Forfatter: gittekorsgaard (Side 8 af 19)

Det er åbenbart et stigende problem, at folk skælder butiksekspedienterne ud – især her i juletiden, hvor der er mange folk i forretningerne, og køerne er lange (mere travlt i nogle byer end andre). Det har jeg læst flere steder, selv om man jo, som bekendt, ikke skal tro på alt, hvad man læser. Men i det her tilfælde har jeg faktisk selv oplevet det – alene i denne uge et par gange. I supermarkederne og i de mindre forretninger. I provinsen og i storbyen. Det er ikke i orden. Vi kunder vil så gerne have god service, og jeps, det har vi da bestemt også krav på, hvis man spørger mig, men den går altså også den anden vej rundt. Vi har ret til en god service, men også pligt til at tale ordentligt til hinanden, herunder også den ekspedient, der hjælper os i forretningen. Er det måske ikke også det, vi lærer vores børn – at tale ordentligt til andre mennesker? Vi voksne er så ‘pragtfulde’ dobbeltmoralske til tider.

Jeg stod forleden i kø i supermarkedet, hvor en mand bagved mig, brokkede sig højlydt og længe over køen. Køen var egentlig ikke speciel lang, men der var et eller andet galt med en stregkode (som jo sker, og det er sjældent kasseekspedientens skyld). Jeg kunne også bare have sagt til ham, at han aldrig skal tage den kø, som netop jeg vælger, for det er aldrig den hurtige. Jeg har vænnet mig til det. Men ser du mig i en kø, og du har travlt, stil dig da ikke bag mig. Nå, men vi stod alle bare og lyttede til mandens brok, og den stakkels ekspedient, der gjorde sit bedste, tog imod de mange skæld ud – og det var ikke pæne ord, skal jeg hilse og sige. Indtil jeg ‘kom til’ at udbryde, at nu ville jeg altså sætte pris på, at han talte ordentligt eller holdte mund. Så fik jeg da også en tur. Da jeg gik, smilede jeg til manden, og ønskede ham en rigtig glædelig jul. Han stod bare der og så sur ud. Og da var det, at jeg kom til at tænke på, at jeg jo ikke ved, hvad den sure mand bøvler med i sit liv, men uanset er det ikke i orden at tale grimt til andre mennesker – og de der stakkels ekspedienter står åbenbart lige i skudlinje for den slags i denne ‘søde’ juletid. Det kan vi ikke være bekendt.

Forleden var jeg i København for at shoppe lidt julegaver (og nej, jeg kunne ikke få dem i min egen by). Efter en skøn, men lang eftermiddag med at købe gaver, bevægede jeg mig ned til bilen, hvor jeg valgte at smadre en vase, som selvfølgelig var en af mine gaver. Jeg måtte derfor op igen for at købe en ny. Da jeg igen kom ned (med en vase uden beregning, fordi de syntes, at det var synd for mig – der kan man tale om kundeservice), kunne jeg selvfølgelig ikke finde min billet, fandt den, og fumlede derefter med at finde mit kreditkort. Alt imens, der stod en mand bag mig og tålmodigt ventede på, at klaphatten foran skulle blive færdig. Jeg undskyldte, at jeg var et rodehoved, og han smilede blot høfligt og sagde, at det var ikke noget problem. Efter, hvad de fleste vil kalde, en rum tid, havde jeg fundet mine ting, og kunne betale. Jeg undskyldte endnu engang da jeg gik, og fik blot et smil retur med ordene: “Det har været en fornøjelse”.

Jeg var i Skanderborg for et par weekender siden, hvor jeg også købte julegaver (jeg må da snart være færdig med det pjat for i år). Min mor og jeg var nede i centeret lidt før lukketid, og skulle med elevatoren ned i bilen. Der stod en mand i elevatoren med en fyldt indkøbsvogn. Han så træt ud, og jeg var den flinke, der trykkede på elevatorknapperne. Det skulle vise sig, at det valg ville vi alle sådan på en måde fortryde. Eller det gik faktisk meget godt, og hvis jeg havde været i mandens sko, håber jeg, at jeg havde udvist den samme tålmodighed, som han (måske det i virkeligheden var overbærenhed). Nå, men jeg lægger ud med, at trykke os op til taget i stedet for i kælderen til bilen (spørg mig ikke, hvordan det kunne ske). Jeg undskylder over for manden, der smiler og siger, at det er okay. Derefter tænker jeg (som et plaster på såret), at jeg da lige vil trykke på den der knap, der lukker elevatordørene hurtigere (jeps, pilene mod hinanden), nu jeg allerede har sinket manden, der nok bare gerne vil hjem til sin familie efter en lang dag. Men det var så bare ikke sådan en knap. I stedet formåede jeg, på en eller anden måde, at forhindre dørene i at lukke. Altså ikke fordi jeg fortsat trykkede på knappen (så dum er jeg jo heller ikke). Men den knap, jeg havde trykket på, var så åbenbart sådan en knap, man IKKE skal trykke på – i hvert fald ikke, hvis man gerne vil hjem. Så stod vi der i elevatoren og blomstrede. Manden med indkøbsvognen, min mor og jeg. Min mor småsmilende over situationen, fordi hun godt kunne se, at jeg var lidt flov – alt imens jeg trykkede febrilsk på de forskellige knapper. Der stod vi så en tid (føltes som evigheder, men var nok kun to, tre min., men det er længe i sådan en situation), indtil elevatoren besluttede sig for, at nu kunne dørene lukkes, og vi kunne komme ned til bilen. Manden var ikke sur, da jeg undskyldte. Og det er netop hele min pointe. Hvis vi blot behandler hinanden ordentligt, siger undskyld, når vi dummer os (behøver jeg sige, at jeg siger undskyld ofte), så går det faktisk meget godt.

Hvis vi nu står i kø i forretningerne og bruger tiden på at snakke med dem, vi handler med, de andre i køen, eller hvad ved jeg – kigger på tlf., så er tiden måske ikke så lang, og der vil være overskud til et smil. Man kommer nu engang længst med et smil. Og ja, kø er irriterende, hvis man har travlt, men det går jo ikke hurtigere af, at man er sur…

”Forlang ikke at andre skal smile. Du ved ikke, hvad de er stået op til. Smil selv, og lad det være nok.”

Det har Lone Rasmussen skrevet i sin bog ’Fra pæn pige til powerprinsesse’. Det var lige det, jeg kom til at tænke på i Netto med den sure mand, der skældte den arme mand i kassen ud.

Faktisk har jeg aldrig tænkt over lige netop det tidligere, men det er jo sandt. Jeg aner jo ikke, om den stakkel, der står og får skæld ud over køen i forretningen, lige har mistet sin mor, sit marsvin eller huset er brændt.. Jeg ved ikke, om ham, der brokker sig (om som egentlig fortjente en knytter alene for sit sprog) lige har mistet sin kæreste til en anden, om han er syg, eller om han bare har sovet alt for lidt pga. arbejde. MEN vi når altså bare SÅ meget længere med venlighed og et smil. Jeg er blevet meget bedre, og arbejder på det hver dag (det lykkedes ikke altid). Faktisk er jeg blevet ret flov et par gange, hvor jeg har været i dårligt humør, og jeg står med røg ud af ørerne, lige inden jeg skal til at skælde ud på en eller anden stakkel, og personen så smiler til mig og siger undskyld eller noget andet venligt. Så står jeg der med alle mine talenter, et skulende blik, og føler mig som en stor idiot.

Personligt har jeg fået rigtig god service alle de steder, hvor jeg har købt julegaver i år – i provins og i storby. Ekspedienterne har været søde og hjælpsomme. Og nej, det er ikke altid, at servicen er lige god alle steder, men det løser i hvert fald ikke noget at svine ekspedienten til. Prøv med det modsatte – et smil og god kommunikation (præcis, hvad vi lærer vores børn) – og se, hvad der sker…

Rigtig glædelig jul til jer alle – på land, i provins og i storby.

Snart er alle julegaverne i hus… 😉

Man kan ligefrem mærke den varme julestemning på billedet. Not! Jeg blev faktisk sådan lidt trist for en uges tid siden. Det var søndag, og jeg var i Skanderborg på besøg hos min familie. Jeg havde handlet julegaver fredag i Århus, hvor jeg også har noget af min familie boende. Jeg behøver nok ikke skrive, at der var temmelig mange mennesker i byen for at handle. Der var liv og glade dage, og det var vældig hyggeligt. Hele byen duftede af brændte mandler, folk købte julegaver, og sad rundt omkring på caféerne og spiste æbleskiver, eller stod ved nogle små boder og drak gløgg. Om søndagen var jeg en tur nede i Skanderborg bymidte for at handle flere gaver, også her var der faktisk pænt med mennesker på trods af regn og storm. MEN de har også været så smarte at bygge et center. Sådan et rigtigt shopping mall i forbindelse med gågaden, som egentlig ikke er en gågade, men nærmere hovedgaden i byen. Ganske vidst ikke et stort kæmpe et af slagsen, men ganske fin i størrelsen, og her var der rigtig mange mennesker. Jeg vil lige minde om, at Skanderborg har omtrent samme antal indbyggere som Kalundborg by.

Samme dag lægger en af mine venner et billede op af den lille provinsby, jeg (og han) bor i. Et billede af gågaden, hvor butikkerne holder åbent i anledning af julen, så folk kan juleshoppe. Eller dvs. en tredjedel af butikkerne holder åbent, for de kan åbenbart ikke finde ud af kollektivt at beslutte, om der skal være julehandel denne søndag eller ej her, hvor jeg bor. Billedet taler vidst for sig selv. Behøver jeg sige, at min ven valgte at køre til en anden provinsby i nærheden, hvor alle butikker havde åbent,  og hvor der faktisk var hyggeligt for ham og hans to piger at juleshoppe med alt, hvad dertil hører.

