Kategori: blog-forside (Side 11 af 18)

Kalenderen skriver ’sommer’, og i dag føltes også sådan, men ellers har vejret måske nok været lidt mere nærig med at dele sol og varme ud til alle os solhungrende danskere her i foråret. Nå, men pyt, det kommer nu – det er jeg sikker på. Noget, jeg elsker ved den danske sommer, eller jeg elsker mange ting, men noget, som jeg egentlig nok aldrig har tænkt sådan videre over før nu(måske fordi det er noget, man tænker over, når man er midt i 30’erne og ikke midt i 20’erne), er alle de små gårdbutikker og vejboder langs landevejen, når man sådan er på tur rundt i det danske land, eller bare på vej på job. Det er jo intet mindre end fantastisk, at vi lever i et land, hvor der tradition for, at vi slår et lille skur, en vogn eller andet mærkværdigt op langs vejen for derefter at sælge alverdens ting og sager. Primært frugt og grøntsager. Frisk frugt og grøntsager direkte fra landmandens mørke muld – derude bagved vognen/skuret. Ikke at forglemme julemåneden, hvor man kan købe gran, juletræer, brændte mandler, nisser osv., både her og der og langs de danske landeveje.

Der, hvor jeg har sommerhus, har vi bl.a. ’Den Grønne Vogn’, hvor man netop kan købe årstidens frugt og grønt, ligesom man kan plukke jordbær på marken, eller hvis man er doven, få nogle andre til det (jeg kommer altid til at spise en hel del, så jeg er ikke værd at tage med, hvis det skal gå stærkt). Jeg har aldrig tænkt videre over det, for de ’grønne vogne’ har jo altid været der, i hvert fald så længe jeg husker. Ligeså er det med det område, hvor jeg bor. Når jeg kører på alle de mindre landeveje rundt omkring, bugner det med små skæve boder langs vejen, hvor man netop også kan købe årstidens frugt og grønt, honning og andet godt, der ikke er fyldt med tilsætningsstoffer og/eller har ligget i supermarkedet i flere dage. Vælger jeg at løbe en tur, kan jeg også være sikker på, at jeg kommer til adskillige små steder, hvor jeg bliver alvorligt fristet – både forbi små hyggelige gårdbutikker og skæve vejboder – og jeg elsker det. Jeg har en gang præsteret at løbe små 9 km med jordbær i den ene hånd og ærter i den anden – kan dog ikke anbefales, og jeg var pænt træt af mig selv, fordi jeg ikke tænkte ruten bedre igennem, og købte tættere på ’hjem’ (næste gang sætter jeg mig i grøftekanten og spiser det hele).

Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at vi har de her små boder, mange steder i Asien, hvor jeg har rejst, bl.a. i Vietnam, Cambodia, Laos, og Thailand, ligesom tilfældet er i Europa i fx Spanien, Frankrig og Italien, har de også små boder langs vejen, hvor man kan købe frugt og grønt. Forskellen er blot, at her står der mennesker og betjener en, dét gør der ikke i boderne i Danmark. Og lige præcis dét, synes jeg er så fantastisk. Tænk, at man stadig i små lokalsamfund ude på landet stoler så meget på hinanden og alle de fremmede, der passerer, at man lader en lille pengekasse stå, og så ellers regner med, at folk er ærlige – OG kan regne.

Nå, tilbage til ’ærlighed’ og det hyggelige ved vores ’vej-tradition’ i lille Danmark. I den lille by, hvor jeg har sommerhus, låser de ikke havemøbler på caféerne inde, og blomsterkrukker, lysestager og lanterner står frit udenfor, så enhver, der er lidt langfingeret, kan tage dem med. Men det er der åbenbart ingen, der gør, for så tænker jeg,  at de var begyndt at låse dem inde. Det er skønt, at man stadig stoler på hinanden – og ikke mindst, at man KAN stole på hinanden nogle steder endnu, for faktum er desværre, at flere steder i Nordjylland og på Nordsjælland (og sikkert også andre steder)har de problemer med, at folk enten ikke kan regne (eller nok nærmere ikke vil), og efterlader for lidt penge, eller de tager hele pengekassen. Øv, hvor er det bare ærgerligt, at nogle ikke kan finde ud af, hvad der er dit og mit, og så måske med tiden ødelægger en god tradition, fordi det så ikke længere lader sig gøre at have en sådan ‘ubevogtet’ bod langs landevejen. Jeg tror faktisk ikke, ved nærmere eftertanke, at jeg har været i noget andet land, hvor man har ’menneskeløse’ boder langs landevejen. Dét synes jeg faktisk siger lidt om os danskere, og det er jeg faktisk lidt stolt af. Lad os fortsætte i den retning, hvor vi viser hinanden tillid, og lad os så ellers leve op til den tillid, som fremmede mennesker viser os.

Udover tilliden er jeg også vild med det hyggeligt i at handle de her små steder. I dag var jeg ude og hente kartofler hos en af de lokale landmænd, der netop har sådan et lille bord i sin lade, hvor der står en lille rød pengekasse og så ellers friske ny opgravede kartofler. Jeg fik en lille sludder med to ældre herrer, der også var af sted efter kartofler. Så stod vi der og småsludrede et par min., ønskede hinanden en god weekend og af sted ud af landevejen med vinden i håret (okay,  måske nærmere aircon), min datter ved siden af, solen skinnende fra en blå himmel,  for derefter at køre ned på stranden for at spise is og nyde solen, roen og hinanden, inden man skal hjem og spise de friske  kartofler på terrassen – efterfulgt af nyplukkede danske jordbær. Derudover har ens gode veninde været forbi med friske æg fra hønsegården (I kan godt høre, at jeg ikke kan lide mad, ik’)? Sådanne dage elsker jeg virkelig den danske provins, og det er nok dér, at det går op for mig, hvorfor den del af Danmark også betyder så meget for mig.

Min datter Aura-Xenia samler sten på stranden (efter is), tæt ved vores hjem.

For godt en uge siden kom jeg hjem fra USA. Jeg tilbragte en uge derovre – i New York og Washington D.C. Nu, skriver jeg ganske vidst Washington D.C., men egentlig bor mine venner langs Potomac River i Maryland ca. 45 min. kørsel fra D.C.  Dvs. de bor faktisk i en forstad til Washington D.C., men i USA bliver det betragtet som at bo i Washington D.C. , fordi afstanden er så lille. ’Lille’, siger jeg. Når amerikanerne siger ”det tager ikke lang tid, det er tæt på”, så svarer det absolut ikke til, hvad en dansker mener, er tæt på. Det tager ca. 45 min. at køre ind til D.C. centrum fra mine venners hus. Uden trafik 20 min., men der er altid trafik. En tur, de ikke regner for noget, da de er vant til afstande – det er alle amerikanere i øvrigt (men landet er selvfølgelig også en anelse større end Danmark). Mine venner bor i et smukt villakvarter ved floden, men vil du have noget fra et supermarked eller lign., må du køre efter det. Igen, ikke noget de ser som et problem ”det er jo bare ti min. i bil”.

Washington D.C., Maryland.

Washington D.C. downtown.

I Danmark derimod, betyder lige netop det, at man ikke har fx en kiosk nede på gadehjørnet eller i hvert fald i kort gåafstand, at man bor i provinsen, laaaangt væk fra storbyen. Her flyder provins og storby bestemt ikke sammen. Næ, bor du tre kvarter fra Rådhuspladsen, er du ‘bonderøv i provinsen’, med mindre altså, at du har valgt at bo i Nordsjælland. Så er du sjovt nok, på en eller anden måde, en af de ‘smarte’, og ’en del af København’ – eller i hvert fald tættere på, selvom det fra Nordsjælland til København centrum snildt kan tage en time eller mere, når der er meget trafik. Men næ, alt det andet, dét er provinsen – helt derude i ’udkanten’. Men det er Nordsjælland vel også, altså ’udkant’. Men der har altid været et eller andet snobberi omkring, at det lyder bedre at sige, at man bor i Rungsted end i Jyderup, og ferierer i Tisvilde i stedet for i Sæby, Svendborg, Bjerge eller et andet sted (der ikke er hipster). Men det er da provinsen alle steder, det kan vi vel blive enige om – mondænt eller ej.

