Måned: april 2015

Sidste gang skrev jeg, at det valgte emne nok ikke havde noget at gøre med, hvor man boede, da problematikken vidst var at se alle vegne. Denne gang er jeg faktisk ikke så sikker på, at det samme helt er tilfældet. Jeg tror faktisk, at provinsen kunne lære lidt fra storbyen på dette punkt. Jeg tror, at man i provinsen er lidt mere gammeldags (og gammeldags er altså ikke altid godt), hvad dette angår, men måske jeg tager fejl?

En fornem andenplads. Det er, hvad det i nogles øjne kan blive til, hvis du er alene-forælder. Vi trænger vidst til at få støvet holdningerne – til visse ting – lidt af – anno 2015. Som jeg jo har skrevet flere gange tidligere, har vi mange regelsæt og kasser i vores samfund (hvilket der vel er i alle samfund). Men hvad sker der for holdningen til at være alene-forælder? Jeg kender flere, der fortæller mig historier, jeg mildest talt er chokeret over.  Vi lever i 2015, og eftersom skilsmisseraten ikke just er faldende, skulle vi måske forholde os lidt anderledes til det faktum, at ikke alle er ’kernefamilier’, og at det vel også er godt nok. I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt. Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 pct. flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år.

Derudover er der også nogle, der mister deres elskede til sygdom, og dermed også står alene tilbage. Endelig er der det frie valg. Det frie valg til at få et barn alene – helt fra begyndelsen. Her er der ingen forliste ægteskaber eller drømme, blot drømmen om et barn. Kvinderne, der vælger at få et barn alene, enten fordi de ikke har fundet manden i deres liv, eller fordi de blot har lyst til at klare opgaven alene. Uanset, hvad bevæggrunden(e) er for, at man er alene med barn/børn (og om det er 24/7 eller delvist), betyder det altså ikke, at barnet/børnene lider under det.

Og ganske som jeg bliver træt af speltmødre og andre velmenende sjæle, bliver jeg også træt af at høre på folks fordomme, når jeg ser, hvor fint mange klarer en hverdag alene (hvad enten der er tale om en kvinde eller mand) med deres barn/børn. Og hvorfor skulle de ikke også det? Jeg siger ikke, at det er drømmescenariet, men for nogle er det måske. For andre måske ikke, men de får det til at fungere alligevel, og har velfungerende, søde og glade børn.

Et eksempel på ‘kernefamilien’ – dog en fra slut 1970’erne (jeg er pigen i dåbskjolen).

Kvinder, der drømmer om at sætte børn i verden på egen hånd, skal ikke kun kæmpe med egne fordomme – de skal også høre på omverdenens. Ikke mindst kernefamiliernes engagerede fædre (hvilket jo selvfølgelig er skønt, at de er – altså engagerede), der ser skævt til kvinder, der på deres egen måde ’demonstrerer’, at det ikke nødvendigvis kræver en mand at give et barn en god opvækst. Eller kernefamiliens kvinder, der har ondt af den stakkels ’alene-mor (eller far), for hun/han har jo ikke, hvad kernefamilien har. Næ, men så har de måske noget andet. Ja, der er helt sikkert ting, de savner ved ’kernefamilien’, men måske der også er ting, de ikke savner ved den? Der må da også være en grund til (eller flere), at nogle vælger at være kærester, men bo hver for sig til trods for, at de har børn sammen. Hvad der fungerer for nogle, fungerer måske ikke for andre, men hvem har også sagt, at vi alle skal leve efter de samme regelsæt, og hvad er der egentlig galt i, at andre lever anderledes fra, hvad vi selv gør? Jeg ved det godt. Det er utrygheden ved dét, der er anderledes.

Selvvalgte enlige mødre er der mange af. Selvvalgte enlige mødre, der ikke har været en tur omkring kernefamilien, er der nok knapt så mange af. De har sprunget ægteskaberne, der ikke fungerede over, og er gået direkte efter ’guldet’ på egen hånd. Men de har også vundet den fine og sikre andenplads – præcis som de mødre og fædre, der står alene tilbage efter et ægteskab, der ikke længere er. Nogle må se drømmen forlise, andre har valgt en alternativ vej til børn, men hvem er vi til at dømme andres valg?

