Forfatter: gittekorsgaard (Side 7 af 19)

Jeg har, som nogle ved, netop stiftet bekendtskab med endnu et nyt land. Denne gang er det Mauritius – en af de smukkeste øer jeg længe har set. Befolkningen her er ufattelig venlige, og jeg føler mig virkelig godt tilpas og meget velkommen på Mauritius, der er en østat, der ligger i det Indiske Ocean ca. 900 km. øst for Madagaskar. Øen regnes med til Afrika, og er et tropeparadis, men også en smeltedigel af religioner og dermed også kulturer. Her er en god blanding af Indien, Afrika og Europa, og jeg elsker det. Netop fordi, jeg holder af at rejse forskellige steder hen i verden, og gerne gør det hver en chance jeg får, har jeg oplevet mange forskellige kulturer og folkeslag efterhånden, og sjældent bliver jeg skuffet. Det har nok noget med tilgangen til tingene at gøre, og det fik mig til at tænke på den flygtningedebat, der pt. raser i Danmark – ja, i næsten hele verden.

Det er faktisk ikke, fordi jeg vil skrive en masse om selve flygtningedebatten, men jeg er nødt til lige at ridse et par ting op her på bloggen, fordi jeg er træt af, at folk pt. konstant melder ud, at de ikke er stolte af at være danske. Eller også er det blevet moderne at melde ud, at man ER stolt af at være dansk (hvilket måske i virkeligheden er et meget forståeligt forsøg på modvægt til det første). Så er der nogen, der hævder ikke at forstå, hvorfor nogle kan være stolte eller ej af at være dansk, da ’dansk’ blot er noget man ER.

Uanset, er det åbenbart blevet sådan en ‘in’ ting, at man blandt den kulturelle elite i Danmark, som det første, skynder sig at melde ud, at man er flov over at være dansk. Til hver eneste udlænding, der gider høre på dem, ytrer de ordene, og jeg er ærlig talt ved at brække mig over det. Det er jo tåbeligt. Jeg synes ikke at huske, at alle andre nationaliteter har travlt med at melde ud, hvor flove de er over at være det ene eller det andet-  og der er vel i virkeligheden nok at tage af (altså lande), hvis det er sådan man har det. Alt, hvad der bliver besluttet i Danmark hviler altså ikke på mine skuldre, trods demokratiet. I øvrigt har alle nationer – uden undtagelse – noget at være mindre stolte af, hvis vi ser på historien, men at være flov over at være dansk i dette sammenhæng, forstår jeg simpelthen ikke brugen af, og noter jer venligst, at det bestemt ikke er, fordi jeg er enig i alle beslutninger, der bliver truffet i Danmark – heller ikke i forbindelse med flygtningesituationen. Men at være flov over at være dansk? Det giver bare ikke mening for mig. Jeg render jo heller ikke rundt og flager med Dannebrog hver gang (okay, måske ved enkelte begivenheder da), der sker noget positivt i mit land, hvilket jeg faktisk skulle gøre rimelig ofte, da vi også har mange ting at være stolte af. Men det har mange mennesker desværre en tendens til at glemme. Flov over at være dansk? Ikke her.

Jeg er, for så vidt, enig i, at ’dansk’ er noget man ER, ligesom man er hvid eller sort, høj eller lav osv. Det har man jo ikke ligefrem haft megen indflydelse på. Men derfor kan man da godt være stolt eller det modsatte over et fællesskab, der har opbygget et samfund på visse værdier, normer osv. Når det så er sagt, mener jeg, at det er sort at skære den så stramt, så man enten er stolt over eller ikke stolt over at være dansk. ’Dansk’ er vel mange ting, og man kan da sagtens være stolt af nogle ting i det danske samfund, og mindre stolt over andre. Det fungerer sgu’ da på samme måde med en selv – jeg har da også sagt eller gjort ting i mit liv, jeg er mindre stolt af end andet, men gør det mig partout til et godt eller dårligt menneske? Ting er sjældent sort/hvide – det har alderen da lært mig…

Jeg er journalist og melder derfor pas i forhold til politisk ståsted osv. (jeg havde en redaktør, da jeg arbejdede på Jyllands-Posten, der sagde, at journalister altid bør være neutrale, hvad angår offentligt at melde politiske holdninger ud, og jeg er enig), da det på ingen måde går i spænd med mit job som netop nyhedsformidler. Jeg vil heller ikke diskutere, hvorvidt vi bør og skal det ene eller det andet i forhold til flygtningedebatten. Blot informere om at være flov over at være dansk, er tåbeligt i min optik.

Ifølge en analyse af tal fra EU-kommissionens statistiske tjeneste Eurostat har Danmark, i perioden 1. januar 2012 til 1. september 2014, modtaget flere syriske flygtninge end 15 andre EU-lande. Opgørelsen viser flygtningetal fra de 28 EU-lande plus Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein. Analysen er dog fra slut 2014, og meget er sket siden da. Flygtningestrømmen er tiltaget alle vegne, og lige nu er antallet af flygtninge det højeste siden 2. Verdenskrig (det var det også, da analysen blev lavet), og derfor er alle lande, i min optik, nødt til at stå sammen og hjælpe. Især taget i betragtning af, at 86 pct. af alle flygtninge i verden befinder sig i U-lande, der selvsagt er dårligst i stand til at hjælpe. Så alle rige lande bør da selvfølgelig hjælpe, hvor man kan. Men Danmark har altså ikke en historie, der vidner om IKKE at ville hjælpe folk i nød.

Nyere tal fra Udlændinge- Integration og Boligministeriet fra december 2015 viser, at Danmark har taget imod 21.225 asylansøgere, hvoraf 10.856 har fået asyl I Danmark. Danmark ligger stadig i den højere ende af skalaen blandt landene i Europa, hvis man ser på landets indbyggertal, men langt fra fx Sverige, og ikke særlig højt, hvis man sammenligner på indkomstniveau.

Ifølge nyeste tal (1.kvartal 2016) fra dst.dk /Danmark Statistik) er der i dag 452.537 indvandrere fra ikke vestlige lande i Danmark, hvoraf de 138.063 personer er efterkommere. Til sammenligning er der 251.325 indvandrere fra vestlige lande, hvoraf de 25.308 personer er efterkommere.