Svendborg Strand er da ikke helt umulig heller, men det er jo ikke Tisvilde…

Nu jeg skriver ‘mondænt‘, er jeg simpelthen nødt til lige at komme med en indskudt bemærkning her. Det er muligt, at Tisvildeleje er mere ’hipster-agtig’ end fx Svendborg, Sæby eller Aabenraa, og det er jo åbenbart ret vigtigt i disse dage, men helt ærligt, det er altså på høje tid, at vi får en snak om det her ’hipster-fænomen’, for har titlen i virkeligheden ikke allerede tabt sin betydning? Alle dem, der ytrer, at de er ’hipster’, render jo i virkeligheden rundt som tosser og ligner hinanden ’se skæve unikke mig’. Deres projekt bliver ligesom besværliggjort (og latterliggjort) af, at flere hundredetusinde andre er i gang med selv samme projekt. Det samme gør sig gældende for byerne. Jeg synes bestemt, at Tisvilde er et dejligt sted, men kan ikke se, at byen har noget specielt, som man ikke finder i mange andre mindre byer ved havet i Danmark. Næ, det handler om, at nu er den by gjort til ‘darling’ af københavnerne for en stund, men alting (næsten da) har en ende. Jeg selv har sommerhus i nærheden af Skagen (det skal lige siges, at jeg elsker Skagen), men jeg kan røbe, at ikke ti vilde heste ville få mig forbi Skagen i ’uge-Hellerup’. Så vil jeg fan’me hellere vælte på en knallert i shorts – to gange. Af samme grund elsker jeg den stille by i Nordjylland, hvor mit sommerhus ligger. Her er også mange mennsker om sommeren, men her er plads til alle – hipster eller ej. Tænk, at gide at gå op i, hvilken by, der er det ’rigtige’ sted at opholde sig i, i stedet for rent faktisk at vælge stedet ud fra, om man holder af området og befinder sig godt der.

‘Hellerup-uge’ i Skagen.

Nå, tilbage til afstanden (Tisvildeleje ligger i øvrigt ca. en time i bil fra København). Tænk nu, hvis vi danskere kunne finde ud af at se anderledes på det. Hvis vi kunne se udover, at vi ikke alle bor midt i storbyen, men faktisk uanset, hvor man bor på fx Sjælland vel næppe er længere væk end, at det tager 1,5 time at køre til København. Har vi nogensinde tænkt på alle de fordele, der er ved at bo i et lille land med korte afstande? Det gælder naturligvis også de andre landsdele og deres større byer – Fyn i forhold til Odense, og Jylland i forhold til Århus og fx også Aalborg. Og ja, der er altid en udkant, det er der sgu’ nødt til at være, men ikke nødvendigvis i negativ forstand.

For få dage siden kunne man læse i Berlingske Tidende, at ’udkantsdanmark’ er i dyb krise. Artiklen handlede – surprise – om Sjælland. Jeg sværger, indimellem tror jeg, at medierne helt har glemt, at der findes noget, der hedder Fyn og Jylland, for ikke at snakke om alle de mindre øer – og at det også er Danmark. Anyway, i Berlingske skrev en journalist noget om, at det går skønt for København og skidt for resten af Sjælland, især Syd- og Vestsjælland. Ifølge journalisten i Berlingske er forklaringen på Sjællands ulykke, at mange industrier er lukket under kriseårene. Unge fra hele Sjælland rejser til København for at uddanne sig. Omvendt har København stødt de svageste borgere med laveste indkomster fra sig og ud til de sjællandske provinskommuner. Sammenlignet med København har Vest- og Sydsjælland næsten dobbelt så mange unge, der er ufaglærte.

Fanø Strand – synes umiddelbart, at den hamler op med stranden i Tisvilde – og de har Sønderho Kro.

Lønstrup Strand, Nordjylland er heller ikke helt dum, ej heller restauranterne i by og omegn.

Eller Vesterlyng ved Kalundborg og Havnsø – jeg kunne blive ved faktisk…

Det er bare ikke hele sandheden. Det går faktisk den rigtige vej mange steder i Syd- og Vestsjælland. Bl.a. har man på Novo Nordisk netop taget det første spadestik til en ny fabrik, hvilket betyder ca. 250 nye arbejdspladser i Kalundborg alene – og det betyder altså også jobs, der kræver videregående uddannelser. I Holbæk har man indtil videre i 2015 en lige så stor procentvis fremgang i befolkningen, som i Københavns Kommune – og det er ikke blot kontanthjælpsmodtagere, der søger kommunen. Ligeledes inden for den private sektor ser det godt ud i de fleste kommuner i Vest- og Sydsjælland. Jeg vil selvfølgelig ikke male et billede af, at alt er fryd og gammen i provinsen (eller i Danmark), da jeg ved, at man flere steder kæmper med bl.a. konsekvenserne af centraliseringen – jf. manglende arbejdspladser mm.

Men faktum er bare, at langt de fleste medier elsker at sovse rundt i, hvor skidt det går ’udkantsdanmark’ (og når de siger ’udkantsdanmark’, mener de jo nærmest alt vest for Valby Bakke). De fortsætter i samme rille, og har nærmest udråbt dig til at være medlem af ’Nedtursklubben’, hvis du bor i provinsen et sted i Danmark. Men de glemmer succeshistorierne i provinsen, der skyder op flere og flere steder. Hvorfor mon? Handler det ikke netop om, hvordan vi anskuer tingene – er glasset halvfuldt eller halvtomt?

I slutningen af april var jeg til premiere i Cinemateket i København på ’Verdens mest afslappende film’. Det lyder måske nok lidt pudsigt, men den er god nok. VisitVestsjælland står bag filmen, men i virkeligheden har de vel gjort noget, som VisitNordjylland eller en anden turistorganisation i provinsen i Danmark ligeså godt kunne have gjort. For det handler om at sælge naturen, og i dette tilfælde har man tænkt på den positive virkning, som naturen især har på stressede sjæle. Og natur er der jo netop masser af i provinsen rundt omkring i Danmark. Den ’vare’ har VisitVestsjælland klogelig valgt at ’sælge’ på en smart måde.

Nordjylland.

‘Verdens mest afslappende film’, som varer ca. 7 minutter, er filmet i skovene, på hederne, markerne og langs strandene på Sjællands Vestkyst omkring Slagelse, Kalundborg og Sorø. Den er baseret på en række interviews og anbefalinger fra eksperter inden for områderne som stress, musikterapi og mindfulness. Det hele handler altså om at tiltrække folk – i dette tilfælde til Vestsjælland. Men det kunne, som skrevet tidligere, ligeså godt være Nordjylland eller en anden del af Danmark med smuk natur. Målet er turisme, men også bosætning. Og netop bosætning er jo interessant set i sammenhæng med den stigende centralisering i Danmark (og resten af verden for den sags skyld).

Filmen er langsomme optagelser af naturen på Sjællands Vestkyst tilsat rolig musik komponeret til lejligheden. Det skal sænke pulsen på bl.a. fortravlede københavnere. Men kan en film på syv minutter med naturskønne billeder og rolig musik virkelig gøre travle mennesker mere afslappede? Og vil filmen kunne overbevise flere til at enten feriere i eller flytte til provinsen (i dette tilfælde Vestsjælland)? Det er et godt spørgsmål, men formålet med filmen er i hvert fald, at gøre travle byboere opmærksomme på de smukke naturoplevelser, der venter – i dette tilfælde – på Sjællands Vestkyst, samt den gavnlige effekt naturen har på stressede liv.

Vestsjælland.

Idéen er altså – med filmen – at illustrere, hvor stor indflydelse naturen har på vores psykiske og fysiske velbefindende.Førende eksperter er enige om, at symptomer på stress kan mindskes, hvis vi bliver bedre til at bruge naturen. Bl.a. er der videnskabeligt belæg for, at smukke naturbilleder, dvælende kameraføring og afdæmpet musik får folk til at slappe af. For at teste denne påstand, blev et testpublikum i Cinemateket udstyret med pulsure, for at kunne måle, hvorvidt filmen havde den ønskede effekt. Resultatet viste, at i gennemsnit faldt test-publikummets puls med ti pct., mens enkelte deltagere oplevede fald på helt op til 25 pct.

VisitVestsjælland håber, at regionen kan komme på verdenskortet som en slags refugium for fortravlede storbyturister. Samtidig med filmen lanceres et nyt website, hvor man også kan teste, hvilken type ferie man skal vælge for at slappe mest muligt af. På baggrund af testen får man en række forslag til aktiviteter og overnatningsmuligheder på Sjællands Vestkyst, for derefter at kunne sammensætte den perfekte ferie. Derudover lancerer VisitVestsjælland også en konkurrence, hvor man kan vinde et afslappende ferieophold på Sjællands Vestkyst.

Det er en interessant strategi Visitvestsjælland har lagt for dagen. Jeg er imponeret over tankerne bag, og er enig i, at provinsen netop skal sælge sig selv på den smukke natur, der nu engang er rundt omkring i Danmark. Men at lave en film om udelukkende naturen, havde jeg ikke tænkt på. Men filmen havde faktisk den effekt på mig, at jeg fik lyst til at opholde mig langt væk fra storbyens ræs for en stund, og i stedet bruge tiden i den smukke natur et sted. Den mindede mig vel også – i en eller anden grad – om, hvor smuk Danmark er mange steder, og hvor fantastisk naturen kan være i mange henseender.

