Forfatter: gittekorsgaard (Side 13 af 19)

Jeg har en ven, der er flyttet fra København til Sønderborg, og han synes, at det er vanvittig morsomt, at man på barer og diskoteker  – og jeg citerer: “Spiller ’ældre’ musik, som man ’skråler’ med på”. Det er han ikke vant til fra bylivet i København. Derudover bliver der sagt tillykke til ham, når han køber champagne, når han er i byen, fordi på de egne, køber man kun den slags, når man fejrer et eller andet. Dét, synes han, er vældig morsomt, da han stort set altid drikker champagne, når han er i byen. Derudover er han overrasket over, at kassedamen hilser på ham – det er aldrig sket i de mere end 30 år på Amager. OG forleden dag, kørte der en traktor gennem byen – det var stort. Jeps, han er kommet til provinsen – på godt og ondt (men der er nu også nyere musik herude).

Selvom Danmark er et lille land, er der faktisk store regionale forskelle på, hvad vi køber, hvad vi spiser, og hvordan vi holder ferie osv. Det har jeg egentlig ikke tænkt over tidligere, eller jeg tror da, at jeg var klar over, at der var nogle forskelle, men da jeg faldt over et par undersøgelser af netop danskernes forbrugsvaner i de forskellige regioner, var det tankevækkende, hvor forskellige regionerne er fra hinanden på nogle områder. Og det til trods for, at Danmark er et lille land. I USA er hver stat jo som at komme til et nyt land, men lille Danmark rummer virkelig også mange forskellige slags mennesker – og tak for det da.

Når jeg tænker over det, kan jeg sagtens se, at min fars familie i Sønderjylland lever helt anderledes på mange områder end, hvad jeg fx gør. Deres madvaner er anderledes fra mine – de spiser betydeligt mere gammeldags. De går i noget helt andet tøj, lytter til noget andet musik og de rejser heller ikke, som jeg gør (nogle af dem har faktisk aldrig været nord for Århus, og da slet ikke på djævleøen, uha da). Det har ikke nødvendigvis noget med alderen at gøre, selvom den selvfølgelig spiller en rolle, men der er altså også forskel på regionerne, selvom vi taler samme aldersgrupper.

Det er fx ikke ligegyldigt, om man er bosat på Fyn, i Østjylland eller i København, når det gælder køb via nettet. Der er nemlig stor forskel på danskernes forbrugsmønstre i de forskellige regioner. Men det kræver da ikke en studenterhue at regne den ud. Eller gør det? Fx er København det sted i landet, hvor der bliver handlet mest på nettet (no shit, Sherlock). 48 procent af københavnerne bestiller take away på nettet hver eneste måned. Men det ville jeg (og sikkert en masse andre i provinsen) da også gøre, hvis bare der var et sted at bestille take away fra – som ikke er fedtet kebab eller pizza vel at mærke.

Når vi taler om mad, er der netop stor forskel på, hvad vi gerne vil putte i munden. Der bliver fx længere mellem de klassiske danske retter i København, alt imens eksotiske ingredienser ikke rigtigt finder vej til Danmarks mindre byer, og ifølge undersøgelserne, udvikler det moderne køkken sig mest i de store universitetsbyer, og landsdelenes madindkøb bliver stadig mere polariserede.

Men det er da også logisk, da specialvarer ikke er tilgængelige i lige så høj grad i provinsen eller yderområderne, om I vil, som hvad tilfældet er i fx København og Århus. Vi har jo ikke alle de små lækre specialforretninger i provinsen. Jeg kan ikke bare gå ned på hjørnet og spise iransk, hente suppe i et suppekøkken eller gå på raw food restaurant. Jeg ville gerne, men jeg har ikke muligheden så længe jeg bor i provinsen.

Der er sat nogle rammer for os hver især, hvor vi bor, og det er op til os, der bor der, at skabe nogle muligheder, for de muligheder er bl.a. med til at afgøre, hvad vi spiser og bliver inspireret af. Og det er lige præcis muligheder, jeg ofte savner i provinsen. Men dem, skal man selv skabe.

Jeg bor fx i en mellemstor provinsby, hvor take away er ikke eksisterende med mindre man vil spise pizza eller kebab. Det passer så ikke helt, for vi har også en sushi restaurant og en thai take away, men så slutter festen også. Men i små provinsbyer og ude på landet har de måske slet ingen restauranter eller mulighed for take away, og derved er deres rammer snævre i den forbindelse. Ligeså i forhold til specialforretninger med forskellige eksotiske delikatesser. Men der er jo en årsag til, at den slags forretninger ikke åbner i de mindre provinsbyer – de kan nemlig ikke overleve. Så kære provinsboere, vil man have specialforretninger, kræver det også, at man handler i dem.

Derudover er der åbenbart også stor forskel på en nordjyde og en sjællænders forbrug samt, hvordan vi holder ferie. Familierne i hovedstadsområdet bruger flest penge på boligen, og en gennemsnitlig familie i Region Hovedstaden bruger 18 pct. flere penge om året end en familie i Region Syddanmark. Igen No shit, Sherlock – mon ikke, at der er flere husstande i hovedstaden, der tjener mange penge end, hvad tilfældet er i Region Syddanmark. Deraf forbruget?

Københavnere bruger mere end fem gange så mange penge som nordjyder på flybilletter. Til gengæld bruger de mindre end halvt så meget på biler, som nordjyderne gør. Igen, det er vel ikke så mærkeligt, da København er langt lettere at bevæge sig rundt i UDEN bil. De har jo ikke ligefrem en metro og S-tog i Hirtshals. Ligesom det er lidt lettere (og billigere) at finde en p-plads til bilen i Hirtshals.

