Forfatter: gittekorsgaard (Side 16 af 19)

Jeg læste for et stykke tid siden, at på landsplan pendler hver femte dansker dagligt fra bopælskommunen til den kommune, de arbejder i. Men samtidig skjuler landsgennemsnittet store lokale forskelle, da pendleriet i nogle kommuner er så omfattende, at mere end 40 procent af indbyggerne i kommunen pendler. Derudover trækker især storbyerne pendlerne til. København er et godt eksempel, da rigtig mange pendler til og fra København, da huspriserne herinde er meget højere, end i resten af landet. Det betyder, at rigtig mange VÆLGER at arbejde i hovedstaden, men bo i en anden by. Men det betyder også, at mange er NØDT TIL at arbejde i hovedstaden, men bo i en anden by, fordi de ikke har råd til at bo i København eller/og fordi der ikke er job til dem, hvor de bor.

Ifølge artiklen, er der op til 16.000 kr. om måneden at spare for en børnefamilie, der er bosat på Sydsjælland, hvor den ene forælder pendler en time til og fra København. Der er i rådighedsbeløbet medregnet, at den ene forælder går på nedsat tid for at tage sig af børnene, når den anden har flere timer væk fra hjemmet pga. kørsel. Hvis man som pendler kan spare så mange penge ved at køre forholdsvist langt hver dag på job, er det vel en meget god forklaring på, at vi har så mange pendlere i Danmark. Men artiklen indikerer da også samtidig, at boligpriserne er stukket af for København, eller også er de stukket af for resten af Danmark…?

Jeg synes, at det er vilde tal!  Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvor miljøhensynet er henne her? Der er da temmelig meget at spare på den konto, hvis færre mennesker pendlede så langt hver dag. Prøv at tænke på, hvor meget vi kunne spare miljøet for, hvis bare halvdelen af de mennesker i stedet havde jobs i nærheden af deres bopæl.

Familien er dyrebar

Men det kan eller vil mange ikke. Du kan ofte købe en villa i provinsen for samme pris som en toværelses i København, men det kan også betyde, at tiden går fra familie og venner, hvis du dermed vælger at pendle. Familien er netop en anden meget vigtig faktor i denne sammenhæng. Når vi pendler mister man kostbar tid med familien. Alt for mange kender rutinen; stå tidligt op, spise morgenmad alt imens, vi i en time eller to sidder i lange bilkøer eller proppede togkupeer – de fleste af os med kurs mod de store byer. Det er tankevækkende, hvordan vores samfund i dag er sat sammen.

Jeg ved det, for jeg kører selv jævnligt til København i forbindelse med job, og skal jeg arbejde mere i København, flytter jeg derind. Desværre er det sådan, at mange netop må pendle, hvis de vil have et job, eller vil have et job, hvor de bruger deres uddannelse, da mulighederne for fx akademikere i provinsen flere steder er ret begrænsede. I min branche er der en del jobs, der udelukkende er repræsenteret i København. Som freelance journalist kan jeg i princippet arbejde hvorfra det skal være, og alligevel ikke helt. Der er jobs, man går glip af, fordi man ikke er, hvor det sker. Det korte og det lange er, at vi er alle forskellige og ser derfor også forskelligt på det at pendle, men jeg har fået min datter for at være sammen med hende. Hun er fire år, og jeg har ikke tænkt mig at miste tid med hende, fordi jeg skal bruge 10-15 timer om ugen på at pendle til og fra job. Så vil jeg hellere flytte efter det, hvis jeg har muligheden vel at mærke – og det er jo netop det, ikke alle har.

Københavnere til provinsen

Men der er altså også folk, der flytter fra København og til provinsen. Men det interessante her er, hvorfor de flytter til provinsen. Der er faktisk lavet flere undersøgelser omkring, hvorfor københavnere med mindre børn og mellemhøje indkomster vælger at flytte til provinsen. Groft opdelt er der to grupper. Fælles for dem begge er, at de flytter væk fra storbyen og til provinsen for at give deres børn den bedst mulige opvækst. Den ene gruppe vil til provinsen for at blive der, fordi de elsker idéen om naturen. Der er tale om den der ’tilbage til rødderne’, og de er flyttet tilbage for at blive.

Så er der den anden gruppe, som udelukkende gør det pga. boligforholdene. De kan se, at de kan tilbyde deres børn noget langt bedre på landet end, hvad tilfældet er i storbyen. Kort sagt, de får meget mere for pengene i provinsen, og børnene kan rent faktisk få deres eget værelse fremfor, at de skal bo fire mennesker i en toværelses på Vesterbro. For en fireværelse på Frederiksberg har de ikke råd til. Den ene gruppe ser flytningen fra storbyen som noget positivt, hvorimod den anden gruppe ser det som et nødvendigt onde. Med mindre de vil arbejde 50+ timer om ugen, har de ikke råd til den større lejlighed i byen. Og det vil de ikke, for de vil gerne have tid til deres familie. Fælles for begge grupper er altså, at familieliv bliver prioriteret meget højt.

Der er altså flere problemstillinger; der er dem, der gerne ville bo og arbejde i København, men ikke har råd til at bo derinde, og så er der der, der meget gerne vil til provinsen for at bo, men som ikke kan finde job i provinsen og derfor er tvunget til at pendle til storbyen. Jeg går ud fra, at langt de fleste prioriterer, i det omfang de kan, at have tid til familien, men det kan være svært, hvis arbejdspladsen ligger langt væk. Og med den infrastruktur vi har i Danmark, når man skal bevæge sig mellem provins og storby, er det ikke så mærkeligt, at det tager tid at komme fra a til b.