Jeg tror ikke, at nogen kvinde er vokset op med en prinsessedrøm om en dag at blive alenemor, uanset på hvilken måde det sker. Ej heller er det tilfældet for en mand, at drømmen er ’alene-far’ titlen. Med undtagelser selvfølgelig, tror jeg, at de fleste kvinde har haft romantiske drømme om prinsen på den hvide hest – han dukkede bare aldrig op for alle. Ikke i tide i hvert fald. Men at vælge noget, der er anderledes, er ofte vanvittigt svært for langt de fleste. For mange mennesker er ’nyt’ det samme som ’underligt’. Nyt provokerer vores tryghedsfølelse, og det vi kender, er sikkert bedst. Det kræver derfor store ressourcer at bryde med normerne, både vores egne og samfundets – men hurra for de mennesker, der tør.

Jeg har flere venner, der er ‘alenemødre – og fædre’, og de gør det godt – rigtig godt 😉

Vores holdninger stammer vel også fra vores egen personlige historie. Jeg er fx vokset op med en mor og en far, så i min verden tænker jeg nok, ’et barn har brug for en mor og en far’. Jeg har et meget nært forhold til min mor, og havde også et meget nært forhold til min far, så jeg har måske svært ved at forestille mig et liv, der er markant anderledes fra det. Også i forhold til min egen datter. Hun er meget tæt på både sin far og jeg, og jeg tænker da, at det er enormt vigtigt for hende at have os begge i sit liv, uanset, om vi er gift eller var skilt. Men det er jo ikke alle, der har en mor og en far, der bor sammen, eller som de overhovedet har kontakt med, men det betyder jo altså ikke, at de ikke bliver velfungerende mennesker af den grund.  Jeg kender mange alene forældre, som jeg tager hatten af for – både mænd og kvinder. De har alle skønne velfungerende  glade børn. Derudover kender jeg da også en del voksne, som netop er vokset op uden en far eller mor (nogle delvist) – og de er altså også alle helt normale.

Men man kæmper ikke blot mod egne fordomme – samfundet reagerer også på ens valg.  Jeg kan godt forstå det valg, nogle kvinder træffer vedr. at få et barn alene, hvis ikke de har en kæreste, men gerne vil have et barn (mænd, for den sags skyld også, det er blot lidt mere kompliceret). Hvis ikke Mr. Right har vist sig, skulle prisen da være et liv uden barn/børn (hvis man altså ønsker børn)? Ligesom jeg kan forstå de kvinder og mænd, der ikke kan få et ægteskab til at fungere, og derfor vælger at gå hver til sit og dermed være alene-forælder. Jeg siger ikke, at det er fantastisk for et barn, at forældrene går fra hinanden, men det er da bedre end, at de lever sammen som hund og kat. Og hvis man ellers håndterer situationen fornuftigt, og giver sine børn masser af kærlighed, har jeg da set mange eksempler på, at det sagtens kan lykkedes alligevel.

Hvad der fungerer for mig, fungerer måske ikke for en anden, og det er da helt okay. Vi lever i den frie del af verden, og kan gøre, hvad der passer os mht., hvordan vi lever vores liv (altså så længe vi overholder loven). Lad os dog hylde retten til det frie valg, og droppe fordommene. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at det vigtigste vi kan give vores børn (og hinanden) er masser af kærlighed. Så vokser de også op og ved, hvad ægte kærlighed er. Jeg kommer heldigvis fra et hjem med masser af kærlighed – både til os børn, men også mine forældre imellem. Det har smittet af på mine værdier og mit mod. Jeg ved, at jeg altid vil følge mit hjerte, være sammen med de mennesker, jeg elsker og gøre, hvad der kræves for at få, hvad jeg vil have. Ikke for andres skyld, men for min egen. Fordi, kun det kan gøre en lykkelig. Jeg vil aldrig lade mig nøje. Ingen bør lade sig nøje, og betyder det, at du skal gøre op med normerne i samfundet omkring dig – so be it. Andet er livet for kort til.

Mit indlæg, denne gang, handler egentlig ikke om, hvor du bor. For netop provins og storby er uden betydning i denne sammenhæng. Det tror jeg i hvert fald, at det er. Vi lever nemlig i sådan en verden – storby eller provins, potato potato – hvor vi konstant bliver bedømt – hvis ikke på det ene, så på det andet. Baren er sat højt – urealistisk højt, men sådan kan vi alle bedst lide den. Eller kan vi? Vi er kritiske. Kritisk kan være godt, men det kan også være skidt. Jeg er meget kritisk. Kritisk med min sport, min mad, mit udseende, mit job. Jeg har høje forventninger til mig selv og til andre. Jeg er ikke den eneste. Vi har mere travlt med hinanden end nogensinde før. Ikke travlt med hinanden på den gode måde. Næ, på den der ’Jeg holder øje med, hvem der lever op til normerne, men især, hvem der vover at skille sig ud’-måde.