En hyggelig og livlig gågade i Kalundborg, fyldt med glade mennesker, der er ude for at juleshoppe.

Blogindlægget her tager altsåudgangspunkt i den provinsby, hvor jeg bor, men desværre kunne historien ligeså godt være skrevet et andet sted om en anden provinsby i Danmark, for jeg ved, at mange byer og kommuner roder med de samme problemer, som tilfældet er her i byen/kommunen. Det gør det kun så meget mere relevant.

Hvor jeg bor, har mange af de forretningsdrivende travlt med, at kunderne ikke støtter op om de små butikker i byen. Men det er altså ret svært, når butikkerne ikke engang kan finde ud af fx at have ens åbnings- og lukketider, når halvdelen af butikkerne vælger at have mandagslukket eller onsdags lukket eller, hvad ved jeg. Og da i den grad også, når julehandlen skal i gang, og man så kun har en tredjedel af butikkerne med om søndagen. Når der ikke bliver arrangeret det store i anledning af julen (egentlig er byen ret heldig overhovedet at have fået julebelysning, for den var vel også nærmest aflyst for en stund). Hvad sker der?

Derudover vælger man at bygge Nytorv. Nytorv blev kaldt for et center. Hvor herre bevares. De byggede det, da jeg boede i København, og jeg fik af vide, at man byggede et center i min hjemby. Hvor hyggeligt, tænkte jeg (og på tide). Men hvor blev jeg skuffet. Her har man ærlig talt sovet i timen. Jeg er ikke arkitekt, men jeg kunne have gjort det bedre – med bind for øjnene. Sorry, men det er sandheden. Det er talentløs. Så simpelt kan det siges. Man bygger en masse butikslokaler (som i øvrigt er rigtig fine), men man bygger intet, så folk kan gå i tørvejr fx, hvis det er skidt vejr. Det har intet med et center at gøre. Lad være med at sige, at Kalundborg har et center, det er blot en mislykket udvidelse af gågaden i byen, hvor jeg bor. Mislykket fordi, Nytorv burde hænge sammen med den eksisterende gågade, og den burde komme med noget, som gågaden ikke kan, fx være overdækket som et center, men det er ikke tilfældet her – og vi bor jo altså ikke i Californien, hvor et udendørs center er en fantstisk idé. Der ligger en café, der i øvrigt vidst har god mad, har jeg ladet mig fortælle. Caféen har skiftet ejer så mange gange, at jeg ikke har styr på det, og det kan jeg da godt forstå, for der er da ingen, der gider at se ud på en p-plads, når de går ud for at hygge sig med familie og venner på café eller restaurant. Ligeledes om sommeren, hvem gider at sidde PÅ p-pladsen og nyde sin mad? Ikke mig! Man har da været fuldstændig idéforladt, da man byggede Nytorv. Hvorfor har man ikke flyttet p-pladserne lidt længere ud, og lavet et grønt område i midten af torvet, når man nu alligevel ikke kan finde ud af at bygge et center?

Når der er arrangementer, som fx Kulturnat, snakker de forretningsdrivende i byen åbenbart heller ikke sammen, for i stedet for at kommunikere og forsøge at få de mennesker, der nu deltager på en sådan aften til at samle sig for at skabe lidt stemning, arrangerer man events forskellige steder i gågaden og på Nytorv, så folk umuligt kan nå begge dele, og derfor må vælge. Men det valg er byen for lille til. Så simpelt er det. Dét, der nu er sket, er altså, at gågaden (som i øvrigt kunne være en rigtig hyggelig gade) og det nye torv skiller byen i stedet for at samle den. Alle de større forretninger er kommet lidt væk fra byen, og det er fint – det ser man i rigtig mange byer, både storbyer og mindre provinsbyer. Men skal man lave et ’center’ et torv, eller hvad man nu ynder at kalde det, så lav det da, så det skaber sammenhæng i byen i steder for at splitte tingene mere op. Det er ikke det, byen har brug for. Jeg håber, at der bliver tænkt større, længere og mere kreativt, når de laver den nye havnepark, som de netop kalder ‘Bynær Havnepark’. Den skal være med til at binde tingene sammen – ikke adskille.

Præcis dét er hele essensen i provinsbyerne – at holde sammen. Sammen kan man skabe en masse. Hver for sig bliver det aldrig til noget. Der er op til flere ildsjæle herude, hvor jeg bor, og hvis man blot lyttede lidt mere til dem, og droppede alle de gammeldags idéer om, hvordan noget skal være, kunne det rent faktisk være, at man kunne skabe noget, som man aldrig troede muligt herude, hvor kragerne vender. Men ikke mange tør, og det er vel forståeligt nok, men det er jo netop den tilgang, der skal vendes. Man skal tænke stort. Præcis som man skal drømme stort. Jeg er vokset op med, at ingen drømme er for store – og jeg takker hver dag mine forældre for at have givet mig den tilgang til livet.

Nå men fint nok, at vi skal bruge forretningerne i byen, jeps, will do, så snart de har de ting, jeg gerne vil købe. Men når jeg alligevel er nødsaget til at købe det meste i andre byer eller på nettet, fordi det ikke fås herude, så drop at skælde mig ud. Jeg er langt fra den eneste, der tænker sådan – tror stort set, at alle mine venner og bekendte har det på samme måde, hvis ikke jeg tager meget fejl. Og hvis forretningerne i de små byer, som fx her, hvor jeg bor – og vi er selvfølgelig ikke et enkeltstående tilfælde, for der er masser af provinsbyer, der endnu ikke har knækket koden (nogle vil nok heller aldrig), turde satse på, at der var kunder til noget anderledes, kunne det jo være. Og ja, det er ikke altid det går, men der er et eller andet ulogisk i, at rigtig mange mennesker her fra byen kører til Slagelse og Holbæk for at juleshoppe. Det er altså også provinsbyer, større ganske vidst, men ikke storbyer. Jeg skal ikke selv pudse glorien, for jeg shopper ofte i København og Århus samt udlandet, når jeg rejser, ligesom jeg køber mange af mine julegaver i København igen i år, men kunne jeg få tingene, hvor jeg bor, støttede jeg hellere her. Det er bare ikke tilfældet.

I min kommune er vi rigtig dygtige til erhverv. Vi har en stor og velfungerende industri, men hvad angår kultur- og byliv sådan generelt skal man lede længe efter noget lige så kedeligt. Igen vil jeg gerne slå fast, at der sidder nogle mennesker derude, som virkelig forsøger, men når opbakningen mangler, så lukker og slukker de også på et tidspunkt – og festen er slut. Der er imidlertid en del gode arrangementer i byen både, hvad angår sport og kultur, men der mangler i den grad et sted, hvor man kan samles, og hvor der er plads til mange mennesker i midtbyen. Et sted, hvor man kan gå ud at få kaffe, en øl, lytte til musik, sladre med veninderne, drikke sig halvfuld med et par kollegaer eller, hvad ved jeg. Et sted, hvor det ikke er gymnasieelever, der hænger ud (ikke, at jeg har noget imod gymnasieelever) eller dem, der blot hænger over en guldøl, og egentlig ikke har bestilt meget andet i mange år (heller ikke, at jeg har noget imod dem). Men jeg kunne godt tænke mig at kunne gå ud, uden at skulle hænge ud med gymnasieelever eller være nødsaget til at gå på et decideret værtshus en torsdag eftermiddag eller en lørdag aften.

Nå, men skal man holde på indbyggerne i provinsbyerne, og skal man oven i hatten forsøge at tiltrække nogle flere mennesker herud, må man altså kraftigt til at overveje, om der ikke var nogle ting, man skulle forsøge at ændre. Og mig bekendt blev Rom ikke bygget på én dag, så måske vi alle – lige fra kommunen som organisation til hver enkelt virksomhed, og ikke mindst borger skulle overveje, hvordan man sammen kan ændre den negative kurve, der – hvis den fortsætter – drejer nøglen for provinsen, i hvert fald for rigtig mange mennesker. Fordi der er truffet nogle forkerte valgt, behøver det jo ikke at betyde , at man ikke kan ændre på tingene, og i tilfældet med min hjemby, få samlet gågaden med Nytorv og netop den nye havnepark, der om kort tid skal laves. Og ja, naturen er vanvittig smuk ude i provinsen rundt omkring i Danmark, men jeg tror ikke på, at det er nok, når vi snakker provinsens overlevelse. Der skal tænkes større. Større end mange er vant til – og måske villige til!?

Jeg har tidligere skrevet om dialekter, men kom igen til at tænke på det danske sprog i forbindelse med noget lidt andet. Når jeg rejser rundt i verden, slår det mig, at Danmark egentlig næsten er for lille til, at vi har travlt med hinandens dialekter. Alle taler jo trods alt dansk, selv om dialekterne varierer. Københavnerne (hvoraf mange i øvrigt selv er fra provinsen) synes, at man taler bondsk på landet, og provinsboerne synes, at københavnsk er et frygteligt sprog – sådan groft sat op. Nogle forstår ikke én dialekt, og nogle ikke en anden. Det sjove er, at når vi rejser ud i den store verden, så taler vi alle i sidste ende dansk, for vi er nemlig vant til, at folk, der bor i Danmark forstår og taler dansk. Dermed ikke sagt, at vi ikke taler andre sprog, for det gør danskerne jo netop i stor stil – og det skal vi bestemt da også blive ved med.

Når vi danskere rejser udenlands, fortæller vi til alle, der gider høre på os, at dansk er et ’lille sprog’, fordi kun godt 5,5 mio. mennesker har det som deres første sprog – eller modersmål om I vil. Så ja, det er da helt korrekt, når man siger, at ’dansk’ er et lille sprog – taget i betragtning, at der trods alt er knap 7,5 mia. mennesker på jorden. Men det vi måske ikke tænker over, og måske tager lidt som en selvfølge, er, at næsten alle, der bor i Danmark, taler dansk – eller man forventer det i hvert fald. Det er langt fra tilfældet i andre lande.

