Forfatter: gittekorsgaard (Side 14 af 19)

Vil gerne – kan ikke

Medierne har længe svælget i idéen om ressourcesvage mennesker i provinsens mørke. Og ja, der er ressourcesvage i provinsens mørke, men det er der da alle vegne, vil du måske sige nu. Og ja, der er ressourcesvage alle vegne, men provinsen har fået en særlig status i den forbindelse, og det er der faktisk en grund til.

Vidste I måske, at på Lolland får hver femte borger i arbejdsstyrken førtidspension. Det er mere end fem gange så meget, som i fx Dragør. Og Lolland er ikke den eneste landkommune, som har mange førtidspensionister. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelse har en lang række kommuner op mod 20 pct. af arbejdsstyrken på førtidspension. Det gælder for kommuner på Vestsjælland, Lolland Falster, Fyn, Sønderjylland og ved Limfjorden.

Langt de fleste førtidspensionister er lokale borgere, men enkelte kommuner melder også om en social trafik, hvor førtidspensionister fra storbyerne flytter på landet. På Lolland og Langeland er hver tyvende førtidspensionist tilflytter.  Det er da stof til eftertanke, da det jo desværre ikke bidrager til en bedre økonomi i yderområderne.

Vil gerne – tør ikke

De mennesker, der bor i ’udkantsdanmark’ oplever desværre øget utryghed og forringelse af levevilkårene. Hvor den danske stat ustandseligt står på spring for at øge væksten i København og de større byer med hospitaler, koncertsteder, metroer og anden infrastruktur, er det lidt som, at man har glemt udkantsområderne. Og det er jo netop udkantsområderne der, i den grad, har brug for både bedre infrastruktur og kulturliv.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, er der mange, der strømmer til de større byer, men drømmen om livet på landet har alligevel stadig godt tag i mange danskere. Ifølge en undersøgelse fra YouGov vil hver 5. dansker, der i dag bor enten i større byer eller i hovedstadsområdet, gerne bosætte sig på landet. Hvis de drømme blev til virkelighed, ville befolkningstallet i yderområderne stige med næsten 50 pct.

Undersøgelsens resultat står jo, mildest talt, i ret skarp kontrast til den ret negative omtale, som yderområderne i Danmark får i medierne. Til gengæld passer den fint sammen med de undersøgelser, som Center for fremtidsforskning har foretaget. Deres undersøgelser viser nemlig, at mange danskere gerne vil flytte i hus med egen have, men frygten for krisen og yderområderne har stoppet dem.

Ifølge YouGovs undersøgelse, er detsærligt naturen, folk tiltrækkes af, når de flytter på landet, men de kræver også, at der er god infrastruktur, gode institutioner og hurtig internetforbindelse, der gør det muligt at arbejde hjemmefra, ligesom mobildækningen skal være i orden.

Undersøgelsen understreger jo egentlig, at yderområderne i virkeligheden er mulighedernes land, hvilket må siges at stå i kontrast til alle de negative historier om provinsen, man får serveret af medierne. Men vil vi bevare levende lokalsamfund i hele Danmark, venter en stor opgave forude for os alle, ikke mindst regeringen og kommunerne.

Vil gerne – må ikke

Jeg har talt med flere ejendomsmæglere, der fortæller mig, at de nærmest dagligt oplever, at folk har problemer med at få finansieret deres boligkøb i ’udkantsdanmark’. Der er købere til husene i ’udkantsdanmark’, men de får ikke grønt lys af ’finansministeren’, der er bange for ’udkantsdanmark’, men dog ikke siger det højt. Det bliver derfor begrundet med noget andet, men hverken bankrådgiverne eller ejendomsmæglerne er i tvivl om, at det skyldes ’udkantsdanmark’ – sørgeligt nok. De små landsbyer dør ud, og nogen er nødt til at gøre noget for at få gang i hushandlerne – og der har da været en del forslag fra politisk side til, hvordan man kunne gribe det an

Jeg håber, at den danske stat (og kommunerne) kan se nødvendigheden af en bedre infrastruktur mellem landsdelene, og det der internet og den der mobildækning – det skal altså dække ALLE steder, ikke visse steder på matriklen. Man kan jo ikke sidde ude på terrassen eller på børnenes værelse, fordi signalet dér er bedst. Ligesom vigtigheden af, at man ikke er stavnsbundet, det er jo netop derfor, at folk ikke tør købe, hvilket igen er en ond cirkel, fordi man så ikke kan sælge, og så kører den ellers i ring. Men hvordan får vi brudt den onde cirkel?

Jeg har tænkt mig at hive fat i en række politikere, for at tale med dem om netop ’udkantsdanmark’. Jeg håber, at kunne få nogle mere konkrete svar på, hvordan de tænker, at vi alle sammen løser problemerne i yderområderne i dag. For det er da vigtigt for os alle uanset, hvor vi bor, at vi har et Danmark, der fungerer som en helhed, og at der er muligheder og ikke blot begrænsninger – også selvom man bor i en mindre provinsby.

‘Udkantsdanmark’ – udkanten af hvad?

Jeg er egentlig lidt træt af det store fede klistermærke, som provinsbyer får klistret i panden hver eneste dag af en eller anden, der aldrig har sat sine fødder udenfor København. En, der mener, at han/hun skal fortælle lidt om ’udkantsdanmark’. Udkant af hvad? Af København eller? Ja, det må det være, for det kan i hvert fald ikke være i udkanten af fx naturen, hvor man kan se solnedgangen, solopgangen og stjernerne på himlen,  og hvor havet og skoven mødes, som den gode nabo, de er til os herude. For i den henseende, er ‘udkantsdanmark’ i den grad i centrum. Og det er trist, at ikke alle kan se det også.

Danmark er altså, som sagt utallige gange tidligere, mere end vores smukke hovedstad. Og ja, jeg er med på, at det hedder ‘udkantsdanmark’, fordi det er et begreb, man bruger om de kommuner/byer, der i særlig grad lider under urbaniseringen. Men det er et meget negativt ladet ord, og netop fordi, provinsen mange steder bl.a. har en meget smuk natur, som jeg selv holder meget af, og i øvrigt opholder mig meget i, synes jeg, at det er en skam, at man skal have påklistret et mærkat, der er så negativt, når provinsen er så meget mere end, hvad mange opfatter den som.

