Kategori: blog-forside (Side 9 af 18)

I kender ham godt. Eller de fleste ved i hvert fald, hvem han er. Lakridskongen. Jeg havde forleden dag en hyggelig samtale med Johan Bülow, der som bekendt laver noget ret lækkert lakrids, i hvert fald efter min mening. Og efter at have talt med ham, var jeg ikke i tvivl om, at han, udover at lave lakrids, har meget andet at byde ind med. Johan er fra Bornholm, men bor i København, og hans hjerte ligger vidst lidt begge steder – præcis som jeg har det med København og min hjemegn. Han er ‘nede på jorden’ på den helt rigtige måde, og nej, der er vel ikke en forkert måde at være nede på jorden på.  Men ‘den rigtige måde’ betyder, at han er sjov og hjertevarm uden at være smartrøv, fordi han er kendt (og dem er der desværre alt for mange af), men samtidig kender han sit værd, og er ikke bange for at sige, at det går godt – at hans forretning  er en succes. At han er en succes. Bravo! Jeg elsker, når folk har succes, og ikke er bange for at stå ved det, og det er uanset, hvad succesen består i. Jeg er vokset op, ganske som Johan, med et bagland, der aldrig har tvivlet på mig, uanset hvilke tossede idéer, jeg fik (og dem har der faktisk været et par stykker af). Men man skal give sig selv lov til at drømme, og man skal forfølge de drømme. Man skal ALDRIG lade sig nøje!

Lakrids, Johan Bülow

Nå, men mht. til ham lakridskongen. Der er ingen tvivl om, at han ramte lige præcis det rette tidspunkt. Ikke, at jeg siger, at hans idé ikke var god (for det var/er den jo selvfølgelig), men selv den bedste idé på det forkerte tidspunkt, er dødsdømt. Han fik en god idé, og tiden var lige præcis rigtig. Tiden er stadig rigtig. Derudover skal man ikke tage fejl. Johan er hårdtarbejdende, og hviler ikke på laurbærrene. Han er, som sagt, oprindeligt fra Bornholm, og startede da også sin lakrids-succes i provinsen. Johan kan sagtens se, at centraliseringen har konsekvenser for de små samfund, men er egentlig ikke så bekymret over den, da han mener, at flere og flere begynder at fravælge storbylivet til fordel for det rolige liv i provinsen, hvor der ofte er andre værdier i højsædet.

Jeg kan mærke, at der er en tilstrømning i forhold til, at man gerne vil ud af byerne igen, men det handler også om, hvilke mennesker, der flytter ud af byerne og ud på landet – ud i provinserne. Med den rigtige power kan man få en masse op af stå i provinsen. Det er selvfølgelig en proces, da alt i dag er centraliseret omkring de store byer – primært universitetsbyerne. Byerne har også meget at byde på, det kan man ikke komme uden om, og jeg tror, at nogle områder i provinsen vil blive lagt øde hen på den bekostning, men derimod tror jeg også, at andre steder i provinsen vil se en tilstrømning af tilflyttere fra byerne. Bornholm, hvor jeg kommer fra, er faktisk et godt eksempel. Her sker der noget, folk flytter faktisk hertil.

Vi snakkede lidt om Internettet og de sociale mediers indflydelse på, hvor det er praktisk fysisk at opholde sig i landet, hvis man fx er selvstændig. Ligesom vi talte om betydningen af at være, hvor det sner. Og det sner altså stadig lidt mere i byerne, primært København.

Man kan i princippet være hvor som helst med sin forretning i dag pga. internettet – de sociale medier osv., men det er alligevel ikke helt rigtigt. For det handler også om at være der, hvor det sker. Og faktum er bare, at det sker i storbyerne – ofte København. Men så må man finde en måde, at få dansk iværksætteri mere ud i provinsen, så alle de gode idéer også kan få grobund derude. Jeg tog fx ,i sin tid, tilbage til Bornholm og åbnede forretning der. Bornholm gav mig mange flere muligheder, end København på det tidspunkt, fordi jeg ingen penge havde, og på Bornholm var mine omkostninger ved at åbne forretning meget lavere, end de ville have været i København. Da virksomheden så voksede, valgte jeg, at fabrikken skulle ligge i København, da det var det eneste korrekte i forhold til fremtidig vækst. og det er vel der, man skal sætte ind, tænker jeg…

I forbindelse med, at vi snakkede om flere muligheder i provinsen, talte vi også om vores alle sammens Jantelov, som jeg jo tidligere har nævnt ved flere lejligheder, og spurgte da også Johan, hvad han tænkte omkring Janteloven, og om han måske havde mærket til den. Ligesom flest andre grinte han og fortalte sjove historier om at stikke næsen lidt for langt frem.

Bornholm er et meget mindre samfund, end fx København. Her er dejligt og roligt, og det er klart, at kommer man i en stor dyr bil, så snakker hele byen, De cykler jo ligefrem rundt på øen efter den der skide bil. Sådan er det i små samfund, og sådan har det altid været. Det er der ikke noget galt med, folk er jo ofte bare nysgerrige, men der skal da ikke herske tvivl om, at man er underlagt nogle ting, bl.a. Janteloven, især i provinsen. Måske  fordi man bliver lagt mere mærke til her, end i byen, hvor der er så mange mennesker. Jeg har da også fået nogle kæmpe slag over nallerne, til trods for, at jeg da mener at have opført mig pænt. Men det er ikke bare i Danmark, at Janteloven er til stede. Jeg er fx ved at åbne forretning i Oslo, og her fungerer det på samme måde. Det er ret vigtigt, at man har en afslappet tilgang til tingene, og en ærlig og fornuftig facon. Man skal ikke spille smart og stille op i en fancy bil, så bliver man hurtigt dømt. Ikke at jeg har gjort det, men det sjove er, at i Tyskland fx er det helt anderledes. Her skal man tværtimod helst vise, hvor godt det går, hvis du fx skal opnå noget i forretningsverdenen, så her er det fx en fordel at komme i en fin bil. Og tager man USA har vi jo den amerikanske drøm, hvor man næsten får klapsalver, hvis man kommer kørende i en Ferrari. Det er jo i virkeligheden pudsigt, hvor stor forskel der er alt efter, hvor man befinder sig henne i verden. Men generelt har danskerne nu været ekstremt søde ved mig, og bakket op om min idé, hvilket jeg selvfølgelig er rigtig glad for, ellers var det jo ikke gået…

Det kommer nok ikke bag på nogen, at iværksætteri ligger Johans hjerte nær. Han har mange gode idéer til, hvordan man kunne løfte erhvervslivet – også i provinsen.

Man burde gøre mere for iværksætterne i hele Danmark, og i stedet for at være så storbyfokuseret, skulle vi tænke lidt mere kreativt. Der er så mange muligheder i hele Danmark. Provinsen er jo oplagt, hvad angår fødevarer, og den opmærksomhed, der netop er på ordentlige danske, lokale råvarer for øjeblikket. Hvorfor går regeringen, kommunerne ikke ind og støtter mere op om den enkelte iværksætter med den gode idé fx? Det er jo den slags, vi har brug for i Danmark. Vi har brug for kreative, kloge og smarte mennesker, der tør satse på den gode idé, de har fået. Men de har ofte brug for lidt hjælp i begyndelsen…

Jeg blev virkelig inspireret af at tale med Johan, og efter min snak med ham (og et par stykker mere), er en af mine idéer gået videre til næste step, så må vi se, hvor det fører mig hen. En ting er i hvert fald sikkert, man kommer ikke sovende til noget, det kræver en god idé og  hårdt arbejde,  men så er man også godt på vej… Min far sagde en gang til mig, at jeg måtte love ham aldrig at stoppe med at drømme, og at jeg skulle forfølge mine drømme – og det løfte har jeg tænkt mig fortsat at holde 😉

Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, før min veninde fra USA (faktisk har flere af mine venner derovre sagt det i mange år nu) gjorde mig opmærksom på det. Hvor privilegeret jeg (vi danskere) er, når jeg (vi) kan sove med åben vindue om natten, uden frygt for, at en eller anden psykopat kravler ind af det. At jeg kan slå et telt op i min have og sove der sammen med min datter, at døre og vinduer står vidt åbne herhjemme, så snart den første solstråle viser sig på forårshimlen, uden at blive invaderet af insekter (eller psykopater). Jo vidst har vi da myg (det er jo også en slags psykopater), fluer og andet godt, men da ikke i et omfang, hvor det ligefrem betyder, at de vrimler ind af døre og vinduer, fordi vi lukker dem op. Og da slet ikke, så vi ikke opholder os udenfor pga. dem. Og jo, vi har da også psykopater i det her miniputland, men åbenbart ikke så mange, at vi ikke har lyst til at sove i vores egen have eller ikke tør lade vinduet stå åbent, mens vi sover (måske nok afhængig af, hvor man bor i Danmark trods alt).

