Kategori: blog-forside (Side 15 af 18)

Jeg læste for nogle år siden en artikel af Anne Sofie Kragh. Den information behøvede jeg egentlig ikke at dele med jer, men det gør jeg alligevel, fordi artiklen er værd at læse. Artiklen handler om Per Mikael Jensen, den tidligere TV2 direktør og tidligere øverste chef for Metro International. Den information er derimod relevant for, hvad jeg videre vil skrive om.

Per Mikael Jensen

Det interessante ved Per Mikael er (eller der er meget interessant ved ham, men tænkt i dette sammenhæng), at han tilbage i 1990 skrev en artikel om netop urbaniseringen/centraliseringen i Danmark og konsekvenserne heraf. Konsekvenserne for provinsen. Per Mikael forudså allerede dengang nogle af de ting, som vi netop kæmper med i skyggen af urbaniseringen i Danmark i dag.

Jeg havde et møde med Per Mikael i en anden forbindelse i denne uge, og tænkte, at når jeg nu alligevel havde selskab af sådan en interessant, men travl herre et par timer, kunne jeg lige så godt slå to fluer med et smæk og spørge ham om, hvad han gør sig af tanker omkring urbanisering, centralisering, provins og storby.

Også fra provinsen

Per Mikael er født i Århus boede i Skive i seks år, og flyttede så tilbage til Århus. Og med sin mor fra det vestlige Nordjylland og sin far fra det østlige Nordjylland, ved han, hvad det vil sige at komme fra provinsen. Han flyttede sidenhen til København, og har siden 2003 boet det meste af sin tid i London, med et afbræk til New York.

’Jeg var vist bare heldig at løbe ind i nogle byplanlæggere og forskere, der havde stærke synspunkter på dette. Min overbo dengang i 1990 eller deromkring var arkitekt, byplanlægger og stærkt begavet. Han gav mig ideen’.

Per Mikael er ikke i tvivl om, at mange små samfund vil få det meget svært efterhånden, som centraliseringen vikler sin kolde (eller varme – afhængig af øjnene, der ser) hånd om de danske byer.

’Min søster og hendes mand drev engang en lille købmandsbutik i en by med 2-300 husstande, mens min søster gjorde sit psykologistudium færdigt. Det var skræmmende at opleve, hvordan mange i den lille landsby beklagede sig over, at butikkerne lukkede, mens de kørte til nærmeste Bilka for at købe ind’.

Urbaniseringen – et globalt fænomen

’Urbanisering er et globalt fænomen. Mange vil gerne leve i de store byer – hvad enten man kan lide det eller ej, er det bare et faktum. Om 10 år lever 60% af verdens befolkning i en by, der er større end 1 million indbyggere.Sådan er udviklingen, men jeg ville ønske, at vi kunne sætte de mindre bysamfund fri, så de fik bedre muligheder for at udvikle sig. Med fri mener jeg, at vi burde give dem større mulighed for at kunne konkurrere. Lars Kolind foreslog på et tidspunkt at gøre Fyn til et ‘Max 40% skat’ område. Den ide var faktisk ikke dårlig, men ingen forstod dybden af den. Hvad nu, hvis man gjorde det økonomisk meget mere attraktivt at bo i en by mere end 50 km væk fra en by med 100.000 indbyggere og derover? Vi er nødt til at se på økonomien i det, både for mennesker og virksomheder. Ellers dør de samfund. Og måske er det bare en del af udviklingen, men det er lidt trist at tænke på. I England er fænomenet med at skulle bo i en storby endnu stærkere. London er en magnet, der ikke kan blokeres. Folk bor nogle gange 100 km væk, blot for at få en del af magien’.

Per Mikael kan godt savne livet i en mindre by indimellem, og skulle han flytte til provinsen, blev det nok til Nordjylland, for han elsker Nordjylland. Men han elsker også storbyen, og i forhold til hans job, er det langt nemmere at bo i storbyen fremfor i provinsen.

’Ja, jeg savner drømmen om nærhed. Men for mig er det nok snarere en drøm end en virkelighed. Jeg elsker også storbyen for sin larm, ballade, de mange mennesker og forskelligheden. Men det er samtidig også det, jeg indimellem bliver træt af. Uanset, er det nemmere for mig at flyve til New York fra London, end at besøge min mor i Århus. Det er håbløst, at Østjylland ikke har fået én stor lufthavn, helst med direkte tog til de større byer. DSB kan man jo ikke rigtigt betragte som konkurrencedygtige inden for hurtig transport. I Kina kan man ’commute’ en distance svarende til Odense-København på en halv time. Hvad ville det ikke betyde for bysamfund uden for København’.

Det er i virkeligheden op til os

Per Mikael er ikke i tvivl om, hvad det kræver, hvis man vil gøre det mere attraktivt at bo i provinsen, og han nævner flere faktorer, der spiller en væsentlig rolle. Jeg er enig i, at infrastruktur, gode skoler og det faktum, at der kan være god økonomi for den enkelte, hvis man vælger provinsen til og storbyen fra, alle er faktorer, der kunne være afgørende for, om provinsen blomstrer op eller dør.

