Kategori: blog-forside (Side 14 af 18)

Jeg synes lige, at jeg vil dele nedenstående link med jer. Morgenavisen Jyllands-Posten har nemlig for få dage siden bragt en rigtig fin artikel om Røsnæs, som ligger ved Kalundborg – provinsbyen, som jeg er fra;-) Har du endnu ikke læst artiklen og set de smukke billeder, så gå ind på nedenstående link, når tid. Artiklen viser nemlig så fint, hvad provinsen også er…

http://jyllands-posten.dk/rejser/danmark/ECE7224319/Vestsjællands-vidtstrakte-vandrerute/

Jeg har haft fornøjelsen af hans selskab – og det er absolut ikke kedeligt. Da vi første gang snakkede sammen i sommer, fandt jeg hurtig ud af, at han havde en mening om mange ting – ikke blot om ’medvind på cykelstierne’…(det er jeg ellers stor tilhænger af). Nå, men derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at høre hans mening om urbaniseringen i Danmark og hvorfor, han har valgt at bo langt ude på landet.

Han er kendt for mange ting, men nok mest for sin optræden sammen med Finn Nørbygaard, sine sjove kommentarer, sine anderledes jakkesæt og ikke mindst for sit valgprogram i 1994, hvori der bl.a. står ’mere medvind på cykelstierne’. Han er født på Færøerne, men er vokset op i Risskov ved Århus. Siden da har han boet i både Silkeborg og Hornbæk. I virkeligheden kan han bo alle vegne, da han er kosmopolit. Men han har helt frivilligt valgt at bosætte sig langt ude på landet på Fyn, og han elsker det. Han holder af stilheden og naturen, men det betyder ikke, at han ikke elsker storbyen og at rejse ud i verden, for det gør han, og han rejser meget. Men de små samfund i Danmark og naturen betyder meget for ham, men han er nu ikke bange for, at det vil forsvinde, for han er sikker på, at ligesom alt andet skifter, så gør trenden med at bo i storbyerne det også på et tidspunkt.

Jeg havde en meget interessant samtale med Jacob allerede i sommer.

”Det der med at bo, det er ligesom med modetøj. Det skifter hele tiden, og det gør det også mht., hvor det er moderne at bo og opholde sig. Sådan er det også med Nordsjælland og København. Tingene ændrer sig hele tiden.

Jacob Haugaard fortæller, at han er et rigtigt forstadsbarn. Århus er i hans øjne en storby, og var det også dengang, han var barn.

“Det tog kun ti min. at cykle ind til byen ude fra landet, hvor jeg boede. Århus var virkelig storbyen, og Risskov var virkelig landet dengang. Det er nok mindre landet i dag.”

Grænser rykkes

Og han har jo ret, linjerne for by og land flytter sig hele tiden, og det vil de nok altid gøre. Det er også tankevækkende, at folk definerer storbyen forskelligt. Nogle mener, at der kun er én ’rigtig’ storby i Danmark, og det er København, andre mener, at også Århus, Aalborg og Odense kvalificerer sig som værende storbyer. Og spørger du dem i Vanløse, om de bor i København, svarer de et rungende ja, men man får et sikkert nej på spørgsmålet om, hvorvidt man bor i København, hvis man bor i Vanløse, når man spørger en fra København K. Definitionen er altså meget forskellig afhængig af øjnene, der ser.

Jeg kan i øvrigt ikke lade den gå forbi, når Jacob Haugaard selv nævner ordet ‘mode’ og ‘tøj’. Jeg er simpelthen nødt til at knytte en kommentar til Jacobs valg af tøj, nu han selv nævner ‘modetøj’. Mon ikke, at han er gået imod strømmen én gang eller to før, hvad angår valg af tøj i hvert fald. I virkeligheden nok også i mange andre henseender – og det elsker jeg, når folk tør gøre.

”Men taler vi om ’rigtige’ storbyer, så har Danmark i min optik ingen. Så er det New York, Shanghai, Rio, Mexico City osv. Men det er faktisk tankevækkende, hvor mange kosmopolitter vi har i provinsen og fx et sted som Færøerne. Der bor mange flere kosmopolitter uden for storbyerne, de har jo penge. Dem i København, de har jo ingen penge, de bruger det hele på husleje. Men folk i provinsen ER faktisk meget berejste. Folk, der bor på Færøerne er et sjovt eksempel, da man her er så langt væk fra alting, at man næsten ikke kan komme længere væk. Det er verdens ende, og alligevel er mange af dem deroppe i høj grad kosmopolitter. De er meget berejste og har været i mange storbyer over hele verden. Det er ikke, hvad man tror, når man lige tænker Færøerne.”

Jacobs hus på Fyn

Jacob Haugaard kan tilpasse sig alle vegne, og han elsker både storbyens larm og provinsens fred og ro. Men han har dog truffet et valg ud fra, hvad han havde mest lyst til, og det var at bo ude på landet.

”Jeg fungerer fint alle steder, her er stille og roligt, og da jeg er i både København og Århus mange gange om måneden, er det altid dejligt at komme hjem til fred og ro. Her kan jeg slappe af, gå tur i naturen med hundene og nyde stilheden.”

Den store forskel

”Der er lavet mange undersøgelser på levestandard i Danmark, og jeg blev meget forundret, da jeg læste en undersøgelse for noget tid siden, hvor den ene familie boede i Tønder og den anden i Hørsholm i samme slags hus, samme standard, samme indtjening pr. familie osv., men familien i Tønder havde kr. 6.000,- mere til sig selv om måneden, end dem i Hørsholm simpelthen pga. boligpriserne i København og Nordsjælland er så høje i forhold til resten af landet. Det er da tankevækkende.”

Mediernes mekka

Ligesom tilfældet er med så mange andre, jeg har snakket med om dette emne, siger også Jacob, at medierne er koncentreret om København, og at det derfor naturligt skaber en særlig interesse for København for mange mennesker, både hvad angår bolig og job. Det er her, det sker. Der er en vis signalværdi i at kunne sige, at man bor og/eller arbejder i København eller nord for.