Jeg tror ydermere, at det man har brug for i mange provinsbyer i Danmark i dag, er, at provinsen kunne ændre sig lidt på nogle områder. Der er brug for nytænkning. At man i takt med tilflytterne fra storbyen også trækker nye idéer og værdier ’ned over’ provinsen. Idéer og værdier, som man normalt ville forbinde med storbyen, men som nu også er kommet til provinsen pga. tilflyttere fra storbyen. Vi skal byde kreative kræfter og nye idéer velkomne. Det er jo ikke altid ‘vi ved bedst’ princippet, man skal gå ud fra (selvom jeg må indrømme, at jeg til tider holder af det princip). Når det er sagt, betyder det ikke, at jeg mener, at provinsen skal være en mindre udgave af fx København, men man kunne jo sagtens tage nogle tiltag til sig, der ville gavne provinsen, og på sigt trække flere mennesker til og dermed få skabt nogle stærkere provinsbyer.

http://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/ECE2436277/pendlerfamilier-kan-spare-op-til-16000-om-maaneden/

Er da nødt til også lige at skrive det på bloggen. ‘enstemmeiprovinsen.dk’ er nu ‘faretruende’ tæt på 100.000 besøgende …JUBIIII. Egentlig havde jeg aftalt med mig selv, at jeg først lagde op, når jeg var forbi de 100.000, men aftaler er til for at  blive brudt (i hvert fald dem, man laver med sig selv), og jeg er jo såååå tæt på… 😉

Det er helt vanvittigt, så stærkt det er gået, men jeg er meget glad og meget taknemmelig for, at I har lyst til at læse med på min blog. Uden jer ville det jo aldrig havde været sådan. Jeg  håber, at I fortsat har lyst til at følge med. Af hjertet TAK !

Derudover er jeg nødt til lige at knytte en anden kommentar her på bloggen. Min søde, sjove og dejlige momse fylder altså 101 år i dag. Tænk sig at blive 101 år! Så har man altså oplevet en del. Og det bedste er, at hun er lige så klar i hovedet, som hun altid har været. Hun bor alene og klarer sig selv, keder sig aldrig – mangler nærmere flere timer i døgnet. Jeg tror, at min mormors 101 års fødselsdag, bliver dagen, hvor jeg når de 100.000 besøgende 😉

TILLYKKE med fødselsdagen til den bedste Momse – elsker dig!

Jeg er absolut hverken for sur, for genert eller for snobbet til at hilse på folk, jeg ikke kender, men jeg gør det ikke så ofte. Og hvor tit har jeg ikke fået af vide, at jeg er snobbet på den baggrund. Hvor tit har folk ikke sagt til mig, når de lærer mig at kende, at jeg slet ikke er, som de troede, at jeg var (jeg vælger at tolke det som, at de er positivt overraskede). Men jeg  er ikke snobbet, jeg er bare dansk…

Faktum er nemlig, at det er de færreste danskere, der hilser på folk, de ikke kender. Jeg har da også været i mange sjove situationer, hvor fremmede har snakket til mig og delt informationer, jeg måske godt kunne have været foruden (jeg tror, at jeg indimellem tiltrækker socialt udfordrede mennesker, men det er en helt anden historie til en anden gang). Men det at hilse på folk, man ikke rigtig kender, har naturligvis også noget med genkendelse at gøre, som selvfølgelig er mere udtalt i små samfund. Jeg tror, at jo større byen er, hvor du bor, jo større er sandsynligheden for, at man ikke hilser på fremmede.

Vi skal værne om forskelligheder

Lønstrup, Nordjylland

Jeg tilbragte det meste af efterårsferien i mit sommerhus – helt oppe på toppen af Danmark. Nærmere betegnet i en lille by, der hedder Lønstrup. Jeg tror, at det er et af de steder her på jorden, hvor jeg slapper mest af. Især naturen, den stride vestenvind, der passer perfekt til mit sind, men også den afslappethed, der hersker deroppe. Man sjosker rundt i hullede jeans, gummistøvler og en sweater, der er for stor MED morgenhår, og ingen tager notits af det. Her tager man tøj på efter vejret – ikke efter, hvad moden dikterer! Men det jeg egentlig vil frem til, er, at i Lønstrup hilser man på hinanden – også dem, man ikke kender.

Lønstrup er en lille by med 542 indbyggere (der er dog en masse turister – særligt om sommeren), så selvfølgelig er det anderledes her, end i en storby. Jeg kan sagtens se, at skulle man hilse på alle, man mødte på gaden i København, så ville det blive temmelig anstrengende. Men lige så rart jeg synes, det er at være anonym nogle gange (for det synes jeg virkelig, at det kan være – altså rart), er det også hyggeligt, når folk smilende hilser på en, og er det ikke netop vigtigt, at der er plads til begge dele? At vi bevarer den slags forskelligheder i vores samfund, og at genkendelsen, smilet og en venlig hilsen fra de små samfund ikke forsvinder i storbyens anonymitet?

I små provinsbyer, som i Lønstrup, hilser man, uanset, hvor man møder folk. Det fik mig til at tænke på, hvorfor det er, at vi danskere ofte er så dårlige til at hilse på folk, vi ikke kender? Hvorfor går vi lige forbi hinanden, uden så meget som et smil? Gider vi ikke? Har vi så travlt, at vi ikke har tid til at smile og/eller sige ‘hej’? Er vi et meget genert folkefærd? Er det bare sådan det altid har været, og altid vil være? Eller…?

Tilbage, hvor jeg lige nu slår mine folder (i en provinsby med godt 16.000 indbyggere), var jeg forleden nede i byens gågade, gik op gennem en port, hvor jeg gik forbi en dame, der også kom gående. Vi kiggede på hinanden og kiggede så væk i stedet for at hilse eller smile. Det er da lidt mærkeligt. Jeg er da lidt mærkelig. Danskerne er da lidt mærkelige.