’Det skal gøres MEGET attraktivt at bo i provinsen, primært ved fremragende infrastruktur og god økonomi. Jeg tror også på, at fremragende skoler ville gøre en massiv forskel. Tænk sig, hvis landets bedste skoler lå i provinsbyerne? Hvor mange børnefamilier ville så ikke flytte? Man skal simpelthen sætte de mindre samfund fri, udsæt dem for massiv konkurrence, indfør crowd-sourcing som løsning på lokale problemer, gør dem selvstændige, også med udskrivning af skat. Hvis f.eks. Vestsjælland fik autonomi mht. økonomi, er jeg sikker på, at de gode ideer ville blomstre. Dog er det vigtigt at tilføje, at med rettighed følger pligter – så Vestsjælland skulle ikke plage resten af landet med deres problemer. Dem måtte de klare selv. Og så må vi acceptere, at nogle af de samfund – på grund af konkurrencen – ville dø, mens andre ville blomstre. Sådan er det’.

’Ja – og nej til, at der skal være plads til storby og provins. Livet tager, livet giver. Hvis mennesker i Danmark alle sammen – eller de fleste – virkelig vil bo tæt på Århus eller København, så må vi acceptere, at provinsen bliver en ret død sild. Men jeg ville elske at se provinsen sat fri og kæmpe for en ny position’. 

Per Mikael har så meget ret i mange af sine antagelser. Der er uden tvivl visse faktorer, der skal være i orden for, at provinsen har en reel chance for, ikke blot at overleve, men at blomstre op. Provinsen har en masse fantastiske ting, en masse ting, som er værd at bevare, men faktum er også, at der er ulemper ved at bo i provinsen, hvad enten vi vil det eller ej. Sådan er det. Vi lever i et moderne samfund, og alle er nødt til at følge med. Det har også en pris, og den skal danskerne være klar til at betale. Den pris hedder ’hårdt arbejde’. Måske lykkedes projektet, måske ikke. Måske lykkedes det nogle steder, men ikke andre. Men en ting er sikkert, hvis man ikke forsøger, finder man aldrig ud af det (samme regel som for det meste andet her i livet).

Per Mikael Jensens artikel ‘Danmark drømmer om den europæiske banan’ er desværre ikke at finde på internettet (som vi ellers er så vant til i dag). Man kan derimod på hel gammeldags manér – fysisk bevæge sig ned til sit lokale bibliotek, spørge et rigtigt menneske af kød og blod om hjælp til at finde den, eller alternativt få den sendt med posten (ikke pr. mail) fra Københavns Biblioteker. Den er i hvert fald at finde på København Bibliotekers hjemmeside, hvis interesseret.

https://bibliotek.kk.dk/ting/object/870971%3A73539927

Stavnsbåndets ophævelse skete over en årrække fra 1788 til 1800 (hvis du ikke ved, hvad stavnsbåndet var, har du nok ikke fulgt godt nok med i historietimerne. Godt, du kan google det). Men her i 2014 tror jeg, at stadig flere mærker båndet stramme om frihedstrangen og det frie valg, og at mange har fornemmelsen af at være stavnsbundet. Jeg føler mig presset på mit store behov for at bestemme selv. Jeg HADER, når tingene er ude af mine hænder, når nogen eller noget skal bestemme over mig, og det føler jeg er tilfældet her. Jeg føler mig stavnsbundet. Det handler ikke om, hvorvidt jeg vil blive boende her i byen, flytte til en anden provinsby eller København, det handler ganske simpelt om, at jeg da selv vil bestemme – uanset, hvad mit valg falder på.

For to år siden begyndte vi her i hjemmet at tale om at sælge huset. Vi lavede forespørgsler hos forskellige mæglere i byen, og de mente alle, at det ville være dumt at sælge på det tidspunkt. Vi droppede tanken for en stund, men jeg har aldrig kunne slippe den helt. For et lille år siden kontaktede vi igen mæglerne, og fik samme besked. Deres råd var at vente mellem tre og fem år med at sælge. Tag den. Og vi er så langt fra de eneste, der står i den situation. Der sælges stort set ikke huse til over 2 mio. kr. her i kommunen pt. Og det er jo ikke kun i Kalundborg Kommune, at det er tilfældet.

Liguster-fascist eller hipster-klovn

Det er faktum, at når studenterhuen er kommet på hovedet, vælger mange unge at forlade ligusterhækken og Weber-grillen i provinsen til fordel for storbyens fester, frisind og alle de andre muligheder, der ikke eksisterer i provinsen. Det var lige præcis, hvad jeg selv gjorde. Nogle vælger at flytte tilbage til hjemegnen eller i hvert fald til provinsen efter et antal år i storbyen. Det gør de ofte, når de begynder at tænke på at stifte familie. Det var også tilfældet med mig selv. Men jeg tror, at noget har ændret sig. Tidligere var det ofte sådan, at når man begyndte på hele børne-hurlumhejet, vurderede mange, at det ’gode liv’ fandtes uden for storbyen – i provinsen. Her kunne man give sine børn de samme trygge rammer, som man selv havde haft. Jeg ser en tendens i dag, hvor flere og flere ikke følger den vej, men derimod er af den mening, at man sagtens kan give børn trygge og gode rammer i storbyen. Selvfølgelig gælder det ikke alle, men jeg tror, at der er sket en holdningsændring. Jeg tror, at den holdningsændring bl.a. betyder, at færre køber hus i provinsen, og når efterspørgslen ikke er der, kan der ikke sælges huse – resten siger sig selv.