Se filmen og lad mig høre, hvad du synes – og husk at deltage i Visitvestsjællands konkurrence om en afslappende ferie et sted på Vestsjællands kyst.

Link til filmen er her:

http://www.visitvestsjaelland.dk/verdens-mest-afslappende-film

Så er jeg igen danskeren i det store udland – denne gang i min favorit storby – New York. Fra første skridt jeg igen satte på amerikansk jord, er oplevelsen god. Det kan godt være, at nogle siger, at amerikanere er overfladiske osv., men venlige det er de altså altid. Man føler sig velkommen, selv uden det visum, som man skulle have haft i orden. Jeg havde selvfølgelig glemt at få en bekræftelse med på min ESTA (en form for visum til USA), som jeg havde ansøgt online, og også var blevet godkendt til, hvilket de kunne se i Københavns Lufthavn, men åbenbart ikke i JFK Lufthavn. Nå, men det betød et lille besøg på immigrationskontoret i lufthavnen, hvor jeg pludselig følte mig som en af de der kinesere, der illegalt har bragt krydderurter til landet, eller en af dem med de falske pas, man ser på tv. Nå, men jeg havde hverken falsk pas eller ulovlige madvarer med til USA, men fik af vide af immigrationsmyndighederne, efter at vi havde snakket lidt sammen, at normalt sender man folk tilbage, der ikke har orden i deres papirer og efterfølgende giver man det pågældende flyselskab en bøde for at have sendt mig af sted, hvilket man åbenbart ikke må, når papirerne ikke er i orden. Sådan er reglerne, og ’SHIT’ tænkte jeg (undskyld mit sprog, men det gjorde jeg altså).

Manden var dog flink, ville glemme reglerne og lave en ny ansøgning for mig, hvilket jeg selvfølgelig var dybt taknemmelig for. Selv under de forhold bliver man mødt af en venligt ansigt. Han kunne se, at jeg havde rejst i USA mange gange tidligere (hvilket jo bare gør mig endnu dummere – at jeg ikke havde tingene i orden), haft visum, da jeg boede der, og ellers ikke havde begået nogle ulovligheder, såsom at smide en bombe eller lign., mens jeg var i landet. For det er jo det ’morsomme’ – spørgsmålene man skal svare på, for at få adgang til USA. Ét er, at man sidder derhjemme foran skærmen og svarer på de her yderst åndssvage spørgsmål såsom, hvorvidt jeg har tænkt mig at udføre terrorhandlinger. Jeg mener, selvfølgelig har jeg ikke det, men hvis jeg havde, sagde jeg det sgu’ nok ikke til ham. Men at stå der face to face og skulle svare en mand, der tager spørgsmålene meget alvorligt, det kræver virkelig al koncentration for ikke at grine. Efter at have talt om Danmark, mit liv (han stillede ret mange spørgsmål), spurgte han endelig, om jeg søgte asyl i USA. Øøhhh, nej ikke ligefrem. Du har netop tjekket min baggrund grundigt. Du ved, at jeg har penge nok på mine kreditkort, du ved, hvad mit job er, kender mine familieforhold og ikke mindst, hvor jeg kommer fra, etc. – så nej umiddelbart er situationen i Danmark ikke til at søge asyl, og jeg tror ikke, at jeg bliver slået ihjel, når jeg kommer hjem, men tak fordi du spørger.

Nå, men efter vores meget lange samtale med immigrationsmyndighederne, fik jeg endelig lov til at rejse ind i landet – til min yndlings storby i verden, og jeg blev igen mødt af venlige og ikke mindst serviceminded folk over alt. Jeg var åbenbart lige ved at tage med en eller anden form for luksus taxa, der kostede knap 1.000 kr., hvilket måske nok lige er i overkanten for at komme fra JFK og ind til byen. Men jeg var trær. Jeg blev dog mødt af venlige og hjælpsomme mennesker (udover den chauffør, der forsøgte at ’tage røven på mig’). En mand kom over til mig og sagde, at jeg ikke skulle betale så mange penge for en taxa, og efterfølgende kom en anden dame over og sagde, at der kørte en shuttle fra lufthavnen til byen nu, hvor prisen var ca. 1/10 af førnævnte taxas pris. Egentlig havde jeg besluttet mig for en taxa, men det var et godt valg, da chaufføren kørte mig lige til mit hotel til trods for, at han egentlig kørte lidt væk fra sin rute. Alt det bare for at være venlig. Det kunne regelrytterne i Danmark lære noget af.

Udsigten fra Empire State Building, NYC.

Jeg havde et døgn alene i New York indtil, at jeg skulle mødes med min veninde og hendes familie, men jeg følte mig aldrig alene. Jeg fik et par gode snakke med skopudseren ved vores hotel, og blev ret gode venner med ham i ’Starbucks’. Derudover blev jeg inviteret til juleaften af en hjemløs (det kunne nu også ske derhjemme), og ellers blev jeg bare mødt med smil og venlighed lige meget, om jeg var på Manhattan, i Greenwich Vilage eller Upper East Side. OG det gælder også de ansatte i forretningerne – de er SÅ hjælpsomme.

Da jeg forlod byen med bus, blev jeg igen mødt af smilende amerikaneren, der delte deres ’Oreos’ og historier med mig. Til sammenligning kan jeg fortælle, at dengang jeg var studerende og ikke havde mange penge, tog jeg altid bussen til mine forældre i Jylland, når jeg skulle besøge dem, og der var der ingen, der nogensinde mæglede et ord til hinanden. For når vi danskere ikke kender hinanden, skal vi da passe på at tale til hinanden – det kunne jo være farligt.

Central Park, NYC.

De af jer, der har været i New York, eller andre steder i USA for den sags skyld, ved, hvad jeg taler om, når jeg siger, at amerikanerne bare generelt er venlige, hjælpsomme og serviceminded. Jeg er ked af at sige det, men danskerne kunne lære noget her. Jeg har tidligere skrevet om, at Danmark ikke just er kendt for god service. Og oven i hatten er Danmark jo ikke ligefrem et billigt land at besøge, så hvis både priser og service stinker, hvad skal turisterne så komme til Danmark for? Jeg siger det bare. København er verdens dyreste by at være turist i, så måske vi skulle veje lidt op for det ved at være venlige, når vi siger til turisten at en øl koster 60 kr. i Nyhavn.

Jeg skrev dengang, at nordjyderne vidste, hvad god service er i Danmark. Det mener jeg stadig, at de gør – set i forhold til fx københavnere, men heller ikke de når amerikanerne til sokkeholderne, hvad angår service.

En af mine venner, der rejser meget i hele verden, men vidst i særdeleshed i USA, skrev på et tidspunk et indlæg på sin Facebook-væg om, hvilke services vi danskere savnede i Danmark, som man kunne få i USA. Tråden på væggen blev lang. Meget lang. Og alle havde gode idéer til, hvad der burde være i Danmark, som de havde oplevet i USA.

Da jeg læste tråden, blev jeg for alvor bevidst om, hvad jeg længe havde tænkt, uden rigtig at ville være ved det. Danskerne er altså lidt håbløse, hvad angår god service. Nu skal det retfærdigvis lige siges, at jeg ved, at jeg generaliserer (og det hader jeg jo, når folk gør), men jeg har givet mig selv lov til det her, så på forhånd undskyld til de forretningsdrivende, som er dygtige og yder en god service til deres kunder. Men jeg har givet mig lov til det, fordi det altså er et problem i Danmark, som vi bør gøre noget ved. Vi danskere har et magelighedsproblem, og aner ikke, hvad god service er. Vi kan heller ikke finde ud af at smile til fremmede mennesker for slet ikke at tale om at hjælpe uopfordret. Jeg har på fornemmelsen, at det var noget, vi kunne finde ud af engang, og det skal vi tilbage til. Og det er muligt, at vi ikke skal tage ved lære af amerikanerne i alle henseender, men på det her område har vi danskere altså stadig en opgave foran os.

Provinsen, udkantsdanmark, den rådne banan, vandkantsdanmark osv. ’Kært’ barn har mange navne. Jeg har jo mange gange tidligere skrevet om den centraliserende tendens i samfundsudviklingen alle vegne. Den tendens, der betyder storbyer med rigtig mange mennesker og meget lidt plads, men også den tendens, der betyder affolkede landområder.

Findes der overhovedet udkanter i dette lille land, hvor man på få timer kan komme fra den ene ende af landet til den anden? Der findes jo også områder kun 40 km. fra centrum af København, hvor tingene også ser ud til at gå i stå. Områder, der tidligere havde et levende byliv, men hvor der i dag blot er en kirke og måske en brugsen og en skole tilbage. Og ja, der ulmer et oprør mod præcis denne udvikling, spørgsmålet er bare, om man kan stoppe udviklingen i det moderne samfund, og bør man forsøge at stoppe udviklingen, vil nogen også sige.