Det er jo ikke fordi, jeg mener, at man skal hilse på alle, man møder, men i visse situationer, er det da vel meget normalt? Jeg ved ikke, om jeg tænker særligt over det, fordi jeg har været meget i USA, hvor det forholder sig helt anderledes. Jeg har venner og familie og har yderligere boet derovre i en periode. Jeg boede i en ‘lille’ by med ca. små 100.000 indbyggere små 20 km. fra Los Angeles, og der skal jeg hilse og sige, at man hilste på hinanden. Man skilte sig klart ud, hvis man IKKE hilste. Derudover vidste alle, at jeg var hende danskeren, hvordan de så end bar sig ad med det i en by med 100.000 indbyggere – provinsen? Men at hilse er en naturlig del af hverdagslivet i USA, selvfølgelig mere almindeligt nogle steder end andre.  Men det er bare noget, man gør, og hver gang man får en form for anerkendelse via et smil eller et ‘hi’, føler man sig som en del af et fællesskab. Og det er jo præcis, hvad vi alle godt kan lide – at være en del af en gruppe, at høre til et sted. Men det er ikke kun i de ‘små’ byer i USA, at man hilser. Det gør man også i de store. Selvfølgelig ikke på samme måde, som i de ‘små’ byer, men stadig markant mere end, hvad tilfældet er i Danmark.

En uskreven regel 

Det sjove er, at når jeg løber, hilser jeg på de andre løbere, jeg møder. Det er sådan en uskreven regel, i hvert fald, hvor jeg bor. Men hvis jeg går en tur, er i supermarkedet, på biblioteket eller i fitnesscenteret, hilser jeg ikke på de folk, jeg møder – nogle af dem er måske i virkeligheden de samme, som jeg møder, når jeg er ude at løbe. Det er da i den grad mærkeligt. Jeg har de sidste par dage hilst mere på folk, end jeg plejer, og vil I tænke jer, det har været en positiv oplevelse. Der har været enkelte, der har kigget forbavset på mig, som var jeg faldet ned fra månen, men som regel har folk smilet og sagt hej. Der er endda enkelte, som jeg har mødt flere gange (sådan er det jo at bo i provinsen), og de smiler nu til mig og hilser.

Smil – og verden smiler tilbage

Når folk reagerer ved at kigge mærkeligt på en eller ikke ved, hvad de skal sige, handler det vel om, at vi bliver usikre, når folk gør noget andet end, hvad vi forventer. Når nogen bryder spillereglerne, bliver vi utrygge. Og de danske spilleregler er åbenbart, at vi nødig skal hilse eller smile høfligt til en, vi ikke kender. Hvad angår at hjælpe turister, er vi heller ikke et særligt hjælpsomt folkefærd, og vores naboer i norden er ikke bedre. Vi går ikke bare over til folk, der står på et gadehjørne med et kort og ser søgende ud. De skal som det mindste komme til os. Amerikanerne har muligvis mange andre fejl, men på dette område, kunne vi lære noget af dem. Som nævnt tidligere, kan jeg selvfølgelig godt se det logiske i, at man ikke hilser på samme måde på hinanden i fx København, fordi referencerammen her er helt anderledes, end i provinsen. Men uanset, hvor vi bor i landet, synes jeg faktisk, at vi danskere skulle blive lidt bedre til at give et smil og/eller hilse på hinanden. Det vil jeg i hvert fald forsøge at efterleve, uanset, hvor i Danmark (eller verden for den sags skyld), jeg vælger at bo. Jeg siger ikke, at man skal hilse på alle i Føtex, men indimellem skader det da ikke at afvige lidt fra normerne – at stikke en hilsen eller bare et smil til en, man ikke kender. Hvem ved, måske deres dag bliver en anelse bedre – bare fordi du smilede til dem…

Vi gør det alle sammen, nogle mere end andre. Og I mænd kan lige så godt læse videre, når det går op for jer, hvad jeg skriver om, fordi I gør det også. I vil nok forsøge at undslippe og komme med en eller anden undskyldning om, at det da vidst er forbeholdt kvinder at gøre det, og ergo er det et kvindeemne, jeg skriver om. Men det er det ikke. I sladrer også. Alle sladrer. Men gør vi det mere i provinsen end i storbyen?

Nøjagtigt som storbyen har fordele, har provinsen det også. Naturen, stjernerne på himlen, lyset og stilheden er noget af det, man umiddelbart vil nævne som fordele ved at flytte væk fra storbyen. Men også menneskeligheden og genkendeligheden er stor i provinsen. Her spiller rødder en rolle. Du bliver set, hørt, talt til, men i høj grad også om. Selvom der er længere mellem bebyggelse på landet, end i byen, er der absolut ikke længere mellem menneskene. I små samfund får man øje på hinanden, og selvfølgelig findes sladderen også her. Måske især her? Sladder er alle vegne, i alle samfund, da det er en naturlig del af fællesskabet. Men sladder er ikke nødvendigvis negativt, ofte er det jo blot et udtryk for interesse. Mennesker går ofte i stykker af at være usynlige, og det er man sjældent i mindre byer.

At genkendeligheden er stor i provinsen, leder mig til at nævne, at jeg ofte får en rigtig god service, hvor jeg bor, bl.a. pga. genkendeligheden. De forretningsdrivende lever jo af, at jeg kommer igen (det gør de selvfølgelig også i storbyen, men der har forretningerne jo yderligere andre muligheder for indtjening, jf. turister mm.), og eftersom de risikerer at møde mig i fitnesscenteret, svømmehallen, i slikbutikken (der kommer jeg absolut, selvfølgelig slet ikke og så langt fra særlig ofte) eller i supermarkedet senere på dagen, har de da en interesse i en rimelig relation.

Nu er jeg nok nødt til at komme med en indskudt historie om netop relation og det pinlige ved genkendelsen. For nogle år tilbage kørte jeg lidt for stærkt på vej til København. Jeg var kun lige nået ud over bygrænsen, hvor jeg bor, da jeg hidsede mig op over ham, der kørte foran. Jeg overhalede derfor, og da han havde travlt med at blande sig i min kørsel, kom jeg til – og jeg er ikke meget for at indrømme det – at hive en bestemt finger op i vinduet (det gør jeg altså ikke normalt), men jeg blev så sur, og havde vanvittig travlt. Nå, men det pinlige er så, at jeg kendte ham, der sad i bilen – en politimand fra Kalundborg, hvor jeg bor. Han stoppede mig, og jeg sagde selvfølgelig undskyld for min ikke så pæne opførsel. Behøver jeg at sige, at jeg var meget flov? Han spurgte til at begynde med efter mit kørekort, men da han så, at det var mig, kom han til at smågrine. Jeg måtte så bekende, at det havde jeg heller ikke med. Han var venlig og sagde, at han havde jo selv givet mig det i sin tid (hvilket han havde), så han vidste, at jeg havde et. Jeg fik ingen bøde, men en formaning om, at jeg nok skulle køre lidt langsommere fremover og ikke lade mig hidse op (ja ja, lettere sagt end gjort). Men behøver jeg at sige, at jeg aldrig sidenhen har flagret med den midterste finger igen. Jeg har mødt ham flere gange siden da, og hver gang smiler han til mig, og jeg er stadig flov, når jeg ser ham.

