Forfatter: gittekorsgaard (Side 6 af 19)

Jeg fik lyst til at fortælle jer historien om Thomas. Eller noget af historien om Thomas. Ikke fordi, jeg går synderligt meget op i sport, det ville vidst være synd at sige (jeg kan kun lide at dyrke det selv, det der med at sidde og glo på det i tv, er ikke mig). Nå, men for at sætte min store viden lidt i perspektiv, spurgte jeg Thomas, om han ville fortælle mig lidt om sit arbejde med ham der racerkøreren Jan Magnussen. Thomas smågrinte og spurgte, om det var Kevin Magnussen, jeg mente. Nuff’ said 😉 Derudover var Thomas’ kone Nanna sød at sende mig billeder til bloggen, hvortil jeg måtte skrive tilbage, at det var meget fint, men den eneste jeg kunne genkende på billederne, var Thomas (og Bendtner, fordi han har været så meget i medierne for andre ting end fodbold). SÅ nej, det er ikke derfor, at I skal læse om Thomas, det er af helt andre årsager.

For det første, fordi han laver noget ikke mange andre i Danmark laver. Han er nemlig racerkøreren Kevin Magnussens wingman. Forstået således, at han har en ret vigtig rolle i Kevin Magnussens karriere – wingman er noget jeg har døbt ham til at være 😉 Men for det andet også fordi, jeg godt kan lide, når folk skaber noget særligt, og det synes jeg faktisk, at Thomas Jørgensen har gjort. Jeg kender ham fra folkeskolen. Han gik en klasse over mig, og jeg kender Nanna fra gymnasiet, hvor vi gik i parallelklasse. Og den dag i dag, kender vi stadig hinanden. Sådan er det med provinsen. Og netop provinsen har givet Thomas noget meget vigtigt med i bagagen – noget man ikke samler op alle vegne – ikke ifølge Thomas i hvert fald.

Thomas er født og opvokset i Kalundborg, men flyttede fra byen i 1997, og bor i dag i Dragør sammen med sin kone Nanna og deres tre børn. Men han kommer stadig i sin hjemby, som han holder meget af, og hvor hans forældre m.fl. også stadig bor. Han er uddannet fysioterapeut, kinesisk mediciner og akupunktør, startede egen virksomhed op i 2006, og ejer i dag Protreatment med 35 ansatte. Protreatment ligger flere steder på Sjælland og Jylland. I år kommer Thomas til at rejse rigtig meget – over 150 dage. De seneste otte års tid har det været mellem 60-80 dage om året. Alene sammen med Kevin Magnussen bliver det til mere end 25 rejser i år. Han behandler dagligt mange af de store danske sportsstjerner både herhjemme og i udlandet. Men pt. er han on and off af sted med racerkøreren Kevin Magnussen, som hans ’wingman’, da det er Thomas, der tager sig af ham og sørger for, at han er fysisk klar til sine løb. Det tager hårdt på kroppen at køre Formel 1. Under løbene taber Kevin Magnussen sig to kilo (TO KILO WTF?!), fordi han forbrænder så meget væske, og bl.a. det skal han trænes til at kunne håndtere bedst muligt.

”Jeg sagde nej til at være fast med, da han fik sædet første gang i Mclaren, men da han fik chancen denne gang, kunne jeg godt mærke, at jeg var nødt til at hjælpe ham. Men til trods for, at det er hårdt at være væk fra min familie, er jeg ikke i tvivl om, at det er det rigtige valg. Kevin er en personlig ven, og kan jeg hjælpe ham til at nå sit mål, vil jeg hellere end gerne det. Der er kun 22 personer i verden, der har det job, som Kevin har, og du kan meget nemt falde i og opføre dig som en superstjerne, men det gør Kevin ikke. Der er ikke noget, der stiger ham til hovedet. Han er en ganske almindelig bonderøv fra Roskilde, ligesom jeg er en ganske almindelig bonderøv fra Kalundborg, og på den måde holder han benene på jorden. Sådan noget sætter jeg enorm stor pris på.”

Thomas og Kevin Magnussen til Formel1 i Rusland i fredags. Jeg skal lige have lært Thomas, at man gerne må smile på selfies 😉

Der er ingen tvivl om, at Kalundborg jyden, der uden tvivl har begge ben solidt plantet på jorden, i dag bliver betragtet som en specialist blandt elitesportsfolk, herunder en del fodboldspillere. Det hele begyndte ved, at Thomas viste gode resultater, og løste nogle indviklede problematikker, som spillerne havde gået med meget længe. Stille og roligt spredtes resultaterne om, at han kunne løse deres fysiske problemer, og få dem til at yde mere – og han takker bl.a. sin opvækst i provinsen for sin succes.

”Det har givet mig ekstremt meget at vokse op i provinsen. Jeg er overbevist om, at man generelt skal stå noget mere på mål for sine valg, når man kommer fra en mindre by. Alle kender ligesom alle i Raklev/Kalundborg, og det har givet mig en kæmpe tryghed i min opvækst. Jeg har oplevet at man sportsligt tænker meget mere egoistisk, når man er fra storbyen. I Raklev, KGB eller Svebølle, der havde vi de spillere, der var i byen, og derfor gjaldt det om at få fællesskabet til at fungere så godt som overhovedet muligt, for vi havde ikke andre. Man flytter ikke klub, hvis man bliver sat på bænken i et par kampe – hvilket jeg har oplevet er helt normalt i københavnsområdet, hvor jeg spillede fodbold, imens jeg studerede. Jeg kan godt lide tanken om, at man får det bedste ud af det, man har at arbejde med. Det er noget af det, jeg har lært af at spille håndbold og fodbold i Raklev. De fantastisk gode trænere, heriblandt mine egne forældre og andre rollemodeller, jeg har mødt op igennem min ungdom i den lille klub, har lært mig rigtigt meget om livet (uden at de måske har været bevidste om det). Specielt det sammenhold, vi havde ude i Raklev, på tværs af idrætsgrene, årgange osv. er noget jeg ikke tror, man kan finde mange andre steder. Det var og er selvfølgelig stadigvæk en fantastisk familie, som “uddanner” deres “børn” med nogle gode værdier. Ganske simple værdier som at tale ordentligt til hinanden, møde til tiden, stå sammen, gøre det bedste man kan osv. er ganske lette sætninger at sige, men at udføre dem fysisk i presset situationer er noget helt andet. 