Urbaniseringen er absolut ikke et nyt fænomen, og kommer vel heller ikke bag på de fleste, men måske det kommer bag på de fleste, at Danmark faktisk er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by. Danmarks Statistik har bl.a. lavet undersøgelser, der viser, at befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 pct. siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 pct.

Dét, der nok foruroliger mig mest, er, at ingen rigtig gør noget ved det. Jo jo, vi snakker alle om det, især politikerne og de såkaldte eksperter, men der sker bare ikke rigtig noget. Man lapper sådan i det små her og der, men intet, der sådan for alvor fører til ændringer, der er positive for de mindre provinsbyer. Alt forsvinder fra provinsen, det være sig uddannelser, kulturelle tilbud, hospitaler skoler osv. Den der med, at alle skal have lige muligheder, den holder vidst ikke rigtig længere. Det pudsige er, at alle de politiske partier hævder at ville gøre noget, og de mener sågar flere af dem, at det er dem, der har haft et lovforslag om netop denne problemstilling; hvordan gør vi noget ved udvandringen fra provinsen. Jeg er ligeglad med, hvem der har fundet på det, men lad os nu se noget handling – alle snakker bare. Der mangler i den grad visioner! Det er ikke nok, at man river et gammelt faldefærdigt hus ned her og der, bygger seks km af en motorvej eller forbedrer internetforbindelsen. Selvfølgelig er det alle tiltag, der gør en forskel, men helt ærligt, så skal der altså tænkes større og mere langsigtet.

Problemet, som jeg ser det, er, at ofte er det  folk, der bor i byen, nogle af dem har aldrig prøvet andet, og de ved i virkeligheden ikke meget om livet i de mindre provinsbyer. De har de der briller på, hvorpå der står, at alle, der bor i provinsen nok går med flyverdragt og træsko og lytter til Kandis. Hver søndag går de til banko og kører på genbrugen. Men faktisk kan det tælles på en hånd, de gange jeg har mødt en voksen i flyverdragt (og tak for det i øvrigt), og det er altså heller ikke alle i provinsen, der kan lide Kandis! Den der med genbrugen, den holder måske, og hvad så?

Nu er der måske nogen, der tænker, hvorfor det er så vigtigt, at vi har både og. Storby og provins – både de større og mindre provinsbyer. Det skal jeg fortælle. Eller jeg skal fortælle, hvorfor jeg synes, at det er vigtigt, at vi poster penge i det projekt. Fordi diversitet er vigtigt i et samfund. Jeg er godt med på, at vi går mod tider, der betyder, at flere mennesker samler sig i større byer, men der findes faktisk også en del, der gerne vil bo væk fra storbyen – som fx holder meget af naturen. Ja ja, så kommer næste spørgsmål måske – hvorfor bliver de mennesker så ikke bare boende i provinsen, vi andre i storbyen, og alt er godt. Men det er det jo ikke. Der mangler i den grad tilbud til børn, unge og ældre i provinsen, giv dem nu muligheder i stedet for begrænsninger.

Igen, jeg er godt med på, at provinsen ikke skal kunne måle sig med vores hovedstad, når vi taler kulturliv osv., men er det for meget at forlange, at fokus rettes lidt væk fra København et øjeblik og ud i provinsen, hvor flere mio. danskere trods alt stadig bor – mange af dem vil rent faktisk gerne blive boende – helt frivilligt (tro det eller ej). Det er lavet undersøgelser, der viser, at mange gerne vil flytte på landet, hvis blot der er job at få. Men jeg kan faktisk godt forstå, at folk er utrygge mange steder i yderområderne. Det handler både om velfærd og den almindelig service generelt, men i høj grad også udsigten til at blive stavnsbundet, når man træffer en beslutning om at købe hus i provinsen – der er jo ingen, der siger, at det er for altid, men følelsen af, at mulighederne bliver taget fra en, er der ikke mange der bryder sig om. Og det bidrager ikke just til, at folk flytter til de mindre byer.

Jeg er nok ikke en af dem, der kan se mig selv bo, hvor jeg bor nu til evig tid, og nu vil du måske stille spørgsmålstegn ved, hvorfor i alverden jeg så ‘kæmper’ et slag for provinsen.  Det gør jeg, fordi jeg, uanset, hvor jeg bor, altid vil elske min hjemstavn, nyde at komme tilbage på besøg, hvis jeg ikke længere boede der – og ALTID være af den mening, at der skal være plads til forskellighed, også hvad angår storby og provins. Begge har sin charme, og det ville være en skam, hvis det hele pludselig bare flød sammen. Jeg er født og opvokset i provinsen, har boet mange år i storbyen, er kommet tilbage til provinsen igen. Jeg ved præcis, hvilke fordele og ulemper, der er ved begge steder – i min optik i hvert fald. Og jeg vil vove at påstå (med risiko for at få prygl), at har man ikke boet i en mindre provinsby, så ved man ikke meget om, hvilke udfordringer, men i høj grad også glæder, de mennesker, der bor der, har.

Dét, jeg i virkeligheden vel forsøger at sige, er, at man ikke nødvendigvis behøver at være for det ene eller det andet. Man kan sagtens elske begge dele. Sådan er jeg ret sikker på, at rigtig mange mennesker i virkeligheden har det. Og netop derfor er det på tide, at der for alvor bliver gjort noget, der sender provinsen i Danmark i den rigtige retning.  Mon ikke, at den kommende valgkamp også kommer til at handle om bl.a. provinsen og urbaniseringen?! Men ligesom med så meget andet, er det en kamp, vi skal tage sammen – for at vinde i hvert fald.

Men hvorfor?

Jeg har længe, som i rigtig længe, som i mange år, undret mig over, hvad det er, der gør, at reality-tv er så populært. Altså, jeg forstår godt, hvorfor noget af det er populært, men så langt fra det meste. Danmark overrendes pt. af de der ’wanna be kendte’ og ’semi-kendte’. Jeg er relativt ofte i København, og sidst jeg var ude en lørdagaften med nogle af mine veninder, var jeg tæt på at dø af grin over den der ’star’-status, nogle mennesker (som hverken jeg eller resten af selskabet for den sags skyld anede, hvem var) mener, at de har. Hold nu op, hvor er København overrendt af den slags (måske jeg kommer de forkerte steder, og burde følge et par af mine venners råd og tage på bodega i stedet). Nå, men ‘den slags’ ser man alligevel ikke i provinsen, og tak for det. Meget savner jeg herude, men lige i dette tilfælde, er jeg ret godt tilfreds. Så hellere være en ‘bonderøv’ da.