Jeg kom også en gang til at tage min cykel med ind i Føtex for at handle, fordi jeg gik i mine egne tanker. Jeg opdagede det først oppe i grøntafdelingen, som ligger pænt langt inde i forretningen. Jeg måtte gå tilbage (jeg cyklede dog ikke) og pænt spørge, om de ville lukke mig (og min cykel) ud. Den har jeg også hørt for mange gange, da der var en hel del, der netop genkendte mig i forretningen, og de der ikke så mig, fik historien af de andre. Sådan er det at leve i Korsbæk.

Men da jeg nævnte service før, var det fordi jeg gerne ville fortælle om, at netop det at bo i en mindre by også har fordele, hvad angår service. Jeg var i en lokal forretning forleden, hvor jeg kun havde mit Master Card med, hvilket forretningen ikke tog imod. Ejeren af forretningen sagde til mig, at det fandt vi nok ud af, jeg kom jo igen en anden dag. Eller da jeg skulle købe garn for min mor i den lokale garnforretning (det skal siges, at min mor bor i Skanderborg, men ofte stadig køber garn i Kalundborg, fordi hun kan lide at handle der). Jeg kommer ned for at hente garn, som jeg skal sende med posten til min mor, og inden jeg har set mig om, har ejeren af forretningen pakket garnet, lagt det i en postkuvert og skrevet, hvad porto, der skal på. Så var den idiotsikret for sådan en som mig. Se, det er service. Ovenstående er bare et par eksempler, jeg kunne komme med mange flere. Og det er jo ikke fordi, jeg siger, at der ikke findes god service i storbyen, for det har jeg da også oplevet mange gange, men det gør mig bare oprigtig glad, at den slags købmandsskab, som jeg lige har nævnt, stadig eksisterer. Det gør den i min by, og det tror jeg, at den i høj grad gør i de forskellige provinsbyer rundt omkring, fordi man kender hinanden, og derfor har lettere ved at lempe på forskellige regler. Og jeg er ikke altid fan af regler, selvom jeg selvfølgelig godt er med på, at vi ikke kan leve i et samfund uden…

Ulempen ved, at alle kender alle er så omvendt også, at en fjer bliver til fem høns i løbet af ingen tid. Hvad jeg ikke har hørt af historier i de år, hvor jeg har været tilbage. Historier om folk jeg ikke kender, om folk jeg ved, hvem er, om mine venner, men også historier om mig selv. Ofte ved folk slet ikke, hvad de taler om, de har bare hørt nogen sige noget om nogen eller noget, og det de ikke har fået helt med, kommer så i en ny (og ofte bedre ) version. Men der er jo, som sagt en grund til, at vi alle sladrer, og sladder er ikke nødvendigvis et onde (meeeen, det er det altså nogle gange).

Derfor sladrer vi

Undersøgelser viser, at vi alle – mænd som kvinder – bruger mellem en femtedel og to tredjedele af vores samtaler på at sladre. Mænd sladrer LIGE SÅ MEGET som kvinder, men mænd taler mere om sig selv, end kvinder gør. Kvinderne er desuden bedre til at fortælle historierne, og de får flere detaljer med.

Der er flere grunde til, at vi sladrer. For det første er sladder med til at placere os i en ramme rent socialt. Funktionen giver ro og tryghed, og vi er klar over, hvor vi har hinanden. Dernæst er sladder med til at skabe vores identitet i den sammenhæng, hvor vi sladrer. Vi kan nemlig ikke finde ud af at se os selv, men mærker os selv ud fra den respons, vi får via vores kommunikation med andre. Derfor er det jo heller ikke så mærkeligt, at sociale medier, hvor vi skal ’følge’, ’like’ og ’kommentere’ hinandens billeder og andre opslag, er så populære.

Når vi sladrer, skaber vi en eller anden form for relation, hvor den ene indvier den anden i et ”fortroligt” emne eller blot kommer med ny information. På den måde, får vi en oplevelse af at have noget sammen med andre menneske, og det er med til at skabe identitet. Derudover skaber sladder også opmærksomhed, hvilket forstærker oplevelsen af at høre til – og det har vi jo snakket om før – det vil vi alle jo så gerne, det giver nemlig tryghed.

Faktum er altså, at vi alle sladrer. Kvinder sladrer, mænd sladrer – nogle selvfølgelig mere end andre. Jeg skal ikke selv holde mig for god, jeg kan sladre ligesom alle andre, men jeg kan også tåle, at folk sladrer om mig. Og man skal være klar over, at uanset om man bor i provins eller storby, så sladres der. Men i provinsen er det måske mere udtalt, da man ofte ved, hvem de fleste er, og derfor også har lettere ved at vide, hvad de siger og gør og deraf forholde sig til det – og ikke mindst formidle den viden videre. Altså sladre – på godt og ondt.

Jeg læste for nogle år siden en artikel af Anne Sofie Kragh. Den information behøvede jeg egentlig ikke at dele med jer, men det gør jeg alligevel, fordi artiklen er værd at læse. Artiklen handler om Per Mikael Jensen, den tidligere TV2 direktør og tidligere øverste chef for Metro International. Den information er derimod relevant for, hvad jeg videre vil skrive om.

