Forfatter: gittekorsgaard (Side 15 af 19)

Tiden nærmer sig, hvor provinsen mange steder får fint besøg fra storbyen. Men storbyen får sandelig også fint besøg fra provinsen. Vi skal nemlig snart fejre jul sammen med familie og venner fra nær og fjern det ene eller det andet sted. Vi kører på kryds og tværs af landet (og landegrænser) for at kunne være sammen med dem, vi holder af, juleaften. Vi kører hjem. Jeg er også ‘hjemme’ på besøg hos min familie, og har netop haft en lang og hyggelig snak med min elskede mormor.

Sidste søndag i advent, tre dage til juleaften og juleferie. Har allerede spist alt for meget juleslik og ‘glemt’ en løbetur. Jeg er endnu ikke klar til julen, da det åbenbart kommer bag på mig hvert år, at det er juleaften den 24.december. Julefreden har ikke helt fundet vej til mig, men det kommer forhåbentlig. Jeg har liiige lidt arbejde, der skal gøres færdigt, og jeg skal ‘bare lige’ have købt de sidste 100 gaver (intet nyt der). Jeg skal ikke tænke på mad og den slags – det gør min moaaar heldigvis (for alle). Det er status hos mig pt.

Min datter Aura-Xenia 4 år med oldemor 101 år.

Den samtale jeg havde med min mormor over morgenbordet (okay, kl. var ti -brunch, vi har jo ferie) handlede om, hvor stor fokus, der netop er på julegaver i dag. Min mormor er 101 år, men frisk og rask, husker som en elefant (hende kan man ikke løbe om hjørner med), og vil hellere end gerne fortælle om dengang hun var barn og fejrede jul. Hendes historier fik mig til at stoppe op og tænke (ja, det sker) over, hvor meget der er sket med den ‘institution’, vi kalder julen, gennem årene. Min mormor er født i 1913, og da hun var barn var mange ting anderledes (no shit, Sherlock) – også hvad angår julen.

“Vi fik flæskesteg, som mange også gør i dag, men det var kun i de finere kredse, at man spiste risalamande. Vi fik æblekage. Gaderne var ikke pyntet til jul, som man ser med lys i dag, men mange forretninger havde smukke juleudstillinger. Man pyntede heller ikke så meget til jul hjemme, som tilfældet er de fleste steder i dag. Vi drak hvidtøl juleaften, der var ingen vin og ingen sodavand”.

Min mormor fortalte også, at det dengang kun var de virkelig troende, der gik i kirke juleaften (i hvert fald i Aalborg, hvor hun boede/bor), hvilket så langt fra er tilfældet i dag. Tværtimod er der mange (som jeg), der besøger kirken få dage om året, hvoraf juleaftensdag er en af dem. Jeg er ikke ligefrem ivrig kirkegænger, men juleaften SKAL jeg i kirke. Jeg føler ikke, at det rigtigt er blevet jul uden. Når jeg sidder i kirken den 24. december,  føler jeg, at julefreden sænker sig over mig lige så stille. Det er også her, jeg siger glædelig jul til dem, jeg savner, der har været nødt til at rejse i forvejen.

Nå, tilbage til min mormor. De havde også juletræ, da hun var barn, men alt deres julepynt var hjemmelavet. Hun og hendes søskende lavede bl.a. kurve af tændstikæsker (og nu tænker I; ja ja, og hun snittede selv sine gaver af en gammel pind og en slidt kniv), men nej, det gjorde hun dog ikke. Men de fik ikke adventsgaver, pakkegaver eller julekalendre (hverken med eller uden chokolade).

“Vi fik et par småkager i julen, og højdepunktet var det stykke chokolade og den appelsin, vi fik juleaften. Vores gaver var praktiske, fx stof til en ny kjole, sko, strømper og måske et enkelt stykke legetøj –  en dukke eller en hest af træ. Vi tænkte ikke så meget over gaver, og jeg synes netop, at julen har forandret sig på mange måder. Dengang tænkte vi fx ikke over, at det var jul før de sidste par uger før juleaften, i dag starter man jo nærmest i oktober. Derudover er jeg lidt målløs over, hvor mange gaver børn får i dag. Selvfølgelig skal de have gaver, men fokus er meget på det, og det er jo i virkeligheden slet ikke nødvendigt med så mange gaver”.

S….., det røber jo lidt, at vi i min familie ikke kan styre det, da min mormor selvfølgelig fejrer jul med os. Og jeg har hørt smøren før, både fra min mormor, men også fra min mor. Da jeg var barn, sagde min mor det samme. Dengang tog jeg ikke notits af, hvad hun sagde, men i dag kan jeg faktisk godt (lidt) se hendes pointe. Jeg kan egentlig godt se, at vores ‘Køb/smid væk samfund’ indimellem er ved at tage overhånd – også for mig (jeg skal ikke pudse nogen glorie). Min veninde sagde til mig forleden dag, da jeg havde købt nogle julegaver (mine første i år), at jeg godt nok havde købt mange ‘ekstragaver’ til min datter, hvilket vi grinede lidt af (hun kender garanteret også det udtryk – ‘en lille ekstragave’).

Uanset, min mormor har fat  i noget. Julen ER lidt blevet gavernes fest. Jeg siger ikke, at det ikke stadig er hjerternes fest, men husker vi at definere ‘gave’ korrekt?  Selvfølgelig skal der da være gaver – og selvfølgelig er især børn glade for gaver (hvis sandheden skal frem, er jeg også glad for gaver). Men når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt (uden at moralprædike, for det er jeg vidst ikke den rette til), at vi alle husker på, at det hele især handler om at være gode ved hinanden. At julen kaldes ‘hjerternes fest’ er jo ikke tilfældigt. Det handler om næstekærlighed, og det kunne vi vidst alle trænge til at blive mindet om fra tid til anden.

Jeg har en tidligere skolekammerat, der har brugt rigtig meget tid (og penge) på at købe og samle gaver ind til mindrebemidlede familier. Familier, der har svært ved at få pengene til at slå til her i julen, hvor også de gerne vil give deres børn en god jul med mad, gaver og alt, hvad der hører sig til. Min tidligere skolekammerat gør et fantastisk stykke arbejde sammen med en masse andre mennesker, og jeg beundrer, at nogen ikke alene bruger penge, men også tid på den slags. Bevares, jeg hører da også til gruppen, der gerne vil hjælpe, men altid har gang i tusind andre ting, og derfor aldrig finder tiden til det (læs; ikke prioriterer således, at tiden er til det). Jeg betaler mig fra det ved at støtte diverse foreninger. Det er min måde at hjælpe på, og jeg mener bestemt også, at al hjælp har sin ret, men jeg er nu alligevel taknemmelig for de mennesker, der også bruger tid på andre mennesker, og ikke ‘kun’ som jeg indbetaler et beløb på en konto.