Regnestykket er jo vel i virkeligheden enkelt. På et eller andet tidspunkt vil der vel ikke være plads nok i byen, og folk vil blive trætte af mennesker, bygninger, trafik og kaos (med stress til følge)? Fraflytningen fra provinsen rundt omkring fører til, at institutioner nedlægges og infrastrukturen forsømmes. Er der overhovedet nogen, der tager fat om problemerne? Politikerne snakker og snakker, og bevilger en nedrivningspulje her og der, lidt bredbånd og fem km ekstra motorvej – det er, hvad finansloven rækker til. Men det rækker jo i virkeligheden som en skrædder i helvede.

Efter min mening, mangler der en stillingtagen til problemet fra politisk side. Men også en stillingtagen fra borgernes side, for jeg tror ikke på, at det lader sig gøre uden vores egen medvirken. Men en stillingtagen til, hvordan man vil løse det, hvis man overhovedet ønsker det? Træffer vi først en beslutning om, at vi vil hele Danmark som bosætningssted, som det har været tilfældet tidligere, følger også politiske konsekvenser. Men det er her, at filmen knækker for mig. Det ser nemlig ikke ud til, at politikerne på Christiansborg er klar over de konsekvenser, og det ser da slet ikke ud til, at de er villige til at tage dem, eller tager jeg fejl?

Hvert år ved denne tid bliver jeg forelsket i de danske rapsmarker.

For mig er troen på, at man – udelukkende via politiske beslutninger – kan vende en udvikling tilbage fra by til land og skabe vækstcentre i yderområderne utopi. Selvfølgelig kræver det politiske beslutninger, men det kræver først og fremmest ihærdige mennesker, der gider deltage i ’projekt Danmark’. Men det er måske i virkeligheden hverken muligt eller ønskeligt med eller uden politiske beslutninger og ihærdige mennesker? Danmark er jo ikke det eneste sted, hvor det der sådan ud – hele verden ændrer sig, og har i øvrigt gjort det længe.

Nogle mener, at det er en udvikling, som vi ikke skal beklage, men derimod være lykkelige over. Vi skal prise os lykkelige for, at de unge flytter til de store byer, og yderområderne (hvis man må kalde det yderområder, nu der ikke er nogen udkant?) affolkes. Det er angiveligt med til at sikre vores velfærd. Jeg kan bare ikke rigtig se hvordan? Men hvis man forsøger at ændre udviklingen, vil det så betyde tab af velfærd?

Jeg kan fx godt se, at det på nogle områder har været smart at centralisere det danske sygehusvæsen fra små provinssygehuse til store universitetssygehuse og mellemstore akutsygehuse. Selvfølgelig er det et stort tab for den enkelte by, der mister et sygehus, men centraliseringen var nok den eneste vej for at sikre bedre og hurtigere behandlinger. Og resultaterne er faktisk ikke udeblevet. Selvom der selvfølgelig også er minusser for centraliseringen af sygehusvæsenet i provinsen. Livstruende sygdomme i hjerte og lunger samt cancer behandles hurtigere og bedre på de højtspecialiserede universitetssygehuse. Flere overlever, og det i sig selv er vel bevis for, at centraliseringen her virker? Men det betyder vel ikke, at alt skal centraliseres? Og spørgsmålet er vel også, om kvaliteten ved det akutte beredskab er steget, eller det modsatte? Uanset, er faktum, at som det er nu, skabes der mange arbejdspladser i storbyen, og dermed kan folk, der ønsker at bo i provisen og på landet, ofte pendle til og fra job.

Det er måske naivt at tro, at man gennem politiske beslutninger kan eller skal vende udviklingen, så unge søger til fx Lolland eller Nordjylland? Måske er løsningen, at man i ’provinsen, udkanten, yderområderne’ har en god infrastruktur, herunder gode veje og kollektive transportmidler, god teledækning, lokale sundhedscentre,  skoler og ungdomsuddannelser osv, og så må der være en del pendlere til storbyen? Men hvorfor skal virksomhederne egentlig partout ligge i storbyen, når vi i dag har så meget fokus på, at vi moderne forældre arbejder for meget og ser vores børn for lidt. Skulle det gøre tingene lettere for os, at vi skal pendle og bruge et par timer udover fuldtidsjob på landevejen, inden vi kommer hjem og har tid med familien? Derudover er stress efterhånden en folkesygdom, og skulle pendler-samfundet dermed bidrage positivt til, at man så også kan stresse over at se børnene for lidt ifølge eksperterne, fordi man har job i storbyen, men har valgt at bo i provinsen eller på landet af den ene eller anden årsag. En årsag, der vel at mærke ikke altid behøver at være selvvalgt, men måske nødvendig, fordi man ikke kan sælge sit hus, eller ikke har råd til at betale, hvad det koster i København fx. Endelige kunne det også være, at man bare gerne ville bo ude i den friske luft, men er nødsaget til at tage job i storbyen, fordi det er det eneste sted, der er at finde job.

Den slags skulle der gerne være tid til sammen med børnene;-)

Måske man ikke kan skabe vækstcentre i yderområderne, og gennem politiske beslutninger vende en udvikling tilbage fra by til land, men jeg forstår altså helt ærligt ikke, hvordan tingene hænger sammen her? Hvis vi nu – rent hypotetisk – sagde, at infrastrukturen i provinsen var optimal, hvad skulle så forhindre virksomheder i at vælge provinsen frem for storbyen? Der er billigere husleje, mere plads. Jeg tror, det handler om et holdningsskifte. Hvis først infrastrukturen er i orden, handler det om at overbevise folk om, at det også kan være trendy at arbejde i provinsen. For det er, hvad det hele handler om. At være trendy. Som det er nu, vil mange ikke vælge job i provinsen, hvis de kan få i storbyen, af to årsager. Dårlig infrastruktur og fordi, det bare er en tand mere smart at arbejde i København end på Lolland. Men fjerner vi den ene årsag, er der blot tilbage at vise folk, at provinsen også er cool på sin helt egen måde. Provinsen mangler ’first movers’. Ligesom med alt andet, skal der være nogen, der gør det først – helst nogle af de smarte, for så følger resten efter. Sådan har det altid været, og det vil nok aldrig ændre sig.

Nogle gange kan man altså se tingene fra to sider. Det gør tingene så meget mere komplicerede. Og det er faktisk ligegyldig, hvad det drejer sig om. Det ville være lettere, hvis det hele var mere sort/hvidt – lettere, men ikke bedre. Hvis man udelukkende ser tingene fra en side, er den i vinkel, og ingen problemer på øverste etage. Nu er det bare sjældent, at en sag ikke har to sider. Eller nej, altså visse ting er jo sort/hvide, og almindelige tænkende mennesker ved, hvad der er rigtigt og forkert i de sammenhæng, og der er kun én enkelt side – den rigtige. Men at være sort/hvid i sine holdninger til alt, er langt fra tilfældet hos mig, hvilket jeg gætter på, er tilfældet for de fleste. Derudover har jeg en vis ‘evne’ til at analysere ting ud i en uendelighed – en fordel nogle gange, men skidt andre gange.

For nylig læste jeg om problematikken omkring at bygge langs kysten i Danmark, og der er åbenbart to virkeligheder i Danmark. København, der har vækst og muligheder for at bygge attraktive boliger helt ud til vandet, og så den del af provinsen, der ligger ved vandet, der modsat København, oplever afvandring og begrænsninger. De må under ingen omstændigheder nærme sig kysten. Eller dvs. sådan var det engang. For nu er loven lavet om, men det vender vi tilbage til.

Egen badebro og plads til båden få skridt fra lejligheden. Udsigt udover vandet. Det er ikke grænser for, hvor lækkert det kan blive – tilbuddet til de københavnere, der vælger at flytte ind i en af hovedstadens mange nye bydele, som netop er bygget på de tidligere havneområder. Så tæt på vandet, kan man ikke tilbyde hverken turister eller tilflyttere i provinsen.

Christianshavn, København

I provinskommunerne er det nemlig en helt anden sag. Der har altid været en begrænsning, der hed ’kystzonen’, der går 3 km ind i landet, og ’strandbeskyttelseslinjen’ på 300 m fra vandkanten. Selv hvis en kommune river et gammelt og faldefærdigt hus ned på et område tæt ved kysten, må man ikke genopføre et nyt til trods for, at netop det måske kunne trække tilflyttere til provinsbyerne ved vandet. Hver måned får København ca. 1.000 nye borgere, og kan ydermere forvente en meget stor vækst på næsten 30 pct. frem mod 2030. Provinsen derimod oplever mange steder en afvandring, hvilket giver store udfordringer for de mindre samfund.

