Kategori: blog-forside (Side 13 af 18)

I forbindelse med mit indlæg om ‘fede kommuner’ i søndags, var der en venlig sjæl, der sendte mig nedenstående link (flot, den artikel kunne jeg så ikke selv finde). Artiklen er fra 2014, og undersøgelsen fra 2013, men det er den nyeste, jeg har kunne opstøve pt.  Men det betyder jo, at tallene sagtens kan have ændret sig, siden undersøgelsen blev lavet. Just saying… Nå, men ville da lige dele med jer andre.

For mit vedkommende er jeg glad for, at den kommune, jeg bor i, nu ikke længere kan ‘prale af’ titlen ‘Den fedeste kommune’, men samtidig er det sørgeligt at se, hvordan tallet af overvægtige desværre stiger mange steder i landet. Man er jo ikke ‘fredet’ bare, fordi man ligger nr. tre eller fem. Faktum er, at der er alt for mange svært overvægtige i Danmark, og det skal der gøres noget ved. Men det er jo ikke raketvidenskab, jeg her deler ud af, for vi ved det jo godt. Spørgsmålet er så bare, hvad vi gør ved det…

Nå, men nedenstående link er som sagt, hvis I har interesse i at læse lidt mere om ‘tunge’/’fede’ (kært barn har mange navne) kommuner i Danmark.

http://www.tveast.dk/artikler/faxe-er-sjaellands-tungeste-kommune

Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med sund kost og motion, og det er mange af mine venner og bekendte også. Sjovt nok, da det er virkelig ’hot’ (indrømmet, nogle gange lidt for hot) at have fokus på netop de områder. Jeg havde i den forbindelse en sjov samtale med en veninde  går. Jeg havde læst en opskrift på ’træstammer’ (de der romkugleagtige nogle fra bageren) på Facebook, men hvor alle ingredienser var skiftet ud med sunde alternativer, så selv fitnessdronninger kan spise dem.

GojiChoko. Foto: Stine Rønnow.

Men her er problemet. Hvis jeg vil have en ’træstamme’, så er den altså ikke lavet af figner og mandelmel (eller hvad det nu er, man bruger). Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil have de sunde alternativer, for det vil jeg rigtig gerne, og jeg vil også meget gerne smage alle de sunde spændende ting, som kreative hoveder finder på, for jeg vil gerne leve sundt. Men det skal ikke være forklædt som noget, det ikke er. For vi ved jo alle, at der ikke er tale om en ’træstamme’, men derimod et sundt alternativ til en usund kage fra bageren, og jeg er vild med, at der er et alternativ. Men jeg er ikke vild med, at man kalder ting for noget, de ikke er. Som en ven sagde til mig; ‘træstammer’ er det, bageren fejer op fra gulvet og vikler marcipan rundt om’. That’s it. Low Carb ’træstammerne’ smager rigtig godt, men det er ikke ’træstammer’. Ligesom jeg kunne nævne hundrede andre ting, der udgiver sig for noget, det ikke er. Det er da fantasiløst. Vær dog lidt kreativ, og giv tingene deres eget navn!

Den fedeste kommune

I 2011 blev den kommune, jeg pt. bor i kåret som Danmark fedeste kommune – og ikke på den fede måde. Altså ikke fordi, det er den fedeste kommune at bo i, men fordi det var (er? har ikke kunne finde nyere tal) den kommune med flest overvægtige pr. indbygger. Det er jo ikke særlig fedt. I 2011 var 46,7 pct. af den danske befolkning overvægtig ifølge Statens Institut for Folkesundhed. I Kalundborg Kommune var tallet 56,1 pct. Kommunen var også den kommune, hvor man spiste mest kebab og mest kage. Ligesom det var den kommune, hvor der boede flest ufaglærte. Og det kan vi nok ikke benægte har en vis sammenhæng.

Jeg vidste det egentlig godt (og det gjorde mange af jer nok også) – at der selvfølgelig er en sammenhæng mellem uddannelse og fedme. Men jeg har netop læst en analyse fra Sundhedsstyrelsen, og fået det endelig bekræftet. Det gav mig lyst til at skrive det her blogindlæg om motion og kost, fordi jeg faktisk tror, at der mange steder er sket et holdningsskifte til netop kost og motion. Jeg tror, at man blot siden 2011 har ændret kost- og motionsvaner mange steder – også i provinsen. Ligesom ’det’ først sker i  New York, London og Paris, så sker ’det’ som regel også liiige lidt før i København end i provinsen. Sådan er det, og sådan har det altid været, hvad enten vi vil indrømme det eller ej.

Nå, men for nogle år tilbage begyndte vi alle at snakke om fedme-epidemi i den vestlige verden. Det hele begyndte vel med de ’fede amerikanere’. Engang talte vi nemlig alle om, hvor tykke mange mennesker var i USA, i dag snakker vi om, hvor tykke mange mennesker er i hele den vestlige verden, herunder også i Danmark. Vi kalder det en epidemi, fordi den i løbet af en kort årrække har bredt sig til et meget stort antal mennesker i den vestlige verden – akkurat som mønsteret har været med tidligere tiders smitsomme sygdomme. Det lyder måske lidt vildt at sammenligne fedme med smitsomme sygdomme, men jeg tror, at I forstår, hvor jeg vil hen.

‘Æbleskiver’. Mel og glutenfri. Foto Stine Rønnow.

Uddannelse og (over)vægt

Uddannelse og vægt. Der er altså en sammenhæng mellem, hvor du bor, og hvad du vejer. Forskellene skyldes altså blandt andet uddannelsesniveau. En analyse fra Sundhedsstyrelsen viser, at danskere med en grundskoleuddannelse bliver tykkere og tykkere, mens akademikerne er langt bedre til at holde vægten. I Kalundborg Kommune, droppede mange unge, i de fremgangsrige år i 1990’erne og de tidlige 00’er, uddannelsen og valgte i stedet at tage velbetalte job som ufaglærte. Derfor har kommunen i dag en stor gruppe lavt-uddannede, og de ligger altså traditionelt i den uheldige ende af ryge- og fedme-statistikkerne. Og det er helt sikkert ikke den eneste kommune, hvor man kender til den problemstilling. Ovenstående tal hænger jo også meget godt sammen med, at Frederiksberg Kommune løb med titlen som den ’slankeste kommune’.