Tag nu USA. Det er ganske vidst et land, der er langt yngre end Danmark, og hvor befolkningen netop er baseret på mange forskellige nationaliteter til at begynde med, men det er alligevel tankevækkende, at det amerikanske Senat for første gang i 2006 tog stilling til begrebet modersmål og vedtog, at engelsk er det officielle sprog i USA. Senatet vedtog, at engelsk skal være Amerikas ”nationale sprog”. Formuleringen blev dog senere modificeret, og det hedder i dag, at engelsk er landets ”samlende sprog”. Og ja, USA er måske et sjovt sammenligningsgrundlag med lille Danmark, men ikke desto mindre, fik det mig til at tænke på, at vi netop tager det for givet, at bor man i Danmark, taler og forstår man dansk. Men sådan har det faktisk ikke altid været i Danmark heller.

Vi bør minde os selv om, at vi i mange år har keret os om det danske sprog måske netop, fordi det er talt af så få i verden, og derfor er det vigtigt for os, at sproget bliver bevaret generation efter generation. Det sjove er, at tilbage i Middelalderen, hvor Danmark geografisk var langt større, talte alle jo netop ikke dansk. Nogle talte norsk, nogle tysk og andre dansk. Overklassen talte yderligere latin og fransk. I dag er det jo ingen hemmelighed, at engelsk sniger sig mere og mere ind på vores hverdag, både i forbindelse med job, litteratur, film og musik. Engelsk er fx en naturlig del i mit hjem (som det er i mange andre danske hjem). Min datter på fem år, kender allerede alle de gænge udtryk på engelsk lige så godt, som hun kender de danske. Der står jo fx ikke tænd/sluk på diverse elektroniske apparater, der står selvfølgelig on/off, ligesom hun synger med på engelsk musik og hurtig finder ud af, hvad det betyder. Når vi bander, ryger der ofte et engelsk ord ind her og der (ikke at jeg nogensinde bander naturligvis). Mange af de film, vi ser har engelsk som originalsprog ligesom mange af mine bøger også bliver læst på originalsproget – engelsk. Mine computer settings er sat til engelsk. Det er ikke noget, jeg har bevidst har taget stilling til, men jeg kender termerne for it sproget bedre på engelsk end på dansk (og jeg er helt sikkert langt fra den eneste).

Men det er sådan, det er i Danmark, og det går kun i en retning i takt med, at verden åbner sig mere og mere, og der skal ingen tvivl herske, jeg elsker de muligheder det fører med sig, og mener klart, at det at kunne forskellige sprog, er en kæmpe fordel. Min budskab er vel egentlig mere, at vi skal huske vores sprog samtidig med, at vi er åbne over for de mange muligheder, den internationale verden giver os i dag.

Jeg har læst mig frem til, at netop på grund af vores lands ’tabshistorie’ (Danmark er jo ikke ligefrem blevet geografisk større gennem årene), blev vi præget af streng nationalisering og centralisering – også set i forhold til de andre lande i Europa. Men selv om, at Danmark ikke længere var særlig stort, varede det alligevel længe, før danskerne ’talte samme sprog’. Faktisk kom det vel først med landsdækkende tv i 1960’erne. Indtil da var dialekterne tydeligt forskellige, og de havde alle forskellig status – det har de i øvrigt også i dag, selv om vi måske ikke vil være ved det. Men vi kan jo lige så godt kalde en spade for en spade og indrømme, at der er en årsag til, hvorfor unge mennesker i dag ikke holder fast i deres dialekt, hvis de fx er fra Sønderjylland, Vestjylland, Midtsjælland osv. Så er du nemlig en bonderøv, og det er ikke specielt smart med mindre at du er sådan en, der bliver lavet en reality tv-serie om, fordi man er så meget en bonderøv, at det er trendy. Der bliver gjort grin med dialekter i stor stil – især i medierne, for vi skal åbenbart alle tale på samme måde, og så er der visse dialekter, som ’vi’ har besluttet os for, er fjollede og andre charmerende.

Men altså, vi kan jo så takke medierne for, at alle nu næsten taler det samme danske sprog, hvor kun intonationen røber, hvor vi er fra. Rigsdansk er det ’officielle’ sprog, vi taler det alle, vi forstår det alle, og umiddelbart vurderer jeg ikke, at det danske sprog er truet til trods for, at det kun er 5,5 mio. mennesker, der taler og forstår det. For det er et helt land, hvor dansk er 1. sproget – modersmålet. Dansk er ikke truet, fordi vi danskerne i mange år har værnet om netop sproget, og det skal vi fortsætte med generation efter generation. Det danske sprog er vel i virkeligheden også noget af det, der holder os sammen og bidrager til en form for nationalfølelse. I en tid, hvor verden brænder, er det vel ikke helt udueligt, at vi danskere bliver mindet om, at vi er på samme side uanset politisk eller geografisk tilhørsforhold, religion eller andet, der måtte ’skille os ad’ i andre henseender.

Gad vide, om det er specielt dansk at brokke sig? Eller er det mon bare noget, mange mennesker ynder at bruge deres tid på? Jeg mener, selvfølgelig er der reelt noget at brokke sig over her og der, og jeg skal da absolut heller ikke holde mig for god. Men sådan i det store hele tror jeg ikke på brok (bare fordi, jeg ikke tror på det, betyder det jo ikke, at jeg ikke praktiserer det fra tid til anden. Hurra for dobbeltmoral). Men jeg forsøger, og jeg er altså blevet bedre med alderen (jeg vil f….. nødig ende mine gamle dage som et brokkehoved). Nå, men tror ikke på det, forstået sådan, at det løser jo ikke meget, hvorimod konstruktiv kritik er en anden sag, så er spørgsmålet bare, om folk kan skelne (det kan jeg vidst ikke engang selv altid)? Og om folk kan tåle konstruktiv kritik?!

Danskerne er i tre år i træk blevet kåret til netop det lykkeligste folk i verden. Vi er det dog ikke mere. I 2015 er islændinge og schweizere altså lykkeligere end os. Men er vi så højt på ‘lykkeskalaen’ fordi, vi får luft for alt vores brok, og ikke brænder inde med noget? Vi forstår i hvert fald at brokke os over både det ene og det andet. Selv vejret får en tur (som om, at vi kan gøre noget ved det). Når sommeren udebliver, brokker vi os, for vi vil have sol og sommer, men når så sol og sommer kommer, så er det altså også bare ALT for varmt. Det samme gør sig gældende for foråret, efteråret og vinteren. Og apropos vinter – pt. er en del af landet dækket af den fineste hvide sne, og hvor er det hyggeligt. Men næ nej, det er også galt (især for dem, der ikke har fået vinterdæk på, for det er da helt sikkert sneens skyld, at man ikke har fået det gjort i tide). Og  ja, jeg er godt med på, at det er ufedt at køre i snevejr, når man kører langt, men sådan er det jo nu engang at bo i et land med fire årstider – surprise (hver vinter åbenbart). Og nej, det er ikke fedt at være sneet inde (eller det ville jeg faktisk måske synes var meget hyggeligt, hvis bare det var med de ‘rigtige’ mennesker). Uanset, hvem skal man brokke sig til? Hvem kan reelt gøre noget ved det? Nå, men på den anden side, har vi da så noget at være enige om – nemlig at brokke os over vejret.

Nogle flytter til storbyen, og brokker sig efterfølgende over støjende unge mennesker, bilerne, de hovedløse cyklister, for mange barnevogne på fortovet, for mange mennesker på fortovet, ja faktisk for mange mennesker alle vegne. Narkomanerne, alkoholikerne, de hjemløse, eller mødre, der er så ualmindeligt frække at amme deres sultne babyer på caféerne. Faktisk alt, hvad der nu engang er forbundet med at bo i en storby (de kan nu også brokke sig over ammende mødre i provinsen).

Andre flytter på landet på et nedlagt landbrug i naiv tro på, at herude er alt fryd og gammen. Men glemmer, at naboens landbrug ikke nødvendigvis også er nedlagt, og brokker sig så efterfølgende over lugten fra staldene og markerne, når de bliver gødet, støvet fra samme, når der høstes, men selvfølgelig også over støjen, for på landet er der også støj – blot en anden slags. Hverken køer, naboens hane eller landbrugsmaskiner er altså lydløse.

Så er der de danskere, der vælger parcelhuskvartererne i provinsen, hvor de så brokker sig over naboens træ, der skygger for solen, hækken, der er for høj, naboen, der slår græs på forkerte tidspunkter, legende børn, der larmer og naboen, der slet ikke holder sin have til stor gene for resten af nabolaget.

De, der har et job brokker sig over alle dem, der ikke har et – hvorfor tager de sig ikke bare sammen og får det der job, i stedet for at hænge i bremsen på kontanthjælp eller dagpenge. De unge brokker sig over de ældre, og omvendt (også hvad angår tilgangen til uddanneselse og job). De fattige brokker over de rige. Hvad ligner det, at de laver smarte caféer og fjerner den gamle bodega, hvor øl kostede en ti’er, og man måtte ryge. De rige ”stjæler” også alle lejlighederne i de store byer, fordi kommunerne laver byfornyelser og dermed tvinger dem med færre ressourcer til at flytte. De rige brokker sig over de fattige for, hvad ligner det egentlig også ikke at have råd til noget som helst.