En ny lov har imidlertid åbnet for byggeri i vandkanten. Ifølge nogle, kan det betyde ødelæggelse af vores mest unikke natur i Danmark. Ifølge andre kan det betyde, at vi får flere tilflyttere og turister til det hårdt pressede ’udkantsdanmark’. Jeg synes stadig, at det ord er latterligt, men det beskriver bare meget godt lige i dette sammenhæng, hvad problemet er – altså udkanten af et lille land i udkanten ef et kontinent, der mangler mennesker og liv (ikke kontinentet, men udkanten). Alle landets kystkommuner kan altså nu med vedtagelsen af den nye lov søge om dispensation til at bygge i kystnær zone – og inden for strandbeskyttelseslinjen. Omkring 10 forsøgsprojekter er allerede godkendt, og projekterne skal bl.a. skabe kyst- og naturturisme samt lokke udenlandske turister til. Det er planen. Men er det en god plan? Jeg ved det helt ærlig ikke. Det er her, jeg står i et dilemma, fordi jeg faktisk kan se tingene fra to sider, ahaaa.

Den smukke uberørte natur langs Lønstrup ved Vesterhavet.

Når jeg fx er i mit sommerhus og går en tur langs Vesterhavet, elsker jeg den uberørte natur. Jeg elsker den stride vind (jeg hader at få sand i øjne og mund, men skidt det hører med), jeg elsker, at der er plads, og jeg elsker, at der er natur så langt øjet rækker – uden menneskelig indblanding. Jeg tænker på de tidligere naturskønne steder, jeg har besøgt rundt omkring i verden, som nu er mere eller mindre ødelagt. Turister ødelægger den autenticitet, som de selv efterspørger. Det er ironisk. Jeg bliver bange for, at den nye lov kan betyde, at alle mulige pludselige knalder alt muligt grimt op her og der og alle vegne. Hvis man har været i fx Thailand, ved man, hvad jeg taler om. Flere steder kræver det blot 2 m2, og vupti står en bod med Coca Cola og Red Bull klistret op på den før så smukke hvide sandstrand med de svajende palmer og det krystalklare blå vand. Nu er der 58 boder og kiosker, og liggestole og parasoller pibler frem over det hele. Ikke at forglemme, at den slags også fører noget så hyggeligt med sig, som affald. Vi er nemlig stadig alt for dårlige til at rydde op efter os, og mange tror, at naturen er sådan et sted, hvor man bare smider tingene. Det er det så ikke, men held og lykke til den, der formår at få det budskab igennem til alle.

Men målet med den nye lov er altså, at hjælpe trængte udkantskommuner og lokke turister til. Jeg er klar over, at fordi man bygger lidt – og selvfølgelig pæne bygninger, behøver det ikke at betyde, at hele den danske kyststrækning bliver klistret til, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om det så ikke blot er begyndelsen til enden på den smukke uberørte natur i Danmark?

Jeg kan godt forstå de udkantskommuner, der gerne vil gøre noget for at lokke turister og tilflyttere til, og dermed skabe vækst i lokalsamfundet. Og jeg kan sagtens se urimeligheden i, at en by som København kan bygge her og der og alle vegne langs vandet, og dermed tiltrække folk i endnu højere grad, end de måske gør i forvejen, hvorimod provinsbyerne mange steder i Danmark kæmper med udvandring og må se til, mens flere og flere institutioner og forretninger lukker i byerne – og turisterne, hvor er de? Jeg kan godt se, at man er nødt til at gøre et eller andet for at udligne den store forskel lidt, men er ikke sikker på, hvad der er det rigtige at gøre i dette tilfælde.

Strandene/kyststrækningerne i Danmark er vel på sin vis vores Amazonas, som vi har en forpligtelse til at beskytte. Vi kan vel ikke forlange, at alle ’de andre’ skal passe på deres regnskove, hvis vi selv destruerer vores naturskatte?

Solnedgang over Røsnæs, Vestsjælland

Men hvad skal den del af provinsen, der har den smukke kyststrækning, så gøre for at tiltrække turister og tilflyttere? Det er jo netop naturen, de kan lokke med. Det er jo netop den, København fx ikke har – i hvert fald ikke på samme niveau. Kunne man lave nogle regler, som der ikke blev dispenseret fra uanset hvad? Kan det lade sig gøre at bibeholde den smukke uberørte natur mange steder, og så stadig bygge langs kysten nogle steder? Mere vil jo som bekendt have mere, eller kan vi styre det? Jeg ved det ikke…

Sidste gang skrev jeg, at det valgte emne nok ikke havde noget at gøre med, hvor man boede, da problematikken vidst var at se alle vegne. Denne gang er jeg faktisk ikke så sikker på, at det samme helt er tilfældet. Jeg tror faktisk, at provinsen kunne lære lidt fra storbyen på dette punkt. Jeg tror, at man i provinsen er lidt mere gammeldags (og gammeldags er altså ikke altid godt), hvad dette angår, men måske jeg tager fejl?

En fornem andenplads. Det er, hvad det i nogles øjne kan blive til, hvis du er alene-forælder. Vi trænger vidst til at få støvet holdningerne – til visse ting – lidt af – anno 2015. Som jeg jo har skrevet flere gange tidligere, har vi mange regelsæt og kasser i vores samfund (hvilket der vel er i alle samfund). Men hvad sker der for holdningen til at være alene-forælder? Jeg kender flere, der fortæller mig historier, jeg mildest talt er chokeret over.  Vi lever i 2015, og eftersom skilsmisseraten ikke just er faldende, skulle vi måske forholde os lidt anderledes til det faktum, at ikke alle er ’kernefamilier’, og at det vel også er godt nok. I 2014 blev 19.435 ægtepar skilt. Det er det højeste antal skilsmisser, der nogensinde har været i Danmark på et år, og det er 23 pct. flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser de seneste ti år.

Derudover er der også nogle, der mister deres elskede til sygdom, og dermed også står alene tilbage. Endelig er der det frie valg. Det frie valg til at få et barn alene – helt fra begyndelsen. Her er der ingen forliste ægteskaber eller drømme, blot drømmen om et barn. Kvinderne, der vælger at få et barn alene, enten fordi de ikke har fundet manden i deres liv, eller fordi de blot har lyst til at klare opgaven alene. Uanset, hvad bevæggrunden(e) er for, at man er alene med barn/børn (og om det er 24/7 eller delvist), betyder det altså ikke, at barnet/børnene lider under det.

Og ganske som jeg bliver træt af speltmødre og andre velmenende sjæle, bliver jeg også træt af at høre på folks fordomme, når jeg ser, hvor fint mange klarer en hverdag alene (hvad enten der er tale om en kvinde eller mand) med deres barn/børn. Og hvorfor skulle de ikke også det? Jeg siger ikke, at det er drømmescenariet, men for nogle er det måske. For andre måske ikke, men de får det til at fungere alligevel, og har velfungerende, søde og glade børn.

Et eksempel på ‘kernefamilien’ – dog en fra slut 1970’erne (jeg er pigen i dåbskjolen).

Kvinder, der drømmer om at sætte børn i verden på egen hånd, skal ikke kun kæmpe med egne fordomme – de skal også høre på omverdenens. Ikke mindst kernefamiliernes engagerede fædre (hvilket jo selvfølgelig er skønt, at de er – altså engagerede), der ser skævt til kvinder, der på deres egen måde ’demonstrerer’, at det ikke nødvendigvis kræver en mand at give et barn en god opvækst. Eller kernefamiliens kvinder, der har ondt af den stakkels ’alene-mor (eller far), for hun/han har jo ikke, hvad kernefamilien har. Næ, men så har de måske noget andet. Ja, der er helt sikkert ting, de savner ved ’kernefamilien’, men måske der også er ting, de ikke savner ved den? Der må da også være en grund til (eller flere), at nogle vælger at være kærester, men bo hver for sig til trods for, at de har børn sammen. Hvad der fungerer for nogle, fungerer måske ikke for andre, men hvem har også sagt, at vi alle skal leve efter de samme regelsæt, og hvad er der egentlig galt i, at andre lever anderledes fra, hvad vi selv gør? Jeg ved det godt. Det er utrygheden ved dét, der er anderledes.

Selvvalgte enlige mødre er der mange af. Selvvalgte enlige mødre, der ikke har været en tur omkring kernefamilien, er der nok knapt så mange af. De har sprunget ægteskaberne, der ikke fungerede over, og er gået direkte efter ’guldet’ på egen hånd. Men de har også vundet den fine og sikre andenplads – præcis som de mødre og fædre, der står alene tilbage efter et ægteskab, der ikke længere er. Nogle må se drømmen forlise, andre har valgt en alternativ vej til børn, men hvem er vi til at dømme andres valg?

