Forfatter: gittekorsgaard (Side 17 af 19)

Hvis jeg siger ‘De gyldne Palmer’, tænker I ‘Cannes Festival’ – og det er selvfølgelig min hensigt.

Han ligner sig selv. Har stadig sweatshirt og kasket på, præcis som i gamle dage. Jeg skrev for nogle uger siden om at være iværksætter i provinsen, og jeg kom i den forbindelse til at tænke på Thomas, der har virksomhed i København. Han ejer, sammen med en kammerat, reklamebureauet ‘Konstellation’, som har vundet flere priser og bl.a. for nylig været til Cannes Festival, fordi de også der var nomineret til en pris. Jeps, jeg sagde Cannes Festival  – imponerende, ikke?!

Helt nøjagtig var de afsted med reklamen ’Happy Beertime’ for Carlsberg, hvor de var indstillet i kategorien ’Innovative Use Of Social For Mobile’.  Konstellation var til Verdensmesterskaberne i reklame, og var udvalgt til finalen blandt de syv bedste i VERDEN.

Thomas flyttede  til København fra provinsen et år efter gymnasiet, og det er nu otte år siden, at han startede sin virksomhed sammen med kammeraten Nicolai Elmqvist, der også er fra Kalundborg. Thomas var egentlig Art Director på et reklamebureau, men kunne ikke slippe tanken om, at han kunne selv. De startede ud i små lokaler, men siden da er der sket meget, da virksomheden hele tiden vokser. I dag kan de nyde udsigten ud over søerne i København i nogle helt fantastiske lokaler. Sådan nogle lokaler, der kun findes i storbyen.

‘Vi drak nogle øl dengang tilbage for otte år siden, og blev enige om, at vi skulle starte egen virksomhed. Jeg er fra Kalundborg, men ville aldrig kunne drive en virksomhed som Konstellation i en provinsby. Især det at få kvalificerede folk ville være et problem. I visse brancher er det svært, for ikke at sige umuligt at tiltrække den rigtige arbejdskraft, hvis du har virksomhed i provinsen. Det er faktum. Og sådan er det fx i min branche. Det kunne måske lade sig gøre i Århus, da Århus har en snært af miljøet fra København, men det er også den eneste by i Danmark udover Købehavn, hvor jeg tænker, at det er muligt. Ikke engang Odense eller Aalborg ville kunne lade sig gøre for mig. Jeg har bl.a. mange kreative folk, og de er alle meget passionerede mennesker, som går op i kultur,  og den er der ikke meget af mange steder i provinsen, slet ikke i Kalundborg. De her mennesker er nok meget opsøgende og nysgerrige, og de går ikke så meget op i hus, bil osv. Derudover er den type virksomheder, vi arbejder for, førende virksomheder, der alle ligger i København. Det besværliggør også i den grad, at vi skulle ligge vores virksomhed væk fra storbyen. Her tænker jeg fx, når man skal mødes, hvilket man skal relativ ofte, selvom meget foregår via net og tlf. i dag. Vi er klart afhængige af, at vi ikke er alene. Her i København er et kæmpe netværk, bl.a. af freelancere fx fotografer, men også produktionsselskaber. Hele den struktur eksisterer bare ikke derude. Det handler også om branding. At være, hvor det sker, at blive set. Fx er bureaufester meget vigtige, da det netop handler om branding og netværk. Derudover skal man være dygtig og sød, så når man langt’.

Drømmen i New York

Konstellation laver ikke så meget reklamer til tv, derimod mere til online.  Det betyder dog så langt fra, at kunderne ikke ligger i den tunge klasse, for det er der flere af dem, der gør. Bl.a. kan nævnes Carlsberg, Sommersby, Lego, Nykredit, Læger uden grænser og Momondo. Oven i købet på det globale marked med nogle af de danske brands som Lego og Carlsberg.  Konstellation har nemlig for nylig etableret kontor i min ynglingsby New York (der vil jeg også have kontor).

’Vi er i etableringsfasen, men vi har oprettet firma osv. derovre, og så handler det om, at lade folk det vide, så hele ens netværk er klar over, at vi kan tage opgaver derovre også. Vi mistede fx en kunde for to år siden, fordi vi ikke havde lokalt kontor i USA. Vi vil gerne vækste, men vil hellere sprede os i stedet for at blive for store ét sted. Vi skal ikke være større end, at vi alle kan gå ud og få en øl, uden at skulle booke en bar først.  Derudover tror mange, at man har så meget frihed, når man er selvstændig, men det tager mange år, før den frihed er en realitet. Indtil da er man bundet på arme og ben, og derfor laver vi drømmen i virksomheden. Fx at kunne flytte derover med virksomheden og arbejde med vores kunder internationalt.

Altid lidt halm i træskoene

Thomas er stadig lidt ’bonderøv’ (på den gode måde naturligvis),og har lidt halm i træskoene –  som tilfældet er med mange af os, der er opvokset i provinsen. Han kan godt savne den natur og den fred, der er væk fra storbyen. Han har tidligere boet i lejlighed i København, men bor nu i et lille hus på Amager, hvor han har en tilgroet have, hvor hunden kan løbe frit. Det giver ham lidt fornemmelsen af at være væk fra storbyen.

’Men det sjove er, at når jeg på et tidspunkt nok finder på at flytte lidt længere væk fra København, så betyder mit lille hus på Amager, at jeg stadig kan være tæt på storbyen de dage, hvor jeg har behov for det. Det kommer til at fungere som en slags mellemstation, og det har jeg brug for, da jeg vil få svært ved at slippe byen helt.  Men jeg drømmer vel ligesom alle andre, der er fra provinsen, om at give nogle af de kvaliteter, noget af den barndom videre til mine børn, som jeg selv havde. Det kan jeg bare ikke med mit job, så det bliver på en anden måde. Jeg synes i øvrigt, at mange steder i provinsen mangler man kultur, men især i Kalundborg er den slem. Man har jo ikke engang et spillested, som man x har i Slagelse, Holbæk, Næstved og Roskilde. Unge har brug for livekoncerter. Det er identitetsskabende at kunne gå til de arrangementer, der passer til den, du er. Jeg har stadig familie i Kalundborg og kommer derfor på besøg jævnligt, men jeg synes i den grad, at Kalundborg burde gøre noget ved kulturlivet’.