Nicklas Bendtner træner i Thomas klinik i Dragør.

Jeg joker lidt med, at jeg er “geografisk racist” i mine valg af ansatte, da jeg meget gerne vil have folk fra “landet” i mit firma. I mit virke som rådgiver, behandler og træner for elitesportsfolk, bruger jeg blandt andet min erfaring fra mine år som idrætsudøver helt tilbage fra Raklevtiden, som er stedet, hvor jeg voksede op. Både når det gælder forståelsen for spillernes udfordringer på banen, i teamet og mentalt. Jeg tror, at min opvækst i Kalundborg har lært mig at søge efter optimering/forbedring inden for de rammer, jeg har at arbejde med. Jeg arbejder ikke med at sætte folk i kasser, men med at få det bedste ud af den individuelle atlets potentiale. Dvs. udgangspunktet er atleten. Her er min opgave at finde det uudnyttede potentiale, der ligger gemt hos atleten. Hos mange af de idrætsfolk, der kommer hos mig, er alt blevet vendt og drejet, og det vil sige, at der ikke er noget, der er overladt til tilfældighederne. Her er det en fed udfordring alligevel at kunne finde og ændre noget, så vedkommende præsterer endnu bedre.”

Thomas og en masse elitesportsfolk, som han træner, og som jeg ikke aner, hvem er (jo, kan genkende Bendtner -ét point til mig). SÅ meget ved jeg nemlig om sport, men I kan garanteret sagtens sætte navn på dem…;-)

Thomas Jørgensen sagde noget ret sjovt til mig, men ikke desto mindre har han nok ret – og det gælder, i hans tilfælde, for Kalundborg,  men kunne lige så godt gøre sig gældende for så mange andre provinsbyer rundt omkring. Er i hvert fald sikker på, at der er mange, der kan nikke genkendende til følgende ord:

”Kalundborg er et “beskyttet værksted” på den fede måde, som har alt at byde på, hvis man går ud af sin dør, og åbner øjnene.”

Jeg kom til at tænke på noget i forlængelse af mit blogindlæg om konfirmationer og nonfirmationer. Nemlig traditioner, sådan i det hele taget. Jeg skrev også lidt om, at jeg tror, at de traditioner, der overlever, er dem, der stadig er ’in’ at fejre.

Faktisk tager vi flere og flere amerikanske traditioner til os. Nogle af dem er helligdagstraditioner, mens andre er af mere kommerciel art. Når vi snakker kommercielt, er Black Friday, som efterhånden findes i det meste af landet, et ret godt eksempel. For Black Friday handler jo i bund og grund om at handle på udsalg (ja, mig får i ikke lokket ud til den slags, jeg er notorisk bange for alle de frådende mennesker, der giver deres sande ansigt til kende, når de kan spare 40 pct. på et eller andet produkt, de har ønsket sig længe).

Men om vi vil det eller ej, så vokser listen over amerikanske traditioner, vi danskere også er begyndt at fejre, blandt andre kan nævnes Halloween, Valentine’s Day og nu Black Friday. Det sjove er, at der er lavet undersøgelser, der viser, at danskerne faktisk mener, at det er blevet for meget med alle de amerikanske traditioner. I en af undersøgelserne, hvor man spurgte 1.000 nordjyder svarede 91,33 pct. ja til, at det havde taget overhånd med de amerikanske traditioner.  Men også en undersøgelse fra Yougov foretaget for MetroXpress viser, at få danskere er glade for de nyere amerikanske traditioner. 54 pct. opfatter dem negativt, mens kun 17 pct. finder dem positive. Yougov har talt med folk i hele landet. Tallet var dog noget højere i Nordjylland. Dermed ikke sagt, at de to undersøgelser er valide, men stadig lidt tankevækkende. Gad vide, om der er stor forskel på netop, hvordan vi forholder os til traditioner fx i hovedstaden kontra provinsen?

Nå, men vi fejrer dem året rundt. Traditionerne. Store som små. På samme tidspunkt naturligvis, med de samme ritualer (og menu), og helst også med de samme mennesker. Laver vi det om, kan det godt skabe en del ravage, for så er det hele jo pludselig ikke som det plejer.

Når det er jul, bugner butikkerne af glitter, glade nisser, guirlander og gran. Inden da var det Halloween med græskar, flagermus, edderkopper, skeletter og tonsvis af uhyggelige udklædninger. Til nytår har vi fyrværkeri, derefter sorte katte til fastelavn, hjerter til Valentine’s Day, chokoladeæg og en hoppende påskehare til påske, og varme hveder, når det er Store Bededag (eeelsker den tradition alene pga. hvederne), og der er vidst et par helligdage mere, hvor man gør et eller andet, bl.a. Mortens Aften, hvor vi danskere spiser and (yes, igen noget med mad), eller Sct. Hans, hvor vi laver bål, brænder en heks og synger midsommervisen (som er sindssyg smuk).

Det sjove mht. de amerikanske traditioner er, at mange danskere nok i virkeligheden er skeptiske over for nye traditioner, fordi det virker meget kommercielt. Men jeg tror også, at mange ser det som noget, der egentlig ikke hører til i Danmark, men så glemmer man vidst, hvordan de fleste af vores traditioner er opstået. Traditionerne kommer jo netop alle mulige steder fra, og er med tiden blevet til traditioner i Danmark (ligesom andre steder). Mange generationer er vokset op med traditioner, der vel i bund og grund anses som værende danske, og derfor virker det vel som om, de altid har været der. Men juletræet, som står i næsten alle danske hjem, er en tradition fra Tyskland, der kun er et par hundrede år gammel, og adventskransen kom til Danmark efter Anden Verdenskrig, også fra Tyskland. Ikke at forglemme, at julemanden kom til Danmark fra USA. Just saying.