Men tilbage til den der holdningsændring. Der ER sket noget. Jeg kan se, hvor jeg bor, at mange flere dyrker motion, end tidligere. Der bor ca. 49.000 mennesker i kommunen, hvoraf ca. 16.000 bor i Kalundborg by. Alene i Kalundborg by er der fire motionscentre, to løbeklubber en cykelklub (og meget andet), men både motionscentrene, såvel som cykel- og løbeklubberne melder om øget medlemstal. Og det er ikke et enkeltstående tilfælde. Jeg ved, at tallene er magen til i flere andre provinsbyer, hvor jeg kommer og kender folk, der bor. Og det overrasker mig faktisk ikke. Alle vegne, hvor jeg befinder mig, møder jeg løbere og cykelryttere, og jeg må finde mig i at vente ved maskinerne i fitnesscenteret (i hvert fald, hvis jeg kommer på de ’forkerte’ tidspunkter). Folk i alle aldre, høje og lave, tykke og tynde er med på motions-bølgen. Ligesom fokus i høj grad også er på sund kost uanset, om du bor i provins eller storby.

Citronbrød – glutenfri. Foto: Stine Rønnow.

Så nej, man spiser ikke kun kebab og kage i provinsen. Nogle af os har faktisk aldrig spist særlig meget kebab og kage. Man er blevet klogere (og forhåbentlig slankere og sundere). Men når det er sagt, at jeg godt klar over, at der altid vil være en del af befolkningen, der ikke bruger tid på motion ej heller har interesse i sund kost. Men den gruppe vil altid være repræsenteret alle vegne (i større eller mindre omfang). Uanset, kunne det være interessant at se, hvordan billedet i dag ser ud for hele landet, og om der er stor forskel på storbyen og provinsen, når vi taler kost og motion. Jeg ved nemlig ikke, om ’sund kost og mere motion –bølgen’ har ændret tallene markant, men jeg ville gerne vide det…

I kan i øvrigt se flere spændende opskrifter ved at klikke ind på ‘frkronnow’ på Instagram (hun har rigtige mange spændende opskrifter).

I forlængelse af mit indlæg om mad for et par uger siden, tænkte jeg, at jeg lige ville dele deltagerfeltet i konkurrencen ‘Local Cooking 2014’ med jer.

Elmely Kro, Ugerløse. Vinder af ‘Local Cooking 2014’

Hvad enten du bor i hovedstaden eller provinsen, kan det jo være, at du kunne bruge et par idéer til, hvor du skal spise næste gang, du er væk fra hovedstaden, og netop befinder dig et sted i den sjællandske provins. Her er i hvert fald et par bud på gode spisesteder. Naturligvis ikke at forstå, at nedenstående er de eneste gode spisesteder på Sjælland, hvis du ser bort fra København og Nordsjælland, men det er da et sted at begynde.

Jeg har ganske vidst ikke været på nævnte restauranter selv (jeps, det er for dårligt), men når de ligefrem bliver anbefalet af madanmeldere på flere store aviser og magasiner, og deltager i konkurrencen ‘Local Cooking’, tænker jeg, at de har andet at byde på end, hvad provinsen desværre lidt for ofte også er kendt for – dårlig frituremad (men det findes nu også i rigelige mængder i storbyerne skal jeg hilse og sige).

For en god orden skyld, skal jeg lige nævne, at nedenstående liste er skrevet i tilfældig rækkefølge.

• Restaurant Snekken, Roskilde
• Restaurant Babette, Vordingborg
• SuRi, Holbæk
• Elmely Kro, Ugerløse
• Svogerslev Hotel, Svogerslev
• Hotel Falster, Nykøbing Falster
• La Comida, Nykøbing Falster
• Hotel Svalen, Hedehusene
• Fuglebjærg Kro, Fuglebjerg

Jeg fik for et par uger siden en e-mail fra en sociologistuderende ved Københavns Universitet. Hun er i gang med at skrive speciale, som handler om de bevæggrunde som børnefamilier har for at bo i byen og for at flytte ud af byen. Hun var faldet over min blog i forbindelse med research til sit speciale, og kunne se, at det er nogle af de samme overvejelser, som jeg italesætter på min blog, som hun gerne vil undersøge. Specialet omhandler altså bevæggrunde for at bosætte sig hhv. på landet og i byen. For at kunne bruges som interviewperson skal man opfylde visse kriterier, og det er her, at det bliver tankevækkende. Jeg har selv indvilliget i at være interviewperson, men lovede samtidig, at hvis jeg kendte en eller flere, måtte jeg meget gerne spørge dem, om de også ville hjælpe.

Provinsen eksisterer ikke for akademikerne

Her kommer problemet (eller jeg ved ikke, om det ligefrem er et problem, men det er i hvert fald tankevækkende). Jeg kan ikke komme i tanke om én eneste, jeg kender, der opfylder kravene som interviewperson. Kravene er følgende:

• De skal være børnefamilier med hjemmeboende børn.
• Mindst én i husstanden skal have gennemført en lang videregående uddannelse.
• Man skal have boet i København i en periode og derefter være flyttet ud af byen.

Der er ellers plads til et par akademikere i træerne i provinsen…

Enten har de, jeg kender, der har en lang videregående uddannelse aldrig forladt København, eller også er de flyttet tilbage til storbyen (eller udlandet), efter at have været bosat i provinsen i en periode. Jeg kender ganske vidst flere akademikere, der bor i provinsen, men så har de ikke længere hjemmeboende børn. Der er altså hele tiden et kriterium, de ikke opfylder. Jeg har virkelig tænkt, om det kan være rigtig. Jeg er klar over, at akademikere ikke ligefrem hænger på træerne i provinsen, men alligevel.

For god orden skyld vil jeg lige nævne, at jeg altså er ligeglad med, hvorvidt man har en ph.d. eller er ufaglært, håndværker, autodidakt eller noget helt fjerde. Det er bestemt ikke det, jeg dømmer folk på. Mine venner er en ’blandet landhandel’ (hvad angår både det ene og det andet), men det er da egentlig interessant, at alle mine venner, der har en lang videregående uddannelse, bor i København/Århus eller udlandet. Men når det er sagt, så er det et faktum, at mange provinsbyer skriger på akademikerne, men at akademikerne ikke vil til provinsen – hverken for at arbejde eller bo, hvis de kan blive fri.