Og det er altså ikke fordi, jeg skal spille en af de der hellige, der hævder aldrig at se tv, fordi de har vigtigere ting at tage sig til. Og hvis de endelig ser tv, er det kun nyhederne og politiske debatprogrammer, fordi de er åh så korrekte. Ja ja, bevares, dem er der nogle af, jeg er bare ikke en af dem. I øvrigt ser de ( i hvert fald størstedelen) også reality-tv, men enten vil de ikke være ved det, eller også er de ikke klar over det, men det kommer vi til. Jeg ser tegnefilm, håbløs romantiske kærlighedskomedier, åndssvage sjove film, tv-serier og science-fiction film. Om jeg lærer noget af det, næ, nok ikke, men det underholder mig. Og hvis reality-tv underholder en masse mennesker, er det vel også fair nok. Jeg undrer mig bare. Jeg er heller ikke egentlig modstander af reality-tv, jeg kan bare ikke rigtig finde underholdningsværdien i det meste af det reality-tv, der sendes i dag.

Nå, men, jeg har altså vigtige ting at tage mig til en gang imellem, såsom at slappe af foran mit tv. Men det er Netflix, der har overtaget mit tv. Det har det simpelthen, fordi der er så meget reality-tv på tv-stationerne i dag, at jeg er ved at blive sindssyg. Igen, jeg ser bestemt ikke kun dokumentarprogrammer om 2. Verdenskrig og fransk surrealistiske film med et snert af grønlandsk fangerkultur samt politiske debatprogrammer. Jeg ser da også ’ligegyldigt’ tv, udelukkende for underholdningens skyld. Men det er jo netop også underholdningsværdien, jeg sætter spørgsmålstegn ved, når jeg taler reality-tv. Jeg mener, jeg er jo godt klar over, at jeg ikke ligefrem bliver klogere af at se den slags. Det er vi enige om. Jeg ved også, at reality-tv sniger sig ind på mig indimellem, fordi jeg simpelthen bliver så chokeret over, hvad deltagerne gør og siger, at jeg er ’nødt til’ at se det. Men ærligt, interessen ryger altså efter et par min., og det gør den jo netop, fordi underholdningsværdien, efter min mening, er så ringe.

Faldt over denne på Anders Hemmingsens profil på Instagram  -@andershemmingsen

Faldt over denne på Anders Hemmingsens profil på Instagram – @andershemmingsen

Dengang da

Dengang, reality-tv tog sin begyndelse, var der ligesom en form for ‘berettigelse’ – der var jo en handling. De skulle yde et eller andet. De skulle lære et eller andet. De skulle kunne et eller andet. Indrømmet, de elementer rummer visse reality-programmer stadig i dag, men faktum er desværre, at de fleste reality-programmer i dag ikke handler om noget som helst. De kan ingenting (udover at sige virkelige uintelligente ting). De er ikke sjove. Der er ikke nogen pointe, morale, debat (giv mig dog et eller andet). Nogle reality-stjerner har endda formået at gøre en karriere ud af at deltage i det ene program efter det andet, fordi de evner at gøre sig selv til en historie. De evner at gøre et stort nummer ud af ingenting, og indrømmet – det er da smart. Den skal de have. For jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan blive så populær på, dét, der umiddelbart for mig, er ingenting.

Da den første Robinson Ekspedition dukkede op på de danske tv-skærme i 1998, var der mange, der mente, at reality-fænomenet var en døgnflue. Det var det så ikke. Næsten alle kanaler viser en eller anden form for reality-tv, men mange dækker det ind som værende ’reportage’. Mange drømmer om at blive kendte, og reality-tv er i dag vejen frem. De kæmper alle sammen hårdt for opmærksomhed. De gør, hvad de kan for at få den. De tjener godt på deres eget brand – dem selv. De skriver bøger, laver photoshoots, events, har blogs osv., og nogle af dem gør det godt. ’Reality-stjerner’ er mange steder defineret som værende ’ikke rigtige stjerner’. De har ikke noget særligt talent og er kun i cirkulation i en relativt kort periode.

Mange skelner mellem ’celebrities’, der er kendte for at være gode til noget, og dem, der blot er kendt for at være kendte. Reality-genren producerer i den grad ’stjerner’ med udløbsdato. Kun de ’bedste’ er i stand til at udskyde den, og det er dem, der formår at holde sig i mediernes søgelys (så pyt med, hvad de er i søgelyset for, så længe de er der). Nu er der måske nogle, der vil sige, at rønnebærrene er sure, og ja, det er de måske nok, men kun til en vis grad. Faktisk tager jeg hatten af for de mennesker, der har formået at gøre reality-konceptet til en levevej. Tænk at kunne ingenting og så blive populær på det. Fantastisk.

Der er sågar et prisuddelingsshow, der hedder ’Reality Awards’, som arrangeres af ugebladet Se og Hør (hvem ellers). Showet opstod sidste år som et oprør mod, at reality-genren overses ved de store tv-prisuddelinger. Hmmm, hvorfor mon? ’’Reality Awards’ kårer bl.a. ’Årets bedste bryster’, ‘ Årets største skandale’ og ‘Årets brandert’  – taler det i virkeligheden ikke for sig selv? Hvem i al verden, der er ved sit fulde fem, vil dog have en pris for det?

Hvad er reality-tv egentlig

Højtuddannede foragter typisk reality-tv som fx ’Paradise Hotel’. Det ses som plat og fordummende. Omvendt er der i ’smagseliten’ fx stor respekt for tv-debatter såsom ’Debatten’ og ’Deadline’. Programmerne ses som oplysende. Men egentlig er der vel ikke stor forskel på ovenstående programmer, og det vi alle kalder ’reality-tv’. Og så alligevel. Det er muligt, at det er en form for reality-tv, men ovenstående programmer understreger netop min pointe med at have en form for værdi, i det her tilfælde – et budskab, men igen det afhænger vel af øjnene, der ser. Uanset, politiske debatprogrammer er vel på et eller andet plan reality-tv for eliten, og de berettiger det med, at de gør det for en større sag, men i sidste ende, er de vel deltagere i en eller anden form for reality-program. Politisk eller ej, alt efter, hvem der er i studiet, kan den slags programmer næsten også være fordummende. Fælles for dem alle – de vil gerne ses, og hvem vil i virkeligheden ikke det? Spørgsmålet er blot, HVAD vi vil ses, kendes og huskes for.