Nordjyderne kører ofte på ferie i stedet for at flyve – og flyver de, er det charter. I hovedstaden, hvor husstandene er tæt på en lufthavn, og der er flere mennesker med god indkomst, planlægger man ofte egne rejser og bestiller fly og hotel separat. Igen, det giver da meget god mening. Har man ikke en bil eller har man måske en delebil (som er populært i de store byer, især i København) er det svært at bruge bilen til at køre på ferie i.

Alt i alt giver forskellene vel meget god mening, men derfor er det nu sjovt, at et lille land som Danmark har så store forskelle regionalt. Dét, jeg synes, at vi skal være opmærksomme på, er, at de mennsker, der bor i de pågældende provinsbyer, selv skaber livet i byerne. De mindre byer, der i Danmark vokser og får mere liv, er noget, der er blevet skabt af nogle mennesker med visioner. Selvfølgelig skal mulighederne være der, men det er de også ofte – det kommer bare an på øjnene, der ser.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at man ofte hilser på en anden måde på hinanden i de mindre provinsbyer end, hvad tilfældet er i storbyen og nok til dels også i større provinsbyer. Jeg har også engang skrevet, at de forretningsdrivende i de små byer langs vestkysten i Nordjylland er af en helt anden kaliber, end dem i storbyen, og nu har jeg igen fået syn for sagen. Jeg ved selvfølgelig, at man ikke kan skære alle over en kam, men jeg vil nu godt vove pelsen og påstå, at vi (jeg selv indforstået) kunne tage lidt ved lære af de mindre samfund rundt omkring i Danmark.

Lønstrup

Jeg opholder mig pt. i Lønstrup – en lille by næsten på toppen af Danmark. Her har jeg tilbragt mange timer gennem årene, fordi min families sommerhus ligger her. Jeg elsker Lønstrup pga. naturen, men også fordi jeg ofte føler, at jeg her har tid til at være sammen med min familie, som jeg desværre ikke ser så ofte, som jeg gerne ville. Sidst, men absolut ikke mindst, er folk heroppe i det nordjyske bare sådan gennemgående ret flinke og hjælpsomme.

Når jeg går til bageren om morgenen, som ligger nede i den lille by tæt ved vores sommerhus, hilser jeg på alle, jeg møder. Hos bageren, som ligger i købmandsbutikken hilser man pænt og spørger mig, hvordan det går, og hvornår vi kom herop. For heroppe har man styr på hvad der foregår. Når jeg går ind af døren hos pottemageren, husker han mig også fra sidste gang, hvor jeg sukkede over alle hans smukke krus og kopper. I brugskunstforretningen og hos glaspusteren kan man også sagtens huske mig, og man får en lille sludder. Det er virkelig hyggeligt.

Børn og plads går også meget godt sammen.

Pottemageren fortalte mig også en historie. Som sagt, det er hyggeligt, men egentlig også pudsigt – heroppe snakker jeg med alle mulige mennesker, som jeg ikke kender, og derfor ikke ville snakke med der hjemme. Nå, historien : Pottemageren har faktisk været flyttet til København for nogle år siden, hvor han havde udstilling/butik nedenunder og værksted ovenpå i en af de små gader inde i København K. Men han solgte og rejste tilbage til Nordjylland – tilbage til Lønstrup. Af to årsager. Han var træt af, at han ikke kunne sidde ovenpå og have åbent i forretningen nedenunder, uden at folk stjal hans ting. Derudover blev han ganske simpelt ikke inspireret. Han manglede naturen. Han manglede sine ture langs stranden ved Vesterhavet – det er her, han henter sin inspiration. Og han er langt fra den eneste. Stort set alle de lokale keramikere, glaspustere og smykkedesignere er ikke havnet i Lønstrup ved et tilfælde. De har valgt at bo der bl.a. fordi, de elsker naturen og fordi, det er her, de finder inspiration

Solnedgang, Vesterhavet – Lønstrup

Nu er jeg ikke videre kreativ, men jeg kan faktisk godt følge ham. Jeg kommer heroppe på alle tider af året, og jeg føler mig også ofte inspireret til at være lidt kreativ, når jeg er her (at det så begrænser sig til at male påskeæg eller lign., er en anden sag). Men faktisk tænker jeg, at skal min bog en dag være færdig, så er det heroppe, jeg slår mig ned et par uger for at skrive i fred og ro (måske jeg nærmere har brug for et par måneder).

Noget andet, jeg bemærkede, var hvordan folk var ekstremt høflige, da jeg var ude at løbe. Alle, jeg mødte på min tur, smilede og hilste for derefter at gå til side, for at jeg kunne løbe forbi på de smalle stier i klitterne. Det sjove er, at de fleste, der gik der på stierne i klitterne, er turister. Turister fra København og turister fra mindre og større provinsbyer rundt omkring i Danmark (og udlandet naturligvis), og det er egentlig også lidt pudsigt. For går man fx på gaden i København, handler det ofte om at komme hurtigt frem, og der er det tilladt at vade ind i hinanden, uden at sige undskyld, men den slags gør man slet ikke her. Her viser vi hensyn til hinanden, hvad end vi er fra København eller et andet sted i landet. Måske alle storbymenneskerne (og os fra de store og mellemstore provinsbyer) er blevet så tilpas afslappede efter nogle dage i sommerhus på landet, at vi glemmer at være ubehøvlede (mig selv inklusiv), og ikke længere stresser af sted, og i stedet har tid til at hilse og smile. Her i blæsten ved Vesterhavet står tiden stille, og det er svært at stresse og være sur og uhøflig over for andre. Her er højt til loftet på flere måder.