Peter Pan generation

Da jeg snakkede med Thomas, sagde han noget interessant – eller han sagde mange interessante ting, men han sagde noget, jeg tænkte over efterfølgende – noget jeg egentlig ikke har tænkt over tidligere.

‘Det er ligesom, at dem der aldrig forlod provinsen hurtigere blev voksne. De bliver gift, får børn, køber hus og bil meget tidligere. I hvert fald mange af dem’.

Det fik mig til at tænke på en artikel, jeg har læst for nylig i Morgenavisen Jyllands-Posten. Ikke at den artikel skelnede mellem storby og provins i diskussionen om at blive voksen, men dét Thomas sagde, det kan der da vidst være noget om. Jeg har ofte tænkt, at de af mine tidligere skolekammerater, der blev i byen, fik deres børn noget tidligere end jeg, men nu hastede det jo heller ikke ligefrem for mig med den slags. Men det er da ikke kun mig (og Thomas), der var lidt langsomme (eller de andre der er hurtige). Undersøgelser viser jo netop, at man i provinsen får børn tidligere, end i storbyen, og det er der selvfølgelig flere indlysende årsager til. Det være sig årsager som uddannelse, karriere osv., men det vil jeg nu ikke komme nærmere ind på nu. Men det må jo også betyde, at storbyen huser flere i ’Peter Pan generationen’ (som de kloge kalder det) end, hvad tilfældet er for provinsen? Eller er det en og samme sag? Hvis ja, gad vide, hvad det har af betydning i det lange løb?

Nu er det jo ikke, fordi jeg siger, at Thomas eller jeg selv, for den sags skyld, tilhører Peter Pan generationen, hans ord fik mig bare til at tænke over, hvorvidt der er forskel på storby og provins på det område. Man kan jo godt vælge at få børn senere eller sent i livet, uden at årsagen er, at man ikke tør tage ansvar osv. En anden ting, han sagde, som jeg også tænkte over var; ‘man skal være dygtig og sød, så når man langt‘. Jeg kunne ikke have valgt ordene bedre selv. Jeg er fuldstændig enig, hvis man har talent og så oven i hatten er et venligt og rart menneske, har man den perfekte cocktail, og man kan nå langt med ‘blot’ de to ting. Èn ting er i hvert fald sikkert, Thomas er både dygtig og sød, så han skal nok drive det langt.

Endelig har Thomas da så meget ret i, at kulturen i den grad halter bagefter mange steder i provinsen. I min kommune er kulturen helt klart en mangelvare. Der er alle muligheder, men de bliver ikke udnyttet. Jeg ved, at erhvervslivet er vigtigt, at selvfølgelig skal der være jobs, ellers ingen tilflyttere, men omvendt indbyder man ikke folk til at bosætte sig, hvis der ingen kulturelle tilbud er, udover naturen – og slet ikke højtuddannede, som kommunen så gerne ser bosætter sig i provinsen også. Det kan undre mig, at kulturen er så usynlig og i den grad nedprioriteret, når selv de store virksomheder i kommunen efterspørger den?! Hvad er årsagen hertil og, hvad gør de rigtig i de provins-kommuner, som har succes med at integrere kulturlivet med provinsen?

 

Flere af jer  har sikkert læst nedenstående artikel, men til de af jer, der endnu ikke har – læs den, den er sjov og tankevækkende. Det er en Premium-artikel, men I kan godt åbne link her og læse artiklen uden Premium-abonnement.

http://www.jyllands-posten.dk/premium/indblik/Indland/ECE6965967/bliver-vi-voksne-sadan-rigtigt/

 

Jeg er født, opvokset og bor nu, efter ti år i storbyen, igen blandt ignorante bonderøve iført træsko, der alle har juleplatter hængende på væggen, har ‘jydekrog’ på bilen og kører med trailer. Hvis jeg skulle tro en stor del af mediernes skildring af provinsen, ville det nok være noget i den stil. Heldigvis er det ikke sandheden – så langt fra endda. Ikke fordi, der er noget galt med træsko, eller jo, det er der sådan set lidt, men de er sikkert rare at gå i. Eller noget. Men bare fordi man har juleplatter på vægen og/eller går i træsko, behøver man jo altså ikke være mindre intelligent eller have mindre på hjertet, end en med Henry Heerup på vægen og Christian Louboutin-sko på fusserne (det vidner dog om en bedre smag, hvis I spørger mig, men det er jo individuelt). Min far havde klart valgt juleplatterne (og jeg håber i den grad også træskoene i hans tilfælde), og han var bestemt ikke en sløv kniv i skuffen.

Det er bare så ærgerligt, at vores samfund i dag er indrettet sådan, at medierne hovedsagligt skriver, taler om og viser billeder fra København. Der bor trods alt mere end fire mio. mennesker i provinsen i Danmark – og de er altså så langt fra alle ignorante bonderøve, der ikke interesserer sig for, hvad der foregår i verden. Men faktum er, at der kun er én rigtig storby i Danmark, resten er større eller mindre provinsbyer  i hvert fald i min optik. Og det gør det bare endnu mere pudsigt, at medierne koncentrerer sig så meget om den ene by, når nu der er så mange andre  byer, man også kan fortælle historier fra. Ikke fordi, jeg synes, at København ikke fortjener opmærksomhed, for det gør den bestemt. Det er en fantastisk by, men at den er fantastisk, udelukker jo ikke andre danske byer for også at være fantastiske.

Hvor, siger du?

Men jeg føler ofte, at provinsen er glemt i mediebilledet (og jeg er helt sikker ikke den eneste, der har det sådan). Jeg føler til tider – eller ret ofte – at provinsen ikke får lov at vise, hvad den egentlig er, og hvad den kan. Netop fordi alle større medier geografisk har base i de større byer, primært København, er det svært for journalisterne at bringe et retvisende billede af provinsens mange facetter.