Men faktisk er der mange af den slags mennesker – heldigvis. Jeg bliver varm om hjertet, når jeg fx læser i Århus Stiftidende her til morgen, at der hos Røde Kors er dobbelt så mange værtsfamilier, som der er gæster i Århus. Det samme er tilfældet hos alle de andre hjælpeorganisationer, avisen har nævnt i artiklen. De mangler absolut ikke flere hjælpere i julen. I Berlingske Tidende fortæller flere af hjælpeorganisationerne oven i købet, at noget har ændret sig. Flere danskere er i dag villige til at bruge tid på at hjælpe andre – og ikke blot i julen – sammnenlignet med for bare to/tre år siden.  Jeg håber, at det vil fortsætte, for så gør vi da noget rigtigt i en tid, hvor vi ellers oftere gør noget forkert…

Fire generationer holder Jul sammen.

Så når I senere på aftenen den 24. december sidder, mætte og glade, i stuen midt i en gaveregn og oceaner af julepapir og bånd alle vegne, så husk at tænke på og være taknemmelige for alle de mennesker, der er i jeres liv. De mennesker, der beriger det på den ene eller den anden måde. Familie og venner (venner er jo i virkeligheden den familie, man selv vælger). Tænk på, at ikke alle er lige heldige, og at vi hver især på den ene eller anden måde kan gøre en forskel for andre. En forskel, der måske gør deres liv bare en anelse bedre. Rigtig glædelig jul til dig fra mig!

Nedenstående Link er til en artikel på tv-kalundborg.dk om en facebook gruppe, der hjælper mindrebemidlede familier og enlige. Samt et link til en artikel i Berlinske.dk om danskernes lyst til at hjælpe. http://tv-kalundborg.dk/Julegavehjaelp-via-facebook-til-traengte-familier http://www.b.dk/danmark/frivillige-i-koe-tilbyde-julehjaelp 

Der er vidst ikke nogen (i hvert fald ikke, hvis man følger bare lidt med i nyhederne), der ikke kender til sagen i Mariager med det homoseksuelle kærestepar, der blev chikaneret på det groveste pga. deres seksualitet. Det viste sig at være én gal mands værk. En enkelt person, der åbenbart er mindre begavet, meget ondskabsfuld eller begge dele. Men derudover bør også nævnes dem, der vidste, hvad der foregik, men valgte ikke at handle til trods for, at alle normale mennesker vel tager afstand fra den slags?!Det blev blæst op i medierne, hvilket det også burde, for det er selvfølgelig så langt fra okay, hvad der skete i Mariager , men at en hel by pludselig skal stemples som homofobiske er måske lige i overkanten. For at være ærlig, havde jeg lidt glemt sagen, hvilket jo (desværre) ofte sker, når tingene ikke længere har mediernes interesse.

Men jeg blev mindet om den forleden, fordi et par af mine amerikanske venner, der er homoseksuelle, skrev til mig i forbindelse med, at de skulle på ferie i Europa, og ville en tur forbi Danmark for bl.a. at besøge mig, men også fordi, de elsker Danmark.  Og bid gerne mærke i, at de elsker Danmark og ikke blot København (som mange turister ellers gør, primært fordi det er det eneste sted, de har været i Danmark). Men mine venner har været rundt omkring i Danmark, og ved, at Danmark er så meget mere end bare København. I Danmark har de følelsen af, at deres seksualitet ikke spiller en rolle. Hvor skønt er det lige at høre?! Så bliver jeg stolt over at være dansk (det bliver jeg altså også af andre ting, men der er desværre også ting, der gør mig knap så stolt, tværtimod).

Anyway, der er god grund til at være stolt, for København er i efteråret 2014 udråbt af verdens største udgiver af rejsebøger, Lonely Planet,  til at være det mest ‘homo-venlige’ sted i verden. København rangerer endda over San Fransisco og New York, som ellers plejer at ligge højt på listen.

Men når det er sagt, så tror jeg netop ikke på, at det kun er i København, at folk er ‘homo-venlige’, som de kalder det. Mange vil netop gerne udråbe provinsen til at være homofobisk sammenlignet med København. Men jeg tror ikke på, at det generelt er sådan, det forholder sig. Der er jo desværre ignoranter alle vegne, dem slipper vi ikke for. Men det er jo ikke sådan, at de samler sig ét sted, og så kan vi andre være fri for deres hadske og ignorante holdninger (gid det var så vel). Næ, de er skam her og der og alle vegne, i provinsen og i storbyen – lad være med at tro, at de kun (eller primært) befinder sig i provinsen – den holder ikke i mine øjne.

Som historien med det homoseksuelle par i Mariager, kan jeg fortælle en lignende historie, blot om en fyr i København. En af mine venner, der bor i København er så langt fra tryg ved at vise sine følelser for sin kæreste offentligt, fordi han fik tæsk en glad aften i byen – bare fordi han elsker en mand og ikke en kvinde. Og hans historie er jo ikke unik. Det er jo desværre blot en af mange historier, og der er sågar områder i København, homoseksuelle holder sig fra, fordi de ved, at man her har svært ved at acceptere deres seksualitet.

Derimod kender jeg faktisk flere homoseksuelle, der bor i provinsbyer, og som alle er glade for at bo, hvor de gør. De føler sig accepteret af samfundet på lige for med alle andre. Så mon ikke de trælse OG de gode tilfælde er at spotte både i provinsen og i storbyen?! Der er jo altid nogle, der ikke kan eller vil acceptere, at andre lever anderledes fra, hvad de selv gør. Det er idioterne, hvis I skulle være i tvivl. There, I said it. For man er altså idiot i mine øjne, hvis man dømmer andre ud fra fx deres seksualitet – og det står jeg ved.