Leg i haven, så snart vejret tillader det…;-)

Det tror jeg faktisk heller ikke, at de ville gøre i USA, altså vrimle ind af døre og vinduer – hverken insekter eller psykopater. Selvfølgelig afhængig af, hvor i landet, man bor (her tænker jeg mest insekter), men generelt er amerikanerne altså bare lidt hysteriske mht. insekter, og mange tror også, at der med sikkerhed vil kravle et stk. psykopat ind af vinduet til dem om natten, hvis vinduet ikke er lukket. Ligesom alle biler i USA pr. automatik låser, når man sætter sig ind i dem og ruller af sted, for tænkt nu hvis en eller anden psykopat kommer og åbner din bildør i lyskrydset, mens du holder for rødt. Det er jo helt tænkeligt – i hvert fald i mine amerikanske venners øjne. Og ja, der er da tilfælde, hvor det er sket,  men det er der vel også herhjemme i Danmark. Jeg mener at kunne huske, at vi danskere har et noget heftigere temperament, hvad angår bilkørsel, end amerikanerne , og at en enkelt eller to er blevet hevet ud af deres biler pga. deres kørsel (eller mangel på samme). Det er ikke mere end et par uger siden, hvor en ældre mand, der passede sit job for kommunen, hvor jeg bor, fik et knytnæve af en bilist, idet denne mente, at han ikke gav plads på landevejen (han kørte i traktor) Og ja, bevares, de kan da være irriterende at ligge bagved (især hvis man har travlt), men ligefrem at parkere sin bil midt på landevejen for derefter at uddele en knytter i gave, fordi man er sur, det er vidst at læne sig lidt op af psykopat. Heldigvis har vi ikke mange af den slags, og det sker jo ikke ofte.

Så jo, vi har altså også psykopater herhjemme i lille Danmark, men forskellen er nok bare, at vi ikke lader dem styre vores liv. Selvfølgelig ved jeg godt, at de har nogle helt andre problemer i USA, som skal håndteres helt anderledes fra, hvad vi er vant til i Danmark, bl.a. pga. deres str. og ikke mindst våbenlov, og det er lige her, at jeg stopper op, og tænker, vi er faktisk ret heldige her i Danmark. Jeg har rejst meget i USA, boet der og elsker landet (på godt og ondt), og synes, at amerikanerne er fantastiske, men spøgelser, dem ser de altså nogle gange, hvad enten det er i form af insekter – mange af mine venner hævder, at de har så mange insekter, at de ikke kan sidde udenfor, mærkeligt nok har jeg aldrig bemærket de insekter, når jeg har opholdt mig udenfor?! Eller psykopater – de springer nærmest op fra buskene ifølge amerikanerne, selv solen er de rædselslagne for mange steder. Jo vidst kan den da give hudcancer, men nok ikke fordi, man opholder sig i den på en fornuftig måde. Mine venner og jeg griner lidt af hinanden og vores forskelligheder, men jeg undrer mig nu altså stadig over, at vi er så ens og så stadig så forskellige på nogle punkter, bare fordi vi er opvokset i henholdsvis Danmark og USA.

Så snart vejret er til det, opholder vi os og spiser udenfor. Her Aura-Xenia med eftermiddagsmad på terrassen.

Noget andet, jeg egentlig heller ikke rigtig har tænkt over, er mit forhold(der nok er ligesom de fleste danskeres)til det at opholde sig udenfor, når det fx er spisetid , især om sommeren. Så snart jeg kan se mit snit til det, er terrassen en udvidet del af stue/køkken, og vi sidder ude og spiser, og opholder os i det hele taget ude det meste af tiden, når vi er hjemme om sommeren. Jeg besøgte nogle af mine venner i USA i maj, hvor det i øvrigt var skønt vejr, omkring 30 grader og solskin. Jeg boede hos dem i tre dage i Washington D.C., men ikke én eneste gang spiste vi udenfor eller sad på deres terrasse om aftenen med stearinlys (som jeg er vant til om sommeren hjemme), og det samme var tilfældet for alle naboerne. Jeg mødte heller ikke nogle, der gik eller løb, da jeg var ude på mine løbeture til trods for, at de bor i et meget smukt område langs Potomac River i Maryland, hvor der er en ekstrem smuk natur, smukke huse med dejlige terrasser beliggende i smukke villakvarterer, men de sidder alle indenfor i deres huse med aircondition. Med mindre at man tager ind til byerne, der er de bedre til at have udendørsrestauranter, caféer, parker – i det hele taget lidt mere udendørsliv. Det pudsige var faktisk, at jeg kom lige fra New York, hvor jeg hver dag havde spist udenfor på små hyggelige restauranter/caféer.

Potomac River, Maryland, nær Washington D.C.

En lille bydel (Bethesda)nær Washingotn D.C., hvor man dyrker udelivet meget – OG tag på ‘Lukes’, hvis I kommer på de kanter, se lige, hvad jeg spiser… 😉

Det er endnu mere pudsigt, fordi vi, i Danmark (mange steder i Europa i det hele taget), alle er gode til at opholde os udenfor, så snart vejret er til det, hvad enten vi bor i storbyen, i provinsen eller laaaangt ude på landet. Vi bruger bare udendørslivet på hver sin måde, men udenfor det er vi altså.  Vi elsker alle solen og varmen, og ja bevares, jeg ved, at der bliver markant varmere visse steder i USA end i Danmark. Jeg forstår fx, at mine venner i Arizona måske ikke spiser ude, når det er varmest om sommeren, da det er temmelig varmt, men mange af mine andre venner, der bor med knap så mange varmegrader, har smukke haver og terrasser, men de er kun til pynt, intet andet.

Området ved Potomac River, hvor jeg undrede mig meget over at ingen sad ude i deres smukke haver og nød foråret.

Faktisk er Californien på flere områder mere lig Europa, mere lig Danmark. Her cykler man, løber ture langs strandene, og i det hele taget er man meget mere udendørs, herunder også når man spiser, men igen er det et storbyfænomen. Det er i hvert fald i byerne, at restauranterne har masser af udendørsplads. Det forstår de altså i storbyen (og de mindre byer, som stadig er ‘storby’ for en dansker), men  ikke i alle de suburbs, der ligger spredt rundt omkring i det kæmpe land. Hvis så bare, at det var fordi, ligesom tilfældet ofte er i Danmark, at man i provinsen bruger sin have meget, men det gør de jo ikke engang? Igen, jeg har været i mange stater, og de er på flere områder lige så forskellige fra hinanden, som fx de europæiske lande er, så selvfølgelig er fænomenet mere udbredt nogle steder end andre, men det undrer mig bare, at mange steder, hvor klimaet, i min bog, er fantastisk, der dyrker man ikke rigtig udendørslivet.

Dét jeg prøver at sige er, at vi i Danmark er utrolig heldige, at vi har den tilgang til at opholde os udendørs, som vi har. Hvor mange amerikanere, tror I måske, at jeg har set gå tur med deres baby i barnevogn udenfor alle de gange, jeg har været derovre? Eller set en baby sove i sin barnevogn udenfor i sin egen have vel at mærke (nu kan jeg selvfølgelig ikke se ind i alle haver, jeg kommer forbi, men mange amerikanerne har faktisk ret åbne haver i forhold til os danskere, der gemmer os bag ligusterhækken). Ingen. Man bruger slet ikke i samme grad det at sidde i sin have, cykle, at gå tur med barnevogne, stå på rulleskøjter og slentre en søndagstur (der er selvfølgelig undtagelser, fx californien når det kommer til at cykle, rulleskøjteløb, løbeture osv.).

En hel almindelig del af vores hverdag (om sommeren især) – og mange danskeres.

Det korte af det lange er, at det mine venner i udlandet flere gange har sagt til mig, endelig satte sig fast, for hvor er det dog fantastisk, at udendørslivet i så høj en grad er en del af mange danskeres hverdag, hvad enten de bor i storbyen eller i provinsen. Mange cykler på job, nogle løber endda. Vi bruger fritiden på landevejen med cykler og løbesko, går ned i byen med vores børn, slentrer en søndagstur med børn på rulleskøjter eller løbehjul osv. Ligger og soler os i parker, tager madkurven med eller nyder vores haver og terrasser. Det er da et privilegium af største slags at leve i et samfund, hvor det er normalen…

USA er på flere områder meget lig Danmark, og på flere områder alligevel så forskelligt fra vores miniputland. Men mine venner i USA har i hvert fald fået mig til at indse, at det virkelig er cool, at vi danskere lever, som vi gør på det punkt. De har fået mig til at se Danmark i et andet lys. Dét, jeg tidligere tog for givet (i dette sammenhæng), simpelthen fordi, jeg er vokset op med dem, ser jeg nu på som et privilegium. Det håber jeg, at vi alle gør – det bør vi i hvert fald gøre…

Dengang jeg boede i København, købte jeg, ligesom i dag, alle mulige spændende specialvarer, og jeg gik meget op i årstidens råvarer. Jeg elsker de små butikker på Nørrebro og Vesterbro, Mad & Vin afdelingen i Magasin,  den der overdådige butik på Frederiksberg (jeg ikke kan huske navnet på), hvor jeg slet ikke kunne styre mine indkøb, men jeg tænkte dengang aldrig over, hvor de danske varer, jeg købte, egentlig kom fra. Altså jeg mener, de italienske oliven og pestoen, den græske feta og alle de andre udenlandske specialiteter tænkte jeg heller ikke sådan videre over i forhold til, hvor de var fra – de var jo bare fra Italien, Grækenland etc., ligesom olien, jeg smører mig ind i, er fra Marokko osv. Men HVOR i de pågældende lande, tænkte jeg dengang ikke yderligere over. Men efter at være flyttet tilbage til provinsen, kom jeg til at tænke på, hvor alle de forskellige danske specialiteter, jeg købte inde i byen, egentlig er produceret, dyrket, passet, plejet osv. – nemlig i provinsen.