I en undersøgelse fra 2012 lavet af Djøf, Ingeniørforeningen og Berlingske Nyhedsmagasin, hvor 1135 djøf’ere under 40 år deltog, ville 76 procent tage et job i København eller Frederiksberg Kommune, hvorimod kun 13 procent ville tage et job i Sønderjylland.
 22 procent kunne forestille sig at arbejde i Kina og 47 procent i USA.

 Akademikerne vil altså helst blive i København, og de vil hellere til udlandet og arbejde, end til provinsen.

For halvandet år siden skrev jeg netop en artikel i Sjællandske Medier om Novo Nordisk i Kalundborg. Her har man ikke problemer med at finde akademikere, men til gengæld bosætter de fleste ansatte akademikere hos Novo sig ikke i provinsen. De kører efter jobsene, og det er netop de højere lønnede jobs, der bliver kørt efter på Novo i Kalundborg.

Ifølge HR Director hos Novo Nordisk i Kalundborg, Jesper Amskov kører lidt over halvdelen af akademikerne på Novo Nordisk i Kalundborg – ud af en styrke på ca. 300 – mere end 40 km til job – altså Holbæk-området. Omkring en tredjedel kører over 90 km, altså Københavnsområdet. Det er altså relativt mange – en tredjedel, der vælger at køre over en time hver vej. Hvorimod hovedparten af operatørerne bor i nabolaget. Kun ti pct. kører omkring 40 km. og en enkelt eller to kører mere end 90 km.

Provinsen betyder hurtigere vej til toppen

Flere undersøgelser viser ydermere, at topledere med en lang videregående uddannelse klumper sig sammen i hovedstadsområdet og ved de større byer. Men i virkeligheden kan man gøre lynkarriere, og ligefrem hoppe flere trin på karrierestigen over, hvis man vover springet til provinsen, lyder rådet flere steder fra. Ifølge en opgørelse fra e-Statistik skal man i hovedstadsområdet helst have en lang uddannelse og mange års erfaring for at blive lukket ind på direktionsgangene. Mere end hver tredje topleder i hovedstadsområdet har taget en lang videregående uddannelse. I Århus, Odense og Aalborg har højest hver femte topleder en lang videregående uddannelse, og i store dele af provinsen har kun mellem fem og ti procent af toplederne en lang videregående uddannelse bag sig.

Der er selvfølgelig flere årsager til ovenstående, men en væsentlig faktor må klart være, at langt de fleste virksomheder har hovedsæde omkring storbyerne, så her samler de veluddannede topledere sig. Spørgsmålet er så ’bare’, hvordan gør man provinsen mere attraktiv for akademikerne? For i min optik er samfundet –  både i provins og i storby – bedst tjent med ’godt og blandet’, da forskellige udgangspunkter giver et mere nuanceret billede af virkeligheden.

OBS: Hvis du læser dette, og opfylder kriterierne for at være interviewperson, så mangler den specialestuderende stadig interviewpersoner til sit speciale. Hvis interesseret, henvendelse til mig, og jeg videreformidler kontakt…

Det er lidt flovt at indrømme, men når jeg skal på restaurant, kører jeg ofte til København, fordi jeg ved, at jeg ikke bliver skuffet i jagten på en god restaurant. Men, nu kommer det store ’men’ nemlig. Men selvfølgelig er der gode restauranter i provinsen, også i det område, hvor jeg bor. Det ved jeg jo godt. Der er bare længere mellem dem, og de ligger ikke altid lige der, hvor du regner med at finde dem (inde i byen fx). Derudover har provinsen, i mit hoved, på en eller anden måde haft en lidt for tæt forbindelse til kebab og dårlig pizza, og efter at være flyttet fra København, har jeg ofte savnet mine yndlingsrestauranter derinde.

Det mærkelige er, at når jeg er på ferie (indland og udland), på weekendophold på Fanø eller andre steder, i mit sommerhus i Lønstrup eller i forbindelse med arbejde har opholdt mig i andre danske provinsbyer, har jeg ofte spist på kroer, slotte, herregårde osv. rundt omkring i netop – provinsen. Og maden har altid været fantastisk. Men når jeg er i mit eget område, som er Vestsjælland, har jeg en tendens til at glemme, hvad provinsen egentlig rummer, og hvad den kan. Det er en skam, for der er faktisk flere muligheder, hvad angår kulinariske oplevelser på Sjælland – også når vi fjerner København og alt nord for hovedstaden.

Bæredygtigt og lokalt er et hit

I dag er der utrolig meget fokus på bæredygtighed, brugen af lokale råvarer/ årstidens råvarer og det nordiske køkken. Det er jeg stor tilhænger af – alle vegne. Men jeg kan især se en fordel for provinsen, da det her har en direkte praktisk effekt på lokalsamfundet. Det skaber en synergi mellem lokalbefolkningen og restauranten. Og det er jo lige præcis, hvad der er brug for i provinsen. Provinsen leverer alle råvarerne til restauranterne i storbyen, hvorfor så ikke også bruge dem selv, og lave god sæsonfriskt mad i rammerne, hvor råvarerne er fra.

Jeg læste for noget tid siden, at AOK i foråret havde skrevet om netop provinsen og gastronomi, ligesom tilfældet i øvrigt var for Politiken og flere andre medier. AOK skrev om en konkurrence, der hedder ‘Local Cooking’, hvor regionens spisesteder dyster på smag og formidling. Der er to krav for at stille op; 75% af råvarerne skal være lokale, og indkøbsprisen skal holdes på max 45 kr. Det sidste krav er også interessant i forhold til provinsen, da min erfaring fortæller mig, at folk i provinsen ikke vil bruge ligeså mange penge på mad på en restaurant, som tilfældet er for fx københavnere. Herude er der desværre indimellem fokus på kvantitet i stedet for kvalitet, jf. det buffet-mareridt, der ofte er en succes i provinsen. Det koncept lærer jeg aldrig at forstå (altså kvantitet frem for kvalitet), og det gælder ikke kun inden for gastronomi.