”Jeg ville nok få mere arbejde, hvis jeg boede i København. Medierne er i København, og medierne har meget at sige i forhold til, hvad laver, og jeg er langt fra dem her ude på landet på Fyn. København giver andre muligheder arbejdsmæssigt, det er der ingen tvivl om. Faktum er jo, at det er i København det hele sker. Derfor er det også klart, at det er i København, at ungdomskulturen er stærkest, det er der de unge vil være, fordi det er her, det sker. Men det kunne træffe, at det med tiden blev delt mere ud til provinserne, hvem ved. Jeg er egentlig ikke så bekymret for provinsen, den skal nok klare sig. Den har meget at byde på. Folk vil vende tilbage igen. Det andet er uholdbart i længden, fx kan vi jo ikke alle bo i København. Det er i øvrigt også mærkeligt, at de der snakker mest om miljø, bor i lejligheder i byen, vi andre er ude i det. Og det er der flere, der vil igen på et tidspunkt. Hvis du vil miljø og sund mad, skal du ud af storbyerne. Men medierne har alle dage været dårlige til at fokusere bredt. Tag fx England, alle kender London, og det er, hvad mange forbinder med England, men i virkeligheden er det ikke et ret godt billede på England. Men det er det, man kender. Centraliseringen vil helt sikkert fortsætte et stykke tid endnu, men der kommer et naturligt stop på et tidspunkt. Det er bare et spørgsmål om tid. Flere og flere fokuserer i dag på fx ren luft og egen dyrket sund mad fra haven, og det kan du ikke få i København. Der kommer modbølger…”

Jeg er enig med Jacob i, at det primært er i København, det foregår,  men jeg mener jo netop, at de danske medier burde være bedre til at rette fokus bredere end, hvad tilfældet er i dag. De burde vise andet end, at alt vest for Valby Bakke ‘bare’ er udkantsdanmark, og at Danmark ikke blot er København, men består af så meget mere.  Der er ingen tvivl om, at præmisserne er svære for de små samfund mange steder i dag, og indbyggerne i provinsen skal være kreative og snarrådige for at overleve. Men det kan lade sig gøre, hvis man tænker sig om og gider arbejde for det.

Miljøsvineri ses både i by og på land. Vi sviner alle vegne, og det er der jo ikke noget nyt i. Men jeg er sindssyg træt af at se på, hvordan danskerne smider alt i naturen – og jeg mener alt. Måske man lægger mere mærke til det herude, hvor naturen er lidt tættere på? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er pinligt, at vi ikke kan finde ud af at rydde op efter os selv. Uanset, om man bor i provinsen, på stenbroen eller i København K, er det grimt og ulækkert at se på. Og ikke mindst tankevækkende, at så mange mennesker ikke kan se det forkerte i bare at smide fra sig, hvad man lige har i hænderne i stedet for at smide det i en skraldespand. Og er der ikke en skraldespand i nærheden, ja så må man jo tage det med sig. Sådan er reglerne, hvor svært kan det være?

Jeg har måske især tænkt over vores tilgang til at smide ting i naturen og på gaden, fordi min bror bor i Singapore, hvor alt er meget rent og pænt, næsten lige meget, hvor du befinder dig. Du får ganske enkelt høje bøder for at smide affald både på gaden og i naturen. Nu er det jo ikke fordi, jeg ønsker mig en stat som Singapore i julegave (Singapore er en autoritær stat med blandt andet streng kontrol af massemedierne – og det er jeg jo i hvert fald ikke tilhænger af), men vi kan ikke komme uden om, at der er rent og pænt, at man så også kan komme i fængsel for de særeste ting, er en anden sag…

Øøøøøh, det er jo bare papir

“Jamen det er jo en ispind, den er lavet af træ. Den må man godt smide”. Eller “Det er jo bare papir, det forsvinder hurtigt” Ja, okay, hvordan tror du, at det ville se ud at gå en tur på stranden eller i skoven, hvis alle 5.6 mio. mennesker i Danmark tænkte sådan? Præcis som at mange mennesker ikke synes, at cigaretskod er affald. Blot til info, så tager det et til fem år for naturen at nedbryde et enkelt cigaretskod. Og i øvrigt er de fulde af kemikalier, som siver ned i jorden. Cigaretskod er altså også affald. Punktum. De fleste ved, at vi skal passe på naturen, de færreste gør det.

Jeg fik egentlig  idéen til indlægget her, da en af mine venner skrev til mig, at midt i vores ’skælden ud’ over at blive kaldt udkantsdanmark og den rådne banan, er provinsboerne verdensmestre i visuel forurening. Og han har så meget ret! Vi trænger i den grad til et nyt udstillingsvindue.

Nå, men det er altså åbenbart meget svært. Men udover, at det ødelægger den fine natur er det også grimt og ulækkert at se på, og det er pinligt. Pinligt, fordi det er det indtryk provinsen efterlader hos alle de mennesker, der af den ene eller anden grund besøger provinsen. Jeg siger ikke, at det er alle steder, at det er et problem, men hånden på hjertet, så kan vi vidst godt alle sammen nikke genkendende til problemstillingen. Derudover smitter det. Forstået således, at flere undersøgelser faktisk viser, at folk er mere tilbøjelige til at smide affald, hvor der i forvejen ligger noget. Måske det også har en effekt, at mange offentlige områder/parker i Danmark i dag så langt fra bliver vedligeholdt, som de burde og som man så i ’de gode gamle dage’. Det bidrager måske også til, at folk tænker, at det kan være lige meget, når der alligevel ikke ser ordentligt ud?