Når jeg tænker over det, så kender jeg faktisk flere homoseksuelle, end jeg egentlig var klar over. Jeg har bare aldrig tænkt over det, fordi jeg er ligeglad med, hvilken seksualitet mine venner har. Jeg vælger mine venner ud fra helt andre kriterier, hvilket jeg går ud fra er tilfældet for de fleste. Jeg er ligeglad med folks hudfarve, religion og seksualitet (og så meget andet), og for mig at se, er folk, der dømmer andre mennesker ud fra en eller flere af disse faktorer, som allerede nævnt, enten mindre begavede, ondskabsfulde eller begge dele. Og ja ja, måske de ikke ved bedre, er der nogen, der vil sige, men så er det da på tide, at nogen lærer dem det!

Vi har alle sammen en forpligtigelse til at opføre os ordentligt over for hinanden. Vi kan mene, tænke og oven i købet sige højt, hvad vi mener, tænker og tror, fordi vi lever i et demokratisk samfund med ytringsfrihed og hele baduljen. Det værdsætter jeg hver dag, men det betyder altså ikke, at vi skal lade hånt om at opføre os ordentligt over for hinanden. En klog mand (jeg siger ikke hvem) sagde en gang til mig: ‘Hvis du ikke har noget positivt at sige, så hold din mund’. Det har jeg forsøgt at leve efter (det lykkedes ikke altid), men jeg er blever bedre…Måske de, der ikke kan acceptere andres valg af den simple grund, at de valg er anderledes fra deres egne, burde holde deres mund. Så kan de tænke, hvad de vil, men så er vi da fri for at høre på deres ubegavede og/eller ondskabsfulde holdninger.

Jeg faldt over dette læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten for noget tid siden, og jeg synes egentlig, at Karen Larsen beskriver flere ting, omkring opfattelsen af mulighederne for et godt og trygt liv for homoseksuelle i provins og storby, ret godt.

Nederste link gør mig stolt – håber, at det er sandt, og at vi kan bevare 1.pladsen.

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7179390/Dårlig-smag-i-munden/

http://www.b.dk/nationalt/lonely-planet-koebenhavn-er-det-mest-homo-venlige-sted-i-verden

Jeg linkede til en artikel om prisstigninger på boliger i provinsen tilbage i sensommeren/efteråret. På det tidspunkt var eksperterne meget skeptiske i forbindelse med,  hvorvidt det opsving man så kunne fortsætte.

Jeg er netop faldet over denne artikel, og det ser ud til, at eksperterne allerede nu er mere fortrøstningsfulde. Det går den rigtige vej for provinsen pt., når det gælder huspriser, men også fremtiden ser fornuftig ud, selvom der ikke ligefrem er tale om en egentlig prisfest i provinsen . Uanset, glæder det mig, omend jeg ved, at vejen endnu er lang.

http://politiken.dk/oekonomi/bolig/ECE2481225/regeringen-forventer-at-huspriserne-ogsaa-vil-stige-i-provinsen/

Jeg talte med et af Danmarks sjoveste mennesker forleden. At han var fra provinsen var bestemt ikke ærgerligt eller på nogen måde ubrugeligt, men det var nu ikke ’bare’ derfor, at jeg gerne ville tale med ham. Han har netop været aktuel med showet ”Prinser af provinsen” sammen med kollegaerne Jacob Tingleff og Daniel Lill – og navnet på showet er langt fra tilfældigt valgt. De har haft stor succes med showet, men hvad er det, de gør, når de står på scenen og taler om provins og storby, der får folk til at grine højt og længe? Mick Øgendahl tager nemlig ofte udgangspunkt i provinsen og storbyen, når han laver stand up. Det falder ham naturligt at tale om ’bonderøvene’ fra Falster og ’hipster-idioterne’ fra København.

”Dét at tage rundt med ’Prinser af Provinsen’ er som at komme tilbage til gerningsstedet. For mig er provinsen arnestedet. Det er der alt røgen kommer fra. Og uden røg ingen brand. Alt det der brænder inden i mig, er optændt af opvæksten i provinsen. Og alle de der storbysmarte hipstere – det kan godt være, at de går i pastelfarvede polo t-shirts og sejlersko, mens de hylder metroseksualiteten, men det ændrer ikke på det faktum, at det gør ondt at få tæsk med en træsko… og vi snakker den uden hælkappe.”

Ovenstående citat læste jeg for noget tid siden og kom selvfølgelig til at grine. Men samtidig fik det mig til at tænke (hurra). Mick Øgendahl ‘opdeler’ ofte folk fra provinsen og folk fra storbyen, som kommer de to ’grupper’ fra helt forskellige verdener. Det gør de måske nok på nogle områder, men er der så stor forskel på at være født og opvokset i provinsen kontra i København fx? Han gør ofte grin med de to grupper, og han rammer plet med så mange ting, at det næsten er uhyggeligt (men også utrolig underholdende). Dét er præcis det, de kan, når de står på en scene og får os alle til at grine – de rammer os. De rammer os, fordi vi kan nikke genkendende til det, de siger. Enten er det en vi kender, eller også er det en selv (også selvom vi ikke altid vil være ved det. Kun guderne ved, at jeg indimellem har tænkt: “det er mig, han taler om”). Ja, nu ved I det så også…

”Jeg tror, at jeg så ofte laver parodier på folk fra provinsen og provinsen i det hele taget, fordi det at komme fra provinsen, det er ’state of mind’ for mig. Et godt eksempel er en knallert. Min kone, der er fra Lyngby synes, at de er ulækre og platte. Men en knallert er for mig noget helt andet. En knallert er lig med frihed. Da jeg fik min første knallert, var jeg pludselig selvstændig, på samme måde havde jeg det med at få kørekort og bil. En knallert repræsenterer løsrivelse fra forældre, og den her famøse knallert med mælkekassen bagpå var guld værd. Man fandt hurtigt ud af, at det var smart og praktisk, når man skulle ud til gutterne. Man har jo prøvet at tabe 18 øl, og så er det altså federe at have en mælkekasse.”

Der var engang en af mine venner (han er i øvrigt også selv fra provinsen, da han er fra Roskilde), der sagde til mig, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen. Det var bestemt et kompliment, og han har jo ret. Ligesom Mick Øgendahl så fint forklarer – barn- og ungdommen har sat sine spor (ikke at jeg har kørt på knallert med en mælkekasse – eller uden for den sags skyld), men min fortid hverken kan eller vil jeg ændre på – ligesom tilfældet er for ham. Hvorfor skulle man egentlig også det? Min opvækst har jo netop været en rimelig væsentlig faktor for den person, jeg er i dag (så kan man jo diskutere, om det så har været så heldigt endda).