Dog blev jeg forleden fortalt, da jeg var på besøg hos Symbiosis Center i Kalundborg, at min kommune har positive tal på bundlinjen her i 2014, når vi taler tilflytning til kommunen. Det var jeg ikke klar over (sådan føles det nu heller ikke), men det er da skønt. Desværre er tallene langt fra positive i alle provinskommuner.

Duften af nyslået græs

Jeg kan sagtens nikke genkendende til idéen om, at mit barn skal dufte grill og nyslået græs, have jord under neglene, kunne rende ned til vandet, og kende den helt specielle lyd af folk, der sidder inde bagved ligusterhækken og spiser mad på terrassen om sommeren. De værdier som man selv har med i rygsækken, dem vil man så gerne forsøge at give videre til sine børn. Men når alt kommer til alt, har jeg overhovedet ingen referenceramme på, hvad det vil sige at vokse op i København med en baggård og/eller en park som sin have. Det eneste jeg har, er et billede inde i mit hoved af, hvordan det må være. Men selvfølgelig lader det sig gøre at have børn i København (jeg har masser af venner bosiddende i København med børn – alle glade og sunde), det er jo bare mig, der er lidt en ’bonderøv’.

Udsalg

Pernille og Martin og deres tre børn er en af de familier, der valgte livet i provinsen til og forlod i 2006 Nordvest-kvarteret i København. De valgte at købe hus i Kalundborg, som de dog har haft til salg det sidste lille år. De vil meget gerne købe et andet hus – også her i byen. Deres hus er for tre uger siden sat mere end en halv mio. ned, og de er nu under de magiske 2 mio., der åbenbart er loftet i denne del af Danmark.

’Vi har haft to mæglere på, og har fået af vide af dem begge, at markedet, hvor vi bor er faldet 20/30 pct. fra da det var på sit højeste, og det er meget. Det er klart problematisk ikke at kunne sælge sit hus, når man gerne vil. Man føler sig i den grad stavnsbundet. Og får vi det solgt, ved vi, at det bliver med et tab. Vi vil dog gerne blive i byen, men bare købe hus et andet sted, så måske regnskabet går op for os, da vi kan være heldige, at huset vi køber også vil være tilsvarende sat ned i pris’.

Lige præcis der, rammer Martin plet. For står man og skal sælge sit hus et sted i provinsen, hvor huspriserne ligesom i min kommune ikke er steget meget i forhold til, hvad der er sket i fx København, så har man et stort problem, hvis man gerne vil købe bolig i København efterfølgende, med mindre man selvfølgelig har en masse penge.

Personlige konsekvenser

’Selvfølgelig har det personlige konsekvenser af den ene eller den anden slags ikke at kunne sælge sit hus, når man gerne vil. I vores tilfælde har vores værdier ændret sig, og så er det frustrerende at være bundet til et hus. Vi har været heldige at kunne sætte huset ned, fordi vi har økonomi til det. Men det er ikke alle, der bare kan det. Vi spurgte faktisk også banken, om vi kunne få lov at leje huset ud, fordi vi bare gerne ville videre. Men det fik vi ikke lov til. Det er en møgsituation, men vi har selvfølgelig også selv et ansvar’.

Pernille og Martins situation er ikke sjælden, og det er eksemplet med parret, der skal skilles, men som er nødt til at blive boende i huset indtil det er solgt, og på skift flytter ind og ud pga. børnene osv. heller ikke. Eller parret, der gerne vil flytte til en anden by grundet job, men som også er bundet til et hus, de ikke kan sælge. Der kan man da tale om at føle sig stavnsbundet. Men Martin har ret. Vi har alle et ansvar. Vi har jo ikke købt vores huse med bind for øjnene og en pistol for panden. Men når det er sagt, så var der ikke grænser for, hvad bankerne gav lov til for år tilbage, og nu er kassen lukket. Det betyder, at mange af den ene eller den anden årsag, sidder i en skidt situation, hvor de personlige konsekvenser kan være meget store, fordi de er stavnsbundet.

Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på, om problemet er så stort, fordi vi netop er nogle forkælede årgange, der har været vant til meget mere end fx, hvad vores forældre var vant til som unge. Dermed ikke sagt, at man skal nøjes. I min verden skal man ALDRIG nøjes, jeg går altid direkte efter det, jeg vil have (problemet er nok nærmere, at jeg ikke altid ved, hvad jeg vil have). Men spørger man mig, handler det også om en holdningsændring blandt min og de yngre generationer i dag. Dog så vi i nullerne, hvordan børnefamilier med middelindkomst blive presset ud af storbyen pga. stigende boligpriser. Det samme ser man igen i dag med de prisstigninger, der nu begynder at vise sig i hovedstaden. Så mon ikke, at flere vil vælge provinsen til igen?