Jeg tror ikke, at nogen kvinde er vokset op med en prinsessedrøm om en dag at blive alenemor, uanset på hvilken måde det sker. Ej heller er det tilfældet for en mand, at drømmen er ’alene-far’ titlen. Med undtagelser selvfølgelig, tror jeg, at de fleste kvinde har haft romantiske drømme om prinsen på den hvide hest – han dukkede bare aldrig op for alle. Ikke i tide i hvert fald. Men at vælge noget, der er anderledes, er ofte vanvittigt svært for langt de fleste. For mange mennesker er ’nyt’ det samme som ’underligt’. Nyt provokerer vores tryghedsfølelse, og det vi kender, er sikkert bedst. Det kræver derfor store ressourcer at bryde med normerne, både vores egne og samfundets – men hurra for de mennesker, der tør.

Jeg har flere venner, der er ‘alenemødre – og fædre’, og de gør det godt – rigtig godt 😉

Vores holdninger stammer vel også fra vores egen personlige historie. Jeg er fx vokset op med en mor og en far, så i min verden tænker jeg nok, ’et barn har brug for en mor og en far’. Jeg har et meget nært forhold til min mor, og havde også et meget nært forhold til min far, så jeg har måske svært ved at forestille mig et liv, der er markant anderledes fra det. Også i forhold til min egen datter. Hun er meget tæt på både sin far og jeg, og jeg tænker da, at det er enormt vigtigt for hende at have os begge i sit liv, uanset, om vi er gift eller var skilt. Men det er jo ikke alle, der har en mor og en far, der bor sammen, eller som de overhovedet har kontakt med, men det betyder jo altså ikke, at de ikke bliver velfungerende mennesker af den grund.  Jeg kender mange alene forældre, som jeg tager hatten af for – både mænd og kvinder. De har alle skønne velfungerende  glade børn. Derudover kender jeg da også en del voksne, som netop er vokset op uden en far eller mor (nogle delvist) – og de er altså også alle helt normale.

Men man kæmper ikke blot mod egne fordomme – samfundet reagerer også på ens valg.  Jeg kan godt forstå det valg, nogle kvinder træffer vedr. at få et barn alene, hvis ikke de har en kæreste, men gerne vil have et barn (mænd, for den sags skyld også, det er blot lidt mere kompliceret). Hvis ikke Mr. Right har vist sig, skulle prisen da være et liv uden barn/børn (hvis man altså ønsker børn)? Ligesom jeg kan forstå de kvinder og mænd, der ikke kan få et ægteskab til at fungere, og derfor vælger at gå hver til sit og dermed være alene-forælder. Jeg siger ikke, at det er fantastisk for et barn, at forældrene går fra hinanden, men det er da bedre end, at de lever sammen som hund og kat. Og hvis man ellers håndterer situationen fornuftigt, og giver sine børn masser af kærlighed, har jeg da set mange eksempler på, at det sagtens kan lykkedes alligevel.

Hvad der fungerer for mig, fungerer måske ikke for en anden, og det er da helt okay. Vi lever i den frie del af verden, og kan gøre, hvad der passer os mht., hvordan vi lever vores liv (altså så længe vi overholder loven). Lad os dog hylde retten til det frie valg, og droppe fordommene. Jeg er i hvert fald af den overbevisning, at det vigtigste vi kan give vores børn (og hinanden) er masser af kærlighed. Så vokser de også op og ved, hvad ægte kærlighed er. Jeg kommer heldigvis fra et hjem med masser af kærlighed – både til os børn, men også mine forældre imellem. Det har smittet af på mine værdier og mit mod. Jeg ved, at jeg altid vil følge mit hjerte, være sammen med de mennesker, jeg elsker og gøre, hvad der kræves for at få, hvad jeg vil have. Ikke for andres skyld, men for min egen. Fordi, kun det kan gøre en lykkelig. Jeg vil aldrig lade mig nøje. Ingen bør lade sig nøje, og betyder det, at du skal gøre op med normerne i samfundet omkring dig – so be it. Andet er livet for kort til.

Mit indlæg, denne gang, handler egentlig ikke om, hvor du bor. For netop provins og storby er uden betydning i denne sammenhæng. Det tror jeg i hvert fald, at det er. Vi lever nemlig i sådan en verden – storby eller provins, potato potato – hvor vi konstant bliver bedømt – hvis ikke på det ene, så på det andet. Baren er sat højt – urealistisk højt, men sådan kan vi alle bedst lide den. Eller kan vi? Vi er kritiske. Kritisk kan være godt, men det kan også være skidt. Jeg er meget kritisk. Kritisk med min sport, min mad, mit udseende, mit job. Jeg har høje forventninger til mig selv og til andre. Jeg er ikke den eneste. Vi har mere travlt med hinanden end nogensinde før. Ikke travlt med hinanden på den gode måde. Næ, på den der ’Jeg holder øje med, hvem der lever op til normerne, men især, hvem der vover at skille sig ud’-måde.

Jeg har også så ufattelig mange krav til mig selv, at det indimellem er svært at leve op til de mest simple af dem. Men så er det jo strålende, at vi er omringet af ’eksperter’ alle vegne, der hele tiden fortæller os om, hvordan vi bliver gode forældre, gode kærester, gode elskere og i det hele taget – gode mennesker. For det ved de. Det er de nemlig selv, eller? Ifølge ’eksperterne’ er det enkelt, det er det så bare aldrig alligevel. Og hvem siger, at de har ret? Jo vidst, er der mennesker, der rent faktisk ved, hvad de taler om, og som man kan lære noget af, men hold nu op, hvor er der også mange ‘jeg er ekspert, lyt til mig’-typer. Jeg bliver så træt.

Sssshhhh, vi spiser nutella i weekenden på LYST brød, OG jeg har lige været ude at løbe, så jeg har prioriteret et par timer væk fra min datter, OMG – vi er fortabte…

For nogle år siden kom det der ’spelt-mor’ fænomen sådan rigtig frem. Noget med, at moderne kvinder har høje ambitioner, hvad end det gælder familien eller arbejdslivet. Og netop de høje ambitioner på moderskabets vegne er en af årsagerne til, at det gode moderskab bliver spejlet i en mel-metafor. Gode mødre bager nemlig boller af økologiske speltmel. Eller sådan var det engang. Også her har vi taget skridtet videre, og nu er det ikke længere blot økologisk speltmel, der kendetegner superforælderen. Nu skal du stå storsmilende hver morgen med friskbagt glutenfri havrebrød med rugkerner og boghvede på toppen serveret med en hjemmelavet algesmoothie. Naturligvis lavet på soyamælk, for komælk dør du jo nærmest af at indtage i 2015, hvad enten du har allergi eller ej. Nå, men jeg kan altså godt være morgensur, og vi spiser noget så gammeldags (og for nogle måske kedeligt) som havregrød med bananer og kanel – vi elsker det. OG vi spiser nogle gange helt almindeligt lyst brød med et tykt lag Nutella i weekenden, OG nogle gange sker det, at min datter ser Ipad, når vi spiser morgenmad. Det gør hun også ofte lige, når hun kommer fra børnehave. Hun trænger til (ligesom de fleste voksne, der har været på job i øvrigt) at slappe af og koble lidt fra. Det gør hun på den måde. Eller med en bog. Jeg lader hende selv vælge. Pædagogisk eller ej – det virker for os.

Jeg bliver også træt af, at alle hele tiden skal have en mening om, hvor meget eller hvor lidt, man bør træne. Hvis du ikke dyrker en eller anden sport i dagens Danmark, er du doven og ugidelig (sikkert også tyk i visse øjne), sådan lidt ’taber-agtig’, og du lærer åbenbart heller ikke dine børn gode sunde motionsvaner. Hvis du derimod træner meget, bliver du knaldet oven i hovedet med en stor hammer, fordi du træner for meget, og det går udover tiden med dine børn. For slet ikke at tale om, at de bliver stressede og sikkert får en spiseforstyrrelse, fordi du træner/løber ror kajak eller, hvad du nu laver for at vedligeholde den der krop, der helst skal se toptunet ud – for ellers bliver du i hvert fald ikke noget inden for musikken. Lad os nu bare gøre det, der gør os glade. Og ja, jeg er fx glad for at løbe og løber en del timer om ugen samt styrketræner. Det gør jeg, fordi det gør mig glad.  Og det fungerer fint, selvom jeg også er mor, har et job osv. Det er da logisk, at gør vi mennesker, hvad der gør os glade, smitter det af på omgivelserne. It’s that simple…

Måske alle de der såkaldte ’eksperter bare burde erkende, at alle familier er forskellige, ligesom tilfældet er for hver enkelt menneske. Hvad der fungerer for en person eller familie, fungerer måske ikke for en anden. Og ja, der er nogle, der burde komme op fra sofaen, slukke Netflix og droppe marsbaren og colaen. Omvendt, er der også nogle, der burde droppe tri-træningen og få lidt sul på sidebenene, fordi det eneste de kan spise er en ’low carb diet’ et eller andet, og det eneste, de kan tale om, er deres træning og /eller deres detox juice kur -alt imens de løber forbi med lynets hast (og hyler i vinden), inden de skal til yoga. I kender godt typen, der er så sporty, at han/hun møder op til havefest i sit sportstøj, ikk’?