Men min pointe er egentlig blot, at de fleste danskere gerne vil hjælpe (ligesom tilfældet vel er med mange andre nationaliteter), der er nok nærmere diskussionen om, hvordan og hvor man vil hjælpe, der giver anledning til diskussion. Og det er jo netop det, der er forskellige måder at hjælpe på. Hvorvidt den ene er mere rigtig end den anden, vil jeg heller ikke komme ind på.  Faktisk vil jeg hellere nævne nogle af de ting, der gør mig stolt over det danske samfund, for vi har rigtig mange gode ting i vores samfund, og jeg priser mig hver dag lykkelig for, at jeg er født og opvokset i lige netop Danmark, som er et demokrati, hvor ytringsfrihed er en naturlig del af tilværelsen. Hvor alle kan gå i skole, komme på universitetet mm., vores sundhedssystem er ikke fejlfrit, men vi kommer gratis til læge og på hospitalet, hvor dygtige læger og sygeplejersker gør deres bedste for at hjælpe os. Vi kan færdes frit i et trygt samfund (selvfølgelig er der steder, hvor det er mindre trygt at færdes), hvor vi kan klæde os og ytre stort set, hvad der passer os. Vi er et af de lande i verden, der er mindst korrupte, og har i øvrigt været det i mange år. Vi har frihed til at debattere, kritisere, og hvad der ellers falder os for hjertet. FRIHED – ordet siger det hele.

Når så det er sagt, er jeg faktisk også træt af, at der er så meget fokus på, hvad kommunen, staten osv. skal gøre for den enkelte person. Hvad med, hvad den enkelte person kan gøre for fællesskabet? Det ville klæde en hel del mennesker at tænke således i stedet for hele tiden at bruge tid og energi på alt det, man mener, man er berettiget til, men ikke får. Jeg krummer tæer indimellem, når jeg hører på folks ævl om, hvor frygteligt det danske system behandler dem. Der er mennesker i mange andre lande, der flygter fra død, tortur og ødelæggelse, mennesker, der ikke har råd til at blive behandlet hos lægen eller på hospitalet, og børn og voksne dør som følge heraf. Mennesker, der er hjemløse, ikke fordi de ikke kan få det til at fungere med at bo i en lejlighed eller lign. (som er tilfældet for en del hjemløse i Danmark, der ofte lider af en psykisk sygdom), men fordi de ingen har til at hjælpe dem, når de og deres børn står uden tag over hovedet. Der er mennesker, der må vælge hvilket af deres børn, der skal på universitet, fordi de ikke har råd til at sende dem alle. Og sådan kunne jeg blive ved. Ting, vi danskere tager for givet, men som absolut ikke er en selvfølge i mange andre lande i verden.

Så når du ’kun’ modtager hjælp til din søns speciallavede sko, fordi han har en fod, der kræver speciel fodtøj, så glæd dig over, at kommunen giver halvdelen til skoene, i stedet for at fokusere på, at de ikke giver det hele. I mange andre lande, ville han gå uden sko!

For lige at slutte den her, kan jeg fx fortælle, og det kommer nok næppe som en overraskelse, at her på Mauritius er hjælpen noget længere væk, hvis man har brug for den, end den er i Danmark. Ikke fordi folk ikke er venlige her, det er de bestemt – også over for danskere. Har endnu ikke mødt nogen, der synes, at jeg er fæl, blot fordi jeg er dansk (rejs roligt ud og oplev verden) ;-), men systemet er bare helt anderledes, og her får man nok næppe betalt specialsko til sin søn. Just saying.

Jeg siger ikke, at det danske system er fejlfrit, og jeg siger heller ikke, at danskerne er. Men at være flov over at være dansk, det fatter jeg simpelthen ikke. Vi har det godt i Danmark, og det skal vi huske på. Derfor skal vi selvfølgelig også hjælpe, hvor vi kan. Det river i mit hjerte, når jeg ser, hvor frygteligt nogle mennsker har det. Mennesker, der er flygtet fra død og ødelæggelse og intet har i denne verden  – måske endda ikke engang dem, de elsker.  Jeg ville selv gøre ALT for, at dem jeg elsker skulle få det godt, hvis det ikke var tilfældet. Sådan tror jeg faktisk, de fleste har det, og derfor også forstår de stakkels mennesker, der banker på vores dør. Og ja, der bliver truffet nogle beslutninger, man finder tåbelige, men også nogle, der giver mening, uanset – betyder det jo ikke, at alle danskere nu skal være flove. Jeg er selv (som de fleste andre, tænker jeg) ikke altid enig i regeringens politik (hvad enten den siddende regering er rød eller blå), men min danskhed, er jeg ikke flov over. Ikke at jeg har behov for at rende rundt og sige, at jeg er stolt over at være dansk, for det har jeg faktisk ikke. Det er jo egentlig heller ikke rigtig min fortjeneste, at jeg er det, når alt kommer til alt. Men fordi nogen ytrer noget, bliver det ikke automatisk til min mening, fordi vi deler det at være dansk. Skulle jeg så også rende rundt og være flov over alle mulige tåbelige danskeres udsagn (for dem er der nok af), fx Lars Von Triers adskillige tåbelige udtalelser, blot fordi både han og jeg er danskere? Så flov over at være dansk – det får I mig aldrig til at sige.

PS. Mauritius ER paradis 😉

Se undersøgelserne, som jeg henviser til her http://www.refworld.org/docid/53b69f574.html

http://www.refugees.dk/fakta/tal-og-statistik/

https://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/E3C50EA0-BD36-4DDD-9C8D-7AAF44DE1F12/0/seneste_tal_udlaendingeeomraadet.pdf

Der var engang en, der sagde til mig: ‘Det kan du ikke’. Den sætning fungerer som drivkraft for mig. Hvis nogen siger sådan til mig i ramme alvor, er jeg simpelthen nødt til at gøre forsøget, og nok også nødt til at blive ved, indtil det lykkedes. Sådan er jeg sat sammen. Altså nu snakker vi ikke om urealistiske ting, som at jeg tror, at jeg kan flyve osv. – jeg er jo ikke idiot, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig 😉

Jeg tror på, at et langt stykke hen af vejen, kan man, hvad man vil. Sådan tror jeg også, at det fungerer med samfundet. Hvis man konsekvent tager ‘Nej-hatten’ på, så lykkedes det sjældent. Men man skal også beholde sin realistiske sans for, hvad der lader sig gøre.  Men netop mange af de små lokalsamfund – provinsbyerne rundt omkring i Danmark, de giver lidt op, fordi de har set skriften på væggen. Men skriften på væggen, kan ændres, hvis man tør tage kampen til trods. Det gælder stort set alt. Det er ikke sikkert, at man vinder, men så har man i det mindste forsøgt. Jeg har virkelig – på det seneste – fået øjnene op for, hvor mange ildsjæle, der findes – også i de små samfund rundt omkring. De har en idé, og de arbejder målrettet for at skabe en succes. Sådan skal det gøres. Man skal blive ved og ved, indtil det en dag lykkedes. Måske idéen og/eller vilkårerne ændrer sig undervejs, men man skal aldrig give op. Jeg tror fx på provinsens overlevelse – i hvert fald, hvad angår rigtig mange provinsbyer i Danmark – også selvom ‘de kloge’ og centraliseringen/urbaniseringen fortæller mig noget andet.