Per Mikael Jensen

Det interessante ved Per Mikael er (eller der er meget interessant ved ham, men tænkt i dette sammenhæng), at han tilbage i 1990 skrev en artikel om netop urbaniseringen/centraliseringen i Danmark og konsekvenserne heraf. Konsekvenserne for provinsen. Per Mikael forudså allerede dengang nogle af de ting, som vi netop kæmper med i skyggen af urbaniseringen i Danmark i dag.

Jeg havde et møde med Per Mikael i en anden forbindelse i denne uge, og tænkte, at når jeg nu alligevel havde selskab af sådan en interessant, men travl herre et par timer, kunne jeg lige så godt slå to fluer med et smæk og spørge ham om, hvad han gør sig af tanker omkring urbanisering, centralisering, provins og storby.

Også fra provinsen

Per Mikael er født i Århus boede i Skive i seks år, og flyttede så tilbage til Århus. Og med sin mor fra det vestlige Nordjylland og sin far fra det østlige Nordjylland, ved han, hvad det vil sige at komme fra provinsen. Han flyttede sidenhen til København, og har siden 2003 boet det meste af sin tid i London, med et afbræk til New York.

’Jeg var vist bare heldig at løbe ind i nogle byplanlæggere og forskere, der havde stærke synspunkter på dette. Min overbo dengang i 1990 eller deromkring var arkitekt, byplanlægger og stærkt begavet. Han gav mig ideen’.

Per Mikael er ikke i tvivl om, at mange små samfund vil få det meget svært efterhånden, som centraliseringen vikler sin kolde (eller varme – afhængig af øjnene, der ser) hånd om de danske byer.

’Min søster og hendes mand drev engang en lille købmandsbutik i en by med 2-300 husstande, mens min søster gjorde sit psykologistudium færdigt. Det var skræmmende at opleve, hvordan mange i den lille landsby beklagede sig over, at butikkerne lukkede, mens de kørte til nærmeste Bilka for at købe ind’.

Urbaniseringen – et globalt fænomen

’Urbanisering er et globalt fænomen. Mange vil gerne leve i de store byer – hvad enten man kan lide det eller ej, er det bare et faktum. Om 10 år lever 60% af verdens befolkning i en by, der er større end 1 million indbyggere.Sådan er udviklingen, men jeg ville ønske, at vi kunne sætte de mindre bysamfund fri, så de fik bedre muligheder for at udvikle sig. Med fri mener jeg, at vi burde give dem større mulighed for at kunne konkurrere. Lars Kolind foreslog på et tidspunkt at gøre Fyn til et ‘Max 40% skat’ område. Den ide var faktisk ikke dårlig, men ingen forstod dybden af den. Hvad nu, hvis man gjorde det økonomisk meget mere attraktivt at bo i en by mere end 50 km væk fra en by med 100.000 indbyggere og derover? Vi er nødt til at se på økonomien i det, både for mennesker og virksomheder. Ellers dør de samfund. Og måske er det bare en del af udviklingen, men det er lidt trist at tænke på. I England er fænomenet med at skulle bo i en storby endnu stærkere. London er en magnet, der ikke kan blokeres. Folk bor nogle gange 100 km væk, blot for at få en del af magien’.

Per Mikael kan godt savne livet i en mindre by indimellem, og skulle han flytte til provinsen, blev det nok til Nordjylland, for han elsker Nordjylland. Men han elsker også storbyen, og i forhold til hans job, er det langt nemmere at bo i storbyen fremfor i provinsen.

’Ja, jeg savner drømmen om nærhed. Men for mig er det nok snarere en drøm end en virkelighed. Jeg elsker også storbyen for sin larm, ballade, de mange mennesker og forskelligheden. Men det er samtidig også det, jeg indimellem bliver træt af. Uanset, er det nemmere for mig at flyve til New York fra London, end at besøge min mor i Århus. Det er håbløst, at Østjylland ikke har fået én stor lufthavn, helst med direkte tog til de større byer. DSB kan man jo ikke rigtigt betragte som konkurrencedygtige inden for hurtig transport. I Kina kan man ’commute’ en distance svarende til Odense-København på en halv time. Hvad ville det ikke betyde for bysamfund uden for København’.

Det er i virkeligheden op til os

Per Mikael er ikke i tvivl om, hvad det kræver, hvis man vil gøre det mere attraktivt at bo i provinsen, og han nævner flere faktorer, der spiller en væsentlig rolle. Jeg er enig i, at infrastruktur, gode skoler og det faktum, at der kan være god økonomi for den enkelte, hvis man vælger provinsen til og storbyen fra, alle er faktorer, der kunne være afgørende for, om provinsen blomstrer op eller dør.

’Det skal gøres MEGET attraktivt at bo i provinsen, primært ved fremragende infrastruktur og god økonomi. Jeg tror også på, at fremragende skoler ville gøre en massiv forskel. Tænk sig, hvis landets bedste skoler lå i provinsbyerne? Hvor mange børnefamilier ville så ikke flytte? Man skal simpelthen sætte de mindre samfund fri, udsæt dem for massiv konkurrence, indfør crowd-sourcing som løsning på lokale problemer, gør dem selvstændige, også med udskrivning af skat. Hvis f.eks. Vestsjælland fik autonomi mht. økonomi, er jeg sikker på, at de gode ideer ville blomstre. Dog er det vigtigt at tilføje, at med rettighed følger pligter – så Vestsjælland skulle ikke plage resten af landet med deres problemer. Dem måtte de klare selv. Og så må vi acceptere, at nogle af de samfund – på grund af konkurrencen – ville dø, mens andre ville blomstre. Sådan er det’.

’Ja – og nej til, at der skal være plads til storby og provins. Livet tager, livet giver. Hvis mennesker i Danmark alle sammen – eller de fleste – virkelig vil bo tæt på Århus eller København, så må vi acceptere, at provinsen bliver en ret død sild. Men jeg ville elske at se provinsen sat fri og kæmpe for en ny position’. 