Sand alle vegne…

Bl.a. derfor er den del af Danmark så vigtig, og det tror jeg faktisk, at de fleste danskere er klar over, men blot glemmer i en travl hverdag. Der skal være plads til pulsen i storbyen og mangel på samme på landet. Jeg selv elsker storbyens evindelige buldren, livet på gaderne og alle mulighederne lige så højt, som jeg elsker stjernerne på himlen, lange gåture langs vandet og den særlige fred og ro, der er på landet – i de mindre provinsbyer rundt omkring, bl.a. i det nogle kalder udkantsdanmark, men som i mit hoved så langt fra er udkanten af noget, måske snarere tværtimod.

Uanset, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at vi mennesker måske får lidt mere overskud til et smil og til at give plads til andre, når vi selv får lidt højere til loftet og plads omkring os…

Jeg var på besøg på Christiansborg forleden. Jeg havde en aftale med formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Jeg er nemlig nysgerrig på, hvad de forskellige politikere inde på Christiansborg mener om hele ’storby/provins-debatten’. Faktisk læste jeg noget forleden i Morgenavisen Jyllands-Posten, der provokerede mig. Flemming Rose har netop modtaget publicist-prisen, men det er nu ikke, hvad der provokerer mig – den er skam fortjent. Næ, det provokerede mig at læse, at man i den forbindelse skrev, at Flemming Rose havde måtte lægge øre til mange ting, bl.a. at blive kaldt racist, islamofob og provinsiel. WTF??? (undskyld mit sprog – særligt undskyld til dig, mor). Men her er det altså, at den går gal for mig. Ordene ’racist’ og ’islamofob’ er – i min verden – i en helt anden boldgade end ’provinsiel’! Siden hvornår er ’provinsiel’ blevet så negativt et ord, at det sidestilles med ord som ’racist’ og ’islamofob’? Det er jo ikke, fordi jeg ikke forstår hensigten, men den provokerer mig, fordi den giver et helt forkert billede af provinsen, i mine øjne. Og ja ja, afhængig af ørerne, der lytter, ligesom øjnene, der ser, men jeg tror faktisk, at mange er enige med mig i denne…

Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance.

Provinsen & Udkantsdanmark
”Eftersom jeg kommer fra Jylland, er provinsen alt vest for Valby Bakke. Nej omvendt, fordi jeg arbejder i København, er det vest for Valby Bakke. Provinsen, det er vel alt andet end, hvad der foregår inden for broerne, stort set. Ordet provinsiel har jo altid haft en klang af, at det er bønder i træsko med halm i, som vader lidt rundt, hvor lyset ikke har ramt bondemanden. Altså det bliver til en slags enfoldig, men enfoldig er både et positivt og et negativt ord. Det kan skam sagtens være positivt, at man fokuserer på det nære og skaber glæde omkring sig i det nære, uden at bruge al sin energi på at kaste sig over alle de store spørgsmål. Det er lidt ligesom med ordet ’kejthåndet’ og ’venstrehåndet’. Nogle bryder sig ikke om ordet ’kejthåndet’. Men ja, at være provinsiel, er negativt ladet, det henleder til, at man ikke har forstået de store spørgsmål, og jeg tror, at når det bliver brugt sådan, er det et forsøgt på at koge 24 sætninger ned til et ord, som tænder noget, ligesom det provokerer dig. Når man bruger ordet, sådan er det nedværdigende, og jeg tror, at der er mange mennesker, der opfatter det sådan.”

”Udkantsdanmark er også sådan et ord, der har fået en negativ ladning i stedet for, at det bliver defineret som et område, hvor der er stor potentiale. Nu er jeg selv vokset op på Samsø, og det er vel også en form for udkant, selvom det ligger lige i midten. Det man nok mener med det primært, er, at det er de områder, hvor der er en afvandring imod byerne. I virkeligheden har jeg et ben i begge lejre. Jeg har børn i København, jeg bor i provinsen og arbejder i København. Men vi skal alle huske på, at hvis det går godt i provinsen, gavner det København, og det gavner provinsen, hvis det går godt i København. Vi trækker hinanden. Der, hvor man skal passe på, fra politisk side, er, hvis man tror, at man kan afværge, at folk vandrer mod byen, for det gør de. Mine bedsteforældre vandrede fra meget små landsbyer ind mod Hobro og Randers, deres børn søgte mod København, og vores børn mod København, og måske mod udlandet. De små landsbysamfund forsvinder, det er en naturlig udvikling. De bidrager jo selv til det derude, når de kører til Bilka i stedet for at handle hos den lokale lille købmand. Derfor lukker den lille købmand, men vi er blevet mere mobile, og det kan vi ikke ændre på.”

”Den generelle udviklingstendens er, at vi flytter ind, hvor det sker, men det betyder ikke, at der ikke er nogle, der trækker ud i provinsen. Men jeg tror, at den generelle tendens er, at man går fra land til by. Og det hænger jo også sammen med, at der forsvinder mange arbejdspladser på landet. Men en anden ting er, at hvis det for dyrt at have erhverv og/eller bolig i storbyerne, fordi det er så eftertragtet, giver det mening at flytte et andet sted hen, hvor man får meget mere for sine penge – altså provinsen. Fx er der flere, der gør det i en periode af deres liv, hvor man har mindre børn, derved vokser provinsen. Men mange provinsbyer vokser jo også. Horsens, hvor jeg bor, vokser, men det gør den højst sandsynlig bl.a. på bekostning af små landsbyer i området rundt omkring. Det hele bygger på, om man får fat i dygtige folk, der kan rejse noget. Også lokalt. Når Herning fx fungerer, er det, fordi de har en eller ånd derude, som gør, at de vækster og tænker nyt. Det kræver nogle gange kun nogle få mennesker, der tænker anderledes og får idéer. På den måde kan man ændre en bys image, og det kan nok så mange statsstøttede ordninger ikke gøre ret meget ved. 