Provinsen sælger faktisk sig selv temmelig dårligt på det grundlag. Og begynder man at tale om tilflyttere, skal man nok ikke være den hurtigste knallert på havnen for at regne ud, at det ikke er gammelt affald i naturen, faldefærdige beskidte facader i byens gågade, hvor tidligere butikker har ligget, men hvor vinduerne nu er prydet af iturevet gråt papir, nedrivningsmodne huse på hovedgaderne rundt omkring og ophobning af rustne landbrugsmaskiner, containere og oliedryppende bilvrag i forhaven til de ellers så idylliske landbrugsejendomme, der får folk til at tænke: “Her vil jeg Sørme gerne bo”. Tværtimod er det benzin til bålet, når vi snakker fordomme om provinsen.

“Har vi alle ikke et ansvar for at gøre provinsen attraktiv, eller er det kun foran Tivoli, der skal være pænt?” skrev han bl.a. til mig. Og igen rammer han hovedet på sømmet. Vi kan ikke bare skyde skylden på politikerne eller, hvem vi nu ellers har lyst til at gøre til syndebukke i den her sag. Vi har alle et ansvar, men vi lever ikke op til det. Hvis provinsen skal være attraktiv for turister og tilflyttere (og for de, der allerede bor der), skal tingene også se ordentlige ud. Så simpelt er det. Udover at vi passer på den fine natur og tænker på miljøet, er sidegevinsten altså, at provinsen vinder point for det nye udstillingsvindue.

I tror det måske ikke,  jer inde i storbyen, men der er faktisk også internetforbindelse herude på landet. Herude er man, ganske som I,  gået væk fra det der modem-noget, der ringer op med høj skinger lyd for at få forbindelse til noget man kalder ’internettet’. Man kan endda få installeret wifi herude – ligesom i storbyerne.

Jeg læste en artikel for nylig, hvori der netop stod, at provinsen i Danmark havde problemer med bredbåndsforbindelsen. Det er muligt, at det forekommer flere steder, eller det ved jeg, at det gør, men manden i artiklen fik det til at lyde som om, at internettet var en by i Rusland for os i provinsen. Nogle af jer kan måske huske, at jeg fortalte om den der undren blandt kollegaer og venner, da jeg fortalte, at jeg flyttede fra København til en lille by ude ved vandet i Vestsjælland. Jeg kunne lige så godt have sagt, at jeg ville flytte til Sibirien (der har de sgu’ nok heller ikke nogen ordentlig bredbåndsforbindelse).

’Da shit’

Livet i hovedstaden er det bedste – intet mindre end stedet. Nord for København kan også gå an, da ‘de rigtige’ mennesker også huserer her. Alt andet er kun for de andre. Kigger jeg helt navlebeskuende på min egen socialgruppe af unge (okay, jeg er ikke helt ung, men I ved, hvad jeg mener) veluddannede mennesker med karrierejobs i hovedstaden, er fænomenet endnu tydeligere. Man kan ikke flytte fra byen, hvis man har mulighed for at blive. Punktum.

“Du har boet i Århus og mange år i København, og nu er du flyttet til provinsen?”  En åbenbart ulogisk og forvirret beslutning truffet af et lettere ustabilt menneske for nogle år tilbage – nemlig mig. Hvem flytter frivilligt mod moderniteten – og majoriteten for den sags skyld? Hvem flytter frivilligt fra hovedstaden til provinsen? Den moderne naturromantik trives umiddelbart bedst på livsstilsmagasinernes farverige sider. Det er blot en illusion, at der er godt på landet. Eller hvad?

Omvendt er jeg også herude i vandkantsdanmark blevet set på med undren, når jeg ærligt har sagt, at jeg savner København. For det gør jeg, men det betyder ikke, at jeg nødvendigvis synes, at det ene er bedre end det andet. Jeg er i virkeligheden hverken antistorby eller antiprovins, selvom nogle tror, at det er tilfældet. Jeg er nærmere pro-storby OG pro-provins. Men mange storbymennesker og forstadskøbenhavnere forstår det ganske simpelt ikke. De forstår ikke, hvad vi laver herude på landet. De bliver nærmest paniske ved tanken om provinsens stille liv og højst sandsynlig en anderledes social sammensætning. Der er også meget mørkt derude på landet, og nogle af dem, der bor der er virkelig nogle bonderøve, og måske internetforbindelsen slet ikke virker?

Ja, surprise – der er mørkere på landet end i byen, og ja, der er en enkelt eller to bonderøve herude (okay måske flere), men er der i virkeligheden ikke det alle vegne – også i storbyen (jeg har i hvert fald mødt et par stykker), og er det nødvendigvis skidt? Men vi har altså det der moderne skidt, de kalder internetforbindelse, endda den hurtige slags uden ledning. Og ja, det er muligt, det kan synes fremmedartet for udenforstående uden kendskab til livet på landet og provinsens kvaliteter, men der findes faktisk mennesker, der lever et lykkeligt liv i provinsen. Eller måske endda helt ude på landet, hvor der ikke engang er gadelygter og, hvor man må gå på arbejde eller til nærmeste nabo, når sneen falder tykt, fordi vejene ikke bliver ryddet. Til gengæld er der højt til loftet ude i naturen, man kan se stjernerne på himlen, og man har langt større chance for at opleve sneen dale hvidt fra en frostklar stjernehimmel, hvor sneen også forbliver hvid og smuk, når den rammer jorden. Og tro det eller ej, men mange mennesker i provinsen er også ressourcestærke, reflekterende, kritiske og selvstændige mennesker.