”Det er ikke tilfældigt, provinsen var en fællesnævner for vores show. Vi har ikke holdt hinanden op på det, men mit show handler kun om provinsen, og hvorfor gør det så det, spørger du. Fordi, du kan tage mig væk fra Lolland Falster, men du kan ikke tage Lolland Falster ud af mig. Jeg tror i øvrigt altid, at man har gjort det, du spørger til mht. historier om de forskellige ’grupper’, fx med århusianer-historier osv. Det er måske i virkeligheden et billede på, hvordan man alle sammen selv er i små glimt inden i. Folk fra Amager var jo fx også tidligere Københavns svar på bonderøve. Så er der jo også hele vestegnsdiskussionen. Hvis man fx har været til en fest, og man skal forklare en af kammeraterne om en eller anden pige, så kan man nøjes med at sige, at hun var sådan en ’ishøjtype’, så ved de nøjagtig, hvad man mener. Hun har nok været platinafbleget, har store silikonekasser, er ung mor og hedder måske Shila. Det er en slags ventil, og det har altid været sådan. Man tager en bestemt gruppe og hænger den til tørre, og når jeg tager folk fra provinsen, er det jo i bund og grund et spejl på mig selv.”

Provinsen er vigtig

”Ting går langsommere i provinsen, og det er vel både godt og skidt. Egentlig er det svært at sige, hvordan det var at vokse op på Falster, for man har kun en barndom og derfor intet at sammenligne med, og så er det jo svært at sige, hvordan det ellers ville være. Noget jeg fx gør, fordi jeg er vokset op på landet, er, at jeg definerer årstiderne ud fra markerne. Jeg ved fx, at når der bliver høstet, er det august, i november tager man roer op osv. At vokse op i provinsen betyder på mange måder, at man er i pagt med naturen – uden at det skal lyde alt for pladderromantisk, men man er en del af en cyklus på en eller anden måde, som man ikke oplever i storbyen. Jeg har fx indtryk af, at folk i storbyen forbinder stranden med varme og sol, og at sommeren netop er det eneste tidspunkt, hvor de bruger stranden. Jeg, derimod, elsker stranden hele året. Jeg er nok lidt melankolsk omkring, at de små samfund har svært ved at klare sig. Men faktum er bare, at det er sådan, det er. Det er sådan udviklingen er, og det bliver svært at føre tilbage. Verden ændrer sig, Danmark ændrer sig, og man kan ikke gøre så meget ved det. Den er svær at gå imod.

Hipster øko-freaks i København

Mick tror dog på, at der er muligheder for provinsen forude (det tror jeg nu også på). Jeg har efterhånden talt med en del mennesker i forbindelse med min blog, og fælles for mange er bl.a., at man nævner det store fokus, der i dag er på sund mad, økologi, frisk luft og natur, og at det jo hænger meget godt sammen med at bibeholde de små samfund.

”Men nogle gange svinger pendulet tilbage igen, og med den fokus, der er i øjeblikket på lokale råvarer, altså sund mad i det hele taget, hvem ved så, hvad det kan føre til for de små samfund. Det er jo helt vildt, førhen var en rødbede syltet, og det var den eneste måde, man spiste en rødbede på, og lige pludselig bliver de ovnbagt med balsamico. Hvad er nu det for noget?”

”Det er sjovt, det er tit folk i storbyen, der snakker mest om sund mad og natur, men de har ikke snitterne nede i det og har ofte aldrig prøvet det. Storbysfolk har det også med at komme med nemme udsagn, såsom, at landmændene sprøjter for alt, det gør de ikke, det er dyrt, og hvis folk bare kender lidt til landmænd, så ved de også, at de er økonomisk bevidste. Storbysfolk skal altid være hipstere og bannerfører, og det kan jeg godt more mig over. Nogle skal være så hipster og så unikke, nærmest menneskelige unikummer, men på en eller anden måde bliver de alle ens alligevel. Fx kører de alle rundt med cykelhjelme, der ikke må ligne cykelhjelme,  de ligner alle sammen hinanden, og de ligner stadig klaphatte på cykler, der ikke vil stå ved, at de er praktiske gøjer.”

Mick Øgendahl mener dog ikke, at folk fra provinsen og storbyen er helt så forskellige fra hinanden, som tilfældet var engang. Men griner alligevel over forskellene – og det gør vi jo egentlig også.

”Der er sket et skred. Det er blevet udlignet, vi ser alle sammen det samme tv, netflex, youtube osv. Men der er stadig ting, der er markant forskellige. Fx jovialitetet i sproget. Et konkret eksempel er, hvis en fest har været rigtig god. Spørger du fx om festen og maden var god, vil folk fra Lolland begynde sætningen med: ”Nej, nej, nej, jeg havde det så dårligt bagefter” og ”Nej, nej, nej, der var så meget mad, vi kunne slet ikke spise det.” Som i ”Ja, det var så sjovt, jeg kom sent hjem, drak, spiste og morede mig, og der manglede bestemt ikke noget”. Men det siger man ikke på Lolland. Når man derimod oplever københavnere genfortælle en fest, har festen været ”super, duper, fantastisk”, og der er ikke ender for superlativerne. Det er mere jordnært i provinsen. Her siger man bare: ”Det var fint nok…” Hos storbytyperne kan du trække 80 pct. fra som værende varm luft.

Jeg ved ikke, om vi er mere jordnære ‘os fra provinsen’, end ‘dem fra København’, men vi har det måske knap så stramt med at skulle leve op til en hel masse? Måske er det omvendt? Men jeg kan godt lide, at folk siger tingene ligeud, og det synes jeg, at folk fra provinsen er gode til. Herude er en spade en spade. At de så indimellem på andre tidspunkter mangler lidt situationsfornemmelse, er en anden sag…

Mick Øgendahl bor i dag i København, og flytter nok ikke lige tilbage til Falster. Han gør grin med stereotyperne fra provinsen i stor stil (og han gør det godt), men der er ingen tvivl, når du hører ham tale om hjemegnen –  her ligger en bid af hans hjerte.

‘Lars Nielsen var sikker på, han havde begået sit livs fejl, da han flyttede til Abu dhabi, men han endte med at opbygge en af ørkenstatens største turist- succeser. Nu drømmer han om at gøre sheikerne kunsten efter, så Vestsjælland bliver alletiders turistmagnet‘.

Sådan skrev journalist, Tom Okke i Børsen i fredags, da de bragte et interview med Direktør for VisitVestsjælland, Lars Nielsen.

