Kategori: blog-forside (Side 12 af 18)

Jeg var på besøg på Christiansborg forleden. Jeg havde en aftale med formanden for Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Jeg er nemlig nysgerrig på, hvad de forskellige politikere inde på Christiansborg mener om hele ’storby/provins-debatten’. Faktisk læste jeg noget forleden i Morgenavisen Jyllands-Posten, der provokerede mig. Flemming Rose har netop modtaget publicist-prisen, men det er nu ikke, hvad der provokerer mig – den er skam fortjent. Næ, det provokerede mig at læse, at man i den forbindelse skrev, at Flemming Rose havde måtte lægge øre til mange ting, bl.a. at blive kaldt racist, islamofob og provinsiel. WTF??? (undskyld mit sprog – særligt undskyld til dig, mor). Men her er det altså, at den går gal for mig. Ordene ’racist’ og ’islamofob’ er – i min verden – i en helt anden boldgade end ’provinsiel’! Siden hvornår er ’provinsiel’ blevet så negativt et ord, at det sidestilles med ord som ’racist’ og ’islamofob’? Det er jo ikke, fordi jeg ikke forstår hensigten, men den provokerer mig, fordi den giver et helt forkert billede af provinsen, i mine øjne. Og ja ja, afhængig af ørerne, der lytter, ligesom øjnene, der ser, men jeg tror faktisk, at mange er enige med mig i denne…

Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance.

Provinsen & Udkantsdanmark
”Eftersom jeg kommer fra Jylland, er provinsen alt vest for Valby Bakke. Nej omvendt, fordi jeg arbejder i København, er det vest for Valby Bakke. Provinsen, det er vel alt andet end, hvad der foregår inden for broerne, stort set. Ordet provinsiel har jo altid haft en klang af, at det er bønder i træsko med halm i, som vader lidt rundt, hvor lyset ikke har ramt bondemanden. Altså det bliver til en slags enfoldig, men enfoldig er både et positivt og et negativt ord. Det kan skam sagtens være positivt, at man fokuserer på det nære og skaber glæde omkring sig i det nære, uden at bruge al sin energi på at kaste sig over alle de store spørgsmål. Det er lidt ligesom med ordet ’kejthåndet’ og ’venstrehåndet’. Nogle bryder sig ikke om ordet ’kejthåndet’. Men ja, at være provinsiel, er negativt ladet, det henleder til, at man ikke har forstået de store spørgsmål, og jeg tror, at når det bliver brugt sådan, er det et forsøgt på at koge 24 sætninger ned til et ord, som tænder noget, ligesom det provokerer dig. Når man bruger ordet, sådan er det nedværdigende, og jeg tror, at der er mange mennesker, der opfatter det sådan.”

”Udkantsdanmark er også sådan et ord, der har fået en negativ ladning i stedet for, at det bliver defineret som et område, hvor der er stor potentiale. Nu er jeg selv vokset op på Samsø, og det er vel også en form for udkant, selvom det ligger lige i midten. Det man nok mener med det primært, er, at det er de områder, hvor der er en afvandring imod byerne. I virkeligheden har jeg et ben i begge lejre. Jeg har børn i København, jeg bor i provinsen og arbejder i København. Men vi skal alle huske på, at hvis det går godt i provinsen, gavner det København, og det gavner provinsen, hvis det går godt i København. Vi trækker hinanden. Der, hvor man skal passe på, fra politisk side, er, hvis man tror, at man kan afværge, at folk vandrer mod byen, for det gør de. Mine bedsteforældre vandrede fra meget små landsbyer ind mod Hobro og Randers, deres børn søgte mod København, og vores børn mod København, og måske mod udlandet. De små landsbysamfund forsvinder, det er en naturlig udvikling. De bidrager jo selv til det derude, når de kører til Bilka i stedet for at handle hos den lokale lille købmand. Derfor lukker den lille købmand, men vi er blevet mere mobile, og det kan vi ikke ændre på.”

”Den generelle udviklingstendens er, at vi flytter ind, hvor det sker, men det betyder ikke, at der ikke er nogle, der trækker ud i provinsen. Men jeg tror, at den generelle tendens er, at man går fra land til by. Og det hænger jo også sammen med, at der forsvinder mange arbejdspladser på landet. Men en anden ting er, at hvis det for dyrt at have erhverv og/eller bolig i storbyerne, fordi det er så eftertragtet, giver det mening at flytte et andet sted hen, hvor man får meget mere for sine penge – altså provinsen. Fx er der flere, der gør det i en periode af deres liv, hvor man har mindre børn, derved vokser provinsen. Men mange provinsbyer vokser jo også. Horsens, hvor jeg bor, vokser, men det gør den højst sandsynlig bl.a. på bekostning af små landsbyer i området rundt omkring. Det hele bygger på, om man får fat i dygtige folk, der kan rejse noget. Også lokalt. Når Herning fx fungerer, er det, fordi de har en eller ånd derude, som gør, at de vækster og tænker nyt. Det kræver nogle gange kun nogle få mennesker, der tænker anderledes og får idéer. På den måde kan man ændre en bys image, og det kan nok så mange statsstøttede ordninger ikke gøre ret meget ved. 

Infrastruktur & positiv særbehandling

”Jeg har siden 1998 haft tre timer til og fra arbejde, jeg bor selvfølgelig også i København noget af tiden, men det har jo også haft en omkostning for familien, at jeg ikke kom hjem de dage. Vi valgte, at vi ville bo i provinsen, men jeg ville samtidig have ønskejobbet, og det betød, at jeg måtte køre efter det. Jeg kunne jo ikke vente på, at Christiansborg flyttede til Horsens. Det kommer nok også næppe til at ske. Men det er svært mht. positiv særbehandling. Vi bliver også nødt til at være ærlige, os der bor i provinsen, for vi har jo allerede fordele. Vi har en meget lavere husleje, vores leveomkostninger er altså betragtelig lavere end, hvis man fx bor i København jf. vores boligudgifter. Det er jo en kæmpe fordel i forhold til økonomi. Men det kan på den anden side så være svært at finde visse job i provinsen. 

”Jeg tror mere på generelle rammer, som man ændrer i hele Danmark, det skal skabe vækst, og jeg vil hellere, at man letter på skat i forhold til arbejde, end på overførselsindkomster. Mht. til infrastruktur, skal man være opmærksom på hele tiden at kunne gøre det bedre, men infrastruktur er jo også internetforbindelse – og den er ikke lige god over hele landet. Og ja, transport fylder meget, og i et samfund, hvor vi bestræber os på ligestilling, der også hedder, at vi er to, der arbejder fuldtid, så fylder det. Det er bl.a. en af grundende til, at vi gerne vil sænke skatten, både i toppen og i bunden. Det giver folk nogle større valgmuligheder for at prioritere anderledes fx de år, hvor man har små børn. Jeg kan godt forstå, at mange mennesker synes, at det er en form for spildtid, hvis man bruger lang tid på transport til og fra arbejde. Det er tid, der går fra familielivet.”

Bekymret for Danmark
”Kineserne løber fra os, og jeg er mere bekymret for Danmark, end jeg er for provinsen. Fordi det hele hænger sammen. Danmark er et udkantsområde til et udkantsområde i verden. Europa er et udkantsområde i øjeblikket. Det er Europa, der har kæmpe problemer, hvis man ser på det globalt, og der ligger Danmark i et udkantsområde. At der så er visse dele af Danmark, der er endnu mere udkant, det må man gøre noget ved lokalt også. Det handler meget om den lokale ånd, at rejse noget. Hvis vi ikke gør det attraktivt at bo i Danmark, risikerer vi, at rigtig mange unge mennesker går forbi Danmark ,og evt. også forlader Danmark . I dag er det jo sådan, at skal man vise, at man virkelig kan noget, skal man bo i New York. Næ, jeg er bekymret for Danmark.”