Et miskmask af traditioner, højtider mm. – danske såvel som udenlandske…

For at noget bliver til en tradition, skal den betyde noget for en gruppe mennesker, og man skal kunne bruge den til noget. Traditioner er jo netop rammer omkring fællesskaber, og vi elsker fællesskaber. Men jeg synes også, at det sjove ved traditioner netop er, at vi selv kan skabe dem. Jeg skaber selv traditioner sammen med min familie. Vi har vores egne traditioner, og det er forhåbentlig noget blandt andre min datter vil vokse op og se tilbage på, som noget hyggeligt og sjovt, vi var fælles om.

Sweet Sixteen er en anden tradition, der langsomt sniger sig ind i det lille kongerige mod nord. Jeg hører flere og flere fortælle, at deres døtre ønsker at fejre Sweet Sixteen. Den havde jeg ikke set komme, fordi jeg er jo vant til, at den store fest er, når man fylder 18 år, det hænger vel i Danmark sammen med, at det er der, man bliver ’voksen’, eller i hvert fald myndig (jeg var vidst ikke særlig voksen, da jeg var 18). Nå, men ønsker min datter sig en Sweet Sixteen, når hun når dertil, får hun det da. Det giver mere mening for mig at holde stor fest, når man fylder 18 år, men fred være med det. Mere traditionsbunden er jeg heller ikke. Faktisk tror jeg, at det vigtige for mig er, at holde fast i de traditioner, der betyder noget, men det betyder ikke, at jeg ikke byder nye velkomne også. Hvis det giver mening for mig, tager jeg dem til mig – udenlandske eller danske. Men jeg vil godt æde min gamle hat på, at Sweet Sixteen er mere udbredt i København end i provinsen. Dem, jeg kender, der skal holde Sweet Sixteen bor alle i København. Men måske jeg tager fejl? P.S. min datter ender sgu’ nok med både at fejre Sweet Sixteen og 18 års fødselsdagfest i pomp og pragt, som det forkælede enebarn hun er (sådan er enebørn jo, er jeg blevet fortalt)  😉

Men netop det, at man vokser op med visse traditioner, gør dem vel danske, og man føler, at de altid har været der, sådan tænker min datter fx om Halloween, der uden tvivl er lige så vigtigt for hende som fx fastelavn. By the way er Halloween slet ikke en amerikansk tradition, men en irsk. Jeg læste også noget andet interessant i min søgen efter danske traditioner til dette indlæg, og jeg fandt ud af, at da vi havde landbrugssamfund, fejrede noget, der hed Kyndelmisse den 2. februar. Det var en vigtig fejring dengang man var afhængig af naturen. Jeg kan svagt erindre at have hørt navnet, men kendte ikke rigtig til traditionen. Så nogle traditioner går altså i glemmebogen, fordi de ikke er tidssvarende.

Nå, men jeg er kommet til den konklusion, at jeg er fan af traditioner. Især mine egne. For mig handler det ikke om at bruge mange penge på et eller andet, men derimod om at have tid sammen med dem, jeg holder af (kliche, I know, men så sandt som det er sagt). Så simpelt er det. Og ja, jeg vil da gøre alt for at tilsætte lidt magi til min datters barndom. Hun skal tro på påskeharen, tandfeen og julemanden, og gøre alle de søde sjove ting, der hører sig til hver højtid (jeg ville ønske, at jeg stadig troede på – i hvert fald julemanden). Det er jo tradition, og lige så meget som jeg elsker nyt og anderledes, er der nu også noget trygt og godt i gentagelsen. Derfor bliver jeg også sur, hvis man laver en tradition helt om (altså en, jeg kan lide, de andre må man gerne ændre lidt på, men også kun lidt). Når vi taler traditioner, kan vi godt lide ’plejer’.

Èn ting er sikkert, jeg skal have varme hveder i aften, og jeg ved faktisk godt, hvorfor man spiser varme hveder, gør I(og I må ikke bruge hjernen jf. Google)? Jeg vil vædde på, at der er rigtig mange, der spiser hveder, men ikke aner hvorfor. Okay jeg googlede det også for et par år siden, men point for stadig at kunne huske det så. Men vi tager ikke den slags så nøje. Danskernes forhold til religion og/eller tradition er ikke stift, og vi vælger at holde fast i den del af religion/traditionerne, som vi kan lide – med plads til forskellighed. Sådan skal det være – vi har trods alt kun ét liv (i hvert fald her på jorden). Brug det godt.

Glædelig St. Bededag (eller St. HVEDEdag, som det åbenbart hedder ifølge min datter) til jer alle, og spis nu rigeligt af de varme hveder – det har jeg tænkt mig 😉

Jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at jeg skulle konfirmeres. Ikke, fordi jeg ikke havde valget, for det havde jeg sådan set. Men konfirmeres, det ville jeg. Hvorvidt festen, gaverne og det fine tøj trak lidt ekstra, det skal jeg nok ikke sige mig fri for, men det kunne jeg jo sådan set også have valgt ved en ’nonfirmation’, som min bedste veninde faktisk valgte. Jeg har nok altid været lidt mere “åndelig” end hun, så det gav meget god mening, at jeg var konfirmanden, og hun nonfirmanden. Nå, men nu er jeg så blevet så tilpas meget ældre (ikke gammel naturligvis), at jeg lige har været til konfirmation hos min niece her i weekenden.

Min storebror og hans familie bor i Århus, og min niece, Nikoline går deraf selvfølgelig også på skole i Århus, ligesom hun blev konfirmeret i Sankt Lucas Kirken i Århus. Nå, men som jeg sad der i kirken og kedede mig bravt. Ja, undskyld, men det gør man altså, når 46 konfirmander skal konfirmeres, OG der så også lige er almindelig gudstjeneste oveni hatten. Hold nu op. Præsten sagde endda nogle temmelig sjove anekdoter, men der var langt imellem. Og det bliver da ikke bedre af, at sådan nogle kirkekor altid skal synge i så høje toner, at det er komplet umuligt for et almindeligt menneske med en halvrusten stemme at synge med. Det er egentlig også godt det samme for mit vedkommende, jeg synger alligevel falsk. Men måske de ville få flere mennesker til gudstjeneste i den danske folkekirke, hvis det var lidt sjovere?