Foto: Henrik Johansen

Jeg snakkede med Lars i går, og han tror på projektet. Han har idéer og visioner for området og ikke mindst en masse gåpåmod – de har klart fundet den rette til projektet. Faktisk er det interessant netop, fordi en ny rapport faktisk viser, at Vestsjælland er Danmarks hurtigst voksende turistdestination netop nu. Væksten inden for turisme har langs Sjællands vestkyst overhalet resten af landet.

Ifølge rapporten oplever Vestsjælland i 2014 en vækst på ca. 30.000 overnatninger, svarende til 10,7 pct. sammenlignet med 2013. Den gennemsnitlige stigning i hele landet er på lidt over to procent.

”Vi oplever væksten over alle overnatningsformer, men den helt store interesse kommer fra virksomheder, som har fået øjnene op for de naturbaserede konferenceaktiviteter, som området byder på”, siger Lars Nielsen.

Virksomheder efterspørger i stigende grad konference- og mødefaciliteter, hvor arbejde og samvær i naturen spiller en central rolle. Denne efterspørgsel er blevet mødt af flere konferencesteder langs Sjællands vestkyst, og fremgangen mærkes især på Saltoftehus på Saltofte Gods i Kalundborg og på Comwell i Korsør. Derudover har Dyrehøj Vingård på Røsnæs og Gerlev Legepark ved Slagelse, oplevet en øget interesse fra virksomhederne.

Foto: Henrik Johansen

”Vores mål har hele tiden været at udbygge kendskabet til destinationen, fordi udbuddet af turismeprodukter ved Sjællands vestkyst er både større og bedre end de fleste går og tror. Samtidigt er det værd at huske på, at området langs Sjællands vestkyst geografisk set er et meget centralt mødested for en national virksomhed,” siger Lars Nielsen.

I forvejen har Sjællands Vestkyst over 450.000 turismeovernatninger om året og et turismeforbrug på omkring 1,45 milliarder kr.

Nedenstående link er til førnævnte artikel i Børsen. Det er desværre en betalingsartikel, men tænkte, at der sikkert var nogle, der har abonnement eller nogle, der gerne vil betale for at læse artiklen. Anyway,  muligheden er der i hvert fald, og artiklen er klart værd at læse…

http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/99339/artikel.html?hl=VmlzaXRWZXN0c2rmbGxhbmQ7VmVzdHNq5mxsYW5kO1Zpc2l0IFZlc3RzauZsbGFuZA,,

Jeg synes lige, at jeg vil dele nedenstående link med jer. Morgenavisen Jyllands-Posten har nemlig for få dage siden bragt en rigtig fin artikel om Røsnæs, som ligger ved Kalundborg – provinsbyen, som jeg er fra;-) Har du endnu ikke læst artiklen og set de smukke billeder, så gå ind på nedenstående link, når tid. Artiklen viser nemlig så fint, hvad provinsen også er…

http://jyllands-posten.dk/rejser/danmark/ECE7224319/Vestsjællands-vidtstrakte-vandrerute/

Jeg har haft fornøjelsen af hans selskab – og det er absolut ikke kedeligt. Da vi første gang snakkede sammen i sommer, fandt jeg hurtig ud af, at han havde en mening om mange ting – ikke blot om ’medvind på cykelstierne’…(det er jeg ellers stor tilhænger af). Nå, men derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at høre hans mening om urbaniseringen i Danmark og hvorfor, han har valgt at bo langt ude på landet.

Han er kendt for mange ting, men nok mest for sin optræden sammen med Finn Nørbygaard, sine sjove kommentarer, sine anderledes jakkesæt og ikke mindst for sit valgprogram i 1994, hvori der bl.a. står ’mere medvind på cykelstierne’. Han er født på Færøerne, men er vokset op i Risskov ved Århus. Siden da har han boet i både Silkeborg og Hornbæk. I virkeligheden kan han bo alle vegne, da han er kosmopolit. Men han har helt frivilligt valgt at bosætte sig langt ude på landet på Fyn, og han elsker det. Han holder af stilheden og naturen, men det betyder ikke, at han ikke elsker storbyen og at rejse ud i verden, for det gør han, og han rejser meget. Men de små samfund i Danmark og naturen betyder meget for ham, men han er nu ikke bange for, at det vil forsvinde, for han er sikker på, at ligesom alt andet skifter, så gør trenden med at bo i storbyerne det også på et tidspunkt.

Jeg havde en meget interessant samtale med Jacob allerede i sommer.

”Det der med at bo, det er ligesom med modetøj. Det skifter hele tiden, og det gør det også mht., hvor det er moderne at bo og opholde sig. Sådan er det også med Nordsjælland og København. Tingene ændrer sig hele tiden.

Jacob Haugaard fortæller, at han er et rigtigt forstadsbarn. Århus er i hans øjne en storby, og var det også dengang, han var barn.

“Det tog kun ti min. at cykle ind til byen ude fra landet, hvor jeg boede. Århus var virkelig storbyen, og Risskov var virkelig landet dengang. Det er nok mindre landet i dag.”

Grænser rykkes

Og han har jo ret, linjerne for by og land flytter sig hele tiden, og det vil de nok altid gøre. Det er også tankevækkende, at folk definerer storbyen forskelligt. Nogle mener, at der kun er én ’rigtig’ storby i Danmark, og det er København, andre mener, at også Århus, Aalborg og Odense kvalificerer sig som værende storbyer. Og spørger du dem i Vanløse, om de bor i København, svarer de et rungende ja, men man får et sikkert nej på spørgsmålet om, hvorvidt man bor i København, hvis man bor i Vanløse, når man spørger en fra København K. Definitionen er altså meget forskellig afhængig af øjnene, der ser.

Jeg kan i øvrigt ikke lade den gå forbi, når Jacob Haugaard selv nævner ordet ‘mode’ og ‘tøj’. Jeg er simpelthen nødt til at knytte en kommentar til Jacobs valg af tøj, nu han selv nævner ‘modetøj’. Mon ikke, at han er gået imod strømmen én gang eller to før, hvad angår valg af tøj i hvert fald. I virkeligheden nok også i mange andre henseender – og det elsker jeg, når folk tør gøre.