Ham Anders har nogle gode pointer – især, hvad angår lokale kræfter til at skabe noget i provinsen rundt omkring i Danmark. Jeg tror heller ikke umiddelbart på positiv særbehandling, men jeg tror på en fair chance for alle uanset, hvor man bor eller vælger at starte virksomhed henne, og det er vel her, spørgsmålet om infrastruktur igen melder sig på banen. Og er infrastrukturen ikke i orden, tør folk ikke tage chancen og starte noget op i provinsen, ligesom de ikke tør købe et hus i provinsen. Det hele hænger sammen. Faktum er også, at det ville være så meget lettere for folk i provinsen at skabe noget, hvis ikke provinsen, i medierne, ofte blev omtalt som noget, man kan blive smittet med. Og ja, det er en ond cirkel, for ikke før, at man får skabt noget i provinsen og viser, hvad man duer til (det har man nu gjort flere steder efterhånden), vil medierne stoppe med at omtale provinsen som noget potentielt smittefarligt, vi alle skal holde os på afstand af.

‘Provinsiel’ skal ikke dække over at være uvidende/enfoldig. Det er muligt, at Grundtvig skrev det i en salme, for mange år siden, med henvisning til bønderne på landet uden uddannelse, men vi skriver det 21. århundrede, og jeg tror, at vi kan blive enige om, at man så langt fra behøver at være uvidende og enfoldig, fordi man er fra provinsen og/eller bor i provinsen, ej heller fordi man måske ikke har gået på universitetet eller lign. Hvis man slår ordet op i ordbogen, står der bl.a., at det betyder ’tilbagestående’ og i overført betydning – ‘præget af snæversyn, småborgerlighed og lign’. Og jeg må – desværre – indrømme, at noget af det passer, men det gør det altså også på mange mennesker i storbyen – det er nok nærmere en folkesygdom at være snæversynet og samtidig have ondt et vidst sted. Men at ‘provinsiel’ skal sidestilles med ’tilbagestående’ her i det 21. århundrede, synes jeg, er upassende og direkte forkert.

Mit råd er derfor; fokuser på det gode (ligesom rådet ofte lyder med alt andet). Fokuser på, hvad provinsen kan i stedet for, hvad den ikke kan. Få infrastrukturen i orden, så provinsen har en reel chance for at vise sit potentiale.

Flere og flere – også de såkaldte eksperter –  sætter spørgsmålstegn ved København som vækstlokomotiv for resten af landet. Ligesom der også længe har været livlig debat om, at storbyerne – særligt København får en masse foræret, og at det derfor er klart, at det er lettere at skabe arbejdspladser, når de får positiv særbehandling, eller provinsen måske i virkeligheden får negativ særbehandling?!

Det fik mig til at besøge Martin Damm (V), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL) for at høre ham, hvad han egentlig tænker om udfordringerne for fremtiden i forhold til både provinsen og storbyen. For han må da, om nogen, have gjort sig en masse tanker i den boldgade. Og det har han selvfølgelig.

Formand for Kommunernes Landsforening, Martin Damm. Foto: Jens Nielsen

”Vi har jo alle sammen gavn af vækst uanset, hvor den kommer. Vi skal være glade for, at der kommer noget nogle steder. Vi får alle glæde af det på en eller anden måde, om ikke andet, så bliver bruttonationalproduktet større, så den lagkage, vi alle skal skære af i sidste ende, bliver større. Vi skal ud af ’skyttegravskrigen’ og glæde os over, når der sker noget positivt uanset, hvor det er.”

”Der er meget fokus på offentlige arbejdspladser. Skal de ligge ude eller inde, altså decentralisering eller centralisering, og der har provinsen et klart problem. Ligesom der er en bagside af medaljen mht. uddannelse og centralisering, fordi uddannelse også er en vækstskaber. Jo klogere vi bliver, jo mere vækst kan vi skabe, og der skævrider vi, når vi centraliserer, for så løber væksten netop hen i nærheden af, hvor uddannelserne er. Dermed forhindrer man også vækst i de byer, hvor man ikke kan få uddannet arbejdskraft.”

”Jeg hader ordet udkantsdanmark. Uanset, om man bor i en by eller ude på landet, skal man tale om begge med respekt. Men man glemmer lidt i København, at befolkningstallet faldt i København tilbage fra 1950 til 1992, 42 år i træk, og at man dengang lavede hjælpepakker, fordi det gik København så skidt.”

”Hvis du spørger visse mennesker i København, er provinsen alt udover København. Men hvor bliver bruttonationalproduktet i virkeligheden skabt i Danmark? Man siger altid, at ca. 40 pct. er i hovedstaden, men det er skævvridende, fordi virksomhederne ikke tæller med, hvor de ligger. På Novo Nordisk i Kalundborg fx, laver man ca. halvdelen af verdens insulin, værdierne bliver altså skabt i Kalundborg, men i regnskabet tæller de med i Bagsværd, fordi hovedkontoret ligger der. Og sådan er det alle steder. Så når vi snakker om, hvor værdierne i Danmark bliver skabt, bliver de i langt højere grad skabt, i det nogle vil kalde udkantsdanmark, altså provinsen. Men hovedkontorerne ligger typisk i de store byer, som derfor får al æren, så at sige.”

”Infrastruktur er også altafgørende, for så kan man let bo det ene sted, og arbejde det andet sted. Vi skal bindes tættere sammen infrastrukturelt. Det er også fint, at man kan komme let rundt inde i København, men det ville også være smart, hvis man kunne komme let til og fra København. De er oppe i det røde felt inde i København, når der er fem minutter mellem busserne, herude i provinsen, er vi glade, bare der kommer en diligence en gang imellem.”

”Man har lavet den meget stærke centralisering af offentlige arbejdspladser, og det gør, at det er svært for et ægtepar begge at få job, hvis de flytter til mindre byer. Man er nødt til at have nogle servicefunktioner til en hvis grad. Ligesom mobil og bredbånd altså skal være i orden i hele Danmark. Ingen kan fungere uden det. Det er klart, at vi ikke kan have en opera osv. alle sammen., og det er fint nok, det er jo ikke det, man flytter til provinsen for at få. Næ, det er bl.a. naturen og trygheden, som er noget af det, der får folk til at flytte til provinsen. Jeg tror, at et trygt miljø betyder meget, og man kan noget andet i provinsen end, hvad man kan i storbyen, og det skal vi huske.”

”Jeg tror ikke rigtig på positiv særbehandling, men jeg tror på, at vi skal stoppe med den negative særbehandling. Hvis den negative særbehandling ophører inden for infrastruktur, mobil/bredbånd samt adgang til offentlige services osv., så er der nogle energier og trækkræfter i landdistrikter, der slet ikke er i byerne. Men der er lang vej til den negative særbehandling er væk. Jeg er bange for, at hvis man laver positiv særbehandling som fx at give dobbelt børnecheck, hvem er det så, man tiltrækker? En børnerig familie på kontanthjælp, og det udvikler jo ikke den pågældende by. Men i det store hele, væk med negativ særbehandling, for så bliver folk netop stillet over for et lige valg – om man vil bo i storbyen eller i provinsen, men man bliver ikke jaget ud af provinsen, fordi det ikke kan lade sig gøre at bo der.”

”Jeg tror ikke, at de små landsbyer uddør. Det er klart, at det ikke er animerende for et område, hvis skole, supermarked osv. lukker, men jeg tror, at det hele tiden vil skifte. Derudover ved folk, hvad de går ind til. Man flytter ikke til en landsby på en storbyspræmis. Og det har folk tænkt over, inden de flytter. Hvad er det, man vil have, det er det, man flytter efter. Men det skal være muligt at bo i de små samfund, og det er det måske ikke, hvis skævridningen fortsætter. Overordnet set er jeg ikke bekymret for provinsen. Jeg har nok en – måske naiv – forestilling om, at det der pendul altid vil svinge frem og tilbage. Så kommer der en periode, hvor alle vil ind til byen, og så bliver vi trætte af røg og støj, høje boligpriser og folk, der skyder på hinanden, og så vil vi ud i naturen igen. Vi skal bare passe på, at vi ikke slår en pind i det hjul, så det ikke kan svinge tilbage lige pludselig. Så det ikke er muligt at flytte ud igen, selvom man gerne vil. Derfor skal provinsen slippes fri.”