Kærlighed til hjemegnen

Jeg har fundet ud af, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (ja, det lyder kedeligt, men det er det faktisk ikke helt), har lavet flere interessante undersøgelser gennem årene. Fx har mange den idé, at vi bosætter os længere fra hjemegnen end, hvad tilfældet var tidligere. Men hvor langt vi bor fra, hvor vi er født, og hvorvidt den afstand er uafhængig af, hvor i landet, vi er født – de spørgsmål har man bl.a. undersøgt. Ligesom man kan finde svaret på spørgsmålet om, jyderne virkelig er ved at ’overtage’ København. Det er da ret interessant information, for forskellene er ret markante på nogle områder, og jeg har da også taget voldsomt fejl i visse af mine antagelser. Jeg troede fx, at langt færre boede tæt på deres hjemegn end, hvad tilfældet er.

Kærlighed til hjemegnen

Der bor i dag 90.000 færre personer i Jylland, end der er født. Udvandringen er sket fra alle landsdele, bortset fra Århusområdet (nordjyderne flytter heller ikke meget, men det kommer vi til), som tværtimod oplever en tilvandring (ligesom de andre større byer i Danmark).

Men i det hele taget, skal vi ikke undervurdere kærligheden til hjemegnen, da 2,3 millioner af danskerne faktisk bor mindre end 10 kilometer fra, hvor de er født. Jeg er ret sikker på, at det må være de sociale netværk – venner og familie, der har stor betydning for os. Men jeg er ydermere ret sikker på, at det høje tal også indikerer, at mange er knyttet til selve området, hvor de er vokset op – simpelthen fordi det er trygt. Faktisk viser tallene også, at 3,1 millioner af danskerne, altså 63 pct. bor i samme landsdel, som de er født. Det er altså pænt mange…

Jyderne overtager ikke København lige med det samme

Man har i mange år sagt, at jyderne overtager København på et tidspunkt, og at de er godt i gang, men det passer faktisk ikke. Mindre end en femtedel af Københavns indbyggere er født i Jylland.

Undersøgelsen viser, at 78 pct. af befolkningen i København er født på Sjælland. 54 pct. af befolkningen i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør stammer oprindeligt fra området. 33 pct. af borgerne i hovedstaden er født i Københavns omegnskommuner. Tallene viser, at kun 75.000 af personerne, der er bosat i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er født i Jylland, hvilket svarer til 17 pct.

Jeg var ret sikker på, at tallet var højere, men det viser vel bare, at man har en vis tendens til at tro på de små historier, der opstår rundt omkring, uden egentlig evidens for de forskellige udsagn.

Udover de ’rigtige’ københavnere, er det omegnskommunerne til hovedstaden, der har den største andel indbyggere i København – ti pct. Hvorimod tallet for personer født i Østjylland, er tre pct.

Der er faktisk i dag færre indbyggere i København, end der var i 1950’erne – det er da interessant. Jeg troede klart, at der var flere i dag. Det skal dog påpeges, at København er vokset befolkningsmæssigt de seneste årtier, og at dette ikke ser ud til at falde foreløbig.

I dag bor der 570.000 indbyggere i København, hvilket er 184.000 mindre end 1950. Der skal selvfølgelig tages højde for, hvordan man definerer, hvad København er. Definitionerne er jo ret forskellige afhængig af, hvem du spørger. Men her går jeg selvfølgelig ud fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters definition. Aabenraa Kommune i Sønderjylland er den kommune, hvor færrest bor tæt på deres fødested, nemlig 32 pct. Hvorimod nordjyderne ikke så gerne flytter – 80 pct. af nordjyderne er født i Nordjylland.

Arbejdsløse til provinsen

Nord for København er det sted i landet, hvor færrest af indbyggerne er født i nærheden. I Hørsholm hedder tallet fx 28 pct.. De høje boligpriser tiltrækker de mennesker, der har penge. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser nemlig, at der generelt er en tendens til, at højtlønnede flytter til Hovedstadsområdet (herunder også Nordsjælland) samt Østjylland, mens arbejdsløse og lønmodtagere med lavere løn flytter til yderområderne som Vest- og Sydsjælland, hvor kun 72 pct. af tilflytterne i 2011 var beskæftigede.

Jeg ved, at det er et indlæg med mange tørre tal, men jeg synes, at det er interessant at se lidt fakta omkring alle de vandrehistorier,  der nu engang er – og hvoraf halvdelen er fri fantasi. Hvorvidt jeg selv er flyttet tilbage til min hjemstavn pga. sociale relationer, kærlighed til området eller andet, har jeg ofte tænkt over. Men det er nok i virkeligheden en god blanding. Jeg elsker naturen, hvor jeg bor, men mht. sociale relationer, er min famile ret spredt rundt om i landet (og udlandet), ligeså er mine venner. Det betyder, at uanset, hvor jeg vælger at bo, er der altid nogle, som betyder meget for mig, jeg vil savne. Men det er klart, at visse mennesker er vigtigere i mit liv end andre, og det vil da også være en faktor, der spiller ind i fremtiden mht., hvor jeg bor. Uanset, kan jeg dog – med hånden på hjertet – sige, at min hjemegn altid vil have en særlig plads i mit hjerte uanset, hvor jeg bor i verden.

 

Bonderøv med finger på pulsen

Jeg slog for sjovt ordet ’provins’ op forleden. Det er defineret på flere forskellige måder, men ét sted stod provinsen defineret således: ’Den del af et land, som ligger uden for hovedstadsområdet’. Det passer vel meget godt på, at mange københavnere mener, at alt uden for København er provinsen. Et andet sted stod der: ’Et geografisk område, man synes savner betydning og er tilbagestående, ofte i en bestemt henseende’.

Det er da en ret tankevækkende definition. Selvfølgelig kan fx København noget, provinsen ikke kan, men det betyder vel ikke ligefrem, at provinsen savner betydning eller? Provinsen kan jo også noget, storbyen ikke kan. Men jeg er nu alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at mange faktisk opfatter ’provinsen’ som et lidt negativt ladet ord, desværre.

Vest for Valby Bakke – et No Go

Flere af mine venner i København er stadig skrækslagne ved tanken om at bevæge sig vest for Valby Bakke. Det sjove er, at langt de fleste af dem selv er født og opvokset i provinsen, men tanken om at flytte tilbage, giver dem hjertebanken og åndenød. De kan sagtens tage til alverdens afkroge, så længe det er afkroge i udlandet, så er det jo bare spændende og sådan lidt ‘hipsteragtigt’. Men provinsen i Danmark, aaaaargh der strammer vi den vidst. Der er af en eller anden årsag længere fra København til provinsen, end der er fra provinsen til København, eller?