Jeg har lige været i Dubai i en uge med job – hyret som journalist af Best Broadcast Hire, der arbejdede for regeringen i Dubai. Der blev afholdt World Government Summit i Dubai, og den tjans var jeg så heldig at være med på. Det var min første gang i Dubai, og jeg er forbavset over, hvad stedet er i dag, når man tænker på, hvad det var for bare 25 år siden. Jeg har jo ikke været der dengang, men har set billeder, og det er vildt. Dubai er udkanten og så alligevel centrum – i hvert fald på de kanter. Før en ørken, nu en storby – hovedbyen i et af syv emirater i De Forenede Arabiske Emirater. Fra sand til skyskrabere. Men hvad er udkanten også egentlig, og af hvad?

Dubai var for ikke så længe siden små landsbyer spredt rundt omkring i ørkenen.

Dubai.

Nå, men Dubai er langt fra eneste sted, jeg har rejst, hvor jeg har været imponeret over visioner og virkelyst. At sige, at alle i Dubai arbejder hårdt, vil måske nok være at strække den – lad os bare sige, at nogle er gode til at lede og fordele arbejdet. Arbejdernes vilkår skal man så helst ikke tænke over, for så får man ærlig talt ikke lyst til at besøge stedet igen, men sådan er det jo desværre mange steder i verden. Men det er en anden historie en anden dag. Ligesom der er så mange andre ting i deres samfund, som jeg stiller spørgsmålstegn ved, eller ikke bryder mig om. Men meget kan man sige om Dubai, men de skal have ros for deres evne til at skabe.  De har visioner (og penge).

Men grunden til, at jeg overhovedet bragte Dubai på banen her på bloggen, er faktisk, fordi jeg – mærkeligt nok – kom til at tænke på ’Udkantsdanmark’, da jeg besøgte stedet. Måske fordi Dubai engang ’bare’ var ørken, og nu en storby – en hovedby med otte-sporede motorveje, et emirat med skyskrabere, verdens højeste bygning, største shopping Mall, indendørs skiløjper, eneste 7-stjernede hotel osv. Dubai har også udviklet sig til et center for servicebaserede industrier som IT, Medier og finans. En ørken, der pludselig er et levende sted, hvor mennesker valfarter til både i forbindelse med job og ferie.

Burj al-Arab – verdens eneste syvstjernede hotel.

1.200 butikker i verdens største shoppingcenter – Dubai Mall. Jeg var NØDT til at shoppe!

Lad mig lige en gang for alle slå fast, at det  jo ikke er fordi, jeg mener, at vi skal bygge et Dubai nogle steder i Danmark – hverken i storbyen eller provinsen, det er bestemt ikke der, jeg vil hen. De har olie-milliarder, det har vi ikke (men vi mangler nu heller ikke noget). De er en del af de Forenede Arabiske Emirater, vi er Danmark. Der er en verden til forskel. Men de skal have et stort plus for at tænke anderledes, for at turde. Det er den virkelyst, som de ligger for dagen, jeg er interesseret i.  Jeg ville bare så gerne se det ’drive’, der eksisterer så mange andre steder i verden, endnu mere i Danmark. Og jeg siger ikke, at det slet ikke findes i Danmark, for det gør det bestemt. Ofte er det desværre bare sådan, at mange af de mennesker med store armbevægelser, visioner og anderledes idéer flygter mod storbyen, og dér udlever drømmene og skaber spændende ting,  fordi de ikke tror, at der er plads til den slags i provinsen, men det er der altså.  Når de mennesker banker på vores ‘provinsdør’, er vi ikke altid lige gode til at åbne den, tage chancen/løbe risikoen (som man ser det) og se, hvad der sker.  I min verden skal man indimellem turde satse for at vinde.

Men faktisk er provinsen blevet bedre til det der med turisterne. Fx ved jeg, at turismen til Kalundborg og Slagelse Kommuner aldrig har været højere end, hvad tilfældet er i dag. Siden 2014 er antallet af turister steget procentvis mere end noget andet sted i landet. Stigningen kommer både fra ferie- og erhvervsturister, og har betydet en meromsætning på over 100. mio. kr. Turisternes årlige forbrug i de to kommuner er over 1,5. mia. kr. Vestsjælland er bestemt ikke det eneste område, hvor det går fremad – jeg nævnte det blot fordi, jeg netop har set tallene, og havde dem frisk i erindringen.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen. Vi skal tænke større og anderledes for at få succes med at få folk til at flytte fra storbyen til provinsen, uden at det er af tvang. Vi har den smukke natur, men vi kan mere end det. Der er mange ting, der også lader sig gøre i provinsen, hvis blot vi nogle gange smider livrem og seler og tør slippe ‘det plejer vi’. Faktisk burde vi proppe  ‘det plejer vi’ op samme sted, hvor Janteloven ligger og hygger sig. København og de andre store byer i Danmark har ikke eneret på fremgang og succes. De provinsbyer, der tør tænke anderledes, er de provinsbyer, der får succes. De provinsbyer, der i fremtiden vil blomstre trods dommedagsprofetier over provinsen generelt. Så simpelt er det i min bog.

Nedenfor er et par billeder fra Dubai – fordi jeg ikke kunne lade være. De har bl.a. SÅ mange fantastiske smukke hoteller.

Dubai Marina.

The Walk – Dubai.

Udsigt fra Jumairah Al Qasr (skønt hotel i Dubai).

Mina A’Salam (også skønt hotel i Dubai).

Ystad er en by på Skånes sydkyst med godt 18.000 indbyggere. Dvs. det er en lille provinsby i udkanten af Sverige, ganske som så mange provinsbyer – også i Danmark. Men byen har gjort noget rigtigt – den er nemlig hjemsted for mange turister om sommeren bl.a. pga. deres lækre spa-hotel Ystad Saltsjöbad.

På vej til Ystad Saltsjöbad i Sverige.

Jeg  opholdte mig faktisk et par dage på Ystad Saltsjöbad i sidste uge – og det kan virkelig anbefales. Om sommeren er der ofte fuldt booket, og det kan jeg godt forstå. Men faktisk er der også rigtig mange mennesker om vinteren, hvilket jo er fantastisk for en lille by som Ystad, der ellers ville være temmelig øde, ligesom så mange andre mindre byer. Men her er der satset på turisterne, og det tror jeg er lige præcis, hvad man bør gøre, når man har omgivelserne til det.