”Men taler vi om ’rigtige’ storbyer, så har Danmark i min optik ingen. Så er det New York, Shanghai, Rio, Mexico City osv. Men det er faktisk tankevækkende, hvor mange kosmopolitter vi har i provinsen og fx et sted som Færøerne. Der bor mange flere kosmopolitter uden for storbyerne, de har jo penge. Dem i København, de har jo ingen penge, de bruger det hele på husleje. Men folk i provinsen ER faktisk meget berejste. Folk, der bor på Færøerne er et sjovt eksempel, da man her er så langt væk fra alting, at man næsten ikke kan komme længere væk. Det er verdens ende, og alligevel er mange af dem deroppe i høj grad kosmopolitter. De er meget berejste og har været i mange storbyer over hele verden. Det er ikke, hvad man tror, når man lige tænker Færøerne.”

Jacobs hus på Fyn

Jacob Haugaard kan tilpasse sig alle vegne, og han elsker både storbyens larm og provinsens fred og ro. Men han har dog truffet et valg ud fra, hvad han havde mest lyst til, og det var at bo ude på landet.

”Jeg fungerer fint alle steder, her er stille og roligt, og da jeg er i både København og Århus mange gange om måneden, er det altid dejligt at komme hjem til fred og ro. Her kan jeg slappe af, gå tur i naturen med hundene og nyde stilheden.”

Den store forskel

”Der er lavet mange undersøgelser på levestandard i Danmark, og jeg blev meget forundret, da jeg læste en undersøgelse for noget tid siden, hvor den ene familie boede i Tønder og den anden i Hørsholm i samme slags hus, samme standard, samme indtjening pr. familie osv., men familien i Tønder havde kr. 6.000,- mere til sig selv om måneden, end dem i Hørsholm simpelthen pga. boligpriserne i København og Nordsjælland er så høje i forhold til resten af landet. Det er da tankevækkende.”

Mediernes mekka

Ligesom tilfældet er med så mange andre, jeg har snakket med om dette emne, siger også Jacob, at medierne er koncentreret om København, og at det derfor naturligt skaber en særlig interesse for København for mange mennesker, både hvad angår bolig og job. Det er her, det sker. Der er en vis signalværdi i at kunne sige, at man bor og/eller arbejder i København eller nord for.

”Jeg ville nok få mere arbejde, hvis jeg boede i København. Medierne er i København, og medierne har meget at sige i forhold til, hvad laver, og jeg er langt fra dem her ude på landet på Fyn. København giver andre muligheder arbejdsmæssigt, det er der ingen tvivl om. Faktum er jo, at det er i København det hele sker. Derfor er det også klart, at det er i København, at ungdomskulturen er stærkest, det er der de unge vil være, fordi det er her, det sker. Men det kunne træffe, at det med tiden blev delt mere ud til provinserne, hvem ved. Jeg er egentlig ikke så bekymret for provinsen, den skal nok klare sig. Den har meget at byde på. Folk vil vende tilbage igen. Det andet er uholdbart i længden, fx kan vi jo ikke alle bo i København. Det er i øvrigt også mærkeligt, at de der snakker mest om miljø, bor i lejligheder i byen, vi andre er ude i det. Og det er der flere, der vil igen på et tidspunkt. Hvis du vil miljø og sund mad, skal du ud af storbyerne. Men medierne har alle dage været dårlige til at fokusere bredt. Tag fx England, alle kender London, og det er, hvad mange forbinder med England, men i virkeligheden er det ikke et ret godt billede på England. Men det er det, man kender. Centraliseringen vil helt sikkert fortsætte et stykke tid endnu, men der kommer et naturligt stop på et tidspunkt. Det er bare et spørgsmål om tid. Flere og flere fokuserer i dag på fx ren luft og egen dyrket sund mad fra haven, og det kan du ikke få i København. Der kommer modbølger…”

Jeg er enig med Jacob i, at det primært er i København, det foregår,  men jeg mener jo netop, at de danske medier burde være bedre til at rette fokus bredere end, hvad tilfældet er i dag. De burde vise andet end, at alt vest for Valby Bakke ‘bare’ er udkantsdanmark, og at Danmark ikke blot er København, men består af så meget mere.  Der er ingen tvivl om, at præmisserne er svære for de små samfund mange steder i dag, og indbyggerne i provinsen skal være kreative og snarrådige for at overleve. Men det kan lade sig gøre, hvis man tænker sig om og gider arbejde for det.

Miljøsvineri ses både i by og på land. Vi sviner alle vegne, og det er der jo ikke noget nyt i. Men jeg er sindssyg træt af at se på, hvordan danskerne smider alt i naturen – og jeg mener alt. Måske man lægger mere mærke til det herude, hvor naturen er lidt tættere på? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er pinligt, at vi ikke kan finde ud af at rydde op efter os selv. Uanset, om man bor i provinsen, på stenbroen eller i København K, er det grimt og ulækkert at se på. Og ikke mindst tankevækkende, at så mange mennesker ikke kan se det forkerte i bare at smide fra sig, hvad man lige har i hænderne i stedet for at smide det i en skraldespand. Og er der ikke en skraldespand i nærheden, ja så må man jo tage det med sig. Sådan er reglerne, hvor svært kan det være?

Jeg har måske især tænkt over vores tilgang til at smide ting i naturen og på gaden, fordi min bror bor i Singapore, hvor alt er meget rent og pænt, næsten lige meget, hvor du befinder dig. Du får ganske enkelt høje bøder for at smide affald både på gaden og i naturen. Nu er det jo ikke fordi, jeg ønsker mig en stat som Singapore i julegave (Singapore er en autoritær stat med blandt andet streng kontrol af massemedierne – og det er jeg jo i hvert fald ikke tilhænger af), men vi kan ikke komme uden om, at der er rent og pænt, at man så også kan komme i fængsel for de særeste ting, er en anden sag…

Øøøøøh, det er jo bare papir

“Jamen det er jo en ispind, den er lavet af træ. Den må man godt smide”. Eller “Det er jo bare papir, det forsvinder hurtigt” Ja, okay, hvordan tror du, at det ville se ud at gå en tur på stranden eller i skoven, hvis alle 5.6 mio. mennesker i Danmark tænkte sådan? Præcis som at mange mennesker ikke synes, at cigaretskod er affald. Blot til info, så tager det et til fem år for naturen at nedbryde et enkelt cigaretskod. Og i øvrigt er de fulde af kemikalier, som siver ned i jorden. Cigaretskod er altså også affald. Punktum. De fleste ved, at vi skal passe på naturen, de færreste gør det.