”Hvad vil du i provinsen, der hører du da ikke til?”, spurgte de, da jeg flyttede. Men jeg var ligeglad. Nej, det er løgn. Jeg var ikke ligeglad. Jeg var glad. Glad for det valg, jeg havde truffet (og det forholder sig jo nu engang også således, at netop sådan et valg, kan man ændre, når man har lyst). Jeg havde på det tidspunkt fået nok af biler, mennesker, smog, bygninger, larm og køer (ikke dem, der siger muh). Jeg skulle væk fra byen og dens forurening – ud i naturen. Men ved I, hvad jeg også skulle væk fra? Småborgerligheden. Ikke fordi småborgerligheden ikke eksisterer i bedste velgående i provinsen, for det gør den da. Men jeg kan godt lide, at man i provinsen ofte står ved det. Der bliver ikke lagt skjul på det provinsielle. Det gør der i København.

Jeg har rigtig mange venner i København, og jeg holder af hver og en, men mange af dem bliver, som sagt, nærmest traumatiserede, hvis man nævner at flytte tilbage til provinsen. Mange af dem har også en teori om, at de er lidt mindre småborgerlige, lidt smartere end, hvad man er i provinsen, for ’derude’ har man da slet ikke fingeren på pulsen. Der bliver man pr. automatik en bonderøv. Men københavnere er også provinsielle.

Småborgerligheden lurer bag facaden

Officielt er der jo ingen grænser for, hvor frisindet, kosmopolitiske og politiske korrekte man er i København, men bag facaden lurer småborgerligheden – præcis som hos alle bonderøvene. Vi er sgu’ alle sammen lidt småborgerlige, når det kommer til stykket – i hvert fald på visse områder. Og mht. at være snæversynet, er det åbenbart noget, provinsboere hidtil har haft eneret til at være, i hvert fald ifølge de københavnere, der er så hipster, at de ikke kan forstå, hvad man laver lidt væk fra byen. De er nærmest ved at kaste op ved tanken om, at man frivilligt har bosat sig en times tid fra København. Det sjove er, at mange i provinsen forstår deres valg mht. at bo i København. Hvem lider i virkeligheden under at være snæversynet?

Jeg har nævnt det før, og jeg nævner det igen. Det, jeg godt kan lide ved at bo på landet, er naturen. Det handler om årstiderne, stjernerne på himlen (som man rent faktisk kan se herude), stilheden, skønheden, freden og den friske luft. Det giver plads til alle mine tanker (og dem er der mange af). Sådan en weekend som denne, hvor sneen ligger tykt, er det en kæmpe gave at have store kælkebakker i baghaven, når man har en datter på fire, der ikke kan få nok af sne og udendørsliv i det hele taget.

Frisindet på retur

København var engang kendt for sit frisind, det frisind er, i min optik, forsvundet mange steder i København. København har forandret sig. Nu vil jeg lige tilføje, at jeg elsker København, og altid vil gøre det. Der er mange fantastiske ting ved vores hovedstad, og jeg kan bestemt ikke udelukke, at jeg vender tilbage. Men København er blevet pænere, og pladsen til de skæve eksistenser er blevet mindre mange steder i byen. København er jo i virkeligheden mange steder små nydelige bysamfund – provinsen om igen. Små provinsielle samfund med (egne) regler –  også de uskrevne af slagsen. Måske er der i virkeligheden lige så mange skæve eksistenser i provinsen efterhånden?

Hipster-tosser

Fiskeren her kunne være inspiration for hipsteren.

Apropos hipster og have fingeren på pulsen. I min verden er hipster et udtryk for utrolig seje mennesker – i hvert fald ifølge dem selv. Den letteste måde at spotte en hipster på, er ved hjælp af deres udseende, da de alle sammen har deres egen helt unikke tøjstil. Desværre er problemet, at den helt unikke stil har det med at sprede sig som ringe i vandet, og på den måde skabe en ny mode. Ergo er det altså ikke særlig unikt længere. Det har man vidst bare glemt at fortælle hipsterne.

Vi mennesker er nogle sjove nogle. Vi vil gerne passe ind sammen med de andre, men vi vil samtidig gerne adskille os og være lidt unikke og ikke helt som de andre. I virkeligheden handler det vel om, at vi ofte higer efter at være det, vi ikke er, og det vi er, tager vi ofte afstand fra…

 

 

Faxe har overtaget pladsen

I forbindelse med mit indlæg om ‘fede kommuner’ i søndags, var der en venlig sjæl, der sendte mig nedenstående link (flot, den artikel kunne jeg så ikke selv finde). Artiklen er fra 2014, og undersøgelsen fra 2013, men det er den nyeste, jeg har kunne opstøve pt.  Men det betyder jo, at tallene sagtens kan have ændret sig, siden undersøgelsen blev lavet. Just saying… Nå, men ville da lige dele med jer andre.

For mit vedkommende er jeg glad for, at den kommune, jeg bor i, nu ikke længere kan ‘prale af’ titlen ‘Den fedeste kommune’, men samtidig er det sørgeligt at se, hvordan tallet af overvægtige desværre stiger mange steder i landet. Man er jo ikke ‘fredet’ bare, fordi man ligger nr. tre eller fem. Faktum er, at der er alt for mange svært overvægtige i Danmark, og det skal der gøres noget ved. Men det er jo ikke raketvidenskab, jeg her deler ud af, for vi ved det jo godt. Spørgsmålet er så bare, hvad vi gør ved det…

Nå, men nedenstående link er som sagt, hvis I har interesse i at læse lidt mere om ‘tunge’/’fede’ (kært barn har mange navne) kommuner i Danmark.

http://www.tveast.dk/artikler/faxe-er-sjaellands-tungeste-kommune

Fed, men ikke på den fede måde

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med sund kost og motion, og det er mange af mine venner og bekendte også. Sjovt nok, da det er virkelig ’hot’ (indrømmet, nogle gange lidt for hot) at have fokus på netop de områder. Jeg havde i den forbindelse en sjov samtale med en veninde  går. Jeg havde læst en opskrift på ’træstammer’ (de der romkugleagtige nogle fra bageren) på Facebook, men hvor alle ingredienser var skiftet ud med sunde alternativer, så selv fitnessdronninger kan spise dem.