Infrastruktur & positiv særbehandling

”Jeg har siden 1998 haft tre timer til og fra arbejde, jeg bor selvfølgelig også i København noget af tiden, men det har jo også haft en omkostning for familien, at jeg ikke kom hjem de dage. Vi valgte, at vi ville bo i provinsen, men jeg ville samtidig have ønskejobbet, og det betød, at jeg måtte køre efter det. Jeg kunne jo ikke vente på, at Christiansborg flyttede til Horsens. Det kommer nok også næppe til at ske. Men det er svært mht. positiv særbehandling. Vi bliver også nødt til at være ærlige, os der bor i provinsen, for vi har jo allerede fordele. Vi har en meget lavere husleje, vores leveomkostninger er altså betragtelig lavere end, hvis man fx bor i København jf. vores boligudgifter. Det er jo en kæmpe fordel i forhold til økonomi. Men det kan på den anden side så være svært at finde visse job i provinsen. 

”Jeg tror mere på generelle rammer, som man ændrer i hele Danmark, det skal skabe vækst, og jeg vil hellere, at man letter på skat i forhold til arbejde, end på overførselsindkomster. Mht. til infrastruktur, skal man være opmærksom på hele tiden at kunne gøre det bedre, men infrastruktur er jo også internetforbindelse – og den er ikke lige god over hele landet. Og ja, transport fylder meget, og i et samfund, hvor vi bestræber os på ligestilling, der også hedder, at vi er to, der arbejder fuldtid, så fylder det. Det er bl.a. en af grundende til, at vi gerne vil sænke skatten, både i toppen og i bunden. Det giver folk nogle større valgmuligheder for at prioritere anderledes fx de år, hvor man har små børn. Jeg kan godt forstå, at mange mennesker synes, at det er en form for spildtid, hvis man bruger lang tid på transport til og fra arbejde. Det er tid, der går fra familielivet.”

Bekymret for Danmark
”Kineserne løber fra os, og jeg er mere bekymret for Danmark, end jeg er for provinsen. Fordi det hele hænger sammen. Danmark er et udkantsområde til et udkantsområde i verden. Europa er et udkantsområde i øjeblikket. Det er Europa, der har kæmpe problemer, hvis man ser på det globalt, og der ligger Danmark i et udkantsområde. At der så er visse dele af Danmark, der er endnu mere udkant, det må man gøre noget ved lokalt også. Det handler meget om den lokale ånd, at rejse noget. Hvis vi ikke gør det attraktivt at bo i Danmark, risikerer vi, at rigtig mange unge mennesker går forbi Danmark ,og evt. også forlader Danmark . I dag er det jo sådan, at skal man vise, at man virkelig kan noget, skal man bo i New York. Næ, jeg er bekymret for Danmark.”

Ham Anders har nogle gode pointer – især, hvad angår lokale kræfter til at skabe noget i provinsen rundt omkring i Danmark. Jeg tror heller ikke umiddelbart på positiv særbehandling, men jeg tror på en fair chance for alle uanset, hvor man bor eller vælger at starte virksomhed henne, og det er vel her, spørgsmålet om infrastruktur igen melder sig på banen. Og er infrastrukturen ikke i orden, tør folk ikke tage chancen og starte noget op i provinsen, ligesom de ikke tør købe et hus i provinsen. Det hele hænger sammen. Faktum er også, at det ville være så meget lettere for folk i provinsen at skabe noget, hvis ikke provinsen, i medierne, ofte blev omtalt som noget, man kan blive smittet med. Og ja, det er en ond cirkel, for ikke før, at man får skabt noget i provinsen og viser, hvad man duer til (det har man nu gjort flere steder efterhånden), vil medierne stoppe med at omtale provinsen som noget potentielt smittefarligt, vi alle skal holde os på afstand af.

‘Provinsiel’ skal ikke dække over at være uvidende/enfoldig. Det er muligt, at Grundtvig skrev det i en salme, for mange år siden, med henvisning til bønderne på landet uden uddannelse, men vi skriver det 21. århundrede, og jeg tror, at vi kan blive enige om, at man så langt fra behøver at være uvidende og enfoldig, fordi man er fra provinsen og/eller bor i provinsen, ej heller fordi man måske ikke har gået på universitetet eller lign. Hvis man slår ordet op i ordbogen, står der bl.a., at det betyder ’tilbagestående’ og i overført betydning – ‘præget af snæversyn, småborgerlighed og lign’. Og jeg må – desværre – indrømme, at noget af det passer, men det gør det altså også på mange mennesker i storbyen – det er nok nærmere en folkesygdom at være snæversynet og samtidig have ondt et vidst sted. Men at ‘provinsiel’ skal sidestilles med ’tilbagestående’ her i det 21. århundrede, synes jeg, er upassende og direkte forkert.

Mit råd er derfor; fokuser på det gode (ligesom rådet ofte lyder med alt andet). Fokuser på, hvad provinsen kan i stedet for, hvad den ikke kan. Få infrastrukturen i orden, så provinsen har en reel chance for at vise sit potentiale.

Flere og flere – også de såkaldte eksperter –  sætter spørgsmålstegn ved København som vækstlokomotiv for resten af landet. Ligesom der også længe har været livlig debat om, at storbyerne – særligt København får en masse foræret, og at det derfor er klart, at det er lettere at skabe arbejdspladser, når de får positiv særbehandling, eller provinsen måske i virkeligheden får negativ særbehandling?!