Konfirmander foran Sankt Lucas Kirken i Århus anno 2016

Nå, men der sad jeg så og kedede mig bravt (heldigvis kunne jeg snapchatte med min yngre niece, der også kedede sig, og det var mægtig skægt til gengæld). Undskyld. Men det var det altså. Nå, men da det så blev min nieces tur var det hele pludselig lidt sjovere og lidt højtideligt. Hun var smuk i sit fine hvide tylskørt og sneakers (som selvfølgelig var fasters idé), og da vi efterfølgende stod ude foran den smukke kirke med alle konfirmanderne, var der nu et eller andet specielt over det, at man vedligeholder en smuk tradition, og der var lige det øjeblik, hvor man tænker ‘derfor’. Efterfølgende kom jeg til at tænke på, hvor mange der mon egentlig vælger at blive konfirmeret i dag, og hvor mange, der ikke gider. Jeg kom også til at tænke på, om der mon var forskel i tallet alt efter, hvor i landet, vi snakker om, herunder også provinsen og storbyen. Det hele kom sig af, at min veninde, der bor i Sorø, var med til konfirmationen, og i hendes datters klasse er det næsten halvdelen, der ikke skal konfirmeres.  Dengang jeg blev konfirmeret var der vel en to, tre stykker ud af tre klasser på nogle og tyve, der ikke skulle konfirmeres. Et noget andet tal må man sige. I min nieces klasse på en privatskole i Århus er tallet imidlertid ikke så højt, tre ud af nogle og fyrre elever.

Traditionen tro bliver der holdt tale for konfirmanden – efterfulgt af kram fra kusine.

Tal fra Kirkeministeriet viser faktisk, at færre og færre unge bliver konfirmeret. I 2014 blev 47.746 konfirmeret, hvilket svarer til 70 pct. af en årgang. For 13 år siden var det 77 pct. af en årgang, der blev konfirmeret. Egentlig tror jeg kun, at traditioner i dagens Danmark overlever, hvis de bevarer deres status og fascinationskraft. Hvis det ikke er smart, er der flere og flere, der vælger det fra. Så er spørgsmålet, om det er smart at blive konfirmeret?

Og umiddelbart kunne det da godt tyde på, at noget af glansen er gået af konfirmationen. Eller? Festen vil de unge gerne have, så der bliver holdt masser af ’nonfirmationer’, men den del, hvor kirken er inkluderet, er ikke længere så in, som tidligere. Faktisk er det sådan, at særligt i København vælger de unge konfirmationen fra. Her er det kun 40,6 pct., der bliver konfirmeret, mens man i Nordjylland topper statistikken med 84,5 pct. Det er da en vild statistik. Er de mere troende, eller er de meget traditionsbundne i det nordjyske, eller måske de har nogle sindssyge dygtige præster i  kirkerne deroppe, eller er der helt andre faktorer, der gør sig gældende såsom, at man måske har flere med anden etnisk baggrund end dansk i fx København kontra Nordjylland, og deraf højst sandsynligt også anden religion? Er det fordi, der er så stor forskel på menneskene i storbyen kontra i provinsen? Har det noget at gøre med, at den såkaldte ‘kulturelite’ befinder sig i hovedstaden? Eller hvorfor er forskellen mon så stor?

Det er jo ret tankevækkende, men egentlig ikke noget, der kommer bag på mig. For der sker netop nu, i hvert fald inden for nogle områder, en stor opdeling mellem land og by, uanset om man vil det eller ej. På landet har man nok en mere traditionsbunden livsstil, hvor man netop forsøger at holde fast i det, man kender, eller? Er man mere tilbøjelige til at følge skikke og traditioner, end folk i storbyen? Hvorimod man i storbyerne tiltrækkes af det anderledes og det nye? Jeg ved det ikke, men det passer jo meget godt på, at de mennesker, der bor i byerne, i højere grad vælger konfirmationen fra, end dem, der bor i provinsen rundt omkring i Danmark. Men som bekendt sker det, der er ‘trendy’ først i byerne, for derefter at komme til de mindre byer – provinsen. Så spørgsmålet er, om traditionerne omkring konfirmationer, som vi kender det, er for stærke til at blive glemt og gemt, eller om de langsomt vil forsvinde?

Det var en mindre traditionel, men ret sjov konfirmation…

Min datter er kun fem – gudskelov. Hvorvidt hun vil konfirmeres, ved jeg ikke, men en ting er sikkert. Hun bestemmer det selv. Om jeg vil være ærgerlig, hvis hun ikke vil, måske. Men faktisk synes jeg, at det er fantastisk, uanset om man bliver konfirmeret eller nonfirmeret, at mange er gået lidt bort fra den der med, at man inviterer alle forældrenes venner og onkel Svend og tante Gerda, som man alligevel aldrig snakker med alligevel, og i stedet fokuserer mere på, hvem konfirmanden gerne vil have med. Det gjorde min bror og svigerinde – det forudsætter selvfølglig, at man har en nogenlunde fornuftigt tænkende teenager i huset (findes de overhovedet)? 😉 Uanset, min niece fik en konfirmation, hvor gæsterne var valgt af hende, og da det jo er hende, det handler om, er det da meget fair.  Men jeg kan nu ikke helt slippe tanken om, hvorvidt konfirmationer eksisterer om 10 år, eller om det hele til den tid er nonfirmationer – med ‘kultureliten’ som præster…

Jeg er garanteret ikke den eneste, der kan huske hele rabalderet omkring ’Frozen koncerten’ i København, hvor grædende børn og vrede forældre var at se i medierne her og der og alle vegne. Forældre vrede på deres børns vegne. ’Curlingforældre’ eller hvad den slags nu hedder. I min bog i hvert fald helt evnesvagt at flippe skråt over, at ens barn ikke kan se nok, høre nok eller begge dele til en koncert, hvor der tilfældigvis også er andre menneskers børn, der også gerne vil se – og så kan alle altså bare ikke stå forrest, sådan er det nu engang. Derudover var det en gratis koncert, som i ‘det koster dig ikke noget, og er du ikke tilfreds, så gå igen’.