Næsten alle landets store mediehuse er centreret i hovedstadsområdet, hvilket jeg jo egentlig godt kan forstå, at man har truffet en beslutning om i sin tid. Men det betyder også, at mediebilledet bliver meget ensporet, og går glip af historier fra provinsens små som større byer. Jeg ved, at der findes en masse lokalaviser, men det er jo netop kun de mennesker, der bor i det pågældende lokalområde, der læser de aviser. Derudover har de samme aviser ofte desværre ikke resourcer til at lave det tunge journalistiske arbejde. Vi andre, herunder københavnerne bliver altså ikke klogere på det område og det er ærgerligt og udemokratisk i mine øjne.

En stor del af den danske befolkning er afskåret fra medierne, og det kan man da kalde for et demokratisk problem. Hvorfor har vi ikke i Danmark en mediestruktur, der samler landet i stedet for at adskille det? Jeg har tidligere skrevet så meget om centralisering og urbanisering, og her kommer ordet decentralisering ind i billedet. For uden en sådan, vil tingene aldrig ændre sig.

Medierne ud i provinsens muld

Jeg ved, at flere medier har underafdelinger i forskellige provins-byer, men det er ikke nok. Vi er nødt til at få nogle af de store drenge til at slå rødder i provinsens sorte muld, væk fra hovedstadens brosten. Det er desværre bare ikke den vej, vi går. Se bare på TV2. Inden vi får set os om, har de flyttet alle afdelinger fra Odense til København – de er allerede godt i gang.

Provinsens befolkning kan bidrage med noget helt andet end, hvad tidligere set. Der er ikke så meget mainstream over provinsen, og samfundsdebatten kunne virkelig tage nogle ret interessante skridt og vise helt andre nuancer af Danmark. Der er ingen tvivl om, at de landsdækkende medier kunne få en mere farverig samfundsdebat på mange områder, hvis provinsen i højere grad fik mulighed for at deltage.  Men det hele foregår i København og alt, hvad der foregår i København, bliver per definition til, hvad der er avantgarde og smart uanset, hvad man så end finder på.

Man skal dele

København adskiller sig meget fra de resterende byer i Danmark på flere områder, men så forskellige er københavnere altså ikke fra den resterende danske befolkning. Og vi behøver vel ikke kun stå sammen, når Brødrene Olsen vinder Eurovision, eller når fodbold-drengene hiver medaljer hjem.

Faktisk er det lidt pudsigt, hvor vigtigt det var for København at afholde Melodi Grand Prix i hovedstaden og IKKE i Århus eller Herning. I min optik er netop Melodi Grand Prix eller Eurovision Song Contest om I vil (det er jo ikke længere ‘bare’ Melodi Grand Prix med Jørgen De Mylius),  indbegrebet af provinsialisme. En pakke af dårlig – eller i bedste fald – rimelig musik pakket ind i pailletter og glimmer, når det er bedst. Det skal lige understreges, at når jeg siger ‘bedst’, mener jeg det skam. For mage til show de lavede i København i 2014, skal man lede længe efter. Det var vanvittig flot (det burde det også være med det budget). Men som Mikkel Andersson så fint skrev i ‘Debat’ i Politiken sidste år: ‘Naturligvis skal København bevise, at selv når det kommer til provinsialisme, kan man slå provinsen på dens hjemmebane’. 

Men det er faktum, at langt størsteddelen af eliten i Danmark – økonomisk, kulturelt og politisk – befinder sig inden for en radius af 25 kilometer fra Rådhuspladsen. Og jeg mener lige præcis, at det modsatte burde være tilfældet. At den magt burde være mere ligeligt fordelt over hele landet, eller i hvert fald til flere steder end blot ét. Vi samler ikke Danmark på den måde, vi adskiller. Nu er det jo ikke fordi, jeg er så naiv, at jeg tror (og det ønsker jeg heller ikke), at det er muligt at fravriste hovedstaden al sin magt, men mig bekendt lærer vi da vores børn, at man skal dele, gør vi ikke?!

 

Så er jeg her igen. Denne gang blot med en lille opdatering til alle jer, der er søde at følge mig her på bloggen.  For tre uger siden kunne jeg skrive 25.000, i dag kan jeg skrive 50.000 læsere på bloggen. Det vil jeg naturligvis dele med jer – for uden jer, ingen blog!

TAK 😉

 

Vi taler fra eller til den, vi kritiserer den, og vi forsvarer den. Vi definerer den indimellem, som var den én samlet masse – en masse, der i hvert fald ikke er København. Men provinsen er IKKE en stor samlet masse, men når det er sagt, er der visse fællesnævnere ved små samfund – ved provinsen i Danmark, gode som dårlige, som vi ikke kan se bort fra.

Jeg har en tidligere studiekammerat, der har introduceret mig for Martin Thorborg. Martin Thorborg er iværksætter med stort I, forfatter og en masse andre ting. Han er ærlig, han ved, hvad han taler om, og så er han sjov. Jeg har for nylig set hans video ‘Underlig i Provinsen’ i forbindelse med mit blogindlæg, og jeg er tæt på at elske manden. Han rammer plet med sine betragtninger igen og igen. Videoen er lagt som et link nederst på bloggen. Martin Thorborg fortæller i store træk om, hvilke omkostninger det bl.a. kan have at være succesfuld iværksætter i provinsen/små samfund. Han nævner, at er man succesfuld iværksætter, der skiller sig lidt ud fra mængden i en lille by, skal man være klar over, at der kommer nogle slag over snuden. Man skal være klar over, at det kan være sværere at være iværksætter i provinsen på nogle punkter.

Provinsen har ikke plads til store armbevægelser

Og han har så meget ret. Nogle steder mere end andre, men jeg kan sagtens se, hvor han vil hen. Vi skal jo, som altid, helst passe ind i kasserne med de andre, og gør vi ikke det, bliver der snakket. Den tænkte jeg lidt over, og snakkede herefter med en del iværksættere rundt omkring – i storby og i provins. Jeg besøgte bl.a. Morten Tranekær og Lasse Berg Svenningsen, der begge er iværksættere med fast base i Slagelse.