Jeg har også så ufattelig mange krav til mig selv, at det indimellem er svært at leve op til de mest simple af dem. Men så er det jo strålende, at vi er omringet af ’eksperter’ alle vegne, der hele tiden fortæller os om, hvordan vi bliver gode forældre, gode kærester, gode elskere og i det hele taget – gode mennesker. For det ved de. Det er de nemlig selv, eller? Ifølge ’eksperterne’ er det enkelt, det er det så bare aldrig alligevel. Og hvem siger, at de har ret? Jo vidst, er der mennesker, der rent faktisk ved, hvad de taler om, og som man kan lære noget af, men hold nu op, hvor er der også mange ‘jeg er ekspert, lyt til mig’-typer. Jeg bliver så træt.

Sssshhhh, vi spiser nutella i weekenden på LYST brød, OG jeg har lige været ude at løbe, så jeg har prioriteret et par timer væk fra min datter, OMG – vi er fortabte…

For nogle år siden kom det der ’spelt-mor’ fænomen sådan rigtig frem. Noget med, at moderne kvinder har høje ambitioner, hvad end det gælder familien eller arbejdslivet. Og netop de høje ambitioner på moderskabets vegne er en af årsagerne til, at det gode moderskab bliver spejlet i en mel-metafor. Gode mødre bager nemlig boller af økologiske speltmel. Eller sådan var det engang. Også her har vi taget skridtet videre, og nu er det ikke længere blot økologisk speltmel, der kendetegner superforælderen. Nu skal du stå storsmilende hver morgen med friskbagt glutenfri havrebrød med rugkerner og boghvede på toppen serveret med en hjemmelavet algesmoothie. Naturligvis lavet på soyamælk, for komælk dør du jo nærmest af at indtage i 2015, hvad enten du har allergi eller ej. Nå, men jeg kan altså godt være morgensur, og vi spiser noget så gammeldags (og for nogle måske kedeligt) som havregrød med bananer og kanel – vi elsker det. OG vi spiser nogle gange helt almindeligt lyst brød med et tykt lag Nutella i weekenden, OG nogle gange sker det, at min datter ser Ipad, når vi spiser morgenmad. Det gør hun også ofte lige, når hun kommer fra børnehave. Hun trænger til (ligesom de fleste voksne, der har været på job i øvrigt) at slappe af og koble lidt fra. Det gør hun på den måde. Eller med en bog. Jeg lader hende selv vælge. Pædagogisk eller ej – det virker for os.

Jeg bliver også træt af, at alle hele tiden skal have en mening om, hvor meget eller hvor lidt, man bør træne. Hvis du ikke dyrker en eller anden sport i dagens Danmark, er du doven og ugidelig (sikkert også tyk i visse øjne), sådan lidt ’taber-agtig’, og du lærer åbenbart heller ikke dine børn gode sunde motionsvaner. Hvis du derimod træner meget, bliver du knaldet oven i hovedet med en stor hammer, fordi du træner for meget, og det går udover tiden med dine børn. For slet ikke at tale om, at de bliver stressede og sikkert får en spiseforstyrrelse, fordi du træner/løber ror kajak eller, hvad du nu laver for at vedligeholde den der krop, der helst skal se toptunet ud – for ellers bliver du i hvert fald ikke noget inden for musikken. Lad os nu bare gøre det, der gør os glade. Og ja, jeg er fx glad for at løbe og løber en del timer om ugen samt styrketræner. Det gør jeg, fordi det gør mig glad.  Og det fungerer fint, selvom jeg også er mor, har et job osv. Det er da logisk, at gør vi mennesker, hvad der gør os glade, smitter det af på omgivelserne. It’s that simple…

Måske alle de der såkaldte ’eksperter bare burde erkende, at alle familier er forskellige, ligesom tilfældet er for hver enkelt menneske. Hvad der fungerer for en person eller familie, fungerer måske ikke for en anden. Og ja, der er nogle, der burde komme op fra sofaen, slukke Netflix og droppe marsbaren og colaen. Omvendt, er der også nogle, der burde droppe tri-træningen og få lidt sul på sidebenene, fordi det eneste de kan spise er en ’low carb diet’ et eller andet, og det eneste, de kan tale om, er deres træning og /eller deres detox juice kur -alt imens de løber forbi med lynets hast (og hyler i vinden), inden de skal til yoga. I kender godt typen, der er så sporty, at han/hun møder op til havefest i sit sportstøj, ikk’?