Per Mikael har så meget ret i mange af sine antagelser. Der er uden tvivl visse faktorer, der skal være i orden for, at provinsen har en reel chance for, ikke blot at overleve, men at blomstre op. Provinsen har en masse fantastiske ting, en masse ting, som er værd at bevare, men faktum er også, at der er ulemper ved at bo i provinsen, hvad enten vi vil det eller ej. Sådan er det. Vi lever i et moderne samfund, og alle er nødt til at følge med. Det har også en pris, og den skal danskerne være klar til at betale. Den pris hedder ’hårdt arbejde’. Måske lykkedes projektet, måske ikke. Måske lykkedes det nogle steder, men ikke andre. Men en ting er sikkert, hvis man ikke forsøger, finder man aldrig ud af det (samme regel som for det meste andet her i livet).

Per Mikael Jensens artikel ‘Danmark drømmer om den europæiske banan’ er desværre ikke at finde på internettet (som vi ellers er så vant til i dag). Man kan derimod på hel gammeldags manér – fysisk bevæge sig ned til sit lokale bibliotek, spørge et rigtigt menneske af kød og blod om hjælp til at finde den, eller alternativt få den sendt med posten (ikke pr. mail) fra Københavns Biblioteker. Den er i hvert fald at finde på København Bibliotekers hjemmeside, hvis interesseret.

https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870971%3A73539927

Stavnsbåndets ophævelse skete over en årrække fra 1788 til 1800 (hvis du ikke ved, hvad stavnsbåndet var, har du nok ikke fulgt godt nok med i historietimerne. Godt, du kan google det). Men her i 2014 tror jeg, at stadig flere mærker båndet stramme om frihedstrangen og det frie valg, og at mange har fornemmelsen af at være stavnsbundet. Jeg føler mig presset på mit store behov for at bestemme selv. Jeg HADER, når tingene er ude af mine hænder, når nogen eller noget skal bestemme over mig, og det føler jeg er tilfældet her. Jeg føler mig stavnsbundet. Det handler ikke om, hvorvidt jeg vil blive boende her i byen, flytte til en anden provinsby eller København, det handler ganske simpelt om, at jeg da selv vil bestemme – uanset, hvad mit valg falder på.

For to år siden begyndte vi her i hjemmet at tale om at sælge huset. Vi lavede forespørgsler hos forskellige mæglere i byen, og de mente alle, at det ville være dumt at sælge på det tidspunkt. Vi droppede tanken for en stund, men jeg har aldrig kunne slippe den helt. For et lille år siden kontaktede vi igen mæglerne, og fik samme besked. Deres råd var at vente mellem tre og fem år med at sælge. Tag den. Og vi er så langt fra de eneste, der står i den situation. Der sælges stort set ikke huse til over 2 mio. kr. her i kommunen pt. Og det er jo ikke kun i Kalundborg Kommune, at det er tilfældet.

Liguster-fascist eller hipster-klovn

Det er faktum, at når studenterhuen er kommet på hovedet, vælger mange unge at forlade ligusterhækken og Weber-grillen i provinsen til fordel for storbyens fester, frisind og alle de andre muligheder, der ikke eksisterer i provinsen. Det var lige præcis, hvad jeg selv gjorde. Nogle vælger at flytte tilbage til hjemegnen eller i hvert fald til provinsen efter et antal år i storbyen. Det gør de ofte, når de begynder at tænke på at stifte familie. Det var også tilfældet med mig selv. Men jeg tror, at noget har ændret sig. Tidligere var det ofte sådan, at når man begyndte på hele børne-hurlumhejet, vurderede mange, at det ’gode liv’ fandtes uden for storbyen – i provinsen. Her kunne man give sine børn de samme trygge rammer, som man selv havde haft. Jeg ser en tendens i dag, hvor flere og flere ikke følger den vej, men derimod er af den mening, at man sagtens kan give børn trygge og gode rammer i storbyen. Selvfølgelig gælder det ikke alle, men jeg tror, at der er sket en holdningsændring. Jeg tror, at den holdningsændring bl.a. betyder, at færre køber hus i provinsen, og når efterspørgslen ikke er der, kan der ikke sælges huse – resten siger sig selv.

Dog blev jeg forleden fortalt, da jeg var på besøg hos Symbiosis Center i Kalundborg, at min kommune har positive tal på bundlinjen her i 2014, når vi taler tilflytning til kommunen. Det var jeg ikke klar over (sådan føles det nu heller ikke), men det er da skønt. Desværre er tallene langt fra positive i alle provinskommuner.

Duften af nyslået græs

Jeg kan sagtens nikke genkendende til idéen om, at mit barn skal dufte grill og nyslået græs, have jord under neglene, kunne rende ned til vandet, og kende den helt specielle lyd af folk, der sidder inde bagved ligusterhækken og spiser mad på terrassen om sommeren. De værdier som man selv har med i rygsækken, dem vil man så gerne forsøge at give videre til sine børn. Men når alt kommer til alt, har jeg overhovedet ingen referenceramme på, hvad det vil sige at vokse op i København med en baggård og/eller en park som sin have. Det eneste jeg har, er et billede inde i mit hoved af, hvordan det må være. Men selvfølgelig lader det sig gøre at have børn i København (jeg har masser af venner bosiddende i København med børn – alle glade og sunde), det er jo bare mig, der er lidt en ’bonderøv’.

Udsalg

Pernille og Martin og deres tre børn er en af de familier, der valgte livet i provinsen til og forlod i 2006 Nordvest-kvarteret i København. De valgte at købe hus i Kalundborg, som de dog har haft til salg det sidste lille år. De vil meget gerne købe et andet hus – også her i byen. Deres hus er for tre uger siden sat mere end en halv mio. ned, og de er nu under de magiske 2 mio., der åbenbart er loftet i denne del af Danmark.

’Vi har haft to mæglere på, og har fået af vide af dem begge, at markedet, hvor vi bor er faldet 20/30 pct. fra da det var på sit højeste, og det er meget. Det er klart problematisk ikke at kunne sælge sit hus, når man gerne vil. Man føler sig i den grad stavnsbundet. Og får vi det solgt, ved vi, at det bliver med et tab. Vi vil dog gerne blive i byen, men bare købe hus et andet sted, så måske regnskabet går op for os, da vi kan være heldige, at huset vi køber også vil være tilsvarende sat ned i pris’.