Morten er 26 år og har været selvstændig siden februar 2014. Han ejer MTop.dk, der laver webshop-optimering samt rådgivning. Han er tidligere SEO-manager ved en Web-shop.

’Jeg er blevet selvstændig bl.a., fordi jeg godt kan lide at arbejde, og det får man ikke anerkendelse for i et almindeligt job. Det kan jeg få som selvstændig. Og ja, jeg overvejede længe at flytte til København eller Roskilde, for den sags skyld også, i forbindelse med, at jeg blev selvstændig. For netop at komme til en større by og tættere på den personlige kontakt til kunderne. Men arbejdet med web-shops kan jeg godt klare herfra, men det kræver, at jeg kører længere og planlægger en del mere. Det er en af udfordringerne, men der er flere. Det er tydeligt i provinsen, at hvis man har succes og flasher det, bliver der talt om det. Her er mere Jantelov. Jeg tror, at det har med at gøre, at ambitionerne ofte ikke er så store i provinsen, som set i fx København. Du begrænser dig, hvis du tænker lokalt. Du skal være i stand til at strække dig i tanken udover, hvor du er lokaliseret geografisk. Derudover skal folk ikke tro, at de er noget. Vi er flokdyr, og vi vil gerne det samme som alle de andre’.

Lasse på 27 år er selvstændig inden for online markedsføring og ejer www.goleaseit.dk. Han har været iværksætter siden 2013, også han mener, at der er udfordringer ved at være iværksætter i provinsen. Han har fået hug for sine armbevægelser, men er ligeglad.

’Sådan er det. Danskerne er bare Jantelovsprægede, og det kommer nok mere til udtryk nogle steder end andre. Og så handler det om det sikre valg. At være selvstændig er langt fra det sikre valg, og det er der mange, der ikke kan forholde sig til. Men det kommer også an på, hvad du kommer fra’. En af udfordringerne i provinsen er klart, at her er mere sløvt. Inden for Mortens og mit felt er det okay at være iværksætter i provinsen, men man bliver ikke set på samme måde, som hvis man bor i storbyen. Har du fx med branding at gøre, ville jeg ikke vælge provinsen. De følger heller ikke med tiden i mange af kommunerne herude. Det er meget bedre i storbyen, fordi de er mange flere om at gøre noget aktivt’.

’Det er lettere at samle en flok i storbyen, hvor der er flere iværksættere, end i provinsen. Og det betyder utroligt meget at have netværk, og det er bare lettere i storbyen’, siger Morten.

Jeg spurgte efterfølgende direktør for Kalundborg Erhvervsråd, Paul Jensen om, hvordan han oplevede udfordringer/problemer ved at være iværksætter i provinsen.

’Jeg ser ikke specifikke udfordringer ved at være iværksætter i provinsen i forhold til storbyen. 
Der vil jo selvsagt være en større kritisk masse i storbyen’.

Paul Jensen påpeger tillige, at erhvervslivet stiller sig til rådighed som mentorer over for iværksættere
, og at der er et tæt samarbejde mellem Kalundborgegnens Erhvervsråd og Kalundborg Kommune.

Helikopter-perspektiv

Der er uden tvivl mange ildsjæle her i byen, i Slagelse og i mange andre provinsbyer. Ligesom jeg er sikker på, at erhvervsrådene rundt omkring i kommunerne gør deres bedste, men det er bare ikke nok, og med fare for at få hele Kalundborg Erhvervsråd på nakken, erklærer jeg mig uenig i Paul Jensens udtalelser. Selvfølgelig er der problemer – eller udfordringer, om I vil. Vi skal jo være politiske korrekte i denne coaching-tid, hvor vi skal se det hele i helikopterperspektiv (men det forsvinder problemet jo ikke af). Et problem er et problem, uanset, om vi kalder det et negativt eller positivt ladet ord. Men nuvel ’udfordring’ (så er jeg også lidt moderne). Jeg mener klart, at det er naivt at sige, at der ingen udfordringer er som iværksætter i en provinsby kontra i en storby.

‘Korsbæk-syndrom’

Jeg er nogle gange bange for, at provinsen kan blive fanget af et slags ‘Korsbæk-syndrom’, hvor Bankdirektør Varnæs og Albert Arnesen, der ejer Damernes Magasin hårdnakket til den bitre ende benægter, at der er problemer og et behov for forandringer. De tænker derimod, at venter de længe nok, vender skuden nok. Det sker ikke, og du bliver ‘slået hjem’ i stedet. Mads Skjern er realistisk og nytænkende, hvilket er årsagen til hans succes. Det er da ikke så svært at forstå, eller er det? Og så lige et godt råd til de af jer, der ikke har set Matador (men der kan da ikke være mange). Kom i gang, det er et stykke Danmarkshistorie, som vi alle bør se og ’give videre’ i arv til vores børn.

I min optik, skal man begynde med at være realistisk omkring forholdene i provinsen, og lave en plan ud fra det. Det nytter ikke noget, at man erklærer, at der ingen ulemper er ved at være iværksætter i provinsen, for selvfølgelig er der det. Ligesom der er ulemper ved at være iværksætter i storbyen. Se på, hvad der er af mangler, og skab derefter mulighederne (miljøet). Mange kommuner kunne fx lære noget at Ikast-Brande, der for fjerde år i træk er blevet kåret som årets erhvervskommune. Dermed ikke sagt, at man ikke skal se positivt på tingene, men vi er altså nødt til at begynde med at være realistiske. Jeg bliver ærgerlig, som iværksætter, når jeg hører den slags sludder. Det er lige præcis den holdning, der gør, at vi ikke forstår virkeligheden, og ikke flytter os i den rigtige retning.

Jeg har selv virksomhed i Kalundborg, og var jeg ikke villig til at køre til København og andre større byer, havde jeg ikke nok arbejde – i hvert fald ikke, hvis jeg vil bruge min uddannelse. Jeg bor i en by, hvor jeg ikke har de store muligheder for netop at bruge min uddannelse, med mindre jeg er selvstændig og kører til storbyen. Det i sig selv, er jo også et problem, hvis man gerne i provisen vil tiltrække højtuddannede.