Måske, forældrene skulle have forklaret det til deres børn i stedet. Jeg har sgu’ da også været til et par koncerter (der i øvrigt langt fra var gratis), hvor jeg ville ønske, at jeg havde en bedre plads end, hvad tilfældet var, men jeg står jo ikke og råber og skriger op i medierne af den grund.

Proportionerne er da i den grad skredet for nogle forældre, når de kan være så ophidsede over en gratis koncert – og endda føle sig i deres gode ret til at brokke sig og skælde ud på arrangørerne på diverse sociale medier.

I curling fejer man, med stor iver, med en kost foran den der dims, så den glider lettere hen over isen i den retning, man ønsker (f…, det lyder kedeligt). Sporten har givet navn til begrebet “curlingforældre” og ”curlingbørn”, og med kosten in mente opfatter man hurtigt, at det dækker over forældre, der gør alt for at lette livet for deres børn, og dermed får skabt børn, der ikke er vant til lidt modvind.

Netop min datter vil jeg gøre alt for, men ‘curlingforælder’ håber jeg alligevel aldrig, at jeg udvikler mig til (og gør jeg, så prik mig lige på skulderen).

Jeg var ikke til ’Frozen’ koncert i København (åbenbart tak for det), men det er ikke kun derinde, at voksne mennesker får en ‘hjerneblødning’. Jeg har været med til forskellige arrangementer ved diverse højtider, rigtig gode arrangementer skal det tilføjes, hvor jeg bor i provinsen, og jeg er faktisk temmelig chokeret over, hvordan voksne mennesker indimellem opfører sig, når det handler om deres børn (og det gælder altså både i storbyen og provinsen). Det er simpelthen for komisk. Eller nærmere tragisk komisk. Jeg træder muligvis nogen over tæerne nu, men det er nu sådan, jeg har oplevet episoderne, og derfor sådan, jeg beretter om dem.

Det er december, juletræet skal tændes, og pænt mange mennesker er samlet på et af de store torve i byen, hvor jeg bor. Der er selvsagt rigtig mange børn, for det er jo selveste julemanden, der tænder lysene på juletræet. Den del gik sådan set udmærket, på nær, at man virkelig skal passe på, ikke at blive trampet ned, når julemanden ankommer til pladsen med sin kane, fordi alle forældre gerne vil, at lige præcis deres lille guldklump skal stå bedst i forhold til, hvad der nu skal foregå. Fair nok, men i den proces kunne man måske lige tænke over, at der også er andre børn (og forældre), der, sjovt nok, har samme ønske for deres guldklump. Nå, men det værste var nu alligevel at se, voksne skubbe hinanden i kampen om nogle skide flødekarameller. Voksne, der skubber julemanden (ikke videre taktisk at skubbe manden, der står for ens julegave), fordi de vil have en karamel til deres barn. Små børn, der bliver trådt på af voksne, fordi de jo er i vejen for de her enormt vigtige flødekarameller. Jeg måtte bruge alle mine kræfter på at få en lille teletubby (læs: nuttet dreng i flyverdragt) op fra jorden, inden han kom til skade, da voksne mennesker rask væk trampede af sted i kampen om karameller (for vi ved jo alle sammen, at danske børn generelt altid bliver snydt, hvad gælder diverse goder såsom slik, og at få en karamel ER jo også et spørgsmål om liv og død). Det er f…… flødekarameller. Faktisk stod jeg der sammen med min datters kusines far, som havde været forudseende og havde taget en pose karameller med til børnene. Jeg derimod havde, som sædvanligt i den slags situationer, ikke meget at byde med – jeg havde vidst en læbepomade i lommen. Jeg har sagt til min datter, at ikke alle altid får en karamel eller, hvad det nu er til den slags arrangementer, sådan er det, men at vi kan gå ned og købe nogle efterfølgende.  Og jeg køber gerne et par kg. karameller ekstra til næste arrangement, og deler ud af, hvis det kan få alle voksne til at opføre sig anstændigt. Gå dog hen og køb nogle i supermarkedet eller slikbutikken, og giv dem til  børnene. Sig de er fra julemanden, nisserne, tandfeen – hvad ved jeg, men skulle vi ikke lade være med at lære vores børn, at det er okay at skubbe og masse for at komme først i køen – især for en flødekaramel. For det er lige præcis, hvad de lærer af den opførsel, jeg så den dag i december – måneden, hvor der i øvrigt er fokus på næstekærlighed?!

Jeg glemmer det hele, dagene går, og det bliver Fastelavn – en anden hyggelig højtid for børn og barnlige sjæle. Min datter på fem er med sin far og kusine til Fastelavn i et af de lokale supermarkeder, hvor frådende bedsteforældre åbenbart har sat sig på denne dag. Da bunden blev slået ud på tønden, måtte mange af børnene blive stående i sikker afstand for blot at se på bedsteforælde (og enkelte forældre), der (bevares i en god mening) kastede sig over slikket fra tønden for at sikre, at lige netop deres barnebarn/børn fik, hvad der tilkom dem (og mere til). Alt imens, at stort set alle børnene stod og så måbende til. Min datter spurgte sågar sin far, hvad de voksne dog lavede kravlende rundt på gulvet, og hvorfor de dog så så vrede ud (de har nok været yderst koncentreret i deres strategi efter mest muligt slik). Hverken min datter eller hendes kusine turde gå over for at tage et stykke slik af frygt for at blive mejet ned. Igen: Køb dog noget slik til de børn, hvis det er så vigtigt. Men helt ærligt, det er altså ikke det åndssvage slik, der er vigtigt, det er altså børnene (og ikke kun ens eget barn) og traditionen, der burde være i fokus, og så selvfølgelig det faktum, at der skal være plads til os alle – især børnene på sådan en dag.

Tredje og sidste gang, også kaldet ’dråben’ for mig, var til påske, hvor der var arrangeret, at man kunne lede efter æg til et arrangement i byen. Voksne mennesker gik så meget op i, at netop deres barn skulle finde æggene først, at de nærmest trampede andre børn ned i kampen om at komme til. Et barn kom sågar til skade pga. af iveren fra forældrene. Helt ærligt, hvad sker der?