Så ja, selvfølgelig er der nogen, der bør tænke over deres prioriteter, men drop dog den der frelste ’se mig, jeg gør det rigtigt’-mine, og lad os dog leve vores liv, og selv vælge, hvad man mener, er rigtigt. De fleste af os formår altså at have et fornuftigt forhold til både sundhed, herunder sport og mad samt vores børn, job, venskab, kærlighed – og alt det andet samtidig. Dét, der er hårdest, er, at skulle leve op til en eller anden norm hele tiden. Som hovedregel, er det svært at gøre noget rigtigt, og let at gøre alt forkert.

Forledes læste jeg – i et eller andet ligegyldigt dameblad – om, hvordan du laver hjemmelavet modellervoks med frugtfarve i. Hvis du gør det, er du den perfekte forælder. Det er jo helt hul i hatten. Jeg køber modellervoks i BR til min datter, og hun har endnu alt sit hår på hovedet, ingen røde pletter på kroppen, og hun går endda lige.

Jeg blev også træt, da jeg læste en artikel i Information for noget tid siden, hvor super-moderen udtaler : ”I dag er der paranødder, mandariner i både, bananskiver og en riskiks med nøddesmør på tallerkenerne til eftermiddagste.” Jamen, dejligt for jer da, her snupper vi en banan så…

Der er i det hele taget en MASSE ting, du som forældre SKAL huske at gøre, men så er der naturligvis også en masse ting, du som forældre absolut IKKE MÅ gøre (altså udover de indlysende ting selvfølgelig). Husk endelig på det. Fordi, det siger Lola. Pisss osss. Jeg hører ikke rigtig efter, hvad Lola siger, og jeg efterlever vidst ikke alt, hvad Lola siger. Altså, jeg har ikke noget problem med Lola – hun siger bestemt mange fornuftige ting, men hun er jo ikke et orakel, hvis ord jeg blindt skal efterleve, og ikke forholde mig kritisk til.

I det hele taget, kan alle de der ’kloge Åger’ tage deres ’Sådan er du en perfekt forældre/kæreste/elsker/ven/menneske’-guides og stikke dem skråt op. Jeg tror på store mængder kærlighed og omsorg. Jeg tror på latter. Jeg tror på drømme. Jeg tror på plads til det enkelte individ. Jeg tror på at tale pænt til hinanden. Jeg tror på at råbe, når jeg bliver sur. Jeg tror på ’undskyld’. Jeg tror på at gå efter dét, jeg vil have – dét jeg drømmer om. Jeg tror på ikke at give op, men jeg tror også på at stoppe, hvis det ikke gør mig glad. ’Når du har sagt A, må du også sige B’, den holder ikke hos mig. Næ, ’Hvis du har sagt A, må du også sige B, hvis det er dét, du vil. Er det ikke tilfældet, må du finde et andet bogstav. Jeg tror på grænser for børn(og voksne). Jeg tror på regler, men jeg tror også på, at regler er til for at blive brudt engang imellem. Fx, når jeg spiser is med min datter en onsdag, eller vi kælker kl. 21 mandag aften, hvor hun burde ligge i sin seng. Men sneen er smuk, og hun vil kælke. Vi grinede i en time efterfulgt af at ligge i sneen og kigge op på stjernerne  – op til ’mufar’, der bor deroppe nu. Godt, vi brød reglen (som jeg selv har lavet). Sneen var væk næste morgen.

Jeg tror på kærlighed, og jeg tror på at droppe det der med , at vi alle sammen skal gøre det hele på samme måde.

Jeg har en masse oplevelser med i bagagen – fra min barndom, ungdom og mit voksenliv, og sådan skal det fortsætte. Jeg bliver glad helt ud i tæerne, når jeg tænker på dem. Sådan skal min datter også føle. Hun skal vide, at der er regler, der skal følges og grænser, der skal afprøves. At der er normer i et samfund uanset, hvor hun bor. Men hun skal også turde at bryde normerne. Hun skal turde bøje reglerne lidt engang imellem. Ellers kan det være lige meget. Vi er alle sat på denne jord som forskellige individer, hvilket gør det endnu mere sørgeligt, når vi tilstræber at være ens.

Hun skal drømme, og hun skal tro på sig selv. Min far sagde engang til mig, at når man ikke længere har drømme, kan det være lige meget. Jeg er også opdraget til at tro på mig selv, og til at være ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Eller ikke ligeglad med, hvad ALLE andre tænker om mig, for det betyder noget, hvad de mennesker, jeg elsker og/eller respekterer, tænker om mig. Det betyder meget. Men for at leve op til alle normer i et samfund i dag, skal man jo nærmest være et super-menneske. Det er jeg ikke. Det gider jeg faktisk heller ikke at være. Men jeg tror på mig selv, og er for det meste også ligeglad med, hvad andre tænker, mener og tror om mig. Men desværre ikke altid – gid jeg var.

Jeg har en ven, der er flyttet fra København til Sønderborg, og han synes, at det er vanvittig morsomt, at man på barer og diskoteker  – og jeg citerer: “Spiller ’ældre’ musik, som man ’skråler’ med på”. Det er han ikke vant til fra bylivet i København. Derudover bliver der sagt tillykke til ham, når han køber champagne, når han er i byen, fordi på de egne, køber man kun den slags, når man fejrer et eller andet. Dét, synes han, er vældig morsomt, da han stort set altid drikker champagne, når han er i byen. Derudover er han overrasket over, at kassedamen hilser på ham – det er aldrig sket i de mere end 30 år på Amager. OG forleden dag, kørte der en traktor gennem byen – det var stort. Jeps, han er kommet til provinsen – på godt og ondt (men der er nu også nyere musik herude).

Selvom Danmark er et lille land, er der faktisk store regionale forskelle på, hvad vi køber, hvad vi spiser, og hvordan vi holder ferie osv. Det har jeg egentlig ikke tænkt over tidligere, eller jeg tror da, at jeg var klar over, at der var nogle forskelle, men da jeg faldt over et par undersøgelser af netop danskernes forbrugsvaner i de forskellige regioner, var det tankevækkende, hvor forskellige regionerne er fra hinanden på nogle områder. Og det til trods for, at Danmark er et lille land. I USA er hver stat jo som at komme til et nyt land, men lille Danmark rummer virkelig også mange forskellige slags mennesker – og tak for det da.

Når jeg tænker over det, kan jeg sagtens se, at min fars familie i Sønderjylland lever helt anderledes på mange områder end, hvad jeg fx gør. Deres madvaner er anderledes fra mine – de spiser betydeligt mere gammeldags. De går i noget helt andet tøj, lytter til noget andet musik og de rejser heller ikke, som jeg gør (nogle af dem har faktisk aldrig været nord for Århus, og da slet ikke på djævleøen, uha da). Det har ikke nødvendigvis noget med alderen at gøre, selvom den selvfølgelig spiller en rolle, men der er altså også forskel på regionerne, selvom vi taler samme aldersgrupper.

Det er fx ikke ligegyldigt, om man er bosat på Fyn, i Østjylland eller i København, når det gælder køb via nettet. Der er nemlig stor forskel på danskernes forbrugsmønstre i de forskellige regioner. Men det kræver da ikke en studenterhue at regne den ud. Eller gør det? Fx er København det sted i landet, hvor der bliver handlet mest på nettet (no shit, Sherlock). 48 procent af københavnerne bestiller take away på nettet hver eneste måned. Men det ville jeg (og sikkert en masse andre i provinsen) da også gøre, hvis bare der var et sted at bestille take away fra – som ikke er fedtet kebab eller pizza vel at mærke.

Når vi taler om mad, er der netop stor forskel på, hvad vi gerne vil putte i munden. Der bliver fx længere mellem de klassiske danske retter i København, alt imens eksotiske ingredienser ikke rigtigt finder vej til Danmarks mindre byer, og ifølge undersøgelserne, udvikler det moderne køkken sig mest i de store universitetsbyer, og landsdelenes madindkøb bliver stadig mere polariserede.