Så ja, selvfølgelig er der nogen, der bør tænke over deres prioriteter, men drop dog den der frelste ’se mig, jeg gør det rigtigt’-mine, og lad os dog leve vores liv, og selv vælge, hvad man mener, er rigtigt. De fleste af os formår altså at have et fornuftigt forhold til både sundhed, herunder sport og mad samt vores børn, job, venskab, kærlighed – og alt det andet samtidig. Dét, der er hårdest, er, at skulle leve op til en eller anden norm hele tiden. Som hovedregel, er det svært at gøre noget rigtigt, og let at gøre alt forkert.

Forledes læste jeg – i et eller andet ligegyldigt dameblad – om, hvordan du laver hjemmelavet modellervoks med frugtfarve i. Hvis du gør det, er du den perfekte forælder. Det er jo helt hul i hatten. Jeg køber modellervoks i BR til min datter, og hun har endnu alt sit hår på hovedet, ingen røde pletter på kroppen, og hun går endda lige.

Jeg blev også træt, da jeg læste en artikel i Information for noget tid siden, hvor super-moderen udtaler : ”I dag er der paranødder, mandariner i både, bananskiver og en riskiks med nøddesmør på tallerkenerne til eftermiddagste.” Jamen, dejligt for jer da, her snupper vi en banan så…

Der er i det hele taget en MASSE ting, du som forældre SKAL huske at gøre, men så er der naturligvis også en masse ting, du som forældre absolut IKKE MÅ gøre (altså udover de indlysende ting selvfølgelig). Husk endelig på det. Fordi, det siger Lola. Pisss osss. Jeg hører ikke rigtig efter, hvad Lola siger, og jeg efterlever vidst ikke alt, hvad Lola siger. Altså, jeg har ikke noget problem med Lola – hun siger bestemt mange fornuftige ting, men hun er jo ikke et orakel, hvis ord jeg blindt skal efterleve, og ikke forholde mig kritisk til.

I det hele taget, kan alle de der ’kloge Åger’ tage deres ’Sådan er du en perfekt forældre/kæreste/elsker/ven/menneske’-guides og stikke dem skråt op. Jeg tror på store mængder kærlighed og omsorg. Jeg tror på latter. Jeg tror på drømme. Jeg tror på plads til det enkelte individ. Jeg tror på at tale pænt til hinanden. Jeg tror på at råbe, når jeg bliver sur. Jeg tror på ’undskyld’. Jeg tror på at gå efter dét, jeg vil have – dét jeg drømmer om. Jeg tror på ikke at give op, men jeg tror også på at stoppe, hvis det ikke gør mig glad. ’Når du har sagt A, må du også sige B’, den holder ikke hos mig. Næ, ’Hvis du har sagt A, må du også sige B, hvis det er dét, du vil. Er det ikke tilfældet, må du finde et andet bogstav. Jeg tror på grænser for børn(og voksne). Jeg tror på regler, men jeg tror også på, at regler er til for at blive brudt engang imellem. Fx, når jeg spiser is med min datter en onsdag, eller vi kælker kl. 21 mandag aften, hvor hun burde ligge i sin seng. Men sneen er smuk, og hun vil kælke. Vi grinede i en time efterfulgt af at ligge i sneen og kigge op på stjernerne  – op til ’mufar’, der bor deroppe nu. Godt, vi brød reglen (som jeg selv har lavet). Sneen var væk næste morgen.

Jeg tror på kærlighed, og jeg tror på at droppe det der med , at vi alle sammen skal gøre det hele på samme måde.

Jeg har en masse oplevelser med i bagagen – fra min barndom, ungdom og mit voksenliv, og sådan skal det fortsætte. Jeg bliver glad helt ud i tæerne, når jeg tænker på dem. Sådan skal min datter også føle. Hun skal vide, at der er regler, der skal følges og grænser, der skal afprøves. At der er normer i et samfund uanset, hvor hun bor. Men hun skal også turde at bryde normerne. Hun skal turde bøje reglerne lidt engang imellem. Ellers kan det være lige meget. Vi er alle sat på denne jord som forskellige individer, hvilket gør det endnu mere sørgeligt, når vi tilstræber at være ens.