Plads til forandringer

Det, jeg forsøger at sige, er vel på den ene side, at man i provinsen skal blive bedre til at håndtere det, der er anderledes, og dem, der vil noget andet, end majoriteten. Vi skal give plads til at tænke ud af boksen, og plads til store armbevægelser indimellem. Ellers risikerer vi, at alle ejerne af de store armbevægelser pludselig skriver ’postnr. storby’ og ikke ’postnr. provins’. På den anden side, skal vi (her mener jeg også kommune, erhvervsråd etc.) også blive bedre til at tænke nyt og moderne uanset, om vi hellere så, at tingene var, som de altid har været. Det er jo så godt og trygt, men det baner ikke vejen for fremskridt. Hvis vi blev bedre til det, ville alle de unge måske ikke flygte til storbyen og blive der. Men derimod komme tilbage til provinsen, fordi der er noget at vende tilbage efter udover en smuk natur og en masse søde mennesker. Vi skal alle huske på, at noget af det letteste her i verden er, at sidde bag ligusterhækken og pege fingre af dem, der forsøger, men som ikke altid har succes, men de forsøger i det mindste! Og så er der jo også dem, det lykkedes for – ikke at forglemme.

Martin Thorborgs ’Underlig i provinsen’.

http://thorborg.tv/underlig-provinsen.html

’Mojn, det æ’ Tv-avis. Æ haue it åll di blaejsmøer. Kyt dem i æ tremhus’.

Kunne det ikke være sjovt, hvis man præsenterede Tv-avisen sådan? Jeg læste sidste år en artikel i videnskab.dk om dialekter i Danmark, og den var ret sjov – og ikke mindst tankevækkende. Jeg har længe tænkt over (det er jeg selvfølgelig ikke den eneste, der har), hvordan dialekter efterhånden forsvinder fra det danske sprog. Eller dvs. der er heldigvis stadig mange steder, hvor de endnu findes, hvilket de forhåbentlig vil fortsat.

Men tendensen er, især blandt de helt unge, at man dropper dialekten og taler rigsdansk. Standard-dansk. Hvor lyder det dog kedeligt. Altså, jeg har ikke noget imod rigsdansk, og jeg er med på, at vi alle gerne vil passe ind, men vi behøver da ikke at fralægge vores dialekt for derefter at blive en stor homogen masse. Det skal vi holde op med. Men med de tendenser, man ser i Danmark i dag med urbaniseringen og det faktum, at de helt unge stiler mod, hvad majoriteten taler – nemlig rigsdansk, kan jeg da godt blive lidt bekymret for vores dialekter i fremtiden.

Sønderjysk som rigsdansk

I virkeligheden kunne vi alle have talt fx sønderjysk. Ifølge sprogforskerne er dialekt et spørgsmål om tilvænning og vane. Årsagen til, at københavnsk har ‘vundet’ som den mest ’rigtige’ danske dialekt, er fordi magten i mere end 500 år har været placeret i København. Havde fx Sønderjylland været magtcentrum, og havde det været en position, man havde bibeholdt, havde det formentlig været sønderjysk, som var den rigsdanske dialekt i dag.

Se, det ville være underholdende (altså, det ville det jo ikke, hvis vi alle var vant til det, men følg mig lige lidt her). Jeg mobber skam ingen. Jeg er selv vokset op med ’Hold æ snut. Æ æ imme å oltins nell i æ mornstun’, ’De pikke å æ dør’ og Do har en fimmel fra æ joe te æ himmel (så kan jeg heller ikke meget mere). Min far var sønderjyde, og stolt af det. Jeg elsker det sønderjyske sprog (selvom jeg ikke taler det), det minder mig om min barndom.

Min far talte faktisk rigsdansk, endda i en meget korrekt udgave. Han brød sig ikke om slang, og mente, at ordene skulle udtales korrekt. Han kiggede fx mærkeligt på mig, da jeg som lille sagde ’skralderen’ om skraldespanden. Men når tlf. ringede, og et familiemedlem fra Sønderjylland var i røret, slog min far fuldstændig over i sønderjysk dialekt. Som lille troede jeg, at han lavede sjov, når han talte sønderjysk, da det for mig lød som volapyk. Senere lærte jeg at forstå dialekten simpelthen, fordi jeg hørte den fra tid til anden.

Og det handler ikke bare om dialekter, det er på samme vis med fremmedsprog. Jeg var nærmest indlagt til tysk tv som barn (ja, lidt miljøskadet blev man vel som barn af en sønderjyde), og vi havde engelsktalende familie, men begge dele har gjort, at det pludselig var let at tale andre sprog end dansk – simpelthen fordi det var en del af mit liv. Og det er lige præcis, hvad det handler om.  Bliver dialekterne brugt, lærer vi også at forstå dem (de fleste i hvert fald).

Bet’ Paul fra Vendsyssel

Men jeg må alligevel indrømme, at den dag i dag, forstår jeg stadig ikke, hvad manden, der slår vores græs i sommerhuset i Nordjylland, siger. Han er fra Vendsyssel og bliver kaldt for ’Bet’ Paul’ , og jeg har opgivet for længe siden. Nu bliver min mor nok ‘fornærmet’, eftersom hun er fra byen med bussår’n deroppe i Nordjylland. Jeg forstår da fint nordjysk, men hvis man kommer ude fra heden i Vendsyssel – glem det.

Min svigerinde er vaskeægte århusianer, der spiser ‘snoller’, fredagaften fortæller mig, at jeg er dosk indimellem og spørger: ‘Hvad klokk skal du med færgen, Gitte’? Min ene niece kunne ikke, lige meget hvor ofte hun øvede sig som lille, udtale ‘d‘ i ‘Under den hviiiie bro’ – og det er da alt sammen så charmerende.