GojiChoko. Foto: Stine Rønnow.

Men her er problemet. Hvis jeg vil have en ’træstamme’, så er den altså ikke lavet af figner og mandelmel (eller hvad det nu er, man bruger). Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil have de sunde alternativer, for det vil jeg rigtig gerne, og jeg vil også meget gerne smage alle de sunde spændende ting, som kreative hoveder finder på, for jeg vil gerne leve sundt. Men det skal ikke være forklædt som noget, det ikke er. For vi ved jo alle, at der ikke er tale om en ’træstamme’, men derimod et sundt alternativ til en usund kage fra bageren, og jeg er vild med, at der er et alternativ. Men jeg er ikke vild med, at man kalder ting for noget, de ikke er. Som en ven sagde til mig; ‘træstammer’ er det, bageren fejer op fra gulvet og vikler marcipan rundt om’. That’s it. Low Carb ’træstammerne’ smager rigtig godt, men det er ikke ’træstammer’. Ligesom jeg kunne nævne hundrede andre ting, der udgiver sig for noget, det ikke er. Det er da fantasiløst. Vær dog lidt kreativ, og giv tingene deres eget navn!

Den fedeste kommune

I 2011 blev den kommune, jeg pt. bor i kåret som Danmark fedeste kommune – og ikke på den fede måde. Altså ikke fordi, det er den fedeste kommune at bo i, men fordi det var (er? har ikke kunne finde nyere tal) den kommune med flest overvægtige pr. indbygger. Det er jo ikke særlig fedt. I 2011 var 46,7 pct. af den danske befolkning overvægtig ifølge Statens Institut for Folkesundhed. I Kalundborg Kommune var tallet 56,1 pct. Kommunen var også den kommune, hvor man spiste mest kebab og mest kage. Ligesom det var den kommune, hvor der boede flest ufaglærte. Og det kan vi nok ikke benægte har en vis sammenhæng.

Jeg vidste det egentlig godt (og det gjorde mange af jer nok også) – at der selvfølgelig er en sammenhæng mellem uddannelse og fedme. Men jeg har netop læst en analyse fra Sundhedsstyrelsen, og fået det endelig bekræftet. Det gav mig lyst til at skrive det her blogindlæg om motion og kost, fordi jeg faktisk tror, at der mange steder er sket et holdningsskifte til netop kost og motion. Jeg tror, at man blot siden 2011 har ændret kost- og motionsvaner mange steder – også i provinsen. Ligesom ’det’ først sker i  New York, London og Paris, så sker ’det’ som regel også liiige lidt før i København end i provinsen. Sådan er det, og sådan har det altid været, hvad enten vi vil indrømme det eller ej.

Nå, men for nogle år tilbage begyndte vi alle at snakke om fedme-epidemi i den vestlige verden. Det hele begyndte vel med de ’fede amerikanere’. Engang talte vi nemlig alle om, hvor tykke mange mennesker var i USA, i dag snakker vi om, hvor tykke mange mennesker er i hele den vestlige verden, herunder også i Danmark. Vi kalder det en epidemi, fordi den i løbet af en kort årrække har bredt sig til et meget stort antal mennesker i den vestlige verden – akkurat som mønsteret har været med tidligere tiders smitsomme sygdomme. Det lyder måske lidt vildt at sammenligne fedme med smitsomme sygdomme, men jeg tror, at I forstår, hvor jeg vil hen.

‘Æbleskiver’. Mel og glutenfri. Foto Stine Rønnow.

Uddannelse og (over)vægt

Uddannelse og vægt. Der er altså en sammenhæng mellem, hvor du bor, og hvad du vejer. Forskellene skyldes altså blandt andet uddannelsesniveau. En analyse fra Sundhedsstyrelsen viser, at danskere med en grundskoleuddannelse bliver tykkere og tykkere, mens akademikerne er langt bedre til at holde vægten. I Kalundborg Kommune, droppede mange unge, i de fremgangsrige år i 1990’erne og de tidlige 00’er, uddannelsen og valgte i stedet at tage velbetalte job som ufaglærte. Derfor har kommunen i dag en stor gruppe lavt-uddannede, og de ligger altså traditionelt i den uheldige ende af ryge- og fedme-statistikkerne. Og det er helt sikkert ikke den eneste kommune, hvor man kender til den problemstilling. Ovenstående tal hænger jo også meget godt sammen med, at Frederiksberg Kommune løb med titlen som den ’slankeste kommune’.

Men tilbage til den der holdningsændring. Der ER sket noget. Jeg kan se, hvor jeg bor, at mange flere dyrker motion, end tidligere. Der bor ca. 49.000 mennesker i kommunen, hvoraf ca. 16.000 bor i Kalundborg by. Alene i Kalundborg by er der fire motionscentre, to løbeklubber en cykelklub (og meget andet), men både motionscentrene, såvel som cykel- og løbeklubberne melder om øget medlemstal. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg ved, at tallene er magen til i flere andre provinsbyer, hvor jeg kommer og kender folk, der bor. Og det overrasker mig faktisk ikke. Alle vegne, hvor jeg befinder mig, møder jeg løbere og cykelryttere, og jeg må finde mig i at vente ved maskinerne i fitnesscenteret (i hvert fald, hvis jeg kommer på de ’forkerte’ tidspunkter). Folk i alle aldre, høje og lave, tykke og tynde er med på motions-bølgen. Ligesom fokus i høj grad også er på sund kost uanset, om du bor i provins eller storby.

Citronbrød - glutenfri. Foto: Stine Rønnow.

Citronbrød – glutenfri. Foto: Stine Rønnow.

Så nej, man spiser ikke kun kebab og kage i provinsen. Nogle af os har faktisk aldrig spist særlig meget kebab og kage. Man er blevet klogere (og forhåbentlig slankere og sundere). Men når det er sagt, at jeg godt klar over, at der altid vil være en del af befolkningen, der ikke bruger tid på motion ej heller har interesse i sund kost. Men den gruppe vil altid være repræsenteret alle vegne (i større eller mindre omfang). Uanset, kunne det være interessant at se, hvordan billedet i dag ser ud for hele landet, og om der er stor forskel på storbyen og provinsen, når vi taler kost og motion. Jeg ved nemlig ikke, om ’sund kost og mere motion –bølgen’ har ændret tallene markant, men jeg ville gerne vide det…

I kan i øvrigt se flere spændende opskrifter ved at klikke ind på ‘frkronnow’ på Instagram (hun har rigtige mange spændende opskrifter).