Det fik mig til at besøge Martin Damm (V), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL) for at høre ham, hvad han egentlig tænker om udfordringerne for fremtiden i forhold til både provinsen og storbyen. For han må da, om nogen, have gjort sig en masse tanker i den boldgade. Og det har han selvfølgelig.

Formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm. Foto: Jens Nielsen

”Vi har jo alle sammen gavn af vækst uanset, hvor den kommer. Vi skal være glade for, at der kommer noget nogle steder. Vi får alle glæde af det på en eller anden måde, om ikke andet, så bliver bruttonationalproduktet større, så den lagkage, vi alle skal skære af i sidste ende, bliver større. Vi skal ud af ’skyttegravskrigen’ og glæde os over, når der sker noget positivt uanset, hvor det er.”

”Der er meget fokus på offentlige arbejdspladser. Skal de ligge ude eller inde, altså decentralisering eller centralisering, og der har provinsen et klart problem. Ligesom der er en bagside af medaljen mht. uddannelse og centralisering, fordi uddannelse også er en vækstskaber. Jo klogere vi bliver, jo mere vækst kan vi skabe, og der skævrider vi, når vi centraliserer, for så løber væksten netop hen i nærheden af, hvor uddannelserne er. Dermed forhindrer man også vækst i de byer, hvor man ikke kan få uddannet arbejdskraft.”

”Jeg hader ordet udkantsdanmark. Uanset, om man bor i en by eller ude på landet, skal man tale om begge med respekt. Men man glemmer lidt i København, at befolkningstallet faldt i København tilbage fra 1950 til 1992, 42 år i træk, og at man dengang lavede hjælpepakker, fordi det gik København så skidt.”

”Hvis du spørger visse mennesker i København, er provinsen alt udover København. Men hvor bliver bruttonationalproduktet i virkeligheden skabt i Danmark? Man siger altid, at ca. 40 pct. er i hovedstaden, men det er skævvridende, fordi virksomhederne ikke tæller med, hvor de ligger. På Novo Nordisk i Kalundborg fx, laver man ca. halvdelen af verdens insulin, værdierne bliver altså skabt i Kalundborg, men i regnskabet tæller de med i Bagsværd, fordi hovedkontoret ligger der. Og sådan er det alle steder. Så når vi snakker om, hvor værdierne i Danmark bliver skabt, bliver de i langt højere grad skabt, i det nogle vil kalde udkantsdanmark, altså provinsen. Men hovedkontorerne ligger typisk i de store byer, som derfor får al æren, så at sige.”

”Infrastruktur er også altafgørende, for så kan man let bo det ene sted, og arbejde det andet sted. Vi skal bindes tættere sammen infrastrukturelt. Det er også fint, at man kan komme let rundt inde i København, men det ville også være smart, hvis man kunne komme let til og fra København. De er oppe i det røde felt inde i København, når der er fem minutter mellem busserne, herude i provinsen, er vi glade, bare der kommer en diligence en gang imellem.”

”Man har lavet den meget stærke centralisering af offentlige arbejdspladser, og det gør, at det er svært for et ægtepar begge at få job, hvis de flytter til mindre byer. Man er nødt til at have nogle servicefunktioner til en hvis grad. Ligesom mobil og bredbånd altså skal være i orden i hele Danmark. Ingen kan fungere uden det. Det er klart, at vi ikke kan have en opera osv. alle sammen., og det er fint nok, det er jo ikke det, man flytter til provinsen for at få. Næ, det er bl.a. naturen og trygheden, som er noget af det, der får folk til at flytte til provinsen. Jeg tror, at et trygt miljø betyder meget, og man kan noget andet i provinsen end, hvad man kan i storbyen, og det skal vi huske.”

”Jeg tror ikke rigtig på positiv særbehandling, men jeg tror på, at vi skal stoppe med den negative særbehandling. Hvis den negative særbehandling ophører inden for infrastruktur, mobil/bredbånd samt adgang til offentlige services osv., så er der nogle energier og trækkræfter i landdistrikter, der slet ikke er i byerne. Men der er lang vej til den negative særbehandling er væk. Jeg er bange for, at hvis man laver positiv særbehandling som fx at give dobbelt børnecheck, hvem er det så, man tiltrækker? En børnerig familie på kontanthjælp, og det udvikler jo ikke den pågældende by. Men i det store hele, væk med negativ særbehandling, for så bliver folk netop stillet over for et lige valg – om man vil bo i storbyen eller i provinsen, men man bliver ikke jaget ud af provinsen, fordi det ikke kan lade sig gøre at bo der.”

”Jeg tror ikke, at de små landsbyer uddør. Det er klart, at det ikke er animerende for et område, hvis skole, supermarked osv. lukker, men jeg tror, at det hele tiden vil skifte. Derudover ved folk, hvad de går ind til. Man flytter ikke til en landsby på en storbyspræmis. Og det har folk tænkt over, inden de flytter. Hvad er det, man vil have, det er det, man flytter efter. Men det skal være muligt at bo i de små samfund, og det er det måske ikke, hvis skævridningen fortsætter. Overordnet set er jeg ikke bekymret for provinsen. Jeg har nok en – måske naiv – forestilling om, at det der pendul altid vil svinge frem og tilbage. Så kommer der en periode, hvor alle vil ind til byen, og så bliver vi trætte af røg og støj, høje boligpriser og folk, der skyder på hinanden, og så vil vi ud i naturen igen. Vi skal bare passe på, at vi ikke slår en pind i det hjul, så det ikke kan svinge tilbage lige pludselig. Så det ikke er muligt at flytte ud igen, selvom man gerne vil. Derfor skal provinsen slippes fri.”