Uanset årsag, er det træls, men så må vi jo smøge ærmerne op, være kreative og finde ud af, hvordan vi løser problemerne. Derudover må banker og kreditforeninger da efterhånden også have tjent nok på gebyrstigninger og rentetilskrivninger til, at de kan slække på kreditkravene til mulige boligkøbere!

Hvis interesse, kan man se Pernille og Martins hus på nedenstående link

http://www.boligsiden.dk/salg/238140417

I går spillede han til ‘Kronprinsparrets Priser 2014’ sammen med ven og kollega, Simon Kvamm i Musikkens Hus i Aalborg. For fire år siden udgav de under navnet ’De Eneste To’ deres første album. Året efter kom EP’en “Det lyder radikalt”. Siden da har der været lidt stille på den front, men midt i august i år kom singlen ’Sult’, og til november kommer der et album. Derudover er han også meget kendt for singlen ‘Valby Bakke’ fra 2004.

Nu ved du måske, hvem jeg snakker om, men tænker, hvor jeg dog vil hen med den historie. Du skal nok få svar. Jeg mødte forleden Peter Sommer på Ingolfs Kaffebar på Amager i København (ret hyggeligt sted, hvis I kommer på de kanter). Peter og jeg snakkede om at bo i provinsen, om at bo i storbyen, og om de fordele og ulemper, der er begge steder. Det gjorde vi, fordi Peter oprindelig er fra Skanderborg. Men har boet i Århus og København i mange år, hvorefter han vendte tilbage til Skanderborg i en længere periode, og nu for seks uger siden flyttede han, sammen med sin familie, tilbage til København.

Jeg er da vildt nysgerrig på, hvordan han opfatter provins og storby. Hvad han ser som problemer samt, hvad han ser som fordele. Hvad han mener, at der skal til for, at flere provinsbyer får tilflyttere og ikke fraflyttere.

Gid du var i Skanderborg og blev der, kære Peter…

Peter Sommer. Fotograf: Casper Dalhoff/SonyMusic.DK

’Hvorfor rejste du din vej’? Faktisk fortalte Peter, at han sagtens rent arbejdsmæssigt kunne bo i Skanderborg og gerne var blevet der, hvis det var den bedste løsning. Han har da også stadig sit lydstudie der. MEN. Der er altid et men.

’Jeg flyttede til Århus efter gymnasiet for at studere, som man nu gør. Her boede jeg, indtil jeg flyttede til København, hvor jeg boede i seks år. På det tidspunkt var jeg i begyndelsen af alt det her musikhalløj, og jeg havde på fornemmelsen, at det var nemmere at få hul på i København, end i Århus. Men da jeg en del år senere stod det sted i livet, hvor det hedder børn, boede i en toværelses og ikke havde råd til noget større i København på det tidspunkt, valgte jeg at flytte til Skanderborg, hvor jeg boede i fem år. Jeg er i mellemtiden blevet skilt, og er nu igen sammen med min ungdomskæreste. Vi flyttede tilbage til København for bare seks uger siden. Men jeg holder meget af Skanderborg, og kommer der stadig meget. Vi flyttede til København primært for, at det skulle være lettere for børnene, da min ex-kone bor her. Det samme er tilfældet med min kæreste, hendes børn og ex. Så det er bare meget lettere for ’mine, dine og vores børn. Men udover, at det er bedst for alle vores børn, er det selvfølgelig også godt for mit arbejde, at jeg er i København i denne periode, hvor jeg lige er udkommet med en single og snart med et nyt album. Der er ingen tvivl om, at det har betydning, at man er, hvor rigtig meget sker. At man lettere kan deltage i alle arrangementer og møder. Skanderborg fungerede fint mht. at lave musik, men mht. salg, er det lettere her. Man kommer i de rette musikmiljøer, og der opstår bare nogle muligheder, der ikke ville opstå i provinsen. Men var det ikke for børnene, så tror jeg, at vi var blevet i Skanderborg. Jeg kan sagtens se mig selv i Skanderborg igen, hvor vi har familie og et stort netværk også, men det har lange udsigter’.

God infrastruktur afgørende

Vi snakkede meget om, hvad der kunne få folk til at flytte tilbage til provinsen, da alle i øjeblikket strømmer til København. Peter er, ligesom jeg selv, overbevist om, at god infrastruktur har meget at sige.

’Der kommer et tidspunkt, hvor man når en mæthedsgrænse, og hvis man havde en god infrastruktur hele vejen ud i provinsen, tror jeg, at man ville se en anden pendlerkultur i Danmark. Folk vil jo gerne den offentlige trafik, men som det er nu, er det dyrt og upraktisk, simpelthen fordi det tager for lang tid pga. dårlig infrastruktur. Nøglen til liv, er i høj grad infrastruktur. Derudover bliver det dyrere og dyrere at bo i København, så på et tidspunkt må det ske. Lige nu er tendensen, at mange gerne vil bo i København, men det er jo blot en tendens. Det vil vel ændre sig. Men der er jo altid nogen, der skal flytte først. Jeg tror også, at kulturtilbud har en vis betydning, men de unge bliver ikke i provinsen af den grund. De vil stadig synes, at det er federe i København og Århus. Noget man skal lade være med i provinsen, hvis du spørger mig, er, at lave et blegt program af det, der foregår inde i storbyen. Man kopierer i stedet for at lave sin egen profil. Man skal være mere original med kulturtilbud i provinsen, måske finde en niche. Et godt eksempel er ’Foderstoffen’, der er et spillested i Rudme på Fyn. De laver solide ting der’.