Jeg håber, at dét, Martin Damm efterlyser, bliver lyttet til og reageret på, for han har ret i meget af det, han siger. Det er da i virkeligheden lidt ironisk, når ’udkantsdanmark’ er sådan et yndet ord at bruge om noget negativt, at vi står for en meget større del af bruttonationalproduktet end, hvad de fleste er klar over. Det viser klart, at både provins og storby er vigtige for at hjulene kan køre. Måske det var på tide, at politikerne erkendte (nogle har allerede gjort det, og arbejder hårdt for forbedringer), at provinsen er en vigtig brik i spillet, og skal den brik spille sit bedste spil, skal den ikke nødvendigvis hjælpes, men den skal heller ikke modarbejdes. Den skal have samme muligheder som de andre brikker. Hverken mere eller mindre. That’s it.

Som barn solgte jeg, sammen med en af mine bedste veninder, saftevand på villavejen, hvor vi voksede op. Vi var heldige, hvis der overhovedet kom nogle forbi. Men det gjorde ikke noget. Vi var børn, og vi nød bare sommervarmen og den frihed, der lå i at kunne klatre i træer, give hestene på marken mad og ellers lave ingenting. Jeg kan stadig mærke sommervarmen på min hud, når vi, efter at have spillet rundbold på vejen, løb ned til vandet for at bade. Duften af grill og nyslået græs, og den der lyd af snak på terrasserne rundt omkring.  Hvis du spørger mig, havde jeg det hele. Jeg var privilegeret. Det kan man selvfølgelig også være, hvis man er vokset op på Vesterbro i København. Men den mindre provinsby ved vandet er nu engang mit minde.

Jeg blev teenager, men var stadig glad for byen, men til trods for, at jeg elskede min hjemby, var jeg klar over, at jeg skulle videre. Det lå ligesom i kortene. Den udlængsel efter at opleve noget nyt, bo et nyt sted og møde nye mennesker, den sad dybt i mig (og gør det nok stadig til en vis grad). Jeg rejste til USA og vidste, at når jeg kom hjem igen, skulle jeg alligevel studere i Århus eller København. Jeg gjorde, som så mange andre. Og det er faktisk hele min pointe.

Accept – til en vis grad

Vi er nødt til at acceptere, at unge fra ’udkantsdanmark’ flytter væk, og slår sig ned i København, Århus eller et tredje eller fjerde sted for en tid – nogle for altid. De studerer eller får job. Og det er en helt naturlig udvikling, som vi skal acceptere. Dermed ikke sagt, at vi skal acceptere, at uddannelsesinstitutioner lukker ned overalt i provinsen, og bliver mere og mere centraliseret omkring København, for det er lige præcis med til at gøre små provinsbyer til spøgelsesbyer. Byer, der måske i stedet kunne huse en masse unge mennesker, der kunne skabe liv og omsætning til forretningerne.

Unge har fx problemer med at finde boliger i København og Århus, når de skal studere. Hvad nu hvis man ’uddelegerede’ uddannelsesinstitutionerne mere rundt omkring i landet, og alt ikke var så centraliseret omkring storbyerne. På den måde ville man skabe liv i de mindre byer, og samtidig løse problemet med boligmangel for studerende i København og Århus. Jeg er godt med på, at de små provinsbyer ikke kan hamle op med København, Århus etc., når vi snakker universiteter osv., men det kunne sagtens deles langt bredere ud mellem byerne i Danmark. Det ville skabe liv i de mindre byer. Jeg ved, at det ikke er så ligetil, men at centralisere al uddannelse til storbyerne er ganske simpelt dumt i hvert fald, hvis man vil have provinsen til at blomstre igen. Hvis man kigger rundt omkring i Europa, er der da også flere steder, hvor mindre byer er universitetsbyer.

Folk skal vende tilbage

Men det handler jo i høj grad også om, at få dem tilbage, der rejser fra byen for en tid. At få det til at blive attraktivt også at bosætte sig i udkanten efter endt uddannelse eller blot, når man som ung har ’prøvet’ storbyen, og tænker på at stifte familie og/eller skal ud og have sit første ’rigtige’ job. I Danmark er vi desværre præget af ’vi ser på det senere’-mentaliteten. Politikerne snakker og snakker, og når de er færdige med det, har vi seks km. ekstra motorvej, og en bus med en udvidet aftentid, hvilket da også er meget godt, men så langt fra nok, når man fx ser på den kollektive trafik og de muligheder, som den skaber i fx Københavnsområdet.

Positiv særbehandling

Der er ingen tvivl om, at ’udkantsdanmark’ bliver et af de emner, som politikerne vil tale meget om, når der bliver udskrevet valg. Jeg læste fx for nylig, at landsformand og folketingskandidat for Kristendemokraterne, Stig Grenov, udtalte, at han vil kæmpe for trafikal ligestilling for yderområderne. Ligesom man hos Kristendemokraterne foreslår, at børnechecken fordobles på Bornholm, så det bliver attraktivt for unge at bosætte sig.

Mindre skat i yderområderne giver flere indbyggere

Tilbage i 2007 så vi også, hvordan, erhvervsmanden Lars Kolind, der stillede op for Ny Alliance, kom i modvind, med sit forslag om 40 pct. flad skat til fynboere. 40 pct. skat var en af Ny Alliances mærkesager, og forslaget handlede netop om, at det skulle motivere højtuddannede/-lønnede danskere til at arbejde og starte virksomheder i Danmark, og at tiltrække udlændinge med høje lønninger til Danmark. Lars Kolind mente, at det skulle afprøves et sted, som på den ene side er isoleret (Fyn og omkringliggende øer) og på den anden side ikke mere isoleret, end man kunne se, om højtlønnede mennesker flyttede dertil. Det forslag blev han mildest talt ikke særlig populær på (nok mest fordi, han ikke havde afstemt forslaget med baglandet), men han havde vel en pointe. Jeg siger ikke, at det er hele løsningen, men det er vel netop en form for positiv særbehandling, vi skal have fat i, for at få folk tilbage til ’udkantsdanmark’ eller?

Norge – et godt eksempel

Faktum er jo, at forslaget om at sænke skatten i yderområderne lyder fra flere og flere kanter, da man mener, at det vil betyde flere indbyggere i yderområderne. Vi har set det i Norge.  Der er lavere skat bare ét enkelt af mange tiltag, lavet for at lokke borgere væk fra de større byer og til udkanten. Flytter man for eksempel til Finnmark eller Troms i stedet for at bo i Oslo, får man eftergivet 10 procent af sin studiegæld om året. Og det er langt fra den eneste positive særbehandling ‘udkants-normændene’ tilbydes. Man bydes nemlig velkommen med lavere topskat, lavere mellemskat samt et særligt udkants-fradrag. Derudover ikke at forglemme, at huspriserne, ligesom tilfældet er i Danmark, selvfølgelig er i bund.

Der ligger et ansvar på skuldrene af politikerne på Christiansborg, men i den grad også et ansvar hos lokalpolitikerne og lokalbefolkningen om at skabe noget, der er værd at vende tilbage til i provinsen rundt omkring i Danmark. De enkelte landsdele burde måske specialisere sig inden for noget. Hvis man kan skabe Silicon Valley i USA ud af ingenting, kan man vel også specialisere sig inden for et bestemt område  i de enkelte landsdele i Danmark, men det kræver vidst, at vi alle arbejder sammen for et fælles mål og nye idéer.