Nu jeg skriver ’kommunerne’, så elsker vi at brokke os over lige netop kommunen, eller staten, eller regeringen, eller alle politikere eller eller eller… Vi fokuserer sjældent på, når nogle gør noget rigtigt, men vi skal nok være der, når de træder ved siden af. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår, at danskerne (herunder også mig selvfølgelig) brokker sig – det er jo vores demokratiske ret at ytre, hvis vi er utilfredse med noget, og det er bestemt en god ting, at vi har den mulighed. Nogle gange ville jeg bare ønske, at vi ikke altid fokuserede så meget på vores ret, men i stedet fokuserede på vores pligt. Men vores ret til at brokke os, den elsker vi, og vi gør flittigt brug af den, men tænk nu, hvis vi i stedet rettede konstruktiv kritik, og måske endda havde løsningsforslag til, hvordan man så burde gøre forskellige ting (det er der selvfølgelig også nogle, der har. Men det ville sgu’ klæde nogle flere at gå dem i bedene). Ingen tvivl om, at der er plads til mange forbedringer i Danmark, men der er i den grad da også mange ting, der fungerer, og som vi bør være glade for – ligefrem prise os lykkelige over.

Aaaaaargh, jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde af alt det danskerne brokker sig over.

Vi er altså , i tre år, blevet kåret som ’det lykkeligste folk’, og måske vi nogle gange glemmer, hvor vi bor, og hvor godt vi har det. Især set i lyset af, hvordan verden brænder flere steder, og hvordan nogle mennesker har det, netop fordi verden brænder. Dét burde vi tænke lidt mere over. Jeg ved egentlig heller ikke, hvor meget jeg giver for alle ’deres’ undersøgelser af ’lykke’ og ’lykkelige mennesker’, men jeg ved, at der er mange ting her i livet, der IKKE giver anledning til brok – tværtimod, og måske vi skulle blive bedre til at fokusere på det en gang imellem.

Men nej, jeg tror egentlig ikke, at det er specielt dansk at brokke sig. Jeg tror derimod, at brok er for alle de priviligerede mennsker i denne verden, og så er nationaliteten for så vidt underordnet. Og faktisk er det egentlig, i min verden, okay at brokke sig lidt her og der – med et glimt i øjet, mens det er direkte ucharmerende altid at være en sur skid, der aldrig  har noget positivt at sige. Her foreslår jeg, at man så tier i stedet – som en venlig tjeneste til omverdenen 😉

Tjek i øvrigt lige det her link, så bliver man lidt stolt af fædrelandet – og glemmer for en stund lidt alt det, man elsker at brokke sig over… 😉

http://www.buzzfeed.com/marietelling/37-reasons-why-demark-will-ruin-you-for-life#.yqYyOnq8N6

Til at yde en ordentlig service. Måske nogle kan huske, at jeg har rost servicebranchen i fx USA, og at jeg omvendt også har skældt servicebranchen ud herhjemme. Igen må jeg pointere, at det selvfølgelig ikke er alle steder, at de stinker mht. god service, men desværre alt for mange steder. Nå, men måske følgende kan få nogle, forhåbentlig mange, til at tænke lidt over, at netop servicebranchen er vigtig – ikke blot for os danskere, der gerne vil have en god service, når vi bruger penge på et eller andet, men faktisk også for et stort antal turister. For turisterne ligger faktisk temmelig mange penge rundt omkring i det danske land.

Landet ligger nemlig sådan, at 91,9 mia. kroner, det er, hvad turisterne ”smider efter” Danmark, når de er på ferie og forretningsrejse her i landet (undersøgelsen inkluderer også danske turister). Vupti – dermed er turismen et ret vigtigt erhverv for lille Danmark, og det betyder vækst, omsætning og arbejdspladser i hele landet.

Nu får I lige lidt tal, for det er da ret interessant. Undersøgelsen blev ganske vidst offentliggjort for nogle måneder siden, men er da i højeste grad stadig relevant, for når vi ser, hvor vigtig turimen er for Danmark, kan det måske samtidig fungere som en øjenåbner i forhold til, hvad det kunne betyde, hvis vi så oven i hatten formåede at yde en ekstrem god service også.

Shopping er en del af ferien for rigtig mange turister, og får de en god service, er jeg ret sikker på, at de også bruger flere penge…

De høje overnatningstal i 2014 betyder, at året er et rekordår for dansk turisme. De udenlandske og danske turister har samlet set foretaget 2,2 mio. flere overnatninger i Danmark i 2014 sammenlignet med 2013. Denne udvikling er drevet af, at mange flere udenlandske gæster holdt ferie i Danmark i 2014. Antallet af udenlandske overnatninger steg nemlig med 6,6 pct., imens antallet af danske overnatninger steg med 3,4 pct.

Udviklingen på Danmarks fem største turistmarkeder har været positiv i 2014. Turisterne på Danmarks fem største markeder, Norge, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien foretog flere overnatninger i 2014 end i 2013. Desuden viser turisterne fra markeder som Italien, USA, Kina, Brasilien og Australien en større interesse for Danmark, målt i overnatninger.

Turismen spiller altså en temmelig vigtig rolle i det danske samfund – jeg havde – ærligt – ikke tænkt over, at turismen var så stor en spiller i Danmark, men det er jo bare positivt. Altså, jeg er godt klar over, at det her ikke er Costa Del Sol,eller hvad ved jeg, og at turisme næppe nogensinde bliver vores største indtægtskilde, men tallet er faktisk ikke helt så uanseeligt, som jeg troede. Uanset, er det altså vigtigt, at vi også kan finde ud af at byde vores gæster velkommen med smil og hjælpsomhed alle vegne – også i forretningerne og på hotellerne rundt omkring. Vi ved alle sammen, hvor meget vi selv bider mærke i, når vi får en god service (måske fordi vi ikke altid er vant til det)…

Ovenfor her sidder jeg og venter på en veninde, der prøver tøj og får hjælp af en utrolig sød og hjælpsom ekspedient. Jeg sidder så og slapper af i en lækker stol med kaffe/the og vand, blade og wifi, alt imens jeg får en hyggelig sludder med et par af de andre ekspedienter.  Bravo, det er helt vildt hyggeligt, og sådan det skal gøres…

Turisternes forbrug skaber nemlig omsætning og beskæftigelse i en lang række erhverv i hele Danmark, også uden for de erhverv, som man normalt forbinder med turismen. Ferie- og forretningsrejsende bruger ikke kun penge på overnatninger og restaurantbesøg, men også på shopping, oplevelser og en hel masse andre ting. VisitDenmarks beregninger viser, at turismen er med til at skabe beskæftigelse for knap 111.500 fuldtidsansatte rundt omkring i landet, og det er med til at gøre turisterhvervet til et af de helt store erhverv i Danmark. De fleste tænker nok ikke over det, men turismen i Danmark er i høj grad et eksporterhverv. Man kan egentlig lidt sammenligne det med en udenlandsk turist, der bruger penge i Danmark, svarer til, at en dansk produceret vare, service eller oplevelse bliver eksporteret til udlandet. De udenlandske turister forbruger for i alt 36,7 mia. kr. årligt under deres ophold i Danmark, hvilket udgør 40 pct. af det samlede turismeforbrug. Som eksporterhverv har turismen derfor stor betydning for den danske økonomi, da 3,6 pct. af den samlede eksport i Danmark stammer fra turismen.

En kugle (sugekop) for panden – det fik jeg i skrivende stund, pænt placeret af min datter, der åbenbart pt. er en kvindelig udgave af Legolas (kun iført ‘Frozen’ underbukser med ‘Olaf’ på samt bue/pil over skulderen). Men det passer meget godt på, hvad jeg nogle gange har lyst til at gøre ved folk, der unødigt blander sig i andres sager (altså ikke iklædt Frozen underbukser og bue/pil outfittet). Jeg har ikke brug for dårlig samvittighed (den giver jeg mig selv rigeligt af i forvejen), men folk har så travlt, især med andre. Denne gang handler det om kost. Som de fleste ved, er juicekur/detoxkur osv. in pt. Nogle elsker den, andre elsker at hade den. Det bliver derfor også livligt debatteret i medierne, og deraf også ‘in real life’. Ligesom tilfældet i øvrigt er med raw food, stenalder- og veganerkost osv., der alle er blevet gennemtrawlet. Den ene ‘ekspert’ siger det ene, og den anden siger det andet. Den tredje har travlt med, hvad den fjerde spiser og ikke spiser, og omvendt. Efter ’kost-guruen’ Christian Bitz var i Go’Morgen Danmark for at tale om netop juicekur forleden, røg hjelmen da helt. Folk bliver jo næsten hysteriske og uvenner over, hvorvidt det er en fest og/eller sundt at ’juice’ eller ej.

Jeg er vild med juiceopskrifterne fra ‘Den fedeste Juicekur’, og nej jeg bliver ikke betalt for at skrive det. Foto: Stine Rønnow.

Den ene skriger, at stenalderkost er, hvad alle mennesker burde spise, mens den anden har travlt med at stoppe en knust avokadosten ned i halsen, fordi det øjensynligt er det eneste rigtige. En tredje råber op om, at vi aldrig må bage, koge, grille eller stege maden. Så kommer hende der med speltmelet, og ham veganeren, vegetaren eller, hvad han nu er, der siger, at vi ikke burde spise kød, fordi vi får cancer af at spise det, og derudover kan vi åbenbart lige pludselig heller ikke optage proteinerne derfra. Det ene øjeblik, må man ikke spise riskiks, så er det sødmælk, kartofler, rød peber, og jeg kunne blive ved. Flere pudser glorien, og siger ‘se mig, jeg spiser det eneste rigtige’. Problemet er blot, at alle er uenige om, hvad det så er.