Det, jeg i virkeligheden forsøger at sige, er, at der heldigvis er et valg. Jeg elsker valg på nær, når jeg ikke ved, hvad jeg skal vælge. Så er det virkelig et problem. Men jeg vil helst ikke fratages valgmuligheden alligevel til trods for, at jeg ikke er sikker på, hvilken vej, jeg skal vælge. Men jeg vil sgu’ have valget og bestemme selv! Altså her et valg mellem at bo i storbyen eller i provinsen. At have valgmuligheder er altid et privilegium, med mindre man, som jeg, nogle gange bare bliver mere forvirret af mulighederne. Men husk på, at det ene ikke nødvendigvis er bedre end det andet, bare anderledes. Nogle kan lide at bo i storbyen, andre på landet. Jeg selv er en mærkelig blanding, for når jeg er det ene sted, savner jeg det andet. Jeg elsker storbyen og stortrives her, men jeg elsker også naturen og den fred og ro, der rammer en lige i hjertet ude på landet. Og ligesom vi alle (heldigvis) ikke er ens, så har provinsen og storbyen hver deres charme. Lad os værne om begge dele, så vi i fremtiden stadig har et valg…

Tæthed er ikke nærhed. Fordi man møder mange mennesker hver dag på sin vej til og fra job eller, hvad man nu har af gøremål i en storby, er det ikke det samme som, at man er mange mennesker nær. Tværtimod. Når jeg her skriver ‘møder’, mener jeg nemlig ikke, at man stopper op og taler med dem, har noget sammen eller kender hinanden.  Næ, jeg mener, at man fysisk går forbi andre mennesker, støder ind i dem, står mast op af dem i metroen eller i bussen, men her slutter forbindelsen også. Det eneste man har til fælles med ‘alle de andre’, er, at man alle skal fra a til b hurtigst muligt – helst uden forhindringer, som ‘alle de andre’ i virkeligheden bare er en travl morgen eller eftermiddag.

Jeg er klar over, at København ikke er den slags storby, som nedenstående artikel handler om, idet artiklen handler om Shanghai. Men læs lige artiklen alligevel, den er ret interessant, fordi Shanghai er så langt fra den eneste by med de problemer, der er andre som Shanghai, og der vil komme endnu flere i fremtiden. Ja, Shanghai er en storby i en helt anden betydning end, hvad tilfældet fx er for København, idet vi snakker et indbyggertal på over 24 millioner, og som ydermere er hastigt voksende med mere end 0,5 millioner om året.  Men selvom vores København så langt fra ligner, hvad der bliver beskrevet i artiklen, er det nu alligevel lidt tankevækkende, at flere og flere storbyer efterhånden minder om, hvad Anne Katrine Braagaard Harder beskriver i  sin oplevelse af Shanghai.

Og vi kan da lige så godt være ærlige og erkende, at også i København er ‘alle de andre’  lidt for ofte blot forhindringer, når man har travlt og skal fra a til b. Det er ikke kun i storbyer som Shanghai. Til gengæld er der stadig masser af nærhed i København i alle de ‘små’ bysamfund her og der, og det er netop charmen ved byen – og noget af det jeg elsker så højt. Hver bydel har sin charme, og sådan skulle det gerne forblive. Det samme gør sig gældende for meget større byer som fx London, Paris og New York – de har også deres ‘små’ lokalsamfund i storbyen, og uden dem, ville jeg i hvert fald ikke holde så meget af byerne, som tilfældet er. Jeg har rejst meget, og har været i mange storbyer verden over, og jeg falder altid for de byer, hvor netop ‘nærheden’ stadig er eksisterende. Måske kun i små doser og ikke overalt i byen, men den er der, og jeg mærker den. Jeg har også været i storbyer a la Shanghai, og det er spændende, men jeg vil gerne videre ret hurtigt (men jeg er jo også bare en pige fra provinsen).

Men vil nærheden bestå i København, hvis halvdelen af Danmarks befolkning bor i København om 20 år? Vil de store byer kunne holde fast i de små ‘samfund’ i byerne, der netop gør dem hyggelige? Måske København ikke ligefrem er i overhængende fare for at blive et nyt Shanghai, men det er da værd at huske på, at netop de små samfund, der eksisterer alle vegne – i storbyerne og i provinsen er værd at bevare, fordi de har værdi for en masse mennesker, der sætter pris på, at der stadig – i en travl hverdag – er plads til nærhed.

Jeg håber af hele mit hjerte, at vi alle, herunder især byplanlæggerne, altid vil huske på, hvor vigtig nærhed er for mennesker. For jeg er slet ikke i tvivl om, at uden nærhed, går mennesker i stykker. De bliver ensomme og er ikke en del af et fælleskab med en eller anden form for fælles referenceramme. Og jo større byerne bliver, jo større bliver udfordringerne for danskerne og ikke mindst byplanlæggerne, hvis de vil bibeholde nærheden og ikke blot tætheden.

Vi er i Danmark, og nok især i provinsen, vant til, at det hele ikke er så stort. Det giver vel i virkeligheden også sig selv, at vi ikke pludselig får kæmpe byer alá Shanghai, Danmarks indbyggertal og størrelse taget i betragtning. Men urbaniseringen og centraliseringen er et faktum over alt i verden i dag, også i lille Danmark. Det er derfor værd, at huske på vores værdier. Det er VIGTIGT, at huske på vores værdier. Huske på, hvad det er, der gør, at nogle vælger at bo i større eller mindre provinsbyer, men andre vælger storbyen. Huske på, at selvom vi bor forskellige steder i Danmark, har vi stadig en masse til fælles. Huske på, at København, som stadig er en lille storby i forhold til så mange andre storbyer i verden, holder vi af bl.a. fordi, der stadig er plads til nærhed. Fjerner vi nærheden, ødelægger vi byen. Og ‘nærheden’ er jo netop også, hvad mange søger, når de flytter til provinsen – fordi her, får man den ofte i endnu større grad. Jeg er hverken pro- eller antistorby eller provins, men uanset, om jeg bor i provinsen, i København eller på Grønland, vil jeg håbe, at fremtiden giver plads til både store og små samfund, hvor ‘nærheden’ ikke er glemt.

http://netudgaven.dk/2014/10/shanghai-er-pa-steroider/?utm_source=rss&utm_medium=rss&utm_campaign=shanghai-er-pa-steroider

Jeg læste for et stykke tid siden, at på landsplan pendler hver femte dansker dagligt fra bopælskommunen til den kommune, de arbejder i. Men samtidig skjuler landsgennemsnittet store lokale forskelle, da pendleriet i nogle kommuner er så omfattende, at mere end 40 procent af indbyggerne i kommunen pendler. Derudover trækker især storbyerne pendlerne til. København er et godt eksempel, da rigtig mange pendler til og fra København, da huspriserne herinde er meget højere, end i resten af landet. Det betyder, at rigtig mange VÆLGER at arbejde i hovedstaden, men bo i en anden by. Men det betyder også, at mange er NØDT TIL at arbejde i hovedstaden, men bo i en anden by, fordi de ikke har råd til at bo i København eller/og fordi der ikke er job til dem, hvor de bor.