Beklager, troede, at jeg helt sikkert fik skrevet blogindlæg i dag også, men nej. Jeg har valgt at prioritere (det skal man jo). Jeg nyder derfor de sidste dage af min ferie med min familie, og har besluttet at bade i havet, nyde solnedgangen, drikke lidt vin og sådan bare i det hele taget være til stede sammen med nogle af dem, jeg elsker mest.

Har lige uploadet et par billeder fra min ferie  – både Bali og Singapore kan i den grad anbefales!

Håber, at I alle har en dejlig søndag og nyder foråret derhjemme (har hørt, at det er skønt vejr i dag).

Jeg vender stærkt tilbage om en uge (jeg har interviewaftale med flere spændende mennesker i nær fremtid).

Håber,  at vi ses 😉

Nusa Dua Beach, Bali

Sentosa Beach, Singapore

Nusa Dua Beach, Bali

Ayodya Resort, Nusa Dua, Bali.

Vi mennesker har alle dage forsøgt at identificere os selv som individer, men i høj grad også som en nation. Men hvad er egentlig dansk kultur og danskhed? Ligesom man ofte bliver mere bevidst om sin kultur, når der kommer rejsende til ens ’territorium’, bliver man også mere bevidst om danskheden, når man rejser. Man bliver mere bevidst om sin identitet og sit kulturelle ståsted – jeg gør i hvert fald. Man møder folk, der lever på en meget anderledes måde fra, hvad man er vant til, og det kan indimellem give stof til eftertanke, og ikke mindst være underholdende.

‘Danskhed’

Jeg sidder pt. i 30 graders varme på Bali i Indonesien og skriver dette indlæg. Jeg fik idéen til, hvad jeg skulle skrive allerede den første dag på dette skønne hotel på denne skønne ø. Det var så indlysende, at jeg var nødt til at skrive om det. Vi er de eneste danskere her på hotellet. Det passer mig fint – sådan kan jeg bedst lide det, når jeg er ude. Ikke fordi, der er noget galt med danskerne – tværtimod, men dem møder jeg jo hver dag hjemme i Danmark, så jeg finder det helt og aldeles charmerende, at samtlige gæster på hotellet er fra andre lande – og gerne lande langt langt væk. Det virker som en magnet på mig. Jeg søger altså ikke danskere (eller danskheden), når jeg rejser, men det pudsige er, at jeg bliver mere bevidst om min danskhed, når jeg rejser. Måske netop fordi, jeg søger andre kulturer og nationaliteter.

Nå, men det der danner hele grundlaget for dette indlæg, er i virkeligheden, at jeg i snart ti dage har boet på hotellet her, hvor der stort set kun er japanere og kinesere. Og de har i den grad gjort mig bevidst om, hvor forskellige de er fra mig. Ikke noget med ’rigtig’ og ’forkert’, blot forskellig fra hinanden. Et par enkelte australiere, amerikanere og europæere har sneget sig ind, men kun ganske få. Jeg har rejst meget i Asien, men sjovt nok altid boet på hoteller, hvor nationaliteterne har været meget blandet, men altså ikke denne gang i Indonesien. Misforstå mig ikke, det gør mig ikke noget, tværtimod, jeg har lært en masse. Men hold nu op, hvor er japanere og kinesere forskellige fra danskere. Selvfølgelig er folk fra Bali også anderledes fra en dansker , men det er bare ikke så udtalt, som jeg oplever det med kinesere og japanere. Nu ved jeg, at jeg gør noget, jeg hader, når andre gør. Jeg generaliserer. Og det er naturligvis lige så forkert, når jeg gør det, som når andre gør det. Alligevel kan jeg ikke helt lade være (undskyld). Men nu snakker jeg blot ud fra egne oplevelser her på min ferie.

Jeg skrev engang om, hvordan folk i provinsen og i storbyen havde forskellige holdninger til ting og opførte sig forskelligt fra hinanden i nogle henseender. Igen skal jeg selvfølgelig ikke generalisere, men ligesom, at vi danskere indimellem mener, at vi kan se, høre og mærke forskel på, hvor i Danmark vi kommer fra og/eller bor, har jeg ligeledes lagt mærke til, hvor ens vi danskere er, når vi er ude i den store verden. Herude er det ikke interessant, hvor i Danmark du er fra, næ, der er du ’bare’ dansk. Men det at høre til et sted, er i virkeligheden ikke ’bare’. Det er noget, der er meget vigtigt for langt de fleste – at være en del af et fællesskab, hvor man føler sig tryg.

Og præcis derfor søger vi danskere hinanden (det gælder selvfølgelig også alle andre nationer), når vi er udenlands i længere tid af gangen (jeg snakker ikke om ferier af tre ugers varighed). Det er det der med den fælles referenceramme, der gør os trygge. Og kan vi ikke finde en dansker, søger vi de nationaliteter, der ligner os mest. Da jeg var 19 år rejste jeg rundt i USA i fem måneder, og da jeg sad i Heathrow Lufthavn på vej hjem til Danmark, hørte jeg en dansker tale, og jeg havde bare lyst til at kramme hende (det ville nok være lidt underligt). Jeg følte tilhørsforholdet enormt stærkt, fordi jeg ikke havde mødt en dansker så længe (jeg nøjedes dog med, diskret, at sætte mig over ved siden af hende, sådan helt tilfældigt).

Selfie-generationen

‘Hyggesnak’

Nå, tilbage til min nuværende ferie-situation. Jeg kan begynde med at berolige danskerne med, at vores smartphone/tablet forbrug ikke er så slemt endda (selvom alle eksperterne siger det modsatte). Japanerne og kineserne her på hotellet har taget det til et helt nyt (og for mig indtil nu uset) niveau. Jeg sværger, jeg har aldrig set iphones, Ipads osv. blive brugt så flittigt og over alt (og jeg er endda slem selv).

Uanset, om du er ude for at opleve kulturelle seværdigheder, ligger ved poolen/på stranden, sidder og spiser på restaurant eller er ude at shoppe i butikker, står de klar med den nyeste teknologi. Jeg observerede et par over et par timer på en restaurant. På intet tidspunkt under hele middagen, talte de til hinanden. Overhovedet. De sad med hver deres Iphone (så meget for den hygge).

’Hvorfor, mor’?

De to uden vest, sidder, hvor man kan bunde. De skiftedes til at bruge den alt for store redningsvest (gad vide, om de har haft den med i kufferten)?

Regnjakke i poolen, men hvorfor?

’De spytter i poolen, mor. Det må de altså ikke’. Sådan sagde min datter på fire år forleden. Derudover undrer hun sig over, hvorfor de voksne gæster på hotellet ikke kan svømme. ’De er jo voksne, mor.’ Det er da helt i orden at opholde sig i en pool, hvori der ligger tyve kinesere iført regntøj (for ikke at blive solbrændte, går jeg ud fra) samt diverse oppustelige remedier beregnet til at holde dem flydende, men kunne de ikke evt. tage udstyret af, når de går rundt på resortet. Eller er det for meget forlangt?

Havde jeg ikke vidst bedre, havde jeg følt mig som en kendis, da det – bedst som man ligger og nyder solen fra sin solstol – flimrer for øjnene af en, og en selfiestang hænger hen over en iført et styks storsmilende kineser eller japaner, der forsøger at få dig med på billedet. De tager billeder af alt, alle og alle vegne, og når jeg siger billeder, mener jeg som i en seriøs photoshoot. Intet er overladt til tilfældighederne, og alt er dokumenteret. Jeg har ikke tal på de gange, min datter og jeg er blevet spurgt, om de må fotografere os?!