Michelin-stjerner til provinsen?

Ifølge mange madanmeldere, er der adskillige restauranter i provinsen, som fortjener stjerner – Michelin- stjerner vel at mærke. I foråret gik der rygter i de kulinariske kredse om, at Michelin guiden ville udvide og lave en ny nordisk Michelin guide. Det glædede naturligvis mange af provinsens dygtige kokke rundt omkring i det danske land, da de vel ofte er ret oversete – i hvert fald i Michelin-sammenhæng. Men Michelin holder sig stadig til storbyen og udover Århus, kommer der formentlig til at gå flere år, før vi ser Michelin stjerner i provinsen (så kan vi altid diskutere, hvorvidt Århus er en provinsby eller ej).

Provinsens mange muligheder

Restaurant Edderfuglen ligger her på Røsnæs, Vestsjælland.

Michelin-stjerner eller ej, al omtale ( eller i hvert fald den gode af slagsen) er guld værd og temmelig nødvendig for restauranter, der ligger lidt ude på landet. Jo mere fokus, der kommer på udkantsområderne, jo lettere er det også at trække god arbejdskraft og besøgende til. Jeg håber, at der kommer endnu mere fokus på, hvad restauranterne i provinsen kan tilbyde, og da provinsen nærmest ligger og sover i råvarerne, er det da oplagt at bruge dem, i stedet for bare at eksportere dem af sted til storbyen, hvilket flere heldigvis allerede gør. Derudover har provinsen beliggenheden – den smukke natur – til at skabe noget unikt og anderledes. Det behøver ikke være negativt, at postnr. ikke hedder 1471 København K.

Jeg har i hvert fald fået øjnene op for mulighederne. Når alt dette er sagt, er der dog en anden ting, jeg elsker ved restauranterne i København – miljøet. Der er ofte fuldt hus, og der emmer af liv og glade dage. Hvorimod det ikke er ualmindeligt, at der blot sidder fem mennesker på restauranten i provinsen. Og bevares, du får da din mad hurtigere (nogle gange), men jeg vil altså hellere have stemning og muligvis vente lidt længere på mad, der er værd at vente på. Men måske den slags stemning kan skabes i provinsen, hvis man bliver bedre til at bruge de lokale restauranter – også en tirsdag aften indimellem. Provinsen vil gerne have specialebutikkerne, restauranterne og alt det andet, men bruger dem ikke nok, og forretninger og restauranter lukker. Længere er den vel ikke…

Tiden nærmer sig, hvor provinsen mange steder får fint besøg fra storbyen. Men storbyen får sandelig også fint besøg fra provinsen. Vi skal nemlig snart fejre jul sammen med familie og venner fra nær og fjern det ene eller det andet sted. Vi kører på kryds og tværs af landet (og landegrænser) for at kunne være sammen med dem, vi holder af, juleaften. Vi kører hjem. Jeg er også ‘hjemme’ på besøg hos min familie, og har netop haft en lang og hyggelig snak med min elskede mormor.

Sidste søndag i advent, tre dage til juleaften og juleferie. Har allerede spist alt for meget juleslik og ‘glemt’ en løbetur. Jeg er endnu ikke klar til julen, da det åbenbart kommer bag på mig hvert år, at det er juleaften den 24.december. Julefreden har ikke helt fundet vej til mig, men det kommer forhåbentlig. Jeg har liiige lidt arbejde, der skal gøres færdigt, og jeg skal ‘bare lige’ have købt de sidste 100 gaver (intet nyt der). Jeg skal ikke tænke på mad og den slags – det gør min moaaar heldigvis (for alle). Det er status hos mig pt.

Min datter Aura-Xenia 4 år med oldemor 101 år.

Den samtale jeg havde med min mormor over morgenbordet (okay, kl. var ti -brunch, vi har jo ferie) handlede om, hvor stor fokus, der netop er på julegaver i dag. Min mormor er 101 år, men frisk og rask, husker som en elefant (hende kan man ikke løbe om hjørner med), og vil hellere end gerne fortælle om dengang hun var barn og fejrede jul. Hendes historier fik mig til at stoppe op og tænke (ja, det sker) over, hvor meget der er sket med den ‘institution’, vi kalder julen, gennem årene. Min mormor er født i 1913, og da hun var barn var mange ting anderledes (no shit, Sherlock) – også hvad angår julen.

“Vi fik flæskesteg, som mange også gør i dag, men det var kun i de finere kredse, at man spiste risalamande. Vi fik æblekage. Gaderne var ikke pyntet til jul, som man ser med lys i dag, men mange forretninger havde smukke juleudstillinger. Man pyntede heller ikke så meget til jul hjemme, som tilfældet er de fleste steder i dag. Vi drak hvidtøl juleaften, der var ingen vin og ingen sodavand”.

Min mormor fortalte også, at det dengang kun var de virkelig troende, der gik i kirke juleaften (i hvert fald i Aalborg, hvor hun boede/bor), hvilket så langt fra er tilfældet i dag. Tværtimod er der mange (som jeg), der besøger kirken få dage om året, hvoraf juleaftensdag er en af dem. Jeg er ikke ligefrem ivrig kirkegænger, men juleaften SKAL jeg i kirke. Jeg føler ikke, at det rigtigt er blevet jul uden. Når jeg sidder i kirken den 24. december,  føler jeg, at julefreden sænker sig over mig lige så stille. Det er også her, jeg siger glædelig jul til dem, jeg savner, der har været nødt til at rejse i forvejen.

Nå, tilbage til min mormor. De havde også juletræ, da hun var barn, men alt deres julepynt var hjemmelavet. Hun og hendes søskende lavede bl.a. kurve af tændstikæsker (og nu tænker I; ja ja, og hun snittede selv sine gaver af en gammel pind og en slidt kniv), men nej, det gjorde hun dog ikke. Men de fik ikke adventsgaver, pakkegaver eller julekalendre (hverken med eller uden chokolade).