Ifølge artiklen, er der op til 16.000 kr. om måneden at spare for en børnefamilie, der er bosat på Sydsjælland, hvor den ene forælder pendler en time til og fra København. Der er i rådighedsbeløbet medregnet, at den ene forælder går på nedsat tid for at tage sig af børnene, når den anden har flere timer væk fra hjemmet pga. kørsel. Hvis man som pendler kan spare så mange penge ved at køre forholdsvist langt hver dag på job, er det vel en meget god forklaring på, at vi har så mange pendlere i Danmark. Men artiklen indikerer da også samtidig, at boligpriserne er stukket af for København, eller også er de stukket af for resten af Danmark…?

Jeg synes, at det er vilde tal!  Jeg kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvor miljøhensynet er henne her? Der er da temmelig meget at spare på den konto, hvis færre mennesker pendlede så langt hver dag. Prøv at tænke på, hvor meget vi kunne spare miljøet for, hvis bare halvdelen af de mennesker i stedet havde jobs i nærheden af deres bopæl.

Familien er dyrebar

Men det kan eller vil mange ikke. Du kan ofte købe en villa i provinsen for samme pris som en toværelses i København, men det kan også betyde, at tiden går fra familie og venner, hvis du dermed vælger at pendle. Familien er netop en anden meget vigtig faktor i denne sammenhæng. Når vi pendler mister man kostbar tid med familien. Alt for mange kender rutinen; stå tidligt op, spise morgenmad alt imens, vi i en time eller to sidder i lange bilkøer eller proppede togkupeer – de fleste af os med kurs mod de store byer. Det er tankevækkende, hvordan vores samfund i dag er sat sammen.

Jeg ved det, for jeg kører selv jævnligt til København i forbindelse med job, og skal jeg arbejde mere i København, flytter jeg derind. Desværre er det sådan, at mange netop må pendle, hvis de vil have et job, eller vil have et job, hvor de bruger deres uddannelse, da mulighederne for fx akademikere i provinsen flere steder er ret begrænsede. I min branche er der en del jobs, der udelukkende er repræsenteret i København. Som freelance journalist kan jeg i princippet arbejde hvorfra det skal være, og alligevel ikke helt. Der er jobs, man går glip af, fordi man ikke er, hvor det sker. Det korte og det lange er, at vi er alle forskellige og ser derfor også forskelligt på det at pendle, men jeg har fået min datter for at være sammen med hende. Hun er fire år, og jeg har ikke tænkt mig at miste tid med hende, fordi jeg skal bruge 10-15 timer om ugen på at pendle til og fra job. Så vil jeg hellere flytte efter det, hvis jeg har muligheden vel at mærke – og det er jo netop det, ikke alle har.

Københavnere til provinsen

Men der er altså også folk, der flytter fra København og til provinsen. Men det interessante her er, hvorfor de flytter til provinsen. Der er faktisk lavet flere undersøgelser omkring, hvorfor københavnere med mindre børn og mellemhøje indkomster vælger at flytte til provinsen. Groft opdelt er der to grupper. Fælles for dem begge er, at de flytter væk fra storbyen og til provinsen for at give deres børn den bedst mulige opvækst. Den ene gruppe vil til provinsen for at blive der, fordi de elsker idéen om naturen. Der er tale om den der ’tilbage til rødderne’, og de er flyttet tilbage for at blive.

Så er der den anden gruppe, som udelukkende gør det pga. boligforholdene. De kan se, at de kan tilbyde deres børn noget langt bedre på landet end, hvad tilfældet er i storbyen. Kort sagt, de får meget mere for pengene i provinsen, og børnene kan rent faktisk få deres eget værelse fremfor, at de skal bo fire mennesker i en toværelses på Vesterbro. For en fireværelse på Frederiksberg har de ikke råd til. Den ene gruppe ser flytningen fra storbyen som noget positivt, hvorimod den anden gruppe ser det som et nødvendigt onde. Med mindre de vil arbejde 50+ timer om ugen, har de ikke råd til den større lejlighed i byen. Og det vil de ikke, for de vil gerne have tid til deres familie. Fælles for begge grupper er altså, at familieliv bliver prioriteret meget højt.

Der er altså flere problemstillinger; der er dem, der gerne ville bo og arbejde i København, men ikke har råd til at bo derinde, og så er der der, der meget gerne vil til provinsen for at bo, men som ikke kan finde job i provinsen og derfor er tvunget til at pendle til storbyen. Jeg går ud fra, at langt de fleste prioriterer, i det omfang de kan, at have tid til familien, men det kan være svært, hvis arbejdspladsen ligger langt væk. Og med den infrastruktur vi har i Danmark, når man skal bevæge sig mellem provins og storby, er det ikke så mærkeligt, at det tager tid at komme fra a til b.