Jeg tænker, at mine oplevelser nok ikke er unikke, og at det er et generelt problem sådan cirka i hele Danmark, fordi mange voksne/forældre glemmer ganske almindelig pli over for andre mennesker, herunder andre menneskers børn, når det involverer egne børn (mine tanker går lidt til udsalg med sindssyge kvinder. Bevares, jeg vil da gerne spare 20 pct. på en taske eller lign., men hvis det betyder, at jeg skal opholde mig sammen med alt mange frådende kvinder på alt for lidt plads, takker jeg pænt nej tak, og betaler de 20 pct. mere). Faktisk har jeg taget mig selv i at være ved at falde i ‘forældrefælden’ flere gange, men når heldigvis at undvige, fordi jeg (nogle gange i sidste øjeblik, og ja okay nogle gange lidt for sent opdager det. Men jeg indrømmer det da i det mindste, og arbejder med det) husker på, at mit barn jo sådan tilfældigvis ikke er det eneste barn i denne verden, og fordi hendes forældre synes, at hun er det mest enestående af alt og alle, er det jo nok ikke sådan, alle andre opfatter hende. Jeg vil da til hver en tid indrømme, og herom skal der ingen tvivl herske – jeg ville tænke på min datter først – altid, hvis det gjaldt liv og død – min datter er da klart min 1. prioritet (det ville da være løgn at hævde andet, og sådan er det forhåbentlig for alle forældre), men nu er hverken flødekarameller eller påskeæg lig med liv eller død. Så skulle vi ikke blive enige om, at give plads til hinanden, og ikke mindst huske på, at de børn vi forældre opdrager på i dag, er dem, der kører Danmark videre i morgen, og fortsætter vi den der ’curling kurs’, står det ærlig talt skidt til.

De forældre (og bedsteforældre), der netop gør alle de her, til tider, mærkelige ting, for at lette tingene for deres børn( børnebørn), de bidrager jo bare til, at børn ikke kan noget som helst selv. I min bog er ”curlingbørn”, børn, der bliver skånet for meget, og som dermed mister udvikling, og udvikling giver erfaring, og uden erfaring er de ærlig talt klædt skidt på til livet. Jeg er bestemt fortaler for, at man forkæler sit barn med kærlighed og omsorg. Okay, der ryger også andre ting ind på forkælelseskontoen her, men så længe min datter forstår, hvad der er rigtigt og forkert, viser empati, omsorg og kærlighed for andre mennesker og ellers grundlæggende opfører sig ordentligt over for andre, ja så må hun sgu’ gerne blive lidt forkælet. Men hvad ville der ske ved, at lade børnene selv klare tingene i de situationer, som jeg har nævnt ovenfor? De ville garanteret klare den bedre end, hvad tilfældet er for flere af de voksne, jeg har betragtet til diverse arrangementer. Det er jo lige præcis dét, vi klæder dem på til, når vi siger: Du skal vente på de andre, vente til, det er din tur, du skal dele, du skal være en god ven, du skal sige tak, du skal hjælpe  osv. Men det glemmer de voksne så åbenbart i jagten på flødekarameller og påskeæg.

Hvor der er et ’curlingbarn’, er der en ’curlingforælder’. Just saying.

Note to self: Husk hjelm og beskyttelsesdragt til næste arrangement!

Tillykke! Vi danskere har nemlig al mulig grund til at smile. Vi er sådan helt officielt, i 2016,  igen ’verdens lykkeligste befolkning’. Ingen andre steder i verden er de åbenbart lige så lykkelige som os danskere. Undskyld, men jeg kan altså ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over den slags undersøgelser, for det er nu noget mærkeligt noget, at andre skal fortælle os, at vi er verdens lykkeligste folk. Det er jo ikke, fordi jeg mener, at vi ikke har noget at være glade for i Danmark, for det har vi da bestemt, men er vi virkelig ligefrem mere lykkelige end alle andre?

Nå, men det er selvfølgelig FN’s opgørelse over lykke i rapporten World Happiness Report, jeg taler om. Sidste år røg vi, af en eller anden grund, ned på tredjepladsen efter at have haft førertrøjen på i både 2013 og 2014. I 2016 ligger Schweitz og Island på en anden- og tredje plads, Norge og Finland på en fjerde- og en femteplads, og Sverige på en tiendeplads. Canada, Holland, New Zealand og Australien ligger også på listens top ti. Allersidst på listen ligger Burundi.

I regnestykket tager FN hensyn til en række ingredienser, der åbenbart er med til at bidrage til, at indbyggerne i de forskellige lande kan føle sig lykkelige. Rapporten er baseret på faktorer såsom helbred, adgang til lægebehandling, familierelationer, job(sikkerhed) og politisk frihed. De giver altså alle sammen plus på regnskabet over glæde, mens fx ufred og korruption trækker nedad i regnskabet (ikke så mærkeligt, at bl.a. Syrien så ligger i bunden af listen). Men jeg har altså ret svært ved at tage undersøgelsen alvorligt, idet den arbejder ud fra præmissen om, at lykke kan måles objektivt, men kan lykke overhovedet det? Hvad lykke er for en, kan vel være noget andet for en anden?!

Det kunne i øvrigt være ret sjovt også at få taget temperaturen på den der lykke rundt omkring i det danske land. Bare for at se, om der er forskel på, om man bor i provinsen eller i storbyen, eller om man bor på Sjælland eller i Jylland osv. Kan man overhovedet måle lykke?

Faktisk er der lavet flere undersøgelser om danskernes glæde ved, hvor de bor. Men der skal selvfølgelig tages højde for, at der laves mange undersøgelser om de samme ting, og ligesom undersøgelserne nogle gange peger i forskellig retning, er de heller ikke alle lige retvisende. Men en ny undersøgelse, lavet af Epinion, viser altså, at østjyderne er de danskere, der er gladest for at bo, hvor de bor. Undersøgelsen viser faktisk også, trods flere års negativ mediedækning, der har sat sine spor i opfattelsen af de danske provinsbyer – med prædikatet ’Udkantsdanmark’, at langt flere danskere i provinsen er glade for, hvor de bor – sammenlignet med folk i storbyerne. Undersøgelsen viser også, at danskerne stort set er rigtig godt tilfredse med deres hjemstavn; tre ud af fire er enten glade eller meget glade for at bo der, hvor de bor nu. Ifølge undersøgelsen er det dog de mennesker, der bor på landet/provinsen, der sætter størst pris på deres bopæl, hvor over halvdelen giver deres hjemegn topkarakter, mens det kun gør sig gældende for fire ud af ti indbyggere i hovedstaden.