Provinsens guld.

Det er jo helt vildt så mange forskellige lækre ting, provinsen kan byde på, når vi fx snakker fødevarer. Lokal producerede specialvarer er trendy for øjeblikket, og har været det i flere år. Jeg kom faktisk til at tænke på det, fordi Dyrehøj Vingaard på Røsnæs i Kalundborg – som i øvrigt er beliggende i Danmarks største vindistrikt – er udvalgt i en konkurrence, hvor specialprodukter fra otte landsdele dyster om at gå videre til finalen. De er med pga. – hold fast – deres gin. Jeg vidste jo slet ikke, at de lavede gin. Og da slet ikke en, der smagte så godt. Eller at deres vin er så god, som tilfældet er. Faktisk mente jeg nok slet ikke, at danskerne kunne lave vin, før jeg smagte vinen fra Dyrehøj Vingaard, der ligger på det solrige Røsnæs ved Kalundborg, og er Danmarks største vingaard med 26.400 planter. Derudover har jeg i det hele taget fundet ud af, at der bliver produceret mange ting herude på bøhlandet, som jeg slet ikke havde skænket en tanke, og som er helt og aldeles lækre. Jeg har mødt så mange fantastiske ildsjæle herude, efter at jeg er flyttet tilbage, og var slet ikke klar over, hvor mange kreative mennesker, der er på de her egne. Jeg kender folk, der laver vin, chokolade, lakrids, honning, oste, dyrker alverdens grøntsager, har store frugtplantager – og jeg kunne blive ved. Faktisk troede jeg, at kreativiteten, i langt højere grad, florerede i storbyen end i provinsen, men jeg tog fejl – den er skam begge steder. Jeg er i den grad imponeret over, hvad man kan bruge alle de lækre råvarer til.

Rös Gin bliver nydt på terrassen. Foto: Jens Nielsen.

Jeg har altid elsket at rejse og uanset, hvor jeg opholder mig i verden, leder jeg efter lokal producerede specialvarer, fordi hver et land, hver en egn er kendt for noget specielt, og det er ofte vanvittigt lækkert – som regel (har altså også prøvet mindre lækre ting). Uanset, har det sat tingene lidt i perspektiv for mig efter, at jeg har vendt næsen tilbage mod provinsen. Det er pludselig gået op for mig, hvor alle de lækre ting, jeg (vi) spiser herhjemme, bliver produceret, eller i hvert fald som det mindste, hvor råvarerne er fra. Det er jo nok ikke på Østerbro, at bistaderne står. Ligesom alle de lækre grøntsager hos min tidligere fantastiske grønthandler på Nørrebro næppe er groet op af mulden på Grønttorvet. Altså jeg siger jo ikke, at nogle af de lækre madvarer ikke bliver til i fx København, men ingredienserne, de er altså fra provinsen.

Mine øjne har i dag fået øje på alle de mange ting, der er i mit lokalområde, og jeg er ret sikker på, at det gør sig gældende i hele Danmark – provins som storby, ligesom det i øvrigt er tilfældet i udlandet. Men uden de mennesker i provinsen/på landet, der hver dag sørger for, at vi alle har lækre råvarer at arbejde med, ville det se sørgeligt ud. Egentlig passer det jo meget godt, for da jeg boede i København gennem mange år, elskede jeg at komme på landet, enten i min hjemby eller ved vores sommerhus, fordi der var friske råvarer til køkkenet, og de smager altså bare lidt bedre.

Det er jo egentlig lidt sjovt, at der står ‘lokale råvarer’ på menukortet på alle de trendy restauranter – i storbyen og i provinsen. Det sjove er selvfølgelig ikke lokale råvarer fra provinsen, men derimod lokale råvarer fra storbyen. Hvad er det lige for nogle lokale råvarer, de har i storbyen? ’Årstidens råvarer’, som nogle restauranter da også reklamerer med, er nok mere passende. Selvfølgelig er der urtehaver, køkkenhaver osv. i byen, men mon ikke, at de primært tyer til råvarer fra provinsen? Dvs. alle de lækre restauranter i København må være ret glade for, at der stadig findes nogle, der vil bo i provinsen OG dyrke grøntsager, frugt osv. til dem…

Jeg savner Københavns liv, de mange lækre restauranter og caféer, men til gengæld elsker jeg også freden, den smukke natur, og ikke mindst den friske luft herude. Elsker, at der er frugttræer og buske i min have (det er der selvfølgelig også i de københavnske haver, men størstedelen bor jo altså i lejligheder derinde). Jeg elsker også, når jeg besøger min veninde, der bor på bondegården, hvor alt kommer frisk lige fra haven, træerne, selv honning fra bikuberne og æg fra hønsene. Hun har endda lært mig at lave salat af noget grønt kål, der vokser på stranden (hvem havde set det komme). Jeg tror, at jeg føler mig sundere. Jeg kan næsten føle, at vitaminindholdet i grøntsager og frugt er højere, når jeg plukker det direkte fra haven fremfor at købe det i supermarkedet, ligesom jeg holder af at vide, at mange af ingredienserne i de forskellige specialvarer faktisk er fra provinsens sorte muld. Det giver på en eller anden måde en god balance, og jeg kunne i hvert fald hverken undvære storbyens pulserende liv, hvor alle de spændende restauranter og caféer ligger, eller den stille ro på landet, hvor luften er friskere, himlen lidt mere blå og ikke mindst, hvor det sorte muld(guld) gemmer på alverdens spændende råvarer til de danske (og internationale) køkkener.

Min datter Aura-Xenia samler strandkål sammen med min veninde, Stine Rønnow.

Der er godt to måneder til julemåneden begynder (I know, det går alt for hurtigt), men jeg glæder mig allerede til alle julemarkederne rundt omkring i provinsen og i storbyen, som jeg skal besøge, bl.a. det hyggelige julemarked på Dyrehøj Vingaard på Røsnæs. Det er så hyggeligt, og gør mig lige den tjeneste, næste gang, i er på et sådan marked (julemarked eller ej), at købe nogle af alle de lækre ting, der bliver produceret i Danmark – i provinsen og i byen. Vi er faktisk ret dygtige, eller I er – jeg spiser og drikker det jo bare, men det er jeg så til gengæld også ret god til 😉

Hvis man har lyst til at stemme på årets lokal produceret specialvare, kan man stemme på www.cooplokalevarer.dk.

Hvem har ikke spenderet søndagen i en sportshal på et eller andet tidspunkt i sit liv – i hvert fald som barn eller teenager. Heppet på vennerne eller kæresten fra sidelinjen, svedt på banen og spist pommes frites, cowboy toast og drukket Faxe Kondi på ølflasker efter en kamp. Eller blandet slik i cafeteriet. Senere blev Faxe Kondien til en ølkasse, der stod midt i omklædningsrummet sammen med kamfer cremen og de sure benskinner/sokker. Hvem husker ikke stemningen, når man skulle spille mod nabobyen, hvoraf flere var nogle man kendte. Eller euforien, når halinspektøren havde glemt at låse af, og alle madrasserne samt torvene i loftet pludselig var tilgængelig til en omgang ’ulovlig’ jorden er giftig. Det var en fest. Jeg husker også den obligatoriske udsigt fra cafeteriet hen over sportspladsen, hvorfra der var frit udsyn til barndomsheltene på banen (læs: de lidt ældre, men utrolig seje drenge og piger, der løb rundt og scorede det ene mål efter det andet).

Jeg er ikke gammel nok til ‘de glade 60’ere’ eller ‘de vilde 70’ere’, men jeg var barn i 80’erne og teenager i 90’erne, og hvem har ikke været til ’sodavandsdiskotek’ i sportshallen hver 4. fredag i måneden. Jeg har i hvert fald danset til min del af 90’er musik – i 90’erne – til diverse 18 års fødselsdage i festlokalet i de lokale sportshaller, mens discokuglen blinkede fra asbestloftet og kastede lys udover de mørke marker. Måske endda kysset sin ungdomskærlighed på netop de lakerede gulve i hallen. Faktisk håber jeg, at alle, på et eller andet tidspunkt, har haft fornøjelsen af 70’ernes grimme sportshaller, for lige så grimme de er, lige så mange gode minder indeholder de. De har været en del af mine barndoms- og ungdomsår. Ville jeg være det foruden? Det tror jeg faktisk ikke…

Kommunalreformen tilbage i begyndelsen af 1970’erne fjernede skellet mellem sognekommuner og købstæder, og mere end 1.000 kommuner blev dengang til 275. Man frygtede vidst, at lokalsamfundene ville forsvinde i de nye store kommuner, og man fik derfor travlt med at samle folk – det hele skulle jo gerne forblive, som det plejede – det kan vi mennesker jo nu engang ofte bedst lide (selv om vi ofte ville have godt af at turde prøve noget nyt). Men det handler om tryghed, om at føle sig hjemme, og den følelse kender de fleste vidst. Lige præcis den følelse, tror jeg, blev bevaret i den nye sportshal.