Ystad Saltsjöbad ligger to km. fra centrum af Ystad, og er placeret lige midt på stranden, så at sige. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad flere provinsbyer i Danmark kunne drive det til, når man tager den smukke og lange kyststrækning i betragtning. Hvis blot der var nogle, der kunne se mulighederne (og havde pengene) til at lave noget lignende. I min hjemby, Kalundborg, ville det være oplagt at lave et badehotel med spa osv., præcis som man har gjort i Ystad. Jeg ved oven i købet, hvor det kunne ligge…

Udsigten fra mit værelse på Ystad Saltsjöbad en grå januar morgen.

Det er den slags, vi har brug for i ’provinsdanmark’, at man tænker lidt større.  Og ja, jeg ved, at nu vil mange tænke, at det ikke er tiden til at tænke større, men deri er jeg helt og aldeles uenig. Der er så mange små byer, der kunne blomstre, hvis blot man turde satse lidt. Gøre noget lidt anderledes, tænke lidt større. På Saltsjöbad i Ystad var der intet mindre end skønt. De har et badehotel med spa og lækre restauranter. Derudover er der smuk natur og en skøn strand ved hotellet. Servicen er i top, og alle er meget venlige. Man får fornemmelsen af, at man virkelig er velkommen, hvilket man vel også er – vi turister bidrager jo trods alt til deres succes. En succes, som mange provinsbyer i Danmark kunne skabe, hvis blot de turde gå lidt væk fra den danske tankegang: ‘Lidt er også godt’., ‘Nu skal vi ikke overdrive’ osv. Jo, vi skal. Prøv at se de byer og lande, hvor det går godt. Det går godt, fordi de har visioner, og ikke mindst modet til at prøve nye ting. DET kunne mange danske provinsbyer lære noget af.

Noget at suiten, hvor vi boede på Ystad Saltsjöbad.

Min veninde ‘samler’ (jeg havde tre tallerkner, og spiste det meste, ups) sammen til morgenmaden på Ystad Saltsjöbad.

Men man skal passe på med at stikke næsen frem i Danmark, det har jeg da erfaret (eller det har jeg faktisk hele tiden vidst). Nå, men jeg fortsætter med at stikke næsen frem – jeg kan tåle det. Da jeg i december skrev om, hvordan jeg oplevede min hjemby i forbindelse med julehandlens shopping-muligheder (og for den sags skyld resten af året), blev jeg bakket op af mange mennesker, der tænker præcis det samme, som jeg. Men jeg fik også inkasseret et par skideballer – åbenbart fordi jeg italesætter et problem. Jeg har ikke skabt problemet, men jeg har gjort opmærksom på, at det er her – for at vi skal gøre noget ved det i fællesskab. Og det er der åbenbart nogen, der ikke kan lide. Jeg vil saftsuseme (og så mener jeg det altså) 😉 ikke skrive, at alt er fryd og gammen, når det ikke er tilfældet. Punktum. Og jeg taler ikke noget ned, jeg gør opmærksom på et problem, der kan komme til at fylde temmeligt meget for mange mennesker, hvis ikke der gøres noget ved det. Ved at lade som ingenting, når der er et problem, er – mig bekendt – intet problem forsvundet af.

Faktum er, at vi har nogle problemer mht. detailhandel i mange mindre provinsbyer i Danmark, og det er man nødt til at erkende og italesætte, for at få gjort noget ved det. Lader man bare som om, at det hele er fint, ender man som Albert Arnesen i Matador (altså ikke død, men livet i byen – og dermed også byen –dør). Det er ikke sikkert, at jeg bor i provinsen til jeg dør, men jeg vil være ked af at se, at provinsen bliver udvisket som en handelsby, at livet i gaderne forsvinder for blot at være en by, der huser alle de store fabrikker (i min hjembys tilfælde). Dermed ikke sagt, at der ikke er plads til fabrikkerne, for selvfølgelig er der det – det er sindssygt vigtige for netop mindre provinsbyers overlevelse, at der er et godt erhvervsliv, og det bidrager de jo netop til. Men industri og erhverv er ikke nok. Mennesker, der bor i provinsen vil også have kultur – og her mener jeg ikke et museum eller et teater. Ikke at der er noget galt med det, men kultur er så meget mere.

Men hvis provinsbyerne mister de små forretninger og livet i byen, bliver de til spøgelsesbyer, hvor ingen har lyst til at bo. Jeg har ikke svaret på alle spørgsmålene, men jeg ved, at man er nødt til at følge med tiden, herunder også forholde sig til internettet som en konkurrent. Der er ingen tvivl om, at det kan være hårdt at starte forretning i provinsbyerne rundt omkring, fordi kunderne bl.a. ikke er gode nok til at handle, hvor de bor. Afstande er ikke længere så store, som tidligere, og mange kører til større byer for at handle. Men som jeg skrev sidst, hvis du ikke kan få, hvad du søger i den by, hvor du bor, så finder man det altså andetsteds. Så er spørgsmålet jo også, om der er varer, der burde være på hylderne, men som ikke er der? Som jeg også har skrevet tidligere, er jeg med på, at en lille forretning i provinsen ikke kan købe kæmpe lager af alt, men måske det kunne være en service at skaffe, hvad kunden mangler, og så bliver handlen alligevel i butikken. Her er nettet jo igen en oplagt idé.

Jeg var forleden i BR for at købe noget til min datter til Fastelavn. De havde det ikke, og jeg spurgte, om jeg kunne bestille det hjem. Det kunne de ikke, men de kunne oplyse mig, at det kunne købes i BR i København, eller jeg kunne købe det på nettet. Så er det, jeg tænker ‘WTF’ (til jer, der ikke lige er med på slangsproget her 😉 Pænt oversat: ‘Hvad i al verden…’). Hvorfor sørger I ikke for at få det hjem til mig hurtigt via jeres interne post, og så er alle glade. Men nej, jeg køber det nu i København. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde, den historie hører jeg ofte fra venner og bekendte. OG det handler jo netop også om service, som jo så i virkeligheden ikke er rigtig god her vel, lige så lidt som den giver handel til den lokale BR, og dermed gør deres tal pænere, som igen betyder, at risikoen for at den lukker er mindre osv.