Jeg håber, at dét, Martin Damm efterlyser, bliver lyttet til og reageret på, for han har ret i meget af det, han siger. Det er da i virkeligheden lidt ironisk, når ’udkantsdanmark’ er sådan et yndet ord at bruge om noget negativt, at vi står for en meget større del af bruttonationalproduktet end, hvad de fleste er klar over. Det viser klart, at både provins og storby er vigtige for at hjulene kan køre. Måske det var på tide, at politikerne erkendte (nogle har allerede gjort det, og arbejder hårdt for forbedringer), at provinsen er en vigtig brik i spillet, og skal den brik spille sit bedste spil, skal den ikke nødvendigvis hjælpes, men den skal heller ikke modarbejdes. Den skal have samme muligheder som de andre brikker. Hverken mere eller mindre. That’s it.

Som barn solgte jeg, sammen med en af mine bedste veninder, saftevand på villavejen, hvor vi voksede op. Vi var heldige, hvis der overhovedet kom nogle forbi. Men det gjorde ikke noget. Vi var børn, og vi nød bare sommervarmen og den frihed, der lå i at kunne klatre i træer, give hestene på marken mad og ellers lave ingenting. Jeg kan stadig mærke sommervarmen på min hud, når vi, efter at have spillet rundbold på vejen, løb ned til vandet for at bade. Duften af grill og nyslået græs, og den der lyd af snak på terrasserne rundt omkring.  Hvis du spørger mig, havde jeg det hele. Jeg var privilegeret. Det kan man selvfølgelig også være, hvis man er vokset op på Vesterbro i København. Men den mindre provinsby ved vandet er nu engang mit minde.

Jeg blev teenager, men var stadig glad for byen, men til trods for, at jeg elskede min hjemby, var jeg klar over, at jeg skulle videre. Det lå ligesom i kortene. Den udlængsel efter at opleve noget nyt, bo et nyt sted og møde nye mennesker, den sad dybt i mig (og gør det nok stadig til en vis grad). Jeg rejste til USA og vidste, at når jeg kom hjem igen, skulle jeg alligevel studere i Århus eller København. Jeg gjorde, som så mange andre. Og det er faktisk hele min pointe.

Accept – til en vis grad

Vi er nødt til at acceptere, at unge fra ’udkantsdanmark’ flytter væk, og slår sig ned i København, Århus eller et tredje eller fjerde sted for en tid – nogle for altid. De studerer eller får job. Og det er en helt naturlig udvikling, som vi skal acceptere. Dermed ikke sagt, at vi skal acceptere, at uddannelsesinstitutioner lukker ned overalt i provinsen, og bliver mere og mere centraliseret omkring København, for det er lige præcis med til at gøre små provinsbyer til spøgelsesbyer. Byer, der måske i stedet kunne huse en masse unge mennesker, der kunne skabe liv og omsætning til forretningerne.

Unge har fx problemer med at finde boliger i København og Århus, når de skal studere. Hvad nu hvis man ’uddelegerede’ uddannelsesinstitutionerne mere rundt omkring i landet, og alt ikke var så centraliseret omkring storbyerne. På den måde ville man skabe liv i de mindre byer, og samtidig løse problemet med boligmangel for studerende i København og Århus. Jeg er godt med på, at de små provinsbyer ikke kan hamle op med København, Århus etc., når vi snakker universiteter osv., men det kunne sagtens deles langt bredere ud mellem byerne i Danmark. Det ville skabe liv i de mindre byer. Jeg ved, at det ikke er så ligetil, men at centralisere al uddannelse til storbyerne er ganske simpelt dumt i hvert fald, hvis man vil have provinsen til at blomstre igen. Hvis man kigger rundt omkring i Europa, er der da også flere steder, hvor mindre byer er universitetsbyer.

Folk skal vende tilbage

Men det handler jo i høj grad også om, at få dem tilbage, der rejser fra byen for en tid. At få det til at blive attraktivt også at bosætte sig i udkanten efter endt uddannelse eller blot, når man som ung har ’prøvet’ storbyen, og tænker på at stifte familie og/eller skal ud og have sit første ’rigtige’ job. I Danmark er vi desværre præget af ’vi ser på det senere’-mentaliteten. Politikerne snakker og snakker, og når de er færdige med det, har vi seks km. ekstra motorvej, og en bus med en udvidet aftentid, hvilket da også er meget godt, men så langt fra nok, når man fx ser på den kollektive trafik og de muligheder, som den skaber i fx Københavnsområdet.

Positiv særbehandling

Der er ingen tvivl om, at ’udkantsdanmark’ bliver et af de emner, som politikerne vil tale meget om, når der bliver udskrevet valg. Jeg læste fx for nylig, at landsformand og folketingskandidat for Kristendemokraterne, Stig Grenov, udtalte, at han vil kæmpe for trafikal ligestilling for yderområderne. Ligesom man hos Kristendemokraterne foreslår, at børnechecken fordobles på Bornholm, så det bliver attraktivt for unge at bosætte sig.

Mindre skat i yderområderne giver flere indbyggere

Tilbage i 2007 så vi også, hvordan, erhvervsmanden Lars Kolind, der stillede op for Ny Alliance, kom i modvind, med sit forslag om 40 pct. flad skat til fynboere. 40 pct. skat var en af Ny Alliances mærkesager, og forslaget handlede netop om, at det skulle motivere højtuddannede/-lønnede danskere til at arbejde og starte virksomheder i Danmark, og at tiltrække udlændinge med høje lønninger til Danmark. Lars Kolind mente, at det skulle afprøves et sted, som på den ene side er isoleret (Fyn og omkringliggende øer) og på den anden side ikke mere isoleret, end man kunne se, om højtlønnede mennesker flyttede dertil. Det forslag blev han mildest talt ikke særlig populær på (nok mest fordi, han ikke havde afstemt forslaget med baglandet), men han havde vel en pointe. Jeg siger ikke, at det er hele løsningen, men det er vel netop en form for positiv særbehandling, vi skal have fat i, for at få folk tilbage til ’udkantsdanmark’ eller?