Og de – dengang – noget nyere lokale samlingssteder var en stor succes lige fra begyndelsen. Hallerne blev indrettet med cafeterier, tilskuerpladser og selskabslokaler, der gjorde det muligt at leve hele sit sociale liv i sportshallen. Og i dag, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at provinsen er lig med ’Forenings-Danmark’. Jo længere væk fra storbyen, jo bedre er man til at melde sig ind i en idrætsforening og dyrke sport sammen med andre. I provinsen er der en meget stærk tradition for at mødes i klubberne og være sociale både mht. at dyrke sport, men også andre aktiviteter. Hvorimod, hvis jeg ikke tager meget fejl, dyrker de fleste mennesker i storbyerne sport i private fitnesscentre/klubber. Det er selvfølgelig også en slags social klub, men det ligger alligevel så langt fra 70’ernes sportshaller. Og det er jo ikke, fordi man ikke benytter private fitnesscentre i provinsen, for det gør man selvfølgelig også – i stigende grad endda, men samtidig er den der ’holdånd’, der eksisterer i sportshallerne rundt omkring – også i København, blot i mindre omfang – bare så markant anderledes fra stemningen i det lokale fitnesscenter.

Jeg har faktisk på fornemmelsen, at sportshallernes popularitet ikke er faldet meget gennem årene, måske er det andre sportsgrene, der er populære, og der er kommet flere til,  men 70’ernes sportshaller – de er her endnu. Jeg har ikke selv ’dyrket’ sportshallerne, siden jeg var barn på håndboldbanen eller som teenager som badmintonspiller, men med ét er jeg pludselig tilbage. Lugten i hallerne er stadig den samme, og den der følelse af at være tilbage, gav mig næsten kuldegysninger, og der var straks flashback i farvebilleder i Gittes hjerne. Samtidig er det også lidt mærkeligt, da jeg jo nu er en af ’de der voksne’. Det er ikke længere mig, der scorer mål, og mine venner, der råber mit navn. Eller mig, der sidder og kigger på ham den lækre, der er vanvittig god til håndbold. Eller mig, der bader sammen med alle håndboldveninderne, mens vi er ved at dø af grin over et eller andet, der skete i hallen fem min. tidligere den søndag.

Næ, nu er det såmænd min datter på blot fem år. Hun er nemlig begyndt til rulleskøjteløb. Ligesom hun går til svømning i den lokale svømmeklub, som ligger i forbindelse med en sportshal, og ’den der hal’ er en helt ny verden for hende – og hun elsker den. Hun har indimellem været med mig i fitnesscenter, ligesom hun har været ude og heppe på mig, når jeg har løbet løb, men sportshallerne – de kan altså et eller andet. Da hun svingede sig i ribberne forleden for derefter at kaste sig leende ned på madrassen, da huskede jeg det hele én gang til.

Sportshallerne rundt omkring i Danmark, nok primært i provinsen, var et hit, da jeg var barn i 1980’erne og teenager i 1990’erne, og lur mig, om de ikke holder mange år endnu – de har allerede lidt status af at være retro på sin egen forunderlige facon. Hvor jeg bor pt. er der vel knap ti haller i en radius af ti km., og de bliver flittigt brugt til diverse sportsgrene af folk i alle aldre. Det er vidst meget sigende for lokalsamfundet, er det ikke…

Uanset, om sportshaller og det at opholde sig i en sådan er smart eller ej, gør det i hvert fald mig glad, at min datter får lov at opleve noget, som jeg ved er værdifuldt. Jeg bærer det selv, med glæde, i min rygsæk og uanset, hvor jeg befinder mig i fremtiden – provins eller storby, Danmark eller udland, vil jeg altid mindes en tid og et sted, hvor lugten af sure sokker, og friturelugt egentlig var okay. Skål i Faxe Kondi!

Jeg blev ringet op forleden af en journalist, der var i gang med at skrive en artikel om det geografiske område, mange ynder at kalde ’Udkantsdanmark’. I den forbindelse skulle han have fat i nogle, som jeg, der er akademikere, har boet i storbyen, men er flyttet tilbage til provinsen. Han fortalte mig i øvrigt, at han selv var københavner, boede i København, men overvejede at flytte til provinsen. Hans spørgsmål gik – ikke overraskende – på, hvordan det er at flytte tilbage til provinsen, når man har boet i en storby. Derudover spurgte han mig om den klassiske mht., om der var ’ligesindede’ i provinsen for ’sådan nogle som os’. Misforstå mig ikke, han spurgte bestemt ikke på nogen hoven måde, men spørgsmålet optog og/eller bekymrede ham oprigtigt, da han henviste til, hvad man jo netop hørte i medierne om, hvordan folk i provinsen er ’anderledes’ fra folk i storbyen Og har man aldrig boet i provinsen, ej heller er derfra, kan man vel godt blive lidt bange for, om man vil passe ind i fællesskabet, når man hører, at folk ’derude’ er så anderledes fra det man kender i storbyen.

’Ufaglært’ er også et fy-ord i de ’finere kredse’, og vi kan da også hurtigt blive enige om, at uddannelse er en absolut positiv ting, og at vi alle gerne ser, at vores børn får en god uddannelse – det gør jeg da, og vil til hver en tid opfordre min datter til at få en uddannelse, men først og fremmest skal hun lave, hvad der gør hende glad. Nogle glemmer lidt, at det hele er et hjul, der kører rundt. Vores samfund er en stor symbiose, hvor den enkelte er vigtig. Hvis vi kun havde akademikere, ville det stå sløjt til, man kan jo ikke leve af fornemme ord og bøger. Uanset, betyder det altså ikke, at folk, der ikke har gået på universitetet eller CBS er dumme i nakken. Ligesom det heller ikke betyder, at man er racist, fordi man bor i provinsen (lidt skarpt sat op, men ikke desto mindre har man lagt ører til meget efter seneste folketingsvalg).

Nå, men det er jo ikke hans skyld, at mediebilledet tuder ørerne fulde på alle, der gider lytte, at provinsen er fyldt med en bestemt type mennesker, der som det mindste må være halvdumme og/eller racister, fordi mange af dem ikke har en længerevarende uddannelse og/eller stemmer DF. Men jeg er træt af, at vi deler Danmark så meget op i ’dem’ og ’os’. ’Dem’ i storbyen (København, måske Århus) og alle andre i større og mindre provinsbyer. For ja hver femte i Sønderjylland og Vestsjælland stemte DF ved seneste folketingsvalg, men jeg er faktisk ret overbevist om, at de fleste, der stemmer DF ikke er usympatiske racister, der ingen empati har for andre mennesker. Ligesom jeg er ret overbevist om, at de fleste, der stemmer rødt heller ikke er kommunister. Det glæder mig, at Danmark er så smukt repræsenteret af mange partier – alt lige fra den ene ’yderlighed’ til den anden, og tak for det. Det er vel også, hvad demokrati handler om.

Der, hvor jeg kommer fra, er ‘æblerov’ en del af kulturen – men vi deler…

Mine venner er ’godt og blandet’, både mht. politisk overbevisning, religion/kultur og hudfarve, og jeg vil tro, at halvdelen af dem, bor i provinsen. Ingen af dem er usympatiske, racister eller har mangel på empati for andre mennesker – tværtimod. De har blot hver deres overbevisning om, hvordan vi bedst klarer tingene, og håndterer de forskellige problemstillinger, vi hver dag møder. På Christiansborg er alle mere eller mindre gode venner (selvom medierne elsker at fremstille, at det modsatte er tilfældet), snakker sammen og diskuterer, hvordan vi sammen gør vores samfund bedst muligt for alle. Det er vel præcis det, vi andre bør afspejle? Jeg er langt fra enig med alle mine venner i mange ting, men det bliver vi ikke mindre gode venner af. Tværtimod er de med til at oplyse mig, og indimellem er jeg pludselig der, hvor jeg skifter mening pga. et godt argument, og ikke selv kan argumentere for det modsatte (det sker selvfølgelig sjældent). Men så rykker jeg mig en lille smule, ligesom tilfældet er for mine venner og andre folk, jeg møder på min vej, når jeg siger noget klogt (det sker jo så til gengæld ofte). 😉