Lige præcis der, rammer Martin plet. For står man og skal sælge sit hus et sted i provinsen, hvor huspriserne ligesom i min kommune ikke er steget meget i forhold til, hvad der er sket i fx København, så har man et stort problem, hvis man gerne vil købe bolig i København efterfølgende, med mindre man selvfølgelig har en masse penge.

Personlige konsekvenser

’Selvfølgelig har det personlige konsekvenser af den ene eller den anden slags ikke at kunne sælge sit hus, når man gerne vil. I vores tilfælde har vores værdier ændret sig, og så er det frustrerende at være bundet til et hus. Vi har været heldige at kunne sætte huset ned, fordi vi har økonomi til det. Men det er ikke alle, der bare kan det. Vi spurgte faktisk også banken, om vi kunne få lov at leje huset ud, fordi vi bare gerne ville videre. Men det fik vi ikke lov til. Det er en møgsituation, men vi har selvfølgelig også selv et ansvar’.

Pernille og Martins situation er ikke sjælden, og det er eksemplet med parret, der skal skilles, men som er nødt til at blive boende i huset indtil det er solgt, og på skift flytter ind og ud pga. børnene osv. heller ikke. Eller parret, der gerne vil flytte til en anden by grundet job, men som også er bundet til et hus, de ikke kan sælge. Der kan man da tale om at føle sig stavnsbundet. Men Martin har ret. Vi har alle et ansvar. Vi har jo ikke købt vores huse med bind for øjnene og en pistol for panden. Men når det er sagt, så var der ikke grænser for, hvad bankerne gav lov til for år tilbage, og nu er kassen lukket. Det betyder, at mange af den ene eller den anden årsag, sidder i en skidt situation, hvor de personlige konsekvenser kan være meget store, fordi de er stavnsbundet.

Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på, om problemet er så stort, fordi vi netop er nogle forkælede årgange, der har været vant til meget mere end fx, hvad vores forældre var vant til som unge. Dermed ikke sagt, at man skal nøjes. I min verden skal man ALDRIG nøjes, jeg går altid direkte efter det, jeg vil have (problemet er nok nærmere, at jeg ikke altid ved, hvad jeg vil have). Men spørger man mig, handler det også om en holdningsændring blandt min og de yngre generationer i dag. Dog så vi i nullerne, hvordan børnefamilier med middelindkomst blive presset ud af storbyen pga. stigende boligpriser. Det samme ser man igen i dag med de prisstigninger, der nu begynder at vise sig i hovedstaden. Så mon ikke, at flere vil vælge provinsen til igen?

Uanset årsag, er det træls, men så må vi jo smøge ærmerne op, være kreative og finde ud af, hvordan vi løser problemerne. Derudover må banker og kreditforeninger da efterhånden også have tjent nok på gebyrstigninger og rentetilskrivninger til, at de kan slække på kreditkravene til mulige boligkøbere!

Hvis interesse, kan man se Pernille og Martins hus på nedenstående link

http://www.boligsiden.dk/salg/238140417

I går spillede han til ‘Kronprinsparrets Priser 2014’ sammen med ven og kollega, Simon Kvamm i Musikkens Hus i Aalborg. For fire år siden udgav de under navnet ’De Eneste To’ deres første album. Året efter kom EP’en “Det lyder radikalt”. Siden da har der været lidt stille på den front, men midt i august i år kom singlen ’Sult’, og til november kommer der et album. Derudover er han også meget kendt for singlen ‘Valby Bakke’ fra 2004.

Nu ved du måske, hvem jeg snakker om, men tænker, hvor jeg dog vil hen med den historie. Du skal nok få svar. Jeg mødte forleden Peter Sommer på Ingolfs Kaffebar på Amager i København (ret hyggeligt sted, hvis I kommer på de kanter). Peter og jeg snakkede om at bo i provinsen, om at bo i storbyen, og om de fordele og ulemper, der er begge steder. Det gjorde vi, fordi Peter oprindelig er fra Skanderborg. Men har boet i Århus og København i mange år, hvorefter han vendte tilbage til Skanderborg i en længere periode, og nu for seks uger siden flyttede han, sammen med sin familie, tilbage til København.

Jeg er da vildt nysgerrig på, hvordan han opfatter provins og storby. Hvad han ser som problemer samt, hvad han ser som fordele. Hvad han mener, at der skal til for, at flere provinsbyer får tilflyttere og ikke fraflyttere.

Gid du var i Skanderborg og blev der, kære Peter…

Peter Sommer. Fotograf: Casper Dalhoff/SonyMusic.DK

’Hvorfor rejste du din vej’? Faktisk fortalte Peter, at han sagtens rent arbejdsmæssigt kunne bo i Skanderborg og gerne var blevet der, hvis det var den bedste løsning. Han har da også stadig sit lydstudie der. MEN. Der er altid et men.

’Jeg flyttede til Århus efter gymnasiet for at studere, som man nu gør. Her boede jeg, indtil jeg flyttede til København, hvor jeg boede i seks år. På det tidspunkt var jeg i begyndelsen af alt det her musikhalløj, og jeg havde på fornemmelsen, at det var nemmere at få hul på i København, end i Århus. Men da jeg en del år senere stod det sted i livet, hvor det hedder børn, boede i en toværelses og ikke havde råd til noget større i København på det tidspunkt, valgte jeg at flytte til Skanderborg, hvor jeg boede i fem år. Jeg er i mellemtiden blevet skilt, og er nu igen sammen med min ungdomskæreste. Vi flyttede tilbage til København for bare seks uger siden. Men jeg holder meget af Skanderborg, og kommer der stadig meget. Vi flyttede til København primært for, at det skulle være lettere for børnene, da min ex-kone bor her. Det samme er tilfældet med min kæreste, hendes børn og ex. Så det er bare meget lettere for ’mine, dine og vores børn. Men udover, at det er bedst for alle vores børn, er det selvfølgelig også godt for mit arbejde, at jeg er i København i denne periode, hvor jeg lige er udkommet med en single og snart med et nyt album. Der er ingen tvivl om, at det har betydning, at man er, hvor rigtig meget sker. At man lettere kan deltage i alle arrangementer og møder. Skanderborg fungerede fint mht. at lave musik, men mht. salg, er det lettere her. Man kommer i de rette musikmiljøer, og der opstår bare nogle muligheder, der ikke ville opstå i provinsen. Men var det ikke for børnene, så tror jeg, at vi var blevet i Skanderborg. Jeg kan sagtens se mig selv i Skanderborg igen, hvor vi har familie og et stort netværk også, men det har lange udsigter’.