Jeg tror ydermere, at det man har brug for i mange provinsbyer i Danmark i dag, er, at provinsen kunne ændre sig lidt på nogle områder. Der er brug for nytænkning. At man i takt med tilflytterne fra storbyen også trækker nye idéer og værdier ’ned over’ provinsen. Idéer og værdier, som man normalt ville forbinde med storbyen, men som nu også er kommet til provinsen pga. tilflyttere fra storbyen. Vi skal byde kreative kræfter og nye idéer velkomne. Det er jo ikke altid ‘vi ved bedst’ princippet, man skal gå ud fra (selvom jeg må indrømme, at jeg til tider holder af det princip). Når det er sagt, betyder det ikke, at jeg mener, at provinsen skal være en mindre udgave af fx København, men man kunne jo sagtens tage nogle tiltag til sig, der ville gavne provinsen, og på sigt trække flere mennesker til og dermed få skabt nogle stærkere provinsbyer.

http://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/ECE2436277/pendlerfamilier-kan-spare-op-til-16000-om-maaneden/

Er da nødt til også lige at skrive det på bloggen. ‘enstemmeiprovinsen.dk’ er nu ‘faretruende’ tæt på 100.000 besøgende …JUBIIII. Egentlig havde jeg aftalt med mig selv, at jeg først lagde op, når jeg var forbi de 100.000, men aftaler er til for at  blive brudt (i hvert fald dem, man laver med sig selv), og jeg er jo såååå tæt på… 😉

Det er helt vanvittigt, så stærkt det er gået, men jeg er meget glad og meget taknemmelig for, at I har lyst til at læse med på min blog. Uden jer ville det jo aldrig havde været sådan. Jeg  håber, at I fortsat har lyst til at følge med. Af hjertet TAK !

Derudover er jeg nødt til lige at knytte en anden kommentar her på bloggen. Min søde, sjove og dejlige momse fylder altså 101 år i dag. Tænk sig at blive 101 år! Så har man altså oplevet en del. Og det bedste er, at hun er lige så klar i hovedet, som hun altid har været. Hun bor alene og klarer sig selv, keder sig aldrig – mangler nærmere flere timer i døgnet. Jeg tror, at min mormors 101 års fødselsdag, bliver dagen, hvor jeg når de 100.000 besøgende 😉

TILLYKKE med fødselsdagen til den bedste Momse – elsker dig!

Jeg er absolut hverken for sur, for genert eller for snobbet til at hilse på folk, jeg ikke kender, men jeg gør det ikke så ofte. Og hvor tit har jeg ikke fået af vide, at jeg er snobbet på den baggrund. Hvor tit har folk ikke sagt til mig, når de lærer mig at kende, at jeg slet ikke er, som de troede, at jeg var (jeg vælger at tolke det som, at de er positivt overraskede). Men jeg  er ikke snobbet, jeg er bare dansk…

Faktum er nemlig, at det er de færreste danskere, der hilser på folk, de ikke kender. Jeg har da også været i mange sjove situationer, hvor fremmede har snakket til mig og delt informationer, jeg måske godt kunne have været foruden (jeg tror, at jeg indimellem tiltrækker socialt udfordrede mennesker, men det er en helt anden historie til en anden gang). Men det at hilse på folk, man ikke rigtig kender, har naturligvis også noget med genkendelse at gøre, som selvfølgelig er mere udtalt i små samfund. Jeg tror, at jo større byen er, hvor du bor, jo større er sandsynligheden for, at man ikke hilser på fremmede.

Vi skal værne om forskelligheder

Lønstrup, Nordjylland

Jeg tilbragte det meste af efterårsferien i mit sommerhus – helt oppe på toppen af Danmark. Nærmere betegnet i en lille by, der hedder Lønstrup. Jeg tror, at det er et af de steder her på jorden, hvor jeg slapper mest af. Især naturen, den stride vestenvind, der passer perfekt til mit sind, men også den afslappethed, der hersker deroppe. Man sjosker rundt i hullede jeans, gummistøvler og en sweater, der er for stor MED morgenhår, og ingen tager notits af det. Her tager man tøj på efter vejret – ikke efter, hvad moden dikterer! Men det jeg egentlig vil frem til, er, at i Lønstrup hilser man på hinanden – også dem, man ikke kender.

Lønstrup er en lille by med 542 indbyggere (der er dog en masse turister – særligt om sommeren), så selvfølgelig er det anderledes her, end i en storby. Jeg kan sagtens se, at skulle man hilse på alle, man mødte på gaden i København, så ville det blive temmelig anstrengende. Men lige så rart jeg synes, det er at være anonym nogle gange (for det synes jeg virkelig, at det kan være – altså rart), er det også hyggeligt, når folk smilende hilser på en, og er det ikke netop vigtigt, at der er plads til begge dele? At vi bevarer den slags forskelligheder i vores samfund, og at genkendelsen, smilet og en venlig hilsen fra de små samfund ikke forsvinder i storbyens anonymitet?

I små provinsbyer, som i Lønstrup, hilser man, uanset, hvor man møder folk. Det fik mig til at tænke på, hvorfor det er, at vi danskere ofte er så dårlige til at hilse på folk, vi ikke kender? Hvorfor går vi lige forbi hinanden, uden så meget som et smil? Gider vi ikke? Har vi så travlt, at vi ikke har tid til at smile og/eller sige ‘hej’? Er vi et meget genert folkefærd? Er det bare sådan det altid har været, og altid vil være? Eller…?

Tilbage, hvor jeg lige nu slår mine folder (i en provinsby med godt 16.000 indbyggere), var jeg forleden nede i byens gågade, gik op gennem en port, hvor jeg gik forbi en dame, der også kom gående. Vi kiggede på hinanden og kiggede så væk i stedet for at hilse eller smile. Det er da lidt mærkeligt. Jeg er da lidt mærkelig. Danskerne er da lidt mærkelige.