“Vi fik et par småkager i julen, og højdepunktet var det stykke chokolade og den appelsin, vi fik juleaften. Vores gaver var praktiske, fx stof til en ny kjole, sko, strømper og måske et enkelt stykke legetøj –  en dukke eller en hest af træ. Vi tænkte ikke så meget over gaver, og jeg synes netop, at julen har forandret sig på mange måder. Dengang tænkte vi fx ikke over, at det var jul før de sidste par uger før juleaften, i dag starter man jo nærmest i oktober. Derudover er jeg lidt målløs over, hvor mange gaver børn får i dag. Selvfølgelig skal de have gaver, men fokus er meget på det, og det er jo i virkeligheden slet ikke nødvendigt med så mange gaver”.

S….., det røber jo lidt, at vi i min familie ikke kan styre det, da min mormor selvfølgelig fejrer jul med os. Og jeg har hørt smøren før, både fra min mormor, men også fra min mor. Da jeg var barn, sagde min mor det samme. Dengang tog jeg ikke notits af, hvad hun sagde, men i dag kan jeg faktisk godt (lidt) se hendes pointe. Jeg kan egentlig godt se, at vores ‘Køb/smid væk samfund’ indimellem er ved at tage overhånd – også for mig (jeg skal ikke pudse nogen glorie). Min veninde sagde til mig forleden dag, da jeg havde købt nogle julegaver (mine første i år), at jeg godt nok havde købt mange ‘ekstragaver’ til min datter, hvilket vi grinede lidt af (hun kender garanteret også det udtryk – ‘en lille ekstragave’).

Uanset, min mormor har fat  i noget. Julen ER lidt blevet gavernes fest. Jeg siger ikke, at det ikke stadig er hjerternes fest, men husker vi at definere ‘gave’ korrekt?  Selvfølgelig skal der da være gaver – og selvfølgelig er især børn glade for gaver (hvis sandheden skal frem, er jeg også glad for gaver). Men når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt (uden at moralprædike, for det er jeg vidst ikke den rette til), at vi alle husker på, at det hele især handler om at være gode ved hinanden. At julen kaldes ‘hjerternes fest’ er jo ikke tilfældigt. Det handler om næstekærlighed, og det kunne vi vidst alle trænge til at blive mindet om fra tid til anden.

Jeg har en tidligere skolekammerat, der har brugt rigtig meget tid (og penge) på at købe og samle gaver ind til mindrebemidlede familier. Familier, der har svært ved at få pengene til at slå til her i julen, hvor også de gerne vil give deres børn en god jul med mad, gaver og alt, hvad der hører sig til. Min tidligere skolekammerat gør et fantastisk stykke arbejde sammen med en masse andre mennesker, og jeg beundrer, at nogen ikke alene bruger penge, men også tid på den slags. Bevares, jeg hører da også til gruppen, der gerne vil hjælpe, men altid har gang i tusind andre ting, og derfor aldrig finder tiden til det (læs; ikke prioriterer således, at tiden er til det). Jeg betaler mig fra det ved at støtte diverse foreninger. Det er min måde at hjælpe på, og jeg mener bestemt også, at al hjælp har sin ret, men jeg er nu alligevel taknemmelig for de mennesker, der også bruger tid på andre mennesker, og ikke ‘kun’ som jeg indbetaler et beløb på en konto.

Men faktisk er der mange af den slags mennesker – heldigvis. Jeg bliver varm om hjertet, når jeg fx læser i Århus Stiftidende her til morgen, at der hos Røde Kors er dobbelt så mange værtsfamilier, som der er gæster i Århus. Det samme er tilfældet hos alle de andre hjælpeorganisationer, avisen har nævnt i artiklen. De mangler absolut ikke flere hjælpere i julen. I Berlingske Tidende fortæller flere af hjælpeorganisationerne oven i købet, at noget har ændret sig. Flere danskere er i dag villige til at bruge tid på at hjælpe andre – og ikke blot i julen – sammnenlignet med for bare to/tre år siden.  Jeg håber, at det vil fortsætte, for så gør vi da noget rigtigt i en tid, hvor vi ellers oftere gør noget forkert…

Fire generationer holder Jul sammen.

Så når I senere på aftenen den 24. december sidder, mætte og glade, i stuen midt i en gaveregn og oceaner af julepapir og bånd alle vegne, så husk at tænke på og være taknemmelige for alle de mennesker, der er i jeres liv. De mennesker, der beriger det på den ene eller den anden måde. Familie og venner (venner er jo i virkeligheden den familie, man selv vælger). Tænk på, at ikke alle er lige heldige, og at vi hver især på den ene eller anden måde kan gøre en forskel for andre. En forskel, der måske gør deres liv bare en anelse bedre. Rigtig glædelig jul til dig fra mig!

Nedenstående Link er til en artikel på tv-kalundborg.dk om en facebook gruppe, der hjælper mindrebemidlede familier og enlige. Samt et link til en artikel i Berlinske.dk om danskernes lyst til at hjælpe. http://tv-kalundborg.dk/Julegavehjaelp-via-facebook-til-traengte-familier http://www.b.dk/danmark/frivillige-i-koe-tilbyde-julehjaelp 

Der er vidst ikke nogen (i hvert fald ikke, hvis man følger bare lidt med i nyhederne), der ikke kender til sagen i Mariager med det homoseksuelle kærestepar, der blev chikaneret på det groveste pga. deres seksualitet. Det viste sig at være én gal mands værk. En enkelt person, der åbenbart er mindre begavet, meget ondskabsfuld eller begge dele. Men derudover bør også nævnes dem, der vidste, hvad der foregik, men valgte ikke at handle til trods for, at alle normale mennesker vel tager afstand fra den slags?!Det blev blæst op i medierne, hvilket det også burde, for det er selvfølgelig så langt fra okay, hvad der skete i Mariager , men at en hel by pludselig skal stemples som homofobiske er måske lige i overkanten. For at være ærlig, havde jeg lidt glemt sagen, hvilket jo (desværre) ofte sker, når tingene ikke længere har mediernes interesse.