God infrastruktur afgørende

Vi snakkede meget om, hvad der kunne få folk til at flytte tilbage til provinsen, da alle i øjeblikket strømmer til København. Peter er, ligesom jeg selv, overbevist om, at god infrastruktur har meget at sige.

’Der kommer et tidspunkt, hvor man når en mæthedsgrænse, og hvis man havde en god infrastruktur hele vejen ud i provinsen, tror jeg, at man ville se en anden pendlerkultur i Danmark. Folk vil jo gerne den offentlige trafik, men som det er nu, er det dyrt og upraktisk, simpelthen fordi det tager for lang tid pga. dårlig infrastruktur. Nøglen til liv, er i høj grad infrastruktur. Derudover bliver det dyrere og dyrere at bo i København, så på et tidspunkt må det ske. Lige nu er tendensen, at mange gerne vil bo i København, men det er jo blot en tendens. Det vil vel ændre sig. Men der er jo altid nogen, der skal flytte først. Jeg tror også, at kulturtilbud har en vis betydning, men de unge bliver ikke i provinsen af den grund. De vil stadig synes, at det er federe i København og Århus. Noget man skal lade være med i provinsen, hvis du spørger mig, er, at lave et blegt program af det, der foregår inde i storbyen. Man kopierer i stedet for at lave sin egen profil. Man skal være mere original med kulturtilbud i provinsen, måske finde en niche. Et godt eksempel er ’Foderstoffen’, der er et spillested i Rudme på Fyn. De laver solide ting der’.

København er mere børnevenlig, end jeg troede

Det, at der ikke er så mange muligheder i provinsen, virker beroligende på mig. Små byer er beroligende. Til gengæld er der mange flere ting, man kan gøre med børn i København. Jeg har faktisk også tabt mig, efter jeg kom til København, fordi jeg cykler hele tiden, i provinsen tog jeg bare bilen, næsten lige meget, hvor jeg skulle hen. Det gør man ikke her med den trafik. Men det er nok en forældrerefleks, at man forbinder tryghed med noget godt fra sin egen barndom, og det vil man gerne give videre. Men det rigtige i denne sammenhæng er klart København for os lige nu. Derudover må jeg sige, at København er bedre egnet til at have børn i end, hvad mine fordomme fortalte mig. Og det er vel netop også det, der er sket – at tendensen til at flytte væk fra storbyen, når man får børn er på retur. Folk har vel fundet ud af, at der er mange gode muligheder for børnefamilier i København også, og det er jo også med til at ændre miljøet herinde’.

Et savn

’Jeg savner turene i skoven, som jeg boede tæt på i Skanderborg. Ture både med og uden børn. Den der årscyklus, der er i en skov, at følge med i den, det savner jeg ved provinsen. Og da jeg boede i Skanderborg, savnede jeg take away , men det problem løste vi med restauranten Valby Bakke, som jeg åbnede sammen med nogle venner i Skanderborg. Så kørte det. Men nu er jeg flyttet til København, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke ville bo længere ude, end det her. Enten bor man i København, eller så gør man ikke’.

Jeg tænkte over dét Peter sagde mht., at provinsbyer måske skulle finde deres egen niche, for det har han da helt ret i. Den enkelte provinsby skal netop fokusere på det, byen kan tilbyde, og det er absolut forskelligt fra by til by. Jeg tænker her kulturelle tiltag, hvilket jo kan være mange ting. Der er op til flere provinsbyer i Danmark, der netop har forstået den del, nu skal de andre byer så bare med også. Derudover nævner han også god infrastruktur, som desværre mange steder i provinsen er en by i Rusland. Det er jo ikke usædvanligt, at busruter lukker ned, at der mangler motorvej, at togene til København kører alt for sjældent og tager alt for lang tid. Nogle gange er man endda så heldig at få lov til at sidde i et gammelt diesel-trækker af et lokomotiv, hvor forureningsgraden svarer til at stoppe hovedet ned i udstødningsrøret på en gammel Scania Vabis (vel at mærke inden partikelfilterets indførsel). Og det får man så lov til at betale for – og det er ikke billigt.

Uanset, er der ingen tvivl om, at Peter er en person, der har relativt let ved at tilpasse sig forskellige forhold, måske er han bedre til det, end de fleste, måske ikke. Måske er vi alle i virkeligheden bedre til at tilpasse os nye ting, end vi tror. Måske er det slet ikke så farligt at prøve noget nyt eller noget anderledes, og måske er alle de bekymringer, vi gør os om evt. forandringer i fremtiden unødige. En ting er sikkert, vi finder i hvert fald aldrig ud af det, hvis vi ikke prøver…

’De Eneste To’

Albummet, der udkommer til november har endnu ikke fået et navn, men det handler om, hvad mænd på Peter Sommer og Simon Kvamms alder taler om. Hvilke overvejelser man har, familielivet, der pludselig er meget vigtigt, men også den friske erindring om, hvordan det er at være 25. Dét album er jeg da nødt til at købe, for jeg vil da helt vildt gerne vide, hvad mænd i den alder taler om 😉

En Stemme I Provinsen havde i dag besøg af TV Øst, der lavede et indlæg om min blog.
I kan se tv-indslaget ved at gå ind på siden ‘I medierne‘ her på bloggen og trykke på linket foroven 😉