Måske det var værd at tænke lidt over…

OG I hører mere om Ystad Saltsjöbad snart – der kommer en god deal og/eller en konkurence her på bloggen i nær fremtid – og jeg lover, at tager I derover, fortryder I det ikke…  I hører nærmere 😉

Set i lyset af, hvad der foregår rundt omkring i verden, kom jeg forleden til at tænke på, hvad det egentlig er, der gør en tryg – altså selvfølgelig udover at være sammen med de mennesker, man elsker eller holder af. Men tryghed er mange ting. Èn ting er de mennesker, vi omgiver os med, en anden er også de steder, vi opholder os.

Men hvordan ser trygge steder egentlig ud? Hvad gør, at man føler sig tryg, når man færdes blandt andre i byen, på gader og i parker ? Det gør fællesskabet. Det fællesskab eksisterer selvfølgelig både i by og på land, men jeg føler det stærkere i provinsen, end jeg gjorde, da jeg boede i byen. Eller måske ikke stærkere, men på de anden måde. For der eksisterer jo netop fællesskab i de enkelte bydele og områder i storbyen også, fx var jeg på Nørrebro i går, som jo er mit tidligere ‘hood’. Her hilste jeg på ‘min’ kebabmand og ‘min’ grønthandler osv. – og det er præcis den slags, der er med til, at man føler et fællesskab – med menneskene og det fælles sted, vi opholder os på. Tryghed er mange ting, og det er jo egentlig lige meget, hvor man oplever den henne, bare man har den rigtige følelse.

Kontakten til andre mennesker er ret central for følelsen af tryghed. Andre mennesker er ofte tegn på tryghed. Vi skaber tryghed ved at aflæse hinandens adfærd og ved selv at signalere fredelige hensigter.

Steders fysiske fremtoning har også stor betydning for, hvorvidt man føler sig tryg. Gadebelysning, lys i vinduerne, velholdte områder osv. er typiske tegn på, at der er mennesker i nærheden, og at det samtidig er mennesker, der kerer for området, og det gør, at man ikke føler sig utryg ved at opholde sig der – tror jeg.

En lille hyggelig gade, hvor jeg aldrig føler mig utryg.

Man hører ofte ordet tryghed blive diskuteret i den offentlige debat. De fleste ved, hvad tryghed er, men mærkeligt nok findes der ikke nogen fælles definition af selve begrebet ’tryghed’, fordi det vel er afhængigt af den sammenhæng, det indgår i. Vi taler ofte om tryghed, når vi netop har været i en situation, hvor vi har følt os utrygge  -og det har vi vidst alle vidst prøvet på den ene eller den anden måde.

I virkeligheden, tror jeg ikke, at vi danskere tænker – uanset hvor vi bor – meget over ’tryghed’, fordi vi altid har været vant til, at den var der – trygheden. Taget den lidt for givet. Men de vilkår har efterhånden ændret sig, og flere og flere føler sig utrygge på steder, hvor de før følte sig trygge. Det er her, jeg tænker, at fællesskabet spiller en afgørende rolle. Fællesskabet passer nemlig på hinanden, og det er lige præcis det, de er rigtig gode til i de små samfund, der hersker både i by og på land. Det har jeg set utallige eksempler på.

Nogle mennesker føler sig trygge, hvor der er larm, lys og mennesker. Andre, hvor der er stilhed, mørke og ingen eller få mennesker. Nogle fungerer fint med det hele, det gør jeg faktisk – det er ikke dét, der er afgørende for min følelse af tryghed, men sådan er vi jo også så forskellige.

Kælketur en januaraften i måneskin = ingen mennsker.

Sjovt nok har jeg aldrig været bange for mørke og stilhed. Jeg elsker, at jeg føler mig tryg ved at tage på kælkebakken i måneskin sammen med min datter i parken tæt ved, hvor jeg bor. At jeg kan løbe en tur, når det er mørkt. Som jeg ser det, er fordelen større, jo mindre byen er. Fordi alle kender hinanden (måske ikke kender, men i hvert genkender, og det skal man ikke kimse af – i dette sammenhæng i hvert fald. Det kan også være en ulempe, men det taler vi om en anden dag).

Løbetur i skumringstid på en kold januardag = ingen mennesker

Herude kender jeg naboerne på en anden måde, end jeg gjorde i København. Her har de en nøgle til mit hjem. Da jeg boede på Nørrebro, gav jeg altså ikke min nøgle til mit hjem til naboerne. Ikke fordi, der som så var noget galt med mine naboer, de var såmænd flinke nok, men jeg kendte dem slet ikke på samme måde, som jeg kender mine naboer herude på villavejen. Og det er jo egentlig pudsigt, eftersom man ofte bor tættere på hinanden i byen, og ikke har en ligusterhæk til at skærme af. Det kunne selvfølgelig ligeså godt være en villavej i Vanløse eller yderst på Amager Strandvej, men så er jeg vel også tilbage i provinsen, ikke? 😉

Dermed ikke sagt, at der ikke findes små samfund i København, hvor man kender og hjælper hinanden, for selvfølglig gør der det – jeg kender da til dem flere steder. Jeg tror måske bare, at det er mere en selvfølge på villavejen ude i provinsbyerne – især de små. De små samfund kan et eller andet, udover også at være irriterende, er de også pragtfulde på deres egne finurlige facon. Uanset, om du er til mennesker, støj, lys, larm, stilhed, mørke, eller det hele, så tænk over, hvad fælleskabet betyder næste gang, du hilser på naboen, kassedamen eller ekspedienten på posthuset  – hvad enten det er i 4400, 2200 eller et helt tredje sted…

Her føler jeg mig altid tryg.

Børnefamilierne vil i stigende grad flytte fra storbyerne til de små samfund uden for byerne – med andre ord ’provinsen’. Nogle af årsagerne til, at børnefamilierne flytter ud, er, at det er for dyrt at blive boende i byen, og fordi de ikke kan få de faciliteter, som de gerne vil have. Eller dvs. det er faktisk lidt svært at blive klog på, hvorvidt børnefamilierne i stigende grad flytter ud af storbyen eller bliver, da flere af de undersøgelser, jeg har læst, faktisk viser noget forskelligt – så meget for de undersøgelser 😉

Men undersøgelsen, jeg her refererer til, viser i hvert fald, at antallet af nettotilflyttede til Københavns Kommune i 2014 var på ca. 500, mens Aarhus Kommune oplevede negativ nettotilflytning sidste år. Grunden til, at København har en positivt nettotilflytning er netop ikke, fordi der er tilflyttere i traditionel forstand. Næ, der bliver såmænd født flere end, der dør i hovedstaden pt. De første tal fra 2015 viser faktisk, ifølge undersøgelsen, at udviklingen med stilstand eller tilbagegang i de største byer fortsætter. Det er i sig selv ret interessant, og så alligevel ikke breaking news, for der kommer vel et punkt, hvor byen ikke kan rumme flere mennesker eller?