Norge – et godt eksempel

Faktum er jo, at forslaget om at sænke skatten i yderområderne lyder fra flere og flere kanter, da man mener, at det vil betyde flere indbyggere i yderområderne. Vi har set det i Norge.  Der er lavere skat bare ét enkelt af mange tiltag, lavet for at lokke borgere væk fra de større byer og til udkanten. Flytter man for eksempel til Finnmark eller Troms i stedet for at bo i Oslo, får man eftergivet 10 procent af sin studiegæld om året. Og det er langt fra den eneste positive særbehandling ‘udkants-normændene’ tilbydes. Man bydes nemlig velkommen med lavere topskat, lavere mellemskat samt et særligt udkants-fradrag. Derudover ikke at forglemme, at huspriserne, ligesom tilfældet er i Danmark, selvfølgelig er i bund.

Der ligger et ansvar på skuldrene af politikerne på Christiansborg, men i den grad også et ansvar hos lokalpolitikerne og lokalbefolkningen om at skabe noget, der er værd at vende tilbage til i provinsen rundt omkring i Danmark. De enkelte landsdele burde måske specialisere sig inden for noget. Hvis man kan skabe Silicon Valley i USA ud af ingenting, kan man vel også specialisere sig inden for et bestemt område  i de enkelte landsdele i Danmark, men det kræver vidst, at vi alle arbejder sammen for et fælles mål og nye idéer.

Beklager, troede, at jeg helt sikkert fik skrevet blogindlæg i dag også, men nej. Jeg har valgt at prioritere (det skal man jo). Jeg nyder derfor de sidste dage af min ferie med min familie, og har besluttet at bade i havet, nyde solnedgangen, drikke lidt vin og sådan bare i det hele taget være til stede sammen med nogle af dem, jeg elsker mest.

Har lige uploadet et par billeder fra min ferie  – både Bali og Singapore kan i den grad anbefales!

Håber, at I alle har en dejlig søndag og nyder foråret derhjemme (har hørt, at det er skønt vejr i dag).

Jeg vender stærkt tilbage om en uge (jeg har interviewaftale med flere spændende mennesker i nær fremtid).

Håber,  at vi ses 😉

Nusa Dua Beach, Bali

Sentosa Beach, Singapore

Nusa Dua Beach, Bali

Ayodya Resort, Nusa Dua, Bali.

Vi mennesker har alle dage forsøgt at identificere os selv som individer, men i høj grad også som en nation. Men hvad er egentlig dansk kultur og danskhed? Ligesom man ofte bliver mere bevidst om sin kultur, når der kommer rejsende til ens ’territorium’, bliver man også mere bevidst om danskheden, når man rejser. Man bliver mere bevidst om sin identitet og sit kulturelle ståsted – jeg gør i hvert fald. Man møder folk, der lever på en meget anderledes måde fra, hvad man er vant til, og det kan indimellem give stof til eftertanke, og ikke mindst være underholdende.

‘Danskhed’

Jeg sidder pt. i 30 graders varme på Bali i Indonesien og skriver dette indlæg. Jeg fik idéen til, hvad jeg skulle skrive allerede den første dag på dette skønne hotel på denne skønne ø. Det var så indlysende, at jeg var nødt til at skrive om det. Vi er de eneste danskere her på hotellet. Det passer mig fint – sådan kan jeg bedst lide det, når jeg er ude. Ikke fordi, der er noget galt med danskerne – tværtimod, men dem møder jeg jo hver dag hjemme i Danmark, så jeg finder det helt og aldeles charmerende, at samtlige gæster på hotellet er fra andre lande – og gerne lande langt langt væk. Det virker som en magnet på mig. Jeg søger altså ikke danskere (eller danskheden), når jeg rejser, men det pudsige er, at jeg bliver mere bevidst om min danskhed, når jeg rejser. Måske netop fordi, jeg søger andre kulturer og nationaliteter.

Nå, men det der danner hele grundlaget for dette indlæg, er i virkeligheden, at jeg i snart ti dage har boet på hotellet her, hvor der stort set kun er japanere og kinesere. Og de har i den grad gjort mig bevidst om, hvor forskellige de er fra mig. Ikke noget med ’rigtig’ og ’forkert’, blot forskellig fra hinanden. Et par enkelte australiere, amerikanere og europæere har sneget sig ind, men kun ganske få. Jeg har rejst meget i Asien, men sjovt nok altid boet på hoteller, hvor nationaliteterne har været meget blandet, men altså ikke denne gang i Indonesien. Misforstå mig ikke, det gør mig ikke noget, tværtimod, jeg har lært en masse. Men hold nu op, hvor er japanere og kinesere forskellige fra danskere. Selvfølgelig er folk fra Bali også anderledes fra en dansker , men det er bare ikke så udtalt, som jeg oplever det med kinesere og japanere. Nu ved jeg, at jeg gør noget, jeg hader, når andre gør. Jeg generaliserer. Og det er naturligvis lige så forkert, når jeg gør det, som når andre gør det. Alligevel kan jeg ikke helt lade være (undskyld). Men nu snakker jeg blot ud fra egne oplevelser her på min ferie.