København er mere børnevenlig, end jeg troede

Det, at der ikke er så mange muligheder i provinsen, virker beroligende på mig. Små byer er beroligende. Til gengæld er der mange flere ting, man kan gøre med børn i København. Jeg har faktisk også tabt mig, efter jeg kom til København, fordi jeg cykler hele tiden, i provinsen tog jeg bare bilen, næsten lige meget, hvor jeg skulle hen. Det gør man ikke her med den trafik. Men det er nok en forældrerefleks, at man forbinder tryghed med noget godt fra sin egen barndom, og det vil man gerne give videre. Men det rigtige i denne sammenhæng er klart København for os lige nu. Derudover må jeg sige, at København er bedre egnet til at have børn i end, hvad mine fordomme fortalte mig. Og det er vel netop også det, der er sket – at tendensen til at flytte væk fra storbyen, når man får børn er på retur. Folk har vel fundet ud af, at der er mange gode muligheder for børnefamilier i København også, og det er jo også med til at ændre miljøet herinde’.

Et savn

’Jeg savner turene i skoven, som jeg boede tæt på i Skanderborg. Ture både med og uden børn. Den der årscyklus, der er i en skov, at følge med i den, det savner jeg ved provinsen. Og da jeg boede i Skanderborg, savnede jeg take away , men det problem løste vi med restauranten Valby Bakke, som jeg åbnede sammen med nogle venner i Skanderborg. Så kørte det. Men nu er jeg flyttet til København, og jeg kan ærligt sige, at jeg ikke ville bo længere ude, end det her. Enten bor man i København, eller så gør man ikke’.

Jeg tænkte over dét Peter sagde mht., at provinsbyer måske skulle finde deres egen niche, for det har han da helt ret i. Den enkelte provinsby skal netop fokusere på det, byen kan tilbyde, og det er absolut forskelligt fra by til by. Jeg tænker her kulturelle tiltag, hvilket jo kan være mange ting. Der er op til flere provinsbyer i Danmark, der netop har forstået den del, nu skal de andre byer så bare med også. Derudover nævner han også god infrastruktur, som desværre mange steder i provinsen er en by i Rusland. Det er jo ikke usædvanligt, at busruter lukker ned, at der mangler motorvej, at togene til København kører alt for sjældent og tager alt for lang tid. Nogle gange er man endda så heldig at få lov til at sidde i et gammelt diesel-trækker af et lokomotiv, hvor forureningsgraden svarer til at stoppe hovedet ned i udstødningsrøret på en gammel Scania Vabis (vel at mærke inden partikelfilterets indførsel). Og det får man så lov til at betale for – og det er ikke billigt.

Uanset, er der ingen tvivl om, at Peter er en person, der har relativt let ved at tilpasse sig forskellige forhold, måske er han bedre til det, end de fleste, måske ikke. Måske er vi alle i virkeligheden bedre til at tilpasse os nye ting, end vi tror. Måske er det slet ikke så farligt at prøve noget nyt eller noget anderledes, og måske er alle de bekymringer, vi gør os om evt. forandringer i fremtiden unødige. En ting er sikkert, vi finder i hvert fald aldrig ud af det, hvis vi ikke prøver…

’De Eneste To’

Albummet, der udkommer til november har endnu ikke fået et navn, men det handler om, hvad mænd på Peter Sommer og Simon Kvamms alder taler om. Hvilke overvejelser man har, familielivet, der pludselig er meget vigtigt, men også den friske erindring om, hvordan det er at være 25. Dét album er jeg da nødt til at købe, for jeg vil da helt vildt gerne vide, hvad mænd i den alder taler om 😉

En Stemme I Provinsen havde i dag besøg af TV Øst, der lavede et indlæg om min blog.
I kan se tv-indslaget ved at gå ind på siden ‘I medierne‘ her på bloggen og trykke på linket foroven 😉

Hvis jeg siger ‘De gyldne Palmer’, tænker I ‘Cannes Festival’ – og det er selvfølgelig min hensigt.

Han ligner sig selv. Har stadig sweatshirt og kasket på, præcis som i gamle dage. Jeg skrev for nogle uger siden om at være iværksætter i provinsen, og jeg kom i den forbindelse til at tænke på Thomas, der har virksomhed i København. Han ejer, sammen med en kammerat, reklamebureauet ‘Konstellation’, som har vundet flere priser og bl.a. for nylig været til Cannes Festival, fordi de også der var nomineret til en pris. Jeps, jeg sagde Cannes Festival  – imponerende, ikke?!

Helt nøjagtig var de afsted med reklamen ’Happy Beertime’ for Carlsberg, hvor de var indstillet i kategorien ’Innovative Use Of Social For Mobile’.  Konstellation var til Verdensmesterskaberne i reklame, og var udvalgt til finalen blandt de syv bedste i VERDEN.