Men jeg er ked af, at provinsen – og ikke mindst de mennesker, der bor i provinsen, får et mærkat klistret på ryggen bl.a. pga. mediernes fremstilling af, hvordan det er i provinsen. Jeg har boet i både storby og provins, og holder meget af begge dele. Derfor er det træls, når folk misforstår, hvad provinsen er. Og min oplevelse af provinsen er sådan set, at folk her er ligeså forskellige fra hinanden, som tilfældet er i København, der er blot færre mennesker i den enkelte provinsby. I det store hele afspejler provinsen vel forskelligheden i Danmark lige så fint, som tilfældet er for fx København. Det beder jeg medieverdenen huske på, når den ofte meget ensidigt beskriver provinsen, og ikke mindst de mennesker, der har valgt at bo der. De fleste journalister, der skriver om provinsen, fatter jo i virkeligheden hat af, hvad der foregår, da de sidder inde bag voldene i København og gisner om det ene og det andet ud fra, hvad de hører her og der – mest af alt rygter. Min opfordring er derfor til alle mediefolk, der skriver og/eller laver tv/radio om provinsen, men intet aner om den: Tag herud, her er ikke farligt, faktisk er her smukt, folk er søde, og vi vil så gerne have besøg – faktisk vil vi gerne have, at I bliver lidt længere 😉

OG vi har også juicebarer provinsen – tag den 😉

’Det moderne liv er ved at sprede sig fra hovedstaden til provinsen, mener nogle eksperter’. Årh, hold nu kæft. Ja, undskyld mig mit franske, men man lever jo altså ikke som i Middelalderen bare fordi, man bor en time (eller mere) fra Rådhuspladsen. Helt ærligt. Gad vide, om de der ’eksperter’, der har udtalt sig til – i dette tilfælde – Morgenavisen Jyllands-Posten nogensinde opholder sig i provinsen? Holder ferie i provinsen? Bor i provinsen?

Eksperterne mener altså, at man ikke er moderne i provinsen. Nå, men iværksætterne kan åbenbart godt lide provinsen – så meget, at flere og flere slår sig ned på landet. Det er billigere at starte egen forretning i provinsen, og med internettet er iværksætterne mere uafhængige af, hvor de fysisk er. Sidst men ikke mindst handler det om livskvalitet. Og nu siger jeg ikke, at livskvaliteten er højere i provinsen end i storbyen – eller vice versa. Men jeg siger, at for nogle er det netop et spørgsmål om højere livskvalitet at bo enten i provinsen, på landet eller i storbyen. Og gud ske lov for, at vi ikke alle vil det samme.

Eller dvs. de unge vil det samme – byen. Det har jeg jo skrevet om tidligere, men også vores nabolande har problemer med, at de unge flytter til de store byer med affolkning af deres store landområder til følge. Men det er i det hele taget en generel udvikling over hele verden, at byerne vokser hastigt, mens færre og færre ønsker at leve og bo på landet. Og sådan er udvikling. Det bør vi acceptere – på nogle områder i hvert fald. Men det betyder ikke, at de mennesker, der vælger landet eller provinsen til, og storbyen fra, ikke kender til det moderne liv. Det er jo en tåbelig udmelding fra ’eksperterne’.

Jeg ved ikke, om det har nogen betydning, at Danmark er et lille land, om det er lettere at sikre en mere jævn og ligeligt fordelt udvikling her, end i meget større lande? Det må tiden jo vise, men der er efterhånden en del ting, der tyder på, at udviklingen herhjemme er ved at vende. Danmarks største ejendomsmæglerkæde, Home, meldte  sidste år ud, at flere og flere, især yngre familier, bytter lejligheden ud med et fristed på landet. Den stigende efterspørgsel gælder både huse i provinsen, landejendomme og nedlagte landbrug – og det medfører, at priserne stiger. Køberne er både ældre med penge, og børnefamilier, der drømmer om natur, lys, stjerner på himlen og ikke mindst mere tid til hinanden.

En af mine venner i kornmarken, hvor hun bor i Lejre – flyttet til efter at have boet på Amager i mange år. Jeg er vild med det foto  – tak, Anne 😉 Fotograf: Mads Anthon.

Det kommer vidst ikke bag på nogen, at rigtig mange voksne mennesker savner mere tid til hinanden – børn, familie og venner. Der er lavet utallige af undersøgelser, der viser netop dette, og ’simple living fænomenet’, er en trend, der i de senere år er blevet meget populær i USA. Men fænomenet har altså også rodfæstet sig i Danmark. Det handler nemlig om at finde et lavere gear, tjene mindre og samtidig indskrænke sit forbrug for at få mere tid til sig selv, familien, vennerne og interesserne. Man har en drøm om, hvordan fremtiden skal være, men især nuet er vigtigt. Faktisk har ’trenden’ vel egentlig været her før, dengang det pludselig var in for mange ’storbysmennesker’ at købe et nedlagt landbrug, dyrke egne økologiske grøntsager og ellers nyde synet af, at ungerne rendte rundt i haven, og aftensolen gik ned bag markerne.

Jeg tror på, at alt kommer i bølger. Jeg er klar over, at centraliseringen er i fuld gang, men det betyder jo ikke, at man skal sidde med hænderne i skødet, uden at gøre noget ved de ting, som vi har indflydelse på – og det er ret mange ting, hvis blot vi vil – og tør. Men alt er i bevægelse, således også, hvad der er trendy. Og netop ’trendy’ er så afgørende for mange af vores handlinger (jeg siger ikke alle handlinger). Mange vil ikke være ved det, men de fleste ved, at de før eller siden vil handle ud fra samfundets normer, ud fra, hvad samfundet indikerer er ’in’ for øjeblikket.

For at vende tilbage til værdierne omkring tid til hinanden, er en af måderne at praktisere det på åbenbart at flytte på landet, til provinsen – et eller andet sted i yderområderne. Her er husene markant billige, og dermed bliver det muligt at arbejde mindre, som ca. halvdelen af danskerne, ifølge undersøgelser, faktisk gerne vil. Der er provinsens chance – grib den nu! Jeg ved, at udviklingen endnu ikke er vendt. Der er stadig en decideret fraflytning, især fra de unge, fra Danmarks yderområder. Men lige pt. tror jeg, at det er iværksætterne, man skal fokusere på. Det er ofte kreative mennesker med en idé, der starter egen virksomhed. Der bliver flere og flere, der hellere vil være selvstændige end ansatte, og langt de fleste har en videregående uddannelse. Det har længe været sådan, at der er flest iværksættere i hovedstadsområdet og i Østjylland omkring Århus, de to største byområder. Men det er da strålende nyheder, at antallet af iværksættere længere ude i provinsen er stigende. Og det er måske netop flere af den slags virksomheder, der kunne være med til at gøre en forskel for, hvorvidt flere højtuddannede ville vælge provinsen til og storbyen fra? En forskel for, at provinsen blev mere levende og måske endda set i et andet lys end, hvad tilfældet ofte er i dag? Hvem ved, mulighederne er mange…

Smukke Bjerge Strand.

Nye tal fra EDC viser også, at mange flere kigger på ny bolig i forhold til sidste år. Stigningen er markant større i regionerne uden for Hovedstaden, hvor der i 2015 er mellem 65 pct. og 85 pct. flere visninger af ejendommene på nettet i forhold til sidste år, mens stigningen ”kun” er 35 pct. i Region Hovedstaden.

Siden 1995 har landets yderkommuner haft et samlet fald i befolkningstallet på 5,5 pct. I landområder (byer og områder med mindre end 1.000 indbyggere) har udviklingen helt tilbage fra 1940 været én lang lidelseshistorie. Befolkningstallet i de danske landdistrikter er fra 1940 til 2013 faldet med 30,7 pct. Og det var især op igennem 50’erne, 60’erne og 70’erne, at den mest markante udvandring fra land til by fandt sted. Så centralisering er jo altså ikke noget nyt fænomen. Gennem 80’erne og 90’erne ændrede den offentlige sektor sig for alvor, børnehaver og skoler blev slået sammen i større enheder væk fra landet – mens de små købmandsbutikker osv. en efter en lukkede. Hvordan det ser ud i dag, behøver jeg vidst ikke at ridse op. Men udviklingen fortsætter. Spørgsmålet er så bare, hvordan håndterer man den udfordring bedst?

Så har der igen været party i provinsen. Ligesom tilfældet er så mange andre steder rundt i det danske land (især her om sommeren), har min hjemegn også en festival. Kalundborg Rocker har for 16. gang samlet en masse festglade mennesker, der har hygget sig med god musik fredag og lørdag i denne weekend. Der er blevet sunget, danset, drukket store fadøl og grinet i lange baner. Og det er virkelig hyggeligt at være en del af.

Find ‘Holger’. Sådan foregik min festival – arbejde. Men det var sjovt og hyggeligt, og jeg mødte en masse spændende og søde mennesker.