Men det er da også logisk, da specialvarer ikke er tilgængelige i lige så høj grad i provinsen eller yderområderne, om I vil, som hvad tilfældet er i fx København og Århus. Vi har jo ikke alle de små lækre specialforretninger i provinsen. Jeg kan ikke bare gå ned på hjørnet og spise iransk, hente suppe i et suppekøkken eller gå på raw food restaurant. Jeg ville gerne, men jeg har ikke muligheden så længe jeg bor i provinsen.

Der er sat nogle rammer for os hver især, hvor vi bor, og det er op til os, der bor der, at skabe nogle muligheder, for de muligheder er bl.a. med til at afgøre, hvad vi spiser og bliver inspireret af. Og det er lige præcis muligheder, jeg ofte savner i provinsen. Men dem, skal man selv skabe.

Jeg bor fx i en mellemstor provinsby, hvor take away er ikke eksisterende med mindre man vil spise pizza eller kebab. Det passer så ikke helt, for vi har også en sushi restaurant og en thai take away, men så slutter festen også. Men i små provinsbyer og ude på landet har de måske slet ingen restauranter eller mulighed for take away, og derved er deres rammer snævre i den forbindelse. Ligeså i forhold til specialforretninger med forskellige eksotiske delikatesser. Men der er jo en årsag til, at den slags forretninger ikke åbner i de mindre provinsbyer – de kan nemlig ikke overleve. Så kære provinsboere, vil man have specialforretninger, kræver det også, at man handler i dem.

Derudover er der åbenbart også stor forskel på en nordjyde og en sjællænders forbrug samt, hvordan vi holder ferie. Familierne i hovedstadsområdet bruger flest penge på boligen, og en gennemsnitlig familie i Region Hovedstaden bruger 18 pct. flere penge om året end en familie i Region Syddanmark. Igen No shit, Sherlock – mon ikke, at der er flere husstande i hovedstaden, der tjener mange penge end, hvad tilfældet er i Region Syddanmark. Deraf forbruget?

Københavnere bruger mere end fem gange så mange penge som nordjyder på flybilletter. Til gengæld bruger de mindre end halvt så meget på biler, som nordjyderne gør. Igen, det er vel ikke så mærkeligt, da København er langt lettere at bevæge sig rundt i UDEN bil. De har jo ikke ligefrem en metro og S-tog i Hirtshals. Ligesom det er lidt lettere (og billigere) at finde en p-plads til bilen i Hirtshals.

Nordjyderne kører ofte på ferie i stedet for at flyve – og flyver de, er det charter. I hovedstaden, hvor husstandene er tæt på en lufthavn, og der er flere mennesker med god indkomst, planlægger man ofte egne rejser og bestiller fly og hotel separat. Igen, det giver da meget god mening. Har man ikke en bil eller har man måske en delebil (som er populært i de store byer, især i København) er det svært at bruge bilen til at køre på ferie i.

Alt i alt giver forskellene vel meget god mening, men derfor er det nu sjovt, at et lille land som Danmark har så store forskelle regionalt. Dét, jeg synes, at vi skal være opmærksomme på, er, at de mennsker, der bor i de pågældende provinsbyer, selv skaber livet i byerne. De mindre byer, der i Danmark vokser og får mere liv, er noget, der er blevet skabt af nogle mennesker med visioner. Selvfølgelig skal mulighederne være der, men det er de også ofte – det kommer bare an på øjnene, der ser.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at man ofte hilser på en anden måde på hinanden i de mindre provinsbyer end, hvad tilfældet er i storbyen og nok til dels også i større provinsbyer. Jeg har også engang skrevet, at de forretningsdrivende i de små byer langs vestkysten i Nordjylland er af en helt anden kaliber, end dem i storbyen, og nu har jeg igen fået syn for sagen. Jeg ved selvfølgelig, at man ikke kan skære alle over en kam, men jeg vil nu godt vove pelsen og påstå, at vi (jeg selv indforstået) kunne tage lidt ved lære af de mindre samfund rundt omkring i Danmark.

Lønstrup

Jeg opholder mig pt. i Lønstrup – en lille by næsten på toppen af Danmark. Her har jeg tilbragt mange timer gennem årene, fordi min families sommerhus ligger her. Jeg elsker Lønstrup pga. naturen, men også fordi jeg ofte føler, at jeg her har tid til at være sammen med min familie, som jeg desværre ikke ser så ofte, som jeg gerne ville. Sidst, men absolut ikke mindst, er folk heroppe i det nordjyske bare sådan gennemgående ret flinke og hjælpsomme.

Når jeg går til bageren om morgenen, som ligger nede i den lille by tæt ved vores sommerhus, hilser jeg på alle, jeg møder. Hos bageren, som ligger i købmandsbutikken hilser man pænt og spørger mig, hvordan det går, og hvornår vi kom herop. For heroppe har man styr på hvad der foregår. Når jeg går ind af døren hos pottemageren, husker han mig også fra sidste gang, hvor jeg sukkede over alle hans smukke krus og kopper. I brugskunstforretningen og hos glaspusteren kan man også sagtens huske mig, og man får en lille sludder. Det er virkelig hyggeligt.

Børn og plads går også meget godt sammen.

Pottemageren fortalte mig også en historie. Som sagt, det er hyggeligt, men egentlig også pudsigt – heroppe snakker jeg med alle mulige mennesker, som jeg ikke kender, og derfor ikke ville snakke med der hjemme. Nå, historien : Pottemageren har faktisk været flyttet til København for nogle år siden, hvor han havde udstilling/butik nedenunder og værksted ovenpå i en af de små gader inde i København K. Men han solgte og rejste tilbage til Nordjylland – tilbage til Lønstrup. Af to årsager. Han var træt af, at han ikke kunne sidde ovenpå og have åbent i forretningen nedenunder, uden at folk stjal hans ting. Derudover blev han ganske simpelt ikke inspireret. Han manglede naturen. Han manglede sine ture langs stranden ved Vesterhavet – det er her, han henter sin inspiration. Og han er langt fra den eneste. Stort set alle de lokale keramikere, glaspustere og smykkedesignere er ikke havnet i Lønstrup ved et tilfælde. De har valgt at bo der bl.a. fordi, de elsker naturen og fordi, det er her, de finder inspiration

Solnedgang, Vesterhavet – Lønstrup

Nu er jeg ikke videre kreativ, men jeg kan faktisk godt følge ham. Jeg kommer heroppe på alle tider af året, og jeg føler mig også ofte inspireret til at være lidt kreativ, når jeg er her (at det så begrænser sig til at male påskeæg eller lign., er en anden sag). Men faktisk tænker jeg, at skal min bog en dag være færdig, så er det heroppe, jeg slår mig ned et par uger for at skrive i fred og ro (måske jeg nærmere har brug for et par måneder).

Noget andet, jeg bemærkede, var hvordan folk var ekstremt høflige, da jeg var ude at løbe. Alle, jeg mødte på min tur, smilede og hilste for derefter at gå til side, for at jeg kunne løbe forbi på de smalle stier i klitterne. Det sjove er, at de fleste, der gik der på stierne i klitterne, er turister. Turister fra København og turister fra mindre og større provinsbyer rundt omkring i Danmark (og udlandet naturligvis), og det er egentlig også lidt pudsigt. For går man fx på gaden i København, handler det ofte om at komme hurtigt frem, og der er det tilladt at vade ind i hinanden, uden at sige undskyld, men den slags gør man slet ikke her. Her viser vi hensyn til hinanden, hvad end vi er fra København eller et andet sted i landet. Måske alle storbymenneskerne (og os fra de store og mellemstore provinsbyer) er blevet så tilpas afslappede efter nogle dage i sommerhus på landet, at vi glemmer at være ubehøvlede (mig selv inklusiv), og ikke længere stresser af sted, og i stedet har tid til at hilse og smile. Her i blæsten ved Vesterhavet står tiden stille, og det er svært at stresse og være sur og uhøflig over for andre. Her er højt til loftet på flere måder.

Sand alle vegne…

Bl.a. derfor er den del af Danmark så vigtig, og det tror jeg faktisk, at de fleste danskere er klar over, men blot glemmer i en travl hverdag. Der skal være plads til pulsen i storbyen og mangel på samme på landet. Jeg selv elsker storbyens evindelige buldren, livet på gaderne og alle mulighederne lige så højt, som jeg elsker stjernerne på himlen, lange gåture langs vandet og den særlige fred og ro, der er på landet – i de mindre provinsbyer rundt omkring, bl.a. i det nogle kalder udkantsdanmark, men som i mit hoved så langt fra er udkanten af noget, måske snarere tværtimod.

Uanset, jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, at vi mennesker måske får lidt mere overskud til et smil og til at give plads til andre, når vi selv får lidt højere til loftet og plads omkring os…