Thomas flyttede  til København fra provinsen et år efter gymnasiet, og det er nu otte år siden, at han startede sin virksomhed sammen med kammeraten Nicolai Elmqvist, der også er fra Kalundborg. Thomas var egentlig Art Director på et reklamebureau, men kunne ikke slippe tanken om, at han kunne selv. De startede ud i små lokaler, men siden da er der sket meget, da virksomheden hele tiden vokser. I dag kan de nyde udsigten ud over søerne i København i nogle helt fantastiske lokaler. Sådan nogle lokaler, der kun findes i storbyen.

‘Jagtstuen’, Konstellation

‘Vi drak nogle øl dengang tilbage for otte år siden, og blev enige om, at vi skulle starte egen virksomhed. Jeg er fra Kalundborg, men ville aldrig kunne drive en virksomhed som Konstellation i en provinsby. Især det at få kvalificerede folk ville være et problem. I visse brancher er det svært, for ikke at sige umuligt at tiltrække den rigtige arbejdskraft, hvis du har virksomhed i provinsen. Det er faktum. Og sådan er det fx i min branche. Det kunne måske lade sig gøre i Århus, da Århus har en snært af miljøet fra København, men det er også den eneste by i Danmark udover Købehavn, hvor jeg tænker, at det er muligt. Ikke engang Odense eller Aalborg ville kunne lade sig gøre for mig. Jeg har bl.a. mange kreative folk, og de er alle meget passionerede mennesker, som går op i kultur,  og den er der ikke meget af mange steder i provinsen, slet ikke i Kalundborg. De her mennesker er nok meget opsøgende og nysgerrige, og de går ikke så meget op i hus, bil osv. Derudover er den type virksomheder, vi arbejder for, førende virksomheder, der alle ligger i København. Det besværliggør også i den grad, at vi skulle ligge vores virksomhed væk fra storbyen. Her tænker jeg fx, når man skal mødes, hvilket man skal relativ ofte, selvom meget foregår via net og tlf. i dag. Vi er klart afhængige af, at vi ikke er alene. Her i København er et kæmpe netværk, bl.a. af freelancere fx fotografer, men også produktionsselskaber. Hele den struktur eksisterer bare ikke derude. Det handler også om branding. At være, hvor det sker, at blive set. Fx er bureaufester meget vigtige, da det netop handler om branding og netværk. Derudover skal man være dygtig og sød, så når man langt’.

Drømmen i New York

Konstellation laver ikke så meget reklamer til tv, derimod mere til online.  Det betyder dog så langt fra, at kunderne ikke ligger i den tunge klasse, for det er der flere af dem, der gør. Bl.a. kan nævnes Carlsberg, Sommersby, Lego, Nykredit, Læger uden grænser og Momondo. Oven i købet på det globale marked med nogle af de danske brands som Lego og Carlsberg.  Konstellation har nemlig for nylig etableret kontor i min ynglingsby New York (der vil jeg også have kontor).

’Vi er i etableringsfasen, men vi har oprettet firma osv. derovre, og så handler det om, at lade folk det vide, så hele ens netværk er klar over, at vi kan tage opgaver derovre også. Vi mistede fx en kunde for to år siden, fordi vi ikke havde lokalt kontor i USA. Vi vil gerne vækste, men vil hellere sprede os i stedet for at blive for store ét sted. Vi skal ikke være større end, at vi alle kan gå ud og få en øl, uden at skulle booke en bar først.  Derudover tror mange, at man har så meget frihed, når man er selvstændig, men det tager mange år, før den frihed er en realitet. Indtil da er man bundet på arme og ben, og derfor laver vi drømmen i virksomheden. Fx at kunne flytte derover med virksomheden og arbejde med vores kunder internationalt.

Altid lidt halm i træskoene

Thomas Pries

Thomas er stadig lidt ’bonderøv’ (på den gode måde naturligvis),og har lidt halm i træskoene –  som tilfældet er med mange af os, der er opvokset i provinsen. Han kan godt savne den natur og den fred, der er væk fra storbyen. Han har tidligere boet i lejlighed i København, men bor nu i et lille hus på Amager, hvor han har en tilgroet have, hvor hunden kan løbe frit. Det giver ham lidt fornemmelsen af at være væk fra storbyen.

’Men det sjove er, at når jeg på et tidspunkt nok finder på at flytte lidt længere væk fra København, så betyder mit lille hus på Amager, at jeg stadig kan være tæt på storbyen de dage, hvor jeg har behov for det. Det kommer til at fungere som en slags mellemstation, og det har jeg brug for, da jeg vil få svært ved at slippe byen helt.  Men jeg drømmer vel ligesom alle andre, der er fra provinsen, om at give nogle af de kvaliteter, noget af den barndom videre til mine børn, som jeg selv havde. Det kan jeg bare ikke med mit job, så det bliver på en anden måde. Jeg synes i øvrigt, at mange steder i provinsen mangler man kultur, men især i Kalundborg er den slem. Man har jo ikke engang et spillested, som man x har i Slagelse, Holbæk, Næstved og Roskilde. Unge har brug for livekoncerter. Det er identitetsskabende at kunne gå til de arrangementer, der passer til den, du er. Jeg har stadig familie i Kalundborg og kommer derfor på besøg jævnligt, men jeg synes i den grad, at Kalundborg burde gøre noget ved kulturlivet’.