Men jeg blev mindet om den forleden, fordi et par af mine amerikanske venner, der er homoseksuelle, skrev til mig i forbindelse med, at de skulle på ferie i Europa, og ville en tur forbi Danmark for bl.a. at besøge mig, men også fordi, de elsker Danmark.  Og bid gerne mærke i, at de elsker Danmark og ikke blot København (som mange turister ellers gør, primært fordi det er det eneste sted, de har været i Danmark). Men mine venner har været rundt omkring i Danmark, og ved, at Danmark er så meget mere end bare København. I Danmark har de følelsen af, at deres seksualitet ikke spiller en rolle. Hvor skønt er det lige at høre?! Så bliver jeg stolt over at være dansk (det bliver jeg altså også af andre ting, men der er desværre også ting, der gør mig knap så stolt, tværtimod).

Anyway, der er god grund til at være stolt, for København er i efteråret 2014 udråbt af verdens største udgiver af rejsebøger, Lonely Planet,  til at være det mest ‘homo-venlige’ sted i verden. København rangerer endda over San Fransisco og New York, som ellers plejer at ligge højt på listen.

Men når det er sagt, så tror jeg netop ikke på, at det kun er i København, at folk er ‘homo-venlige’, som de kalder det. Mange vil netop gerne udråbe provinsen til at være homofobisk sammenlignet med København. Men jeg tror ikke på, at det generelt er sådan, det forholder sig. Der er jo desværre ignoranter alle vegne, dem slipper vi ikke for. Men det er jo ikke sådan, at de samler sig ét sted, og så kan vi andre være fri for deres hadske og ignorante holdninger (gid det var så vel). Næ, de er skam her og der og alle vegne, i provinsen og i storbyen – lad være med at tro, at de kun (eller primært) befinder sig i provinsen – den holder ikke i mine øjne.

Som historien med det homoseksuelle par i Mariager, kan jeg fortælle en lignende historie, blot om en fyr i København. En af mine venner, der bor i København er så langt fra tryg ved at vise sine følelser for sin kæreste offentligt, fordi han fik tæsk en glad aften i byen – bare fordi han elsker en mand og ikke en kvinde. Og hans historie er jo ikke unik. Det er jo desværre blot en af mange historier, og der er sågar områder i København, homoseksuelle holder sig fra, fordi de ved, at man her har svært ved at acceptere deres seksualitet.

Derimod kender jeg faktisk flere homoseksuelle, der bor i provinsbyer, og som alle er glade for at bo, hvor de gør. De føler sig accepteret af samfundet på lige for med alle andre. Så mon ikke de trælse OG de gode tilfælde er at spotte både i provinsen og i storbyen?! Der er jo altid nogle, der ikke kan eller vil acceptere, at andre lever anderledes fra, hvad de selv gør. Det er idioterne, hvis I skulle være i tvivl. There, I said it. For man er altså idiot i mine øjne, hvis man dømmer andre ud fra fx deres seksualitet – og det står jeg ved.

Når jeg tænker over det, så kender jeg faktisk flere homoseksuelle, end jeg egentlig var klar over. Jeg har bare aldrig tænkt over det, fordi jeg er ligeglad med, hvilken seksualitet mine venner har. Jeg vælger mine venner ud fra helt andre kriterier, hvilket jeg går ud fra er tilfældet for de fleste. Jeg er ligeglad med folks hudfarve, religion og seksualitet (og så meget andet), og for mig at se, er folk, der dømmer andre mennesker ud fra en eller flere af disse faktorer, som allerede nævnt, enten mindre begavede, ondskabsfulde eller begge dele. Og ja ja, måske de ikke ved bedre, er der nogen, der vil sige, men så er det da på tide, at nogen lærer dem det!

Vi har alle sammen en forpligtigelse til at opføre os ordentligt over for hinanden. Vi kan mene, tænke og oven i købet sige højt, hvad vi mener, tænker og tror, fordi vi lever i et demokratisk samfund med ytringsfrihed og hele baduljen. Det værdsætter jeg hver dag, men det betyder altså ikke, at vi skal lade hånt om at opføre os ordentligt over for hinanden. En klog mand (jeg siger ikke hvem) sagde en gang til mig: ‘Hvis du ikke har noget positivt at sige, så hold din mund’. Det har jeg forsøgt at leve efter (det lykkedes ikke altid), men jeg er blever bedre…Måske de, der ikke kan acceptere andres valg af den simple grund, at de valg er anderledes fra deres egne, burde holde deres mund. Så kan de tænke, hvad de vil, men så er vi da fri for at høre på deres ubegavede og/eller ondskabsfulde holdninger.

Jeg faldt over dette læserbrev i Morgenavisen Jyllands-Posten for noget tid siden, og jeg synes egentlig, at Karen Larsen beskriver flere ting, omkring opfattelsen af mulighederne for et godt og trygt liv for homoseksuelle i provins og storby, ret godt.

Nederste link gør mig stolt – håber, at det er sandt, og at vi kan bevare 1.pladsen.

http://jyllands-posten.dk/opinion/breve/ECE7179390/Dårlig-smag-i-munden/

http://www.b.dk/nationalt/lonely-planet-koebenhavn-er-det-mest-homo-venlige-sted-i-verden

Jeg linkede til en artikel om prisstigninger på boliger i provinsen tilbage i sensommeren/efteråret. På det tidspunkt var eksperterne meget skeptiske i forbindelse med,  hvorvidt det opsving man så kunne fortsætte.

Jeg er netop faldet over denne artikel, og det ser ud til, at eksperterne allerede nu er mere fortrøstningsfulde. Det går den rigtige vej for provinsen pt., når det gælder huspriser, men også fremtiden ser fornuftig ud, selvom der ikke ligefrem er tale om en egentlig prisfest i provinsen . Uanset, glæder det mig, omend jeg ved, at vejen endnu er lang.

http://politiken.dk/oekonomi/bolig/ECE2481225/regeringen-forventer-at-huspriserne-ogsaa-vil-stige-i-provinsen/

Jeg talte med et af Danmarks sjoveste mennesker forleden. At han var fra provinsen var bestemt ikke ærgerligt eller på nogen måde ubrugeligt, men det var nu ikke ’bare’ derfor, at jeg gerne ville tale med ham. Han har netop været aktuel med showet ”Prinser af provinsen” sammen med kollegaerne Jacob Tingleff og Daniel Lill – og navnet på showet er langt fra tilfældigt valgt. De har haft stor succes med showet, men hvad er det, de gør, når de står på scenen og taler om provins og storby, der får folk til at grine højt og længe? Mick Øgendahl tager nemlig ofte udgangspunkt i provinsen og storbyen, når han laver stand up. Det falder ham naturligt at tale om ’bonderøvene’ fra Falster og ’hipster-idioterne’ fra København.