Flere ’eksperter’ forklarer vores 1. plads med det danske velfærdssystem (det system, vi ret ofte brokker os over vel at mærke). Et system, hvor alle har gratis adgang til læge og hospitaler, skoler og universiteter, og studerende modtager penge for at studere. Derudover er en faktor som ‘selvbestemmelse meget vigtigt for danskerne. Andre mener, at danskernes lykke bl.a. forklares med, at danskere ikke har særlig store forventninger til tilværelsen. Det var da så noget mærkeligt noget? Jeg er da ret sikker på, at danskerne netop har store forventninger til tilværelsen, tager jeg fejl?! JEG har i hvert fald store forventninger til MIT liv – ikke mindst til mig selv (man får jo intet forærende). I det hele taget har alle mulige forskere, professorer og andet godtfolk mange forklaringer på, hvorfor det lige er danskerne, der åbenbart igen og igen bliver kåret som verdens mest lykkelige nation.

Jeg synes, at det er ret komisk at måle lykke, fordi jeg faktisk selv svært ved at definere lykke, da det vel ofte er en følelse, der rammer helt uventet. Nogle gange bliver den en stykke tid, andre gange er den flygtig, men kommer heldigvis ofte hurtigt tilbage. Nogle gange er den fraværende et stykke tid, for så at minde en om, at den stadig findes nu og da. Men jeg ved, at i min bog er lykke en stor og meget kompliceret følelse. En følelse, der i mange henseender er udefinerbar, eller i hvert fald at svær at måle på. Men en følelse, der er det hele værd. Jeg kan vælge dage, oplevelser og flygtige minutter/sekunder ud, hvor jeg har følt den helt perfekte lykke – ofte sammen med dem, jeg elsker aller mest i denne verden.

Men lykke er én ting, at være glad er en anden. Ikke, at jeg ikke er lykkelig, for jeg har mange og meget i mit liv at være lykkelig for, og de øjeblikke (korte som længere), hvor man føler lykken er ubeskrivelige, og det hele værd. Men jeg går jo ikke rundt i en eller anden konstant lykkerus – det er der vidst ingen, der gør – heller ikke selv om, at de er danske 😉 Jeg er for det meste glad, men den følelse, man mærker indeni, når man bliver ramt af lykke, den er helt uovertruffen, og den burde alle mennesker have ret til – som minimum – at føle mindst ’nu og da’ (helst meget oftere).

Når det er sagt, er jeg enig i, at mange af de ting, vi netop har i Danmark, såsom selvbestemmelse, frihed, og deraf også en masse muligheder, sammen med tryghed og et godt sundhedssystem (trods alt), er en ret god grobund for at være glad, måske endda lykkelig – hvem skal jeg være til at dømme. Jeg ved jo i virkeligheden ikke, hvordan folk definerer lykke. Jeg ved bare, at min definition af lykke og glæde ikke er ens.

I min bog er lykke noget, vi hver især definerer. Lykke kan være mange ting, fx følelsen, når mit barn smiler til mig, når jeg  deler en oplevelse med en eller flere, jeg elsker – altså når et eller andet et øjeblik fylder mig med ubeskrivelig glæde. DET er lykke for mig. Derudover er der vel også den slags lykke, der sådan mere handler om, hvordan vi generelt går rundt og har det i hverdagen. Det er den lykke, jeg tror, at de taler om i undersøgelsen, og så kan man jo diskutere, hvorvidt det er lykke, glæde, tilfredshed eller noget fjerde. Det er måske nok en slags lykke, men en anden end den, der fylder hjertet til bristepunktet, og man et kort øjeblik er så ekstatisk glædesbrusende, at man har svært ved at være i sin egen krop.

Foto fra en aften, hvor jeg fx følte lykken helt ind i hjertet.

Hende her gør mig fx lykkelig.

Yderligere er jeg også ret meget i tvivl om, hvorvidt man kan omsætte forskellige materielle faktorer til menneskelig lykke. Kan man det? Velfærden er helt sikkert en positiv faktor, og vi er heldige, at vi har et godt system på rigtig mange områder i Danmark. Men betyder velfærd lykke? Er det ikke nærmere tilfredshed og/eller glæde?

Mange siger ofte til hinanden, at ”lykken hverken er gods eller guld”, og dermed bekræfter vi vel en slags fælles forestilling om, at lykken handler om noget andet, noget dybere, noget vigtigere end jordisk gods? Faktisk tror jeg, at det materielle har noget med lykke at gøre for de fleste, selv om langt fra alle vil indrømme det. Faktum er da, at fx penge gør tilværelsen lettere på mange punkter, at nægte det, er da fjollet. Men at man bliver mere lykkelig af penge på den lange bane, det tror jeg ikke på.  Alt det dyrebare i mit liv kan ikke købes for penge. DET, der gør mig glad helt ind i hjertet, vil al verdens penge aldrig kunne ændre på.

Vi skal huske på, at der er nogle mennesker, der er så rige, at de kun har penge!

Med det in mente, vil jeg ønske jer alle en god påske – selv om den næsten er slut 😉

“Kalundborg på Vestsjælland har mange ting. Smuk natur, en charmerende gammel bykerne og billige huse. Men der er én ting, som gør, at jeg aldrig ville flytte til byen: Kommunen har nogle af landets dårligste folkeskoler.”

Således skrev ansvarshavende chefredaktør for Søndagsavisen, Arne Ullum den 3. marts i år i sin leder.