Peter Pan generation

Da jeg snakkede med Thomas, sagde han noget interessant – eller han sagde mange interessante ting, men han sagde noget, jeg tænkte over efterfølgende – noget jeg egentlig ikke har tænkt over tidligere.

‘Det er ligesom, at dem der aldrig forlod provinsen hurtigere blev voksne. De bliver gift, får børn, køber hus og bil meget tidligere. I hvert fald mange af dem’.

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg har læst for nylig i Morgenavisen Jyllands-Posten. Ikke at den artikel skelnede mellem storby og provins i diskussionen om at blive voksen, men dét Thomas sagde, det kan der da vidst være noget om. Jeg har ofte tænkt, at de af mine tidligere skolekammerater, der blev i byen, fik deres børn noget tidligere end jeg, men nu hastede det jo heller ikke ligefrem for mig med den slags. Men det er da ikke kun mig (og Thomas), der var lidt langsomme (eller de andre der er hurtige). Undersøgelser viser jo netop, at man i provinsen får børn tidligere, end i storbyen, og det er der selvfølgelig flere indlysende årsager til. Det være sig årsager som uddannelse, karriere osv., men det vil jeg nu ikke komme nærmere ind på nu. Men det må jo også betyde, at storbyen huser flere i ’Peter Pan generationen’ (som de kloge kalder det) end, hvad tilfældet er for provinsen? Eller er det en og samme sag? Hvis ja, gad vide, hvad det har af betydning i det lange løb?

Nu er det jo ikke, fordi jeg siger, at Thomas eller jeg selv, for den sags skyld, tilhører Peter Pan generationen, hans ord fik mig bare til at tænke over, hvorvidt der er forskel på storby og provins på det område. Man kan jo godt vælge at få børn senere eller sent i livet, uden at årsagen er, at man ikke tør tage ansvar osv. En anden ting, han sagde, som jeg også tænkte over var; ‘man skal være dygtig og sød, så når man langt‘. Jeg kunne ikke have valgt ordene bedre selv. Jeg er fuldstændig enig, hvis man har talent og så oven i hatten er et venligt og rart menneske, har man den perfekte cocktail, og man kan nå langt med ‘blot’ de to ting. Èn ting er i hvert fald sikkert, Thomas er både dygtig og sød, så han skal nok drive det langt.

Endelig har Thomas da så meget ret i, at kulturen i den grad halter bagefter mange steder i provinsen. I min kommune er kulturen helt klart en mangelvare. Der er alle muligheder, men de bliver ikke udnyttet. Jeg ved, at erhvervslivet er vigtigt, at selvfølgelig skal der være jobs, ellers ingen tilflyttere, men omvendt indbyder man ikke folk til at bosætte sig, hvis der ingen kulturelle tilbud er, udover naturen – og slet ikke højtuddannede, som kommunen så gerne ser bosætter sig i provinsen også. Det kan undre mig, at kulturen er så usynlig og i den grad nedprioriteret, når selv de store virksomheder i kommunen efterspørger den?! Hvad er årsagen hertil og, hvad gør de rigtig i de provins-kommuner, som har succes med at integrere kulturlivet med provinsen?

Flere af jer  har sikkert læst nedenstående artikel, men til de af jer, der endnu ikke har – læs den, den er sjov og tankevækkende. Det er en Premium-artikel, men I kan godt åbne link her og læse artiklen uden Premium-abonnement.

http://www.jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE6965967/bliver-vi-voksne-sadan-rigtigt/

Jeg er født, opvokset og bor nu, efter ti år i storbyen, igen blandt ignorante bonderøve iført træsko, der alle har juleplatter hængende på væggen, har ‘jydekrog’ på bilen og kører med trailer. Hvis jeg skulle tro en stor del af mediernes skildring af provinsen, ville det nok være noget i den stil. Heldigvis er det ikke sandheden – så langt fra endda. Ikke fordi, der er noget galt med træsko, eller jo, det er der sådan set lidt, men de er sikkert rare at gå i. Eller noget. Men bare fordi man har juleplatter på vægen og/eller går i træsko, behøver man jo altså ikke være mindre intelligent eller have mindre på hjertet, end en med Henry Heerup på vægen og Christian Louboutin-sko på fusserne (det vidner dog om en bedre smag, hvis I spørger mig, men det er jo individuelt). Min far havde klart valgt juleplatterne (og jeg håber i den grad også træskoene i hans tilfælde), og han var bestemt ikke en sløv kniv i skuffen.

Det er bare så ærgerligt, at vores samfund i dag er indrettet sådan, at medierne hovedsagligt skriver, taler om og viser billeder fra København. Der bor trods alt mere end fire mio. mennesker i provinsen i Danmark – og de er altså så langt fra alle ignorante bonderøve, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i verden. Men faktum er, at der kun er én rigtig storby i Danmark, resten er større eller mindre provinsbyer  i hvert fald i min optik. Og det gør det bare endnu mere pudsigt, at medierne koncentrerer sig så meget om den ene by, når nu der er så mange andre  byer, man også kan fortælle historier fra. Ikke fordi, jeg synes, at København ikke fortjener opmærksomhed, for det gør den bestemt. Det er en fantastisk by, men at den er fantastisk, udelukker jo ikke andre danske byer for også at være fantastiske.