Når man har boet i København i mange år (og savner det på nogle områder), og er vant til, at der sker en masse, kan det være svært at vende tilbage til hjemegnen, hvor der sjældent sker det helt store. Den problemstilling er der sikkert mange, der kender. Til gengæld er folk i provinsen også rigtig gode til at feste, når muligheden byder sig. Og lige præcis derfor burde vi lave den slags arrangementer noget oftere. Jeg siger ikke, at det skal være på størrelse med en festival ej heller, at det skal være hver måned, men bare oftere, så der sker lidt mere herude, for her er jo egentlig ret dejligt herude på landet, der er bare lidt kedeligt nogle gange, og det kan vi jo kun selv gøre noget ved. Og når jeg siger ’herude’, mener jeg ikke blot den egn, hvor jeg kommer fra, jeg mener skam provinsen i hele Danmark. Nogle provinsbyer er så bare markant bedre end andre til at arrangere forskellige ting, men vi bør huske på, at vil vi have, der skal ske noget, må vi også selv levere en aktiv indsats. Vi bør i hvert fald være glade for, at der er nogle der gider stable sådan et arrangement på benene – det kræver en stor indsats, ikke mindst fra mange frivillige.

Den lokale slagter – Slagter Jacob –  er også på Kalundborg Rocker (gæt selv hvem af dem) 😉

Og nu jeg er ved emnet. Vi kan jo ikke alle arrangere koncerter osv., men vi kan bakke op om de arrangementer og muligheder, der pludselig dukker op. Fx skrev en af mine venner på Facebook, at hun var harm over, at så mange valfartede ud og ind af indgangen til festivalpladsen i denne weekend for at drikke medbragte drikkevarer i biler osv., i stedet for at støtte arrangementet. Hun skrev, at det jo lige netop er den slags, der gør, at ting ikke kan løbe rundt, og derfor drejer nøglen i sidste ende. Hun har ret. Ganske simpelt. Hvis vi vil have, at der sker noget, må vi også deltage og støtte aktivt på den ene eller anden måde.

Jeg fatter også hat af, at man i nogle villakvarterer, tæt på festivalpladsen, har klaget, så der nu, i den weekend, hvor der er Kalundborg Rocker, skal sidde en særlig parkeringstilladelse, hvis man parkerer på villavejen, og den kan man ikke få, hvis årsag til parkering er Kalundborg Rocker?! Årsag: fordi der i sølle to dage parkerer mange biler på vejen. Jeg bor selv lige op af en stor park, hvor der hvert år er cirkus en fire/fem gange om året. Og de dage, hvor der er forestilling, kan jeg da heller ikke få en parkeringsplads på min vej (men de fleste har vel i øvrigt også indkørsler), ligesom der holder biler klods op og ned af min have på græsplænen på den anden side af hækken (indimellem så jeg næsten ikke kan komme ud af havelågen), men det er få dage om året – helt ærligt, herregud. Og det er der, den går gal. Vi elsker at brokke os over, at der ikke sker noget i de mindre(halvstore) provinsbyer, men når der så sker noget, så skal vi også helst have noget at brokke os over.

Jeps, det er party i provinsen…

Så fik jeg luft for det. Men jeg fik altså også nogle enormt hyggelige snakke med mange af kunstnerne om, hvordan det er at spille i provinsen – for et relativt lille publikum kontra at stå på plænen i Tivoli og spille for 35.000 mennesker. Det kom der mange sjove historier ud af, da flere af kunstnerne jo selv er fra provinsen og/eller har spillet i by og på land i mange år. Det er ofte her om sommeren, at de virkelig kommer ud i krogene af Danmark – og de elsker det.

En hyggelig snak med ‘Ankerstjerne’. Foto: Henrik Johansen.

Fx sagde Michael Hardinger til mig, at han faktisk rigtig godt kunne lide en lille festival, fordi man på en eller anden måde var tættere med publikum. Derudover kan han ofte mærke lokalpatriotismen, når han kommer de små steder. Kalundborg er ingen undtagelse. Når Michael Hardinger Band spiller ’Costa Kalundborg’ eller den nye Kalundborg sang, som Michael Hardinger netop har skrevet, lyser det ud af folk, at det betyder noget for dem. At egnen betyder noget for dem – og det er vigtigt.

”Jeg kan i høj grad mærke lokalpatriotismen, og så betyder det noget for mig. Dermed ikke sagt, at det ikke er sjovt at spille på en stor festival eller til en stor koncert, men der er en anden følelse med herude, når det hele er mindre og mere lokalt.”

Michael Hardinger Band. Foto:Henrik Johansen.

Johan Olsen, der er forsanger i ’Magtens Korridorer’ og Liam O’Connor – bedre kendt som L.O.C. er begge enige om, at det er fedt at skulle arbejde lidt for sagen.

”Hvis man er hovednavn til en koncert, så er folk jo kommet for at høre os, men på en festival som fx Kalundborg Rocker, er folk kommet af forskellige årsager. Nogle vil høre Christopher, andre vil høre os osv., og jeg kan godt lide at skulle kæmpe lidt for at få publikum med. Når det er sagt, så var publikum fede herude, og vi spiller hellere end gerne herude igen. Det er en fest, og publikum er skønne.” (Johan Olsen).

Johan Olsen fra ‘Magtens Korridorer’. Foto: Henrik Johansen.

”Man kan ikke rigtig slappe af, og man er tvungen til at være på, men det gør ikke noget – tværtimod. Det er en udfordring. Måske jeg kan få nogles øjne/ører op for min musik. Det er klart, at på en festival er nogle kommet for at høre Christopher, andre GNAGS osv. Derfor er publikum meget blandet, og man skal arbejde hårdere for at få dem med. Men samtidig føler jeg også, at jeg er tættere på publikum på en eller anden måde, fordi det er en mindre festival. Repertoiret er selvfølgelig lidt anderledes til en koncert udelukkende med os kontra en festival, men vi forsøger nu alligevel at spille noget udover de gængse nr., som folk kender fra radioen.” (Liam O’Connor).

Han fortalte mig også halvt grinende, at han sang mere på sit nye album. “Min mor siger, at jeg godt kan, så derfor gør jeg det. På den anden side, min mor siger også, at jeg er en pæn fyr, men det siger hun nok bare fordi, hun er min mor.”

Liam O’Connor – bedre kendt som L.O.C. Foto: Henrik Johansen.

Også Peter A.G., der er forsanger for GNAGS er positiv over for konceptet de mindre steder.

”Vi har jo været her før, og det er altid hyggeligt og nede på jorden at komme herud. Egentlig er vi ligeglade med, hvor mange vi spiller for, så længe det er et interesseret publikum, og det er folk herude – de lever sig ind i musikken. Lige præcis dét, betyder meget for os.”

Peter A.G. – forsanger i GNAGS. Foto: Henrik Johansen.

Derudover er der noget andet, jeg bør nævne, som jeg rigtig godt kan lide ved Danmark. Vi er et lille land, og her er der ikke så megen plads til stjernenykker (selvom en enkelt indimellem vel nok lider af lige netop den sygdom). Forstå mig ret, jeg ved, at selvfølgelig er der flere af de kendte, der ter sig som om, de var lavet af et helt andet stof end os andre, og at populariteten klart er steget dem til hovedet, men det er så langt fra tilfældet for alle. Jeg mener, det er jo heller ikke USA det her, hvor flere mio. mennesker forguder et eller andet teenager-popidol (der sjældent kan synge). Her er det trods alt lidt mere dæmpede forhold, og tak for det.

Jeg har efterhånden interviewet mange musikere (stjerner, om I vil), både i kraft af mit nuværende job og min blog, men også tidligere, da jeg var ansat på kulturredaktionen på Morgenavisen Jyllands-Posten i København, og jeg har sjældent mødt folk med nykker. Det er mere undtagelsen end reglen. Jeg har i øvrigt heller aldrig rigtig forstået den der ’star-fascination’ – de er jo bare mennesker som alle os andre. Nå, men altså – ingen nykker, ingen dårlig opførsel – og det er jo, i min bog, sådan en ægte ’stjerne’ opfører sig. Og det er ikke fordi, jeg er tilhænger af ’Janteloven’ – af, at man ikke skal tro, at man er noget, for det ved vi vidst godt alle sammen, at jeg mener, at man skal – altså tro, at man er noget  -for det er man jo)! Vi er alle sammen noget, nogle synger og optræder så bare en anelse bedre end andre. Jeg selv – med min rustne stemme – er jo bestemt et talent, der bare venter på at blive opdaget (og jeg forstår virkelig ikke, at det endnu ikke er sket).

Jeg var i øvrigt så heldig at få lov til at låne billeder fra nogle dygtige fotografer, der var på Kalundborg Rocker – håber, at I nyder billederne ligeså meget som jeg…

Folk begynder at komme til Kalundborg Rocker 2015.

Fest & farver under Rasmus Seebach koncert, fredag.

L.O.C. gav et fantastisk show. Foto: Henrik Johansen.

Guitaristen fra ‘Magtens Korridorer’. Foto:Henrik Johansen.

‘Big Fat Snake’. Foto: Henrik Johansen.

Rasmus Seebach. Foto: Henrik Johansen.

Christopher. Foto: Henrik Johansen.

Oliver fra ‘Julias Moon’. Foto: Henrik Johansen.