Jeg skrev engang om, hvordan folk i provinsen og i storbyen havde forskellige holdninger til ting og opførte sig forskelligt fra hinanden i nogle henseender. Igen skal jeg selvfølgelig ikke generalisere, men ligesom, at vi danskere indimellem mener, at vi kan se, høre og mærke forskel på, hvor i Danmark vi kommer fra og/eller bor, har jeg ligeledes lagt mærke til, hvor ens vi danskere er, når vi er ude i den store verden. Herude er det ikke interessant, hvor i Danmark du er fra, næ, der er du ’bare’ dansk. Men det at høre til et sted, er i virkeligheden ikke ’bare’. Det er noget, der er meget vigtigt for langt de fleste – at være en del af et fællesskab, hvor man føler sig tryg.

Og præcis derfor søger vi danskere hinanden (det gælder selvfølgelig også alle andre nationer), når vi er udenlands i længere tid af gangen (jeg snakker ikke om ferier af tre ugers varighed). Det er det der med den fælles referenceramme, der gør os trygge. Og kan vi ikke finde en dansker, søger vi de nationaliteter, der ligner os mest. Da jeg var 19 år rejste jeg rundt i USA i fem måneder, og da jeg sad i Heathrow Lufthavn på vej hjem til Danmark, hørte jeg en dansker tale, og jeg havde bare lyst til at kramme hende (det ville nok være lidt underligt). Jeg følte tilhørsforholdet enormt stærkt, fordi jeg ikke havde mødt en dansker så længe (jeg nøjedes dog med, diskret, at sætte mig over ved siden af hende, sådan helt tilfældigt).

Selfie-generationen

‘Hyggesnak’

Nå, tilbage til min nuværende ferie-situation. Jeg kan begynde med at berolige danskerne med, at vores smartphone/tablet forbrug ikke er så slemt endda (selvom alle eksperterne siger det modsatte). Japanerne og kineserne her på hotellet har taget det til et helt nyt (og for mig indtil nu uset) niveau. Jeg sværger, jeg har aldrig set iphones, Ipads osv. blive brugt så flittigt og over alt (og jeg er endda slem selv).

Uanset, om du er ude for at opleve kulturelle seværdigheder, ligger ved poolen/på stranden, sidder og spiser på restaurant eller er ude at shoppe i butikker, står de klar med den nyeste teknologi. Jeg observerede et par over et par timer på en restaurant. På intet tidspunkt under hele middagen, talte de til hinanden. Overhovedet. De sad med hver deres Iphone (så meget for den hygge).

’Hvorfor, mor’?

De to uden vest, sidder, hvor man kan bunde. De skiftedes til at bruge den alt for store redningsvest (gad vide, om de har haft den med i kufferten)?

Regnjakke i poolen, men hvorfor?

’De spytter i poolen, mor. Det må de altså ikke’. Sådan sagde min datter på fire år forleden. Derudover undrer hun sig over, hvorfor de voksne gæster på hotellet ikke kan svømme. ’De er jo voksne, mor.’ Det er da helt i orden at opholde sig i en pool, hvori der ligger tyve kinesere iført regntøj (for ikke at blive solbrændte, går jeg ud fra) samt diverse oppustelige remedier beregnet til at holde dem flydende, men kunne de ikke evt. tage udstyret af, når de går rundt på resortet. Eller er det for meget forlangt?

Havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg følt mig som en kendis, da det – bedst som man ligger og nyder solen fra sin solstol – flimrer for øjnene af en, og en selfiestang hænger hen over en iført et styks storsmilende kineser eller japaner, der forsøger at få dig med på billedet. De tager billeder af alt, alle og alle vegne, og når jeg siger billeder, mener jeg som i en seriøs photoshoot. Intet er overladt til tilfældighederne, og alt er dokumenteret. Jeg har ikke tal på de gange, min datter og jeg er blevet spurgt, om de må fotografere os?!

‘Os’ og ‘dem’

Min datter møder også altid en masse nye venner, når vi rejser – også venner, hvor hun må bruge hjemmelavet tegnsprog for at kommunikere, men det fungerer altid. Det pudsige er, at denne gang, har jeg lagt mærke til, at de børn, hun ‘snakker’/leger med, er de få europæere, australiere og amerikanere, der er på hotellet. Ikke fordi, hun ikke vil snakke med de japanske og kinesiske børn, men de virker slet ikke sociale på samme måde, som førnævnte. Igen, skal jeg ikke generalisere, men det pudsige er, at jeg talte med forældrene til de børn, min datter leger med, og de havde samme oplevelse. Så uden at ville det, bliver der et ’os’ og et ’dem’. Vi snakker lidt om, hvilke underlige ting, de gør og siger (og de gør sikkert det samme om os). Og det er da tankevækkende, da det hele bunder i kultur. Selvfølgelig kan der også være en sproglig barriere for nogle, men i dette tilfælde, virker det, på mig, mere som om, at de ’holder på’ ’os’ og ’dem’, men måske de tænker, at vi gør det samme…

Når alt dette er sagt, og forskelligheden er udstillet, er vi her jo alle af den samme årsag. Vi er på ferie for at slappe af, og hygge os med dem, vi elsker og holder af. Vi er flere forskellige nationaliteter samlet, der taler forskellige sprog, gør ting forskelligt, griner af forskellige ting, og ikke altid opfatter tingene på samme måde. Hvad der er uhøfligt i den ene kultur, er ikke altid uhøfligt i den anden osv. Men jeg ville nødig være denne oplevelse foruden. Det er faktisk ganske underholdende, og ikke mindst interessant. Jeg takker for, at vi ikke alle er ens – hvor ville det dog være kedeligt.