Hun skal drømme, og hun skal tro på sig selv. Min far sagde engang til mig, at når man ikke længere har drømme, kan det være lige meget. Jeg er også opdraget til at tro på mig selv, og til at være ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Eller ikke ligeglad med, hvad ALLE andre tænker om mig, for det betyder noget, hvad de mennesker, jeg elsker og/eller respekterer, tænker om mig. Det betyder meget. Men for at leve op til alle normer i et samfund i dag, skal man jo nærmest være et super-menneske. Det er jeg ikke. Det gider jeg faktisk heller ikke at være. Men jeg tror på mig selv, og er for det meste også ligeglad med, hvad andre tænker, mener og tror om mig. Men desværre ikke altid – gid jeg var.

Jeg har en ven, der er flyttet fra København til Sønderborg, og han synes, at det er vanvittig morsomt, at man på barer og diskoteker  – og jeg citerer: “Spiller ’ældre’ musik, som man ’skråler’ med på”. Det er han ikke vant til fra bylivet i København. Derudover bliver der sagt tillykke til ham, når han køber champagne, når han er i byen, fordi på de egne, køber man kun den slags, når man fejrer et eller andet. Dét, synes han, er vældig morsomt, da han stort set altid drikker champagne, når han er i byen. Derudover er han overrasket over, at kassedamen hilser på ham – det er aldrig sket i de mere end 30 år på Amager. OG forleden dag, kørte der en traktor gennem byen – det var stort. Jeps, han er kommet til provinsen – på godt og ondt (men der er nu også nyere musik herude).

Selvom Danmark er et lille land, er der faktisk store regionale forskelle på, hvad vi køber, hvad vi spiser, og hvordan vi holder ferie osv. Det har jeg egentlig ikke tænkt over tidligere, eller jeg tror da, at jeg var klar over, at der var nogle forskelle, men da jeg faldt over et par undersøgelser af netop danskernes forbrugsvaner i de forskellige regioner, var det tankevækkende, hvor forskellige regionerne er fra hinanden på nogle områder. Og det til trods for, at Danmark er et lille land. I USA er hver stat jo som at komme til et nyt land, men lille Danmark rummer virkelig også mange forskellige slags mennesker – og tak for det da.

Når jeg tænker over det, kan jeg sagtens se, at min fars familie i Sønderjylland lever helt anderledes på mange områder end, hvad jeg fx gør. Deres madvaner er anderledes fra mine – de spiser betydeligt mere gammeldags. De går i noget helt andet tøj, lytter til noget andet musik og de rejser heller ikke, som jeg gør (nogle af dem har faktisk aldrig været nord for Århus, og da slet ikke på djævleøen, uha da). Det har ikke nødvendigvis noget med alderen at gøre, selvom den selvfølgelig spiller en rolle, men der er altså også forskel på regionerne, selvom vi taler samme aldersgrupper.

Det er fx ikke ligegyldigt, om man er bosat på Fyn, i Østjylland eller i København, når det gælder køb via nettet. Der er nemlig stor forskel på danskernes forbrugsmønstre i de forskellige regioner. Men det kræver da ikke en studenterhue at regne den ud. Eller gør det? Fx er København det sted i landet, hvor der bliver handlet mest på nettet (no shit, Sherlock). 48 procent af københavnerne bestiller take away på nettet hver eneste måned. Men det ville jeg (og sikkert en masse andre i provinsen) da også gøre, hvis bare der var et sted at bestille take away fra – som ikke er fedtet kebab eller pizza vel at mærke.

Når vi taler om mad, er der netop stor forskel på, hvad vi gerne vil putte i munden. Der bliver fx længere mellem de klassiske danske retter i København, alt imens eksotiske ingredienser ikke rigtigt finder vej til Danmarks mindre byer, og ifølge undersøgelserne, udvikler det moderne køkken sig mest i de store universitetsbyer, og landsdelenes madindkøb bliver stadig mere polariserede.