Jeg mener, jeg er hele mit liv godmodigt blevet drillet med min jyske accent. Men jeg er glad for den. Meget. Jeg har boet på Sjælland hele mit liv på nær et enkelt år i Århus og alligevel, er jeg hende jyden. Jeg har oven i købet boet i København i små ti år, og mit sprog har aldrig ændret sig. Jeg er stadig kalundborgjyde, og jeg er stolt af det. Jeg kan lide min accent og det faktum, at jeg nødvendigvis ikke taler som alle andre. Jeg er lidt mere jysk end sjællænderne og lidt mindre jysk end jyderne.

Og jeg kan godt tåle at blive ’drillet’ af vennerne i København. På det punkt har jeg ingen intention om at ’passe ind’. Faktisk har jeg et par venner, der bare skal se et billede af Rådhuspladsen, og vupti, de har glemt deres lidt jyske accent og taler pludselig drævent københavnsk. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, de gør det, men det skal de holde op med (gad vide, om der også er københavnere, der ser et billede af en ko og vupti, taler jysk)?

Nuancer er godt

Dialekter er charmerende, og de er vigtige. Uanset, om vi forstår dem eller ej, ser jeg nødigt et Danmark, hvor vi alle taler på samme måde. Der skal da være nuancer i vores sprog – diversitet til mig, tak! Og det er faktisk lidt sørgeligt, men danske sprogforskere mener, at langt de fleste danskere kommer til kort, hvad angår at forstå danske dialekter. Årsagen hertil er simpel – vi hører alt på rigsdansk i dag, og ikke meget afviger fra det sprog, vi kender og selv taler. Vi vil hellere tale et slags ’standard-dansk’, som alle de andre taler. Som tidligere nævnt, hvis vi hørte forskellige dialekter jævnligt, ville vi, ligesom tilfældet er med fremmedsprog, lære at forstå dialekterne.

Det skal vi holde op med, og i stedet glæde os over, at vi danskere også har diversitet inden for sprog. Tal dog med den dialekt, du nu engang har og lad være med altid at forsøge at passe ind – og det gælder både folk i provinsen og i storbyen. Tag ikke fejl, storbysmennesker forsøger lige så meget at passe ind i kasserne – forskellen er bare, at der er flere forskellige kasser i storbyen, end i provinsen. Men det er så uendeligt kedeligt at være som alle de andre i alle henseender. Det skal vi holde op med.

 Fakta om dialekter

(kilde: www.dialekt.ku.dk)

Fynsk, lavkøbenhavnsk, rigsdansk, multietnolekt, bornholmsk og sjællandsk er alt sammen eksempler på dialekter. Dialekt er talesprog, og talesprog er dialekt. Alle talesprogsformer (eller sproglige varieteter) som forbindes med et bestemt sted eller en bestemt gruppe af mennesker, kan betragtes som dialekter. Det er en bred opfattelse af ordet dialekt. Mange års forskning, i hele verden, har vist at sproglig forskellighed (det som sprogforskere kalder sproglig variation) er systematisk. Nogle gange er forskellighederne – f.eks. i sprogbrugen mellem to provinsbyer – systematisk på flere niveauer. Der kan være forskelligt ordforråd, forskellige grammatiske former og forskellige udtaler. Når sprogforskere skønner at der er systematik nok i forskellighederne, taler man om en dialekt.

 ’Om benene er solidt plantet? Tja, jeg ved, at ting ikke bare kommer til en, hvis man sidder med hænderne i skødet. Jeg har lært at arbejde for mine ting. Sætte mig et mål og nå det’.

Hvis jeg siger blå blink, krimistof og Kanal 5, så ved de fleste, at jeg taler om krimireporter Stine Bolther. Stine er fra provinsen, faktisk fra min hjemby, Kalundborg. Hun var forbi mig forleden til en snak om storby, provins, job og meget mere.

Når jeg møder folk, som har opnået noget, bliver jeg nysgerrig (ja ja, okay, det er jeg sådan generelt med mange ting). Og ja, forhåbentlig har de fleste på et eller flere plan opnået noget. Men jeg mener, sådan opnået noget, der måske er lidt anderledes fra, hvad de fleste render rundt og laver.

Stine har i mange år arbejdet på Ekstra Bladet, men har i de senere år arbejdet for Kanal 5, men fællesnævneren er krimistof. Hun er autodidakt, fik aldrig taget uddannelsen som journalist, da hun havde for travlt med at arbejde. Derudover er hun forfatter til fire bøger.

Men Stine er altså også født og opvokset i provinsbyen Kalundborg. Efter gymnasiet valgte hun, ligesom så mange andre unge, at flytte fra Kalundborg til København. Hun flyttede fra mors kødgryder til Vesterbro, hvilket ifølge hende selv, er lige fra den ene yderlighed til den anden (og det har hun ret i).

’Jeg havde en meget stor udlængsel, da jeg var færdig med gymnasiet, men det handlede ikke om at ville væk fra lige præcis Kalundborg – det var bare for at komme ud og stå på egne ben’.

Stine er også en af dem, der aldrig kom tilbage. Eller det vil sige, hun kom tilbage til provinsen, bare ikke hjembyen.

’Mit arbejdsliv har altid været koncentreret om København, og der er simpelthen for lang transport for mig til Kalundborg, så derfor blev kompromiset et sommerhus i Kalundborg og et hus tæt på mit arbejde, min mands arbejde og hans forældre.

Jeg holder meget af Kalundborg – især mine mange veninder og deres familier, som stadig bor i byen, og selvfølgelig mine forældre. Men også Røsnæs, fyret, gågaden, den hyggelige biograf og i det hele taget at være så tæt ved vandet hele tiden’.

Den ‘farlige’ storby

Stine er aktuel med et nyt program på Kanal 5 ’Dem der passer på os om natten’, der har premiere på onsdag. Stine ER fru Krimi, hvis du spørger i branchen. Hun har stort set ikke lavet andet i mange år, og er da også, ifølge hende selv, lidt ’miljøskadet’.