Noget andet interessant jeg læste, var, at mange danskere udenfor de store byer føler sig set ned på og gjort nar af – især af folk i København. Noget med en mental afstand mellem folk, der bor i storbyerne og provinsen. Noget med de oversmarte i byen, og ‘bøhtosserne’ på landet. Helt ærligt – det er da en floskel, der burde være død og begravet for længe siden. Ja, der var stor forskel engang, men helt ærligt, vi skriver 2016 nu. Men selvfølgelig medierne har travlt med at tale om den store forskel både mentalt og fysisk i by og på land, og det er da klart medvirkende til at dele i stedet for at samle. Selvfølgelig er der forskel på nogle områder (andet ville da egentlig være mærkeligt), men så er den forskel vidst heller ikke større…

OG så står den ’idé’ da i øvrigt også lidt for provinsboernes egen regning. Vi er præcis så meget værd, som vi gør os selv til, og jeg er da hverken mere eller mindre værd, om jeg bor det ene eller det andet sted. Hvordan folk ser på mig, er deres sag, ikke min. Jeg hverken kan eller vil rette ind, for at de skal synes anderledes. Jeg er Gitte, om jeg bor i provinsen eller i storbyen, i Danmark eller udlandet. Jeg har prøvet det hele, og jeg er ikke færdig med noget af det. Men Gitte, kan jeg ikke løbe fra. Og hun har ikke andet tøj på i provinsen end, da hun boede i storbyen eller udlandet (eller jo, men det har noget med tiden at gøre, ikke stedet, hvor jeg opholder mig, med mindre jeg selvfølgelig er i skoven kontra Kgs. Nytorv).  Og mentalt har hun vidst heller ikke forandret sig synderligt (udover at hun hele tiden bliver ældre OG klogere – og deraf skifter holdningerne vel også indimellem) 😉

Når det er sagt, er der måske nok noget om, at folk tidligere kiggede på en med en vis undren over, at man havde valgt storbyen fra. Fordi det længe har været moderne at vælge den til, og på en eller anden besynderlig måde det eneste rigtige (omvendt er der jo også nogle, der ikke forstår valget om storbyen, og dermed provinsen, der bliver valgt fra). Men ting har det med at skifte, og faktisk synes jeg, at den undren er blevet langt mindre de senere år, at folk har fået større forståelse for, hvorfor nogle har valgt provinsen til og storbyen fra. Nye tider er måske ligefrem på vej? Derudover er Danmark jo altså et lille land, og afstandene derfor ret overskuelige, og der er jo heller ingen, der siger, at fordi man én gang har truffet et valg om at flytte til provinsen eller storbyen, at man så bliver boende der altid.

En lille bid af en smuk provinsby.

Det handler altså også om selvopfattelse. Hvor danskerne fx ofte tager afstand fra det område, de kommer fra, hvis det ikke er en af de store byer, er man i fx Frankrig og Norge stolte af hjemstavnen (igen baseret på undersøgelser – jeg kender ikke nok nordmænd og franskmænd til at kunne lave min egen undersøgelse. Den ville i hvert fald ikke blive valid). Ligesom de også er meget stolte af de regionale produkter, der kommer fra de mindre befolkede områder. Men lige præcis den udvikling har faktisk været i gang i Danmark længe. Alle vegne i provinsen i dag, er man stolt af de specialvarer, man producerer, og der er flere og flere, der satser på netop denne forretning i takt med, at det bliver mere og mere moderne at købe specialvarer. Alle er vilde med lokal/special/økologiske/bæredygtige og alt muligt andet producerede varer – sådan noget, du ikke bare kan købe i Føtex.

Så for lige at opsumere (nu lyder jeg virkelig kedelig, I know):Men man skal altså være stolt af sin hjemegn (selvfølgelig forudsat, der er noget at være stolt af, men det er der altså som regel), hvad enten man bor der eller ej. Hvert sted har vel et eller andet særegent. Derudover skal man altså huske på, at ens værd bestemt ikke afhænger af, hvor man bor. Dem, der mener andet, har jo tydeligvis drukket eller røget et eller andet, de burde holde sig fra. Punktum.

Ps. Jeg har lige været ude at kælke og vinterbade – hvor fantastisk er det lige, at man kan kælke – næsten – i baghaven og bagefter bade i havet i snevejr. Sådan er der også i provinsen 😉

Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år. Jeg har vinterbadet for 1. gang den 1. januar (og er altså fortsat siden da). Jeg er nødt til at komme ud med det STRAKS – jeg er jo ved at revne af stolthed. Jeg hoppede lige på hovedet i. Det var så åbenbart en fejl – hvad ved jeg om vinterbadning 😉 Det var koldt, men skønt. Jeg har også undret mig over, hvorfor vinterbadere ofte bader nøgne, men det har jeg så også – på egen krop – fundet ud af. Badetøjet er VIRKELIG KOLDT, når man har været i 5 grader koldt vand, og stolt kommer op på badebroen, og det så blæser (som det jo ofte gør i Danmark)… Så forstår man det faktisk lige pludselig, men mit badetøj bliver nu på – koldt eller ej.

Badetøj er MEGET koldt, når man har badet om vinteren, og der ER altså en grund til, at mange vinterbadere bader nøgne. NOT gonna happen here though…

Der var IS på trappen, da jeg var nede og bade i går!!!

Nå, men grunden til, at jeg fortæller jer om mit vinterbade-eventyr er faktisk fordi, provinsen jo netop burde være stedet for vinterbadere, og i særdeleshed min hjemegnskommune, da den tilbyder ca. 160 km kystlinje. Og det ER stedet for at vinterbade, når bare man ser bort fra de manglende faciliteter. Problemet, som jeg ser det, er, at man (politikerne) ikke altid husker at plukke de nederste frugter fra træet – dem, der ikke er så besværlige at få fat i. Og det gælder altså i flere henseender, hvorfor er der fx ikke et ordentligt vinterbadeanlæg her i byen, eller for den sags skyld i en af de andre byer heromkring? Sådan et med udsigt udover vores smukke hav og så en sauna.

Jeg kender flere, der vinterbader, både i Kalundborg, som jo er min hjemegn, andre provinsbyer og i København. Dét jeg ikke forstår, er, at man i fx vores hovedstad flere steder har rigtig gode faciliteter til vinterbadere, mens provinsbyerne skriger på den slags. Har de flere penge i København, eller prioriterer de markant anderledes, hvad angår den slags? Provinsen har jo netop omgivelserne til at vinterbade. Ikke kun hvor jeg bor, men mange steder i provinsen, og derfor er det da oplagt at have faciliteter til det.