”Dét at tage rundt med ’Prinser af Provinsen’ er som at komme tilbage til gerningsstedet. For mig er provinsen arnestedet. Det er der alt røgen kommer fra. Og uden røg ingen brand. Alt det der brænder inden i mig, er optændt af opvæksten i provinsen. Og alle de der storbysmarte hipstere – det kan godt være, at de går i pastelfarvede polo t-shirts og sejlersko, mens de hylder metroseksualiteten, men det ændrer ikke på det faktum, at det gør ondt at få tæsk med en træsko… og vi snakker den uden hælkappe.”

Ovenstående citat læste jeg for noget tid siden og kom selvfølgelig til at grine. Men samtidig fik det mig til at tænke (hurra). Mick Øgendahl ‘opdeler’ ofte folk fra provinsen og folk fra storbyen, som kommer de to ’grupper’ fra helt forskellige verdener. Det gør de måske nok på nogle områder, men er der så stor forskel på at være født og opvokset i provinsen kontra i København fx? Han gør ofte grin med de to grupper, og han rammer plet med så mange ting, at det næsten er uhyggeligt (men også utrolig underholdende). Dét er præcis det, de kan, når de står på en scene og får os alle til at grine – de rammer os. De rammer os, fordi vi kan nikke genkendende til det, de siger. Enten er det en vi kender, eller også er det en selv (også selvom vi ikke altid vil være ved det. Kun guderne ved, at jeg indimellem har tænkt: “det er mig, han taler om”). Ja, nu ved I det så også…

”Jeg tror, at jeg så ofte laver parodier på folk fra provinsen og provinsen i det hele taget, fordi det at komme fra provinsen, det er ’state of mind’ for mig. Et godt eksempel er en knallert. Min kone, der er fra Lyngby synes, at de er ulækre og platte. Men en knallert er for mig noget helt andet. En knallert er lig med frihed. Da jeg fik min første knallert, var jeg pludselig selvstændig, på samme måde havde jeg det med at få kørekort og bil. En knallert repræsenterer løsrivelse fra forældre, og den her famøse knallert med mælkekassen bagpå var guld værd. Man fandt hurtigt ud af, at det var smart og praktisk, når man skulle ud til gutterne. Man har jo prøvet at tabe 18 øl, og så er det altså federe at have en mælkekasse.”

Der var engang en af mine venner (han er i øvrigt også selv fra provinsen, da han er fra Roskilde), der sagde til mig, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen. Det var bestemt et kompliment, og han har jo ret. Ligesom Mick Øgendahl så fint forklarer – barn- og ungdommen har sat sine spor (ikke at jeg har kørt på knallert med en mælkekasse – eller uden for den sags skyld), men min fortid hverken kan eller vil jeg ændre på – ligesom tilfældet er for ham. Hvorfor skulle man egentlig også det? Min opvækst har jo netop været en rimelig væsentlig faktor for den person, jeg er i dag (så kan man jo diskutere, om det så har været så heldigt endda).

”Det er ikke tilfældigt, provinsen var en fællesnævner for vores show. Vi har ikke holdt hinanden op på det, men mit show handler kun om provinsen, og hvorfor gør det så det, spørger du. Fordi, du kan tage mig væk fra Lolland Falster, men du kan ikke tage Lolland Falster ud af mig. Jeg tror i øvrigt altid, at man har gjort det, du spørger til mht. historier om de forskellige ’grupper’, fx med århusianer-historier osv. Det er måske i virkeligheden et billede på, hvordan man alle sammen selv er i små glimt inden i. Folk fra Amager var jo fx også tidligere Københavns svar på bonderøve. Så er der jo også hele vestegnsdiskussionen. Hvis man fx har været til en fest, og man skal forklare en af kammeraterne om en eller anden pige, så kan man nøjes med at sige, at hun var sådan en ’ishøjtype’, så ved de nøjagtig, hvad man mener. Hun har nok været platinafbleget, har store silikonekasser, er ung mor og hedder måske Shila. Det er en slags ventil, og det har altid været sådan. Man tager en bestemt gruppe og hænger den til tørre, og når jeg tager folk fra provinsen, er det jo i bund og grund et spejl på mig selv.”

Provinsen er vigtig

”Ting går langsommere i provinsen, og det er vel både godt og skidt. Egentlig er det svært at sige, hvordan det var at vokse op på Falster, for man har kun en barndom og derfor intet at sammenligne med, og så er det jo svært at sige, hvordan det ellers ville være. Noget jeg fx gør, fordi jeg er vokset op på landet, er, at jeg definerer årstiderne ud fra markerne. Jeg ved fx, at når der bliver høstet, er det august, i november tager man roer op osv. At vokse op i provinsen betyder på mange måder, at man er i pagt med naturen – uden at det skal lyde alt for pladderromantisk, men man er en del af en cyklus på en eller anden måde, som man ikke oplever i storbyen. Jeg har fx indtryk af, at folk i storbyen forbinder stranden med varme og sol, og at sommeren netop er det eneste tidspunkt, hvor de bruger stranden. Jeg, derimod, elsker stranden hele året. Jeg er nok lidt melankolsk omkring, at de små samfund har svært ved at klare sig. Men faktum er bare, at det er sådan, det er. Det er sådan udviklingen er, og det bliver svært at føre tilbage. Verden ændrer sig, Danmark ændrer sig, og man kan ikke gøre så meget ved det. Den er svær at gå imod.

Hipster øko-freaks i København

Mick tror dog på, at der er muligheder for provinsen forude (det tror jeg nu også på). Jeg har efterhånden talt med en del mennesker i forbindelse med min blog, og fælles for mange er bl.a., at man nævner det store fokus, der i dag er på sund mad, økologi, frisk luft og natur, og at det jo hænger meget godt sammen med at bibeholde de små samfund.