Jeg har selv været på en detox/juicekur i tre dage. Ikke fordi jeg skulle tabe mig, men fordi jeg var træt, når jeg løb, og tænkte, at det måske kunne booste hele mit system. Det gjorde det ikke. Men jeg elsker juice, og synes, at der er ualmindeligt mange lækre opskrifter, men juice er bare ikke noget, jeg kan leve af, og jeg får ikke energi nok, når jeg dyrker så meget sport, som jeg gør. Derudover har min energi også en del at gøre med, hvor meget jeg har at tænke på, hvordan mit humør er osv. Der er mange ting, der spiller ind. Vi er alle forskellige steder i vores liv, har brug for noget forskelligt, og hvad der fungerer i én periode, fungerer måske ikke på et andet tidspunkt. Hvad der ikke virker for mig, virker måske for en af mine veninder (faktisk kender jeg en del, det virker for). Og det er da fedt, at vi er forskellige. Og det er jo netop dét. Jeg ved, at vi alle er ’fabrikeret’ rimeligt ens, og selvfølgelig er der nogle grundregler, der har videnskabelig evidens for, hvad der er sundt for kroppen, og hvad der ikke er sundt. Men jeg tror alligevel på, at hvad der virker for én, behøver ikke være tilfældet for en anden. Jeg elsker at få hjemmelavet juice UDOVER min ’almindelige’ mad, det giver mig klart energi, men at leve af juice alene, er et no go her. Men det betyder jo ikke, at jeg har travlt med at fraråde folk at ’juice’. Hvorfor skulle jeg dog det, når det fungerer for nogle?

Foto: Stine Rønnow.

Lige en tilføjelse: Mange diskuterer også i dette sammenhæng, hvor ofte de er syge og baserer så dette ud fra, hvordan de lever. Jow jow, men der er jo altså også noget, der heder genetik. Og to mennesker kan sagtens spise det samme, sove det samme antal timer, og stort set leve rimeligt ens, og alligevel er den ene meget mere syg, end den anden. Eller ham, der lever sundt, dyrker sport og aldrig har røget, ender op med lungecancer, og ham, der gør alt det ’forkerte’ bliver 97 år, uden nogensinde at have været alvorligt syg. Så drop nu det der med, at ’jeg drikker agurkesaft, blodet fra en ged og står på hovedet,’ og derfor er jeg aldrig syg. Faktisk (og jeg er ikke meget for at sige det her nu, for nu ender jeg garanteret op med ondskabsfuld influenza i næste uge) er jeg sjældent syg, som i virkeligt sjældent. Det samme gælder for min datter. Men vi lever altså ikke på en eller anden hemmelig supermandkost.

Men hvorfor har alle så travlt med, hvad andre gør – åbenbart også, hvad angår kost og motion? Jo vidst, skal man da gøre noget ved, hvis folk er ved at slå sig selv ihjel pga. en eller anden ’farlig kur’, men mon dog, at vi ser nogle dødsfald pga. juice/detoxkur! Det skal lige understreges, at jeg har stor respekt for fagfolk, der ved, hvad de taler om mht. kost, det er egentlig ikke der, jeg vil hen. Jeg vil derimod bare appellere til, at folk dropper at blande sig i, hvordan andre lever, og i stedet koncentrere sig om, hvad der fungerer for dem selv. Føl efter, og føles det rigtig, er det nok rigtigt (sådan plejer det at være). Har du energi, er du glad, sjældent syg, ser sund og rask ud, ja så er du nok på rette vej. Det handler også om velvære. Selvfølgelig bør vi leve sundt, men lad nu det enkelte menneske leve, som han/hun nu engang har valgt at leve. Livet er kort.

Foto: Stine Rønnow.

Jeg er ofte blevet spurgt til, hvad jeg gør i forbindelse med sport og kost, og nu skal det lige siges, at jeg hverken er kost- eller træningsguru/ekspert – langt fra. Men da jeg har løbet og trænet i mange år, og samtidig interesserer mig for, at det jeg putter i munden, også er sundt for min krop (og sjæl), ja så lærer man et og andet som årene går (og jeg er jo efterhånden halvgammel). Jeg har lært, at det er simpelt. Bl.a. ’lyt til din krop’. Det kommer selvfølgelig an på, hvad målet er, men tingene hænger sammen. Personligt, tror jeg på ’alt med måde’ princippet (igen afhængig af målet). Men yes, jeg er sgu tilhænger af det gode gamle (og gammeldags) ordsprog, som min mormor i øvrigt lever efter, og hun er altså 102 år og stadig frisk. Når jeg siger ’alt med måde’, mener jeg selvfølgelig ikke, at alt kan gradbøjes, men det meste kan.

Jeg mistede min far, da han lige var fyldt 62 år, og det var alt for tidligt. Der var mange ting, som min far gjorde mht. kost, motion og rygning, som er stik modsat mig. Han arbejdede og røg alt for meget (sov nok også for lidt), dyrkede alt for lidt motion, og spiste forkert, når han kunne slippe af sted med det. Men det var hans liv, hans valg. Jeg savner min far hver dag, han er ubetinget et af de mennesker, jeg har grinet mest sammen med. Jeg kan stadig blive sur på ham over, at han ikke passede mere på sig selv, men det trøster mig at vide, at han ikke bare ’var’ men, at han levede. Han vidste, at man ikke skulle gemme noget til sidst, da man aldrig ved, hvornår ’til sidst’ er. Den tilgang hylder jeg (måske lidt for meget indimellem), og forsøger at leve efter det princip til trods for, at det så indimellem strider mod mine principper om sundhed.

Jeg har aldrig rigtig haft brug for at være på kur, men omvendt er jeg heller ikke en af dem, der ikke dyrker motion, men alligevel kan spise alt, uden at det sætter sig (dem kan man godt have et lidt akavet forhold til, sådan et ’jeg har lyst til at slå dig ihjel’ forhold, fordi du kan spise tre stykker cheesecake om dagen, uden at det kan ses på din figur (til gengæld er de nok tyndfede). Jeg dyrker meget sport, og derfor kan jeg tillade mig at spise stort set, hvad det passer mig, uden at tage på. Men det handler jo ikke kun om vægt, det handler også om sundhed, velvære, muskelmasse og meget andet. Da jeg begyndte at løbe rigtig lange distancer for et par år siden, blev jeg faktisk for tynd, men efter at jeg er begyndt at styrketræne, har jeg fået større muskelmasse og udover, at jeg synes, at det er pænere, fungerer det også bedre for mit løb. Jeg spiser sundt, men jeg er absolut ikke fanatisk, og jeg kan ligeså godt indrømme her, at jeg står helt af, når folk er fanatiske, og det er sgu’ lige meget, om det gælder religion, mad eller noget tredje – stop jer selv. Men det er  altså muligt at være tilhænger af juicekur (eller noget andet), uden at være fanatisk.

Foto: Stine Rønnow.

Uanset, hvordan du mener, at man bør leve, så drop moralprædiken om, hvordan andre burde leve – når jeg får en sådan, har jeg lyst til at proppe et blomkål langt ned i halsen på vedkommende. Men der findes altså også en masse, der ’juicer’, spiser stenalderkost, raw food eller, hvad ved jeg, som på ingen måde er fanatiske. Tværtimod har jeg lært rigtig meget om kost fra dem, jeg kender, der spiser/drikker lidt anderledes end jeg selv, og jeg tager gerne imod gode råd og vejledning. Så væk med diskussionerne, og lad os glædes over, at man jo heldigvis i sidste ende selv bestemmer, hvad man propper i munden. Omvendt burde de mennesker, der sværger til, ’sådan har det altid været – det skal vi ikke lave om på’ princippet, have en ’vågn op lussing’.

Og det er jo ikke kun mht. kost, at diskussionerne blusser op overalt, det handler også om, hvorvidt du løber/træner i det rigtige center med de rigtige maskiner efter de nyeste metoder osv. Jeg løber ture i skoven og på landevejen, præcis som man løb for 50 år siden. Det ene ben foran det andet i et par løbesko. Når det regner, bliver jeg våd. Når solen skinner, bliver jeg solbrændt. Når det blæser, løber jeg hjem. Jeg løfter håndvægte, og bruger diverse maskiner i fitness centeret, og det handler om muskelføling og intensitet. Så er det altså uden nævneværdig betydning, om det er det sidste skrig inden for maskiner i et nyt hipt motionscenter med et nyt trendy koncept, i dag kan man jo få maskiner, der nærmest laver arbejdet for dig. Sådan nogle har vi altså ikke, hvor jeg bor. Her er skov, strand og landevej, og ganske almindelige motionscentre – og det fungerer faktisk fint for mig. Og husk så lige, at det der liv er kort. Just saying.

Jeg er vel vokset op i det, man i dag kalder den yderste del af udkantsdanmark – altså udkanten af udkanten. Her boede jeg, indtil jeg blev 19, da rejste jeg min vej, og var væk fra min hjemegn i mange år. Nu er jeg tilbage (og har jo været det i en del år efterhånden). ‘Udkanten’ er her, hvor sneen er hvidere, hvor himmel og hav indimellem mødes, og når solen skinner, er havet lidt mere blåt og rapsmarkerne lidt mere gule. Det er her jeg finder ro til mine tanker. Her min barn- og ungdoms karrusel har givet mig tur efter tur, nogle sjovere end andre, men alle sammen værd at have stiftet bekendtskab med (næsten). Minderne ligger i jorden, blæser i luften og uanset, hvad der sker fremadrettet i mit liv, vil det aldrig ændre sig. Det vil altid forblive, og det er faktisk trygt og godt at vide, om jeg bor her eller ej.

Stranden ved mit barndomshjem, hvor jeg har tilbragt meget tid, både som barn og voksen.