I mit indlæg i dag, tager jeg derfor udgangspunkt i min egen kommune, fordi der er blevet skrevet noget, som jeg ikke helt kan genkende. Som sådan er det måske ikke interessant for jer, der ikke har tilknytning til Kalundborg, og så alligevel. For mig handler det om, hvordan man ‘bruger’ en undersøgelse, der er mange faktorer, der skal tages hensyn til netop i forbindelse med undersøgelsen af de danske folkeskoler. Men bare at slynge ud, at “Kalundborg er ikke for børn’, det er sgu’ for let, når man bruger undersøgelsen, som tilfældet er for Søndagsavisen.  Og det er vel netop et eller andet sted relevant for os alle uanset, om man bor i storbyen eller provinsen, at man har så meget magt, når man sidder som ansvarhavende chefredaktør for en landsdækkende avis, at man kan så tvivl om, hvorvidt en by er børnevenlig eller ej ud fra én undersøgelse, som i min optik ikke bliver læst korrekt, ligesom der ikke bliver taget højde for flere faktorer, der er vigtige for validiteten.

Lige da jeg læste lederen, tænkte jeg ‘det er virkelig noget skidt for Kalundborg – og ikke mindst sindssyg dårlig branding af området’. Men nu er jeg jo alligevel så tilpas skeptisk og nysgerrig, at jeg ikke tager alt, hvad jeg læser for gode varer – og det med god grund.

Nå, men står det så virkelig så skidt til med folkeskolerne i Kalundborg? Er lærerne og lederne virkelig så uduelige, og børnene så dumme i forhold til skolerne i andre kommuner? For det er da i den grad det, man bliver fortalt, når man læser Arne Ullums leder i Søndagsavisen. Men hvis jeg hed Arne Ullum (det ville måske nok være lidt mærkeligt), ville jeg faktisk ikke være synderligt stolt over den leder. For det billede han der tegnede, for store dele af Danmarks befolkning, den søndag i begyndelsen af marts, det var bare ikke rigtig fair. Ikke fordi, vi har med en  provinsby at gøre, der i forvejen kæmper med fordomme om vandkantsdanmark osv. Næ,  man skal bestemt ikke have ondt af provinsen, det er skam ikke nødvendigt, og den skal bestemt ikke favoriseres, men jeg mener ikke, at lederen er fair, fordi Søndagsavisen lige så vel kunne have trukket en anden kommune frem med tal, der ikke var meget anderledes. Det står der bare ingen steder. Derudover ligger Kalundborg Kommune omkring gennemsnittet, hvad faglighed og trivsel angår, men der er mange faktorer, der spiller ind i sådan en undersøgelse, og Søndagsavisen har blot valgt at se på fire faktorer, hvilket derfor ikke giver et retvisende billede af virkeligheden, da man dermed overser visse filtre af socioøkonomisk karakter og andre væsentlige faktorer.

Faktum er, at selvfølgelig ER der skoler i Kalundborg Kommune, der er bedre end andre. Men der er faktisk flere ting, der havde været vigtige at nævne netop i forbindelse med den undersøgelse. Fx at ikke alle skoler i de forskellige kommuner har indberettet deres tal, faktisk er Kalundborg Kommune den eneste kommune, hvor alle skoler har gjort netop det. Alene det, er da tankevækkende. Dvs. hvis fx Holbæk Kommune mangler indberetning fra to skoler, der klarer sig skidt, så ser billedet pludselig anderledes ud, ikke?! Det bliver der heller ikke taget højde for.

For de af jer, der ikke har set lederen i Søndagsavisen: Søndagsavisen kårede for få uger siden landets bedste og værste skoler på baggrund af tal fra Undervisningsministeriet om fravær, trivsel, lærernes kompetencer og evnen til at løfte elevernes faglige niveau. Og Kalundborg lå ikke i den gode ende. Faktisk ser det, ifølge Søndagsavisen, så skidt ud for Kalundborg, at byen absolut ikke er for børnefamilier. Og pilen peger på ledelsen ifølge avisen.

Jeg undrede mig faktisk også over, at Kalundborg Gymnasium ligger så fint i statistikken, for hvis alle børnene klarer sig så dårligt herude, og lærerne er så uduelige, er det da et under, at det er de samme børn/unge mennesker, der efterfølgende klarer sig fint på gymnasiet i samme by/kommune. Et gymnasium, der vel at mærke ligger rigtig fint i statistikken både, hvad angår karakter og trivsel.

I en effektanalyse, der tager højde for både undervisningseffekt og fastholdelse, er Kalundborg Gymnasium blandt landets bedste 35 ud af landets 168 uddannelsesinstitutioner, der tilbyder STX og HF. I en analyse fra Dansk Erhverv vedrørende gymnasiernes løfteevne på baggrund af den socioøkonomiske reference – den såkaldte gymnasieeffekt – udmærkede Kalundborg Gymnasium sig ved at være placeret på en 22. plads ud af de 134 gymnasier, som var med i undersøgelsen. I denne undersøgelse er der lagt vægt på frafald, eksamensgennemsnit, overgangen til videregående uddannelser og løfteevne. Få gymnasier på Sjælland – inklusiv hovedstadsområdet – evner at løfte eleverne i samme grad.

Man burde altså i høj grad stille spørgsmål til måden, hvorpå Søndagsavisen bruger undersøgelsen om de danske folkeskoler – og om det er i orden, at de på den baggrund dømmer Kalundborg Kommune ude som et sted for børn? Det gør jeg hermed. Søndagsavisen skriver ganske vidst, at der selvfølgelig vil være nogle skoler, som har det lettere end andre i undersøgelsen, ligesom tilfældigheder kan påvirke de enkelte års tal. Men de glemmer, som sagt, flere faktorer bl.a., at for at deres undersøgelse er valid i min optik, kræver det deltagelse fra alle skoler i de enkelte kommuner, ellers er det vel ikke retvisende tal, man får.

Jeg siger ikke, at alle skolerne i Kalundborg Kommune er fantastiske skoler, eller at der ikke er plads til forbedringer. Men jeg siger, at der findes mange gode skoler i kommunen, mange dygtige lærere og kloge elever. Hvis det ikke var tilfældet, ville vi vel ligge langt under gennemsnittet, hvad angår både faglighed og trivsel, og det gør kommunens skoler altså ikke, når man tager højde for filtre af socioøkonomisk karakter, som man bør.

At Kalundborg ikke er en børnevenlig by – den må Arne Ullum længere ud på landet med 😉