‘Os’ og ‘dem’

Min datter møder også altid en masse nye venner, når vi rejser – også venner, hvor hun må bruge hjemmelavet tegnsprog for at kommunikere, men det fungerer altid. Det pudsige er, at denne gang, har jeg lagt mærke til, at de børn, hun ‘snakker’/leger med, er de få europæere, australiere og amerikanere, der er på hotellet. Ikke fordi, hun ikke vil snakke med de japanske og kinesiske børn, men de virker slet ikke sociale på samme måde, som førnævnte. Igen, skal jeg ikke generalisere, men det pudsige er, at jeg talte med forældrene til de børn, min datter leger med, og de havde samme oplevelse. Så uden at ville det, bliver der et ’os’ og et ’dem’. Vi snakker lidt om, hvilke underlige ting, de gør og siger (og de gør sikkert det samme om os). Og det er da tankevækkende, da det hele bunder i kultur. Selvfølgelig kan der også være en sproglig barriere for nogle, men i dette tilfælde, virker det, på mig, mere som om, at de ’holder på’ ’os’ og ’dem’, men måske de tænker, at vi gør det samme…

Når alt dette er sagt, og forskelligheden er udstillet, er vi her jo alle af den samme årsag. Vi er på ferie for at slappe af, og hygge os med dem, vi elsker og holder af. Vi er flere forskellige nationaliteter samlet, der taler forskellige sprog, gør ting forskelligt, griner af forskellige ting, og ikke altid opfatter tingene på samme måde. Hvad der er uhøfligt i den ene kultur, er ikke altid uhøfligt i den anden osv. Men jeg ville nødig være denne oplevelse foruden. Det er faktisk ganske underholdende, og ikke mindst interessant. Jeg takker for, at vi ikke alle er ens – hvor ville det dog være kedeligt.

Medierne har længe svælget i idéen om ressourcesvage mennesker i provinsens mørke. Og ja, der er ressourcesvage i provinsens mørke, men det er der da alle vegne, vil du måske sige nu. Og ja, der er ressourcesvage alle vegne, men provinsen har fået en særlig status i den forbindelse, og det er der faktisk en grund til.

Vidste I måske, at på Lolland får hver femte borger i arbejdsstyrken førtidspension. Det er mere end fem gange så meget, som i fx Dragør. Og Lolland er ikke den eneste landkommune, som har mange førtidspensionister. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens undersøgelse har en lang række kommuner op mod 20 pct. af arbejdsstyrken på førtidspension. Det gælder for kommuner på Vestsjælland, Lolland Falster, Fyn, Sønderjylland og ved Limfjorden.

Langt de fleste førtidspensionister er lokale borgere, men enkelte kommuner melder også om en social trafik, hvor førtidspensionister fra storbyerne flytter på landet. På Lolland og Langeland er hver tyvende førtidspensionist tilflytter.  Det er da stof til eftertanke, da det jo desværre ikke bidrager til en bedre økonomi i yderområderne.

Vil gerne – tør ikke

De mennesker, der bor i ’udkantsdanmark’ oplever desværre øget utryghed og forringelse af levevilkårene. Hvor den danske stat ustandseligt står på spring for at øge væksten i København og de større byer med hospitaler, koncertsteder, metroer og anden infrastruktur, er det lidt som, at man har glemt udkantsområderne. Og det er jo netop udkantsområderne der, i den grad, har brug for både bedre infrastruktur og kulturliv.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, er der mange, der strømmer til de større byer, men drømmen om livet på landet har alligevel stadig godt tag i mange danskere. Ifølge en undersøgelse fra YouGov vil hver 5. dansker, der i dag bor enten i større byer eller i hovedstadsområdet, gerne bosætte sig på landet. Hvis de drømme blev til virkelighed, ville befolkningstallet i yderområderne stige med næsten 50 pct.

Undersøgelsens resultat står jo, mildest talt, i ret skarp kontrast til den ret negative omtale, som yderområderne i Danmark får i medierne. Til gengæld passer den fint sammen med de undersøgelser, som Center for fremtidsforskning har foretaget. Deres undersøgelser viser nemlig, at mange danskere gerne vil flytte i hus med egen have, men frygten for krisen og yderområderne har stoppet dem.

Ifølge YouGovs undersøgelse, er detsærligt naturen, folk tiltrækkes af, når de flytter på landet, men de kræver også, at der er god infrastruktur, gode institutioner og hurtig internetforbindelse, der gør det muligt at arbejde hjemmefra, ligesom mobildækningen skal være i orden.

Undersøgelsen understreger jo egentlig, at yderområderne i virkeligheden er mulighedernes land, hvilket må siges at stå i kontrast til alle de negative historier om provinsen, man får serveret af medierne. Men vil vi bevare levende lokalsamfund i hele Danmark, venter en stor opgave forude for os alle, ikke mindst regeringen og kommunerne.

Vil gerne – må ikke

Jeg har talt med flere ejendomsmæglere, der fortæller mig, at de nærmest dagligt oplever, at folk har problemer med at få finansieret deres boligkøb i ’udkantsdanmark’. Der er købere til husene i ’udkantsdanmark’, men de får ikke grønt lys af ’finansministeren’, der er bange for ’udkantsdanmark’, men dog ikke siger det højt. Det bliver derfor begrundet med noget andet, men hverken bankrådgiverne eller ejendomsmæglerne er i tvivl om, at det skyldes ’udkantsdanmark’ – sørgeligt nok. De små landsbyer dør ud, og nogen er nødt til at gøre noget for at få gang i hushandlerne – og der har da været en del forslag fra politisk side til, hvordan man kunne gribe det an

Jeg håber, at den danske stat (og kommunerne) kan se nødvendigheden af en bedre infrastruktur mellem landsdelene, og det der internet og den der mobildækning – det skal altså dække ALLE steder, ikke visse steder på matriklen. Man kan jo ikke sidde ude på terrassen eller på børnenes værelse, fordi signalet dér er bedst. Ligesom vigtigheden af, at man ikke er stavnsbundet, det er jo netop derfor, at folk ikke tør købe, hvilket igen er en ond cirkel, fordi man så ikke kan sælge, og så kører den ellers i ring. Men hvordan får vi brudt den onde cirkel?

Jeg har tænkt mig at hive fat i en række politikere, for at tale med dem om netop ’udkantsdanmark’. Jeg håber, at kunne få nogle mere konkrete svar på, hvordan de tænker, at vi alle sammen løser problemerne i yderområderne i dag. For det er da vigtigt for os alle uanset, hvor vi bor, at vi har et Danmark, der fungerer som en helhed, og at der er muligheder og ikke blot begrænsninger – også selvom man bor i en mindre provinsby.

Jeg er egentlig lidt træt af det store fede klistermærke, som provinsbyer får klistret i panden hver eneste dag af en eller anden, der aldrig har sat sine fødder udenfor København. En, der mener, at han/hun skal fortælle lidt om ’udkantsdanmark’. Udkant af hvad? Af København eller? Ja, det må det være, for det kan i hvert fald ikke være i udkanten af fx naturen, hvor man kan se solnedgangen, solopgangen og stjernerne på himlen,  og hvor havet og skoven mødes, som den gode nabo, de er til os herude. For i den henseende, er ‘udkantsdanmark’ i den grad i centrum. Og det er trist, at ikke alle kan se det også.

Danmark er altså, som sagt utallige gange tidligere, mere end vores smukke hovedstad. Og ja, jeg er med på, at det hedder ‘udkantsdanmark’, fordi det er et begreb, man bruger om de kommuner/byer, der i særlig grad lider under urbaniseringen. Men det er et meget negativt ladet ord, og netop fordi, provinsen mange steder bl.a. har en meget smuk natur, som jeg selv holder meget af, og i øvrigt opholder mig meget i, synes jeg, at det er en skam, at man skal have påklistret et mærkat, der er så negativt, når provinsen er så meget mere end, hvad mange opfatter den som.

Urbaniseringen er absolut ikke et nyt fænomen, og kommer vel heller ikke bag på de fleste, men måske det kommer bag på de fleste, at Danmark faktisk er et af de lande i EU, som forholdsmæssigt har oplevet den største bevægelse fra land til by. Danmarks Statistik har bl.a. lavet undersøgelser, der viser, at befolkningen i byer med mindst 20.000 indbyggere er steget med 7,6 pct. siden 2009, mens befolkningen i landdistrikterne er faldet med 5,2 pct.