Jeg fik egentlig  idéen til indlægget her, da en af mine venner skrev til mig, at midt i vores ’skælden ud’ over at blive kaldt udkantsdanmark og den rådne banan, er provinsboerne verdensmestre i visuel forurening. Og han har så meget ret! Vi trænger i den grad til et nyt udstillingsvindue.

Nå, men det er altså åbenbart meget svært. Men udover, at det ødelægger den fine natur er det også grimt og ulækkert at se på, og det er pinligt. Pinligt, fordi det er det indtryk provinsen efterlader hos alle de mennesker, der af den ene eller anden grund besøger provinsen. Jeg siger ikke, at det er alle steder, at det er et problem, men hånden på hjertet, så kan vi vidst godt alle sammen nikke genkendende til problemstillingen. Derudover smitter det. Forstået således, at flere undersøgelser faktisk viser, at folk er mere tilbøjelige til at smide affald, hvor der i forvejen ligger noget. Måske det også har en effekt, at mange offentlige områder/parker i Danmark i dag så langt fra bliver vedligeholdt, som de burde og som man så i ’de gode gamle dage’. Det bidrager måske også til, at folk tænker, at det kan være lige meget, når der alligevel ikke ser ordentligt ud?

Provinsen sælger faktisk sig selv temmelig dårligt på det grundlag. Og begynder man at tale om tilflyttere, skal man nok ikke være den hurtigste knallert på havnen for at regne ud, at det ikke er gammelt affald i naturen, faldefærdige beskidte facader i byens gågade, hvor tidligere butikker har ligget, men hvor vinduerne nu er prydet af iturevet gråt papir, nedrivningsmodne huse på hovedgaderne rundt omkring og ophobning af rustne landbrugsmaskiner, containere og oliedryppende bilvrag i forhaven til de ellers så idylliske landbrugsejendomme, der får folk til at tænke: “Her vil jeg Sørme gerne bo”. Tværtimod er det benzin til bålet, når vi snakker fordomme om provinsen.

“Har vi alle ikke et ansvar for at gøre provinsen attraktiv, eller er det kun foran Tivoli, der skal være pænt?” skrev han bl.a. til mig. Og igen rammer han hovedet på sømmet. Vi kan ikke bare skyde skylden på politikerne eller, hvem vi nu ellers har lyst til at gøre til syndebukke i den her sag. Vi har alle et ansvar, men vi lever ikke op til det. Hvis provinsen skal være attraktiv for turister og tilflyttere (og for de, der allerede bor der), skal tingene også se ordentlige ud. Så simpelt er det. Udover at vi passer på den fine natur og tænker på miljøet, er sidegevinsten altså, at provinsen vinder point for det nye udstillingsvindue.

I tror det måske ikke,  jer inde i storbyen, men der er faktisk også internetforbindelse herude på landet. Herude er man, ganske som I,  gået væk fra det der modem-noget, der ringer op med høj skinger lyd for at få forbindelse til noget man kalder ’internettet’. Man kan endda få installeret wifi herude – ligesom i storbyerne.

Jeg læste en artikel for nylig, hvori der netop stod, at provinsen i Danmark havde problemer med bredbåndsforbindelsen. Det er muligt, at det forekommer flere steder, eller det ved jeg, at det gør, men manden i artiklen fik det til at lyde som om, at internettet var en by i Rusland for os i provinsen. Nogle af jer kan måske huske, at jeg fortalte om den der undren blandt kollegaer og venner, da jeg fortalte, at jeg flyttede fra København til en lille by ude ved vandet i Vestsjælland. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg ville flytte til Sibirien (der har de sgu’ nok heller ikke nogen ordentlig bredbåndsforbindelse).

’Da shit’

Livet i hovedstaden er det bedste – intet mindre end stedet. Nord for København kan også gå an, da ‘de rigtige’ mennesker også huserer her. Alt andet er kun for de andre. Kigger jeg helt navlebeskuende på min egen socialgruppe af unge (okay, jeg er ikke helt ung, men I ved, hvad jeg mener) veluddannede mennesker med karrierejobs i hovedstaden, er fænomenet endnu tydeligere. Man kan ikke flytte fra byen, hvis man har mulighed for at blive. Punktum.

“Du har boet i Århus og mange år i København, og nu er du flyttet til provinsen?”  En åbenbart ulogisk og forvirret beslutning truffet af et lettere ustabilt menneske for nogle år tilbage – nemlig mig. Hvem flytter frivilligt mod moderniteten – og majoriteten for den sags skyld? Hvem flytter frivilligt fra hovedstaden til provinsen? Den moderne naturromantik trives umiddelbart bedst på livsstilsmagasinernes farverige sider. Det er blot en illusion, at der er godt på landet. Eller hvad?

Omvendt er jeg også herude i vandkantsdanmark blevet set på med undren, når jeg ærligt har sagt, at jeg savner København. For det gør jeg, men det betyder ikke, at jeg nødvendigvis synes, at det ene er bedre end det andet. Jeg er i virkeligheden hverken antistorby eller antiprovins, selvom nogle tror, at det er tilfældet. Jeg er nærmere pro-storby OG pro-provins. Men mange storbymennesker og forstadskøbenhavnere forstår det ganske simpelt ikke. De forstår ikke, hvad vi laver herude på landet. De bliver nærmest paniske ved tanken om provinsens stille liv og højst sandsynlig en anderledes social sammensætning. Der er også meget mørkt derude på landet, og nogle af dem, der bor der er virkelig nogle bonderøve, og måske internetforbindelsen slet ikke virker?

Ja, surprise – der er mørkere på landet end i byen, og ja, der er en enkelt eller to bonderøve herude (okay måske flere), men er der i virkeligheden ikke det alle vegne – også i storbyen (jeg har i hvert fald mødt et par stykker), og er det nødvendigvis skidt? Men vi har altså det der moderne skidt, de kalder internetforbindelse, endda den hurtige slags uden ledning. Og ja, det er muligt, det kan synes fremmedartet for udenforstående uden kendskab til livet på landet og provinsens kvaliteter, men der findes faktisk mennesker, der lever et lykkeligt liv i provinsen. Eller måske endda helt ude på landet, hvor der ikke engang er gadelygter og, hvor man må gå på arbejde eller til nærmeste nabo, når sneen falder tykt, fordi vejene ikke bliver ryddet. Til gengæld er der højt til loftet ude i naturen, man kan se stjernerne på himlen, og man har langt større chance for at opleve sneen dale hvidt fra en frostklar stjernehimmel, hvor sneen også forbliver hvid og smuk, når den rammer jorden. Og tro det eller ej, men mange mennesker i provinsen er også ressourcestærke, reflekterende, kritiske og selvstændige mennesker.