”Men nogle gange svinger pendulet tilbage igen, og med den fokus, der er i øjeblikket på lokale råvarer, altså sund mad i det hele taget, hvem ved så, hvad det kan føre til for de små samfund. Det er jo helt vildt, førhen var en rødbede syltet, og det var den eneste måde, man spiste en rødbede på, og lige pludselig bliver de ovnbagt med balsamico. Hvad er nu det for noget?”

”Det er sjovt, det er tit folk i storbyen, der snakker mest om sund mad og natur, men de har ikke snitterne nede i det og har ofte aldrig prøvet det. Storbysfolk har det også med at komme med nemme udsagn, såsom, at landmændene sprøjter for alt, det gør de ikke, det er dyrt, og hvis folk bare kender lidt til landmænd, så ved de også, at de er økonomisk bevidste. Storbysfolk skal altid være hipstere og bannerfører, og det kan jeg godt more mig over. Nogle skal være så hipster og så unikke, nærmest menneskelige unikummer, men på en eller anden måde bliver de alle ens alligevel. Fx kører de alle rundt med cykelhjelme, der ikke må ligne cykelhjelme,  de ligner alle sammen hinanden, og de ligner stadig klaphatte på cykler, der ikke vil stå ved, at de er praktiske gøjer.”

Mick Øgendahl mener dog ikke, at folk fra provinsen og storbyen er helt så forskellige fra hinanden, som tilfældet var engang. Men griner alligevel over forskellene – og det gør vi jo egentlig også.

”Der er sket et skred. Det er blevet udlignet, vi ser alle sammen det samme tv, netflex, youtube osv. Men der er stadig ting, der er markant forskellige. Fx jovialitetet i sproget. Et konkret eksempel er, hvis en fest har været rigtig god. Spørger du fx om festen og maden var god, vil folk fra Lolland begynde sætningen med: ”Nej, nej, nej, jeg havde det så dårligt bagefter” og ”Nej, nej, nej, der var så meget mad, vi kunne slet ikke spise det.” Som i ”Ja, det var så sjovt, jeg kom sent hjem, drak, spiste og morede mig, og der manglede bestemt ikke noget”. Men det siger man ikke på Lolland. Når man derimod oplever københavnere genfortælle en fest, har festen været ”super, duper, fantastisk”, og der er ikke ender for superlativerne. Det er mere jordnært i provinsen. Her siger man bare: ”Det var fint nok…” Hos storbytyperne kan du trække 80 pct. fra som værende varm luft.

Jeg ved ikke, om vi er mere jordnære ‘os fra provinsen’, end ‘dem fra København’, men vi har det måske knap så stramt med at skulle leve op til en hel masse? Måske er det omvendt? Men jeg kan godt lide, at folk siger tingene ligeud, og det synes jeg, at folk fra provinsen er gode til. Herude er en spade en spade. At de så indimellem på andre tidspunkter mangler lidt situationsfornemmelse, er en anden sag…

Mick Øgendahl bor i dag i København, og flytter nok ikke lige tilbage til Falster. Han gør grin med stereotyperne fra provinsen i stor stil (og han gør det godt), men der er ingen tvivl, når du hører ham tale om hjemegnen –  her ligger en bid af hans hjerte.

‘Lars Nielsen var sikker på, han havde begået sit livs fejl, da han flyttede til Abu dhabi, men han endte med at opbygge en af ørkenstatens største turist- succeser. Nu drømmer han om at gøre sheikerne kunsten efter, så Vestsjælland bliver alletiders turistmagnet‘.

Sådan skrev journalist, Tom Okke i Børsen i fredags, da de bragte et interview med Direktør for VisitVestsjælland, Lars Nielsen.

Foto: Henrik Johansen

Jeg snakkede med Lars i går, og han tror på projektet. Han har idéer og visioner for området og ikke mindst en masse gåpåmod – de har klart fundet den rette til projektet. Faktisk er det interessant netop, fordi en ny rapport faktisk viser, at Vestsjælland er Danmarks hurtigst voksende turistdestination netop nu. Væksten inden for turisme har langs Sjællands vestkyst overhalet resten af landet.

Ifølge rapporten oplever Vestsjælland i 2014 en vækst på ca. 30.000 overnatninger, svarende til 10,7 pct. sammenlignet med 2013. Den gennemsnitlige stigning i hele landet er på lidt over to procent.

”Vi oplever væksten over alle overnatningsformer, men den helt store interesse kommer fra virksomheder, som har fået øjnene op for de naturbaserede konferenceaktiviteter, som området byder på”, siger Lars Nielsen.

Virksomheder efterspørger i stigende grad konference- og mødefaciliteter, hvor arbejde og samvær i naturen spiller en central rolle. Denne efterspørgsel er blevet mødt af flere konferencesteder langs Sjællands vestkyst, og fremgangen mærkes især på Saltoftehus på Saltofte Gods i Kalundborg og på Comwell i Korsør. Derudover har Dyrehøj Vingård på Røsnæs og Gerlev Legepark ved Slagelse, oplevet en øget interesse fra virksomhederne.

Foto: Henrik Johansen

”Vores mål har hele tiden været at udbygge kendskabet til destinationen, fordi udbuddet af turismeprodukter ved Sjællands vestkyst er både større og bedre end de fleste går og tror. Samtidigt er det værd at huske på, at området langs Sjællands vestkyst geografisk set er et meget centralt mødested for en national virksomhed,” siger Lars Nielsen.

I forvejen har Sjællands Vestkyst over 450.000 turismeovernatninger om året og et turismeforbrug på omkring 1,45 milliarder kr.

Nedenstående link er til førnævnte artikel i Børsen. Det er desværre en betalingsartikel, men tænkte, at der sikkert var nogle, der har abonnement eller nogle, der gerne vil betale for at læse artiklen. Anyway,  muligheden er der i hvert fald, og artiklen er klart værd at læse…

http://borsen.dk/nyheder/avisen/artikel/11/99339/artikel.html?hl=VmlzaXRWZXN0c2rmbGxhbmQ7VmVzdHNq5mxsYW5kO1Zpc2l0IFZlc3RzauZsbGFuZA,,