Dét, der nok foruroliger mig mest, er, at ingen rigtig gør noget ved det. Jo jo, vi snakker alle om det, især politikerne og de såkaldte eksperter, men der sker bare ikke rigtig noget. Man lapper sådan i det små her og der, men intet, der sådan for alvor fører til ændringer, der er positive for de mindre provinsbyer. Alt forsvinder fra provinsen, det være sig uddannelser, kulturelle tilbud, hospitaler skoler osv. Den der med, at alle skal have lige muligheder, den holder vidst ikke rigtig længere. Det pudsige er, at alle de politiske partier hævder at ville gøre noget, og de mener sågar flere af dem, at det er dem, der har haft et lovforslag om netop denne problemstilling; hvordan gør vi noget ved udvandringen fra provinsen. Jeg er ligeglad med, hvem der har fundet på det, men lad os nu se noget handling – alle snakker bare. Der mangler i den grad visioner! Det er ikke nok, at man river et gammelt faldefærdigt hus ned her og der, bygger seks km af en motorvej eller forbedrer internetforbindelsen. Selvfølgelig er det alle tiltag, der gør en forskel, men helt ærligt, så skal der altså tænkes større og mere langsigtet.

Problemet, som jeg ser det, er, at ofte er det  folk, der bor i byen, nogle af dem har aldrig prøvet andet, og de ved i virkeligheden ikke meget om livet i de mindre provinsbyer. De har de der briller på, hvorpå der står, at alle, der bor i provinsen nok går med flyverdragt og træsko og lytter til Kandis. Hver søndag går de til banko og kører på genbrugen. Men faktisk kan det tælles på en hånd, de gange jeg har mødt en voksen i flyverdragt (og tak for det i øvrigt), og det er altså heller ikke alle i provinsen, der kan lide Kandis! Den der med genbrugen, den holder måske, og hvad så?

Nu er der måske nogen, der tænker, hvorfor det er så vigtigt, at vi har både og. Storby og provins – både de større og mindre provinsbyer. Det skal jeg fortælle. Eller jeg skal fortælle, hvorfor jeg synes, at det er vigtigt, at vi poster penge i det projekt. Fordi diversitet er vigtigt i et samfund. Jeg er godt med på, at vi går mod tider, der betyder, at flere mennesker samler sig i større byer, men der findes faktisk også en del, der gerne vil bo væk fra storbyen – som fx holder meget af naturen. Ja ja, så kommer næste spørgsmål måske – hvorfor bliver de mennesker så ikke bare boende i provinsen, vi andre i storbyen, og alt er godt. Men det er det jo ikke. Der mangler i den grad tilbud til børn, unge og ældre i provinsen, giv dem nu muligheder i stedet for begrænsninger.

Igen, jeg er godt med på, at provinsen ikke skal kunne måle sig med vores hovedstad, når vi taler kulturliv osv., men er det for meget at forlange, at fokus rettes lidt væk fra København et øjeblik og ud i provinsen, hvor flere mio. danskere trods alt stadig bor – mange af dem vil rent faktisk gerne blive boende – helt frivilligt (tro det eller ej). Det er lavet undersøgelser, der viser, at mange gerne vil flytte på landet, hvis blot der er job at få. Men jeg kan faktisk godt forstå, at folk er utrygge mange steder i yderområderne. Det handler både om velfærd og den almindelig service generelt, men i høj grad også udsigten til at blive stavnsbundet, når man træffer en beslutning om at købe hus i provinsen – der er jo ingen, der siger, at det er for altid, men følelsen af, at mulighederne bliver taget fra en, er der ikke mange der bryder sig om. Og det bidrager ikke just til, at folk flytter til de mindre byer.

Jeg er nok ikke en af dem, der kan se mig selv bo, hvor jeg bor nu til evig tid, og nu vil du måske stille spørgsmålstegn ved, hvorfor i alverden jeg så ‘kæmper’ et slag for provinsen.  Det gør jeg, fordi jeg, uanset, hvor jeg bor, altid vil elske min hjemstavn, nyde at komme tilbage på besøg, hvis jeg ikke længere boede der – og ALTID være af den mening, at der skal være plads til forskellighed, også hvad angår storby og provins. Begge har sin charme, og det ville være en skam, hvis det hele pludselig bare flød sammen. Jeg er født og opvokset i provinsen, har boet mange år i storbyen, er kommet tilbage til provinsen igen. Jeg ved præcis, hvilke fordele og ulemper, der er ved begge steder – i min optik i hvert fald. Og jeg vil vove at påstå (med risiko for at få prygl), at har man ikke boet i en mindre provinsby, så ved man ikke meget om, hvilke udfordringer, men i høj grad også glæder, de mennesker, der bor der, har.

Dét, jeg i virkeligheden vel forsøger at sige, er, at man ikke nødvendigvis behøver at være for det ene eller det andet. Man kan sagtens elske begge dele. Sådan er jeg ret sikker på, at rigtig mange mennesker i virkeligheden har det. Og netop derfor er det på tide, at der for alvor bliver gjort noget, der sender provinsen i Danmark i den rigtige retning.  Mon ikke, at den kommende valgkamp også kommer til at handle om bl.a. provinsen og urbaniseringen?! Men ligesom med så meget andet, er det en kamp, vi skal tage sammen – for at vinde i hvert fald.

Jeg har længe, som i rigtig længe, som i mange år, undret mig over, hvad det er, der gør, at reality-tv er så populært. Altså, jeg forstår godt, hvorfor noget af det er populært, men så langt fra det meste. Danmark overrendes pt. af de der ’wanna be kendte’ og ’semi-kendte’. Jeg er relativt ofte i København, og sidst jeg var ude en lørdagaften med nogle af mine veninder, var jeg tæt på at dø af grin over den der ’star’-status, nogle mennesker (som hverken jeg eller resten af selskabet for den sags skyld anede, hvem var) mener, at de har. Hold nu op, hvor er København overrendt af den slags (måske jeg kommer de forkerte steder, og burde følge et par af mine venners råd og tage på bodega i stedet). Nå, men ‘den slags’ ser man alligevel ikke i provinsen, og tak for det. Meget savner jeg herude, men lige i dette tilfælde, er jeg ret godt tilfreds. Så hellere være en ‘bonderøv’ da.

Og det er altså ikke fordi, jeg skal spille en af de der hellige, der hævder aldrig at se tv, fordi de har vigtigere ting at tage sig til. Og hvis de endelig ser tv, er det kun nyhederne og politiske debatprogrammer, fordi de er åh så korrekte. Ja ja, bevares, dem er der nogle af, jeg er bare ikke en af dem. I øvrigt ser de ( i hvert fald størstedelen) også reality-tv, men enten vil de ikke være ved det, eller også er de ikke klar over det, men det kommer vi til. Jeg ser tegnefilm, håbløs romantiske kærlighedskomedier, åndssvage sjove film, tv-serier og science-fiction film. Om jeg lærer noget af det, næ, nok ikke, men det underholder mig. Og hvis reality-tv underholder en masse mennesker, er det vel også fair nok. Jeg undrer mig bare. Jeg er heller ikke egentlig modstander af reality-tv, jeg kan bare ikke rigtig finde underholdningsværdien i det meste af det reality-tv, der sendes i dag.