Et løfte er et løfte. Og sådan et har jeg givet. Jeg har hørt, at det er blevet skønt vejr derhjemme – perfekt, regner med, at det holder et par måneder endnu (er jeg naiv)?

Jeg nyder Grækenland – lavet stort set ikke andet end at opleve spændende ting, sejle, få massage, spise god græsk mad, vandre i bjerge, bade i vandfald, pool og ved strand, shoppe, løbe, spille spil, læse bøger og ikke mindst er jeg sammen med min dejlige familie – og har TID sammen med dem – FANTASTISK!

Jeg beklager meget, men da jeg har givet min datter, Aura-Xenia et løfte – ikke at sidde ved computeren på vores ferie, og det har jeg faktisk holdt (på nær ét blogindlæg i sidste weekend, men det har hun tilgivet mig for (det blev faktisk skrevet, mens hun sov, så ingen led nogen nød), men det betyder, at jeg springer over bloggen i denne weekend.

Håber, at I, der læser med, tilgiver mig 😉 Og skulle I have lyst til at se billeder fra mange smukke steder i Grækenland (og alt muligt andet), kan I gå ind på min Instagram profil ‘gittekorsgaard’.

Anyway, nu vil jeg hygge mig med min familie og forsøge at komme over det der ‘ferie-syndrom’, inden jeg vender tilbage på job igen (jeg er ikke sikker på, at jeg helt kan ryste ‘ferie-dovenskaben’ af mig…

Nyd solen i Danmark, så nyder vi den i Grækenland 😉

En af de mange smukke strande, vi har besøgt…

Man skal kigge længe og grundigt efter guldet i grækernes pengepung, og man finder det nok, i mange tilfælde, ikke lige nu. Til gengæld skal man ikke lede længe efter den græske gæstfrihed – og det holder jeg af dem for. Gæstfrihed, lige præcis dét ord dækker så fint over, hvad grækerne er. Min datter hedder Aura-Xenia – ‘Xenia’ stammer fra græsk, og betyder faktisk ‘gæstfrihed’. Det vidste jeg nu godt (min farmor hed også Xenia), men har sådan ca. fået det fortalt en 700-800 gange af grækere, vi møder på vores vej. De spørger nysgerrigt til navnet med de græske aner, og fortæller derudover lange hyggelige historier om alt mellem himmel og jord. Jeg kan godt lide grækerne – de er så ’easy going’ og venlige. Og ja, det gælder også dem, der ikke sælger noget. Grækere har et eller andet autentisk og oprigtigt over sig. Uanset, hvor i Grækenland jeg har opholdt mig (og det er maaaange steder efterhånden), har jeg endnu ikke oplevet, at folk ikke har været gæstfrie og venlige for ikke at glemme den gode service, som man efterhånden, mange steder, skal kigge langt efter i Danmark.

Smukke enkle Grækenland.

Egentlig var Grækenland droppet denne sommer, og der var tanker og planer om steder langt borte, men vi kunne alligevel ikke helt slippe Europa, som jo også er skøn, og i særdeleshed har Grækenland nok en særlig plads i mit hjerte. Jeg tror, at jeg kan lide, at de er sig selv. Mange af de græske kvinder har til både gården og gaden, går ofte i en tøjstr. ‘næsten for lille’, men de er ligeglade, de hviler i sig selv på en eller anden dejlig befriende måde. Mange danske kvinder er så fokuseret på, at kroppen skal være slank og perfekt (mig selv inklusiv), og det er sgu’ ikke altid sundt at fokusere så meget på det. Det er livet altså for kort til.

Mig sammen med alle grækerne og deres farverige parasoller (jeps, har også købt to).

Jeg har rejst i mange lande, og har mødt gæstfrihed og venlighed mange steder, men dét jeg fx også holder af ved Grækenland, er, at der netop er plads til alle. Om du kommer ind på restauranten i lang kjole og stilletter eller cowboyshorts og undertrøje, behandler de dig ens. Eller sagt på en anden måde, turisten i badesandalen og den lidt for lille t-shirt, hvor maven stikker frem (ham, har vi vidst alle sammen mødt) bliver behandlet på samme måde som ham i den ulasteligt presset hørbuks og hvide skjorte med Ralph Lauren hesten på (ham har vi da også alle mødt). Her er intet snobberi, og det kan jeg lide. Jeg vil gerne tage en pæn kjole på og gå ud, men jeg vil også have lov til at gå rundt i mine slidte shorts og undertrøje med bikini inden under (hvis jeg nu pludselig skulle få lyst til at aftenbade, og det sker ret ofte) med strandhår, når jeg er på restaurant på min ferie, for det er ferie for mig. Jeg elsker det smukke solrige land, men jeg elsker grækerne lige så højt (ej at forglemme den græske mad) for at være, præcis som de er.

Søde, gæstfrie grækere – ALLE vegne…

Alle de gange jeg har rejst i fx Asien, har vi boet på lækre hoteller, hvor alt er nærmest perfekt. Vi var på Bali og i Singapore i  vinter, og det skal lige siges, at der skal jeg klart til igen. Det er bestemt ikke, fordi jeg brokker mig over luksus 😉 Alt var perfekt på hotellet – ved poolen og på stranden. Alt stod snorelige. Fine hvide træliggestole med ulasteligt hvide parasoller til. Kæmpe bamselinebløde hvide håndklæder i stakkevis, massage på store fine hvide futoner, afdæmpede mennesker med glade smil i fine velduftende, nystrøgede uniformer, og jeg kunne blive ved. Estetik så langt øjet rækker. Det var fantastisk, men ved I hvad? Alle de farvestrålende parasoller, liggestole og håndklæder på stranden, grækeren, der råber lidt for højt, men med et glimt i øjet, deres uorden, og igen jeg kunne blive ved – det er også fantastisk – bare på en helt anden måde.

Alle farver og former (den med skibene er selvfølgelig vores) – bliver glad i hatten…

Jeg forstår faktisk ikke helt, hvordan de gør, det der med service, men de formår, til trods for en milliard trillion turister (der nok indimellem er temmelige belastende) sommeren over, at forblive smilende, hjælpsomme, og ikke mindst gæstfrie. Selvfølgelig er grækerne ikke dumme, turisme er en vigtig indtægtskilde for landet, og nogle vil måske sige, at netop derfor magter de det. Men jeg erklærer mig kun delvis enig heri. De magter det også, fordi sådan er grækere bare – lige til.

Uanset, vi danskere har meget at lære, hvad angår service (det har jeg vidst sagt en gang eller to før, men der er ingen, der hører efter 😉 ). Jeg ved, at vi ikke er lige så afhængige af turister, som grækerne, men derfor kunne vi nu godt tage lidt bedre imod  vores turister i Danmark. Man læser år efter år undersøgelser, der viser, at Danmark bliver dyrere og dyrere at leve i/holde ferie i, mens servicen blot bliver forringet. Det hænger da ikke sammen?

Noget andet, jeg elsker ved grækerne, er, at der altid er plads til børnene. Altid. De får et smil, et klap på hovedet, et bolsje ved købmanden, vindruer ved grønthandleren, eller et knækbrød ved bageren. Aura-Xenia snakker dagligt med forskellige grækere, der henvender sig til hende. Hun forstår dem ikke, men synes, at det er skægt. Hvor ofte sker det mon for turisterne med børn i Danmark? Grækerne får børnene til at føle sig velkomne. Derudover er grækerne ikke regelryttere, og det er danskerne altså nogle gange lidt for ofte, i hvert fald, hvor jeg bor.

Aura-Xenia foran bageren med en af hendes utallige gaver fra den søde bagerdame (hun skal bestikkes til at tage med hjem til Danmark igen).

Når det står i menukortet, at der er pomfritters til frikadellerne på børnemenuen, så kan man altså ikke bare få et stykke rugbrød i stedet, det er da alt for besværligt selv om man har rugbrød. Eller hvis man serverer sandwich med rejer til frokost, men med laks om aftenen, så skal man ikke tro, at man kan få rejer i sandwichen om aftenen, selvom de har rejer i køkkenet. Hvad ville det ikke være for en uorden? Det handler nemlig om regler, og uha da, tænk hvis vi afveg lidt fra dem af og til. Jeg er jo sådan en irriterende en, der ikke bare kan bestille fra menukortet (ja, jeg er en af dem, der ALTID skal have noget, der ikke står på menukortet, eller minus mayonnaise, plus et eller andet, karse i stedet for purløg, og hvad ved jeg). Men ved I hvad, det er slet ikke et problem i Grækenland. Jeg har endnu ikke prøvet, at de har sagt, at noget ikke kunne lade sig gøre (nu er jeg jo heller ikke helt urimelig). Jeg ved selvfølgelig ikke, om de bander mig langt væk, men så skjuler de det godt.