Provinsens madstjerner

I forlængelse af mit indlæg om mad for et par uger siden, tænkte jeg, at jeg lige ville dele deltagerfeltet i konkurrencen ‘Local Cooking 2014’ med jer.

 

Elmely Kro, Ugerløse. Vinder af ‘Local Cooking 2014’

Hvad enten du bor i hovedstaden eller provinsen, kan det jo være, at du kunne bruge et par idéer til, hvor du skal spise næste gang, du er væk fra hovedstaden, og netop befinder dig et sted i den sjællandske provins. Her er i hvert fald et par bud på gode spisesteder. Naturligvis ikke at forstå, at nedenstående er de eneste gode spisesteder på Sjælland, hvis du ser bort fra København og Nordsjælland, men det er da et sted at begynde.

 

Jeg har ganske vidst ikke været på nævnte restauranter selv (jeps, det er for dårligt), men når de ligefrem bliver anbefalet af madanmeldere på flere store aviser og magasiner, og deltager i konkurrencen ‘Local Cooking’, tænker jeg, at de har andet at byde på end, hvad provinsen desværre lidt for ofte også er kendt for – dårlig frituremad (men det findes nu også i rigelige mængder i storbyerne skal jeg hilse og sige).

For en god orden skyld, skal jeg lige nævne, at nedenstående liste er skrevet i tilfældig rækkefølge.

  • Restaurant Snekken, Roskilde
  • Restaurant Babette, Vordingborg
  • SuRi, Holbæk
  • Elmely Kro, Ugerløse
  • Svogerslev Hotel, Svogerslev
  • Hotel Falster, Nykøbing Falster
  • La Comida, Nykøbing Falster
  • Hotel Svalen, Hedehusene
  • Fuglebjærg Kro, Fuglebjerg

Genvejen til toppen

Jeg fik for et par uger siden en e-mail fra en sociologistuderende ved Københavns Universitet. Hun er i gang med at skrive speciale, som handler om de bevæggrunde som børnefamilier har for at bo i byen og for at flytte ud af byen. Hun var faldet over min blog i forbindelse med research til sit speciale, og kunne se, at det er nogle af de samme overvejelser, som jeg italesætter på min blog, som hun gerne vil undersøge. Specialet omhandler altså bevæggrunde for at bosætte sig hhv. på landet og i byen. For at kunne bruges som interviewperson skal man opfylde visse kriterier, og det er her, at det bliver tankevækkende. Jeg har selv indvilliget i at være interviewperson, men lovede samtidig, at hvis jeg kendte en eller flere, måtte jeg meget gerne spørge dem, om de også ville hjælpe.

Provinsen eksisterer ikke for akademikerne

Her kommer problemet (eller jeg ved ikke, om det ligefrem er et problem, men det er i hvert fald tankevækkende). Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste, jeg kender, der opfylder kravene som interviewperson. Kravene er følgende:

  • De skal være børnefamilier med hjemmeboende børn.
  • Mindst én i husstanden skal have gennemført en lang videregående uddannelse.
  • Man skal have boet i København i en periode og derefter være flyttet ud af byen.
Der er ellers plads til et par akademikere i provinsen...

Der er ellers plads til et par akademikere i træerne i provinsen…

Enten har de, jeg kender, der har en lang videregående uddannelse aldrig forladt København, eller også er de flyttet tilbage til storbyen (eller udlandet), efter at have været bosat i provinsen i en periode. Jeg kender ganske vidst flere akademikere, der bor i provinsen, men så har de ikke længere hjemmeboende børn. Der er altså hele tiden et kriterium, de ikke opfylder. Jeg har virkelig tænkt, om det kan være rigtig. Jeg er klar over, at akademikere ikke ligefrem hænger på træerne i provinsen, men alligevel.

For god orden skyld vil jeg lige nævne, at jeg altså er ligeglad med, hvorvidt man har en ph.d. eller er ufaglært, håndværker, autodidakt eller noget helt fjerde. Det er bestemt ikke det, jeg dømmer folk på. Mine venner er en ’blandet landhandel’ (hvad angår både det ene og det andet), men det er da egentlig interessant, at alle mine venner, der har en lang videregående uddannelse, bor i København/Århus eller udlandet. Men når det er sagt, så er det et faktum, at mange provinsbyer skriger på akademikerne, men at akademikerne ikke vil til provinsen – hverken for at arbejde eller bo, hvis de kan blive fri.

I en undersøgelse fra 2012 lavet af Djøf, Ingeniørforeningen og Berlingske Nyhedsmagasin, hvor 1135 djøf’ere under 40 år deltog, ville 76 procent tage et job i København eller Frederiksberg Kommune, hvorimod kun 13 procent ville tage et job i Sønderjylland.
 22 procent kunne forestille sig at arbejde i Kina og 47 procent i USA.

 Akademikerne vil altså helst blive i København, og de vil hellere til udlandet og arbejde, end til provinsen.

For halvandet år siden skrev jeg netop en artikel i Sjællandske Medier om Novo Nordisk i Kalundborg. Her har man ikke problemer med at finde akademikere, men til gengæld bosætter de fleste ansatte akademikere hos Novo sig ikke i provinsen. De kører efter jobsene, og det er netop de højere lønnede jobs, der bliver kørt efter på Novo i Kalundborg.

Ifølge HR Director hos Novo Nordisk i Kalundborg, Jesper Amskov kører lidt over halvdelen af akademikerne på Novo Nordisk i Kalundborg – ud af en styrke på ca. 300 – mere end 40 km til job – altså Holbæk-området. Omkring en tredjedel kører over 90 km, altså Københavnsområdet. Det er altså relativt mange – en tredjedel, der vælger at køre over en time hver vej. Hvorimod hovedparten af operatørerne bor i nabolaget. Kun ti pct. kører omkring 40 km. og en enkelt eller to kører mere end 90 km.

Provinsen betyder hurtigere vej til toppen

Flere undersøgelser viser ydermere, at topledere med en lang videregående uddannelse klumper sig sammen i hovedstadsområdet og ved de større byer. Men i virkeligheden kan man gøre lynkarriere, og ligefrem hoppe flere trin på karrierestigen over, hvis man vover springet til provinsen, lyder rådet flere steder fra. Ifølge en opgørelse fra e-Statistik skal man i hovedstadsområdet helst have en lang uddannelse og mange års erfaring for at blive lukket ind på direktionsgangene. Mere end hver tredje topleder i hovedstadsområdet har taget en lang videregående uddannelse. I Århus, Odense og Aalborg har højest hver femte topleder en lang videregående uddannelse, og i store dele af provinsen har kun mellem fem og ti procent af toplederne en lang videregående uddannelse bag sig.