Det er jo ikke fordi, jeg mener, at man skal hilse på alle, man møder, men i visse situationer, er det da vel meget normalt? Jeg ved ikke, om jeg tænker særligt over det, fordi jeg har været meget i USA, hvor det forholder sig helt anderledes. Jeg har venner og familie og har yderligere boet derovre i en periode. Jeg boede i en ‘lille’ by med ca. små 100.000 indbyggere små 20 km. fra Los Angeles, og der skal jeg hilse og sige, at man hilste på hinanden. Man skilte sig klart ud, hvis man IKKE hilste. Derudover vidste alle, at jeg var hende danskeren, hvordan de så end bar sig ad med det i en by med 100.000 indbyggere – provinsen? Men at hilse er en naturlig del af hverdagslivet i USA, selvfølgelig mere almindeligt nogle steder end andre.  Men det er bare noget, man gør, og hver gang man får en form for anerkendelse via et smil eller et ‘hi’, føler man sig som en del af et fællesskab. Og det er jo præcis, hvad vi alle godt kan lide – at være en del af en gruppe, at høre til et sted. Men det er ikke kun i de ‘små’ byer i USA, at man hilser. Det gør man også i de store. Selvfølgelig ikke på samme måde, som i de ‘små’ byer, men stadig markant mere end, hvad tilfældet er i Danmark.

En uskreven regel 

Det sjove er, at når jeg løber, hilser jeg på de andre løbere, jeg møder. Det er sådan en uskreven regel, i hvert fald, hvor jeg bor. Men hvis jeg går en tur, er i supermarkedet, på biblioteket eller i fitnesscenteret, hilser jeg ikke på de folk, jeg møder – nogle af dem er måske i virkeligheden de samme, som jeg møder, når jeg er ude at løbe. Det er da i den grad mærkeligt. Jeg har de sidste par dage hilst mere på folk, end jeg plejer, og vil I tænke jer, det har været en positiv oplevelse. Der har været enkelte, der har kigget forbavset på mig, som var jeg faldet ned fra månen, men som regel har folk smilet og sagt hej. Der er endda enkelte, som jeg har mødt flere gange (sådan er det jo at bo i provinsen), og de smiler nu til mig og hilser.

Smil – og verden smiler tilbage

Når folk reagerer ved at kigge mærkeligt på en eller ikke ved, hvad de skal sige, handler det vel om, at vi bliver usikre, når folk gør noget andet end, hvad vi forventer. Når nogen bryder spillereglerne, bliver vi utrygge. Og de danske spilleregler er åbenbart, at vi nødig skal hilse eller smile høfligt til en, vi ikke kender. Hvad angår at hjælpe turister, er vi heller ikke et særligt hjælpsomt folkefærd, og vores naboer i norden er ikke bedre. Vi går ikke bare over til folk, der står på et gadehjørne med et kort og ser søgende ud. De skal som det mindste komme til os. Amerikanerne har muligvis mange andre fejl, men på dette område, kunne vi lære noget af dem. Som nævnt tidligere, kan jeg selvfølgelig godt se det logiske i, at man ikke hilser på samme måde på hinanden i fx København, fordi referencerammen her er helt anderledes, end i provinsen. Men uanset, hvor vi bor i landet, synes jeg faktisk, at vi danskere skulle blive lidt bedre til at give et smil og/eller hilse på hinanden. Det vil jeg i hvert fald forsøge at efterleve, uanset, hvor i Danmark (eller verden for den sags skyld), jeg vælger at bo. Jeg siger ikke, at man skal hilse på alle i Føtex, men indimellem skader det da ikke at afvige lidt fra normerne – at stikke en hilsen eller bare et smil til en, man ikke kender. Hvem ved, måske deres dag bliver en anelse bedre – bare fordi du smilede til dem…

Vi gør det alle sammen, nogle mere end andre. Og I mænd kan lige så godt læse videre, når det går op for jer, hvad jeg skriver om, fordi I gør det også. I vil nok forsøge at undslippe og komme med en eller anden undskyldning om, at det da vidst er forbeholdt kvinder at gøre det, og ergo er det et kvindeemne, jeg skriver om. Men det er det ikke. I sladrer også. Alle sladrer. Men gør vi det mere i provinsen end i storbyen?

Nøjagtigt som storbyen har fordele, har provinsen det også. Naturen, stjernerne på himlen, lyset og stilheden er noget af det, man umiddelbart vil nævne som fordele ved at flytte væk fra storbyen. Men også menneskeligheden og genkendeligheden er stor i provinsen. Her spiller rødder en rolle. Du bliver set, hørt, talt til, men i høj grad også om. Selvom der er længere mellem bebyggelse på landet, end i byen, er der absolut ikke længere mellem menneskene. I små samfund får man øje på hinanden, og selvfølgelig findes sladderen også her. Måske især her? Sladder er alle vegne, i alle samfund, da det er en naturlig del af fællesskabet. Men sladder er ikke nødvendigvis negativt, ofte er det jo blot et udtryk for interesse. Mennesker går ofte i stykker af at være usynlige, og det er man sjældent i mindre byer.

At genkendeligheden er stor i provinsen, leder mig til at nævne, at jeg ofte får en rigtig god service, hvor jeg bor, bl.a. pga. genkendeligheden. De forretningsdrivende lever jo af, at jeg kommer igen (det gør de selvfølgelig også i storbyen, men der har forretningerne jo yderligere andre muligheder for indtjening, jf. turister mm.), og eftersom de risikerer at møde mig i fitnesscenteret, svømmehallen, i slikbutikken (der kommer jeg absolut, selvfølgelig slet ikke og så langt fra særlig ofte) eller i supermarkedet senere på dagen, har de da en interesse i en rimelig relation.