Jeg tænkte på det, da jeg i forbindelse med mit job, skulle interviewe en her fra byen den anden dag. Jeg fandt ud af, at jeg kendte hans datter. Vi snakkede lidt om min barndomsveninde, der har boet i udlandet i mange år, men er kommet tilbage (tak for det) – for hende kendte vi også begge to. De havde været naboer, og han kunne godt huske mig fra ’dengang’. Derudover snakkede jeg med en anden, hvis datter jeg også kendte. Hun  lærte mig såmænd at danse brudevals, da jeg skulle giftes (og tak for det, Karin, uden dig, havde det været et kønt syn). Min venindes mor ejer forretningen, hvor jeg handlede i dag. Apotekerdamen (der i øvrigt reddede min USA tur i maj pga. en betændt finger), hende snakker jeg nu med, når vi mødes i motionscenteret. Pædagogen i min datters børnehave, har jeg gået i parallelklasse med, en anden har jeg gået i gymnasiet med. Købmandsdamen kan stadig huske mig og mit Jenka tyggegumme, og min fars tidligere sekretær møder jeg til min datters svømmetræning. Et hold af mine forældres venner bor længere nede af vejen, og sådan kunne jeg blive ved. På én gang skræmmende for en, der også har prøvet at bo langt mere anonymt i en storby, men også rigtig hyggeligt.

Lige da jeg kom tilbage efter mange år i København, blev jeg faktisk lidt ”bange”. For lige pludselig spurgte alle om alt muligt, og de vidste alt muligt om mig, også ting, som jeg ikke selv vidste (og det i sig selv er jo en præstation), men i bund og grund spurgte de (oftest) af et godt hjerte, fordi de var oprigtigt interesserede. Sådan er det i provinsen på godt og ondt. Forleden havde jeg besøg af nogle, der arbejder på et forskningsprojekt for Danmarks Medie og Journalisthøjskole, hvor de interviewer udvalgte folk, der har boet i København, men er flyttet til(bage) provinsen, og de stillede nogle spørgsmål under interviewet, der virkelig fik mig til at tænke over bl.a., hvad forskellen er på at bo i storbyen og i provinsen.

Nå, men forleden var jeg med min datter til rulleskøjteløb, som hun går til i den hal, hvor jeg spillede badminton for sådan ca. et par og tyve år siden (puh ha, nu føler jeg mig virkelig gammel). Men det er jo lige præcis alle minderne, der er hyggelige, og da slog det mig. Det er jo dét, der er så ganske særligt ved hjemstavnen – minderne. Jeg har ikke været i omklædningsrummet siden dengang, og det mærkelige var, at det lignede sig selv (det er vidst mere end, hvad man kan sige om mig) 😉 Men det er i virkeligheden ikke mange ting, man kan sige det om i en tid, hvor alt er under forandring. Ikke, at jeg ikke holder af forandring, for det gør jeg da, især når det giver mening, men nogle gange er det altså bare trygt og godt, at nogle ting forbliver de samme. Sådan har jeg det faktisk også med mennesker, det er så fantastisk at møde én, jeg ikke har set i mange år, og han/hun så stadig er den samme person, som jeg husker.

Da jeg flyttede fra min hjemby – 19 år gammel.

Men min barndomsby er min karrusel. Det var her, jeg slog katten af tønden første gang, det var her jeg kælkede, når sneen faldt fin og hvid i den skov, jeg boede lige ved siden af. Det var her jeg stod (og faldt) på skøjter på søen bag baghaven, her jeg faldt i åen, når jeg absolut skulle klatre på de tynde grene i de fine bøgetræer, her jeg lærte duften af sommerregn at kende, her jeg dansede regndans, når himlen åbnede sine sluser, her jeg viskede med mine veninder, og pludselig var det også her, hvor jeg voksede op, og med ét blev teenager, der kyssede sin første kæreste på stien på vej til vandet. Det var her, at jeg sad på terrassen og duftede grillkul og nyslået græs om sommeren, fjollede med mine veninder hver eneste dag hele folkeskolen igennem og derefter gymnasiet. Det var her jeg fejrede mine fødselsdage, der hver og en var vigtige (de er knap så vigtige nu), her jeg drak mig fuld første gang, festede og en dag blev ”voksen”. Det var her jeg blev forelsket, her jeg fik mit hjerte knust. Det er her mine bedste venner er fra (jeg kan ikke sige, at det er her min familie stadig bor, for de er rejst tilbage til Jylland og har ’efterladt’ mig herovre helt alene). Men det er her jeg, for efterhånden en del år siden, mødte min mand, vi rejste sammen til København og sammen tilbage mange år senere. Det var her jeg fik min datter og med ét havde min egen lille familie.

Lejrskole i 9. kl. Min barndomsveninde Ria og jeg i toget (sjældent alvorlige, hvis ikke den ene laver ansigt, så gør den anden) 😉

Da jeg og en af mine barndomsveninder (Lisbet) blev student fra Kalundborg Gymnasium (også dengang var jeg linselus).

Storebror Peter griller på terrassen i mit barndomshjem, inden vi skal i byen lørdag aften (måske en eller anden kunne have bedt mig om at tage en lidt længere kjole på).

Min 18 års fødselsdag – danser med storebror Christian (i barndomshjemmets ‘old style’ pejsestue).

En af de utallige fester i barndomsbyen sammen med en af barndomsveninderne (Karina)OG (de røde øjne skyldes muligvis alkohol, men tror faktisk, at det er kameraet) 😉

”Jeg er din barndomsgade, jeg er dit væsens rod. Jeg er den bankende rytme i alt, hvad du længes imod.. Jeg er de tidligste drømme… Jeg dryssede lidt vemod i sindet en drivende regnvejrsnat… Jeg slog dig engang til jorden for at gøre dit hjerte lidt hårdt, men jeg rejse dig varligt op igen og tørrede tårerne bort… Jeg gav dig de vagtsomme øjne, på dem skal du kendes igen…” (Anne Linnet).

Men det var også herfra jeg flyttede, da jeg var bare 19 år. Egentlig tror jeg, at livet – et langt stykke hen ad vejen – afhænger af skæbnen og måske, hvis der var sket noget andet i mit liv, var jeg ikke vendt tilbage. Hvem ved… Jeg har ikke fortrudt, at jeg gjorde, men jeg kan også mærke, at der er ting og steder, der endnu mangler at blive udforsket og oplevet. Der er bare lige det, at det her sted ikke er sådan et, man bare forlader, uden at se sig tilbage. Her vil jeg altid ’bare’ være Gitte, her vil jeg altid føle mig velkommen. Her vil jeg altid have hjemme uanset, hvor i verden jeg bor (og også har hjemme).

NB. Jeg ville så gerne have lagt billeder op af mit barndomshjem, og de steder jeg kom meget dengang, samt billeder fra jeg var endnu yngre, men de billeder er åbenbart hos min mor alle sammen, så dem bliver I forskånet for denne gang 😉

Karma. ’Karma bider dig i røven’. Det lærte jeg min datter for nylig. Jeg forklarede hende, hvad karma er. Jeg er selv blevet ’bidt i røven’ af karma før, og bliver det helt sikkert igen. Nå, men vi snakkede om, hvordan man behandler andre mennesker, om hvis man er sød, er folk som regel også søde mod en (jeg droppede hinduisme, buddhisme og efterlivet – måske lige tungt nok for en fem-årig). Hun spurgte mig, om det var derfor, at der var så mange mennesker i Meny (vores relativt nye supermarked i byen), altså fordi de er så søde, og derfor vil folk gerne handle der? Sådan lød spørgsmålet. Børn er sjove. Altså, jeg tror på karma, på at ens tilgang til og opførsel over for andre mennesker har konsekvenser i sidste ende, men det var jo ikke lige et supermarked,  jeg havde i tankerne, da jeg ville lære min datter lidt om livet, men det gav egentlig alligevel meget god mening (hvor mærkeligt det end lyder), dét hun sagde. Det er måske ikke ligefrem karma, dét jeg nu skriver om, og så alligevel. Men det fik mig til at tænke (shit)…

Jeg har skiftet de supermarkeder ud, som jeg plejede at handle i, med netop Meny, og hvorfor har jeg så gjort det? Ja, det har jeg jo faktisk fordi, jeg kan lide at komme der. Og hvorfor kan jeg så det? Fordi de er så søde, smilende og hjælpesomme i det nye supermarked. Fordi jeg ikke har fået så god service nogensinde tidligere i et dansk supermarked. Altså dertil kommer selvfølgelig også, at forretningen er blevet langt mere indbydende end tidligere, og de har nogle utrolig lækre varer på hylderne, ellers hjælper det selvfølgelig ikke meget (i det her tilfælde i hvert fald) at være sød og hjælpsom, hvis man nu sælger noget frygteligt skidt. Men det gør de altså ikke. Derudover er de nytænkende, hvad angår specialvarer fx, og det er da så absolut også et plus.

Men karma, ja måske…

Kage til børnene (og de voksne) i forbindelse med Halloween den kommende weekend.

Uanset, er jeg simpelthen nødt til at skrive dette indlæg, og nej, jeg bliver ikke betalt for det, men ejeren af Meny i Kalundborg, Peter Egebæk (samt hans kæreste Michael Skovgaard Rasmussen og ikke mindst de ansatte) har formået at tage begrebet ’god service’, som længe har været en mangelvare i Danmark, og ført det tilbage her til byen . Faktisk har de taget begrebet, og ført det til et helt nyt niveau. Hvis I spørger mig, skulle de have en præmie – en stor kæmpe en! Selvfølgelig er der også andre forretninger her i byen og andre steder i Danmark, der har en fantastisk service, men når vi snakker supermarkeder, har jeg aldrig, i Danmark, været i et, hvor servicen er, som den er i Meny i Kalundborg. Den er slet og ret formidabel, og jeg tvivler på, at man bliver ansat i forretningen, hvis man ikke kan finde ud af at yde god service. Jeg tænker ligefrem, at de må få kurser i det, for jeg har da sjældent set noget lignende (på nær i USA), og hvor er det glædeligt.