Men det er da også logisk, da specialvarer ikke er tilgængelige i lige så høj grad i provinsen eller yderområderne, om I vil, som hvad tilfældet er i fx København og Århus. Vi har jo ikke alle de små lækre specialforretninger i provinsen. Jeg kan ikke bare gå ned på hjørnet og spise iransk, hente suppe i et suppekøkken eller gå på raw food restaurant. Jeg ville gerne, men jeg har ikke muligheden så længe jeg bor i provinsen.

Der er sat nogle rammer for os hver især, hvor vi bor, og det er op til os, der bor der, at skabe nogle muligheder, for de muligheder er bl.a. med til at afgøre, hvad vi spiser og bliver inspireret af. Og det er lige præcis muligheder, jeg ofte savner i provinsen. Men dem, skal man selv skabe.

Jeg bor fx i en mellemstor provinsby, hvor take away er ikke eksisterende med mindre man vil spise pizza eller kebab. Det passer så ikke helt, for vi har også en sushi restaurant og en thai take away, men så slutter festen også. Men i små provinsbyer og ude på landet har de måske slet ingen restauranter eller mulighed for take away, og derved er deres rammer snævre i den forbindelse. Ligeså i forhold til specialforretninger med forskellige eksotiske delikatesser. Men der er jo en årsag til, at den slags forretninger ikke åbner i de mindre provinsbyer – de kan nemlig ikke overleve. Så kære provinsboere, vil man have specialforretninger, kræver det også, at man handler i dem.

Derudover er der åbenbart også stor forskel på en nordjyde og en sjællænders forbrug samt, hvordan vi holder ferie. Familierne i hovedstadsområdet bruger flest penge på boligen, og en gennemsnitlig familie i Region Hovedstaden bruger 18 pct. flere penge om året end en familie i Region Syddanmark. Igen No shit, Sherlock – mon ikke, at der er flere husstande i hovedstaden, der tjener mange penge end, hvad tilfældet er i Region Syddanmark. Deraf forbruget?

Københavnere bruger mere end fem gange så mange penge som nordjyder på flybilletter. Til gengæld bruger de mindre end halvt så meget på biler, som nordjyderne gør. Igen, det er vel ikke så mærkeligt, da København er langt lettere at bevæge sig rundt i UDEN bil. De har jo ikke ligefrem en metro og S-tog i Hirtshals. Ligesom det er lidt lettere (og billigere) at finde en p-plads til bilen i Hirtshals.

Nordjyderne kører ofte på ferie i stedet for at flyve – og flyver de, er det charter. I hovedstaden, hvor husstandene er tæt på en lufthavn, og der er flere mennesker med god indkomst, planlægger man ofte egne rejser og bestiller fly og hotel separat. Igen, det giver da meget god mening. Har man ikke en bil eller har man måske en delebil (som er populært i de store byer, især i København) er det svært at bruge bilen til at køre på ferie i.

Alt i alt giver forskellene vel meget god mening, men derfor er det nu sjovt, at et lille land som Danmark har så store forskelle regionalt. Dét, jeg synes, at vi skal være opmærksomme på, er, at de mennsker, der bor i de pågældende provinsbyer, selv skaber livet i byerne. De mindre byer, der i Danmark vokser og får mere liv, er noget, der er blevet skabt af nogle mennesker med visioner. Selvfølgelig skal mulighederne være der, men det er de også ofte – det kommer bare an på øjnene, der ser.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at man ofte hilser på en anden måde på hinanden i de mindre provinsbyer end, hvad tilfældet er i storbyen og nok til dels også i større provinsbyer. Jeg har også engang skrevet, at de forretningsdrivende i de små byer langs vestkysten i Nordjylland er af en helt anden kaliber, end dem i storbyen, og nu har jeg igen fået syn for sagen. Jeg ved selvfølgelig, at man ikke kan skære alle over en kam, men jeg vil nu godt vove pelsen og påstå, at vi (jeg selv indforstået) kunne tage lidt ved lære af de mindre samfund rundt omkring i Danmark.

Lønstrup

Jeg opholder mig pt. i Lønstrup – en lille by næsten på toppen af Danmark. Her har jeg tilbragt mange timer gennem årene, fordi min families sommerhus ligger her. Jeg elsker Lønstrup pga. naturen, men også fordi jeg ofte føler, at jeg her har tid til at være sammen med min familie, som jeg desværre ikke ser så ofte, som jeg gerne ville. Sidst, men absolut ikke mindst, er folk heroppe i det nordjyske bare sådan gennemgående ret flinke og hjælpsomme.