’Vi har valgt at bo i provinsen frem for København af flere årsager. Jeg drager nok parallel til min hjemby, og har tænkt, at mine børn skulle vokse op et lignende sted. De skal have det samme, som jeg har haft. Derudover er jeg arbejdsskadet. Jeg er jo sikker på, at på hvert gadehjørne i København står der en psykopat. Der sker mere i København, end i provinsen, og det er jo ikke mærkeligt, der bor jo også flere mennesker. Statistisk set er det svært at vurdere, men det er den følelse, jeg har. Jeg kan tage folk med på en guidet tur og fortælle, at det var her, at hun blev voldtaget, det var her, han slog hende ihjel, og det var her brandbomben var osv’.

Her tænker jeg, at den guidede tur i provinsen nærmere ville lyde: ‘Og det var her, at hun blev slået ihjel i 1976′.

Selvom Stine aldrig kom tilbage til hjemegnen, føler hun alligevel, at hun skylder sin hjemby tak for mange ting.

’Min opvækst har lært mig at se folk, som dem de er. Som personer i stedet for fx titler. Det har hjulpet mig i mange situationer. Jeg er meget langt fra snobbet – tværtimod. Og det tror jeg bestemt også kommer fra min opvækst’.

Villa i provinsen eller lejlighed på Vesterbro

Det er pudsigt, for jeg har tænkt meget over netop det emne, vi kom ind på – børn og storby. Hus og lejlighed. Have eller ikke have osv. (trampolin eller ikke trampolin). Og den problemstilling er jeg så langt fra den eneste, der har brugt tid på. Vi valgte, i sin tid, præcis det samme som Stine og hendes mand. Vi boede på Nørrebro i mange år, og var begge enige om, at når vi fik børn, skulle de ikke vokse op på ’stenbroen’ til trods for, at jeg elskede Nørrebro (og stadig gør). Næ, børnene skulle derimod vokse op i provinsen lige som mor og far. Mine børn skulle have, hvad jeg havde haft, for det var det bedste. Jeg kan altså sagtens følge den tankegang, som mange har,  men det er jo netop fordi, jeg selv er fra provinsen.

Alle, jeg kender, der er vokset op i en storby, ser anderledes på den sag. Selvfølgelig gør de det, og jeg forstår dem da. Der er jo ikke noget galt i at vokse op i en lejlighed på Vesterbro. Det er bare min optik, der er anderledes. Anderledes, fordi jeg har oplevet en barndom, som i mine øjne, er den bedste og mest trygge. Og tak for det. Sådan burde alle jo i virkeligheden føle, men det er desværre ikke tilfældet uanset, om barndommens film er optaget i provinsen eller midt på Vesterbro. Men netop fordi jeg havde en god og tryg barndom i provinsen, vil jeg naturligvis give den videre til mine børn.

Men når jeg ser helt nøgtern på det, ved jeg jo godt, at der findes masser af lykkelige børn, der bor i lejlighed inde midt i storbyen. Og hånden på hjertet tror jeg ikke på, at børn har det bedre i et villakvarter i provinsen, end i en lejlighed på Vesterbro. Det er ikke det, det handler om. Det handler om kærlighed og om at være glad for, hvor man lever sit liv. Det handler om at være sammen med det eller de mennesker, som man elsker og som gør en glad helt ind i hjertet, så skal det nok fungere uanset, hvor man bor. Det handler om at være modig og gøre det, der føles rigtigt, til trods for andre menneskers idé om, hvad der er det ‘rigtige’.

Men som sagt, min optik, er hestene på marken nede bagved mit barndomshjem, søen vi skøjtede på – også lige i baghaven. Åen, vi sprang over (når vi ikke faldt i altså) med det gamle reb, der hang i det knækkede egetræ. Ligesom rundbold på den stille villavej om aftenen og svømmeturene i havet 500 m fra mit hjem. DÉT var jo blandt andet det, jeg ville give videre til mine børn (jeg har nu altså kun ét, men alligevel), men jeg kan sagtens se, at jeg er farvet af min opvækst.

Derudover skal vi også huske på, at storby er MANGE ting. Der er jo ingen, der siger, at du skal bo midt på Vesterbro, indre by eller Nørrebro med dine børn, bare for at nævne et par steder. Der er ingen, der siger, at du ingen have eller terrasse kan få, fordi du bor i en storby (det er i øvrigt slet ikke sikkert, at du vil have den).  Der er ingen, der siger, at der ingen grønne områder er lige om hjørnet, hvor du fx kan spille rundbold med dine børn og måske skøjte om vinteren. Og der er ingen, der siger, at du ikke kan bo tæt ved vandet, fordi du bor i en storby.Der er i øvrigt heller ingen, der siger, at du ikke kan bo i et villakvarter, selvom du bor i en storby (du skal selvfølgelig bare have penge nok). Der ER altså mange muligheder for at give dine børn en lignende opvækst, selvom postnr. er København, og dit i sin tid var provinsens. Der er også mange muligheder for at give dine børn en opvækst, der er anderledes fra din, ikke bedre ikke dårligere, bare anderledes.

Ligesom jeg siger til mig selv, fordi jeg har haft noget, der var fantastisk, betyder det jo ikke, at andet ikke også kan være fantastisk. Vi mennesker kan nu engang bare bedst lide, det vi kender. Det er trygt, og vi ved, hvad vi får. Men nogle gange er det i høj grad værd at springe ud i det og gøre tingene helt anderledes. Ikke bedre, ikke dårligere – bare anderledes. Og ikke kun, når det handler om, hvorvidt dine børn skal vokse op i provinsen eller i storbyen.

Fakta

Stine Bolther er gift og bor med sin mand og to børn på en hemmelig adresse grundet sit job.

Hun arbejder på Kanal 5 i dag, men har tidligere bl.a. været ansat på Ekstra Bladet i mange år.

Hun er lige nu aktuel med programmet ’Dem, der passer på os om natten’, der har premiere onsdag den 27.8. kl. 20 på Kanal 5

 

Jeg kender hvert et sving på vejen. Selvom jeg har været væk fra byen i mange år, er det hele alligevel så velkendt, og sådan vil det altid være. Altid. Dengang cyklede jeg, nu tager jeg bilen. Men ikke i fredags. Jeg skulle til Kalundborg Rocker, som er en lokal festival, der bliver afholdt hvert år i august nede ved stranden. Kalundborg Rocker er ikke ren nostalgi, da den ikke eksisterede, da jeg var barn, men at cykle hjem, dét var ren nostalgi. Der duftede ligesom dengang. Lydene var næsten de samme (det bilder jeg mig i hver fald ind), og der så ud næsten som dengang. Tingene havde ikke ændret sig, men hvad, det har jeg jo heller ikke synderligt (også noget, jeg bilder mig selv ind). Tiden stod stille, og jeg var lige der i min barndomsby.