Det, jeg i virkeligheden forsøger at sige, er, at der heldigvis er et valg. Jeg elsker valg på nær, når jeg ikke ved, hvad jeg skal vælge. Så er det virkelig et problem. Men jeg vil helst ikke fratages valgmuligheden alligevel til trods for, at jeg ikke er sikker på, hvilken vej, jeg skal vælge. Men jeg vil sgu’ have valget og bestemme selv! Altså her et valg mellem at bo i storbyen eller i provinsen. At have valgmuligheder er altid et privilegium, med mindre man, som jeg, nogle gange bare bliver mere forvirret af mulighederne. Men husk på, at det ene ikke nødvendigvis er bedre end det andet, bare anderledes. Nogle kan lide at bo i storbyen, andre på landet. Jeg selv er en mærkelig blanding, for når jeg er det ene sted, savner jeg det andet. Jeg elsker storbyen og stortrives her, men jeg elsker også naturen og den fred og ro, der rammer en lige i hjertet ude på landet. Og ligesom vi alle (heldigvis) ikke er ens, så har provinsen og storbyen hver deres charme. Lad os værne om begge dele, så vi i fremtiden stadig har et valg…

Tæthed er ikke nærhed. Fordi man møder mange mennesker hver dag på sin vej til og fra job eller, hvad man nu har af gøremål i en storby, er det ikke det samme som, at man er mange mennesker nær. Tværtimod. Når jeg her skriver ‘møder’, mener jeg nemlig ikke, at man stopper op og taler med dem, har noget sammen eller kender hinanden.  Næ, jeg mener, at man fysisk går forbi andre mennesker, støder ind i dem, står mast op af dem i metroen eller i bussen, men her slutter forbindelsen også. Det eneste man har til fælles med ‘alle de andre’, er, at man alle skal fra a til b hurtigst muligt – helst uden forhindringer, som ‘alle de andre’ i virkeligheden bare er en travl morgen eller eftermiddag.

Jeg er klar over, at København ikke er den slags storby, som nedenstående artikel handler om, idet artiklen handler om Shanghai. Men læs lige artiklen alligevel, den er ret interessant, fordi Shanghai er så langt fra den eneste by med de problemer, der er andre som Shanghai, og der vil komme endnu flere i fremtiden. Ja, Shanghai er en storby i en helt anden betydning end, hvad tilfældet fx er for København, idet vi snakker et indbyggertal på over 24 millioner, og som ydermere er hastigt voksende med mere end 0,5 millioner om året.  Men selvom vores København så langt fra ligner, hvad der bliver beskrevet i artiklen, er det nu alligevel lidt tankevækkende, at flere og flere storbyer efterhånden minder om, hvad Anne Katrine Braagaard Harder beskriver i  sin oplevelse af Shanghai.

Og vi kan da lige så godt være ærlige og erkende, at også i København er ‘alle de andre’  lidt for ofte blot forhindringer, når man har travlt og skal fra a til b. Det er ikke kun i storbyer som Shanghai. Til gengæld er der stadig masser af nærhed i København i alle de ‘små’ bysamfund her og der, og det er netop charmen ved byen – og noget af det jeg elsker så højt. Hver bydel har sin charme, og sådan skulle det gerne forblive. Det samme gør sig gældende for meget større byer som fx London, Paris og New York – de har også deres ‘små’ lokalsamfund i storbyen, og uden dem, ville jeg i hvert fald ikke holde så meget af byerne, som tilfældet er. Jeg har rejst meget, og har været i mange storbyer verden over, og jeg falder altid for de byer, hvor netop ‘nærheden’ stadig er eksisterende. Måske kun i små doser og ikke overalt i byen, men den er der, og jeg mærker den. Jeg har også været i storbyer a la Shanghai, og det er spændende, men jeg vil gerne videre ret hurtigt (men jeg er jo også bare en pige fra provinsen).

Men vil nærheden bestå i København, hvis halvdelen af Danmarks befolkning bor i København om 20 år? Vil de store byer kunne holde fast i de små ‘samfund’ i byerne, der netop gør dem hyggelige? Måske København ikke ligefrem er i overhængende fare for at blive et nyt Shanghai, men det er da værd at huske på, at netop de små samfund, der eksisterer alle vegne – i storbyerne og i provinsen er værd at bevare, fordi de har værdi for en masse mennesker, der sætter pris på, at der stadig – i en travl hverdag – er plads til nærhed.

Jeg håber af hele mit hjerte, at vi alle, herunder især byplanlæggerne, altid vil huske på, hvor vigtig nærhed er for mennesker. For jeg er slet ikke i tvivl om, at uden nærhed, går mennesker i stykker. De bliver ensomme og er ikke en del af et fælleskab med en eller anden form for fælles referenceramme. Og jo større byerne bliver, jo større bliver udfordringerne for danskerne og ikke mindst byplanlæggerne, hvis de vil bibeholde nærheden og ikke blot tætheden.

Vi er i Danmark, og nok især i provinsen, vant til, at det hele ikke er så stort. Det giver vel i virkeligheden også sig selv, at vi ikke pludselig får kæmpe byer alá Shanghai, Danmarks indbyggertal og størrelse taget i betragtning. Men urbaniseringen og centraliseringen er et faktum over alt i verden i dag, også i lille Danmark. Det er derfor værd, at huske på vores værdier. Det er VIGTIGT, at huske på vores værdier. Huske på, hvad det er, der gør, at nogle vælger at bo i større eller mindre provinsbyer, men andre vælger storbyen. Huske på, at selvom vi bor forskellige steder i Danmark, har vi stadig en masse til fælles. Huske på, at København, som stadig er en lille storby i forhold til så mange andre storbyer i verden, holder vi af bl.a. fordi, der stadig er plads til nærhed. Fjerner vi nærheden, ødelægger vi byen. Og ‘nærheden’ er jo netop også, hvad mange søger, når de flytter til provinsen – fordi her, får man den ofte i endnu større grad. Jeg er hverken pro- eller antistorby eller provins, men uanset, om jeg bor i provinsen, i København eller på Grønland, vil jeg håbe, at fremtiden giver plads til både store og små samfund, hvor ‘nærheden’ ikke er glemt.

http://netudgaven.dk/2014/10/shanghai-er-pa-steroider/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=shanghai-er-pa-steroider