Når jeg går til bageren om morgenen, som ligger nede i den lille by tæt ved vores sommerhus, hilser jeg på alle, jeg møder. Hos bageren, som ligger i købmandsbutikken hilser man pænt og spørger mig, hvordan det går, og hvornår vi kom herop. For heroppe har man styr på hvad der foregår. Når jeg går ind af døren hos pottemageren, husker han mig også fra sidste gang, hvor jeg sukkede over alle hans smukke krus og kopper. I brugskunstforretningen og hos glaspusteren kan man også sagtens huske mig, og man får en lille sludder. Det er virkelig hyggeligt.

Børn og plads går også meget godt sammen.

Pottemageren fortalte mig også en historie. Som sagt, det er hyggeligt, men egentlig også pudsigt – heroppe snakker jeg med alle mulige mennesker, som jeg ikke kender, og derfor ikke ville snakke med der hjemme. Nå, historien : Pottemageren har faktisk været flyttet til København for nogle år siden, hvor han havde udstilling/butik nedenunder og værksted ovenpå i en af de små gader inde i København K. Men han solgte og rejste tilbage til Nordjylland – tilbage til Lønstrup. Af to årsager. Han var træt af, at han ikke kunne sidde ovenpå og have åbent i forretningen nedenunder, uden at folk stjal hans ting. Derudover blev han ganske simpelt ikke inspireret. Han manglede naturen. Han manglede sine ture langs stranden ved Vesterhavet – det er her, han henter sin inspiration. Og han er langt fra den eneste. Stort set alle de lokale keramikere, glaspustere og smykkedesignere er ikke havnet i Lønstrup ved et tilfælde. De har valgt at bo der bl.a. fordi, de elsker naturen og fordi, det er her, de finder inspiration

Solnedgang, Vesterhavet – Lønstrup

Nu er jeg ikke videre kreativ, men jeg kan faktisk godt følge ham. Jeg kommer heroppe på alle tider af året, og jeg føler mig også ofte inspireret til at være lidt kreativ, når jeg er her (at det så begrænser sig til at male påskeæg eller lign., er en anden sag). Men faktisk tænker jeg, at skal min bog en dag være færdig, så er det heroppe, jeg slår mig ned et par uger for at skrive i fred og ro (måske jeg nærmere har brug for et par måneder).

Noget andet, jeg bemærkede, var hvordan folk var ekstremt høflige, da jeg var ude at løbe. Alle, jeg mødte på min tur, smilede og hilste for derefter at gå til side, for at jeg kunne løbe forbi på de smalle stier i klitterne. Det sjove er, at de fleste, der gik der på stierne i klitterne, er turister. Turister fra København og turister fra mindre og større provinsbyer rundt omkring i Danmark (og udlandet naturligvis), og det er egentlig også lidt pudsigt. For går man fx på gaden i København, handler det ofte om at komme hurtigt frem, og der er det tilladt at vade ind i hinanden, uden at sige undskyld, men den slags gør man slet ikke her. Her viser vi hensyn til hinanden, hvad end vi er fra København eller et andet sted i landet. Måske alle storbymenneskerne (og os fra de store og mellemstore provinsbyer) er blevet så tilpas afslappede efter nogle dage i sommerhus på landet, at vi glemmer at være ubehøvlede (mig selv inklusiv), og ikke længere stresser af sted, og i stedet har tid til at hilse og smile. Her i blæsten ved Vesterhavet står tiden stille, og det er svært at stresse og være sur og uhøflig over for andre. Her er højt til loftet på flere måder.

Sand alle vegne…

Bl.a. derfor er den del af Danmark så vigtig, og det tror jeg faktisk, at de fleste danskere er klar over, men blot glemmer i en travl hverdag. Der skal være plads til pulsen i storbyen og mangel på samme på landet. Jeg selv elsker storbyens evindelige buldren, livet på gaderne og alle mulighederne lige så højt, som jeg elsker stjernerne på himlen, lange gåture langs vandet og den særlige fred og ro, der er på landet – i de mindre provinsbyer rundt omkring, bl.a. i det nogle kalder udkantsdanmark, men som i mit hoved så langt fra er udkanten af noget, måske snarere tværtimod.

Uanset, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at vi mennesker måske får lidt mere overskud til et smil og til at give plads til andre, når vi selv får lidt højere til loftet og plads omkring os…