Man bliver altid budt velkommen af et smil og en hilsen, og hvis man står og kigger efter noget på hylden, kommer der straks en over og spørger, om de kan hjælpe. Min datter bliver altid tilbudt en bolle og en juice, når vi kommer og handler (jeg spørger ikke, DE spørger). Faktisk har jeg en veninde, der fortalte om en oplevelse, hvor hun var ude og handle med to skrigende børn, som alle vi forældre jo ved er fantastisk, men det endte det faktisk med at blive pga. Menys personale. Inden hun havde fået set sig om, var fredagsmareridtet blevet forvandlet til noget hyggeligt, og børnene sad/gik hver især og hyggede sig med juice og frugt, og min veninde kunne handle i fred og ro. Jeg fik selv en hyggelig snak med flaskedrengen (eller hvad sådan en nu hedder i dag) om nisseøl. Jeg er nemlig lige kommet hjem fra Mallorca og havde lovet min datter, at når jeg kom hjem, skulle vi have risengrød med nisseøl til (og jeps, det er en lang oktober og november her i huset). Nå, men det her handler jo ikke om nisseøl, men faktisk når jeg tænker over det, har jeg aldrig handlet i den forretning, uden at falde i snak med en fra personalet om et eller andet underfundigt.  Købmanden må have et godt øje for søde, glade og smilende mennesker. Det var der mange, der kunne lære noget af.

Stine Rønnow er med til at give god service, når hun indimellem hjælper ved events i Meny Kalundborg.

Meny i Kalundborg har, som jeg skrev lige før, taget ’service’ til et helt nyt niveau, når man handler i et supermarked, og jeg kan mærke, at hele den stemning, der er, når jeg handler der, den ville jeg savne, hvis jeg handlede et andet sted. Det lyder helt åndssvagt, men jeg bliver i bedre humør, end hvad tilfældet er, når jeg går i et andet supermarked, hvor det hele nu pludselig virker så koldt og sterilt. Hvor er det fx hyggeligt, at alle de ansatte hilser på kunderne i forretningen, selvom man egentlig ikke kender hinanden. Det er jo egentlig ret basalt, men man bliver glad i hatten.

Jeg kunne komme med hundredevis af eksempler på deres gode service til trods for, at de først åbnede deres forretning i maj i år. Sidst jeg var derude, sagde en af de ansatte ’tak, fordi du handler hos os’, sådan bare lige ud af det blå, da jeg stod der og var ved at finde et græskar. ’Øhhh, ja men selv tak da’, det er jeg nu alligevel aldrig blevet takket for før. Eller blevet spurgt, om jeg manglede noget (husk lige, at vi er i et stort supermarked, ikke en lille specialbutik), fordi jeg så søgende ud, OG jeg blev kaldt ’unge dame’ (jeg følte mig lidt som en på 18, men det gjorde jo ikke noget). Eller jeg kan fortælle, at kriterierne for at blive ansat, er, at man skal være sød og smilende. Det er i hvert fald, hvad købmanden vil spørge dig om, hvis du søger et job (og nej, jeg har ikke søgt job der, men man ved jo aldrig);-)

Græskarkonkurrence i forbindelse med Halloween blandt børnene i Meny, Kalundborg

Men summa summarum: Den service, som de giver i Meny i Kalundborg, det er lige præcis den service (og lidt til faktisk), som jeg har efterlyst i Danmark. Det her handler ikke om Kalundborg, det handler om den service, der var i hele landet engang, men som vi har glemt, eller er blevet for vigtige eller fine til – hvad ved jeg, den er i hvert fald en mangelvare mange steder. ‘Dengang’ kunne blive til ‘Nu’, hvis blot vi gad gøre en indsats. Det har de gjort hos Meny i Kalundborg – og ‘bravo’. Jeg tror på, at den slags kan bidrage til noget meget positivt, hvad angår turisme, hvis blot vi kunne finde ud af at udbrede lige præcis dét, de gør i mit nye yndlings supermarked.

Når der bliver lavet undersøgelser, taber København (og dermed også resten af kongeriget) på, at den er dyr og ikke mindst, at servicen er ringe. Derimod vinder den på at være renere end så mange andre storbyer og at det er en smuk by. Hvis vi så også næste gang en undersøgelse blev lavet, kunne prale af, at vi yder god service, så er vi godt på vej – og jeg er ikke ked af (og det kommer faktisk heller ikke bag på mig), at det er provinsen, der kunne gå hen og (igen) blive et forbillede for København på den konto. Det vil ændre så meget, både i hverdagen, men også når man besøger danske byer som turist (det være sig dansk eller udenlandsk), at man bliver mødt af venlige ansigter, der hilser og er parate til at hjælpe med, hvad man nu har brug for.

Jeg ved det (og I ved det også), for jeg vil da langt hellere bruge mine penge dér, hvor jeg får en god service uanset, hvilken branche, og det er jo fuldstændig det samme, når man handler på nettet eller fysisk i en forretning. Der er kæmpe forskel, og jeg ved lige præcis, hvor jeg gerne vil handle, og hvor jeg aldrig handler mere netop pga. dårlig service – til trods for, at jeg ellers ofte oplever, at god service hænger sammen med måden man selv agerer på – desværre bare ikke altid. Jeg håber i hvert fald, at folk kan se forskellen på god og dårlig service – eller blot middelmådig. Jeg er, som sagt, lige kommet fra Spanien, og der har de OGSÅ (ligesom tilfældet er for alle de andre lande, jeg efterhånden har været i) i nogen højere grad forstået, hvad god service er, i hvert fald sammenlignet med mange danskere. Derfor: Lad os nu gøre ‘engang’ til ‘nu’, og hvem ved måske endda en dag blive kendt ude i verden for vores smil og gode service, når man kommer til det lille land i stedet for vores høje priser og dårlige service. Det er jo en mulighed. Den lader vi lige hænge lidt…

OG så for lige at slutte af med det der karma noget. Den måde, man behandler folk på, har altid konsekvenser, også når vi snakker det ned på et simpelt og helt konkret plan, som mit eksempel med en købmand, der – sammen med sine ansatte – i den grad formår at behandle sine kunder godt. Også her håber jeg, at karma holder stik…

For ikke så længe siden talte jeg med en tidligere studiekammerat om, hvad provinsen er, og hvor den egentlig ligger sådan rent geografisk. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg har fundet ud af, at provinsen ikke er så definerbar, som vi alle gerne vil gøre den til (vi elsker jo at inddele alt og alle i kasser, og så ellers proppe stereotyperne ned over hovedet på folk). Vi snakkede om, at jeg havde boet i København, nu boede i Kalundborg, og hvad fremtiden ville bringe mht., hvor man ville bo osv. Hun havde selv netop købt lejlighed på Frederiksberg, og var i gang med at flytte fra indre by, nærmere betegnet København K. Jeg var ved at dø af grin over hendes tanker omkring at flytte til Frederiksberg, for i hendes øjne er det faktisk lidt som at flytte til provinsen. Frederiksberg – provinsen?! Okay, dér var jeg altså bare lige en tand for meget provinspige (okay bonderøv) til at forstå, hvad hun mente.

Hun skrev bl.a. til mig, at de (hende og hendes mand) bare lige skulle vænne sig til tanken. ”Når man kommer fra Indre by, er Frederiksberg jo nærmest provinsielt. Faktisk bor vi kun et kvarters gang fra Rådhuspladsen, men det kunne på nogle måder lige så godt være ude i en forstad. Der er små grønne villaveje, færre butikker, legepladser osv. Meget anderledes fra Indre by, selvom geografien siger noget andet. Men det er nok også derfor, at Frederiksberg er så populært. Det samler storby og provins på en mærkelig made. Folk går også anderledes klædt, man hilser på sine naboer og er på fornavn med blomsterhandleren, damen i kaffebaren, slagteren osv. I indre by gik man altid med solbriller uanset vejret, havde helst en juice eller kaffe i hånden, og jeg anede faktisk ikke, hvad min nabo hed til fornavn. Til gengæld var der lidt højere til loftet. Her skal man helst være på en bestemt måde. Og folk de sladrer. Men jeg kan seriøst se ud over hele byen fra mit vindue på femte. Alle tårnene, Rådhuset, Tivoli, vor Frue, Christianborg osv. Så tæt på i fugleflugt, men når jeg så går ned på gaden, og er kommet til Lærkevej eller noget, så føles det anderledes. Nå, Rådhusklokkerne bimler midnat. Natnat.”

Camilla er faktisk fra Sorgenfri, og på mit spørgsmål om, hvor hun egentlig er opvokset, svarer hun:

”Tjaaa, provins kan man nok ikke kalde det. Mere en søvnig forstad, Sorgenfri, nord for København. De har lige indspillet en ny dansk film 50 meter fra mit barndomshjem. Den handler netop om, hvor lidt der sker i Sorgenfri, indtil en mystisk virus pludselig gør folk til zombier. Den er god nok. Med Troels Lyby og Mille Dinesen.”

Jeg synes virkelig, at hun var sjov, da hun skrev ovenstående til mig, for jeg ville jo føle, at jeg boede (næsten) midt i hjertet af København, hvis jeg boede på Frederiksberg – jeg definerer altså her geografien i København lidt anderledes, end hun gør – og helt sikkert anderledes end en masse andre, men lige så sikkert også på samme måde som nogle. For dem må provinsbyen, som jeg pt. bor i være absolut endestation (det er byen faktisk også, hvad angår DSB) – vi er altså langt ude på bøhlandet. Men det er jo netop det, der er så pudsigt ved ordet ’provins’ – den er ret udefinerbar på sin helt egen underfundige måde. For hvad er provinsen egentlig. Forleden så jeg, at en læser havde stillet TV2 det spørgsmål i forbindelse med et indslag, de havde haft på nyhederne, hvor de havde beskrevet Odense og Aalborg – Danmarks 3. og 4. største byer – som værende provinsbyer. Læseren blev forvirret, for hvad betyder det, at provinsen er? Alt udover København eller? Og han har jo egentlig ret. Hvem definerer, hvad provinsen er i Danmark (og alle andre steder)? Jo vidst, kan jeg slå det op og få forskellige definitioner af ordet, men det er jo netop det – forskellige. Alle definerer ’provinsen’ forskelligt, og hvorfor egentlig ikke. Det kommer vel an på øjnene, der ser. Og derfor gik det også op for mig, at min venindes følelse af, hvad provinsen er, vel er lige så rigtig som min – en følelse kan vel ikke være forkert? Vi definerer blot noget forskelligt.