Nå, men, jeg har altså vigtige ting at tage mig til en gang imellem, såsom at slappe af foran mit tv. Men det er Netflix, der har overtaget mit tv. Det har det simpelthen, fordi der er så meget reality-tv på tv-stationerne i dag, at jeg er ved at blive sindssyg. Igen, jeg ser bestemt ikke kun dokumentarprogrammer om 2. Verdenskrig og fransk surrealistiske film med et snert af grønlandsk fangerkultur samt politiske debatprogrammer. Jeg ser da også ’ligegyldigt’ tv, udelukkende for underholdningens skyld. Men det er jo netop også underholdningsværdien, jeg sætter spørgsmålstegn ved, når jeg taler reality-tv. Jeg mener, jeg er jo godt klar over, at jeg ikke ligefrem bliver klogere af at se den slags. Det er vi enige om. Jeg ved også, at reality-tv sniger sig ind på mig indimellem, fordi jeg simpelthen bliver så chokeret over, hvad deltagerne gør og siger, at jeg er ’nødt til’ at se det. Men ærligt, interessen ryger altså efter et par min., og det gør den jo netop, fordi underholdningsværdien, efter min mening, er så ringe.

Faldt over denne på Anders Hemmingsens profil på Instagram – @andershemmingsen

Dengang da

Dengang, reality-tv tog sin begyndelse, var der ligesom en form for ‘berettigelse’ – der var jo en handling. De skulle yde et eller andet. De skulle lære et eller andet. De skulle kunne et eller andet. Indrømmet, de elementer rummer visse reality-programmer stadig i dag, men faktum er desværre, at de fleste reality-programmer i dag ikke handler om noget som helst. De kan ingenting (udover at sige virkelige uintelligente ting). De er ikke sjove. Der er ikke nogen pointe, morale, debat (giv mig dog et eller andet). Nogle reality-stjerner har endda formået at gøre en karriere ud af at deltage i det ene program efter det andet, fordi de evner at gøre sig selv til en historie. De evner at gøre et stort nummer ud af ingenting, og indrømmet – det er da smart. Den skal de have. For jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan blive så populær på, dét, der umiddelbart for mig, er ingenting.

Da den første Robinson Ekspedition dukkede op på de danske tv-skærme i 1998, var der mange, der mente, at reality-fænomenet var en døgnflue. Det var det så ikke. Næsten alle kanaler viser en eller anden form for reality-tv, men mange dækker det ind som værende ’reportage’. Mange drømmer om at blive kendte, og reality-tv er i dag vejen frem. De kæmper alle sammen hårdt for opmærksomhed. De gør, hvad de kan for at få den. De tjener godt på deres eget brand – dem selv. De skriver bøger, laver photoshoots, events, har blogs osv., og nogle af dem gør det godt. ’Reality-stjerner’ er mange steder defineret som værende ’ikke rigtige stjerner’. De har ikke noget særligt talent og er kun i cirkulation i en relativt kort periode.

Mange skelner mellem ’celebrities’, der er kendte for at være gode til noget, og dem, der blot er kendt for at være kendte. Reality-genren producerer i den grad ’stjerner’ med udløbsdato. Kun de ’bedste’ er i stand til at udskyde den, og det er dem, der formår at holde sig i mediernes søgelys (så pyt med, hvad de er i søgelyset for, så længe de er der). Nu er der måske nogle, der vil sige, at rønnebærrene er sure, og ja, det er de måske nok, men kun til en vis grad. Faktisk tager jeg hatten af for de mennesker, der har formået at gøre reality-konceptet til en levevej. Tænk at kunne ingenting og så blive populær på det. Fantastisk.

Der er sågar et prisuddelingsshow, der hedder ’Reality Awards’, som arrangeres af ugebladet Se og Hør (hvem ellers). Showet opstod sidste år som et oprør mod, at reality-genren overses ved de store tv-prisuddelinger. Hmmm, hvorfor mon? ’’Reality Awards’ kårer bl.a. ’Årets bedste bryster’, ‘ Årets største skandale’ og ‘Årets brandert’  – taler det i virkeligheden ikke for sig selv? Hvem i al verden, der er ved sit fulde fem, vil dog have en pris for det?

Hvad er reality-tv egentlig

Højtuddannede foragter typisk reality-tv som fx ’Paradise Hotel’. Det ses som plat og fordummende. Omvendt er der i ’smagseliten’ fx stor respekt for tv-debatter såsom ’Debatten’ og ’Deadline’. Programmerne ses som oplysende. Men egentlig er der vel ikke stor forskel på ovenstående programmer, og det vi alle kalder ’reality-tv’. Og så alligevel. Det er muligt, at det er en form for reality-tv, men ovenstående programmer understreger netop min pointe med at have en form for værdi, i det her tilfælde – et budskab, men igen det afhænger vel af øjnene, der ser. Uanset, politiske debatprogrammer er vel på et eller andet plan reality-tv for eliten, og de berettiger det med, at de gør det for en større sag, men i sidste ende, er de vel deltagere i en eller anden form for reality-program. Politisk eller ej, alt efter, hvem der er i studiet, kan den slags programmer næsten også være fordummende. Fælles for dem alle – de vil gerne ses, og hvem vil i virkeligheden ikke det? Spørgsmålet er blot, HVAD vi vil ses, kendes og huskes for.

Jeg har fundet ud af, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (ja, det lyder kedeligt, men det er det faktisk ikke helt), har lavet flere interessante undersøgelser gennem årene. Fx har mange den idé, at vi bosætter os længere fra hjemegnen end, hvad tilfældet var tidligere. Men hvor langt vi bor fra, hvor vi er født, og hvorvidt den afstand er uafhængig af, hvor i landet, vi er født – de spørgsmål har man bl.a. undersøgt. Ligesom man kan finde svaret på spørgsmålet om, jyderne virkelig er ved at ’overtage’ København. Det er da ret interessant information, for forskellene er ret markante på nogle områder, og jeg har da også taget voldsomt fejl i visse af mine antagelser. Jeg troede fx, at langt færre boede tæt på deres hjemegn end, hvad tilfældet er.

Kærlighed til hjemegnen

Der bor i dag 90.000 færre personer i Jylland, end der er født. Udvandringen er sket fra alle landsdele, bortset fra Århusområdet (nordjyderne flytter heller ikke meget, men det kommer vi til), som tværtimod oplever en tilvandring (ligesom de andre større byer i Danmark).

Men i det hele taget, skal vi ikke undervurdere kærligheden til hjemegnen, da 2,3 millioner af danskerne faktisk bor mindre end 10 kilometer fra, hvor de er født. Jeg er ret sikker på, at det må være de sociale netværk – venner og familie, der har stor betydning for os. Men jeg er ydermere ret sikker på, at det høje tal også indikerer, at mange er knyttet til selve området, hvor de er vokset op – simpelthen fordi det er trygt. Faktisk viser tallene også, at 3,1 millioner af danskerne, altså 63 pct. bor i samme landsdel, som de er født. Det er altså pænt mange…

Jyderne overtager ikke København lige med det samme

Man har i mange år sagt, at jyderne overtager København på et tidspunkt, og at de er godt i gang, men det passer faktisk ikke. Mindre end en femtedel af Københavns indbyggere er født i Jylland.

Undersøgelsen viser, at 78 pct. af befolkningen i København er født på Sjælland. 54 pct. af befolkningen i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør stammer oprindeligt fra området. 33 pct. af borgerne i hovedstaden er født i Københavns omegnskommuner. Tallene viser, at kun 75.000 af personerne, der er bosat i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør er født i Jylland, hvilket svarer til 17 pct.

Jeg var ret sikker på, at tallet var højere, men det viser vel bare, at man har en vis tendens til at tro på de små historier, der opstår rundt omkring, uden egentlig evidens for de forskellige udsagn.

Udover de ’rigtige’ københavnere, er det omegnskommunerne til hovedstaden, der har den største andel indbyggere i København – ti pct. Hvorimod tallet for personer født i Østjylland, er tre pct.

Der er faktisk i dag færre indbyggere i København, end der var i 1950’erne – det er da interessant. Jeg troede klart, at der var flere i dag. Det skal dog påpeges, at København er vokset befolkningsmæssigt de seneste årtier, og at dette ikke ser ud til at falde foreløbig.

