle må så pendle ud til ’de stakkels mennesker’, der ikke kan finde en bolig inden for murerne eller ikke har råd. Eller tør vi indrømme, at mange har VALGT at bo i provinsen?Hvorfor har provinsen i dag, modsat tidligere, et så tvivlsomt image på mange områder? Det er jo i den grad så forkert. Faktisk viser undersøgelser, at den kreative klasse er begyndt at søge provinsen, og det er da et godt tegn, hvis I spørger mig… Vi har nemlig brug for kreative tænkende mennesker – det har man alle vegne.

Lige for at få det på det rene, jeg elsker storby, jeg elsker provins. Jeg elsker København, jeg elsker ‘bøhlandet’. Jeg vil bare så gerne, at vi får et samlet Danmark igen, og jeg er gerne med til at bygge bro til et Danmark med muligheder uanset, om man bor i hovedstaden eller i en lille provinsby. Det store spørgsmål er blot, om det lader sig gøre og, med et netop overstået valg, om den nye regering kan løfte opgaven? For under hele valgkampen var diskussionen om provinsen/’udkantsdanmark’ da i den grad fraværende i debatten – både hvad angår rød blå blok (man havde i stedet travlt med at knalde en skovl op i de andres ansigt, bare fordi…).

Apropos skovl. Nu vi alligevel lige runder folketingsvalget, er jeg nødt til at nævne min undren for, hvordan vi danskere indimellem tolker demokratiet. Det har intet at gøre med, hvorvidt man er rød eller blå, men derimod kan tonen undre mig. Nu har ’vi almindelige mennesker’ igennem længere tid lyttet til politikerne kaste mudder efter hinanden og – med rette – kritiseret dem for det. Det ‘forunderlige’ er så, at da demokratiet havde vist sit ansigt og folket havde talt, så kom alle skældsordene fra befolkningen. Nu var det pludselig helt okay, i mindre fine vendinger, at ytre sig om modparten og, hvor ’dum og uintelligent’ denne var-  både på den ene og den anden side.

Hvad der også undrer mig, er behovet for at skelne mellem ’dem’ og ’os’. Og når jeg skriver ’dem’ og ’os’, mener jeg ’storbyen’ og ’provinsen’. Ja, der er visse områder, der stemmer meget blåt eller meget rødt, men husk venligst igen på, at ’mange’ ikke betyder ’alle’. Men al den snak med ’dem’ og ’os’ i by og på land er med til at skabe et negativt billede af hinanden, og splitter landet.

Jeg har venner i København og i provinsen. Venner, der stemte på Alternativet, Dansk Folkeparti og alt derimellem (forhåbentlig kender jeg ingen, der IKKE brugte sin demokratiske stemme). Jeg er langt fra enige med alle mine venner og bekendte, hvad angår politik, men jeg er stadig gode venner med dem, og jeg mener ikke, at de ikke ’fatter en hujende fis’, fordi de stemmer på et bestemt parti, eller bor i en bestemt del af landet. Det ville da være for dumt. Hvad blev der af at holde en sober tone, ganske som vi forlanger af politikerne? Hvad blev der af at være lydhør over for andre mennesker, diskutere tingene stille og roligt, og måske i sidste ende, nogle gange, blive enige om at være uenige. Dét, at vi netop har lov til at tænke, og højlydt sige, hvad vi tænker, dét er præcis, hvad demokrati og ytringsfrihed handler om. Den frihed hylder jeg hver dag.

Jeg var til fødselsdag i går, og politisk var vi en broget flok, men det blev diskuteret stille og roligt, flere var uenige, men respekterede hinanden alligevel. Og det er jo netop sådan langt de fleste politikere har det med hinanden. Når kameraet er slukket, er mange politikere rigtig gode venner – på tværs af politiske holdninger. Jeg kender flere politikere, hvor det er tilfældet (også nogle, der virkelig kom bag på mig). Men det ville virkelig klæde den danske befolkning at huske på det fra tid til anden.