Nu er jeg nok nødt til at komme med en indskudt historie om netop relation og det pinlige ved genkendelsen. For nogle år tilbage kørte jeg lidt for stærkt på vej til København. Jeg var kun lige nået ud over bygrænsen, hvor jeg bor, da jeg hidsede mig op over ham, der kørte foran. Jeg overhalede derfor, og da han havde travlt med at blande sig i min kørsel, kom jeg til – og jeg er ikke meget for at indrømme det – at hive en bestemt finger op i vinduet (det gør jeg altså ikke normalt), men jeg blev så sur, og havde vanvittig travlt. Nå, men det pinlige er så, at jeg kendte ham, der sad i bilen – en politimand fra Kalundborg, hvor jeg bor. Han stoppede mig, og jeg sagde selvfølgelig undskyld for min ikke så pæne opførsel. Behøver jeg at sige, at jeg var meget flov? Han spurgte til at begynde med efter mit kørekort, men da han så, at det var mig, kom han til at smågrine. Jeg måtte så bekende, at det havde jeg heller ikke med. Han var venlig og sagde, at han havde jo selv givet mig det i sin tid (hvilket han havde), så han vidste, at jeg havde et. Jeg fik ingen bøde, men en formaning om, at jeg nok skulle køre lidt langsommere fremover og ikke lade mig hidse op (ja ja, lettere sagt end gjort). Men behøver jeg at sige, at jeg aldrig sidenhen har flagret med den midterste finger igen. Jeg har mødt ham flere gange siden da, og hver gang smiler han til mig, og jeg er stadig flov, når jeg ser ham.

Jeg kom også en gang til at tage min cykel med ind i Føtex for at handle, fordi jeg gik i mine egne tanker. Jeg opdagede det først oppe i grøntafdelingen, som ligger pænt langt inde i forretningen. Jeg måtte gå tilbage (jeg cyklede dog ikke) og pænt spørge, om de ville lukke mig (og min cykel) ud. Den har jeg også hørt for mange gange, da der var en hel del, der netop genkendte mig i forretningen, og de der ikke så mig, fik historien af de andre. Sådan er det at leve i Korsbæk.

Men da jeg nævnte service før, var det fordi jeg gerne ville fortælle om, at netop det at bo i en mindre by også har fordele, hvad angår service. Jeg var i en lokal forretning forleden, hvor jeg kun havde mit Master Card med, hvilket forretningen ikke tog imod. Ejeren af forretningen sagde til mig, at det fandt vi nok ud af, jeg kom jo igen en anden dag. Eller da jeg skulle købe garn for min mor i den lokale garnforretning (det skal siges, at min mor bor i Skanderborg, men ofte stadig køber garn i Kalundborg, fordi hun kan lide at handle der). Jeg kommer ned for at hente garn, som jeg skal sende med posten til min mor, og inden jeg har set mig om, har ejeren af forretningen pakket garnet, lagt det i en postkuvert og skrevet, hvad porto, der skal på. Så var den idiotsikret for sådan en som mig. Se, det er service. Ovenstående er bare et par eksempler, jeg kunne komme med mange flere. Og det er jo ikke fordi, jeg siger, at der ikke findes god service i storbyen, for det har jeg da også oplevet mange gange, men det gør mig bare oprigtig glad, at den slags købmandsskab, som jeg lige har nævnt, stadig eksisterer. Det gør den i min by, og det tror jeg, at den i høj grad gør i de forskellige provinsbyer rundt omkring, fordi man kender hinanden, og derfor har lettere ved at lempe på forskellige regler. Og jeg er ikke altid fan af regler, selvom jeg selvfølgelig godt er med på, at vi ikke kan leve i et samfund uden…

Ulempen ved, at alle kender alle er så omvendt også, at en fjer bliver til fem høns i løbet af ingen tid. Hvad jeg ikke har hørt af historier i de år, hvor jeg har været tilbage. Historier om folk jeg ikke kender, om folk jeg ved, hvem er, om mine venner, men også historier om mig selv. Ofte ved folk slet ikke, hvad de taler om, de har bare hørt nogen sige noget om nogen eller noget, og det de ikke har fået helt med, kommer så i en ny (og ofte bedre ) version. Men der er jo, som sagt en grund til, at vi alle sladrer, og sladder er ikke nødvendigvis et onde (meeeen, det er det altså nogle gange).

Derfor sladrer vi

Undersøgelser viser, at vi alle – mænd som kvinder – bruger mellem en femtedel og to tredjedele af vores samtaler på at sladre. Mænd sladrer LIGE SÅ MEGET som kvinder, men mænd taler mere om sig selv, end kvinder gør. Kvinderne er desuden bedre til at fortælle historierne, og de får flere detaljer med.

Der er flere grunde til, at vi sladrer. For det første er sladder med til at placere os i en ramme rent socialt. Funktionen giver ro og tryghed, og vi er klar over, hvor vi har hinanden. Dernæst er sladder med til at skabe vores identitet i den sammenhæng, hvor vi sladrer. Vi kan nemlig ikke finde ud af at se os selv, men mærker os selv ud fra den respons, vi får via vores kommunikation med andre. Derfor er det jo heller ikke så mærkeligt, at sociale medier, hvor vi skal ’følge’, ’like’ og ’kommentere’ hinandens billeder og andre opslag, er så populære.

Når vi sladrer, skaber vi en eller anden form for relation, hvor den ene indvier den anden i et ”fortroligt” emne eller blot kommer med ny information. På den måde, får vi en oplevelse af at have noget sammen med andre menneske, og det er med til at skabe identitet. Derudover skaber sladder også opmærksomhed, hvilket forstærker oplevelsen af at høre til – og det har vi jo snakket om før – det vil vi alle jo så gerne, det giver nemlig tryghed.

Faktum er altså, at vi alle sladrer. Kvinder sladrer, mænd sladrer – nogle selvfølgelig mere end andre. Jeg skal ikke selv holde mig for god, jeg kan sladre ligesom alle andre, men jeg kan også tåle, at folk sladrer om mig. Og man skal være klar over, at uanset om man bor i provins eller storby, så sladres der. Men i provinsen er det måske mere udtalt, da man ofte ved, hvem de fleste er, og derfor også har lettere ved at vide, hvad de siger og gør og deraf forholde sig til det – og ikke mindst formidle den viden videre. Altså sladre – på godt og ondt.