Nu sidder der nok nogle og tænker, at vi da kan bruge pengene bedre på fx børnehaver, de ældre, sygehusene osv. Enig. Der er flere områder, der trænger til en ekstra indsats, men nogle gange skal man også tænke i det små. Fx har jeg heller aldrig rigtig forstået, hvorfor man ikke har ordentlige bystrande i den by, jeg er fra, eller for den sags skyld i flere andre provinsbyer, der ligger langs den smukke danske kyst. Nogle steder har fulgt tiden, i høj grad formået at udnytte naturens ressourcer, og har set potentialet i netop at skabe et miljø, fx en havnepark, en bystrand eller et vinterbadeanlæg til glæde for borgerne i byen, men så sandelig også et miljø, der er med til at skabe merværdi for området/byen, og dermed tiltrækker flere mennesker.

Jeg er klar over, at turisterne ikke vil valfarte til provinsen for at vinterbade, men omvendt er jeg sikker på – især i tider med fokus på spa og wellness, at skaber man noget unikt og brugbart som fx et vinterbadeanlæg med sauna og udsigt, vil man tiltrække flere mennesker – også potentielle tilflyttere. Og nej, der er nok ingen, der flytter til en by pga. et vinterbadeanlæg, men samlet set, kan det være en faktor, der spiller en væsentlig rolle, ligesom så mange andre faktorer. Jeg skal fx selv på spa ophold i Sverige med en veninde her slut januar, og her skal jeg bl.a. vinterbade, fordi de har lækre faciliteter til det. Det er en del af deres koncept, og de har rigtig mange gæster sommer OG vinter netop, fordi de har udnyttet naturens ressourcer, og har skabt et område, man gider besøge på alle årstider. De har simpelthen lagt et badehotel i en lille, men smuk by ved vandet, og her valfarter turisterne til, bl.a. for at vinterbade i meget smukke omgivelser. Som jeg ser det, har de intet, vi ikke har her, hvor jeg bor (eller flere andre danske provinsbyer) – på nær det smukke hotel med de lækre faciliteter – og det er jo ligesom ret essentielt for, at det bliver en succes 😉 Men det er jo ikke kun i Sverige, at de kan finde ud af det. Der er skam mange steder rundt omkring i provinsen i Danmark, hvor man har formået at skabe netop den slags område, der trækker mennesker til – der er desværre bare også flere steder, hvor man endnu har det til gode.

Smuk, smuk udsigt udover fjorden. Jeg er derimod mindre køn i min fars gamle morgenkåbe og bamsestøvler, men det er jo ikke et modeshow at vinterbade;-)

Jeg har jo bl.a. boet i København tidligere, og jeg må ærligt indrømme, at jeg undrer mig over, hvor fantastiske havnemiljøer, vinterbadeanlæg osv., man her har formået at skabe til trods for, at det er i provinsen, man har omgivelserne til det. Her tænker jeg i form af meget smuk natur og i flere kommuner mange km. kyststrækning. Og ja, jeg ved, at der også er smuk natur omkring København, og mange mennesker til at bruge byen, men naturen er ikke i København – det er den i provinsen. Her er den en del af byerne, og den mulighed skal vi gribe, og netop skabe miljøer til stor gavn for borgerne i provinsbyerne, men også gæsterne – dem vil vi jo gerne have flere af, ligesom tilflyttere også er velkomne, har jeg hørt 😉

Det handler om nytænkning, om at være visionær og turde satse på noget lidt anderledes. Men det er nok dér, skoen trykker. Jeg forstår ikke, hvorfor nogle kommuner er så blinde over for det faktum, at et rigt kulturliv bidrager til, at flere mennesker finder et område interessant, benytter det og andre måske endda flytter dertil. Og nej, jeg mener ikke, at man skal bygge en opera eller andre ting, der hører sig en storby til. Man skal da udnytte de ressourcer, naturen har i ‘vandkantsdanmark’ – uden at ødelægge den vel at mærke. Men det er nu ikke kun dér, skoen trykker, hvis man spørger mig. For der er også et andet stort problem, og det er ikke kun i provinsen, at det er et problem. Næ, det er en folkesygdom i hele Danmark. Det er for let blot at lægge hele ansvaret over på kommunen eller anden større instans. Vi tager ikke ansvar for noget som helst i dag (nu generaliserer jeg lidt, sorry). Men det er altid kommunens problem – eller statens eller eller eller – aldrig vores eget. Måske det var på tide, at vi alle deltog i arbejdet, og tog ansvar for, hvordan vores egen baggård ser ud, og så ellers løftede i flok. Jeg er klar over, at man ikke kan stille meget op, uden opbakning fra netop de større instanser, som fx kommune osv., men mon ikke, at den er der, hvis idéen er god nok?!

Min far sagde altid, at man aldrig finder ud af, om noget er det rigtige, før man har prøvet. Nogle gange følger man bare den letteste vej.  Alene kan man ikke så meget, men sammen er man temmelig stærke. Men det kræver også, at de kære politikere i provinsen husker, at kultur ikke blot er teater, men også andre ting – nogle gange simple ting, som fx et vinterbadeanlæg.

Endelig er det værd at minde om, at hvis man plukker de nederste æbler, er det i øvrigt også lettere at få fat i dem, der sidder øverst på træet – og nogle gange synes umulige at få.

Det kunne også være juleAND året rundt, det ville heller ikke være dårligt. Nuvel, det er altså juleånd. Jeg elsker jul. Det er sådan en lidt magisk tid. Det er svært for mig at beskrive. Jeg er ikke specielt religiøs, men alligevel er det på det tidspunkt af året, hvor jeg tænker lidt på hele historien bag den kristne tro. Traditionen med julen, kærlighed, næstekærlighed og alt det der. Når jeg sidder i kirken juleaftensdag er der et eller andet i luften, måske kunne jeg endda driste mig til at sige ‘magi’, selv om det nok står skidt i forhold til kirken 😉 Jeg ved heller ikke helt hvorfor (magien føler jeg absolut ikke på andre tidspunkter i en kirke. Sorry, men det er sandheden). Men julen er uden tvivl også magisk pga. min datter. Jul og børn, det hænger ligesom rigtig godt sammen. Gid jeg stadig var vild med historien om Jesusbarnet i en krybbe, og troede på julemanden og alle nisserne. Det var en helt speciel tid, som jeg misunder min datter for at befinde sig lige midt i lige nu.