I dag bor der 570.000 indbyggere i København, hvilket er 184.000 mindre end 1950. Der skal selvfølgelig tages højde for, hvordan man definerer, hvad København er. Definitionerne er jo ret forskellige afhængig af, hvem du spørger. Men her går jeg selvfølgelig ud fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters definition. Aabenraa Kommune i Sønderjylland er den kommune, hvor færrest bor tæt på deres fødested, nemlig 32 pct. Hvorimod nordjyderne ikke så gerne flytter – 80 pct. af nordjyderne er født i Nordjylland.

Arbejdsløse til provinsen

Nord for København er det sted i landet, hvor færrest af indbyggerne er født i nærheden. I Hørsholm hedder tallet fx 28 pct.. De høje boligpriser tiltrækker de mennesker, der har penge. En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser nemlig, at der generelt er en tendens til, at højtlønnede flytter til Hovedstadsområdet (herunder også Nordsjælland) samt Østjylland, mens arbejdsløse og lønmodtagere med lavere løn flytter til yderområderne som Vest- og Sydsjælland, hvor kun 72 pct. af tilflytterne i 2011 var beskæftigede.

Jeg ved, at det er et indlæg med mange tørre tal, men jeg synes, at det er interessant at se lidt fakta omkring alle de vandrehistorier,  der nu engang er – og hvoraf halvdelen er fri fantasi. Hvorvidt jeg selv er flyttet tilbage til min hjemstavn pga. sociale relationer, kærlighed til området eller andet, har jeg ofte tænkt over. Men det er nok i virkeligheden en god blanding. Jeg elsker naturen, hvor jeg bor, men mht. sociale relationer, er min famile ret spredt rundt om i landet (og udlandet), ligeså er mine venner. Det betyder, at uanset, hvor jeg vælger at bo, er der altid nogle, som betyder meget for mig, jeg vil savne. Men det er klart, at visse mennesker er vigtigere i mit liv end andre, og det vil da også være en faktor, der spiller ind i fremtiden mht., hvor jeg bor. Uanset, kan jeg dog – med hånden på hjertet – sige, at min hjemegn altid vil have en særlig plads i mit hjerte uanset, hvor jeg bor i verden.

Jeg slog for sjovt ordet ’provins’ op forleden. Det er defineret på flere forskellige måder, men ét sted stod provinsen defineret således: ’Den del af et land, som ligger uden for hovedstadsområdet’. Det passer vel meget godt på, at mange københavnere mener, at alt uden for København er provinsen. Et andet sted stod der: ’Et geografisk område, man synes savner betydning og er tilbagestående, ofte i en bestemt henseende’.

Det er da en ret tankevækkende definition. Selvfølgelig kan fx København noget, provinsen ikke kan, men det betyder vel ikke ligefrem, at provinsen savner betydning eller? Provinsen kan jo også noget, storbyen ikke kan. Men jeg er nu alligevel ikke et øjeblik i tvivl om, at mange faktisk opfatter ’provinsen’ som et lidt negativt ladet ord, desværre.

Vest for Valby Bakke – et No Go

Flere af mine venner i København er stadig skrækslagne ved tanken om at bevæge sig vest for Valby Bakke. Det sjove er, at langt de fleste af dem selv er født og opvokset i provinsen, men tanken om at flytte tilbage, giver dem hjertebanken og åndenød. De kan sagtens tage til alverdens afkroge, så længe det er afkroge i udlandet, så er det jo bare spændende og sådan lidt ‘hipsteragtigt’. Men provinsen i Danmark, aaaaargh der strammer vi den vidst. Der er af en eller anden årsag længere fra København til provinsen, end der er fra provinsen til København, eller?

”Hvad vil du i provinsen, der hører du da ikke til?”, spurgte de, da jeg flyttede. Men jeg var ligeglad. Nej, det er løgn. Jeg var ikke ligeglad. Jeg var glad. Glad for det valg, jeg havde truffet (og det forholder sig jo nu engang også således, at netop sådan et valg, kan man ændre, når man har lyst). Jeg havde på det tidspunkt fået nok af biler, mennesker, smog, bygninger, larm og køer (ikke dem, der siger muh). Jeg skulle væk fra byen og dens forurening – ud i naturen. Men ved I, hvad jeg også skulle væk fra? Småborgerligheden. Ikke fordi småborgerligheden ikke eksisterer i bedste velgående i provinsen, for det gør den da. Men jeg kan godt lide, at man i provinsen ofte står ved det. Der bliver ikke lagt skjul på det provinsielle. Det gør der i København.

Jeg har rigtig mange venner i København, og jeg holder af hver og en, men mange af dem bliver, som sagt, nærmest traumatiserede, hvis man nævner at flytte tilbage til provinsen. Mange af dem har også en teori om, at de er lidt mindre småborgerlige, lidt smartere end, hvad man er i provinsen, for ’derude’ har man da slet ikke fingeren på pulsen. Der bliver man pr. automatik en bonderøv. Men københavnere er også provinsielle.

Småborgerligheden lurer bag facaden

Officielt er der jo ingen grænser for, hvor frisindet, kosmopolitiske og politiske korrekte man er i København, men bag facaden lurer småborgerligheden – præcis som hos alle bonderøvene. Vi er sgu’ alle sammen lidt småborgerlige, når det kommer til stykket – i hvert fald på visse områder. Og mht. at være snæversynet, er det åbenbart noget, provinsboere hidtil har haft eneret til at være, i hvert fald ifølge de københavnere, der er så hipster, at de ikke kan forstå, hvad man laver lidt væk fra byen. De er nærmest ved at kaste op ved tanken om, at man frivilligt har bosat sig en times tid fra København. Det sjove er, at mange i provinsen forstår deres valg mht. at bo i København. Hvem lider i virkeligheden under at være snæversynet?

Jeg har nævnt det før, og jeg nævner det igen. Det, jeg godt kan lide ved at bo på landet, er naturen. Det handler om årstiderne, stjernerne på himlen (som man rent faktisk kan se herude), stilheden, skønheden, freden og den friske luft. Det giver plads til alle mine tanker (og dem er der mange af). Sådan en weekend som denne, hvor sneen ligger tykt, er det en kæmpe gave at have store kælkebakker i baghaven, når man har en datter på fire, der ikke kan få nok af sne og udendørsliv i det hele taget.

Frisindet på retur

København var engang kendt for sit frisind, det frisind er, i min optik, forsvundet mange steder i København. København har forandret sig. Nu vil jeg lige tilføje, at jeg elsker København, og altid vil gøre det. Der er mange fantastiske ting ved vores hovedstad, og jeg kan bestemt ikke udelukke, at jeg vender tilbage. Men København er blevet pænere, og pladsen til de skæve eksistenser er blevet mindre mange steder i byen. København er jo i virkeligheden mange steder små nydelige bysamfund – provinsen om igen. Små provinsielle samfund med (egne) regler –  også de uskrevne af slagsen. Måske er der i virkeligheden lige så mange skæve eksistenser i provinsen efterhånden?

Hipster-tosser

Fiskeren her kunne være inspiration for hipsteren.

Apropos hipster og have fingeren på pulsen. I min verden er hipster et udtryk for utrolig seje mennesker – i hvert fald ifølge dem selv. Den letteste måde at spotte en hipster på, er ved hjælp af deres udseende, da de alle sammen har deres egen helt unikke tøjstil. Desværre er problemet, at den helt unikke stil har det med at sprede sig som ringe i vandet, og på den måde skabe en ny mode. Ergo er det altså ikke særlig unikt længere. Det har man vidst bare glemt at fortælle hipsterne.

Vi mennesker er nogle sjove nogle. Vi vil gerne passe ind sammen med de andre, men vi vil samtidig gerne adskille os og være lidt unikke og ikke helt som de andre. I virkeligheden handler det vel om, at vi ofte higer efter at være det, vi ikke er, og det vi er, tager vi ofte afstand fra…