Måske det netop er fordi, vi ikke har tradition for turisme i den grad, som der fx er i Grækenland, men helt ærligt, er det så svært at smile til folk, at yde den ekstra service, der gør, at kunderne går derfra og tænker, at her kommer de igen? Sandt at sige, kan jeg faktisk ikke huske én eneste gang, hvor jeg er blevet ekspederet af en sur eller ligeglad ekspedient i Grækenland. Og ja ja, jeg ved, at jeg er en storsmilende glad i hatten turist med intet andet end ferie på programmet, men grækerne er jo ikke på ferie, og alligevel bliver jeg, hver eneste dag, mødt med store smil, og så får jeg altså lyst til at købe lidt mere (det er så selvfølgelig lidt skidt for min pengepung). Men det er da simpelt. Bliver du behandlet godt, og får du god service, kommer du igen og igen – det gælder for forretninger, men det gælder så sandelig også for byer og lande som en helhed. Jeg har yndlingsforretninger (også i DK selvfølgelig), yndlingsbyer og yndlingslande, service og venlighed spiller i denne sammenhæng en væsentlig rolle, og helt ærligt – Danmark kunne trænge til et grundigt serviceeftersyn.

Så længe jeg kan huske, har der været byfest i den provinsby, hvor jeg kommer fra. Da jeg var barn tog vi ind til byen, og vi børn ”fløj” rundt i det omrejsende tivoli-land, der var kommet til byen i anledning af byfesten, mens de voksne drak en fadøl i teltet med musik. Da jeg blev teenager, og vi skulle i byen, gik jeg lidt nonchalant rundt omkring alle forlystelserne (som man egentlig gerne ville prøve, men nu var man jo blevet ’voksen’, så den slags pjat brugte man da ikke tid på), fnisende sammen med mine veninder og småsnakkede med de drenge, der var interessante. Senere var det i gågaden, det hele foregik, hvor man sad udenfor i gaden ved de forskellige caféer og restauranter. Endelig røg jeg i byen til den lyse morgen sammen med alle mine venner, vi festede, og hvor var det sjovt. Sjovt, fordi i byfesten var der altid en masse mennesker, der skete altid en masse, og byen var det modsatte af en halvtrist provinsby, som nu en provinsby kan være til tider. Det var sommer, sol (for det meste), fest og farver.

Tivoli-land til byfesten. Foto: Jens Nielsen.

Jeg flyttede fra byen, da jeg var 19, og det var vidst der, at det for alvor begyndte at gå ned ad bakke for mig mht. at deltage i den årlige byfest i hjembyen. Jeg var vidst med et par gange, men byfesten blev hurtigt afløst af byture i København, udlandsrejser eller noget andet i stedet. Som teenager rejste jeg skam også meget, men rejserne blev nøje lagt, så jeg nåede hjem til byfesten – tænk nu hvis, jeg gik glip af byfesten! Det kan jeg ikke længere prale af, for i de sidste mange år har jeg jo nok været lidt mere ligeglad med byfesten, og det skal bestemt ikke forstås som, at jeg synes, at det er en skidt idé med en byfest, for det synes jeg absolut ikke. Det er jo netop den slags man skal gøre, især i de mindre samfund. Min prioritering har bare ligget et andet sted.

Hawaiibar.

’Byfest’ er vel egentlig et kendt fænomen i rigtig mange danske provinsbyer, mon ikke, at de fleste byer afholder en eller anden form for byfest. Faktisk er det jo ikke kun i provinsen, i København har man jo Distortion, der vel også er en form for byfest – bare i et noget større format end, hvad man ser i provinsen altså. Men byfest er byfest, og som jeg netop skrev – lige så god jeg var til at komme til byfesten i byen, hvor jeg boede som barn og som teenager, lige så dårlig er jeg blevet til at deltage som voksen. Jeg boede i Århus, derefter i København i mange år, hvorefter jeg vendte næsen tilbage til Kalundborg, som jo er byen, hvor jeg er født og opvokset. Men selv om, jeg har boet her i otte år nu, har jeg faktisk ikke været med til byfesten ret mange gange i de år. Jeg kom til at tænke på det, fordi flere af mine venner, nogle af dem, der bor i byen, men også nogle af dem, der er flyttet fra byen for mange år siden, er rigtig gode til at deltage i sommerens byfest i hjembyen. Det fik mig til at tænke over, at jeg vidst kun har deltaget én (måske to) sølle gang(e) de sidste ti år, og da jeg sad hjemme i går, efter at have holdt min datters fem års fødselsdag for hele familien og vennerne, blev jeg grebet af en spontan lyst til lige at kigge ned i byen – bare et par timer. Min veninde skrev til mig, og hun var, ligesom jeg, lidt i tvivl om, hvorvidt hun gad forlade den magelige sofa. Men vi traf en hurtig beslutning, og vi røg af sted kl. 23.

Party i provinsen. Steffan, Karen og Sabine fester. Foto: Steffan Christensen.

‘Kontoret’, Kalundborg.

’Den knaldrøde gummibåd’ mødte mig ved indgangen, og da vidste jeg bare, at jeg var gået rigtigt. Party i Provinsen, når det er bedst. Men egentlig kan jeg godt lide den lidt ’anderledes’ og i hvert fald mere afslappet tilgang til det der med at feste, når man fester i provinsen. Det handler ikke så meget om det rigtige tøj, hvor slank du er eller, om du har det rigtige job, næ, det handler om at hygge sig og snakke med folk, man ikke har set længe. Det kunne nogen lære noget af. Teltet var fyldt med feststemte mennesker, der drak de velkendte kander og store fadøl alle vegne. Jeg hilste på en masse, jeg ikke havde set i evigheder, nogle måske endda ikke i 20 år, men hyggeligt det var det bestemt. Der var en enkelt ting, jeg hæftede mig ved, og som jeg tænkte en del over efterfølgende, og det var faktisk også den samtale, der lagde grundlaget for mit indlæg på bloggen i dag. Jeg talte med en gammel ven dér nede i teltet med kanderne, den knaldrøde gummibåd, fadøllene og alle de glade mennesker. Hun sagde, at byfesten jo var den ene gang om året, hvor man går ud – i Kalundborg forstået. Vi snakkede efterfølgende lidt om, at ingen af os rigtig gad at gå ud i Kalundborg, fordi det simpelthen er for kedeligt, og de der er ude, er langt yngre (ikke, at vi er gamle naturligvis). Det var dér, det slog mig. Vi snakker alle om, hvor trist det er, at der ingen steder er at gå ud i byen (og det er ikke bare i Kalundborg, at det er et problem, det er det i mange provinsbyer), men hvis vi nu alle i aldersgruppen 25 til 45 fx blev bedre til at gå ud og bruge byen – også i aften- og nattetimerne nogle gange, kunne det måske være, at det ikke var så trist en oplevelse. Så kunne vi måske ’overtage’ et sted og paf pludselig var det ikke ’gymnasieklubben’, der kun hørte til det pågældende sted, men også de lidt ældre…

Jeg ved, at mange i netop den aldersgruppe har børn, og derfor selvfølgelig ikke er så meget ude, som de yngre (og måske også ældre, hvad ved jeg), men det er jo ikke fordi, jeg har en datter på fem, at jeg ikke går ud i Kalundborg, for jeg går jo ud i København fx. Næ, det er fordi det er trist – slet og ret. Trist at føle, at man enten skal sidde sammen med øl galtene, der har siddet på de samme stole på værthuset i 20 år og suttet i en lunken guldøl, eller alternativt gå op på byens café, lave håndtegn og hænge ud med gymnasieeleverne. Hvis bare man kunne rykke lidt på den del i provinsen, så der var plads til en anden målgruppe også, det ville have stor betydning for, hvordan provinsen opfattes af mange, os selv, der bor her, inklusiv.

Kander, fadøl og ‘den knaldrøde gummibåd’ på ‘Kontoret’. Foto: Steffan Christensen.

Nå, men jeg havde dog ikke tålmodighed til ’Den knaldrøde gummibåd og alle hendes venner’, da jeg var ædru, så efter et par timer, lå jeg glad i min seng. Glad, fordi jeg alligevel lige havde vist flaget og støttet op om et super godt arrangement, der præger byen år efter år i uge 30. Og glad, fordi jeg havde fået sagt hej til en masse mennesker, jeg ikke havde set i flere år og lige vendt en enkelt minde eller to med dem (når man går meget op i minderne, så ved man, at man er blevet ældre). Men jeg synes stadig, at det er trist, at det kun er den ene uge om året, hvor hr. og fru. Jensen kommer ud og bliver luftet, og det bærer hele arrangementet lidt præg af. Hvordan kan det andet?

Men om jeg bor i Kalundborg eller et andet sted, vil jeg fremover minde mig selv om, hvor sjov byfesten i min barndomsby var, da jeg var barn, og da jeg var teenager. Bor du i en provinsby, hvor der er byfest, så støt op om det, uanset alder. Hvem ved, måske du morer dig?! Er jeg hjemme, og har jeg muligheden for det, hvad enten jeg bor i min barndomsby, eller et andet sted, vil jeg bestemt kigge forbi Birthe og alle hendes venner næste år, for Birthe og vennerne, de forstår at feste. Og så er der vidst et eller andet med, at man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigen, ikk’ 😉