Der er selvfølgelig flere årsager til ovenstående, men en væsentlig faktor må klart være, at langt de fleste virksomheder har hovedsæde omkring storbyerne, så her samler de veluddannede topledere sig. Spørgsmålet er så ’bare’, hvordan gør man provinsen mere attraktiv for akademikerne? For i min optik er samfundet –  både i provins og i storby – bedst tjent med ’godt og blandet’, da forskellige udgangspunkter giver et mere nuanceret billede af virkeligheden.

OBS: Hvis du læser dette, og opfylder kriterierne for at være interviewperson, så mangler den specialestuderende stadig interviewpersoner til sit speciale. Hvis interesseret, henvendelse til mig, og jeg videreformidler kontakt…

Kogekunst i provinsen

Det er lidt flovt at indrømme, men når jeg skal på restaurant, kører jeg ofte til København, fordi jeg ved, at jeg ikke bliver skuffet i jagten på en god restaurant. Men, nu kommer det store ’men’ nemlig. Men selvfølgelig er der gode restauranter i provinsen, også i det område, hvor jeg bor. Det ved jeg jo godt. Der er bare længere mellem dem, og de ligger ikke altid lige der, hvor du regner med at finde dem (inde i byen fx). Derudover har provinsen, i mit hoved, på en eller anden måde haft en lidt for tæt forbindelse til kebab og dårlig pizza, og efter at være flyttet fra København, har jeg ofte savnet mine yndlingsrestauranter derinde.

Det mærkelige er, at når jeg er på ferie (indland og udland), på weekendophold på Fanø eller andre steder, i mit sommerhus i Lønstrup eller i forbindelse med arbejde har opholdt mig i andre danske provinsbyer, har jeg ofte spist på kroer, slotte, herregårde osv. rundt omkring i netop – provinsen. Og maden har altid været fantastisk. Men når jeg er i mit eget område, som er Vestsjælland, har jeg en tendens til at glemme, hvad provinsen egentlig rummer, og hvad den kan. Det er en skam, for der er faktisk flere muligheder, hvad angår kulinariske oplevelser på Sjælland – også når vi fjerner København og alt nord for hovedstaden.

Bæredygtigt og lokalt er et hit

I dag er der utrolig meget fokus på bæredygtighed, brugen af lokale råvarer/ årstidens råvarer og det nordiske køkken. Det er jeg stor tilhænger af – alle vegne. Men jeg kan især se en fordel for provinsen, da det her har en direkte praktisk effekt på lokalsamfundet. Det skaber en synergi mellem lokalbefolkningen og restauranten. Og det er jo lige præcis, hvad der er brug for i provinsen. Provinsen leverer alle råvarerne til restauranterne i storbyen, hvorfor så ikke også bruge dem selv, og lave god sæsonfriskt mad i rammerne, hvor råvarerne er fra.

Jeg læste for noget tid siden, at AOK i foråret havde skrevet om netop provinsen og gastronomi, ligesom tilfældet i øvrigt var for Politiken og flere andre medier. AOK skrev om en konkurrence, der hedder ‘Local Cooking’, hvor regionens spisesteder dyster på smag og formidling. Der er to krav for at stille op; 75% af råvarerne skal være lokale, og indkøbsprisen skal holdes på max 45 kr. Det sidste krav er også interessant i forhold til provinsen, da min erfaring fortæller mig, at folk i provinsen ikke vil bruge ligeså mange penge på mad på en restaurant, som tilfældet er for fx københavnere. Herude er der desværre indimellem fokus på kvantitet i stedet for kvalitet, jf. det buffet-mareridt, der ofte er en succes i provinsen. Det koncept lærer jeg aldrig at forstå (altså kvantitet frem for kvalitet), og det gælder ikke kun inden for gastronomi.

Michelin-stjerner til provinsen?

Ifølge mange madanmeldere, er der adskillige restauranter i provinsen, som fortjener stjerner – Michelin- stjerner vel at mærke. I foråret gik der rygter i de kulinariske kredse om, at Michelin guiden ville udvide og lave en ny nordisk Michelin guide. Det glædede naturligvis mange af provinsens dygtige kokke rundt omkring i det danske land, da de vel ofte er ret oversete – i hvert fald i Michelin-sammenhæng. Men Michelin holder sig stadig til storbyen og udover Århus, kommer der formentlig til at gå flere år, før vi ser Michelin stjerner i provinsen (så kan vi altid diskutere, hvorvidt Århus er en provinsby eller ej).

Provinsens mange muligheder

Restaurant Edderfuglen ligger her på Røsnæs, Vestsjælland.

Michelin-stjerner eller ej, al omtale ( eller i hvert fald den gode af slagsen) er guld værd og temmelig nødvendig for restauranter, der ligger lidt ude på landet. Jo mere fokus, der kommer på udkantsområderne, jo lettere er det også at trække god arbejdskraft og besøgende til. Jeg håber, at der kommer endnu mere fokus på, hvad restauranterne i provinsen kan tilbyde, og da provinsen nærmest ligger og sover i råvarerne, er det da oplagt at bruge dem, i stedet for bare at eksportere dem af sted til storbyen, hvilket flere heldigvis allerede gør. Derudover har provinsen beliggenheden – den smukke natur – til at skabe noget unikt og anderledes. Det behøver ikke være negativt, at postnr. ikke hedder 1471 København K.

Jeg har i hvert fald fået øjnene op for mulighederne. Når alt dette er sagt, er der dog en anden ting, jeg elsker ved restauranterne i København – miljøet. Der er ofte fuldt hus, og der emmer af liv og glade dage. Hvorimod det ikke er ualmindeligt, at der blot sidder fem mennesker på restauranten i provinsen. Og bevares, du får da din mad hurtigere (nogle gange), men jeg vil altså hellere have stemning og muligvis vente lidt længere på mad, der er værd at vente på. Men måske den slags stemning kan skabes i provinsen, hvis man bliver bedre til at bruge de lokale restauranter – også en tirsdag aften indimellem. Provinsen vil gerne have specialebutikkerne, restauranterne og alt det andet, men bruger dem ikke nok, og forretninger og restauranter lukker. Længere er den vel ikke…

« Ældre indlæg Nyere indlæg »