Lige pt. opholder jeg mig i mit lille hyggelige sommerhus på toppen af Danmark – næsten da – i Lønstrup, som er en lille by med 535 indbyggere. Det er meget langt fra København – geografisk, men så sandelig også mentalt. Hverken værre eller bedre, bare anderledes på så mange punkter. Det sjove er, at når jeg er hos min familie i Skanderborg eller Århus, eller i mit sommerhus i Lønstrup, Nordjylland, definerer folk mig helt klart som sjællænder, men når jeg er på Sjælland, hvor jeg bor, spørger folk altid, hvor i Jylland, jeg er fra. Igen definerer folk forskelligt – i dette tilfælde mig – ud fra, hvordan jeg taler og dermed også, hvor de mener, at jeg er fra. Så næste gang, at en eller anden fortæller dig, at han/hun er fra København eller provinsen, så prøv lige at hør helt konkret, hvor det er henne, måske deres definition slet ikke stemmer overens med din

Lønstrup er balsam for sjæl og krop 😉

Og det er ikke kun i Danmark – min familie i USA har også meget forskellige definitioner af, hvad der er ’big city’, og hvad der er ’countryside’, og i deres øjne er der i øvrigt ikke meget storby over København. De elsker byen, men synes, at det er ’sådan en hyggelig lille by’… Just saying 😉

Og præcis på samme måde forholder det sig vel mht., hvordan man definerer provinsen – og storbyen ”røvsyg”, ”smuk”, ”kedelig”, ”tryg” ”larmende”, ”spændende”, ”farlig” osv. Det hele afhænger af øjnene, der ser, og de vil aldrig se det samme.

Kærlig hilsen ’Kalundborg-jyden’ 😉

Der er nok ikke mange, der har kunne undgå at høre den livlige debat vedr. de 3.900 statslige job i hovedstaden, der bliver flyttet til provinsen i løbet af de næste to år. Det er den største udflytning af arbejdspladser i Danmark nogensinde, da man flytter mere end hver tiende statslige arbejdsplads i hovedstaden til de fire andre regioner, fordi man vil skabe en større sammenhængskraft i Danmark,

Regeringen håber, at mange vil flytte med, men langt de fleste berørte medarbejdere er ikke interesseret i at rykke teltpælene op, nogle har brug for krisehjælp, andre synes, at det er helt godnat, at have brug for krisehjælp til den slags, og sådan kører debatten ellers frem og tilbage. Men giver det overhovedet mening at flytte arbejdspladser fra København til provinsen? Vandene er delt (surprise).

Jeg forstår faktisk, hvis ikke man har lyst til at rive teltpælene op, og flytte hele familien til den anden ende af landet. Og jeg forstår faktisk også, at de, der bliver ramt af udflytningen, er kede af det. Men at have brug for krisehjælp, fordi ens job bliver flyttet til et sted i provinsen, det er vidst lige i overkanten. Krisehjælp? Helt ærligt… Jeg tror ikke, at de mange medarbejdere rundt omkring i provinsen har fået tilbudt krisehjælp, da deres arbejdspladser endte i  storbyen pga. centraliseringen, eller virksomheden valgte at flytte produktionen til udlandet. Næ, det er gamet, og sådan er det for os alle. Nu rammer det så bare jobs i hovedstaden og for en gang skyld ikke jobs i provinsen.

Provinsen er ikke Sibirien…

Omvendt er det vel også fair nok, at nogle af de statslige arbejdspladser rent faktisk ligger andre steder end i København. Det er vel fair, at de er fordelt over hele landet, altså i den udstrækning, at det giver mening. Mange opfører sig desværre som om, at de bliver sendt til Sibirien. Men de bliver, for det første, ikke sendt nogle steder hen. De kan frit vælge at flytte med, eller blive og finde et andet job, præcis som alle andre i en situation, hvor arbejdspladsen af den ene eller anden grund flytter beliggenhed. For det andet er provinsen ikke Sibirien. Provinsen er på mange områder skøn (det er Sibirien sikkert også – i hvert fald smuk), og Danmark er ikke fortabt, fordi man også satser på en fremtid i provinsen.

Vi ved alle, at der er fjernet mange – som i RIGTIG MANGE – arbejdspladser fra provinsen siden midt 90’erne. Hvis de statslige arbejdspladser, i dag, var ligeligt fordelt i hele Danmark, skulle der være MANGE flere i provinsen. Ikke at jeg siger, at det skal måles og vejes på den måde, men det er da information, der giver stof til eftertanke, nu der pludselig er ramaskrig over 3.900 arbejdspladser. Jeg siger ikke, at jeg ikke forstår de mennesker, der må opsige deres stilling – et job, som de er glade for, men jeg siger blot, at det er jo ikke første gang, at mennesker mister jobs pga. omstruktureringer (og i øvrigt heller ikke sidste).

Det er jo altså heller ikke kun københavnerne, der betaler skat og bidrager til det danske samfund. Det gør en masse mennesker i provinsen også. Så selvfølgelig skal fremtiden ikke kun prioriteres i vores hovedstad, men også i resten af Danmark. Der bor trods alt ca. 3,6 mio. danskere vest for Valby Bakke.

Den smukke natur.

Jeg er godt med på, at man ikke kan standse urbaniseringen, men det handler vel også om enten at fordre eller begrænse den, præcis som med så meget andet. Der findes faktisk også flere eksempler på lande, hvor man har gjort det samme med succes – europæiske lande, der ikke er så forskellige fra Danmark endda. Man kan altså sagtens have et moderne velfungerende land med en meget større grad af decentralisering. Tag fx Holland, hvor regeringen holder til i Haag, mens ministerierne derimod er fordelt rundt i landet. England er et andet eksempel, hvor man også har flyttet en række offentlige myndigheder med succes. Mange statsansatte (og andre) har faktisk ikke råd til at bo i London, hvilket jo også er et billede, vi kan nikke genkendende til herhjemme. Til sidst, men bestemt ikke mindst, er der også det faktum, at mange mennesker faktisk gerne vil bo på landet og i provinsen. Statistikkerne begynder at vise, at flere og flere børnefamilier er begyndt at rykke den vej igen. Men for at de har lyst til provinsen, skal der bl.a. være ordentlige jobs.

Jeg er selv journalist, og jeg indrømmer gerne mediernes rolle i den her diskussion. Størstedelen af dem har nemlig været med til at tale provinsen ned, og København op. Men der er jo masser af globale koncerner i provinsen, der tjener mange penge til Danmark, og samtidig tilbyder deres ansatte spændende jobs, god løn og mulighed for udvikling og karriere. Men der er jo blot den lille detalje – eller den er faktisk ikke så lille endda – at virksomhederne alle har brug for, at lokallivet omkring dem fungerer. At der sker noget i de mindre samfund både for de voksne og for børnene. Selvfølgelig hverken kan eller skal provinsen hamle op med hovedstaden, hvad angår kulturliv, men det betyder jo ikke, at alle provinsbyer bare skal stille sig på sidelinjen.

Men netop, fordi mange arbejdspladser ligger i København, tiltrækker byen også nogle mennesker, der måske ellers ville have valgt at bo i provinsen, og på den måde bliver urbaniseringen selvforstærkende. I øvrigt kan jeg egentlig ikke se, at det skulle skade at have flere urbane centre i landet end ét, og det kan de mange statslige arbejdspladser, der rykkes til provinsen, vel være med til at skabe. I den forbindelse er der i øvrigt mange, der har sat spørgsmålstegn ved, hvorfor man har valgt at flytte arbejdspladser fra den største by til den 2. og 3. største by i Danmark. Og det kan vi så diskutere videre om, hvorvidt det giver mening, eller man skulle have prioriteret de større provinsbyer, men ikke de største. En ting er sikkert – kede os, kommer vi aldrig til, for der er altid noget, vi kan diskutere.

Den laaange vej fra hovedstaden til provinsen.

For lige at få det på det rene. Jeg mener ikke, at urbanisering er en ond ting, og jeg er klar over, at små samfund vil forsvinde, netop pga. urbaniseringen, sådan er det, og det er der ikke meget at gøre ved. Alt kan jo ikke forblive, som det plejede at være (selv om det indimellem kunne være rart – og let). Men det betyder jo ikke, at alle provinsbyer forvinder, for selvfølgelig gør de ikke det. Der er fx en grund til, at vareproduktion ikke foregår i byerne. Grundende er for dyre, og trafikken for voldsom. Jeg ved, også fra min barndomsby (og den er så sandelig ikke den eneste), at det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft. En årsag til, at fx akademikerne, som man  mangler, hvor jeg bor, er svære at få til provinsen kunne bl.a. være, at det er svært at finde job til ægtefællerne. Derfor er det bestemt ikke, i min bog, idioti at placere eksisterende statslige arbejdspladser rundt om i provinsbyer, hvor det giver mening i forhold til erhvervslivet.

Det er i øvrigt heller ikke, fordi ALLE folk vil bo i hovedstaden, at de statslige arbejdspladser i sin tid blev flyttet dertil. Der var et centraliseringsparadigme i forvaltningen i 90’erne og 00’erne. Så til trods for, at vi ikke kan styre centraliseringen og urbaniseringen helt, har vi selvfølgelig en finger med i spillet, og det betyder noget, hvordan vi handler rent politisk. Hvorvidt det bliver en succes eller ej, kan kun tiden vise. Og man må da gå ud fra, at politikerne har truffet valget på baggrund af, at de mener, at det vil blive en succes.