Hvor, siger du?

Men jeg føler ofte, at provinsen er glemt i mediebilledet (og jeg er helt sikker ikke den eneste, der har det sådan). Jeg føler til tider – eller ret ofte – at provinsen ikke får lov at vise, hvad den egentlig er, og hvad den kan. Netop fordi alle større medier geografisk har base i de større byer, primært København, er det svært for journalisterne at bringe et retvisende billede af provinsens mange facetter.

Næsten alle landets store mediehuse er centreret i hovedstadsområdet, hvilket jeg jo egentlig godt kan forstå, at man har truffet en beslutning om i sin tid. Men det betyder også, at mediebilledet bliver meget ensporet, og går glip af historier fra provinsens små som større byer. Jeg ved, at der findes en masse lokalaviser, men det er jo netop kun de mennesker, der bor i det pågældende lokalområde, der læser de aviser. Derudover har de samme aviser ofte desværre ikke resourcer til at lave det tunge journalistiske arbejde. Vi andre, herunder københavnerne bliver altså ikke klogere på det område og det er ærgerligt og udemokratisk i mine øjne.

En stor del af den danske befolkning er afskåret fra medierne, og det kan man da kalde for et demokratisk problem. Hvorfor har vi ikke i Danmark en mediestruktur, der samler landet i stedet for at adskille det? Jeg har tidligere skrevet så meget om centralisering og urbanisering, og her kommer ordet decentralisering ind i billedet. For uden en sådan, vil tingene aldrig ændre sig.

Medierne ud i provinsens muld

Jeg ved, at flere medier har underafdelinger i forskellige provins-byer, men det er ikke nok. Vi er nødt til at få nogle af de store drenge til at slå rødder i provinsens sorte muld, væk fra hovedstadens brosten. Det er desværre bare ikke den vej, vi går. Se bare på TV2. Inden vi får set os om, har de flyttet alle afdelinger fra Odense til København – de er allerede godt i gang.

Provinsens befolkning kan bidrage med noget helt andet end, hvad tidligere set. Der er ikke så meget mainstream over provinsen, og samfundsdebatten kunne virkelig tage nogle ret interessante skridt og vise helt andre nuancer af Danmark. Der er ingen tvivl om, at de landsdækkende medier kunne få en mere farverig samfundsdebat på mange områder, hvis provinsen i højere grad fik mulighed for at deltage.  Men det hele foregår i København og alt, hvad der foregår i København, bliver per definition til, hvad der er avantgarde og smart uanset, hvad man så end finder på.

Man skal dele

København adskiller sig meget fra de resterende byer i Danmark på flere områder, men så forskellige er københavnere altså ikke fra den resterende danske befolkning. Og vi behøver vel ikke kun stå sammen, når Brødrene Olsen vinder Eurovision, eller når fodbold-drengene hiver medaljer hjem.

Faktisk er det lidt pudsigt, hvor vigtigt det var for København at afholde Melodi Grand Prix i hovedstaden og IKKE i Århus eller Herning. I min optik er netop Melodi Grand Prix eller Eurovision Song Contest om I vil (det er jo ikke længere ‘bare’ Melodi Grand Prix med Jørgen De Mylius),  indbegrebet af provinsialisme. En pakke af dårlig – eller i bedste fald – rimelig musik pakket ind i pailletter og glimmer, når det er bedst. Det skal lige understreges, at når jeg siger ‘bedst’, mener jeg det skam. For mage til show de lavede i København i 2014, skal man lede længe efter. Det var vanvittig flot (det burde det også være med det budget). Men som Mikkel Andersson så fint skrev i ‘Debat’ i Politiken sidste år: ‘Naturligvis skal København bevise, at selv når det kommer til provinsialisme, kan man slå provinsen på dens hjemmebane’. 

Men det er faktum, at langt størsteddelen af eliten i Danmark – økonomisk, kulturelt og politisk – befinder sig inden for en radius af 25 kilometer fra Rådhuspladsen. Og jeg mener lige præcis, at det modsatte burde være tilfældet. At den magt burde være mere ligeligt fordelt over hele landet, eller i hvert fald til flere steder end blot ét. Vi samler ikke Danmark på den måde, vi adskiller. Nu er det jo ikke fordi, jeg er så naiv, at jeg tror (og det ønsker jeg heller ikke), at det er muligt at fravriste hovedstaden al sin magt, men mig bekendt lærer vi da vores børn, at man skal dele, gør vi ikke?!

Jeg bliver helt rundtosset (og glad) af, hvor hurtigt det går.

Så er jeg her igen. Denne gang blot med en lille opdatering til alle jer, der er søde at følge mig her på bloggen.  For tre uger siden kunne jeg skrive 25.000, i dag kan jeg skrive 50.000 læsere på bloggen. Det vil jeg naturligvis dele med jer – for uden jer, ingen blog!

TAK 😉