Men vigtigst, byen var – en sjælden gang – levende. Jeg vidste, at jeg elskede præcis det øjeblik, da jeg cyklede alene hjem og sagde hej til fulde og mindre fulde mennesker. Nogle mere charmerende end andre. Det er så fint, at Kalundborg Rocker har givet denne provinsby endnu en weekend om året, hvor man ikke føler, at man bor i en spøgelsesby. Da jeg boede i København, blev Kalundborg Rocker til, og også dengang besøgte jeg festivallen, hvis jeg kunne få det til at passe med ferie osv.

Uanset, om jeg bor i Kalundborg eller København, varmer det mit provins-hjerte, at kalundborggensere og oplandet i den grad bakker op om Kalundborg Rocker. Det er super sejt, at nogle mennesker gider tage kampen op og kæmpe for, at der skal ske noget herude, hvor kragerne vender. De kæmper, fordi de ved, at der er noget at kæmpe for. Og Kalundborg Rocker er en af de ting, der får hjulene til at rulle. Men hjulene drejer kun så længe opbakningen fra lokalbefolkningen er der. Det har vi heldigvis fattet mht. festival, men vi halter altså stadig gevaldig bagefter på andre områder. Men den omgang brok gemmer vi til en anden dag, for den her weekend har gjort mig glad i hatten, fordi jeg endnu engang har set, at provinsen kan, når bare man gider.

Jeg mødte gamle venner og skolekammerater, som jeg ikke har set i mange år, hvilket var rigtig hyggeligt. Jeg fik endda sagt undskyld til ham, jeg gav en syngende lussing for 20 år siden (han fortjente den, og nej, jeg har absolut ikke for vane at slå folk). Derudover fik jeg snakket med de af mine venner, som jeg ikke altid har tid til at se i hverdagen, og jeg mødte en masse sjove mennesker, som jeg aldrig har snakket med tidligere.

Men jeg er jo heldigvis ikke den eneste, der har det på den måde. På Facebook så jeg her til morgen, at en af mine venner, der er fra Kalundborg, men ikke bor her længere skrev: JEG ER FORELSKET!!! I Kalundborg… TAK TAK TAK til alle jeg mødte på Kalundborg Rocker… Det er UDEN sammenligning den bedste dag i mange mange år…

Jeg snakkede med så mange glade mennesker til Kalundborg Rocker, og man behøvede jo ikke ligefrem at være indehaver af en ph.d. for at se, at opbakningen til arrangementet intet fejler. Langt de fleste jeg snakkede med, var gengangere til Kalundborg Rocker, og de havde bestemt tænkt sig fortsat at deltage i mange år fremover. Jeg mødte en del, jeg kender fra København, der også var kommet ’hjem’ udelukkende pga. festival – og det er da skønt, at provinsen kan trække ’de der fremmede’ til, når der er så mange tilbud i storbyen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Noget andet, jeg simpelthen er nødt til at nævne, er, at aldrig har jeg set så mange campingstole på en festival før (i hver fald set i forhold til antal gæster). Alle vegne står der fine klapstole, og vattæpper ligger spredt her og der, som var man på skovtur. Men det er sådan det er, når provinsen afholder festival. Eller i hvert fald på Kalundborg Rocker. Som en anden af mine venner skrev på Facebook: Man ved, at man er i Provinsen, når flest mennesker har rejst sig fra campingstolene ved koncerten med SØMÆNDENE!?!? Derudover kunne man købe stegt flæsk med persillesauce AD LIBITUM (det der ad libitum, elsker vi jo herude). Men det er da blæret, at man kan få det på en festival. Den havde jeg alligevel ikke set komme. Til dig, der besluttede det, tak.

Også i provinsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men hvor er det herligt, at man i en forholdsvis lille provinsby stabler et arrangement på benene år efter år. Et arrangement, der trækker så mange mennesker, og som får besøg af så store musiknavne. Der er noget for både de yngre og de ældre, hvilket var ret tydeligt, da fx Christopher og Pretty Maids gik på scenen.

Da Christopher var på scenen, var rækkerne nede foran fyldt af helt unge piger,  der med deres mobiltelefoner forevigede øjeblikket, hvor Christopher kiggede ned på dem og med sin fine stemme sang en af de utallige sange, som de alle kunne fra ende til anden (det stod værre til med mig). Efter koncerten stod flere piger og græd, ganske enkelt fordi, de var så vilde med Christopher og syntes, at det var så stor en oplevelse at have set ham live – og så oven i købet i KALUNDBORG. Dét havde de ikke regnet med, betroede de mig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nuvel, der er plads til forbedringer – også på Kalundborg Rocker, men er der ikke altid det. Og man kan da se, at folkene bag arrangementet lærer noget år for år og hele tiden forbedrer tingene. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg i fremtiden vil forsøge at prioritere at deltage på Kalundborg Rocker uanset, hvor jeg bor. For om man er bosiddende i Kalundborg, blot er glad for musik og/eller glade mennesker eller har et tilhørsforhold til byen, men bor længere væk, så er det værd at besøge den her festival og bakke op om et projekt, som jeg er sikker på, ikke altid har været lige let, men som faktisk er rigtig fint.

Fakta:

Kalundborg Rocker er en Festival, der bliver afholdt hvert år på Gisseløre, der ligger lige ned til vandet i Kalundborg. Festivalen afholdes hvert år, fredag og lørdag i uge 33. På festivalen kommer mange af tidens store musiknavne. Kalundborg Rocker har eksisteret i 15 år, og kunne i år melde om mere end 5.000 solgte billetter.

Du kan læse mere om Kalundborg Rocker på www.kalundborg-rocker.dk