There are no artificial chemicals or preservatives are added. The natural hair oil and facial hair complex is used as a supplement. This way you don’t have to worry about the side effects. is beard czar scam ShowBox allows you to watch your favorite shows and movies as many times as you want to without a break and will become your favorite binge partner in no time. The ShowBox app is also equipped with some really awesome features which we have described below which will further enhance your viewing experience and take it to a different level altogether. showbox for ios

Jul i Tivoli er altid magisk – især med børn 😉

Nå, men julen er vel sådan officielt overstået nu, og vi begynder at tænke på at skulle fejre nytår lige om lidt. Vi har alle haft travlt – og har det stadig. Jeg har i hvert fald indimellem alt for travlt. Jeg var i København lige inden jul,  hvor jeg skulle mødes med en veninde. Vi skulle købe julegaver (og nej, de kunne ikke købes, hvor jeg bor) og hygge os. Det gjorde vi også, og det var mægtigt hyggeligt. Men inden da skete der noget andet, som jeg rigtig gerne vil fortælle om.

Jeg ventede på min veninde udenfor – lige ved en kaffebar. Der sidder en hjemløs, eller det ved jeg jo ikke, om han er, men det ligner han i hvert fald. Og det er han også, finder jeg ud af. Han fryser. Eller det ved jeg jo heller ikke, men det ser sådan ud. Jeg fryser i hvert fald, og det er koldt. Jeg går ind på kaffebaren og køber en varm kaffe, som jeg tager med ud til ham. Han bliver glad – og lidt forlegen. Han hedder Henrik, fortæller han mig. Han smiler, siger tak for venligheden, og jeg tænker, at nu er det, at jeg siger selv tak og vender mig lidt væk. Men det kan jeg ikke. Jeg spørger i stedet, om jeg må sætte mig ved siden af ham (det var koldt, men det føltes mere rigtigt, når nu han sad ned). Jeg er glad for, at jeg satte mig ved siden af Henrik. Vi nåede vel at snakke 20 min. tid (tænk, at det er lykkedes mig at komme før tid til noget, det må være første gang ever), og de 20 min. har fået mig til at tænke ekstra meget over nogle ting efterfølgende.

Henrik fortæller mig sin historie, eller nok nærmere en del af den. Den del, han har lyst til at fortælle om. Jeg lytter. Siger ikke ret meget (hvilket vi jo alle ved er en sjældenhed). Henrik havde engang en kæreste, et barn og et hus. Det har han ikke mere. Eller dvs. barnet har han stadig, han ser ham bare ikke. Kæresten er smuttet, huset væk og vennerne er efterhånden få. Han har forskellige problemer, som man ikke bare lige vender med en fremmede over en kop kaffe. Alligevel rørte hans historie noget i mig. For Henrik var faktisk ‘bare’ som så mange andre – lever sit liv, og pludselig er tæppet revet væk under ham. Eller det var ikke pludselig, men sådan føltes det, fortæller han. Han havde aldrig troet, at det skulle ske for ham – at han blev en af samfundets ‘svage’, som han selv udtrykker det.

Jeg hører ellers nok til dem, der er skråsikre på, at visse ting er for de svage her på jorden. Jeg er sådan en, der kan klare det hele (tror jeg), men jeg glemmer bare, at vi alle er svage indimellem, og derfor alle kan blive ramt af noget, vi aldrig havde troet muligt. Nå, men da jeg sad der og snakkede – eller rettere lyttede til Henrik, gik det op for mig, hvad næstekærlighed også er. For mig har næstekærlighed ofte været, at jeg har doneret penge til et eller andet formål, eller jeg har givet Røde Kors tre sække fyldt med tøj. Jeg har altså altid valgt den ’lette’ løsning. Misforstå mig ikke. Der er intet galt med at hjælpe via donationer og lign. Tværtimod (vi kan jo heller ikke alle sidde og drikke kaffe på fortovet). Men jeg fik øjnene op for, at min tid – 20 min. og en kop kaffe var et lyspunkt på Henriks dag – og i øvrigt også på min egen ellers lidt grå dag (der i øvrigt også havde været alt for travl).

Henrik var fantastisk spændende at tale med. Han var velinformeret om samfundet (hvorfor skulle han egentlig ikke også være det? Men det var hjemløse nok ikke i min verden, indtil det øjeblik). Det var måske ikke på den gængse måde, at han fulgte med på, men hvem siger også, at den gængse er den ’rigtige’? Henrik sagde til mig, at jeg skulle huske at være lykkelig. At jeg skulle følge mine drømme, men også huske på, hvad og hvem, der virkelig gør mig glad sådan helt ind i hjertet. Leve i nuet, pludselig er det for sent. Præcis de samme ord, som jeg er vokset op med, men desværre alligevel, ligesom flest andre, glemmer til tider.

Julen er andet end Rudolf med den røde tud, gløgg og en masse gaver. Glædelig jul og godt nytår!

Henriks ord fik mig til at tænke på, hvordan vi alle siger, at julen er hjerternes tid. En sådan lidt magisk tid, og ikke mindst en tid, hvor vi skal tænke på hinanden. Men det skal vi vel hele året. Da jeg satte mig på det fortov den dag, troede jeg, at jeg gjorde den ’stakkels hjemløse’ en tjeneste, og det gjorde jeg måske også nok på sin vis, men han gjorde også mig en tjeneste. En stor en endda. Jeg fik en påmindelse, og det var første gang i en travl december, at jeg følte julefreden spire en lille smule i mig. Det var der, at jeg igen blev mindet om, at det hele ikke handler om Rudolf med den røde næse, gløgg, julefrokoster og det store gaveræs (selv om jeg , indrømmet, selv køber mange gaver). Men lige der midt i gaveræset, siddende på det kolde fortov, tænkte jeg igen over, hvad julen – og ikke mindst livet – egentlig handler om, og jeg tror, at vi alle en gang imellem har godt af – og nok også brug for – at blive mindet om netop det. Mindet om, at et venligt ord, et smil eller 20 min. og en kop kaffe kan gøre en kæmpe forskel for et andet menneske (og/eller dig selv).

Sidst, men så langt fra mindst, vil jeg vil forsøge at følge mit hjerte til fulde, og ikke mindst mine drømme. Forsøge ikke at være bange, også selv om hvert valg, vi træffer, har konsekvenser. Følge min mavefornemmelse og mit hjerte – til trods for, at det til tider kan være svært, og bestemt kræver en ekstra indsats – men det er det værd!

Tak for påmindelsen, Henrik. Godt nytår – må I alle få opfyldt jeres ønsker i 2016.